CHARLOTTENBORG : BIG ART : THE HOUSE THAT JACK BUILT

Siden jeg så 'RIGET' (1994) rulle over skærmen i 1990'erne, og Lars Von Trier takke af efter hvert afsnit, har jeg elsket LVT. Som et barn der glæder sig til juleaften, havde jeg ventet mig meget af 'The House that Jack Built' (2018). Den kom i kølvandet på METOO, der jo som bekendt kom til Danmark med Björk og Lars Von Trier. Så jeg havde det lidt stramt og ambivalent over at MÅTTE SE DEN, og højst sandsynligt nyde den, og støtte upassende adfærd.. 

Men Trier har altid opført sig upassende. Det er jo nærmest hans varemærke. Men grænseoverskridende adfærd over for kvinder var alligevel ny for mig. Skønt ikke mange kvindelige skuespillere har haft lyst til at lave flere film med ham - jeg har altid tilskrevet det, at han kørte dem for hårdt/brød dem ned som instruktør. Man er ikke fri for at tænke, at måske var der også andre ting til grund for denne beslutning..? Charlotte Gainsbourg, nævnte min ven, har jo lavet flere film med ham. Jo jo. Det sandt. Måske skal man også huske på, hvor vanvittig Serge Gainsbourg, hendes far, var - Filmen om ham, 'Gainsbourg, Vie Heroïque,' belyser det meget godt. Ellers kan man jo se dette interview, hvis man vil. Dermed sagt at hun måske har været mere vant til grænseoverskridende adfærd end Björk.

Det kommer nok til at blive en svær overgang. Jeg får det stadig dårligt, når jeg hører en Michael Jackson-sang spille et tilfældigt sted. Ligesom jeg altid lige synker ekstra en gang, hver gang jeg støder på The Weinstein Company-logoet til starten af en film. 

Og nu havde Geniet begået en film om en seriemorder. Som udgangspunkt tænkte jeg, at jeg var/er ret træt af at se kvinder myrdet, lemlæstet og voldtaget på film. At det var malplaceret oven på det bestialske mord på Kim Wall (læs eventuelt 'Bogen om Kim Wall,' velskrevet af hendes forældre). At det ikke just hjalp på hans omdømme som den, der fik METOO til Danmark med en film om kvindehad - og i øvrigt siden 'Breaking the Waves' (1996) er blevet beskyldt for at være kvindehader med sine film. 

Det var derfor med skepsis og alle disse modstridende tanker, at jeg gik i Grand og så 'The House That Jack Built'. Men jeg må indrømme at efter ti minutter med Uma Thurmans karakter, tænkte jeg nok det samme som hovedpersonen. 

Hovedrollens navn leder naturligvis tankerne hen på morderen Jack the Ripper, men jeg ser flere referencer til andre seriemordere - det skal tilføjes, at Jack også dræber børn (Grumpy) og mænd senere i filmen. 

Selve jagtscenen med Sofie Gråbøl minder om seriemorderen Robert Hansens modus operandi - hvis far var dansk deraf det danskklingende navn. Han kidnappede og fløj kvinder ud i ødemarken i Alaska, hvor han gav dem et forspring (de var nøgne med bind for øjnene og bundede hænder) hvorefter han jagtede dem med skydevåben. Han blev dømt for 17 mord på kvinder mellem 16 og 41 år. Ved ransagning af hans hus fandt man et flykort med 26 krydser, hvilket tyder på flere ofre. Mørkeland har også dækket historien ellers læs mere her. 

På et tidspunkt går Jack med krykke, hvilket minder om Ted Bundys modus operandi til at lokke ofre med sig. Han anvendte ofte slynge om sin arm, plastikskinne på sit ben eller humpede på krykker og bad i fuldt dagslys unge kvinder om hjælp til at bære bøger eller mapper hen til sin bil - en hvid Beetle, hvor forsædet manglede - der var parkeret langt væk. Han tilstod 30 mord på kvinder. 

Lars Von Trier er helt sikkert inspireret af disse seriemordere, og faktisk har han selv inspireret en seriemorder. Tækkemanden Peter Frederiksen var nemlig vild med 'Antichrist,' hvor Gainsbourg klipper sin klitoris af. Podcasten ('I en danskers blodspor' om ham kan høres her, den er ikke for sarte sjæle.

Efter det første drab eskalerer det for Jack, og han prøver at planlægge sit næste drab. Men da han har OCD, har han svært ved at forlade matriklen for tvangstanker om ikke at have gjort rent nok. At der er blodspor bag billedet og under stolbenet. Han må altså ind og skrubbe og skure igen. Da han endelig kører afsted, er det til tonerne af David Bowies 'Fame'. Det er kitsch, morsomt og horribelt på én gang. Det er Trier. 

Jeg grinede mange gange gennem filmen. Ligesom resten af salen. Dog er der et sted, hvor Jack (Mr. Sophistication) taler til en kvinde (hans kæreste) han kalder "Simple," hvor filmen bryder med sig selv. Et sted hvor mange i biografer i USA åbenbart udvandrede. Det er en underlig lang monolog om, hvor hårdt mænd/han har det i vore tider. At mænd per definition er skyldige, imens kvinder er ofre. Jeg ser det som en kommentar til METOO, selv om jeg sikkert tillægger det noget der ikke er der. Jeg har en fornemmelse af, denne scene er kommet på eller er blevet gjort længere efter METOO. Måske er det ikke en direkte undskyldning, men der hen ad samt en latterliggørelse af mænd og ikke mindst ham selv (eller det håber jeg i hvert fald). Dette siger jeg på baggrund af Triers altid gennemsyrede sarkasme i hans værker, der trækker referencer til hans eget liv. Mange har lavet sammenligningen mellem Trier og Jack. Jacks tvangstanker leder tankerne hen på Trier. Ligesom at Verge, som Jack først taler med på lydsiden over hans forskellige byggeprojekter, spilles af Bruno Ganz (der spillede Hitler i 'Der Untergang') tager Jack med ned til Helvede. Verge er repræsentant for romantikkens forestilling om det gode og det onde og må ses som Vergil, der leder Dante gennem helvedes cirkler i 'Den guddommelige komedie'. Her er en direkte reference til 'Persona non Grata-affæren'. 

Der vises montager fra andre af hans film, og man er ikke fri for at se det hele som en slags opsummering af Triers værker og en afsked. Selv har han sagt, han ikke orkede atter en spillefilm eller at bygge atter et "hus". Men så igen gav han sig selv mundkurv på efter "Jeg forstår Hitler-bemærkningen" i Cannes i 2011 og brød den i 2014 - da han barberede sig skaldet for Politiken og sprang ud som tørlagt.   

 På Kunsthal Charlottenborg (21. september 2018 - 13. januar 2019) løb BIG ART - en udstilling om "samtidskunst i stor skala i Bjarke Ingels Groups arkitektur". Ja. Jeg elsker Bjarke Ingels Group! Jeg har elsket dem lige siden, jeg hev eksmanden med på udstillingen 'YES IS MORE' på DAC i 2009. Men jeg må indrømme, jeg kom her af en helt speciel grund. Jeg kom for at se 'The House that Jack Built' eller havde bygget i samarbejde med BIG. Yderligere blev der vist Lars Von Trier film (og serier) fra den 26. til og med den 30. december. Jeg brugte naturligvis min fødselsdag på 'Riget 1'.

 Hvis man ikke har set filmen, virker det absurd at vise billede af smilende vinkende barn. Det gør det måske også selv om, man har set filmen. Men. Dette er Grumpy. Jacks papbarn der altid var sur. Da han har slået ham ihjel, former han munden på Grumpy i et smil og tændstikker i øjnene og vinkende hånd, inden rigor mortis sætter ind - så han ikke er sur mere. Herunder ses "bagvæggen" på "huset".

'SPRINGTUR I TOSCANA' OG INDLÆGGELSE TIL FROKOST PÅ AAMANNS

Det regnede, og vi tog forskud på foråret og sommeren og smuttede i Grand for at se 'Springtur i Tascana' ('La pazza gioia' 2016) instrueret af Paolo Virzì ('Human Capital') med Valeria Bruni Tedeschi og Micaela Ramazzotti. Et kig på plakaten vil formentlig få beskuer til at tænke 'Thelma and Louise'. Det er måske ikke helt forkert. Jeg tænkte selv tanken i filmen. Disse kvinder bor dog på et sindsygehospital. Og hvor 'Thelma And Louise' er et drama og en roadmovie, er denne en komedie med flere nuancer.  Måske er det fordi, begge film handler om to kvinder, der ikke er i tyverne, der tager hånd om deres egen skæbne og trodser omgivelserne? Hvor mange film findes der, om to mænd der stikker af fra deres liv sammen? Jeg kan nævne de første fem. Men hvor er det befriende, at se en film om kvinder oppe i årene og kvinder der taler om andet end mænd. Jeps. Den består Bechtdel-testen. Jeps. Det var der, jeg ville hen. Der er ikke noget værre end, når kvinder passeret en vis alder kun kan spille mor- eller bedstemorroller. Hvorimod mændendes roller aldrig dør ud. Samtidig er det vidunderligt at se, disse kvinder sammen. De spiller pissegodt! Fra vanvid til følsom og ja jeg græd. Det er umuligt for mig ikke at græde, når det har noget at gøre med børn.

Mange har givet filmen fire stjerner, jeg synes nu godt den kan svinge sig op på fem (ud af seks mulige).

 Fra hurtigtalende italiensk til stille omgivelser hos Aamanns.

 Al den vegetarkost, jeg prøver at finde mig til rette i, havde efterladt en ubændig craving for råt kød hos undertegnede. Og siden jeg hørte Radiofortællingers 'To smørrebrødsdramaer,' havde jeg drømt om en frokost på Aamanns hver nat. Så jeg tog forsmag på sommerens (læs: Roskildes eller Kødbyens TARTAR bod) fristelser. 

