7. april 2022

STRESS : LANDE I SIG SELV OG SIN KROP IGEN : GROUNDED I EGET VIDUNDERLIGT HUS OG FORTRYLLENDE HAVE

Jeg havde fornøjelsen af at gå ned med stress i august 2021 - som så mange andre i kølvandet på COVID-19. Jeg havde ignoreret min krops signaler i så lang tid, at alt slukkede da jeg endelig knækkede. Det var blevet normalen at sove to-fire timer om natten - eller det vil sige, jeg kom op på seks-otte timer om natten i sommerferien. Samme dag, jeg var tilbage på job, ville min krop ikke lade mig sove igen. Jeg havde ugentlige galdestensanfald, skønt jeg fik fjernet min galdeblære i 2016. Også det skød jeg hen som ingenting. Det var blevet så normalt, at jeg rejste mig fra mig computer, meddelte resten af kontoret at jeg lige gik ud og fik et galdestensanfald - skulle de undre sig, hvor jeg blev af. Ja. Det er sgu sandt.

Jeg kunne heller ikke mærke sult. Jeg skød det ene sukkerholdige efter det andet for, jeg var fuldstændig tør for energi. Min krop ville ikke lade mig sove, og den ville ikke stoppe med at græde.

Så da jeg endelig knækkede, så var det midt over. 

Dagen efter ringede ejendomsmægleren for, at vi skulle komme og se på et hus. Mit ansigt var opløst af dages gråd, og jeg orkede helt ærligt ikke at se nogen eller at blive set. 

Min ældste og jeg har før været ude for at se på hus. Men billederne har været flottere end virkeligheden.  Hver gang har det været en skuffelse for, det føltes forkert. Men da jeg satte mine ben i dette hus, og kom inden for, så blev der helt stille i min krop. Her var stilhed. "Det her er mit hus. Dét hér er MIT HUS. Det her er mit hjem!" skreg mit hjerte og jeg kunne mærke det med hele min krop - hvilket var en vild oplevelse, når man ikke havde kunne mærke sig selv i halvandet år.

Mine forældre bad mig slå koldt vand i blodet - intet var sikkert endnu jo. Men jeg vidste, jeg ville få det. Jeg vidste det. 

Tre måneder gik der, før vi kunne flytte ind. Jeg havde ugentlig kontakt med min læge, der gav mig kuren:

Gå lange ture. Lav udstræk. Mediter. Spis sundt. 

Jeg begyndte at gå seks km, der snart blev til ti km og nogle gange femten-atten km. Jeg travede ud over marker og krat i vind og vejr, gennem skove og stier. Jeg sørgede for at gå en ny rute hver dag. Jeg skulle fra hovedet og ned i kroppen. Væk fra rankemylderet. Jeg skulle give slip. Jeg skulle køres så træt, at jeg nærmest besvimede på hovedpuden ved midnat. Jeg måtte ikke lægge mig før, ellers ville jeg vågne om natten og spekulere indtil daggry igen. 

Tiden kom, hvor vi rykkede i hus. Det var kaos, selv om vi gik fra 91m2-117km2 foruden et kæmpe udhus og "sommerhus" med fire sovepladser. Huset er fra 1908, og trænger til en kærlig hånd. Helt klart. Men det må komme stille og roligt. Vi elsker vores hus - og vores rescue kat - og vidunderlige to haver. Jeg er blevet så grounded med vores nye hjem. Altså jeg er jo opvokset i et hus med kæmpe have lige op ad skoven, så det giver selvfølgelig mening at det føles som at komme hjem. Haven Hul nr. 7 var også vidunderligt efter så mange år i byen. 

Foruden at rense huset, og undertegnede, som billederne indikerer, så har jeg i den grad givet slip. Som min læge sagde, så er arbejdet pisselige meget om ti år. Men hvad der til gengæld er spildt om ti år, er mine børns barndom. 

Mit vidunderlige barn der laver en cheesecake til sin mor på hendes fødselsdag.

Mine fabelagtige børn, hvis barndom jeg skal huske at være til stede i, og min fantastiske mormor, hvis alderdom og vise historier jeg skal at være med imens de er. 

Min ældste blev ti år i februar. Hvor er det vildt at tænke ti år tilbage til, han kom til verden. Hvor har vores verden dog forandret sig. Og jeg har brugt mine tredivere på mine brødrene løvehjerte. Det synes, at hver gang, jeg er noget der ender på 8 eller tæt på 9, så sker der en massiv forandring i mit liv. Jeg blev gravid som 28-årig, og jeg fødte som 29-årig. Vi rykkede i hus, da jeg var 38 (okay, 24 dage før jeg blev 39). Og nu som 39-årig handler mit liv endelig om mig selv. Jeg har kigget efter karriere, familie, uddannelse, karriere og endelig har jeg vendt blikket hjem. Det føles ret vildt. 

Som de fleste måske ved, så har den mindste fødselsdag dagen efter den ældste. Og denne ønskede at have hele klassen på besøg. Jeg har altid holdt det et andet sted, idet jeg ikke har orket at have en hel klasse spillopper oppe i en lejlighed. Og ja, årstiden gør lidt, at man ikke kan holde det uden for. Nuvel. Jeg lavede skattejagt på matriklen og derefter tøndeslagning om morgenen - om eftermiddagen kom familie og venner til fastelavn nemlig. Ja. 3 fødselsdage på én weekend - for ikke at tale om frugtskibene som uddeling i hver deres klasse. 

I sommer var drengene og jeg i Sverige i Astrid Lindgrens Verden - vi havde læst 'Ronja Røverdatter' op til, set 'Brødrene Løvehjerte' og var i gang med 'Vi på Krageøen'. Jeg håber, jeg får lavet et opslag om det - det var nogle magiske dage med mine børn, der levede sig helt ind i universet. Verdens bedste venner og verdens bedste brødrene Løvehjerte. I disse lyse forårsaftner ligger de under mine vinger, imens vi læser og snakker om teaterstykkerne i Sverige i sommer. Jeg kan kun anbefale ALV!

Jeg har skabt nogle dejlige drenge. Det vidste jeg jo godt og at se dem blomstre op her i huset, komme hjem fra skole og rende i haven, er en uventet fryd. Særligt når de har plukket en buket blomster. Jeg må indrømme, jeg bliver helt høj af at starte dagen med fuglefløjt for dernæst at gå i haven og udvælge dagens buket. Jeg har jo ikke vidst, hvad der ville komme op. Winter is over. Snetæppet blev afløst af et gult tæppe af erantis. Så kom vintergækkerne. Dernæst kom krokus i fersken, lilla og orange. Nu skyder blå og lilla hyacinter op. Tulipanblade vrider sig op af jorden. Det gule tæppe har skiftet farve til blåt af snepryd og lilla og hvide violer. Det er et bombardement af farver, og jeg nyder det i fulde drag. Og ja, der er så mange, at jeg kan lave en buket hver dag uden at løbe tør. Ovenstående buket er selvfølgelig forårsbebuderen - dog den hvide og ikke den blå anemone.



Dagens buket bestod af violette og hvide lærkespore samt snepryd. 

13. februar 2022

SVENDBORG : FILMTRÆF : SIKKE EN PERLE

FILMTRÆF SVENDBORG 2021. Jeg havde aldrig været med til filmtræf i Svendborg, men hørt meget godt om det og at "det er det bedste". Særligt med Svend Filmfestival simultant kørende og den store branchefest er jeg tilbøjelig til at give folk ret. Jeg ved ikke, hvorfor Svendborg er gået helt hen over hovedet på mig, men sikke en vidunderlig by. Jeg har selvfølgelig ikke taget så mange billeder af byen, for jeg har set film fra morgen til aften og været i øjeblikket frem med folk. 
Den sidste dag låste jeg min kuffert inde for at tage byen ordentligt ind. Jeg skal helt sikkert tilbage her til. Men så kan man spørge sig selv, hvorfor denne opdatering? Fordi jeg så en virkelig god film, jeg gerne vil dele med jer. Jeg havde planer om at se den for, jeg elskede Paul Thomas Andersons 'Punch-Drunk Love' med Adam Sandler og Emily Watson. Det var lige den film, jeg ikke vidste, jeg havde brug for. 
Filmen får premiere om en måneds tid i medio marts, er instrueret af Paul Thomas Anderson og har de fantastiske Haim søstre på rollelisten, som jo kommer på Roskilde til sommer og Svireliv i øvrigt har festet med i København - Alana (Baby) Haim spiller en af de to hovedkarakterer med Cooper Hoffmann. Derudover ses Sean Penn, Tom Waits og Bradley Cooper i filmen, alle er de helt karikerede som set gennem hovedkarakterernes øjne. Jeg vil egentlig ikke sige så meget mere om den. Bare gør dig selv en tjeneste og se den og hør den for soundtrackets skyld.