BLIV NU VOKSEN DR

Shit hvor er det vildt, hvad DR udretter for licensen.

Lad os tage et oprids af deres såkaldte "public service" - eller hæmmende udvikling. 

- Sangen fra DR 3 som var én lang voldtægts og sexistisk taben-kæben-på-gulvet-klam video om Pernille Blume (Voldtægtskultur much?) - jeg nægter at linke til den, da det er mig komplet imod. 

- #gunnargate - Gunnar lavede en kage i Den Store Bagedyst til temaet "mandehørm," hvor opgaven hed "polterabend". Han blev afskediget, da dommerne vurderede at hans kage var simpelthen ikke maskulin nok. Og ja Gunnar var homoseksuel. 2016 var året, da DR opridsede kønsstereotyper for seerne og afskar en homoseksuel mand fra at være maskulin nok. Eller hans kage i hvert fald. I det hele taget var temaet elendigt - det må simpelthen høre fortiden til hva'? Var det fordi, det ofte er kvinder der bager og to mandlige "værter" kontra én kvindelig ikke var nok, og så prøvede I at gøre det mere maskulint ved et sådant tema?  

- DR Radio ville lave et program om hævnporno - det handlede ikke om victimblaming, men om, og hold nu fast, "hvad pigerne selv kunne gøre for ikke at blive udsat for hævnporno" (altså handlede det jo KUN om victimblaming - Heeeello voldtægtskultur!). 

- X-Factor (som min femårige megagerne ville se og derfor også finalen) hvor Gulddreng synger "Ja du var mig utro, ja du var en møgso" i et familieprogram - hvor to af de tre finalister var under atten og unge kvinder. Jeg var målløs! Selvsagt slukkede jeg med det samme efter at have spyet kaffe ud på computeren.

Og nu kan to hvide mænd (selvfølgelig) så fremelske racistiske og sexistiske jokes fra hele landet - hvor kun de groveste bliver arkiveret. Public service? 

Jeg kan fandeme godt forstå, Mary virkelig er vred. Det er jeg også. Det burde alle sgu være. På egne, alles og landets vegne.
Hvorfor bruges licenspenge ikke til at vise vejen frem? Alle de gode værdier man gerne vil give sine børn, som samfundet ikke afspejler. Hvorfor reproducere voldtægtskultur og racisme for borgernes licenspenge? DR really?
Når vi tager så få flygtninge ind, ER det måske ikke racisme der er mindst af i dette land.
Når DR i forvejen er sygt sexistisk, så var dette måske heller ikke nødvendigt..?
Eller.
I stedet for to hvide mænd i programmet, så skulle man måske have haft minoriteter til at tage imod de jokes?
En sort mand til at tage imod en af de to omtalte jokes i artiklen - eller endnu bedre FILM DET!
Lad et barn tage imod den næste omtalte joke og film den taber, der mente at verden blev et bedre sted med den joke i den. Dét ville være underholdning, lærerigt og værd at se. Selv racister og sexister ville få noget ud af at se det. Det nytter fandeme ikke at føle sig bedre end Trump, når man på et eller andet niveau selv bedriver det samme. Fremelsker racisme, sexisme og voldtægtskultur. 

Hvordan fanden kan I slippe afsted med det? Her burde racismeparagraffen træde i kraft - desværre findes der ikke en sexismeparagraf (og hvorfor mon?).

Roskilde Festivalen tager i det mindste et skridt imod at komme det til livs. De prøver at komme det til livs. Men. Hvis konsekvensen for at crowdsurfe er at armbåndet klippes, hvorfor er overgreb så ikke? Hvor må det være ødelæggende at finde overgrebspersonen på festivalen senere, efter at have gennemlevet et overgreb, gennemlevet det igen ved at fortælle det videre til politiet med alt hvad det medfører af rapekits tests for så at støde på umennesket senere fordi man ikke turde være alene og alle vennerne var stadig på festivalen. Få overgreb meldes og hvorfor mon? 

Sidste år var "temaet" "sexisme" - skønt det vidst var gået speakeren ved basket banen forbi, idet de mandlige spillere fik kammeratlige og joviale jokes med på vejen og de kvindelige fik flirtende og degraderende råb. Jeg skred af raseri. 

