2020: SIKKE ET ÅR. 5 ÅRS SKILSMISSEDAG OG VEGANSK FØDSELSDAG FOR VENINDERNE

2020 var et virkelig stenet år for alles vedkommende, kan man vidst roligt sige. Mine uadskillelige drenge og jeg rejste rundt i det danske land og nød hinandens selskab - selv om man selvfølgelig savnede Copenhell. Det blev til en halv måned på Bornholm, derefter en halv måned rundt med campingvogn med mormor og morfar omkring Vejle. Jeg må se, om jeg får tid til at uploade. 

Jeg har jo som bekendt fødselsdag i de sidste dage på året, og jeg har aldrig egentlig lyst til at fejre mig selv. Jeg har altid fundet det for selvhøjtideligt. Det er sikkert samme afsky, som selviscenesættelse på sociale medier afføder (eksempelvis fatter jeg ikke forældre, der skriver "tillykke" efterfulgt af længere ode til deres barn og billeder af denne, når deres barn ikke er på Facebook eller Insta..? - jeg tror, dit barn får mere ud af at du bare siger det direkte til hen. Just a thought). Fødselsdage. Det er mærkeligt for, jeg går altid helt amok når det drejer sig om drengenes fødselsdage - som jo har fødselsdag dagen efter den anden, hvilket resulterer i fødselsdagsfestival når den samlede for familie og den for deres venner holdes i weekenden. Kompenserer jeg for deres faders manglende tilstedeværelse og interesse i dem? Oh yes indeed, og det ville også være mærkeligt andet.  

I december 2020 havde jeg også 5 års skilsmissedag, efter at være blevet gift for 10 år siden. Som folk melder ud på Facebook, at det er deres "bryllupsdag," så bør "skilsmissedag" også fejres. Det føles empowering, og dét forhold (til dig selv) kan du med sikkerhed nyde lige til dine dage endes. 

Nuvel. Da nytårsaften skulle bestå af, at mine drenge og jeg lavede mad til Olde (tak til Børneavisen for at guide os igennem både dessert og drinks) og altså ingen vilde alkoholindkøb besluttede jeg mig for at lave noget alligevel på min fødselsdag (seriøst bare at skrive "min fødselsdag" sender gags gennem ganen). Men igen gad jeg ikke "fejre mig selv". Hmm, men jeg ville faktisk gerne fejre mine veninder. Det var egentlig en præmis, som jeg godt kunne finde mig tilpas i. Jeg tænkte på om aftenen, som jeg lagde mig til at sove, at det kunne afholdes i den biograf jeg er frivillig operatør i. Masser af plads til afstand. Jeg besluttede mig med det samme for en vegansk menu, idet vi er så mange veganere, vegetarer og pescetarer i min kreds af vidunderlige veninder samlet op gennem et liv på efterskole, akademiet, højskole, teknisk skole (film), film, mødregrupper, universitetet og arbejde. Men det var forholdsvis mærkeligt at invitere folk ad hoc, sætte en deadline for deres svar for dernæst at kunne invitere i næste led. Jeg er ikke fan af at rangere folk, men det tvang pandemien ligesom én til at tænke i. Jeg undskylder til dem, invitationen ikke nåede ud til. 

Og hvor jeg altid står i køkkenet og kokkererer amok til drengenes fødselsdage, og alle andre dage for den sags skyld (heja provinsen for ikke at have take away), så skulle netop denne dag ikke bestå af dette. Jeg ville have tid til at mærke mine gæster. Som altid bad jeg om, at folk ikke tog gaver med - det var gave nok i sig selv, at de kom. Det var en aften for at fejre dem og ikke mig.  

I denne tid (2020) er jeg blevet virkelig god til at komme helt ned i tempo. Yes, det er det, alle siger. I know. Bare at rejse alene med mine børn og nyde naturen er vidunderligt. Men det her handler også om synkronisitet. At lægge mærke til ting, der sker omkring én og for én. Den næste dag fik jeg en besked om at 'like' min gamle ven, som jeg ikke har set siden han besøgte mig på Kunsthøjskolen, 's nye cateringselskab. Han lavede faktisk maden til en surprise party fødselsdag, min ekskæreste og venner holdt for mig da jeg blev..19? 20? Som sagt det er lang tid siden. Stenet. Jeg skrev til ham, om han kunne lave en vegansk menu (og ja, jeg indhentede også tilbud et par andre steder fra. Det ville være dumt ikke at afsondre området. Inderst inde vidste jeg godt, jeg kun ville blive tilfreds med hans bud. Kender I det? Når beslutninger allerede er taget, for de kan mærkes i kroppen og ikke kun i hovedet?). Han kunne helt bestemt lave en vegansk menu.

Prisen, jeg satte, var 150,- pr. kuvert - maden blev leveret i flotte skåle (godt for miljøet) af Kristian selv. Og nej, jeg får intet for at nævne for hans business. Jeg vil bare rigtig gerne videreformidle hans info til andre veganere/vegetarer, som ikke bor i hovedstaden, for på Midt/Sydsjælland er der faktisk ikke noget vegansk catering at opdrive. Det her var så overdådigt eksekveret. Vi var alle ved implodere ved alle de forskellige fantastiske smage og teksturer i vores munde. 

Den eneste rettelse til ovenstående menu er, det blev mango sorbet og havtorn sfærer.

- okay faktisk lavede jeg liiiiidt mad den dag. Jeg poppede naturligvis afsindigt mange popcorn, som man kunne øse op i sit krus. Derudover skar jeg og min førstefødte grøntsagsstænger til de forskellige veganske dips:

Cashewnøddedip. 400gr. cashewnødder, to hvidløg, saft fra en citron, et bundt dild, et bundt persille, en dl vand, salt og peber. Afhængigt af, hvor tyk/flydende man ønsker dippen, kan man fortynde med vand. Blend. 

Inspireret af Emmas blog.

Ærtedip. Ærter, to hvidløg, løg/skalotteløg, vegansk yoghurt (jeg valgte soya), citron, olivenolie, agavesirup, æblecidereddike, et bundt basilikum, et bundt mynte, salt og peber. Løg sauteres i olie, tilsæt eddike og sirup. Kom det op til resten. Blend. 

Inspireret af Albertes blog.

 

Hummus. Ja, den ligger vel på rygraden hos alle: kogte kikærter, tahin, hvidløg, citron, olivenolie, spidskommen, paprika, salt og peber. Blend. 

RØNNEBÆKSHOLM KUNSTHAL : TRINE BOESEN : INTO DIMENSION : AUDIO & VISUEL WORKSHOP : MED VEGANEREN & BØRN

 Dagen var den 18. januar, vi tog på Kunsthal Rønnebæksholm for at deltage i lydkunstner og musiker Anders Mathiasen og kunstner Jakoob Mathias i forbindelse med Trine Boesens udstilling 'Into Dimension'.  

 Workshoppen var et samarbejde mellem Kunsthal Rønnebæksholm samt Billedskolen Storstrøm. Der er ikke noget federe end, når man besøger et sted (med børn) for børn og de folk, der er der, er helt gearede til at det rent faktisk ER børn, der kommer. Når alt appellerer til leg og nysgerrighed. Når de voksne er helt i øjenhøjde med børnene. Særligt Anders fik antændt en nysgerrighed og vilje til at udforske de forskellige dele på "lydbordet" i min ældste. Og selv om han fik lavet en vild eller høj lyd - som han selv kunne høre i høretelefonerne, og vi andre kunne høre over højtalerne - så modtog han ros for lyden. Dét er fedt - præcis sådan inspirerer man børn til at blive ved. 

 Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Jeg ELSKER at mine drenge kun er to år fra hinanden. En slags pseudotvillinger. De har et utroligt tæt bånd, og er hinandens bedste venner. 

Kunstner Jakoob satte gang i tegneriet - for hvor henne må man lige tegne på væggene og gulvet?

Veganeren havde de to krøllede piger med, der er toogethalvt år mellem hendes børn, der satte i gang med at tegne My Little Ponys (min mindstes) og Barbie (yes, det er de nye med forskellige kropstyper og ikke den forældede utopiske). 

 Jeg ELSKER simpelthen, en af mine bedste veninder (og ældste venskaber) har børn på samme alder som undertegnede. Min yngste og hendes ældste, Duponderne, har deres helt egen verden sammen og et særligt bånd. De svømmede i hver deres mave, da deres mødre svømmede runder i DGI-Byen. De er født med fjorten dages mellemrum, og har kendt hinanden altid. Deres personligheder er meget lig hinandens, hvor min ældste og hendes yngstes personligheder ligner meget hinanden. Sjovt. 

 Overheads. Åh hvor har man set mange af disse i folkeskolen (og særligt én lærer brugte den også på universitetet - lyset er også langt mere behageligt end lede powerpoints).

 Dagen før havde vi været til sammenkomst med den ældstes klasse, hvor jeg havde lavet en vegansk ret bestående af:

Hummus på tortilla pandekage med avokadoskiver, lagt som en stjerne, granatæble, cashewnødder og koriander - inspireret af Mahalle i Nansensgade eller Birkegade. Dem havde jeg også med på vores tur. 

NØRREBRO : POLITIMUSEUM & PLANT POWER FOOD MED LILLE M

Den lille havde i et stykke tid haft dette sted i tankerne, så vi besøgte PLANT POWER FOOD på Fælledvej 15 på Nørrebro. Et udemærket tiltag når tarmene skal sættes i gang igen oven på den kødfestival, julen som regel rummer for danskerne. Det var ikke december, da vi gæstede stedet, faktisk kom vi direkte fra Politimuseet på den anden side af vejen. Det var nemlig noget, jeg havde villet i lang tid. Særligt med deres særudstilling om 'Trusler,' som trods sagernes alvor er meget underholdende. Eksempelvis:

"KUN STORE SEDLER - HURTIGT! JEG ER BEVÆBNET OG HAR TØMMERMÆND"

TRIGGER WARNING: Hvis du ikke vil læse om mord, lemlæstelse eller voldtægt, så spring ned til under næste billede.

I øvrigt havde én af mine yndlingspodcasts pudsigt nok også nævnt stedet om mandagen. Podcasten hedder 'Mørkeland,' og jeg venter nærmest kun på at det bliver mandag når det nye afsnit udkommer. Det er to kvinder, det burde ikke være nødvendigt at nævne deres køn, men det spiller faktisk en rolle her i forhold til formidlingen. De er altid 100% inde i stoffet - det skal man jo være som kvinde, når man går offentligt med noget - og så hul i, at de ikke kender hele retsloven. Det er der seriøst én, der har skrevet i sin anbefaling af dem. Really? "I får topkarakter, meeen!" Det skal være spotless, hvis kvinder laver noget der offentliggøres. Det er en podcast om mord for fanden! Ikke jura. 

De tager udgangspunkt i offeret, hvor mordet formidles på en respektfuld måde. Der er så meget empati og sympati i deres vinkling af sagerne, undren og "hvis nu..". Nogle sager tages op netop for at skabe opmærksomhed på glemte og uopklarede sager. Jeg elsker deres perspektiv, hvor ofrene ikke bare er ofre, men mennesker.  Og luk nu røven med hvordan de taler. Who cases? Jeg ved godt, man altid må kommentere eller korrigere en kvinde - gu må man ej, men det gør man - men hør den nu bare. Det er en pissefed podcast. De er pisseseje! 

En anden podcast, der afsluttede anden sæson i går - hvilket jeg faktisk er lettet over, for jeg irriteres grænseløst over den. Alligevel kan jeg ikke lade være med at høre den, hvilket irriterer mig endnu mere - 'Myrdet' af de der to mænd, tales der om seriemordere. Og i dækningen af eksempelvis Fred West, en virkelig virkelig klam satan, jokes der ligefrem over at West voldtager sin datter og der grines...? 

Og så snart offeret er slået ihjel, bliver det til "liget". Og altså ikke længere nogens liv eller krop. Jeg er indforstået med, at den ene er forhenværende politibetjent og måske derfor er farvet med denne labelling. Det er nok en måde at håndtere så grelle hændelser i sin hverdag på. Det bliver dog en anelse for klinisk, kynisk og for tingsliggørende for mig. Vi har trods alt § 139. i Straffeloven, der straffer "Den, som krænker gravfreden eller gør sig skyldig i usømmelig behandling af lig".

