Det er nok næppe gået nogen næse forbi, at undertegnede elsker LVT og 'RIGET' (1994). Derfor ærgrede jeg mig gevaldigt over, jeg ikke nåede det sidste gang. Måske var det ubevidst bevidst, for det er risky business at rode rundt med nostalgiens mesterværker. Jeg anede ikke, om der var bygget videre på serien eller om stykket genfortalte serien. Jeg havde dog en anelse om, det var det sidste grundet ovenstående pressefotoet.
Jeg elsker Skuespilhuset. Æstetikken virker direkte beroligende, det er zen for mig. Det er jo det arkitektur og design kan! Det kan skabe stemninger og indtryk. Jeg kunne bruge timer på det sted!
- men at sætte én person til at styre garderoben på en kold januar-aften (hvor det må forventes, at folk har en frakke på), var knap så zen. Stakkels den kvinde der druknede i jakker og teatergæster. Vi nåede kun lige akkurat op på første balkon på anden række i midten af Store Scene, skønt vi kom en halv time før. Havde der været flere skabe, havde jeg gerne benyttet et sådant.
Jeg er vild med, stolene ikke hænger sammen på en række på Store Scene - der er altid en eller anden på rækken, der laver vilde ryk, så man er ved at falde ned fra sædet, eller sidder med sitrende ben. Armlænene skal også nævnes i denne sammenhæng, for her har man hele to for sig selv. Ja. Det kan synes som detaljer, men det gør alt sammen sit.
Tæppet gik op og den velkendte intro udtaltes linie for linie af en ny blegeperson, imens de vaskede deres kitler på en røgfyldt scene i en permanent tåge:
"Grunden under Rigshospitalet er en gammel mose. Her lå blegedammene engang. Her gik blegemændene og fugtede deres store lærreder i det lave vand for at lægge til blegning. Fordampningen indhyllede stedet i en permanent tåge. Senere byggedes Rigshospitalet her, og blegemændene blev skiftet ud med læger og forskere og landets bedste hjerner og mest fuldendte teknologi, og som kronen på værket kaldte man stedet for "RIGET". Nu skulle livet defineres, og uvidenhed og overtro aldrig mere kunne ryste videnskaben. Måske er det blevet for meget med hovmodet og den konsekvente fornægtelse af det åndelige, for det er, som om kulden og fugten er vendt tilbage... Små tegn på træthed er begyndt at vise sig i de ellers så solide og moderne bygninger... Ingen levende ved det endnu, men "PORTEN TIL RIGET" er begyndt at åbne sig på ny".
LilleM havde ikke set alle afsnit af serien, som undertegnede, og var godt underholdt. Jeg, on the other hand, havde lidt svært ved at se disse skuespillere som repræsentanter for 'RIGETS' ikoniske karakterer. Hvor 'Riget' i 1990'erne var det perfekte miks af gyser, drama, komedie, soap opera, kærlighedsfilm, metafiktion og thriller, (på det tidspunkt var postmodernistiske film ret moderne eksempelvis 'Twin Peaks' (1990) og 'Natural Born Killers' (1994) ), syntes folkekomedien (à la Morten Koch) og gysergenren at være de bærende genrer på de skrå brædder. Kirsten Olesen gjorde det godt som fru Drusse, men hun var lidt for adræt og har en alt for venlig stemme. Der er ingen, der slår Kirsten Rolffes aka havhesksen Ursulas stemme. Helmer, til gengæld, skreg alle sine replikker i vanvittig udgave af den svenske læge i stedet for den egentlige optrapning af sindsstemning - det var ret trættende at høre på. Men de gamle mænd, som vredt tyssede på LilleM i starten af stykket da hun forsøgte at få et bolsje op af en pose, var godt underholdt ved hvert af disse overspillede udbrud. Det er måske en generationsting?
Den lille pige Mary var udstyret med en klokke for at skærpe publikums opmærksomhed - næsten alle skreg, da Mary med teknisk hjælp fløj ud over publikum som hendes sidste hvilested blev fundet. LilleM der er kommet her, siden stedet blev bygget, var meget imponeret og havde aldrig oplevet Skuespilhuset være så moderne i sit udtryk.
"Ting man siger i trediverne: "...er det ikke meget sent for sådan en lille pige at være oppe..?" - der sikkert er ældre end hendes udseende og højde afslører. Sekvenserne der plejede at indeholde parret med Downs Syndrom er virkelig fedt lavet, se billedet oven for. Tilsæt skuespillerne der siger replikkerne mekanisk (som i serien) samtidigt.
Vi var på vej mod trapperne, da den ene af et par tjenere standsede os og spurgte om vi drak rødvin. "Øhhh ja..?" svarede vi. "Ejhhh nu vandt I igen!" udbryder den anden. ...igen?
Nogle havde åbenbart bestilt rødvin, vand og peanuts, men ikke afhentet det. Det var det, vi havde vundet. Det passede os fint.
