BREAK BREAD BEFORE BABY LAUNCH

 Veganeren eller "Jøden" var nedkommet, næsten nedfaret til dødsriget, på tredie dag opstanden efter et skud morfin og et velfortjent hvil efter tre dages fødsel uden le grand finale.
Vi havde begge taget kurset "Smertefri Fødsel." Det var Veganerens initiativ, og undertegnede oplyste hende om at en så vanvittig oplevelse som at FØDE et barn aldrig ville blive smertefri. Af samme grund holdt jeg på, at jeg ikke skulle have flere børn. - måneden efter erfarede jeg, at jeg selv var gravid...
Første fødsel blev taget på rygraden. Uden nogen for for undervisning eller kurser. - kvinder har gjort det i årtusinder, hvor svært kan det være? Det kan vel ligesom kun gå én vej?
Det tog fire timer. Uden nogen form for smertestillende, for det kunne ikke nås.
Jeg fik at vide, at jeg med min "naturlige fødsel" havde klaret det til toppræstation. - jeg vil gerne understrege, at der er INTET naturligt ved at presse et barn ud i den ondeste smerte man nogensinde har oplevet. Og sagt mellem os, havde jeg haft muligheden, så havde jeg likvideret mig selv. Uden at tøve.
Nåh. Men jeg var åbenbart gravid igen. Panikken greb stille og kvælertagsagtigt om sig. Jordemoderen spåede mig en fødsel på kun to timer. - det hjælp næppe på skrækken. Tværtimod faktisk. Noget måtte gøres! Jeg magtede ikke at miste mig selv på dén måde én gang til.
Jøden havde fundet kurset om smertefri fødsel. Jeg var skeptisk. Men dét der gjorde udslaget var, at Anja Bay, der er kursets moder, havde haft den værste oplevelse ved sin første fødsel. Også hun svor, hun aldrig skulle være have flere børn ud fra den første forfærdelige fødsel. Også hun blev hurtigt gravid igen. Og så begyndte hun at indsamle empiri for at forbedre oplevelsen af næste fødsel. Den gik overraskende godt, hun følte at hun var med hele vejen.
Som I nok kan se, så jeg en del lighedspunkter og jeg var derfor villig til at give det en chance.
Alt andet end dét helvede jeg gennemlevede i 2012.
Jøden gik som sagt i fødsel efter vores tur i teatret på Blumenbach Instituttet, og undertegnede gik mod bussen. Det tog hende næsten fire døgn. Jovist kurset kostede 2500kr, og Jøden ville jo gerne have noget for pengene, men på fjerdedagen efter en endelig lur på Hvidovre overvejede hun at måske måtte det blive et kejsersnit...?
Det blev det heldigvis ikke. Det blev heller ikke en hjemmefødsel, som hun ønskede. Men det blev en naturlig fødsel, og hun var med hele vejen.
Vi mødtes elleve dage efter til en tur rundt i København for at finde fødselsdagsgaver til Eskillio. - der havde to års fødselsdag den følgende dag. Vi endte ved Antons Spiseri på Frederiksberg. Veganeren fik en vegansk sandwich med kartoffel, tomat og sennepsdressing. Undertegnede fik en laksesanwich, og Bjørg fik en tår mælk.
Sjovt nok havde jeg netop bemærket, mit hoved var begyndt at hæve. Som jeg sagde til Jøden;"Så er der ikke lang tid igen."
Vi gik hver til sit bagefter. De to gik mod Enghave. Og efter bollebagning og muffinsbagning om aftenen gik jeg i fødsel.

BIOMIO OG BLUMENBACH INSTITUTTET

Et besøg på BioMio med Veganeren før en forestilling på 'Blumenbach Instituttet' ved Dybbølsbro. - vi havde ingen anelse om, hvad sidstnævnte ville byde på. Førstnævnte har man jo prøvet før. Det er økologisk. Der er mulighed for både vegetarer, veganere og kødædere. Det er dog lidt for kantine-agtigt skønt beliggenheden er at finde i det ellers så happening Meat Packing District.

