19. december 2019

GLORIA : TESTVISNING : LAV MAND PÅ STOLERYG : LISE RØNNE

I onsdags var jeg til testvisning på Zentropas nye biiiiiiip i Gloria. Det stod derfor én fuldstændig frit for, hvor man satte sig - på nær på de reserverede pladser bagerst naturligvis. 


Jeg sætter mig tredie række (talt fra forrest) til venstre midt for.
En lille mand med hans to høje mandlige venner og en kvinde går ind ad rækken foran mig. De diskuterer lidt, om det er for tæt på. 

Det er det.
De beslutter sig for at sætte sig på de fire pladser ved siden af mig, da de spotter dem. 
I stedet for at gå ad samme vej tilbage, begynder den lille mand (med alt for korte ben til dét stunt) at kravle over rækken. Og selv om han træder op på armlænet, sidder han nærmest fast på sædets ryglæn. Jeg kan ikke lade være med at grine af ham - og dem alle sammen - da jeg får øjenkontakt med ham. Han griner tilbage til mig. Som om det er uundgåelig situation, han ikke selv har sat sig i. De er meget højtsnakkende. 


"Hvorfor går I ikke bare uden om? - der er tid jo nok? - her er ikke proppet? Hvem i alverden kravler over ryglæn? - jeg var gået bananas, hvis det havde været min biograf," tænker jeg. 



Da de omsider er kommet om på min række, vurderer de igen situationen og ca. samme handling gentager sig. De får øje på atter fire pladser på rækken bag ved. De begynder at klatre. Den lille mand sidder fast på toppen af et nyt sæde. De fylder hele rummet. 



De sætter sig. Endelig. Måske mest fordi næste række ikke har fire ledige pladser. De snakker stadig meget højt, da produceren prøver at informere om filmen. Hun prøver at overdøve dem uden at skulle bede dem klappe i. Det lykkes til sidst.

Ved en testvisning er der naturligvis ikke reklamer eller forfilm, så filmen starter så snart lyset er blændet ned. 

Da filmen starter, bliver jeg prikket på skulderen. 
Jeg vender mig om: det er den lille mand. 
“Kan du ikke bukke dig?” spørger han.
“Hva’?” hvisker jeg. 
“Du er ret høj. Kan du ikke lægge dig ned i sædet?” spørger han.
“Nej,” svarer jeg og leder efter spor i hans ansigt for bekræftelse af, at det er en joke. 
Det er ikke en joke. Han mener det. 
Mit ansigt ligner helt sikkert ét, der bliver taget gas på. 
"Nej," svarer jeg. Han ser undrende på mig. 
“Det gider jeg altså ikke,” siger jeg uden plads til forhandling og ser bestemt på ham.

“Nåh?” siger han og ser uforstående på mig.

Jeg er egentlig paf over, han beder mig om dette.. 
- i stedet for at bytte plads med en af sine høje venner 
- i stedet for at være blevet på en af de to forcerede rækker 
- i stedet for at han var blevet siddende på en af de to stolerygge, han alligevel ikke kunne komme ned fra 
- stedet for at han hentede et børnesæde (som mine egne drenge på hans højde gør helt automatisk i en biograf)

Jeg er sikker på, han undrede sig over at jeg ikke ville ligge krøllet sammen med en scoliose i sædet i to timer, at jeg “optog” rummet, uden en tanke på selv at have optaget rummet ved at kravle over stolerygge (who does that?).
Jeg er 182 cm høj. Én cm over gennemsnitsmanden i Danmark. SÅ høj er jeg sgu heller ikke. Jeg oplever til gengæld tit til koncerter at blive bedt om at flytte mig. Hvorimod min korte veninde nyder stort set alle koncerter med at glo ind i lænden på folk eller at se brøkdele af storskærme. Hun har aldrig bedt nogen om at dukke eller flytte sig. 
Så flytter hun sig selv. 

Og for de, der måske ikke fik læst Lise Rønnes saglige og rolige (som Berlingske Tidende beskrev som 'oppe i det røde felt' - way to prove a point Berlingske!) appel til Politiken, så tryg på linket neden under. 
Du er SEJ Lise Rønne, dine arme er helt normale - og der er intet småneurotisk eller vimseri over din måde at stå på. 






25. november 2019

BRANDTS : ANTON CORBIJN 1-2-3-4 - SANSEUDSTILLINGEN 2019

 Som altid har Brandts hevet en fandens fed visuel udstilling til sig - og jeg havde lyst til at besøge den så snart, jeg havde mulighed. For nok er Brandts placeret i Odense, men de hiver fandeme nogle vilde udstillinger til sig! - og ja. Jeg mener især udstillingen 'Lars Von Trier - DET GODE MED DET ONDE'. Jeg lover at få lagt det ud på et tidspunkt. 
Herover ses den gamle indgang, men både den, butikken og gaderoben (som i øvrigt er gratis) er rykket rundt i stueetagen. Fordi! De har endelig fået en café eller bare mulighed for at få en kop kaffe på Brandts! Det er et virkelig godt tiltag, der er fint og hyggeligt. Jeg havde dog lige betalt 45kr. for en latte med havremælk på Brød - i Odense?! Der var kun én størrelse på kopperne, og den var vel mellem - så jeg fik ikke prøvet deres kaffe. 
 Eksempelvis har de den årlige Sanseudstilling  - der i år hedder 'Kom hjem og besøg mig en dag' - som vi har besøgt før. I år er den virkelig god.