 Tartaaaaaaaaar!!! - af okseinderlår fra Grambogård med løvstikke-emulsion, syltede beder, gelé og sprøde kartoffelchips.

 Medspiser og medsammensvorne LilleM fik en hønsesalat af kylling fra Gråsten med selleri, syltede roer, spinat, kyllingeskind, sennep og honning.

 Medsammensvorne insisterede på en fadøl - undertegnede mente, at det var voldsomt meget øl for en frokost - og fik sin vilje. Jeg er ved gud ikke vant til at drikke alkohol. Det sker højst et par gange om måneden eller slet ikke. Givet det ikke er så svire-agtigt, men man bliver jo ældre. 

"Hvordan var øllen," spurgte vores super søde tjener. 

"Den var...der var meget!" konstaterede jeg og forudsagede en latter hos ham.  

 Beklager stængerne. Deres restroom er meget begrænset, og jeg ville så gerne vise de fine fliser.

Signing off.

TRAUMATISK HJERTERUM I ’ROOM’

Den kvindelige hovedrolleindehaver i ’Room,’ Brie Larson, vandt en Oscar for Best Performance by an Actress in a leading Role – skønt en Oscar, i min verden, ikke er det højeste kvalitetsstempel. Selve filmen, af instruktør Lenny Abrahamson, har vundet 85 ud af 118 nomineringer. Faktisk undres jeg over, den ikke har været nomineret til flere priser. Filmen er baseret på bogen af samme navn af forfatteren Emma Donoghue.

Jeg havde set forfilm til den i sidste uge, og jeg havde faktisk meget høje forventninger. Og den ramte mig. Shit hvor den ramte mig. Måske skal man være mor – eller forælder – for at kunne relatere til både moderen ’Ma’ og hendes utroligt smukke dreng ’Jack.’ Måske. Men alle i biografen græd. Måske ikke det meste af tiden som undertegnede, men der hørtes jævnligt snøft i salen. Den første time af filmen er virkelig god. Og forfærdelig. For hvem har brug for dommedagsfilm, når det mest skræmmende i denne verden faktisk findes inde i mennesker?

Filmen startermed små korte klip af nærbilleder. Defokus til fokus. ”Go back to sleep.”

Disse flygtige nærbilleder symboliserer Jack’s verden, der er utrolig lille og up close. Alt hvad han kender til verden, er i ’Room.’ Jack bliver fem år i dag. Han starter dagen med at sige ’godmorgen’ til til alle ting i rummet – som han ved filmens slutning også går rundt og siger ’godnat’ til. Han fortæller, hvordan han kom til verden altså Room offscreen. Ma og Jack står op, man kunne måske få fornemmelsen af at de bor i en etværelses lejlighed. De bor nusset og fattigt. Med deres morgenmad, motion (der består i af strække ud og løbe frem og tilbage i rummet) og aktiviteter kun i Room, fornemmer man at de ikke forlader rummet. De laver en fødselsdagskage til Jack, som har ønsket sig sådan én siden han har set den i TV. Jack bliver gal, da der ikke er nogle lys i kagen - hmm i Danmark er det en talemåde om et knap så kløgtigt menneske – det kan måske anvendes som ’uvidende’ her om Jack. For han er klog. Han er klog på den verden, han er blevet fortalt om. Mere om det om lidt – og Ma fortæller, at de jo ikke kan få lys. Jack bebrejder sin moder, at hun har ønsket nye bukser til ham ved ’Sunday treat’ af ’Old Nick’ i stedet for lys. De er altså meget fattige, men hvorfor er de kun i dette rum? Hun trøster Jack.

Jack er faldet i søvn, imens hun ammer ham. Hun fortæller Alexandre Dumas’ ’The Count of Monte Cristo’(’Greven af Monte Cristo’ – ’Le Comte de Monte-Cristo’) som godnathistorie. De, der måtte kende til romanen, vil vide, at med denne symbolik er Ma og Jack her ikke af egen fri vilje. Første gang undertegnede stiftede bekendtskab med ’The Count of Monte Cristo’ ((1844-1846) var i biografen til ’The Sleepers’ (1996). Fjorten år gammel blev ’Sleepser’s’ John’s yndlings bog introduceret for mig om den uretfærdige tilfangetagelse af Edmond Dante gennem fjorten år i, hans flugt, ønsket om hævn og i sidste ende opnåelse af dette. Stærk og forbandet film, der mod al fornuft lader én føle den største tilfredsstillelse ved at se et ”menneske” blive skudt ned.

Som i ’The Count of Monte Cristo’ har også Jack lært at læse og skrive, og vil derfor være i stand til at begå sig i den rigtige verden. ”..kommer tilbage og tager hævn over dem, der var onde mod ham,” slutter hun sin lidt anderledes valg af en godnathistorie. I hvert fald for en femårig. Vi ved altså, hun er indespærret mod hendes vilje, af uretfærdige grunde og hun ønsker at bryde fri. Vi ved, at flugten vil foregå ved at spille død. Greven flygter ved at tage sin vens plads, der netop er død og ligger i en ligpose. 