I år var temaet "equality". Roskilde prøver at tage ansvar. Og jeg synes, deres samarbejde med Politiken i år var en fantastisk start. Og ja der sker overgreb dér som andre steder. Desværre. Men jeg har endnu ikke oplevet seks mænd i klapstole siddende ved toiletterne i byen i København graduerende de kvinder, der kommer ud. Måske kommer jeg de rigtige steder. Alkohol blandet med den der Roskilde-løssluppenhed er en dårlig kombi. Oplevelserne om overgreb bliver italesat og offentliggjort. Det er en start. De prøver at tage ansvar. Så hvorfor gør DR ikke? - jeg har, som sikkert sagt, ikke tv. Hvis jeg ser DR er det på computer. Det sker sjældent. Men noget siger mig, jeg ville have haft meget mere at nedfælde, hvis jeg havde tv. 

Bliv nu for helvede voksen DR.

POLITIKENS BOGHAL : FORFATTERTRAPPEN : ROMANTIKKEN OG DRØMMENS DØD

Vi skyder genvej over Amagertorv. Torvet der for altid minder mig om "Polterabend" i krydsilden mellem Café Europa og Norden - og den gang i nullerne, hvor Sonnergaard var at finde på udvalgte bæverdinger i Indre By. Hverdagens rå realisme sætter ind, når to betjente med maskinpistoler på maven spankulerer forbi det store stygge Storkespringvand.

Er det dét, vi er kommet til?

"Og denne tanke affødte associationen:

Den stærkeste magt af disse må være den, der binder atomerne sammen i stabile strukrurer - det man i forgangne tider kaldte GUD

- men næst efter er den stærkeste magt den, atombomben frigør, når den spalter atomet og udløser en kolossal sprængning, som netop tilintetgør de før så stabile strukturer."

En forfatter på trappen ved Dublineren. En velkendt skikkelse. Alt for ung til sit alt store jakkesæt. Det samme blå betræk som han bar i Politikens kultursektion sidste uge. Måske er det hans eneste. Måske vil han bare gerne ses. Som han ønskede det i barndommen. Han står i midtergangen mellem bordene udenfor. Poserer og blokerer indgangen.
Stirrende stift ud i luften.
Rygende en smøg.
Jaja Hassan jeg har set dig. 

Alene.
Men alligevel aldrig alene.
Tre meter til højre står en mand i hvid skjorte med blå striber og øresnegl dinglende ned i kraven. Han spotter os, som vi går forbi. Plejer der ikke at være to?
Jakkesættets brede skuldre bærer de tunge byrder. Hans valgte ståsted minder mest om et statement. Han er modig med sine unge år. Ytringsfriheden/kunsten har mange ofre. Jeg har på alle måder ondt af ham.

Vi slingrer ned af Vestergade for at undgå stimerne på Strøget og ind ad døren til Politikens Boghal til forfattersamtaler på Forfattertrappen. En del af Litteraturfestivalen KBH Læser.

Emnet er kærlighed.

Første samtale er mellem Anna Grue og Anne-Marie Vedsø Olesen om den romantiske kærlighed i krimier. De læser først op fra deres egne bøger. Publikum rummer flest kvinder over fyrre og op efter.

Grues krimier indeholder kærlighed i mange aspekter. Mellem kolleger. Venner. Mor og barn. Hendes egen kærlighed til hendes mand gennem otteogtredive år byder på en mere sjælelig kærlighed. 

Olesen har ikke den romantiske kærlighed med i sine bøger. Hun nævner, at de store kærlighedsdramaer mest rummer den ungdommelige kærlighed. Som i Romeo og Julie der går i døden fordi, deres naive og infantile kærlighed ikke holder i virkelighedens verden. Den slags kærlighed af overdrevet begær der driver folk mod afgrunden. Hvor man smadrer liv, sit eget liv og andres liv på vejen ned.

Dette beskæftiger deres krimier sig ikke med.

Næste samtale skal omhandle sex og kærlighed i en krimi og er mellem Anna Grue og Jesper Stein. Publikum er blevet mere gråhårede end før, og der er langt flere mænd til stede nu.

Som nævnt i første del af Forfattertrappen skildrer Grue ikke det kødelige samleje - det antydes blot, idet hendes engelske krimistil næppe fordrer til det. Det ville virke mærkeligt. Dynen beskrives som en lyserød sky, der løftes. Og det var så sex. Hun bevarer det romantiske forbehold til agten, hvor følelserne spiller den store rolle.