Kurt Cobain - the who got away - et af de tidlige dødsfald i mit musikalske besættelser. Siden 5. april 1994 blev han et sår, der ikke ville hele.















20. november 2019

ALBERTSLUND : FORBRÆNDINGEN : BURNING WITCHES : PRÆCIS SÅDAN FÅR VI FLERE KVINDER PÅ ROCK/METAL SCENEN

Det kan næppe være gået nogens næse forbi, at spillestedet Forbrændingen lavede den største revolution i dansk musikhistorie i år. Særligt webmagasinet Devilution kom på barrikaderne, da Forbrændingens benspænd for 2019's bookinger kom frem. Alt fra boycot til at spillestedet skulle skæres i støtte til "omvendt sexisme" væltede fra deres digitale pen - sjovt nok råbes der ikke lige så højt, når spillesteder eller festivaler næsten kun eller udelukkende booker mænd. Selv kunne jeg ikke få armene ned over, hvor pissesej en beslutning de tog. 

Men hvad handlede disse benspænd egentlig om?
Jo. Det handlede om at lave et musikår med kvindelige artister i fokus. 

- Jamen vil det så sige, der kun måtte være kvinder på scenen? 
Nej. Det handlede om, at der skulle være mindst én kvinde på scenen - og denne skulle have en fremtrædende rolle på scenen uden at gå på kompremis med kvaliteten. For eksempel som forsanger.

Nåh? Er det bare det?
Jeps. Det er bare det. Så kan man jo undre sig over, hvorfor folk fik så ondt i røven over dette. Jeg selv fik udelukkende lyst til at støtte op om deres mega seje initiativ!

De fleste festivaler, eller spillesteder, har en tendens til at bruge udtryk som "jamen der var ikke nogen, der kunne," "der var ikke nogen i den genre, vi var på udkik efter" eller lignende. Forbrændingens jumpstart af musikbranchen har i dén grad bevist, at der er nok bands i alle genrer der kan og vil. 
Jeg tog et smut på Forbrændingen for at se Inferno Steel, Ivy Crown og Burning Witches. 
Inferno Steel var alderspræsidenten blandt de tre bands, og de havde en ro og coolness der kun kommer med alderen. Forsangeren (den eneste kvinde i bandet) var ikke bleg for at nævne, at hun var gymnasielærer og at næste dag skulle en af hendes matematikelever spille på Forbrændingen. 
Ivy Crown bestod kun af kvinder og havde to mandlige gæstegrowlere med på hver sit nummer. De havde måneden før haft releasekoncert på BETA. Da Ivy Crown sprang en basstreng, og måtte låne en bas af Inferno Steel, råbte to ældre mænd fra publikum "vis os jeres patter!" 
"Vis os jeres nosser!" er aldrig blevet råbt af kvinder mod et band kun bestående af mænd. Det er aldrig sket. Hvorfor sker det? Det er tonedøvt og bare dybt nedværdigende. Der er brug for at mænd også slår ned på sådanne røvhuller. I metalgenren er der mangel på kvinder, og man forstår godt hvorfor. Trods den ufrivillige pause klarede Ivy Crown det godt. De kom stærkt igen!

 Burning Witches gik på scenen. Med vindkanoner og det hele. Og jeg er ikke fortaler for, at man skal snakke om folks udseende, men shit hvor var de flotte i deres gear. Herover ses guitaristen Sonia - der headbangende lod tankerne falde på ham med det krøllede garn fra Bæst. 

Herover står den anden guitarist, Romana, der sammen med guitaristen Sonia lavede det vildeste show når de gik rundt på scenen, stod ryg mod ryg og fyrede den af. Den rødhårede bassist, Jay, havde ikke lagt noget op på Instagram, så hun er desværre ikke med her. Jeg gør en ære ud af ikke at tage billeder, når jeg er til koncert - kald det en modreaktion på at mange konstant lægger billeder op  på sociale medier af hele deres liv minut for minut. Jeg tager næsten ingen billeder mere, hvilket er stenet når man er fotograf. 
Ovenover ses trommeslageren, der næsten ikke kunne anes bag det gigantiske trommesæt. 

Ovenover ses den nye forsanger, Laura, der leverede den vildeste koncert. Hun headbangede, slog næven i vejret i takt til musikken og fik publikum med, sang i de vildeste rock-kropspositioner, lod en fra publikum synge en linie  og var bare vild på en scene. 
Man har tit stået på Copenhell og set milliarder af mænd lave alle disse moves. Det er der ikke noget nyt i bevares. Men som jeg stod der i mængden af publikum, så skete der sgu noget i mig. Dér fattede jeg det endelig. At se mit køn repræsenteret på alle instrumenterne, lave den vildeste rockkoncert og se publikum gå amok over showet. Det er da klart, der er så mange mænd i rock og metalgenren - for de har kunne se og spejle sig selv i de personer på scenen. De er blevet inspireret til at starte et band. Hell! JEG havde sgu lyst til at starte et band efter at have set Burning Witches! 
Åbenbart er der en overvægt af mænd, der går til koncert (jeg er undtagelsen, der bekræfter reglen). Men det er måske netop fordi, der ikke er nok kvindelige artister på scenen?

Dygtige og modige Nanna Frank Rasmussen (ja dén Nanna Frank Rasmussen) holdt en talk om repræsentation af kvinder på/i film til Feministisk Soirée på Forbrændingen i starten af november, hvor hun talte om Geena Davis' See Jane initiativ. Grundet X-Files og agent Dana Scully på tv-skærmene i 1990'erne kom der flere piger/kvinder ind på STEM (Science, Technology, Engineering, Mathematics) studierne - for de havde alle set serien. Ligeledes var der en markant stigning af piger/kvinder i bueskydning efter 2012. Hvorfor? Fordi i 2012 udkom 'Hunger Games' samt Disneys (virkelig gode) 'Brave' (på dansk: 'Modig') - hvis ophavskvinde også nævnes i 'Godnathistorier for rebelske piger'. 

Så the final line er, at repræsentation betyder. Derfor bør alle, især alle med pigebørn, tage deres børn med til en Burning Witches koncert. Drenge har også godt af at se en koncert med dem, så alle fremtidens bookere har øjnene åbne for at booke kvinder til spillesteder og festivaler. 

8. marts 2019

8. MARTS : GLÆDELIG KAMPDAG !!!

Jeg har glædet mig virkelig meget til denne dag! Meget mere end jeg gjorde til min fødselsdag - og nej jeg hører ikke til dem, der har nedtur på over at blive ældre. Jeg havde virkelig bare glædet mig så meget til denne dag. Faktisk kunne jeg slet ikke falde i søvn i nat, fordi jeg glædede mig så meget! Ja eller..den sidste måned har den stået på søvnmangel og max. fire timers per nat. Jeg ved ikke, hvad der sker. (Struma much? I don’t want to jinx it)
Jeg havde en aftale med min mor om, at jeg tog børnene op, gjorde dem klar, satte dem til at spise havregrød, hun kom, tog over og jeg løb mod toget mod Politikkens hus og ‘Argumenter mod kvinder’ (af professor emerita Birgitte Possing, som jeg købte for lang tid siden. 1. Udgave. 1. Oplag.).
Men netop denne morgen var de langhårede hankøn ikke det hjælpsomme humør. Råben, skrigen og lettere slåskamp mellem de to - Elvisio havde fået til opgave at sørge for vitaminpiller til dem, men børnesikringen gjorde dette umuligt for ham og derfor mente storebroren at dette gjorde det i orden at prøve at flå det ud af hans hænder. Oh my God. Med serveret havregrød med rosiner og æblestykker var der pludselig fire minutter til togetsafgang, jeg stod stadig i nattøj, de forbistrede bananer tudede nu og jeg var ikke fri for at tænke at selv på kvindernes kampdag er det hankøn der dikterer dagsordenen. Jeg gjorde, hvad enhver anden dødelig ville gøre. Jeg begyndte at tude. Min mor kom således ind ad døren, og mødte os alle tudende.

Jeg tog det næste tog en halv time senere med blodskudte øjne og gennemvædet fjæs. 
Jeg fandt en plads, smed mine ting og nåede akkurat at høre resten af en monolog fra en mand i båsen ved siden af med tre kvinder siddende ved sig: “...det er bare bedre, når det er blandet. Jeg har prøvet det. Når det kun er kvinder på arbejdspladsen, så går der vare hønsegård i den. Der skal ligesom være en mand til at styre dem.”

Den ene af kvinderne, alle havde de passeret 55 år, kiggede op fra sit strikkeren: “Tror du ikke, du er lidt forudindtaget der?”

“Sikke noget sexistisk pis at fyre af!” sagde jeg højt og de tre kvinder skreg af grin og manden krympede sig. 
Back on track. 

Hvordan kan en mand vide, hvordan kvinder er på en arbejdsplads når mænd ikke er der? 

Dagens første dumme kommentar fra en ældre hvid cismand. Det bliver sikkert ikke den sidste, men efter en rask tudetur skulle der være plads til at kæmpe imod. 

Glædelig fucking kampdag der ude til alle køn! 
Så meget kærlighed til alle køn smides afsted her fra! 
Ses til demo på Vor Frue Plads kl. 16.15/16:30!