31. marts 2016

JAGTEN PÅ 'DEN BLÅ ANEMONE' OG POSTGÅRDEN I SORØ

Olde luftede allerede for et år siden, ved det fantastiske sted Sporvejsmuseet ved Skjoldenæsholm, at der fandtes et sted som ikke var Bornholm eller Møns Klint, hun kendte, hvor den blå anemone groede. Da Sporvejsmuseet først åbner den 22. april, og vi glæder os enormt, er det sikkert at det har været for sent at finde dem på det tidspunkt.
Jeg husker, mine forældre, lillebror og jeg kørte syd på og fandt de famøse blå anemoner. Hele min barndom var en skov min nabo. Jeg legede hver dag i skoven. Hulebyggende og højt på den grønne gren til Lindgren til forårsskrig, når skovbunden var dækket af hvidt anemonetæppe. Var jeg på ferie, eller tilsnuskede weekendovernatninger, hos Olderne i Sorø stod den også på skov. Der skulle bygges huler, broer og fælder. Vi havde mange fælder mange forskellige steder. Det tog nærmest en halv dag i sig selv at tjekke fælderne (en typisk fælde bestod af et stort syltetøjsglas, hvor mærkatet og dertilhørende lim var vasket grundigt af, der var gravet ned i jorden. Idet jeg kom med en uge eller længere tids mellemrum var dyrene selvfølgelig døde, når fælderne skulle tjekkes. Jeg husker særligt en fed frø, der var gået halvt i opløsning eftersom regnen havde fyldt glasset med vand…stakkels dyr…andre fælder var den klassiske med et dybt hul, pinde over og derefter blade strøet over - disse var altid ødelagte ved tjek. Og altid tomme. Mit gæt som voksen er, at der gik mange forstuvede ankler rundt i skovene i Sorø). Min oldefar var sangskriver, egnens ordsmed, og sammen digtede vi  nye eventyr fra morgen til aftensmad. 
Han var det bedste menneske i mit liv.
Det er i øvrigt hans datter, der nu kaldes ’Olde,’ og hende der vidste hvor den blå anemone kunne findes. Ekspeditionen ville bestå af Momse, Elvisio, Eskilio, undertegnede og Olde, der skulle lede ekspeditionen. Fire generationers førstefødte plus Elvisio. 
Planen var, at finde blå anemoner, drikke kaffe i skoven og køre på kirkegården til Olderne til slut.
Al denne snak om den blå anemone fik mit hoved til at fyldes af koralharmoniserede toner af Kaj Munks digt under kærlig dirigentstok af min søde musiklærer Kirsten ved Sorø Akademi. Forårsdigtet 'Den blå anemone' der blev skrevet i 1943 af dramatikeren ('Pilatus' (1917), 'Ordet' (1925) ('Ordet' blev filmatiseret i 1955 af ikoniske Carl Th. Dreyer  ('Du skal ære din hustru' (1925), 'La passion de Jeanne d'Arc' (1928), 'De nåede færgen' (1948)), 'Offenliggjort' (1925), 'En idealist' (1928), 'I brændingen' (1929), 'Cant' (1931), 'De udvalgte' (1933), 'Sejren' (1936), 'Han sidder ved Smeltediglen' (1938), 'Egelykke' (1940), 'Niels Ebbesen' (1942) og 'Før Cannae' (1943)), frihedskæmperen og præsten Kaj Munk, men grundet tyskernes trykkeforbud blev det ikke trykt på det tidspunkt. Munk sendte det til tryk hos bogtrykker Rasmussen  i Ringkøbing den 25. august 1943 og brugte det som julekort til venner og bekendte den følgende jul, før Gestapo henrettede ham den 4. januar 1944. Jeg har i øvrigt besøgt gerningsstedet som barn. Det var meget bevægende. Munk blev efter sigende advaret omkring jul om tyskernes planer, men Kaj Munk nægtede at gå under jorden. 
Olde mente, hun plejede at plukke dem ved en skråning til toget. Jeg holder især af vendingen ”plejer” i denne sammenhæng, da denne blå-anemone-plukken-aktivitet har fundet sted for mindst femoghalvtreds år siden. Plejer er måske ikke det rette ord. 
Vi parkerede bilen ved skoven, ved Oldes barndomshjem altså mine Olders forhenværendes hus, og begav os afsted. Vi gik ad besværlige veje, og måtte afvige fra Oldes memorerede stier, for naturen havde anlagt en sø på de mindst femoghalvtreds år. Vi gik over stub, stok og sten gennem skoven. Fra løv- til nåleskov. Gennem betagende birkelunde til flænsende brombærbuskbunde. 



 Vi fandt starten på anemonetæppet.

 Vi krydsede farlige skrænter og vand.
Efter to timers terræn med trukket klapvogn over væltede træer og bække, måtte Olde sande at naturen altså havde ændret sig over de mindst femoghalvtreds år. Der var ingen skråning ned til toget. Der var ikke så meget som et hegn – og jeg tænker, at folk ikke regner med at nogen ville forvilde sig der ud. Slet ikke i denne facedown ipad/iphone-tid.
 Til sidst gav vi op på Oldes erindringer om den blå anemone og nød kaff' og kaaag' i skovbrynet. 

Hvis det ikke er gået op for læser endnu, så er undertegnede dybt fascineret af birketræer. Og eftersom der ingen blå anemoner var at finde, så gik timerne med at tage billeder af det der var. Svampe der lignede noget man ville finde på havets bund. Dem ovenfor ligner i min optik østers. Og dem under ligner former for koraler. Jeg elsker naturen og dens gentagelser i mønstre. Som Bjarke Ingels taler om, så har naturen selv konstrueret spiralen der ses i en galakse, igen i en kaktus og igen i den menneskelige DNA. Fantastisk. 



Skæbnen ville det, at vi var gået ind en dyreindhegning. Eftersom det var tæt på umuligt, at trække klapstolen ind over de mange fældede birketræer måtte vi ud på vejen. Mormor løftede hegnet. Hun var flad af grin over Olde kravlende på alle fire, som de to bananer hurtigt kopierede og begyndte også at kravle. 
Eskild havde ikke leget bladkamp siden efteråret. Og Elvis aldrig. 

Et billede af bagkvinden bag ekspeditionen. Forsættelsen følger...
Vi fandt masser af vintergækker. Ikke det hvide tæppe, der var håbet, men godt nok.
Vi slog vejen forbi Postgaarden - nu vi alligevel var omkring Sorø - og tog frokosten her. 




Bådkartofler med trøffelmayonaise.
Tapas tallerken med frisk fennikel, syltede løg, cornichoner, kapers, rødbedepuré, fennikelpølse, chorizo, saltet skinke, parmaskinke og skovsyre. Meget overdådig tallerken til 69,-
Varmrøget laks til 79,- 
Børneburger til 69,-
Dette er billedet taget, før Elvisio blev besat, hvilket efterlod ham skrigende og sparkende på gulvet. Fucking selvstændighedsfasen. Min lille Bobs der altid har kunne sidde i flere timer og fortære modsat den ældste - der til gengæld var et pragteksemplar ved lillebrors besættelse.
Et par kom ind for at indtage frokost, men gik hurtigt igen fordi barnet skreg og udelukkende havde lyst til dette. Undertegnede undskyldte pinligt overfor den søde tjener. "Nåh ja - de små skal også have lov til at være her. De finder nok et andet sted at spise," smilede han. Min kæbe ramte gulvet. Ikke alene havde vi jaget betalende gæster væk, forpestet lyduniverset i - hvad der føltes som timer, men nok kun var - et kvarter i real time og manden tog så let på det. Om der skulle findes andre, der heller aldrig ville lade deres børn spise på Mackie D's så vil jeg give min varmeste anbefaling til Postgaarden i Sorø (Storegade 25, 4180 Sorø). 
Jeg er sikker på, oplevelsen også bliver god uden mit grænsetestende afkom. Deres køkken kan helt sikkert noget med surt, salt og syrligt midt i mylderet af fastfood i denne historiske by.

Om man ikke ønsker en kort gennemgang af Sorø og dets kloster, scroll da ned til billedet. 
For de af jer, der ikke er så velbevandrede i 1100-tallets vilde vover, kan det berettes at Sorø kirke huser en masse gode døde. Alene i kirken ligger kong Christoffer 2., dronning Eufemia, deres søn kong Valdemar Atterdag, kong Oluf 2., biskop Absalon som ligger bag højalteret, hans bror Esbern Snare samt digteren Ludvig Holberg. Sorø kloster blev anlagt i 1142 af Skjalm Hvides (1062-1113) sønner Asser Rig (1081-1151), Toke Skjalmsen og Ebbe Skjalmsen, da de gav jord på øen Sor til Benediktinerordnen. Asser Rig blev opdraget sammen med Erik 1. Ejegods søn Knud Larvard. Asser Rig var far til Esbern Snare, Absalon (senere ærkebiskop) samt Ingefred (Hvide) og fosterfar til Knuds søn Valdemar 1. den Store. Asser Rig blev begravet i Fjenneslev Kirke, men Absalon flyttede hans ben til Sorø Kloster. Men allerede i 1161 blev klostret reformeret fra benediktinerne til cistercienserkloster af biskop Absalon. 
Klosterporten blev opført 1160-1170 og ombygget i 1200. Efter reformationen i 1536 bestemte Christian 3., at herreklostrene for både cistercienserne og benediktinerne skulle have lov at bestå, til de munke, som ikke ønskede at forlade livet i klostrene, var døde. Den sidste munk i Sorø døde i 1580. I denne tid fungerede Sorø Kloster blandt andet som uddannelse af lutherske præster. Klostret blev overtaget af tronen i 1580, og fire år senere lod Frederik 2. sine sønner modtage undervisning i bygningerne. Sorø Akademis Skole blev grundlagt ved en fundats den 31. maj 1586, hvor kong Frederik 2. oprettede en opdragelsesanstalt og skole for tredive adelige og tredive ikke-adelige elever. I 1623 oprettede Christian 4. Sorø Akademi som et ridderakademi for unge adelsmænd, som fungerede som en slags overbygning til skolen. I 1643 blev akademiet omorganiseret ved Christian 4. fundats og fik status som universitet. Her kan nævnes Stephan Hansen Stephanius, der i 1630 blev ansat som professor i veltalenhed - latin - ved Christian 4.'s akademi. Akademiet lukkede dog allerede i 1665. 
I 1747 blev akademiet genetableret ved Frederik 5.'s fundats. Her blev der opført en ny hovedbygning samt tre pavilloner, hvor af professorboligerne Ingemanns Hus og Molbechs Hus er de eneste overlevende levn af Laurids de Thurah og Holger Rosenkrantz' barokke anlæg fra 1738-1740. Af undervisere ved Frederik 5.'s akademi kan nævnes Jens Kraft, der i 1747 blev professor i matematik og filosofi. Jens Schelderup Sneedorff blev på Holbergs anbefaling professor i statskundskab og offentlig ret i 1751. Den senere statsmand Ove Høegh-Guldberg blev professor i veltalenhed i 1761. Da Ludvig Holberg døde 1754 havde han testamenteret næsten hele sin formue til det nye akademi, der desværre også lukkede i 1798.
I 1813 brændte akademibygningerne ned. 
Det tredie Sorø Akademi blev oprettet i 1826, og for en periode var Sorø kulturcentrum i den danske guldalder. I 1823-1827 blev den nye hovedbygning, den nuværende, bygget og opført i klassicisme af Peder Malling. Regningen lød på 300.000 rigsdaler. Hovedbygningen blev indviet af Frederik 6. den 21. maj 1827. I perioden 1860-1870 blev bygningen dekoreret af Georg Hilker. Blandt underviserne ved det tredie akademi var digterne B.S. Ingemann og Carsten Hauch, komponisten Peter Heise (sanglærer 1857-1865) og oversætteren Christian Wilster. Derudover gæstede kulturpersonligheder som N.F.S. Grundtvig, H.C. Andersen og Bertel Thorvaldsen ofte akademiet. 

