26. maj 2011

PERSONA NON GRATA

Der var sat to film til at vinde på dette års Cannes64.

'Tree of Life' og 'Melancholia'.

Og har man haft Trier under huden, er man godt klar over hvem Svirelivet heppede på.
Desværre havde 'Tree of Life' premiere i Danmark først foruden en særvisning i Grand onsdag nat. Grundet arbejde blev det ikke en realitet for os. Satans!

Ergo vi gik ind og så 'Tree of Life', der jo er blevet skamrost af anmeldere. Vi var velinformerede om, at der ville være en halv times intro og så ville filmen gå i gang. Vi sad igennem smukke planeter, vulkanudbrud, universers fødsel og dinosaurer, ja kort sagt Darwins evolutionsteori, og ventede på at filmen gik i gang. Det skete. Næsten. En familie i drømmebilleder der mister et af deres tre drengebørn. Faderen er soldat og overraskende nok meget streng i sin til tider ulogiske opdragelse. Når han er "overseas", leger moderen med børnene. Liv og glade dage.
Vores hovedrolle er en dreng, Jack, der ligesom faderen afstraffer brødrene. Han vil helst have moderen for sig selv, udtaler at han vil slå faderen ihjel, og stikker af med en af moderens underkjoler. Altså et ødipuskompleks.
Dette lyder måske som en film med handling i, men disse linjer tager tre timer at fortælle i filmen. Tre timer ja, som i menneskeår føles som otte. Der klippes og keltes, så man bliver kvalm. Man savner et fastholdt billede og sammenhængende montager i blandt det drømmende.
Hele filmen er et stort tilbageblik, som man snart håber vil vende tilbage til nutiden med Sean Penn - hvor filmen "starter", for den starter jo med en halv times intro. Og den slutter med næsten samme outtro. En cirkulær handling og hvor var det dog godt, at vi atter en gang får at vide at livet går i ring.
Terrence Malick havde seks klippere på under hans opsyn for at skabe dette "maleri". Vi må nok anbefale, han griber penslen næste gang.
Som filmen endelig endte drog folk igennem sal tre i Grand et lettelsens suk, og vi begav os ud i natten for en velfortjent cigaret. Dagen efter Lars Von Triers forsøg på at være sjov ( her anbefaler vi, at når man mener 'tysker' så siger man 'tysker' og ikke 'nazi'. It's just not kosher. ) stod vi med en forfærdelig fornemmelse af, at 'Waste of Life' ville vinde over 'Melancholia'. Skønt vi stadig havde sidstnævnte til gode...

Endelig kom dagen så, hvor 'Melancholia' havde premiere i danske biografer!
Efter et glas Zinfandel på Vila Vino, dels for at dulme nerverne over det mesterværk vi netop skulle til at indtage, dels for at skylde sorgerne over at 'Waste of Life' vandt som forudset, gik vi i Grand.
Vi må indrømme, at Lars Von Triers intro er langt at foretrække!
Latterlig smukke billeder i super slowmotion, som han også gør det 'Antichrist'. Man er fortabt fortryllet ved første øjekast og nyder jordens undergang med måbende mund!
Triers humor er jo fantastisk! Det viser allerede første indstilling af en lang limosine, der er for lang til at passere de kringlede stier op til bryllupsfesten og brudeparret ender med at gå. De kommer selvsagt for sent til deres egen fest, så middagen går i gang med det samme de ankommer.
Vi er igen tilbage i Triers dinglende kameraføring. Men ud fra hovedpersonens sind, giver det mening. For det svinger godt og grundigt. Man er fra start af inde i handlingen, der ER en handling. Skønt man kender slutningen, har man lyst til at vide mere.
Jeg vil egentlig ikke afsløre mere, den skal ses. I biografen!
Det er ikke en film med klichefyldte budskaber, som øverstnævnte ( jo måske at vi alle er ubetydelige i det store hele ), snarere et indblik i et melankolsk menneskes udblik.
No bullshit. Bare ren Trier.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar