CINEMATEKET : EDIBLE CINEMA : 'THE SILENCE OF THE LAMBS'

 I september 2019 tog LilleM og jeg et smut forbi The Fat Greek, der ligger i det nye Boltens Food Court, før vi skulle i Cinemateket til Edible Cinema. Edible Cinema, som vi også gæstede året før, er en blanding af to af mine yndlingsting: se film i biografen og en speciel madoplevelse. Sidste år havde vi ikke spist først, og menuen i Cinemateket er ikke en mættende menu så vi var meget sultne efter forestillingen. 

 Som året før startede menuen med en drink. 

Filmen 'The Silence of the Lambs' er fra 1991, og jeg kan nærmest ikke huske at have set den igen efter årtusindeskiftet. Det vil sige, der var nogle ting jeg havde glemt og andre stod stadigvæk klart i erindringen. "I ate his liver with some fava beats and a nice Chianti," huskede jeg - det gør alle, der har set den og alle der ikke har set den - men overraskende nok var det bønnerne og ikke leverpatéen, der gav mig kvalme.

KØBENHAVN : THORVALDSENS MUSEUM : NU KUN PÅ SOFAEN

 Tante Øst havde sat mig i stævne ved kanalen med the og hjemmelavede sandwiches en kold onsdag i januar. Dette lyder som et stille og roligt rendez-vous, men efter femten år ude i verden var hun vendt hjem til fødelandet og Memsahib stod nu uden maid - hvilket frokosten af forkullede rodfrugter (læs: gone grillbriket) fjorten dage før, havde lidt under. Nuvel al forandring tager tid. 

Nu havde hun dagen før haft fornøjelsen af at hente 'too good to go' hos Emmerys, og det havde ført disse, foruden et mindre forråd i fryseren, sandwiches med sig. 

Selvsagt begyndte det øjeblikket efter at regne, og vi begav os videre på Thorvaldsens Museum som planlagt.

 Et lille stykke af Italien. Nydt i regnvejr inden døre. Med tusinde dråber dansende ned og op i vandpytter i gården afhængig af vandets dybde. Et meditativt scenarie. Nu er Italien bandlyst. Corona har lukket grænserne. Verden, set fra Danmark, her to måneder efter ser nu helt anderledes ud.   Menneskeheden viser sider af sig selv, der ikke er mennesker værdige. De sociale medier oplever kronede dage, som deres platforme bliver den nye nærhed. Dronningen skaber historie med sit opråb på tv. Kulturlivet tvinges i knæ. Alt over tusinde mennesker. Alt over hundrede mennesker. Alt over ti personer er en fare for overlevelse. Panikken har spredt sig, og efterlader sig brødflove brødhylder. Afklædte kødkølediske. Tomme toiletpapirspaller. Der hænger store plastikvægge mellem mig og kassepersonen. Mit Coopkort scannes i min hånd. Personalet har svedperler på panden, og jeg roser dem for deres arbejde. For at holde hjulene i gang. Med disse dommedags-varslende hamstringer  svømmer en ny finanskrise i farvandet. Frygten for at blive syg og ikke kunne handle er jo det, der efterlader de tomme hylder. Gader ligger øde. København ligner juletid, når jydernes vender hjem - eller København under Roskilde Festival. SPOT er aflyst. Det samme er Glastonbury. Hvor mange flere festivaler vil falde? Hvor længe vil lockdown vare? Foråret er her, men det bringer ikke håbet. Som det plejer. Fuglene kvidrer, før dagen gryr, men de spreder ikke følelsen af frihed. Som de plejer. Det virker som om, det kun er gamerne der nyder denne karantæne. Det minder mig om 'Melancholia'. Det minder mig om folk med angst, og hvordan deres sind tager et dyk i disse tider. 

Vi her i hjemmet tager situationen seriøst, og forholder os hjemme. Selvtvunget karantæne. Nu er det kun muligt at nyde Thorvaldsens Museum fra sin sofa med Google Arts & Culture. 

KØBENHAVN : INDRE BY : HOTEL SP34

 Findes der noget bedre end at vågne op på et hotel? 

- det kommer måske lidt an på konteksten. 

For nogle år siden, som volumen på lårene antyder, havde jeg fornøjelsen af at vågne op på fantastiske SP 34. Det var en af de morgener, hvor intet fra natten er lagret, men i alle sammenhæng var det et smukt værelse at vågne op til. 

"Hvor fuck er jeg..?" 

Jeg kastede et blik ud af vinduet, hvor gadenavnet satte gang i hukommelsen: 

Jeg havde været på L'Éducation Nationale med min halvrussiske ekskæreste efter at have bodega-touret. Under maden og vinen havde jeg sagt, jeg snart skulle hjem da jeg ikke magtede at vente til morgentoget. Han havde spurgt mig, hvis jeg selv kunne vælge, hvilket hotel jeg helst ville overnatte på. Jeg, der netop havde læst om dette hotel og dets vundne designpriser, har helt sikkert sagt dette hotel. Ikke at jeg kunne huske det. Jeg ved, jeg har sagt noget à la "tror du, din kæreste vil tro på at du betalte for et hotelværelse til din ekskæreste og derefter gik igen..?" 

Ikke desto mindre var det dét, der skete. 

Efter vinen og duen med Tukanen på den franske bistrot med den bleu blanc rouge hane som logo, slingrede vi ned ad Vestergade til K-BAR, hvor jeg sikkert har fået en White Russian med min halve russer, derefter har hjernen takket af og lukket butikken. Hvorefter al hukommelse er gået i sort. 

ORANGERIET MED VEGANEREN

 Det blev endelig forår, og veganeren og undertegnede hoppede i Kongens Have - nærmere bestemt Orangeriet.

Den fine dåse var askebægeret.

Undertegnede tog frokostmenuen.

Imens det for veganeren var lidt vanskeligere. Det er det jo gerne for veganere med mindre, man befinder sig på en vegansk restaurant. Men tjeneren - som viste sig, at være en bekendt fra en film vi begge havde arbejdet på. Dengang var hun kok, men arbejdede nu som tjener - fik tryllet en vegansk tomatmad frem.

Og en kartoffelmad.

Og sørme også en dessert af jordbærsorbet - skønt den ser noget flødet ud - med bær og hvid chokolade.

BANKERÅT - DØD - OG EN NY START

 De fleste kender nok til BankeRåt. Jeg selv frekventerede der, netop da jeg var kommet hjem fra højskoleophold, boede i kollektiv med veganeren i Nørre Søgade, gik på teknisk skole, lavede dyster kunst og interieuret her passede til den stemning (ikke som den Bo Bedre stil, der synes at regere og ligegyldiggøre diverse københavnske cafeer nu - dog bedre end 90'er svampen, indrømmet, der stadig er at finde hist og pist på provinsens malede vægge). Der var en rå æstetik - og det må alligevel høre til sjældenhederne, at man bliver skræmt af interieuret. Nuvel. Her var lamper af kropsløse dukkehoveder. Og udstoppede dyrehoveder med mannequinkroppe i menneskestørrelse af kunstneren Filip Jensen.

Jeg havde ikke været her i flere år, da jeg kom forbi. Der var sgu noget mærkeligt ved det hele. Som om det var helt skævt. Manden bag disken, ejeren, forklarede, at Filip året før havde taget sit eget liv (mental illness er sgu så forbandet ubarmhjertig og trist) og derfor var hans værker blevet taget tilbage for at opgøre dødsboet. 

Jeg ved ikke, hvorfor sådan noget altid rammer mig. Særligt sensitiv much? I en verden der bliver mere og mere kold og upersonlig med sociale medier, hvor folk ytrer ting (de måske aldrig ville have sagt, havde der været en direkte facial reaction - det gør det stadig ikke okay) som dødstrusler, voldtægtstrusler, videresender nøgenbilleder uden accept (jeg bryder mig ikke om ordet "hævnporno," da porno ikke behøver at være negativt, og ofte har disse usle individer intet at hævne - det kan ligeså godt være en fra samme by, der søger eller deler nøgenbilleder af piger eller kvinder de ikke kender - og må jeg benytte lejligheden til AT SKAMROSE PULTERKAMMERETS AKTIVISTER for deres pissefede indsats!! Ikke som den gængse victimblaming som blandt andet DR har bidraget til med "Pigernes eget ansvar?" - programmet havde nuancer, men shit for en titel - ville man bebrejde et offer, der var blevet udsat for røveri? Nej. Gerningspersonen. Hvorfor er det så, man gør det i sager om "hævnporno" eller voldtægtssager, hvor påklædning, at opholde sig alene, indtag af alkohol pludselig er en del af offerets eget ansvar for forbrydelsen?) eller stalker andre, er det måske okay stadig at have sine følelser? Hvor alle har pissetravlt med at være spindoktorer i deres eget liv og udstille hver en ting, de laver. Alt det smukke. Alt det fede. Jagte likes. Who the fuck cares? Det mangler nerve. 

Jeg selv har altid ment, at mit liv var så tilpas kedeligt at ingen kunne eller burde for den sags skyld interessere sig for det. Alligevel har jeg stadig en stalker. Om jeg begriber hvorfor. Her spiller sociale medier også en rolle. Måske havde hun bare levet sit eget liv i stedet for at forfølge mig, om de ikke eksisterede? Jeg ville/vil gerne åbne for en dialog med dette menneske, så hun kan komme videre. Men hun var åbenbart ikke minded for det den aften. Tilbuddet står stadig. Fair nok at man kan være betaget af et andet menneske. Men når man forfølger dette menneske på de sociale medier og in real life opsøger de steder jeg befinder mig så grænser det til sygelighed. Jeg tænker, hun/du må bruge umådelig meget tid på det. Hvorfor? Jeg vil gerne forstå det. Det må være super hårdt at opretholde det - i over tre år. Måske det kunne hjælpe dig til at komme videre at tale om det? Jeg er faktisk bare et menneske. Der sveder, bløder en gang om måneden, prøver at gøre de rigtige ting (såsom ikke spise sukker, minimere indtag af kød, kun købe økologisk fordi min samvittighed i forhold til dyrene og jorden ikke tillader andet, genbruge, købe genbrug frem for nyt, stoppe forbrugermentaliteten,  minimere mit forbrug af Manitou cigaretter, minimere mit alkoholindtag, være en god ven, en overskudsagtig og fantasifuld mor for mine børn), laver mad fra bunden, drømmer og føler ligesom alle andre. Hvorfor bruge tid på mig? Vil du gerne være min ven? Vil du gerne VÆRE mig? Ved du selv, hvorfor du forfølger mig? Har du prøvet at stille dig selv disse spørgsmål? Har du prøvet at besvare dem? 

Jeg tænker, livet er for kort til at leve andres liv. Du er ikke en del af mit liv, hvis det er den reaktion du ønsker for mig med din stalking. Dette er for din skyld. For i mine og mine venners øjne, må jeg fylde ret meget i dit liv. Og det er sgu da tåbeligt. Smid mig en mail, hvis du har lyst til at komme videre. Eller lad være. 

Jeg synes, det kunne være fedt med en udstilling omkring stalking - og det ville være fedt, hvis du ville deltage. Måske ville det hjælpe dig til at komme videre. Måske du ville få forståelsen af, hvordan jeg har oplevet din stalking? Jeg formoder, det er stukket helt af for dig og er blevet en slags...syge? Giver det mening? Tro mig. Jeg om nogen ved, hvordan det er at leve med en sociopat. Jeg ved godt, hvordan man mister sig selv med ham. Hende før mig sagde som det første til mig:
"Han ødelagde mig. Fuldstændigt."
Det var en lettelse at høre. Og vi havde nogenlunde de samme historier at fortælle. Havde jeg kendt hende før, havde jeg vidst at han aldrig ville ændre sig. Ikke fordi han ikke vil, for det skal der nok være øjeblikke hvor han vil, men simpelthen fordi han ikke kan.
Se ikke på hvad han siger, men hvad han rent faktisk gør.
Jeg ved, at der er stor succes (for det meste) med at ofre møder deres gerningspersoner under optimale forhold og begge parter faktisk får noget ud af det. Hvem ved, måske får jeg en forståelse af hvorfor du har stalket mig i over tre år? Men du skal vide, at jeg ikke gør det for min skyld. Det er faktisk kun for din skyld. Så DU kan komme videre. Jeg er fireogtredive, og du fylder ikke i mit liv. Jeg er helt og helt alenemor, så mine dage æder hinanden op i gøremål og stærk demonstration af simultan kapacitet. Du eller andre tænker måske: "Jamen hvis du bruger tid på det nu, må det jo fylde hos dig?" Ja det kunne man sagtens argumentere for. Og jeg ville også gerne berette præcis hvor omfangsrigt, stalkingen har været. Men løser det noget for dig/hende eller bidrager det til endnu mere selvretfærdigende grænseoverskridende adfærd? Jeg tror det sidste, og så kommer du aldrig videre. Du ved godt selv, hvor meget tid du bruger på mig, og hvor konfliktoptrappende du har været. Selv om det måske ikke er noget, du indrømmer overfor dine venner eller kæreste. Men du ved det. Og jeg ved det. Jeg medgiver, et forhold med ham kan drive én mod sindsyge. Men det er stadigvæk kun dig, der kan drages til ansvar for dine handlinger. 

