GLORIA : TESTVISNING : LAV MAND PÅ STOLERYG : LISE RØNNE

I onsdags var jeg til testvisning på Zentropas nye biiiiiiip i Gloria. Det stod derfor én fuldstændig frit for, hvor man satte sig - på nær på de reserverede pladser bagerst naturligvis. 

Jeg sætter mig tredie række (talt fra forrest) til venstre midt for.

En lille mand med hans to høje mandlige venner og en kvinde går ind ad rækken foran mig. De diskuterer lidt, om det er for tæt på. 

Det er det.

De beslutter sig for at sætte sig på de fire pladser ved siden af mig, da de spotter dem. 

I stedet for at gå ad samme vej tilbage, begynder den lille mand (med alt for korte ben til dét stunt) at kravle over rækken. Og selv om han træder op på armlænet, sidder han nærmest fast på sædets ryglæn. Jeg kan ikke lade være med at grine af ham - og dem alle sammen - da jeg får øjenkontakt med ham. Han griner tilbage til mig. Som om det er uundgåelig situation, han ikke selv har sat sig i. De er meget højtsnakkende. 

"Hvorfor går I ikke bare uden om? - der er tid jo nok? - her er ikke proppet? Hvem i alverden kravler over ryglæn? - jeg var gået bananas, hvis det havde været min biograf," tænker jeg. 

Da de omsider er kommet om på min række, vurderer de igen situationen og ca. samme handling gentager sig. De får øje på atter fire pladser på rækken bag ved. De begynder at klatre. Den lille mand sidder fast på toppen af et nyt sæde. De fylder hele rummet. 

De sætter sig. Endelig. Måske mest fordi næste række ikke har fire ledige pladser. De snakker stadig meget højt, da produceren prøver at informere om filmen. Hun prøver at overdøve dem uden at skulle bede dem klappe i. Det lykkes til sidst.

Ved en testvisning er der naturligvis ikke reklamer eller forfilm, så filmen starter så snart lyset er blændet ned. 

Da filmen starter, bliver jeg prikket på skulderen. 

Jeg vender mig om: det er den lille mand. 

“Kan du ikke bukke dig?” spørger han.

“Hva’?” hvisker jeg. 

“Du er ret høj. Kan du ikke lægge dig ned i sædet?” spørger han.

“Nej,” svarer jeg og leder efter spor i hans ansigt for bekræftelse af, at det er en joke. 

Det er ikke en joke. Han mener det. 

Mit ansigt ligner helt sikkert ét, der bliver taget gas på. 

"Nej," svarer jeg. Han ser undrende på mig. 

“Det gider jeg altså ikke,” siger jeg uden plads til forhandling og ser bestemt på ham.

“Nåh?” siger han og ser uforstående på mig.

Jeg er egentlig paf over, han beder mig om dette.. 

- i stedet for at bytte plads med en af sine høje venner 

- i stedet for at være blevet på en af de to forcerede rækker 

- i stedet for at han var blevet siddende på en af de to stolerygge, han alligevel ikke kunne komme ned fra 

- stedet for at han hentede et børnesæde (som mine egne drenge på hans højde gør helt automatisk i en biograf)

Jeg er sikker på, han undrede sig over at jeg ikke ville ligge krøllet sammen med en scoliose i sædet i to timer, at jeg “optog” rummet, uden en tanke på selv at have optaget rummet ved at kravle over stolerygge (who does that?).

Jeg er 182 cm høj. Én cm over gennemsnitsmanden i Danmark. SÅ høj er jeg sgu heller ikke. Jeg oplever til gengæld tit til koncerter at blive bedt om at flytte mig. Hvorimod min korte veninde nyder stort set alle koncerter med at glo ind i lænden på folk eller at se brøkdele af storskærme. Hun har aldrig bedt nogen om at dukke eller flytte sig. 

Så flytter hun sig selv. 

Og for de, der måske ikke fik læst Lise Rønnes saglige og rolige (som Berlingske Tidende beskrev som 'oppe i det røde felt' - way to prove a point Berlingske!) appel til Politiken, så tryg på linket neden under. 

Du er SEJ Lise Rønne, dine arme er helt normale - og der er intet småneurotisk eller vimseri over din måde at stå på. 

Husk at optage det offentlige rum Ladies!

CINEMATEKET : EDIBLE CINEMA : 'DELICATESSEN'

 Endelig er den vildeste sommer ved at gå på hæld - en sommer der mest af alt har mindet om de somre, der kun eksisterer i barndommens erindring. Kan I huske det? Sommerferien og sommeren varede i evigheder, og det var altid godt vejr. Selv om det måske kun har talt to måneder i praksis. Tid var sgu også en anden størrelse dengang. Nu kan man nærmest kun nå at nyse, og så er der fandeme gået en hel uge? Nåh. Jeg håber, I har nydt klimaændringerne og fået en masse oplevelser i hus. Det har jeg selv - bevæbnet med faktor fitty, som yder nogenlunde beskyttelse for en ginger, hvor solen ikke kan trænge ind, men huden heller ikke kan ånde. Peeeeerrrrfekt.

 Jeg var et smut forbi Cinemateket til deres pissefede arrangement, Edible Cinema, med LilleM.  Forventningerne var høje, og vi var spændte. Ikke mindst på grund af at jeg absolut elsker instruktøren Jean-Pierre Jeunet ('Le fabuleux destin d'Amélie Poulain' (2001)) og hans samarbejde med instruktøren Marc Caro - de har også lavet 'La Cité des Enfants perdus' (1995) sammen. Jeg har elsket 'Delicatessen' (1991), siden jeg så den første gang. Og hvilken genistreg at anvende netop denne film til dette koncept! Filmen foregår i sepiafarver omkring en slagterforretning, der bærer filmens titel. Der er mangel på mad, og dette løser slagteren ved at ansætte en ny vicevært i bygningen. Alle i opgangen ved, at man skal holde sig inden døre om natten. Ellers ender man i køledisken hos slagteren følgende dag. Derfor er der tit en ny ledig stilling som vicevært i den opgang.. 

Arrangementet indledtes med en smuk aperitif. 

 Bagefter fik man udleveret en bakke med otte forskellige smage og konsistenser passende til filmens handling. Når man skulle åbne og indtage indholdet, lyste en mand nede ved lærredet det givne nummer svarende til nummeret på bøtten.

 Et hurtigt syn på indholdet, inden lyset forsvandt. Tjah. Det blev man ikke så meget klogere af.

1. BIN DIVING bestod af et meget lidt tilberedt stykke rødbede. Hvilket måske ikke synes af noget særligt, men til det viste billede af en afhugget hånd følte konsistensen meget lig billedet. 

2. GLUE spillede sammen med billedsiden, hvor der blev malet vægge. Det smagte virkelig af lim. 

3. SMOKE & BUBBLES - alle de flydende væsker var meget voldsomme. Men nu er jeg heller ikke typen, der drikker noget 'on the rocks'...men den langhårde mand med krøller ved min side gispede også efter vejret. Han fik resten af LilleM's lim. Nu ved jeg ikke, om det er grundet at være flyttet til provinsen eller at have fået børn ELLER om det bare var DENNE OPLEVELSE, der fik folk til at interagere med hinanden. For mine erfaringer siger mig, at når folk er ude hvor de enten ikke kan bunde eller er usikre så begynder de at tale sammen. Måske for at tale sig selv til ro. Måske for at finde bekræftelse i andres uro eller uvished - og derved måske også en forsikring om, at deres egen er valid eller okay. Måske et forsøg på at skabe relationer i noget ukendt. Eller måske er det bare et nervøst træk, at folk bræger når de mister fodfæste? Det er også lidt af en tillidserklæring at spise ting, man ikke kan se. Og det man KAN SE, er en film om kannibalisme. 

4. RIBBIT. Pasta med blæksprutte og kål entrerede la bouche, som underboen blev præsenteret og med det også hans måde at overleve madmanglen på i dette postapokalyptiske samfund: at opdrætte snegle og frøer over alt i sin lejlighed. Her var der virkelig mange, inklusiv LilleM, der ikke kunne spise indholdet. Det var også ret slimet og fisket. 

5. BEDSTRINGS bød på atter en sjov konsistens. Her reparerede den nye vicevært en knirkende seng. Deraf fjederen. 

6. AU REVOIR GRANDMA var den absolut værste. Bedstemoderen går ned ad trapperne efter sit tabte garnnøgle. Fælden var egentlig sat til viceværten. Men nuvel. Den lille pakke var pænt pakket ind, som var den fra slagteren, og inden i var en luns hærdet kød. Det var umuligt at bide af den, så sej var den - som man fik forestillingen om at en olde ville smage - jeg opgav og tog hele lunsen i munden. Det skulle jeg fortryde. Det blev meget kvalmt. Umuligt at tykke. Panikken tog over, og jeg sank dette seje holdkæftbolsje. Jeg mærkede denne luns hele vejen ned gennem spiserøret. 

7. RED PILLS & LIGHTER FLUID - en sjov og uventet konsistens med pillerne, der ikke skulle synkes, men deles over og indholdet hældes i munden. Dette synkroniseret med billedsiden, hvor stakkels stakkels Aurore er i færd med atter et velforberedt, men mislykket selvmord. 

8. UNDERWATER KISS. Pyhh afslutning med atter et spark af alkohol.

Alt i alt en fantastisk oplevelse. Det havde naturligvis været endnu bedre, om den eller de personer der have badet sig i myggespray havde undladt dette bad. Det sved i øjnene, og ødelagde lidt duftoplevelsen - som jo er det, man støtter sig til når man ikke kan se. Men det kan ikke hæftes på arrangørerne. Det var et perfekt og vellykket arrangement, som alle burde prøve. 

Man bliver ikke mæt af "menuen," så man bør have spist først. Ellers bliver man hurtigt fuld. Tro mig. Det er mere en oplevelse af smagsprøver. Ikke et måltid. 

Jeg anbefaler i øvrigt - hvis man er i Berlin - at tage et smut på Unsicht-Bar Dunkelrestaurant. Synet gør så meget for, hvordan vi oplever mad. Derfor bør man opleve, hvordan et måltid er uden. Desuden er det sjovt at ankomme, anført af blinde tjenere, i totalt og omsluttende mørke. Der er meget stille. Når man har været der lidt, bliver man mere fortrolig med at mangle en sans, og pludselig går det op for én at lokalet er proppet med sagtetalende mennesker. Man sænker derved tonelejet. Alle, de der kommer ind, snakker meget højt, når de kommer ind. Nervøsitet eller mistet fodfæste. Og så snart de har været der lidt, så sænker de også stemmerne, som de registrerer at være omgivet af mennesker de ikke kan se. Tjah. Jeg var der med en kæreste i 2007, der er sikkert lavet meget om - ikke at jeg ville kunne se det. Vi tog en surprise menu. Selvfølgelig. Man er vel en spade. Vi fik en suppe til at starte med. At hælde vand og vin op var fint. Man stak sin finger i glasset, og mærkede hvor langt man var kommet. Men Suppe? Yup. Det var over det hele. Men det var fandeme sjovt. 

CPH:DOX : ÅBNINGSAFTEN PÅ CHARLOTTENBORG KUNSTHAL : AN EVENING WITH JENNY WILSON : EXORCISM

Dette års CPH:DOX blev i går skudt i gang med en kunstfilm tidssvarende debat og koncert med Jenny Wilson. Der var udsolgt. Jeg havde egentlig ikke billet. Egentlig startede mit kendskab til Jenny Wilson med børnenes far på vores andet møde. Det startede med 'Love and Youth' albummet, der blev skamhørt ud på de tidlige røgfyldte og berusede morgentimer. 'Let my Shoes lead me Forward,' 'Bitter? No I just love to Complain,' 'Would I play with my Band?,' 'Love ain't just a four letter Word,' 'Hey, What's the Matter?' Senere kom albummet 'Hardships!' der fik ægteparret til at danse til 'The Path,' 'Like a fading Rainbow,' 'The Wooden Chair,' 'Pas me the Salt,' 'Motherhood,' 'Hardships. Med albummet 'Demand the Impossible' fængede kun 'The Future' og 'Pyramids (Rose out of our Pain)' os. Men ved et lyt nu er der nok flere. Med det kommende album 'Exorcism' er hun blevet langt mere club. Man kan indtil videre høre to af numrene fra albummet på Spotify. Nemlig 'RAPIN*' der beskriver voldtægten og temposkiftene er symbolsk ekspressive og 'LO'HI'' der med sit lydspor af klamme støn fylder en med kvalme koblet til et fedt beat. De er bestemt et lyt værd. 

En mulighed åbenbarede sig, og jeg tog der hen. 

Åbningsaftenen på Kunsthal Charlottenborg var mest besøgt af kvinder. Seancen foregik både kl. 18:00 og kl. 20:00. Hvor fucking hardcore af Wilson. At blive interviewet af to gange om ens voldtægt. Hun blev selvsagt også lidt medtaget et par gange. CPH:DOX har nok ment det i en god mening - og Jenny Wilson VIL gerne tale om det - men det må nærmest føles som atter et overgreb at berette om den situation foran en hel sal af mennesker. Jeg følte mig som krænker i hvert fald ved at sidde som publikum, hvor det blev forudindtaget at jeg havde lyst til at sætte hende i den situation.  Det havde jeg ikke. Slet slet ikke. Det gjorde mig sgu oprigtigt ked af det. Denne oplevelse. Hendes oplevelse med voldtægten. Denne verden. 

Wilson sagde, det var én ting at optræde med sangene. Noget andet var at sidde og skulle udpensle hver følelse hver sang havde i hende. Jeg forstår hende til fulde. 

Vi lyttede en sang ad gangen. De sidste på albummet 'Exorcism'. Og Wilson blev interviewet omkring hver sang. Det var så stenet at følge beatet i hver sang om voldtægt. Rocke med, imens teksten flår dine indvolde itu. Og samtidig. Har man gjort det en million gange før, når mænd har sunget om at “tage en kvinde” og overgreb i evigheder. Eksempelvis min helt og feministen Kurt Cobain ('Rape Me' - for the less fortunate).

Det her var anderledes. En blanding af mange følelser. Og modtaget med mange blandede følelser. Selvfølgelig glæde på hendes vegne over, hun "er kommet videre". Stolthed over, hvor stærk hun er ved at vise os dette. Respekt. Taknemmelig og ydmyghed over hun ville dele dette med os. Så forbandet meget vrede over, det har fundet sted i hele taget. Frustration. Sorg. Tristhed. Sadness. Kvalme over det mindset, den hersker-mentalitet og ulækre menneskesyn. At mene at man har ret til at bestemme over en andens krop, ødelægge livet for dette menneske i denne krop - nutid og fremtid - og efterlade evige spor af sit svineri hos dette menneske i denne krop. 

Mange tænker, hun har udlevet det gennem musikken. Tjah? Det er jo ikke et 'Lemonade'-album (som jeg i øvrigt ikke kan få armene ned over - dét 'visual album' burde have vundet alt, der var at vinde dét år. Hands down.), som "blot" handler om ens mands utroskab. 

Det er en fucking voldtægt. 

Nogen har taget din krop. Krænket den og dig. Det bliver ikke værre end det. Hun har ikke udlevet det gennem musikken. Hun har tvunget sig selv til at lave musik om den umenneskelige oplevelse (og dog så hverdagskost-agtigt for så mange kvinder verden rundt - her tager jeg også "femogtyve år gamle klask i røven" med (Bornedal din negligerende idiot) for det handler om selve mentaliteten bag de overgreb. Det handler ikke om at gradbøje i overgreb (som jeg har oplevet så forbandet mange mænd gøre, jeg selv er nået til (når sætningen lyder "jeg synes, at metoo er vigtig, men..") bare at begynde at råbe "NEJ!"). Det handler ikke om at gradbøje overgreb, det handler om mindsettet bag disse overgreb. Mindsettet der legimiterer klamme bemærkninger, forklædte "komplimenter" om ens kvindelige kendetegn (luk røven - hvad fuck rager det dig?), at se på kvinder som et stykke kød, "nogens ret," klap i røven, blive raget på, "tilfældige" strejf af ens bryster eller røv i køer eller under offentlig transport, blive humpet i takt med bussens rytme når den er fyldt til randen og man ikke ved om det er ens fantasi eller..? (lad mig cementere: det er det aldrig), at ens tøj fordrer til andres upassende adfærd, overgreb, voldtægter mod kvinder) for at prøve at leve med den oplevelse. Tage tempoet af oplevelsen ved at tale om den. Prøve at få den til at fylde mindre i ens hoved ved at lukke den ud i det åbne rum. Denne skamfyldte oplevelse. Prøve at tage magten fra den. Prøve at generobre lidt kontrol over sin egen krop, som det umenneske tog kontrol over hendes krop. Ens krop der hele livet har været din. Men ikke i dét øjeblik. Og nu har man en anden krop. Der er ude af kontrol. Der ryster. Der græder. Der skælver. Der ikke lystrer. 

Kroppen husker, hvad hovedet prøver at fortrænge. 

Wilson fortalte, hun måtte tvinge sig selv til at lave musik. For at prøve at gøre et eller andet. Hun fortalte, hun startede med at lave musikken først. Teksterne kom først langt senere. Fordi det var så pissesvært for hende at sætte ord på episoden. Normalt finder hun teksterne via litteratur, film eller kunst. Her stod hun tilbage med kun hende selv. Hun skulle selv sætte ord på. Det var hårdt. Og det er også forbandet hårdt at lytte til. 'RAPIN*' er virkelig klam. Og det stikker i alle retninger i ens krop at lytte til det, og rocke med til beatet.   

Et mærkeligt spørgsmål fra en mand iblandt publikum kom med en helvedes lang mansplaining, cirkulerende rundt om hvordan hun finder på tekster...øhh har du hørt, hvad hun har sagt. Og slutteligt er der grænser for, hvad meget personligt der må komme ind i teksterne. "Langt spørgsmål - kort svar - NEJ," svarede Wilson og fik en støttende klapsalve fra publikum. 