Stein må siges at være den diametrale modsætning. Os der netop har købt en kop kaffe, får den direkte i den gale hals som Stein læser højt fra sin bog om kokain, sprut, "jeg spyttede på pikken og stak den ind i det hul der ikke blev vådt af sig selv." 

Grue nævner, for hende er sex noget privat og romantik noget større - "for Stein, er romanantik en penetreret ringmuskel." Han behersker en sort romantik. En kynisme der understøtter det realistiske syn. "Selv om drifter altid er gode betingelser for mord," smiler hun.

Stein mener ikke, han får "hard on" på af at skrive dette, men at det beskriver hovedpersonen. Han udstiller forfaldet i hovedpersonen, der drikker, tager stoffer og knalder. 

"Den romantiske drøm er død" er næste samtales emne og er mellem Kristian Bjørnkjær og Caspar Eric - og ulig de andre to samtaler er Politikens Karen Dich sat på som interviewer, hvilket desværre punkterede dialogen.

Her er varmt. Rådhusuret slår. Der er kommet et meget yngre publikum blandt os på trappen.

De to forfattere læser op fra hver deres bog. Denne gang stående.

"Der er så mange kærlighedshistorier

nogle er gode,

men ender dårligt" slutter Bjørnkjær poetisk fra sin bog fra 1976. 

Før det har Eric læst op af fra sit udpenslede break up sidste år. 

Dich spørger, hvad der begrunder den store forskel mellem de to forfatteres skrivestil - man tager en dyb indånding, tænker: "kunne det være de otteogtredive års forskel? Kunne det være konteksten eller diskursen? Gu fanden skriver Bjørnkjær ikke om facebook, the World Wide Web var jo ikke  opfundet endnu.." og korser sig. 

Bjørnkjær fortæller om samtidens oprør mod ligusterfascismen. Hvor de hængte det private ud i offentligheden og brød de traditionelle former. At dengang var hans digte udpenslende, for mænd måtte ikke vise følelser.

Eric mener, at forhold handler om at besidde hinanden. "Dette er min kæreste." Man ejer og bestemmer over den anden. Men man kan ikke eje et andet menneske.

Oven i denne ejerskab kommer manien om selvrealisering - "hvor folk plaster facebook til med deres klamme forhold,"som han kalder det. Hvorfor ikke drømme kollektivt? 

Jeg vil give Eric ret i, at den kollektive drøm er død - det er efterhånden en sjældenhed, at folk tilsidesætter deres eget behov for andres skyld. Drømmen om næstekærlighed og omtanken for resten af verden er brast - erstattet af behovstilfredsstillelse og "mig-mig-mig." - ironisk nok favnede hans oplæste digt udelukkende sig selv og sin egen enestående knuste kærlighed... 

"You are not a beautiful and unique snowflake. You are the same decaying organic matter as everyone else, and we are all a part of the same compost pile."

Som Rådhusuret slår otte, og arrangementet næppe kan koge mere suppe på Erics fortolkning af Nietzche, bevæger overmennesket her sig op til kassen og køber et nyt eksemplar af Yahya Hassans digte, stryger ned ad Vestergade til Pisserenden forbi Floss og Søde Jan.

WORLD PRESS PHOTO 13

 Politikken ligger på dørmåtten.
Den huser 24 sider fotografier om dette års World Press Photo 13.
Jeg tager afsted til Politikens Hus med det samme!

 Ovenstående og nedenstående reportage fangede mig især. De var desværre ikke repræsenteret på udstillingen.  

 Et overview af den ene side af udstillingen.
Jeg har haft fornøjelsen af denne årlige udstilling i ganske mange år.
Jeg vil dog sige, jeg aldrig har grædt så meget som ved denne. Det skyldes de mange forfærdelige billeder af sårede eller døde børn. Følsom eller at jeg selv er blevet mor kan ligge til grund for min bevægede oplevelse? Det er muligt. Jeg synes, dette års udstilling er mere lige ind til benet end de forgangne år. Under huden. Uden hud.
Men det er utrolig vigtigt, at disse billeder kommer frem. At vi også får andres rædsler at se i vores trygge land. Og, måske kun for en kort stund, tvinges til at tage stilling.
Jeg vil klart anbefale dette års udstilling af 'WORLD PRESS PHOTO.'