Som sagt så blev jeg venner med hende før mig, da du overtog. Vi var blevet spillet ud mod hinanden, erfarede vi hurtigt. Hvorfor? Hvis vi ikke talte sammen, kunne vi ikke sammenligne historier og opklare de løgne vi var blevet fodret med. Vi er ret tætte i dag. Er det dét, du ønsker? At få svar? At sammenligne historier? At være tæt? Så må du lægge taktikken om. Du får ikke en konflikt. Men du bestemmer selv, hvor længe jeg skal fylde i dit liv. 

Jeg har intet udestående med dig. I don't care. Du fik besked om mig samme dag, jeg opdagede din eksistens. Du var på dét tidspunkt lige så uvidende som jeg. Det er tre år og fire måneder siden. Det er lang tid siden nu. Og jeg har aldrig været lykkeligere end, jeg er nu. Jeg er tilbage til den, jeg var før ham, and then some! Så vi har ikke noget udestående. Det er ikke for min skyld, jeg her giver dig den opmærksomhed, jeg formoder, du higer efter. Jeg synes måske bare, du burde gå op i dit eget liv i stedet for mit. Giver det mening?

Tilbage til BankeRåt. 

Jeg så mig om. Det var dét! Den store isbjørn i kjole og hvidt (ja ret mig endelig Mads Christensen - here's zero fucks to you and your patriarchy)!! Den var væk! Og strudsen skulle jeg senere erfare. 

Ejeren havde pludselig fået travlt med at udfylde de steder, værkerne havde stået. Det tror jeg gerne. Ikke et ligetil job. 

Jeg husker at have set en video med Filip engang, hvor han fortalte om sin kunst. Han sagde noget om, at han ikke så sin kunst som makaber. At det da var mere makabert at fjerne dyrs hoveder fra deres krop. True. Så det var det, han gjorde. Han gav dyrene en krop igen. 

Jeg fandt det ret fint.

Menukortet var i den grad også blevet forenklet. Fra at have en kæmpe brunchtallerken (jeg husker mest deres suppe, - som til tider fik liiiiiidt for meget fløde - cappuccinos og croissanter) hvor folk ikke spiste alt, og de derfor måtte smide en del mad ud, var de nu gået over til at folk bestilte hvad de ønskede at spise. Enkelt og uden madspil. Bedre for miljøet og deres budget. 

Jeg lystede hummus (den kunne sagtens trække meget mere hvidløg og smag), røget laks rillette og avokado med citron og sesam.

Den nye menu spiller fuldstændigt! 

Men der vil stadig gå noget tid, før jeg kommer forbi igen. Det gør simpelthen for ondt i hjertet ikke at se BankeRåts trademarks stå og byde velkommen, og grunden til manglet gør endnu mere ondt.   

JEG HUSKER DIG GODT PÅ ROSENBORG SLOT

Sviresøstrene havde gang i ’slå først Frede teknikken,’ hvor én af os skulle være den første til at købe billetter til begge til et givent arrangement. Undertegnede havde købt billetter til Roskilde først til os begge, og Löjhatti svarede stærkt igen med billetter til elskede Leonard Cohen. Der var bare ét men. Koncerten lå lørdag aften midt i Roskilde. Vi tænkte, at det måtte gå som det nu kunne. Vi havde som udgangspunkt i tankerne at tage turen tilbage til urinstanken efter koncerten ved midnat.