Efter koncerten med de fire første numre fra albummet, berettede Jenny Wilson at hun giver koncert i Vega den 12. maj. 

"...det er jo ikke det, Jenny vil. Jeg er så træt af metoo, Jenny vil ikke sættes i den forbindelse," brægede en yngre kvinde bag mig som man iklædte sig sit overtøj. Are you fucking kidding? Hun har netop lige fortalt at metoo reddede hende. Som hun mente, den har gjort med så mange andre. Med metoo følte hun, at hun ikke var alene om sine oplevelser. Og der var en platform for hendes oplevelser. Her fandt hun styrken. 

CPH:DOX - please lad være med et kalde det "girl power," når det handler om en kvindes power - da det falder ind i den forestilling om, at hun ikke er voksen. Og at kvinder helst skal være unge - at gamle damer/kvinder er utiltrækkende for the male gaze. Deraf en hel makeup industri, der vil have kvinder til at købe deres yngrende produkter, give dem dårlig selvtillid og få dem til at gemme sig bag lag af makeup. "Girl Power" kom frem i halvfemserne, mon ikke vi er rykket videre til "Women Power"? Jeg anser i hvert fald ikke mig selv som en "pige" og ville aldrig referere til mig selv som en. 

Og seriøst lyserød..? 

TRAUMATISK HJERTERUM I ’ROOM’

Den kvindelige hovedrolleindehaver i ’Room,’ Brie Larson, vandt en Oscar for Best Performance by an Actress in a leading Role – skønt en Oscar, i min verden, ikke er det højeste kvalitetsstempel. Selve filmen, af instruktør Lenny Abrahamson, har vundet 85 ud af 118 nomineringer. Faktisk undres jeg over, den ikke har været nomineret til flere priser. Filmen er baseret på bogen af samme navn af forfatteren Emma Donoghue.

Jeg havde set forfilm til den i sidste uge, og jeg havde faktisk meget høje forventninger. Og den ramte mig. Shit hvor den ramte mig. Måske skal man være mor – eller forælder – for at kunne relatere til både moderen ’Ma’ og hendes utroligt smukke dreng ’Jack.’ Måske. Men alle i biografen græd. Måske ikke det meste af tiden som undertegnede, men der hørtes jævnligt snøft i salen. Den første time af filmen er virkelig god. Og forfærdelig. For hvem har brug for dommedagsfilm, når det mest skræmmende i denne verden faktisk findes inde i mennesker?

Filmen startermed små korte klip af nærbilleder. Defokus til fokus. ”Go back to sleep.”

Disse flygtige nærbilleder symboliserer Jack’s verden, der er utrolig lille og up close. Alt hvad han kender til verden, er i ’Room.’ Jack bliver fem år i dag. Han starter dagen med at sige ’godmorgen’ til til alle ting i rummet – som han ved filmens slutning også går rundt og siger ’godnat’ til. Han fortæller, hvordan han kom til verden altså Room offscreen. Ma og Jack står op, man kunne måske få fornemmelsen af at de bor i en etværelses lejlighed. De bor nusset og fattigt. Med deres morgenmad, motion (der består i af strække ud og løbe frem og tilbage i rummet) og aktiviteter kun i Room, fornemmer man at de ikke forlader rummet. De laver en fødselsdagskage til Jack, som har ønsket sig sådan én siden han har set den i TV. Jack bliver gal, da der ikke er nogle lys i kagen - hmm i Danmark er det en talemåde om et knap så kløgtigt menneske – det kan måske anvendes som ’uvidende’ her om Jack. For han er klog. Han er klog på den verden, han er blevet fortalt om. Mere om det om lidt – og Ma fortæller, at de jo ikke kan få lys. Jack bebrejder sin moder, at hun har ønsket nye bukser til ham ved ’Sunday treat’ af ’Old Nick’ i stedet for lys. De er altså meget fattige, men hvorfor er de kun i dette rum? Hun trøster Jack.

Jack er faldet i søvn, imens hun ammer ham. Hun fortæller Alexandre Dumas’ ’The Count of Monte Cristo’(’Greven af Monte Cristo’ – ’Le Comte de Monte-Cristo’) som godnathistorie. De, der måtte kende til romanen, vil vide, at med denne symbolik er Ma og Jack her ikke af egen fri vilje. Første gang undertegnede stiftede bekendtskab med ’The Count of Monte Cristo’ ((1844-1846) var i biografen til ’The Sleepers’ (1996). Fjorten år gammel blev ’Sleepser’s’ John’s yndlings bog introduceret for mig om den uretfærdige tilfangetagelse af Edmond Dante gennem fjorten år i, hans flugt, ønsket om hævn og i sidste ende opnåelse af dette. Stærk og forbandet film, der mod al fornuft lader én føle den største tilfredsstillelse ved at se et ”menneske” blive skudt ned.

Som i ’The Count of Monte Cristo’ har også Jack lært at læse og skrive, og vil derfor være i stand til at begå sig i den rigtige verden. ”..kommer tilbage og tager hævn over dem, der var onde mod ham,” slutter hun sin lidt anderledes valg af en godnathistorie. I hvert fald for en femårig. Vi ved altså, hun er indespærret mod hendes vilje, af uretfærdige grunde og hun ønsker at bryde fri. Vi ved, at flugten vil foregå ved at spille død. Greven flygter ved at tage sin vens plads, der netop er død og ligger i en ligpose. 

Der siges så utroligt meget med denne fine reference, uden at udpensle det med åndsvag dialog, som punkterer filmen. Filmen har et virkeligt højt niveau ved nemlig ikke at være udpenslende. Men vise det i billeder og fantastisk skuespil.

Ma bærer den sovende Jack ind i ’Skab.’ Jack vågner ved lyden af en kode, der trykkes og døren går op. Man hører en mandestemme og mellem skoderne i Skab kan Jack skimte Old Nick (Sean Bridges). De taler om at Jack er blevet fem år, og Old Nick ville gerne have givet ham en fødselsdagsgave. Der høres knirkelyde fra sengen, og Jack begynder at tælle til han falder i søvn igen. Ma bærer Jack tilbage i sengen hos hende, da Old Nick er gået igen.

Om morgen hiver Ma ’Bad Tooth’ ud af munden. Hun giver den til Jack at se på. I drømmetydning er det at tabe sine tænder et tegn på forandring. Et varsel, om man vil, på at der skal til at ske noget nyt. Et barn der taber mælketænderne, er ikke voksen i seks til fjorten års alderen, men er trods alt mere voksent end et seks måneder til seks år gammelt barn. Jeg ser det som, at Ma taber tanden som et symbol på at hun er blevet voksen. At noget nyt skal ske.

Jacks verdensbillede består af Room, TV og Space som kan ses gennem Tagvindue. Der er, hvad han ved. Pludselig er der en mus i Room, der spiser kagekrummer fra Jacks fødselsdagskage. Jack vil gerne lege med den, men Ma får den ud af Room. Jack forstår ikke, hvor Mus kom fra, og Ma kommer først til at sige ’fra baghaven.’ Men der er jo kun TV uden for Room..?

Jack vågner, og der står en rød elektrisk bil på bordet. Det er den første, han nogensinde har haft og den kører konstant. Ma og Jack råber om kap mod Space. Faktisk som en leg. Men der er ingen, der kan høre dem skrige.

Om aftenen lukker Old Nick sig ind i Room. Han spørger, om Jack blev glad og Ma nikker. ”I know boys,” griner Old Nick tydeligt selvovervurderende. Old Nick fortæller, han har været arbejdsløs i et halvt år, det er derfor svært for ham at holde dem med elektricitet og Ma burde være ham mere taknemmelig. Old Nick skal til at åbne skabet med Jack. Jack sætter sin hånd mod skodderne for at forhindre Old Nick i at komme ind til ham. Ma få Old Nick hen i sengen. Det er vigtigt for Ma, at Old Nick intet har at gøre med Jack. Om natten kralver Jack ud af Skab og ser på Old Nick sove. Old Nick vågner og siger hej til Jack. Ma vågner, og bliver panisk hysterisk med det samme. Jack skriger og flygter ind i Skab. ”Don’t touch him!!” råber hun, indtil Old Nick tager kvælertag på hende og dræber hendes stemme. Old Nick forsvinder ud af Room. 

Næste morgen er der frost på Tagvindue. ”Mor. Jeg er en drage,” vækker Jack Ma og puster luft ud af munden. Old Nick har slukket for elektriciteten, og de må tage ekstra tøj på. Ma fortæller Jack den sande historie om hende og Old Nick. At hun ligesom ’Alice in Wonderland’ ikke altid var i eventyrland, men at hun havde forældre og hun hed Joy Newsome. At Old Nick lod som om, hans hund var syg så hun skulle hjælpe ham og så tog han hende da hun var sytten år. At han spærrede hende inde i Room og har holdt hende fanget i syv år. At der er en verden uden for. At alt dette med Room var noget, hun fandt på da han var lille. At Room er et skur. Men nu, da han er fem, kan han godt tåle at høre sandheden. ”I want to be four again!” græder Jack og bliver gal på sin mor. Det er al for meget information på én gang. Og al for alvorlig information for en femårig at håndtere. Men deres situation er tilspidset, der er iskoldt i Room, og hvordan skal de få mad? Deres liv har hele tiden ligget i en anden mands hænder, men nu for alvor går det op for Ma.

Jack fortæller offscreen, hvad han er god til og hvad Ma er god til. Ma er god til meget, på nær når hun har en ’gone day.’ Her skildres hendes sindsstemning gennem, at hun kun at kan ligge i sengen og ikke er i stand til at være noget for sit barn. Jack ødelægger den røde racerbil fra Old Nick. Der bliver tændt for varmen igen.

Jack begynder at stille spørgsmål, da han ser Tv i forhold hvad der er rigtigt i det. Ma forklarer, at ’Dora the Explorer’ ikke er virkelig og videre ved de andre kanaler. Jack begynder at begribe verden uden for Room så småt. Ma fortæller, at hun en dag prøvede at slå Old Nick ned med låget på cisterne på WC. At hun gemte sig, og angreb ham da han lukkede døren op. Men Old Nick overlevede og overmandede hende. Han skadede hendes hånd, og siden har den gjort ondt.

Sammen forbereder de et flugtforsøg. Med kogt vaskeklud opvarmer Ma Jacks pande og simulerer feber. Planen er, fortæller Ma, at Old Nick skal tro at Jack er dødssyg og derfor tage ham på hospitalet. Her skal han fortælle sygehuset, hvad der virkelig foregår og bede om hjælp. Jack er bange. Han ser rundt i Room, som vitterligt er ALT han kender til. Som tager han afsked ved at se på alt en sidste gang, og huske det bedre. (Jeg græd så meget her. Det var en direkte frygtelig scene.) Stakkels lille dreng. Han kender kun to mennesker. Den ene er hans mor. Den anden er et ondskabsfuldt menneske, der har fanget hans mor og få dage før har forsøgt at kvæle hende. Den eneste verden, han kender er kun få kvadratmeter. Stakkels stakkels barn. Ma stikker to fingre i halsen på sig selv, kaster op og smører brækket ud i Jacks lange flotte hår. For at han skal lugte syg. Old Nick lukker sig ind i Room. Ma skriger op. At Jack er blevet syg, fordi Old Nick slukkede for varmen. Jack ligger med ryggen til dem. Old Nick mærker på hans pande. Jack skriger. Ma skriger. Hun råber, at Old Nick ikke må kigge på ham. Ma prøver at få Old Nick til at tage Jack på hospitalet, men Old Nick stormer i stedet ud af døren for at købe medicin.

Planen slog fejl.

Ma udtænker en ny plan.

(Gennem at de øver denne plan, stortudede jeg. Jeg følte så meget med denne lille dreng, hvor horribelt og forvirrende det måtte være for ham. Og jeg følte så meget med moderen og hendes forsøg på at redde sit lille barn.) Den nye plan er, at Jack rulles ind i et gulvtæppe, spiller død som Greven, Old Nick tager ham med for at skaffe sig af med liget. Jack skal vrikke sig ud af gulvtæppet, når han ligger på ladet og bilen stopper fuldt op for tredie gang. Dernæst skal han springe af bilen, løbe hen til en person og give denne brevet. Ma har skrevet en forklaring og nødråb ned i dette brev. Jack har Bad Tooth med sig, som han gemmer i sin mund, for at have sin mor med sig.