Der siges så utroligt meget med denne fine reference, uden at udpensle det med åndsvag dialog, som punkterer filmen. Filmen har et virkeligt højt niveau ved nemlig ikke at være udpenslende. Men vise det i billeder og fantastisk skuespil.

Ma bærer den sovende Jack ind i ’Skab.’ Jack vågner ved lyden af en kode, der trykkes og døren går op. Man hører en mandestemme og mellem skoderne i Skab kan Jack skimte Old Nick (Sean Bridges). De taler om at Jack er blevet fem år, og Old Nick ville gerne have givet ham en fødselsdagsgave. Der høres knirkelyde fra sengen, og Jack begynder at tælle til han falder i søvn igen. Ma bærer Jack tilbage i sengen hos hende, da Old Nick er gået igen.

Om morgen hiver Ma ’Bad Tooth’ ud af munden. Hun giver den til Jack at se på. I drømmetydning er det at tabe sine tænder et tegn på forandring. Et varsel, om man vil, på at der skal til at ske noget nyt. Et barn der taber mælketænderne, er ikke voksen i seks til fjorten års alderen, men er trods alt mere voksent end et seks måneder til seks år gammelt barn. Jeg ser det som, at Ma taber tanden som et symbol på at hun er blevet voksen. At noget nyt skal ske.

Jacks verdensbillede består af Room, TV og Space som kan ses gennem Tagvindue. Der er, hvad han ved. Pludselig er der en mus i Room, der spiser kagekrummer fra Jacks fødselsdagskage. Jack vil gerne lege med den, men Ma får den ud af Room. Jack forstår ikke, hvor Mus kom fra, og Ma kommer først til at sige ’fra baghaven.’ Men der er jo kun TV uden for Room..?

Jack vågner, og der står en rød elektrisk bil på bordet. Det er den første, han nogensinde har haft og den kører konstant. Ma og Jack råber om kap mod Space. Faktisk som en leg. Men der er ingen, der kan høre dem skrige.

Om aftenen lukker Old Nick sig ind i Room. Han spørger, om Jack blev glad og Ma nikker. ”I know boys,” griner Old Nick tydeligt selvovervurderende. Old Nick fortæller, han har været arbejdsløs i et halvt år, det er derfor svært for ham at holde dem med elektricitet og Ma burde være ham mere taknemmelig. Old Nick skal til at åbne skabet med Jack. Jack sætter sin hånd mod skodderne for at forhindre Old Nick i at komme ind til ham. Ma få Old Nick hen i sengen. Det er vigtigt for Ma, at Old Nick intet har at gøre med Jack. Om natten kralver Jack ud af Skab og ser på Old Nick sove. Old Nick vågner og siger hej til Jack. Ma vågner, og bliver panisk hysterisk med det samme. Jack skriger og flygter ind i Skab. ”Don’t touch him!!” råber hun, indtil Old Nick tager kvælertag på hende og dræber hendes stemme. Old Nick forsvinder ud af Room. 

Næste morgen er der frost på Tagvindue. ”Mor. Jeg er en drage,” vækker Jack Ma og puster luft ud af munden. Old Nick har slukket for elektriciteten, og de må tage ekstra tøj på. Ma fortæller Jack den sande historie om hende og Old Nick. At hun ligesom ’Alice in Wonderland’ ikke altid var i eventyrland, men at hun havde forældre og hun hed Joy Newsome. At Old Nick lod som om, hans hund var syg så hun skulle hjælpe ham og så tog han hende da hun var sytten år. At han spærrede hende inde i Room og har holdt hende fanget i syv år. At der er en verden uden for. At alt dette med Room var noget, hun fandt på da han var lille. At Room er et skur. Men nu, da han er fem, kan han godt tåle at høre sandheden. ”I want to be four again!” græder Jack og bliver gal på sin mor. Det er al for meget information på én gang. Og al for alvorlig information for en femårig at håndtere. Men deres situation er tilspidset, der er iskoldt i Room, og hvordan skal de få mad? Deres liv har hele tiden ligget i en anden mands hænder, men nu for alvor går det op for Ma.

Jack fortæller offscreen, hvad han er god til og hvad Ma er god til. Ma er god til meget, på nær når hun har en ’gone day.’ Her skildres hendes sindsstemning gennem, at hun kun at kan ligge i sengen og ikke er i stand til at være noget for sit barn. Jack ødelægger den røde racerbil fra Old Nick. Der bliver tændt for varmen igen.

Jack begynder at stille spørgsmål, da han ser Tv i forhold hvad der er rigtigt i det. Ma forklarer, at ’Dora the Explorer’ ikke er virkelig og videre ved de andre kanaler. Jack begynder at begribe verden uden for Room så småt. Ma fortæller, at hun en dag prøvede at slå Old Nick ned med låget på cisterne på WC. At hun gemte sig, og angreb ham da han lukkede døren op. Men Old Nick overlevede og overmandede hende. Han skadede hendes hånd, og siden har den gjort ondt.

Sammen forbereder de et flugtforsøg. Med kogt vaskeklud opvarmer Ma Jacks pande og simulerer feber. Planen er, fortæller Ma, at Old Nick skal tro at Jack er dødssyg og derfor tage ham på hospitalet. Her skal han fortælle sygehuset, hvad der virkelig foregår og bede om hjælp. Jack er bange. Han ser rundt i Room, som vitterligt er ALT han kender til. Som tager han afsked ved at se på alt en sidste gang, og huske det bedre. (Jeg græd så meget her. Det var en direkte frygtelig scene.) Stakkels lille dreng. Han kender kun to mennesker. Den ene er hans mor. Den anden er et ondskabsfuldt menneske, der har fanget hans mor og få dage før har forsøgt at kvæle hende. Den eneste verden, han kender er kun få kvadratmeter. Stakkels stakkels barn. Ma stikker to fingre i halsen på sig selv, kaster op og smører brækket ud i Jacks lange flotte hår. For at han skal lugte syg. Old Nick lukker sig ind i Room. Ma skriger op. At Jack er blevet syg, fordi Old Nick slukkede for varmen. Jack ligger med ryggen til dem. Old Nick mærker på hans pande. Jack skriger. Ma skriger. Hun råber, at Old Nick ikke må kigge på ham. Ma prøver at få Old Nick til at tage Jack på hospitalet, men Old Nick stormer i stedet ud af døren for at købe medicin.

Planen slog fejl.

Ma udtænker en ny plan.

(Gennem at de øver denne plan, stortudede jeg. Jeg følte så meget med denne lille dreng, hvor horribelt og forvirrende det måtte være for ham. Og jeg følte så meget med moderen og hendes forsøg på at redde sit lille barn.) Den nye plan er, at Jack rulles ind i et gulvtæppe, spiller død som Greven, Old Nick tager ham med for at skaffe sig af med liget. Jack skal vrikke sig ud af gulvtæppet, når han ligger på ladet og bilen stopper fuldt op for tredie gang. Dernæst skal han springe af bilen, løbe hen til en person og give denne brevet. Ma har skrevet en forklaring og nødråb ned i dette brev. Jack har Bad Tooth med sig, som han gemmer i sin mund, for at have sin mor med sig.

”I don’t want to be dead!” skriger Jack inde i tæppet, som Ma ryster til det sammenrullede gulvtæppe i for at simulere ladvognens rystelser. Det er mildest talt hjerteskærende. ”Stiff like a robot,” hjælper Ma ham. ”I hate you!” skriger Jack til Ma. Og hans angst og fortvivlelse er total. Jeg følte den. Jeg var så ramt, og jeg græd som pisket. Stakkels stakkels barn.

”Truck.

Wriggle out.

Jump.

Run.”

        

Pludselig kan lydene til at døren åbnes høres. Ma skynder sig at rulle Jack ind i gulvtæppet, før døren går op. Old Nick kommer ind i Room, Ma begynder at skrige hysterisk at drengen er død.

”Poor girl,” siger Old Nick og viser rendyrkede psykopatiske træk ved at være komplet uanfægtet over, at det også er hans barn der er dødt. Han spørger, om hun er sikker på at Jack er død. Ikke af bekymring, men fordi det er besværliggør tingene for ham. Liget skal væk, for det vil komme til at lugte. Ma beder ham begrave liget, men uden at kigge på ham. Old Nick lover ikke at se på Jack. Fra Jacks P.O.V. ser vi skræmte Ma ud gennem det sammenrullede gulvtæppe, der løftes op og bæres ud. Ma spærres inde. Udenfor kan han ikke fokusere. Lyset er for skarpt. En verden han aldrig har mødt, introduceres for ham i glimt. Hele denne nye verden, disse nye indtryk, nysgerrigheden ved den nye verden, frygten for hvad der må komme og smerten ved ikke at have sin mor med sig i dette må på alle måder være uudholdeligt. (Ja. Jeg græd og græd. Stakkels stakkels lille barn. Mine kinder var helt opløste af gråd.) Han bliver lagt på ladet af bilen. ”Truck.” Bilen begynder at køre. Ved tredie fulde stop: ”Wriggle out.” Hele himmelen åbenbares for Jack, der indtil nu kun har set små glimt af denne gennem Tagvindue. Musikken hamrer for fuld klimaks. (Jeg opgav at tørre tårer væk, det var jo vandfald fra tårekanalerne) Han kommer på benene og gør klar til at springe ved næste stop. (Jeg havde ondt i maven af håb for dette lille barn!) Han prøver, men det går galt. Old Nick opdager ham. Jack kommer på benene og prøver at nå hen til en mand med brevet fra Ma. Manden tror, Jack er en pige på grund af det lange hår. Old Nick når hen til Jack, tager fat i ham og slæber ham hen mod ladvognen. Manden med hunden spørger, hvad det er Jack vil give ham. ”Help” hvisker Jack som han slæbes væk. (Det var ulideligt at overvære denne scene) HELDIGVIS undrer dette manden med hunden så meget, at han nævner at ringe til politiet. Old Nick slipper Jack med det samme, tager brevet ud af hans hånd og kører væk. Jack ligger i fosterstilling. Det sner på ham. Manden med hunden bliver ved hans side, indtil politiet kommer. Det må siges at være en genial politibetjent, da hun gætter hvad der er galt – selv ud fra Jacks problemer med hukommelsen. Han er i chok og med god grund. Ud fra ”tredie stop” kan betjenten lokalisere ”skuret” som Jack kalder Room. Jack venter i politibilen, imens politiet løber om i baghaven for at befri Ma. (Også her hylede jeg. Jeg vidste fra traileren, at de ville blive genforenet. Men sympatien for hvad stakkels lille Jack gennemgik, som han så inderligt håbede på at gense sin mor var ren tortur. Kald mig ’særligt sensitiv.’ Kald mig mor. Og ja hormonerne efter første graviditet ændrede så afgjort noget ved min måde at opfatte film på. Jeg opfatter ikke kun film længere. Jeg oplever dem. Helt ind under huden. Helt ind i hjertet. Det er både godt og skidt. Jeg kan heller ikke længere bare læse en overskrift ved scrolling på Facebook om et vanrygtet barn uden at begynde at græde. Tænk sig, hvis alle havde det sådan? Så ville der ikke være flere lidende børn i verden. Jeg har ladet mig forstå, at hormonerne igen går amok når overgangsalderen sætter ind. Momse demonstrerer det dagligt, hvor rørstrømsk det kan blive. Jeg har måtte anstrenge mig ved hilsner for ikke at være for dyb og værdsættende af hendes fantastiske væsen. Hun kan simpelthen ikke tåle det – også dette ville får hendes tårer til at flyde. Så jeg forestiller mig, jeg må investere i ’beskyttelses-kinder’ når jeg selv rammer den gyldne epoke for at undgå at ligne et drypstens-arrangement i ansigtet.  Eventuelt må jeg have et konstant tilsluttet drop for at undgå at tørre ind i de vågne timer.)

Old Nick kunne have slået Ma ihjel eller taget hende med efter, han stak af. Men de genforenes. (Og faktisk. Ja hun fik en Oscar for sin præstation, men mit ansigt var langt mere opløst af gråd end moderens ved denne genforening. Mit var langt mere troværdigt, vil jeg bare sige. Faktisk er jeg sikker på, der var flere kandidater i salen. Der hørtes filmen igennem snøft mellem rækkerne og pudsen af næser.)    

Næste morgen vågner Jack i en hospitalsseng med sin mor. Jack har tisset i sengen. Loftet er fuld af hvide firkanter. Ingen Tagvindue. Der er meget lyst, og det skærer i øjnene. Han sænker sine fødder ned på linoleumsgulvet. Der er noget ’månelandingen’ over det. ”That’s one step for man, one giant step for mankind.”  Og i en alder af fem prøver Jack den helt nye verden af. Hvordan virker et brusebad? I et spejl ser han sig selv for første gang. En læge spørger ind til dem. Ma vil ikke blive der. Hun vil hjem. Hun huskes på, at de skal huske solbriller, solcreme og at Jack nok stadig vil være skrøbelig over for de nye bakterier.

Ma’s mor og far bryder ind på stuen. ”I’m sorry, we just couldn’t wait any more,” mesterspiller mormoren (og så startede kanalerne igen. Fuld styrke). ”Hello Jack. Thanks for saving our little girl,” græder mormoren. (Her lød der også høje snøft i salen. Men tidspunktet henvender sig i særdeleshed også til bedsteforældre-segmentet. Ja og så undertegnede.) Jacks stille og tilbageholdne adfærd er forholdsvis troværdig. Men jeg ville tro, der måtte komme udbrud af raseri og forvirring over denne nye verden. Han hvisker, og henvender sig til sin mor. De ankommer til Mormors hus. Mormor og Morfar er blevet skilt i mellemtiden, og Mormor har en ny mand. Ma genser sit værelse, som stadig står uberørt af tidens tand. Teenageidolet Leonardo DiCapro pryder væggene. Ma har svært ved at cope med den nye situation. Hun finder billeder taget lige før, hun blev taget. Ma’s far kan ikke se på Jack. Han vil ikke se på ham. Han kan ikke se på Jack, der er hans barnebarn, men også søn af kidnapperen. Og resultatet af overfaldsmandens voldtægter. Jack er en evig reminder om, hvad der er overgået hans barn. Han bliver nød til at tage hjem. Det er for meget for ham. Her viser filmen igen, uden at være udpenslende, hvilke kæmpe følelser der er på spil. Hendes far kan ikke se på sit barnebarn, fordi det vækker syv års smerte som barnebarnets far har forvoldt. Igen er det stakkels lille uskyldige barn. Han bærer jo ingen skyld i hans faders forbrydelser.

Pressen er naturligvis meget opmærksomme på deres befrielse. Derfor bliver de i Mormors hus. Jacks verden er gået fra et rum til et hus. Gelænderet ved trappen laver gitre i billedet, og giver en følelse af tremmer. Nok er Ma og Jack befriet, men de er stadig ikke frie.

Ma har svært ved at finde sig selv i den nye tilværelse. Det var meningen, at hun skulle være glad når hun kom ud i friheden. Hendes navn er Joy, men hun har ingen glæde tilbage ved livet. Og hun kan ikke kapere det. Det var hendes mors ’be nice,’ der var skyld i at hun ville hjælpe Old Nick og han kidnappede hende. Joy indvilliger i at lade sig interviewe til TV. Hun regner med, at det kan give hende noget at få talt ud offentligt. Men hun har ikke regnet med, at intervieweren stiller hende så modbydelige spørgsmål. Da spørgsmålet falder på, om ikke Jack fortjener at se sin far - psykopaten Nick som holdt dem fanget. ”Jack is mine,” siger hun.

”A father is a man, who loves his child,” slutter hun.

Jeg kan kun anbefale ’Room.’ Den er absolut årets bedste film indtil nu. Er man gravid, skal man måske overveje om man magter følelsesrutsjebanen. Men den er fandeme godt skruet sammen. Selv om delen op til hospitalet fungerer bedre end den følgende. Jeg vil ikke sige, den mister grebet. Men den falder i intensitet, hvilket måske synes fornuftigt nok, men hverdagen i den nye verden kunne sagtens være mere intenst. Det er trods alt stadig nyt, utrygt og uroligt. Jeg elsker, Jack bygger et hus i LEGO som et billede på at hans verden rummer et hus i stedet for blot et rum. Hans livsverden er blevet udvidet. Og jeg elsker, han ødelægger det. Det er et sagte symbol på, at det går for hurtigt. Men dette er også det eneste ”udbrud,” der kommer fra dette lille individ hvis verden er totalt forandret. Jeg elsker, han gerne vil beholde sit lange hår for det giver ham styrke. Ligesom Samson. Og han er det smukkeste barn med den hårpragt. 

’Room’ lader tankerne falde på ’La Vita è bella’ (1997) både af og med Roberto Benigni (’Down by Law’ (1986) – guddommelig god film og soundtrack, ’The Tiger and the Snow’(2005)) og hans hustru både i og uden for filmen Nicoletto Braschi (’Down by Law’ (1986), ’The Tiger and the Snow’ (2005)) om en far, der digter en skønnere verden for hans søn end de rædsler de i virkeligheden befinder sig i. De er jøder 1930’ernes Italien i en koncentrationslejr. Det kan faktisk ikke blive meget værre. Faderen Guido digter og bilder sønnen ind, at det hele er et spil og førstepræmien er en tank. Benigni har som sjældent set lavet en komedie i en koncentrationslejr...

"HIJOS DE PUTAS!” OM FILMEN ’SPOTLIGHT’ I GRAND

”Hijos de putas!” udbryder den ældre dame ved siden af mig, som de fem sider med hver tre kolonner blev vist til sidst i filmen. Kolonner med steder i alfabetisk rækkefølge hvor den systematiske dækken over systematiske voldtægter af børn i årtier har fundet sted.

Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.

Hijos de putas.

Filmens navn refererer til det nedsatte hold på The Boston Globe – den ældste fortsatte efterforskende journalistiske enhed i De Forenede Stater. Filmen bygger på sande begivenheder og portrætterer Spotlights afsløring af systematiske børnevoldtægter (nej ’misbrug’ er ikke et fyldestgørende nok ord) inden for den katolske kirke. Denne afsløring som The Globe vandt en velfortjent Pulitzer Prize for Public Service for i 2003. ’Spotlight’ er skrevet af Josh Singer og TomMcCarthy, og sidstnævnte har instrueret den.

’Spotlight’ vandt både en Oscar for Best Picture og Best Original Screenplay. Med god grund.

(Det skal lige nævnes, at mine noter tages i blinde (og uden at se ned på papiret) i et en mørk biografsal - deraf den store adspredelse i linieafstand og retning)

Åbningsbilledet er en køretur ned ad en trang gang. Vi følger efter en tyk politimand, der spærrer for vores udsyn. Det er inden for de første to minutter af en film, at filmens stil og tema bliver præsenteret. Hvad er det for en film, vi skal se? Det er allerede fra første kameraindstilling, at beskuer fodres med denne information: Politiet dækker over noget. Politiet spærrer for publikums/offentlighedens udsyn. Der foregår noget lyssky her.

Næste indstilling er to politibetjente, der taler sammen på kontoret. ”Faderen vil slippe med en advarsel.” Fader Geoghan sidder i et afhøringsrum. Udenfor indikerer de kulørte lamper og juletræerne, at det er jul. Det bliver nok næppe for de børn, fader Geoghan har misbrugt. Årstallet er 1976. Stedet er Boston Massachusetts.

Vi springer til filmens tid 2001. The Boston Globe har netop hyret en ny redaktør Marty Baron, som spilles af Liev Schreiber (’Ray Donovan’ (2013-2016)). Baron har læst en klumme i The Globe om advokat Mitchell Garabedian, som siger at ærkebiskop af Boston kardinal Law vidste besked om at fader John Geoghan misbrugte børn og intet gjorde for at stoppe ham. Dette bliver team Spotlights nye sag at undersøge og efterforske. For aktindsigt vil det kræve at gå rettens vej, skønt 53% af deres læsere er katolske. Spotlight teamet består af Spotlight-redaktør Walter ”Robby” Robinson (Michael Keaton – ’Birdman’ (2014), ’Batman’(1989) eller ’BatmanReturns’ (1992)), journalist Mike Rezendes (Mark Ruffalo – ’The Kids Are Allright,’(2010) ’The Normal Heart’ (2014)), journalist Sacha Pfeiffer (Rachel McAdams – som du måske genkender for den direkte elendige og uvedkommende ’True Detective Season 2’ (2015) - opfølgeren til den vanvittigt fede serie ’True Detective’(2014) og ’Midnight in Paris’(2011) – som undertegnede faktisk havde muligheden for at se i en biograf i Paris, men daværende ”ægte"-"mand” mente at det var spild af tid…kunst var spildt på ham. Perler for svin. Literally.) og journalist Matt Caroll (Brian d’Arcy James – ’GameChange’ (2012)). Alle er de opdraget katolsk, men ingen af dem praktiserer troen længere. Derudover er der The Globes vicechef Ben Bradlee Jr. (John Slattery – ’Mad Men’ (2007-2015), ’Sex in the City’ (2 episoder, 2000) – manden der tilsyneladende har haft gråt hår hele sit liv á la Richard Gere) der portrætteres som en lidt lunken karakter man ikke er helt sikker på.

Sacha Pfeiffer er i starten af filmen med hendes bedste i kirke. ”Viden er én ting, men tro er noget andet,” messer præsten som lægger op til næste scene, hvor Baron mødes med kardinalen. Kardinalen fortæller, han som trediveårig pastor arbejdede på en avis. Religion og journalistik går bare ikke hånd i hånd i min verden. Men jeg er jo også opfostret med Public Service kanalens monopol og derved et krav om objektivitet. Det samme gør sig ikke gældende for de amerikanske tv-stationer.   

De begynder at få fat på forskellige ofre, der naturligvis er blevet voksne ved filmens nutid. Phil Saviano blev misbrugt som elleve årig af en præst, og han prøver at få præsterne frem i lyset. Så vidt Saviano har undersøgt, er der tale om tretten pædofile præster i Boston. Hvad der kendetegner ofrene, er at de har en lav indkomst, oftest har de ikke den store støtte hos forældrene eller netværk. Udsatte børn. Saviano fortæller, at i disse underklassesamfund betyder det at hjælpe en præst det samme som at hjælpe Gud. 

”How do you say no to God?”

Et af ofrene, Patrick, havde en skizofren mor, og faderen havde netop begået selvmord da præsten startede sine overgreb. Patrick blev stiknarkoman, men overvandt stofferne.

Et andet offer, Joe, var homoseksuel, hvilket præsten havde lagt mærke til og derfor rettet sin opmærksomhed mod ham. Offeret havde aldrig mødt et menneske, der sagde at det var okay at være bøsse – og slet ikke i den katolske kirke. Joe blev senere alkoholiker, men overvandt det.

Disse to overlevede. Men mange ofre begik selvmord.

”We want to get on the same page,” siger en af skolerne med støtte fra den katolske kirke til Spotlight. Et billedligt sprog mellem dels biblen og avisen. De kommer aldrig "på samme side." Det er fortællinger kontra facts. 

”If it takes a village to raise a child, it takes a village to abuse one,” lyder en af de sidste skelsættende sætninger i filmen. Dette forekommer mig uvirkeligt og ulækkert. Som filmen skrider frem, forstår man hvad der menes. For der har virkelig været en hel landsby – for ikke at sige stater – om dette systematiske cover up af horrible overgreb af børn. Hele organisationen inden for kirken der enten har fritstillet, givet orlov eller sygeorlov til det (her har jeg lyst til at anvende mit vokabularium for alle modbydelige ukvemsord, jeg kender, intet ville være mere passende, men af pladsmangel er der beskåret til:) bestialske udyr af en præst, der har misbrugt et barn, i stedet for at få ham dømt og fængslet. At dække over det er én ting og her burde alle ansvarlige fængsles for at dække over det. Men fandeme om ikke kirken har genindsat præsten i et nyt sogn eller stat? Velvidende et nyt barn ville blive misbrugt med denne ugerning. Og fandeme om ikke både advokater og politimænd har dækket over disse voldtægter af børn ved enten at indgå forlig med børnenes forældre (da de fleste ofre blot ønskede en form for erkendelse af, at overgrebet havde fundet sted - denne erkendelse blev regnet ud i kolde kontanter og sagen blev herefter droppet), lade sagsakter forsvinde, vende det blinde øje til og følge ordre. 

Giv mig civil ulydighed.

Mit hjerte går ud til de børn, der blev misbrugt af en hel landsby. 

Af en stat. 

Af stater. 

Af lande over hele verden til Vertikanet. 

Hijos de putas.