Vi var hjemme i normale omgivelser i god tid, og efter en times langt bad (undskyld klima) mødtes vi igen. Foran Kongens Have. Velduftende og rene bestilte vi den første øl, og legenden gik på. Det var en stille koncert. Fra udblæste trommehinder og hjerne ud dagen før, stod vi nu med tilspidsede ører og sagte toner fra velsignende, taknemmelig, lille foroverbøjet mand med lyserøde Rosenborg til højre for os og en brændende solnedgang bag scenen. Halleluja. Respekten fra scenen strømmede ud til publikum, der gavmildt gav plads til alle.

Det var den smukkeste koncertoplevelse at være vidne til. Det føltes som om, vi kun var små tyve mennesker. Tiden stod stille. Den lille jøde der holdte biblen og os i sin hule hånd fik himlens klokker til at ringe. Ring the bells that still can ring. Forget your perfect offering.

There is a crack in everything - That's how the light gets in.

Vi tog naturligvis ikke tilbage til stanken den nat, men flød fra koncerten i den rene luft og ud i nattens København med Cohenvelsignelser i sindet. 

 Vi husker dig, Lenny, med rosenrød himmel og lyserødt slot. 

Tak for musikken. 

Tak for nu.  

I remember you well in the Chelsea Hotel

You were talking so mousy and so scary

Hitting rat’s head from the unmade bed

While the siren’s wailing in the streets

Those were the seasons and that was New York

We were running to get money and the flash

And that was called continental for the workers in song

Probably still is for those of them left

Ah, but you got away, didn't you Mickey?

You just turned your back on the cheddar

You got away, you never once heard me say

I’ll eat you, I don't need you

I’ll eat you, I don't need you

And all of that limping around

I remember you well in the Chelsea Hotel

You were invasive, your rabies was a legend

You told me again you preferred cheesy zen

But for us you would make an exception

And gritting your teeth for the ones like us

Who are oppressed by the figures of physics

You fixed yourself, and said, "Well never mind

You are perfect and you have the music"

And then you got away, didn't you Mickey?

You just turned your back on the cheddar

You got away, you never once heard me say

I’ll eat you, I don't need you

I’ll eat you, I don't need you

And all of that limping around

I don't mean to suggest that I hit you the best

I can't keep track of each fallen rodent

I remember you well in the Chelsea Hotel

That's all, I don't even think of you that often

'HJERTEANFALD I BEOGRAD'

Hjemvendt fra Barcelona bekræftes liggepladserne på næste års Roskilde af Löjhatti over sms før et langt bad indtages. Opfølgende sms brummer på terrazzoen bag badeforhænget.

”Har du for resten set, at Søde Jan er død?” vibrerer forlængelsen af højre hånd på badeværelsesgulvet.

Sonnergaard død?

"Hjerteanfald i Beograd (det lyder næsten Sonnergaardsk)" vibrerer terrazzogulvet igen. 

Jeg erindrede straks første møde med ham gennem ’Radiator’ og senere resten af trilogien. Og mine tænder føltes løse. At han tog sin egen vin med på Noma og gav pot i drikkepenge. At SorteM havde stødt på ham på Jernbanecaféen, og han havde været betaget af hende fra første øjeblik. - det kunne i grunden være et hvilken som helst brunt værtshus, så var Søde Jan tilpas. Dette møde førte til flere møder, men aldrig til gengældt kærlighed skønt han fløj Europa rundt for den rette chokolade, nødder og likør – han var den fødte vært.

Disse historier fra disse møder bredte smil på mine læber, når jeg stødte på Søde Jan på eftermiddage på Floss. Det var i sig selv et kapitel, når Søde Jan holdt hof i baren. Han serverede sine små medbragte fine kager fra enten La Glace eller Dessertdragen for sine gæster på barstolene ved sin side. Den naturlige del af Floss nemlig Kim og de andre tørstige stamgæster sad fint med hver en lille fin kage foran dem samt et lille fint glas med væske, hvad der nu måtte passe med kagerne, af brunlig substans.  

Hele scenariet, og i det hele taget at Kim kunne balancere oprejst på en barstol i så lang tid, på dette falmede fantastiske sted, var en novelle i sig selv. Faktisk tror jeg, det er det eneste føde jeg nogensinde har set Kim indtage. Jan var den fødte opvarter. Og han kastede et særligt lys over stamgæsternes ansigter og de gulmalede, men bruntilrøgede vægge på Floss med hans tilstedeværelse. Nogle gange var der flere munde end antallet af kager, og med kniv delte værten kagerne så det passede med antallet af munde. Som Jesus delte brødet. 

Og her sad de. Her sad de ellers usynlige i samfundet og smagte i stilhed på tilværelsen. De var blevet set. De var blevet opvartet. Der var noget ganske smukt og ømt over dette scenarie. Som en radiator varmede han stedet op til et ophøjet niveau for en stund.

Bag mig fra min udkigspost til dette lille teaterstykke hang det store lærred med ordene ’Søde Jan’ opkaldt efter værten selv. En værtensmand i denne verden. ’Søde Jan’ som er titlen på cocktailen, Floss har opkaldt efter Sonnergaard selv. Om den serveres efter den egentlige opskrift vides ikke. Men opskriften forlyder således: grappa, rom, vodka, marchino, cointreau, angustura, isterninger, et cocktailbær samt en knivspids kokain.

Jeg, Floss og - som Claus Høxbroe skrev – alfabetet vil savne Søde Jan.  

I verden og i litteraturen.

Nu skal folk seriøst stoppe med at dø i år.

"HIJOS DE PUTAS!” OM FILMEN ’SPOTLIGHT’ I GRAND

”Hijos de putas!” udbryder den ældre dame ved siden af mig, som de fem sider med hver tre kolonner blev vist til sidst i filmen. Kolonner med steder i alfabetisk rækkefølge hvor den systematiske dækken over systematiske voldtægter af børn i årtier har fundet sted.

Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.

Hijos de putas.

Filmens navn refererer til det nedsatte hold på The Boston Globe – den ældste fortsatte efterforskende journalistiske enhed i De Forenede Stater. Filmen bygger på sande begivenheder og portrætterer Spotlights afsløring af systematiske børnevoldtægter (nej ’misbrug’ er ikke et fyldestgørende nok ord) inden for den katolske kirke. Denne afsløring som The Globe vandt en velfortjent Pulitzer Prize for Public Service for i 2003. ’Spotlight’ er skrevet af Josh Singer og TomMcCarthy, og sidstnævnte har instrueret den.

’Spotlight’ vandt både en Oscar for Best Picture og Best Original Screenplay. Med god grund.

(Det skal lige nævnes, at mine noter tages i blinde (og uden at se ned på papiret) i et en mørk biografsal - deraf den store adspredelse i linieafstand og retning)

Åbningsbilledet er en køretur ned ad en trang gang. Vi følger efter en tyk politimand, der spærrer for vores udsyn. Det er inden for de første to minutter af en film, at filmens stil og tema bliver præsenteret. Hvad er det for en film, vi skal se? Det er allerede fra første kameraindstilling, at beskuer fodres med denne information: Politiet dækker over noget. Politiet spærrer for publikums/offentlighedens udsyn. Der foregår noget lyssky her.

Næste indstilling er to politibetjente, der taler sammen på kontoret. ”Faderen vil slippe med en advarsel.” Fader Geoghan sidder i et afhøringsrum. Udenfor indikerer de kulørte lamper og juletræerne, at det er jul. Det bliver nok næppe for de børn, fader Geoghan har misbrugt. Årstallet er 1976. Stedet er Boston Massachusetts.

Vi springer til filmens tid 2001. The Boston Globe har netop hyret en ny redaktør Marty Baron, som spilles af Liev Schreiber (’Ray Donovan’ (2013-2016)). Baron har læst en klumme i The Globe om advokat Mitchell Garabedian, som siger at ærkebiskop af Boston kardinal Law vidste besked om at fader John Geoghan misbrugte børn og intet gjorde for at stoppe ham. Dette bliver team Spotlights nye sag at undersøge og efterforske. For aktindsigt vil det kræve at gå rettens vej, skønt 53% af deres læsere er katolske. Spotlight teamet består af Spotlight-redaktør Walter ”Robby” Robinson (Michael Keaton – ’Birdman’ (2014), ’Batman’(1989) eller ’BatmanReturns’ (1992)), journalist Mike Rezendes (Mark Ruffalo – ’The Kids Are Allright,’(2010) ’The Normal Heart’ (2014)), journalist Sacha Pfeiffer (Rachel McAdams – som du måske genkender for den direkte elendige og uvedkommende ’True Detective Season 2’ (2015) - opfølgeren til den vanvittigt fede serie ’True Detective’(2014) og ’Midnight in Paris’(2011) – som undertegnede faktisk havde muligheden for at se i en biograf i Paris, men daværende ”ægte"-"mand” mente at det var spild af tid…kunst var spildt på ham. Perler for svin. Literally.) og journalist Matt Caroll (Brian d’Arcy James – ’GameChange’ (2012)). Alle er de opdraget katolsk, men ingen af dem praktiserer troen længere. Derudover er der The Globes vicechef Ben Bradlee Jr. (John Slattery – ’Mad Men’ (2007-2015), ’Sex in the City’ (2 episoder, 2000) – manden der tilsyneladende har haft gråt hår hele sit liv á la Richard Gere) der portrætteres som en lidt lunken karakter man ikke er helt sikker på.

Sacha Pfeiffer er i starten af filmen med hendes bedste i kirke. ”Viden er én ting, men tro er noget andet,” messer præsten som lægger op til næste scene, hvor Baron mødes med kardinalen. Kardinalen fortæller, han som trediveårig pastor arbejdede på en avis. Religion og journalistik går bare ikke hånd i hånd i min verden. Men jeg er jo også opfostret med Public Service kanalens monopol og derved et krav om objektivitet. Det samme gør sig ikke gældende for de amerikanske tv-stationer.   

De begynder at få fat på forskellige ofre, der naturligvis er blevet voksne ved filmens nutid. Phil Saviano blev misbrugt som elleve årig af en præst, og han prøver at få præsterne frem i lyset. Så vidt Saviano har undersøgt, er der tale om tretten pædofile præster i Boston. Hvad der kendetegner ofrene, er at de har en lav indkomst, oftest har de ikke den store støtte hos forældrene eller netværk. Udsatte børn. Saviano fortæller, at i disse underklassesamfund betyder det at hjælpe en præst det samme som at hjælpe Gud. 

”How do you say no to God?”

Et af ofrene, Patrick, havde en skizofren mor, og faderen havde netop begået selvmord da præsten startede sine overgreb. Patrick blev stiknarkoman, men overvandt stofferne.

Et andet offer, Joe, var homoseksuel, hvilket præsten havde lagt mærke til og derfor rettet sin opmærksomhed mod ham. Offeret havde aldrig mødt et menneske, der sagde at det var okay at være bøsse – og slet ikke i den katolske kirke. Joe blev senere alkoholiker, men overvandt det.

Disse to overlevede. Men mange ofre begik selvmord.

”We want to get on the same page,” siger en af skolerne med støtte fra den katolske kirke til Spotlight. Et billedligt sprog mellem dels biblen og avisen. De kommer aldrig "på samme side." Det er fortællinger kontra facts. 

”If it takes a village to raise a child, it takes a village to abuse one,” lyder en af de sidste skelsættende sætninger i filmen. Dette forekommer mig uvirkeligt og ulækkert. Som filmen skrider frem, forstår man hvad der menes. For der har virkelig været en hel landsby – for ikke at sige stater – om dette systematiske cover up af horrible overgreb af børn. Hele organisationen inden for kirken der enten har fritstillet, givet orlov eller sygeorlov til det (her har jeg lyst til at anvende mit vokabularium for alle modbydelige ukvemsord, jeg kender, intet ville være mere passende, men af pladsmangel er der beskåret til:) bestialske udyr af en præst, der har misbrugt et barn, i stedet for at få ham dømt og fængslet. At dække over det er én ting og her burde alle ansvarlige fængsles for at dække over det. Men fandeme om ikke kirken har genindsat præsten i et nyt sogn eller stat? Velvidende et nyt barn ville blive misbrugt med denne ugerning. Og fandeme om ikke både advokater og politimænd har dækket over disse voldtægter af børn ved enten at indgå forlig med børnenes forældre (da de fleste ofre blot ønskede en form for erkendelse af, at overgrebet havde fundet sted - denne erkendelse blev regnet ud i kolde kontanter og sagen blev herefter droppet), lade sagsakter forsvinde, vende det blinde øje til og følge ordre. 

Giv mig civil ulydighed.

Mit hjerte går ud til de børn, der blev misbrugt af en hel landsby. 

Af en stat. 

Af stater. 

Af lande over hele verden til Vertikanet. 

Hijos de putas.