”I don’t want to be dead!” skriger Jack inde i tæppet, som Ma ryster til det sammenrullede gulvtæppe i for at simulere ladvognens rystelser. Det er mildest talt hjerteskærende. ”Stiff like a robot,” hjælper Ma ham. ”I hate you!” skriger Jack til Ma. Og hans angst og fortvivlelse er total. Jeg følte den. Jeg var så ramt, og jeg græd som pisket. Stakkels stakkels barn.

”Truck.

Wriggle out.

Jump.

Run.”

        

Pludselig kan lydene til at døren åbnes høres. Ma skynder sig at rulle Jack ind i gulvtæppet, før døren går op. Old Nick kommer ind i Room, Ma begynder at skrige hysterisk at drengen er død.

”Poor girl,” siger Old Nick og viser rendyrkede psykopatiske træk ved at være komplet uanfægtet over, at det også er hans barn der er dødt. Han spørger, om hun er sikker på at Jack er død. Ikke af bekymring, men fordi det er besværliggør tingene for ham. Liget skal væk, for det vil komme til at lugte. Ma beder ham begrave liget, men uden at kigge på ham. Old Nick lover ikke at se på Jack. Fra Jacks P.O.V. ser vi skræmte Ma ud gennem det sammenrullede gulvtæppe, der løftes op og bæres ud. Ma spærres inde. Udenfor kan han ikke fokusere. Lyset er for skarpt. En verden han aldrig har mødt, introduceres for ham i glimt. Hele denne nye verden, disse nye indtryk, nysgerrigheden ved den nye verden, frygten for hvad der må komme og smerten ved ikke at have sin mor med sig i dette må på alle måder være uudholdeligt. (Ja. Jeg græd og græd. Stakkels stakkels lille barn. Mine kinder var helt opløste af gråd.) Han bliver lagt på ladet af bilen. ”Truck.” Bilen begynder at køre. Ved tredie fulde stop: ”Wriggle out.” Hele himmelen åbenbares for Jack, der indtil nu kun har set små glimt af denne gennem Tagvindue. Musikken hamrer for fuld klimaks. (Jeg opgav at tørre tårer væk, det var jo vandfald fra tårekanalerne) Han kommer på benene og gør klar til at springe ved næste stop. (Jeg havde ondt i maven af håb for dette lille barn!) Han prøver, men det går galt. Old Nick opdager ham. Jack kommer på benene og prøver at nå hen til en mand med brevet fra Ma. Manden tror, Jack er en pige på grund af det lange hår. Old Nick når hen til Jack, tager fat i ham og slæber ham hen mod ladvognen. Manden med hunden spørger, hvad det er Jack vil give ham. ”Help” hvisker Jack som han slæbes væk. (Det var ulideligt at overvære denne scene) HELDIGVIS undrer dette manden med hunden så meget, at han nævner at ringe til politiet. Old Nick slipper Jack med det samme, tager brevet ud af hans hånd og kører væk. Jack ligger i fosterstilling. Det sner på ham. Manden med hunden bliver ved hans side, indtil politiet kommer. Det må siges at være en genial politibetjent, da hun gætter hvad der er galt – selv ud fra Jacks problemer med hukommelsen. Han er i chok og med god grund. Ud fra ”tredie stop” kan betjenten lokalisere ”skuret” som Jack kalder Room. Jack venter i politibilen, imens politiet løber om i baghaven for at befri Ma. (Også her hylede jeg. Jeg vidste fra traileren, at de ville blive genforenet. Men sympatien for hvad stakkels lille Jack gennemgik, som han så inderligt håbede på at gense sin mor var ren tortur. Kald mig ’særligt sensitiv.’ Kald mig mor. Og ja hormonerne efter første graviditet ændrede så afgjort noget ved min måde at opfatte film på. Jeg opfatter ikke kun film længere. Jeg oplever dem. Helt ind under huden. Helt ind i hjertet. Det er både godt og skidt. Jeg kan heller ikke længere bare læse en overskrift ved scrolling på Facebook om et vanrygtet barn uden at begynde at græde. Tænk sig, hvis alle havde det sådan? Så ville der ikke være flere lidende børn i verden. Jeg har ladet mig forstå, at hormonerne igen går amok når overgangsalderen sætter ind. Momse demonstrerer det dagligt, hvor rørstrømsk det kan blive. Jeg har måtte anstrenge mig ved hilsner for ikke at være for dyb og værdsættende af hendes fantastiske væsen. Hun kan simpelthen ikke tåle det – også dette ville får hendes tårer til at flyde. Så jeg forestiller mig, jeg må investere i ’beskyttelses-kinder’ når jeg selv rammer den gyldne epoke for at undgå at ligne et drypstens-arrangement i ansigtet.  Eventuelt må jeg have et konstant tilsluttet drop for at undgå at tørre ind i de vågne timer.)

Old Nick kunne have slået Ma ihjel eller taget hende med efter, han stak af. Men de genforenes. (Og faktisk. Ja hun fik en Oscar for sin præstation, men mit ansigt var langt mere opløst af gråd end moderens ved denne genforening. Mit var langt mere troværdigt, vil jeg bare sige. Faktisk er jeg sikker på, der var flere kandidater i salen. Der hørtes filmen igennem snøft mellem rækkerne og pudsen af næser.)    

Næste morgen vågner Jack i en hospitalsseng med sin mor. Jack har tisset i sengen. Loftet er fuld af hvide firkanter. Ingen Tagvindue. Der er meget lyst, og det skærer i øjnene. Han sænker sine fødder ned på linoleumsgulvet. Der er noget ’månelandingen’ over det. ”That’s one step for man, one giant step for mankind.”  Og i en alder af fem prøver Jack den helt nye verden af. Hvordan virker et brusebad? I et spejl ser han sig selv for første gang. En læge spørger ind til dem. Ma vil ikke blive der. Hun vil hjem. Hun huskes på, at de skal huske solbriller, solcreme og at Jack nok stadig vil være skrøbelig over for de nye bakterier.