Man skal selv bestille maden ved kokken i køkkenet og drikkevarerne ved baren, hvor de smider din bestilling ind på dit kort som du til sidst afleverer ved kassen. I'm not a fan. Vi sad i det bløde arrangement frem for de høje borde, så det blev lidt mere hygge end kantine. 

Vi fik en Fitness Wok - det gav mening for de to højgravide at work out'en bestod i at indtage mad - med spidskål, kikærter, svampe, brokkoli, peberfrugter, teriaki sauce, sesam og korriander. Veganeren spædede tofu til og undertegnede tilvalgte kylling. 

Trods de mange lækre råvarer var smagen aldrig helt oppe at ringe. Vi bad om soya for at peppe retten lidt op. Det hjalp lidt, men retten manglede stadig smag, kant og spark. Bønner og kikærter er for de fleste melede og fortjener i den grad at blive krydret godt. 

Nåh. Videre til aftenens kulturelle og spændende indslag. Vi havde kun information om, at teaterstykket foregik på tre etager hvor publikum frit kunne begå sig. Vi skulle snart finde os selv midt i et fire timers langt interaktivt scenarie med psykoanalyser, antropologiske tests, lægetjek, suppe med Meta i køkkenet, messe og folkedans. - preparation til "vandet kommer" og vi var blandt de få udvalgte til at videreføre artens overlevelse. Ikke så små ting endda. Særlig virkefuldt var det at stå i et bælgmørk, koldt og fugtigt rum holdende hænder med ti fremmede mennesker under alarmen alle stemmende i til:

"Det er i dag et vejr - et solskinsvejr!

O, søde vår, så er du atter nær!

Nu vil jeg glemme rent, at det var vinter,

nu vil jeg gå og købe hyacinter

og bringe dem til en, som jeg har kær" under stærk ledelse af en ældre dame med skinger vibrerende røst blandt publikum. - og den højgravide der netop havde købt hyacinter dagen før for at glemme rent, at det var vinter - symbolsk for hendes mands utroskab - lod tårerne falde frit og følte et særligt sympatisk sammenhold blandt disse fremmede folk. Midt i dette omsluttende mørke mødte hun en anderledes fred med omstændighederne.

Som klokken nærmede sig elleve svingede de to højgravide sig op ad sporene ved dybbølsbro, oplevede af en uforventet forunderlig aften og med et bredt smil på læben over det fuldførte ved forestillingen. 

Efter en varm afsked gik den ene mod bussen. Den anden gik i fødsel. 

VARM MAD PÅ 42RAW

Et smut forbi 42Raw.

Veganeren havde været stolt af undertegnede - men hvad vælger man på et spisested, hvis motto er at varme maden op til 42*? Varm svamperisotto med portobello svampe der har været over de 42*, og konceptet er hermed overskredet.

En ret lækker juice bestående af gulerod, ananas og mynte. Rawfood risotto med portobello svampe. Ja det kunne man vel have sagt sig selv, at de selvfølgelig havde sparet osten væk. Fejlen ligger fuldkommen på min side. Indrømmet blankt. Hvad er risotto uden ost? I dette tilfælde velsmagende grød med lækre svampe. Jeg ville til hver en tid foretrække mandens svamperisotto. 

Men det er da et udemærket bud for en laktoseallergiker - eller veganeren.

Herefter fik vi en orange chokoladekage med hasselnød og raw chokolade. Det er da en form for gevinst at vide, kagen er spækket med sunde ting frem for sukker og fedt. Vi kunne sagtens have delt en, for den blev meget hurtigt for meget af det gode. 

Desværre har de ikke en towel dispenser, men en håndtørrer. I ved fra tidligere indlæg, hvad undertegnedes tanker er om disse.

NOER I NÆSTVED - NOGET AT NYDE

 Der er mange betænkligheder ved at skulle flytte fra Hovedstaden til provinsen. Kulturlivet er én ting, men i gevinst får man naturen. En bedre og flottere variation af årstiderne.
Min største skræk var spisestederne. Eller mangel på samme. For pizza og elendigt cafémad er her masser af. - ganske vidst ikke gode italienske pizzaer bagt i stenovn eller yderligere omtanke for oplevelsen. Nej. Kvalitet skal man lede længe efter.
Men en dag den 24. januar, præcis fire dage før mit verdensbillede ændrede sig radikalt, fandt manden og jeg denne café/blomsterforretning for enden af Jernbanegade. Café Noer's. Og det var faktisk som at være hjemme ( i København red. ). Her havde man en holdning til varerne og en forkærlighed til dét, man serverede.

Vi havde netop afleveret den førstefødte i vuggestue og blev mildest talt henrykte, da vi erfarede at kaffen var af perfektion.

Jeg, der var i ottende måned, fik en super lækker brunch.

Manden fik et brædt med fem forskellige tapas.

 En delikat lille og luftig omelet med ost og skinke.

 Café latte og en crossant - en følelse af at være langt væk fra provinsen og tættere på Provence!!

 I deres boutique kan man man købe en blomst, buket og gourmet varer med hjem.
Det bliver et klart JA her fra, og vi vender med sikkerhed tilbage.

FØRSTE KOP KAFFE I ÅR 2014

Så prøver vi. 

Årets andet måltid. 

Morgenmaden - der jo meget belejligt ligger lige efter blodprøverne - serveret af astronauterne. I was feeling lucky, og sagde ja til det meste. - måske af ren optimisme måske fordi at selv et maskeret menneske virker bedre at tale med end sit isolationsrum... Men hvor mange ord kan man nå at udveksle med en astronaut, der hurtigt er på vej ud og væk igen. Stemmen lyder smilende, men jeg ved jo faktisk ikke om hun smiler bag masken. Det kan ligeså vel være mit begyndende delirium? Jeg prøvede at holde på hende. Et fattigt forsøg i form af at høre hele menukortet og bagefter spørge interesseret ind til det. Ja. Tamt. Jeg ved det. But the walls are caving in...

Årets andet måltid. Yoghurt med lidt müslii. En ostemad og en måske kop kaffe - hvis den mavesyrede hals tillader det, den tillod først igår at lade lidt stemme komme forbi. Store fremskridt fra stue syv. Stooore fremskridt. 

Herunder eget toilet, hvis man skulle få lyt til at strække ben. Med klokkesnor og efterladenskaber fra et par af astronauterne i skraldespanden. - jeg har en gul papirssæk på stuen til det samme...melder E.T. den udstødte fra sin isolationscelle...godt nytår!!

Og i bedste E.T. stil har man da også fået smuglet M&M's ind i cellen - foruden lidt eksamenslæsning for jeg tror jeg har afprøvet alt, hvad sådan en elevationsseng har i sig. Great fun! 

Men fuldstændig ligegyldig viden i længden...

HOSPITALSMAD - ÅRETS FØRSTE OG ENESTE INDTAG

Her er et billede af det første, undertegnede har indtaget. En maveforgiftning eller svangerskabsforgiftning - lægerne har ikke helt bestemt sig endnu - sendte mig med ambulance på hospitalet. Bevares opkast i stride strømme er hårdt, men ikke noget alvorligt vil man jo nok mene. Det var også først, da det var mundfulde af blod jeg ofrede at jeg konfererede med min kære moder. Hun mente bestemt, jeg skulle efterses. Jeg var ikke rigtig til stede under ambulanceturen. 

Men befinder mig altså stadig med tilført vand i drop i den ene arm og bliver tappet for blod i den anden - bliver tilset af astronauter hvis identitet jeg ikke har gættet endnu, men dialekten er fra midtsjælland. Jeg føler mig som E.T. - infected og alien. Nuvel. Nedenfor ses mit første måltid siden 2013. Bløde pandekager med noget oksekød. Jeg håber, min afsyrede hals er i stand til at få noget ned. 

Godt nytår her fra!

DAG 14: KUALA LUMPUR: HELI LOUNGE BAR - TÅRNHØJE FORVENTNINGER I SKYHØJDE

 Heli Lounge Bar i Kuala Lumpur. Vi havde prøvet af nogle gange at komme her hen, men vejret drillede lidt med regn så derfor ville oplevelsen ikke være perfekt. Desuden skulle det helst være en sviretur og ikke en flyvetur!!
Men denne aften var sigtbarheden god, vejret holdte tørt og vi vovede os op i skyerne.