Jaja "boys will be boys" (og nej "boys will grow up to be responsible and respektable men), men det er ikke just et ajour værdisæt man tillægger dem. Piger og/eller kvinder der voldtages eller myrdes på brutal vis får ikke den store reaktion. "Så er vi ligesom i gang," fornøjes der. Måske er man bare for vant til misogyni og kvindedrab? Det fik mig til at tænke på denne mand, der prøvede at få mænd til at sætte sig ind i kvinders situation.  For det eneste der egentlig får nogen reel form for reaktion er, hvis seriemorderne skærer i drengebørns kønsdele. Yup. Og det ér frygteligt, men det er en meget meget lille brøkdel af, hvad de ellers fortæller om. Grunden til, der overhovedet kommer en reaktion omend lille, er, at den ene har fået børn. Og mit gæt er, at han kun har fået drenge. Som når mænd kan forstå noget af kvinders utryghed eller liv begrundet med: "nu har jeg selv fået piger" - fordi du har fået en datter, kan du nu sætte dig ind i kvinders situation...? Man spekulerer på, om de i deres lange liv slet ikke har været "udsat" for hunkøn før..? Mor? Mormor? Søster? Veninde? Nabo? Kollega? Kæreste? Anyone? No?

Any way støt op om 'Mørkeland,' de er fandeme gode. De er ulønnede, de gør det i deres fritid og de hæver i den grad niveauet af podcasts. Jeg ville ønske, der var flere kvinder på banen dér - som når man har set 'Girls,' 'Insecure,' 'The Handmaid's Tale,' 'Pose,' 'No Offence,' 'Killing Eve,' 'Divorse,' 'Big Little Lies,' 'Better Things,' 'Orange is the new Black,' 'Sharp Objects,' 'Heathers,' 'She's Gotta Have It' eller 'The Deuce' og endelig fatter, hvor rart det er at se sit eget køn repræsenteret. Og ja sådan må POC, homoseksuelle, transkønnede og alle de andre køn have det hele tiden. Selvfølgelig. Men det er ligesom først, når man præsenteres for noget andet at man egentlig lægger mærke til "det normale" udbud. 

I de fleste film spiller kvinden blot en mor - for det meste uden navn - eller er et stykke kød. Der er overrepræsentation af mænd i film, og det er ikke homoseksuelle roller. I øvrigt sørg for at se 'Call Me by Your Name' (2017), den er ret god. Og har du ikke set 'Ditte og Louise' (2018), så gør det! Jeg var målløs over, hvor mange pointer de får med - uden at mange nok lægger mærke til det. Og så er den virkelig sjov. Som i, jeg havde regnet med at smile, men jeg grinede ufrivilligt højlydt så tårerne trillede. Og ja jeg var alene. Tænk sig, hvis 'Klovn' kunne andet end "drengerøvshumor," men faktisk ændrede verden til det mere positive? Og tænk sig hvis mænd også gik ind og så en film med to kvinder i hovedrollen? (en skidegod artikel, ikke at det sexistiske Ekkokammer fortjener hits, men Laura Dyhrcrone gør det sgu godt her.) Desværre har ikke så mange set dygtige Ditte og Louise, som man kunne ønske sig, men den barnlige 1990'er agtige 'En frygtelig Kvinde' kunne trække fulde huse...? Åhh Danmark hvor har vi dog langt igen...siger jeg med nedslået blik (ja jeg har set den - da jeg ligesom havde vagt og skulle vise den. Den var så dårlig, at jeg var mere interesseret i dens  locations. Og hep hey! Der var sgu da Gravens Rand?) 

Få set 'Ditte og Louise' - også selv om du er en mand eller måske netop derfor. Den handler ikke om at sable mænd ned, men om samfundets normer. Og ja måske nogle mænd ikke tør, fordi "hvad nu hvis de blev tvunget til at se indad!!" eller, gud forbyde det, "vise hensyn fremover!? GISP!" - som de lige nu flyder over med på facebook af krænkelser over, at nogen er blevet krænket. Det er sgu da ironi, der vil noget. De skriger og råber op om "krænkelseskultur," hvilket de er så krænkede over at der kommer det ene opslag efter det andet. Gerne hvide mænd. 'nuff said. En Grundtvig sang "..den danske sang er en ung blond pige.." - for det første hvad er det for noget nationalistisk pis at forsvare og insistere på at synge? - for det andet ad. I øvrigt er jeg PISSETRÆT af, at al respekt over for andre mennesker skal latterliggøres med "svenske tilstande" tihihihi. Denmark - you should only be so lucky. Dét er præcis, hvad vi burde stræbe efter. Og at blive lige så ligestillede som Island. 

Man kan undre sig over, hvorfor Mofibo støttede de to mænd frem for 'Mørkeland'. Var det grundet "kendisfaktoren"? Eller var det noget andet? 

'Mørkeland' har lavet 41 episoder, foruden 'minimord' en slags digitalt postkort, de har været i luften siden 20. februar 2018  ('Myrdet' har lavet to sæsoner på i alt tyve episoder siden 7. juni 2018). 

Hver  fucking mandag? Det er ret vildt.

Raw og dehydrerede snack.

Vi valgte brunchtallerken med ruller af rispapir med spirer og agurk. Patè af champignoner. Karrysalat. En halv avokado med tahindressing, ristede nødder og sfærer af balsamico. Bagte svampe med rosmarin. Raw kiks med kul.

Alene æstetikken er værd at komme efter.

SANKT HANS : BÅLMAD HOS VEGANEREN

 Da Veganerens naboer pudsede Brandvæsenet på dem for at have lavet bål, og efter at brandmanden havde oplyst om at der måtte brændes af på netop dén dag, besluttede Veganeren at afholde Sankt Hans aften. Der blev budt velkommen med en vegansk version af Puerto Ricos officielle drink Piña Colada bestående af kokosmælk og ananasjuice til børnene og et lille skvæt lys rom i voksenudgaven. 

 Den veganske hovedret med den knap så bæredygtige indpakning (det gør fysisk ondt på mig, at se sølvpapir i brug. Jovist det var en mindre del. Men i bananernes børnehave pakker nogle forældre sågar hver mad ind i sølvpapir - åhhhhh jeg kan ikke få luft..) blev tilberedt i bålet.

 Den tydelige skel mellem kød- og veganske pølser.

 Og vøps Karla så var der kartofler, gulerødder, squash, løg, aubergine og peberfrugt fra bålets indre.

 Buddha på sollys.

 Vi fik den heldige plads at ligge i det enorme telt fra CanvasCamp på 15m2  - jeg har aldrig set eller oplevet et vildere telt. Tungt. Men en vanvittig følelse at ligge i. Jeg var bestemt overbevist om, at jeg ville træde direkte ud i Sahara da vi vågnede.

 Veganerens morgenmad. Små bananpandekager af banan, mel, bagepulver, vand og vanilje.

 Eskillio og Kaya gik hen til naboen og købte jordbær til vores morgenmad.

 Bagefter stod den på inspektion af ejendommen og grunden. Hvis man har brug for et kig tilbage på, hvordan huset/laden så ud for under et år siden så kig her.

 Jeps det er laden, der er bygget til et hjem. Med gulv, loft, førstesal, trappe, vinduer, brændeovn og kærlighed.

 Citronmelisse og agurker.

Tomater.

  Jordskokker på vej.

 Baby basilica.

 Persille på vej.

 Jordbærrov.

 Brombær.

 Veganerens daglige spise skvalderkål.

 Undertegnede opdagede disse blommer, som ejerne havde overset. Men grunden er fandeme også stor. I øvrigt. Om man går og tænker på at bygge sit ejet hus og gerne vil gøre det ved siden af andre børneforældre - en slags bofællesskab eller samfund - så er det præcis hvad der er tanken med dette sted. Besøg eventuelt Bofællesskabet Vindhøj på Instagram (@vindhoej10), da hjemmesiden ikke spiller helt endnu. 

 Stikkelsbær - ÅH that takes me back! Til de kæmpe buske af røde stikkelsbær i min mormors have.

 Hyld er vel nærmest en selvfølge i en hver hæk med respekt for sig selv.

 Uhh og moreller!! Og sidst, men ikke mindst (dog mindre på denne årstid) deres egen private sø. 

ORANGERIET MED VEGANEREN

 Det blev endelig forår, og veganeren og undertegnede hoppede i Kongens Have - nærmere bestemt Orangeriet.

Den fine dåse var askebægeret.

Undertegnede tog frokostmenuen.

Imens det for veganeren var lidt vanskeligere. Det er det jo gerne for veganere med mindre, man befinder sig på en vegansk restaurant. Men tjeneren - som viste sig, at være en bekendt fra en film vi begge havde arbejdet på. Dengang var hun kok, men arbejdede nu som tjener - fik tryllet en vegansk tomatmad frem.

Og en kartoffelmad.

Og sørme også en dessert af jordbærsorbet - skønt den ser noget flødet ud - med bær og hvid chokolade.