Ma’s mor og far bryder ind på stuen. ”I’m sorry, we just couldn’t wait any more,” mesterspiller mormoren (og så startede kanalerne igen. Fuld styrke). ”Hello Jack. Thanks for saving our little girl,” græder mormoren. (Her lød der også høje snøft i salen. Men tidspunktet henvender sig i særdeleshed også til bedsteforældre-segmentet. Ja og så undertegnede.) Jacks stille og tilbageholdne adfærd er forholdsvis troværdig. Men jeg ville tro, der måtte komme udbrud af raseri og forvirring over denne nye verden. Han hvisker, og henvender sig til sin mor. De ankommer til Mormors hus. Mormor og Morfar er blevet skilt i mellemtiden, og Mormor har en ny mand. Ma genser sit værelse, som stadig står uberørt af tidens tand. Teenageidolet Leonardo DiCapro pryder væggene. Ma har svært ved at cope med den nye situation. Hun finder billeder taget lige før, hun blev taget. Ma’s far kan ikke se på Jack. Han vil ikke se på ham. Han kan ikke se på Jack, der er hans barnebarn, men også søn af kidnapperen. Og resultatet af overfaldsmandens voldtægter. Jack er en evig reminder om, hvad der er overgået hans barn. Han bliver nød til at tage hjem. Det er for meget for ham. Her viser filmen igen, uden at være udpenslende, hvilke kæmpe følelser der er på spil. Hendes far kan ikke se på sit barnebarn, fordi det vækker syv års smerte som barnebarnets far har forvoldt. Igen er det stakkels lille uskyldige barn. Han bærer jo ingen skyld i hans faders forbrydelser.

Pressen er naturligvis meget opmærksomme på deres befrielse. Derfor bliver de i Mormors hus. Jacks verden er gået fra et rum til et hus. Gelænderet ved trappen laver gitre i billedet, og giver en følelse af tremmer. Nok er Ma og Jack befriet, men de er stadig ikke frie.

Ma har svært ved at finde sig selv i den nye tilværelse. Det var meningen, at hun skulle være glad når hun kom ud i friheden. Hendes navn er Joy, men hun har ingen glæde tilbage ved livet. Og hun kan ikke kapere det. Det var hendes mors ’be nice,’ der var skyld i at hun ville hjælpe Old Nick og han kidnappede hende. Joy indvilliger i at lade sig interviewe til TV. Hun regner med, at det kan give hende noget at få talt ud offentligt. Men hun har ikke regnet med, at intervieweren stiller hende så modbydelige spørgsmål. Da spørgsmålet falder på, om ikke Jack fortjener at se sin far - psykopaten Nick som holdt dem fanget. ”Jack is mine,” siger hun.

”A father is a man, who loves his child,” slutter hun.

Jeg kan kun anbefale ’Room.’ Den er absolut årets bedste film indtil nu. Er man gravid, skal man måske overveje om man magter følelsesrutsjebanen. Men den er fandeme godt skruet sammen. Selv om delen op til hospitalet fungerer bedre end den følgende. Jeg vil ikke sige, den mister grebet. Men den falder i intensitet, hvilket måske synes fornuftigt nok, men hverdagen i den nye verden kunne sagtens være mere intenst. Det er trods alt stadig nyt, utrygt og uroligt. Jeg elsker, Jack bygger et hus i LEGO som et billede på at hans verden rummer et hus i stedet for blot et rum. Hans livsverden er blevet udvidet. Og jeg elsker, han ødelægger det. Det er et sagte symbol på, at det går for hurtigt. Men dette er også det eneste ”udbrud,” der kommer fra dette lille individ hvis verden er totalt forandret. Jeg elsker, han gerne vil beholde sit lange hår for det giver ham styrke. Ligesom Samson. Og han er det smukkeste barn med den hårpragt. 

’Room’ lader tankerne falde på ’La Vita è bella’ (1997) både af og med Roberto Benigni (’Down by Law’ (1986) – guddommelig god film og soundtrack, ’The Tiger and the Snow’(2005)) og hans hustru både i og uden for filmen Nicoletto Braschi (’Down by Law’ (1986), ’The Tiger and the Snow’ (2005)) om en far, der digter en skønnere verden for hans søn end de rædsler de i virkeligheden befinder sig i. De er jøder 1930’ernes Italien i en koncentrationslejr. Det kan faktisk ikke blive meget værre. Faderen Guido digter og bilder sønnen ind, at det hele er et spil og førstepræmien er en tank. Benigni har som sjældent set lavet en komedie i en koncentrationslejr...

"HIJOS DE PUTAS!” OM FILMEN ’SPOTLIGHT’ I GRAND

”Hijos de putas!” udbryder den ældre dame ved siden af mig, som de fem sider med hver tre kolonner blev vist til sidst i filmen. Kolonner med steder i alfabetisk rækkefølge hvor den systematiske dækken over systematiske voldtægter af børn i årtier har fundet sted.

Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.

Hijos de putas.

Filmens navn refererer til det nedsatte hold på The Boston Globe – den ældste fortsatte efterforskende journalistiske enhed i De Forenede Stater. Filmen bygger på sande begivenheder og portrætterer Spotlights afsløring af systematiske børnevoldtægter (nej ’misbrug’ er ikke et fyldestgørende nok ord) inden for den katolske kirke. Denne afsløring som The Globe vandt en velfortjent Pulitzer Prize for Public Service for i 2003. ’Spotlight’ er skrevet af Josh Singer og TomMcCarthy, og sidstnævnte har instrueret den.

’Spotlight’ vandt både en Oscar for Best Picture og Best Original Screenplay. Med god grund.

(Det skal lige nævnes, at mine noter tages i blinde (og uden at se ned på papiret) i et en mørk biografsal - deraf den store adspredelse i linieafstand og retning)

Åbningsbilledet er en køretur ned ad en trang gang. Vi følger efter en tyk politimand, der spærrer for vores udsyn. Det er inden for de første to minutter af en film, at filmens stil og tema bliver præsenteret. Hvad er det for en film, vi skal se? Det er allerede fra første kameraindstilling, at beskuer fodres med denne information: Politiet dækker over noget. Politiet spærrer for publikums/offentlighedens udsyn. Der foregår noget lyssky her.

Næste indstilling er to politibetjente, der taler sammen på kontoret. ”Faderen vil slippe med en advarsel.” Fader Geoghan sidder i et afhøringsrum. Udenfor indikerer de kulørte lamper og juletræerne, at det er jul. Det bliver nok næppe for de børn, fader Geoghan har misbrugt. Årstallet er 1976. Stedet er Boston Massachusetts.

Vi springer til filmens tid 2001. The Boston Globe har netop hyret en ny redaktør Marty Baron, som spilles af Liev Schreiber (’Ray Donovan’ (2013-2016)). Baron har læst en klumme i The Globe om advokat Mitchell Garabedian, som siger at ærkebiskop af Boston kardinal Law vidste besked om at fader John Geoghan misbrugte børn og intet gjorde for at stoppe ham. Dette bliver team Spotlights nye sag at undersøge og efterforske. For aktindsigt vil det kræve at gå rettens vej, skønt 53% af deres læsere er katolske. Spotlight teamet består af Spotlight-redaktør Walter ”Robby” Robinson (Michael Keaton – ’Birdman’ (2014), ’Batman’(1989) eller ’BatmanReturns’ (1992)), journalist Mike Rezendes (Mark Ruffalo – ’The Kids Are Allright,’(2010) ’The Normal Heart’ (2014)), journalist Sacha Pfeiffer (Rachel McAdams – som du måske genkender for den direkte elendige og uvedkommende ’True Detective Season 2’ (2015) - opfølgeren til den vanvittigt fede serie ’True Detective’(2014) og ’Midnight in Paris’(2011) – som undertegnede faktisk havde muligheden for at se i en biograf i Paris, men daværende ”ægte"-"mand” mente at det var spild af tid…kunst var spildt på ham. Perler for svin. Literally.) og journalist Matt Caroll (Brian d’Arcy James – ’GameChange’ (2012)). Alle er de opdraget katolsk, men ingen af dem praktiserer troen længere. Derudover er der The Globes vicechef Ben Bradlee Jr. (John Slattery – ’Mad Men’ (2007-2015), ’Sex in the City’ (2 episoder, 2000) – manden der tilsyneladende har haft gråt hår hele sit liv á la Richard Gere) der portrætteres som en lidt lunken karakter man ikke er helt sikker på.

Sacha Pfeiffer er i starten af filmen med hendes bedste i kirke. ”Viden er én ting, men tro er noget andet,” messer præsten som lægger op til næste scene, hvor Baron mødes med kardinalen. Kardinalen fortæller, han som trediveårig pastor arbejdede på en avis. Religion og journalistik går bare ikke hånd i hånd i min verden. Men jeg er jo også opfostret med Public Service kanalens monopol og derved et krav om objektivitet. Det samme gør sig ikke gældende for de amerikanske tv-stationer.   

De begynder at få fat på forskellige ofre, der naturligvis er blevet voksne ved filmens nutid. Phil Saviano blev misbrugt som elleve årig af en præst, og han prøver at få præsterne frem i lyset. Så vidt Saviano har undersøgt, er der tale om tretten pædofile præster i Boston. Hvad der kendetegner ofrene, er at de har en lav indkomst, oftest har de ikke den store støtte hos forældrene eller netværk. Udsatte børn. Saviano fortæller, at i disse underklassesamfund betyder det at hjælpe en præst det samme som at hjælpe Gud. 

”How do you say no to God?”

Et af ofrene, Patrick, havde en skizofren mor, og faderen havde netop begået selvmord da præsten startede sine overgreb. Patrick blev stiknarkoman, men overvandt stofferne.

Et andet offer, Joe, var homoseksuel, hvilket præsten havde lagt mærke til og derfor rettet sin opmærksomhed mod ham. Offeret havde aldrig mødt et menneske, der sagde at det var okay at være bøsse – og slet ikke i den katolske kirke. Joe blev senere alkoholiker, men overvandt det.

Disse to overlevede. Men mange ofre begik selvmord.

”We want to get on the same page,” siger en af skolerne med støtte fra den katolske kirke til Spotlight. Et billedligt sprog mellem dels biblen og avisen. De kommer aldrig "på samme side." Det er fortællinger kontra facts. 

”If it takes a village to raise a child, it takes a village to abuse one,” lyder en af de sidste skelsættende sætninger i filmen. Dette forekommer mig uvirkeligt og ulækkert. Som filmen skrider frem, forstår man hvad der menes. For der har virkelig været en hel landsby – for ikke at sige stater – om dette systematiske cover up af horrible overgreb af børn. Hele organisationen inden for kirken der enten har fritstillet, givet orlov eller sygeorlov til det (her har jeg lyst til at anvende mit vokabularium for alle modbydelige ukvemsord, jeg kender, intet ville være mere passende, men af pladsmangel er der beskåret til:) bestialske udyr af en præst, der har misbrugt et barn, i stedet for at få ham dømt og fængslet. At dække over det er én ting og her burde alle ansvarlige fængsles for at dække over det. Men fandeme om ikke kirken har genindsat præsten i et nyt sogn eller stat? Velvidende et nyt barn ville blive misbrugt med denne ugerning. Og fandeme om ikke både advokater og politimænd har dækket over disse voldtægter af børn ved enten at indgå forlig med børnenes forældre (da de fleste ofre blot ønskede en form for erkendelse af, at overgrebet havde fundet sted - denne erkendelse blev regnet ud i kolde kontanter og sagen blev herefter droppet), lade sagsakter forsvinde, vende det blinde øje til og følge ordre. 

Giv mig civil ulydighed.

Mit hjerte går ud til de børn, der blev misbrugt af en hel landsby. 

Af en stat. 

Af stater. 

Af lande over hele verden til Vertikanet. 

Hijos de putas.