 Vi fik erhvervet os tre stole - der var ikke mange, og der var rift om dem.

 Overvældelsen var stor, da vi kom helt her op.
Min højdeskræk tog til, og jeg var langt fra afslappet. Først efter at have siddet og nydt stilheden i nogen tid, faldt skrækken.

 Her var helt stille. I en kæmpe storby.
Visheden om at bag den afsats fandtes den sikre død, var både fængslende og forfærdelig.
Flyene fløj os om ørerne. Byens lys opvartede selskabet. Her var så smukt. Liv og død i samme åndedrag. Mageløst. Tiden stod stille, og samtalen var sagte.

 Nedstigning fra himlen til fodfæste.

 Kanten mellem liv og død.

 Sky high love og stairways to heaven.

DAG 13: FEST FOR FLYGTNINGEBØRNENE FRA MYANMAR

 Fest på skolen for Myanmar flygtningene - Memsahibs små yndlinge.
Undertegnede stod i baren, hvor der blev lavet frugtdrinks. Alt uden alkohol.
Der var en face-painter, som malede "børnene" som alt fra robotter til blomster og hajer.
Ved nærmere eftertanke er forskellen på disse og til en dansk generation på samme alder er direkte skræmmende og ulækker...
Fra tolv til fjorten til seksten år.
For det første ville de danske børn være sejlende stive. Og ikke én ville lade sig males i ansigtet. Dét ville være for barnligt - kontra ikke én var ikke malet i ansigtet.
Så var der dansekonkurrencer og sangkonkurrencer. En fantastisk god aften for dem - faktisk deres første party nogensinde. Og alle pigerne var så uendelig smukke med håndtasker og smykker - sikkert lånt fra familiemedlemmer eller venner til netop denne lejlighed. Drengene havde deres faders alt for store blanke sko på. De var så søde.
Man skammer sig lidt over ens egen begærlighed og lands normer.

DAG 14: KUALA LUMPUR: MORGENMAD PÅ LA VIE EN ROSE - IGEN

 Kaffe i lykkelige omstændigheder på La Vie En Rose - undertegnede var henrykt for at kunne få en kulinarisk oplevelse kontra det evige spisekort på Tioman. Hvilken frihed at få fransk cuisine i stedet for laid back kantine kitchen.

 Det franske bagværk til brunchen

 Voila c'est un croissant magnifique! Je t'aime Claus Werner!
Huzoors tallerken som denne gang blev min -
Andeconfit-shepherd's pie. Virkelig god, fransk og selvfølgelig fed.
En champignon og andebacon bruschetta. Denne tog klart prisen blandt de tre. Vanvittig lækker!!
Røræg med røget laks. Jeg er ikke specielt vild med røræg, men laksen nærmest smeltede på tungen..

 Så var der bare tilbage at nyde omgivelserne, udsigten og selve livet.

DAG 12: TIOMAN RETUR - FARVEL TIL PARADIS

Sidste dag i mit paradis. Postkortskrivning. Stegte nudler og baked beans.
Hmm tjah så kan man måske godt forstå, at åndedrættet var lidt besværet og fugtigheden syntes for høj...det kan ikke være helt sundt.

Klar på en dags rejse hjem mod Kuala Lumpur og Memsahibs mageløse residence.

Ja. Det synes måske mærkeligt, jeg ville måske understrege PINLIGT, at jeg befandt mig på KF(ucking)C i Mersing Havn før turen i bussen. Ja. Der var kun cafeer med kage og meget tvivlsomme kantiner.- skal man ud på en fem timers bustur, er clean food virkelig et must og "Delhi Belly"- kuren må vente lidt.

Tjah det må vel være bedre end Mackie D's...men man skammer sig fuldstændigt, når man udelukkende sidder med andre spisende foreigners. Det er bare ikke okay. Indrømmet og jeg skammede mig i stilhed. Jeg skyndte mig at spise færdig og komme afsted. - lige efter et toiletbesøg på et RENT TOILET - hvilket også var første gang i fire dage, jeg så mig selv i spejlet. Det er nok meget sundt.

Jeg beklager..

Busstationen var hjemstavn for utallige katte.

Husk det nu