26. november 2014

NU' DET JUL IGEN - NU' DET JUL IGEN!!!

Stormagasinerne starter julen tidligt. Tidligere og tidligere siges det.
Så hvornår må man selv gå i gang med juleriet og bryde lidt ud af hverdagens hjul?
Mit pejlemærke er Centralhjørnet
Når de er kampklar, er det kosher at jule. Ovenfor ses noget af deres udendøre dekorationer - jeg kan ABSOLUT anbefale at træde et smut indenfor og nyde en sodavand eller andet. Dekorationen er så fuldkommen, at det føles som at være Chip og Chap i Mickeys juletræ. Prøv det.

Det ligger lidt til den gængse holdning, at man skal hade julen - som MC Einars 'Jul, det er cool,' skønt den stadig minder mig om klippe-klister-dage i folkeskolen og derfor stadig et foretrukkent hit når der pyntes, bages eller klippes.
Jeg vil gerne indrømme, jeg ELSKER julen! Ikke nødvendigvis gaveræset og de transportmæssige forsinkelser. Men jeg elsker hyggen, lysene, samværet omkring juleklip og julebagning, kaneture ( dog med hest og ikke rensdyr ), julestuer, varme sokker, betænksomheder, overraskelser, maden, SOVSEN, traditionerne, børnenes fantasi og tro på julemanden og nisser. - det er næsten som at blive et barn igen, når man ser lyset i deres øjne. 
Sidste år nåede vi ikke at jule så meget på grund af flytningen. I år tager vi hundrede procent revanche!
Julekassen blev fundet frem i weekenden, og siden har Eskillio og undertegnede pyntet op. Selvsagt mener førstnævnte, at alt bør være på hans værelse. Når man pludselig går fra en to værelses på 54m2 til en fire værelses på 91m2, går det op for én at alt det julepynt man mente, man havde rigeligt af slet ikke er så tilstrækkeligt endda. Faktisk på ingen måde hvis Centralhjørnet er målestokken. 
Nåh det er der råd for. 
Sidste år nåede vi ikke at være konkurrencedygtige med de andre beboere i boligblokkene. I år tager vi føringen. Farvel til privatliv og mørke aftener med stearinlys. Goddag til kodyl elregning. 
We're in it for the win.
Momse hentede drengene fra vuggestue, idet det var min sene dag på universitetet. Jeg nåede hjem med tre lyskæder i flere knuder og filtrede dem op på altanen. Trak strøm gennem vinduet og satte solen til lige i tide til, at drengene vendte hjem. Lavede sprællemand på altanen - jeg kunne intet se ud - løb derefter ned og tog imod. Eskillio grinede fra han stod ud af bilen, en latter som var han i chok, løb op ad trappen, smed støvlerne og løb ud på altanen. Lysenes fest. Børnenes fest. 
Eskillio var fuldstændig elektrisk og strålede om kap med showet på balkonen. 
Ja ja normalvis er vi 'Less is more,' men i denne tid er vi 'Yes is more!'
Det er vores altan til venstre, der brænder ud. Endda kun med to af lyskæderne tændte.
BEAM ME UP SCOTTY!!
Nu glæder vi os til lørdag, hvor Julemanden øjensynligt kommer med toget og hilser på byens børn. - DSB er åbenbart mere punktlige end rensdyr. Men sneen er jo heller ikke faldet endnu.
Glædelig juuuuuul!!!

13. november 2014

MIT NYE FANTASTISKE FORHOLD

Mørket rykker længere og længere op af eftermiddagen, og dagene føles kortere og kortere.
I denne tid ef det vigtigt at forkæle sig selv. I den anledning har jeg indledt et nyt - eller faktisk har vi haft noget kørende for et års tid siden - forhold, som spækker min hverdag med glæde og overskud. I ved, ét af de der slags forhold som kaster glæde og lys af sig på resten af livet/hverdagen. Fuldkommen fantastisk!
Vi har godt nok kun været sammen i tre uger, men jeg kan mærke at vi kommer til at være sammen længe. Det virker bare rigtigt! Ingen opslidende forventninger. Bare glæde ved hvert gensyn som genererer masser af overskud. Vi er SÅ glade for hinanden!!
Jeg taler selvfølgelig om måltidskassen fra Aarstiderne. Jeg sørger for salt, peber, olie og æbleeddike, så sørger han for resten. Tirsdage aftener danses der til Budas beat på P6 under opvasken og madpakningen - for der er allerede spist, og børnene lagt til ro. - de har åbenbart brug for mere søvn i disse mørke stunder, hvilket sætter atter et pres på den enlige mor, så maden skal også indtages tidligere. Men det er intet problem med min nye relation. Alt er timet og tilrettelagt! - der er endda tid til puslespil efter maden. Eventuel blodprop i hjernen forudsaget af stress hermed udskudt nogle år. Ja tak!

4. november 2014

WHEN SAINTS GO MACHINE VEGA 7. NOVEMBER 2014

Såfremt I ikke allerede har billetter til When Saints Go Machine, vil jeg bede jer om at rubbe neglene. Det bliver vildt! De leverer altid en fest!
Det er en del af CPH:DOX med visuals, design og videoer af Dark Matters!

NEXT DOOR CAFÉ I PISSERENDEN

Trods frygten for at dette hjerterum skal blive overrendt - hvad det i forvejen er - kommer her alligevel en anbefaling af verdens dejligeste kaffebar lokaliseret i indre by - undertegnedes stamcafé - Next Door Café i Larsbjørnsstræde 23.
"Sometimes you wanna go, where everybody knows your name and they're always glad you came," burde være titelmelodien til dette sted, den spilles dog ikke. 
Men hvem elsker ikke at starte sin dag med Bowies "Heroes"? Det kan jo kun blive godt!
Servicen er altid smuk, smilende og vedkommende. Kunderne er en bred farverig vifte af forskellige mennesker, der altid hilser på hinanden - netop som det altid har været i Latinerkvarteret. Enten bor de eller arbejder i kvarteret.
Man kan nyde sin kaffe indenfor i de flotte og dekorative omgivelser eller udenfor på bænkene og vågne sammen med smukke indre by. 

Man kan få morgenmad, hvad mange benytter sig af, hjemmelavede juices og lækre sandwiches. Enkle og gode - disse laves også som salater. Herunder ses en BLT ( bacon - livets krydderi - lettuce and tomato ).
De har åbent fra klokken 07:00-18:00 i hverdagene. Lørdag 09:00-18:00. Søndag 10:00-18:00.
En god dag starter om morgenen, og den startes bedst på Next Door Café i Larsbjørnsgade. 
"Peace and love" som de synger over disken sammen med ønsket om en god dag. Mit hjerte banker for dette hjerterum - og springer et slag over, når ugens travlhed forpurrer et besøg. 
Herunder ses mellemrummet ind til the restroom - en god ide at udvide rummet med brugen af spejle. Det gør de også brug af i butikken. En hel væg af flotte spejle ( ikke kun fordi de viser undertegnede ) i forskellige størrelser og former. Synes rummet alligevel overrendt, kan man trække nedenunder.
Navnet "NEXT DOOR CAFE" leder tankerne hen på en nabo ( next door neighbor ), som også er den eksakte følelse man har i kroppen som gæst. Som at komme på besøg hos en god ven. - yderligere kan det nævnes at alle vandrette møbler ( disk og borde ) er lavet af døre. Oversavede døre med overlag af glas således at der udstilles tegninger, hilsner og mønter fra hele verden i "montren."Ganske unikt og fedt. Det yder endnu en dimension til den hjemmelige hygge, at man kan komme med sit eget bidrag.