Desuden siger sagnet, at Saxo nedskrev 'Gesta Danorum' også kaldet 'Saxos Danmarkshistorie' i 'Saxos celle' der findes i en tilbygning til klosterporten til Sorø kloster - min lektor i historie boede her, da jeg gik der. 
Nåh det blev en længere svada. Kort sagt: Sorø har meget historie. Og for at trække historien tilbage til udgangspunktet, så er det netop i Sorø kirke at undertegnede har sunget om den blå anemone sammen med resten af musik på højniveau-holdet - hvilket egentlig var mærkeligt, for hvorfor skulle man absolut opføre noget bare fordi man havde musik? Matematikkerne opførte da ikke regnestykker på storskærm for os andre ved morgensamling. Så hvorfor skulle vi være til skue...?
Nåh. Vi kørte videre mod turens sidste stop. 
Oldernes endelige hvilested. 
Og hvad befandt sig ved gravstenen over dem?
Fucking blå anemoner. 
Ganske vidst ikke af den rette slags. Det er jeg klar over. Disse, har jeg googlet mig frem til, er balkan anemoner. Som det kan ses, er selve bladene korrekte, men der er for mange og tynde kronblade. Og de er måske også en anelse mørkere. 
Min oldemor, hende der ligger under gravstenen, havde åbenbart købt disse for at plante dem i sin have. Men. Hun fik en blodprop i hjernen, kom på plejehjem og fik aldrig plantet dem. Olde (min mormor og ekspeditions(mis)leder)'s lillesøster Mona havde åbenbart plantet dem her på gravstedet, hvor min oldemor efter fire år på plejehjem kom til at ligge.
Disse blå (Balkan, but good enough) anemoner havde spredt sig til gangen mellem gravstederne, hvilket er derfor at jeg plukkede tre styks - jeg er ikke gravrøver - for ikke at komme helt tomhændet hjem. 
For at have et håndgribeligt bevis på forårets komme efter en helvedes lang vinter. 
For troen på håbet. 
For at have bevis på friheden og befrielsen. 
Vinteren og mørket er slut. 
#springiscoming

Og tænk sig. 
Håbet og foråret var at finde, næsten, der hvor det hele startede. 



Hvad var det dog, der skete?

mit Hjerte haardt og koldt som Kvarts

maa smelte ved at se det

den første dag i Marts.

Hvad gennembrød den sorte Jord

og gav den med sit dybblå flor

et stænk af Himlens tone

den lille Anemone

jeg planted der i Fjor.

På Lolland jeg den hented,

en hilsen fra min Fødeø.

Så gik jeg der og vented

og tænkte, den må dø.

Den savner jo sit Skovkvarter,

sin lune Luft sin fede Ler

i denne fjendske Zone

forgaar min Anemone

jeg ser den aldrig mer.

Nu staar den der og nikker

med Smil i Jyllands skarpe Grus

ukuelig og sikker

trods Havets Storm og Gus.

Som om Alverdens Modstand her

har givet den et større Værd

en lille Amazone

og dog min Anemone

jomfruelig og skær.

Hvad var det dog, der skete?

mit Hjerte koldt og haardt som Kvarts

det smelter ved at se det

den første dag i Marts.

Jeg mente under Vintrens Had

jeg intet mere Haab besad.

Gør med sin vaarblaa Krone

den lille Anemone

igen mit Hjerte glad?

Ja, denne rene Farve

den er mig som en Vaarens Daab

den naadig lar mig arve

en Evighed af Haab.

Saa bøjer jeg mig ned mod Jord

og kysser ømt dit Silkefjor

en Flig af Naadens Trone

du lille Anemone.

hvor er vor Skaber stor!


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar