22. januar 2017

WE CAN BE HEROES - JUST FOR ONE DAY - OG HEARTLAND


Undertegnede lever uden tv. Det har jeg egentlig gjort i store dele af mit liv. For lidt over tre år siden havde jeg tv. Det var spild af liv, det man tunede ind og tvang sig selv at se på. Derfor indtraf nyheden om The Thin White Duke’s død lidt op ad formiddagen mandagen den 11. Januar 2016.

”–Ved du godt, David Bowie er død?”

Skønt jeg ikke troede budbringeren, begyndte tårerne med det samme at trille ned ad mine kinder.

”Det’ en joke ikk’?”

Facebooks oversvømmelse af tributes og følelser i form af capital letters, Bowie sange eller punktummer skulle snart bekræfte nyheden. Jeg selv håbede stadig på, at det var en joke.

Guder kan sgu da ikke dø...?
Soundtracket til mit liv?
Hvad fanden skal der blive af os dødelige, når guderne dør?

Jeg græd det meste af dagen. Sorrow. Selv tolv måneder efter er jeg stadig ikke okay med det. Changes. It Ain't Easy. 
Den ene HBO serie efter den anden ærede ham, og tårerne fik frit fald igen.
Både ’Vinyl’ og ’Girls ’lukkede til coverversioner af Bowie.
Undertegnede gæstede i år verdens første Heartland Festival.
En festival bestående af kulinariske oplevelser, kunst, arttalks om bæredygtighed og kunst, musik. 
Den smukkeste og reneste festival, jeg hidtil har gæstet, må jeg sige. Overordnet set spillede det sgu for dem. I min optik var det en succes.
Det var et ældre publikum, der gæstede denne festival. Ingen teenagere væltende rundt i urin, bræk, makrel, skrald eller "smadre-mentalitet" - faktisk var der ingen lugt af urin nogen steder. Der var nemlig udelukkende rigtige toiletter på hele festivalen. Uden timelange køer til dem. 
Der var fri afbenyttelse af bade. Varme som kolde.
Der lå intet skrald.

INTET SKRALD!!!

Hvordan er det muligt?
Tjah. Dels var aldersgruppen ældre end Roskildes rotterede, så folk smed RENT faktisk deres affald i skraldespandene. Dels gik der folk rundt til at fjerne skrald - disse folk stod for det meste uden noget at lave, for folk ryddede sgu op efter dem selv. Og ellers gik folk direkte hen med skraldet til dem. Hvad Roskilde forsøger år efter år for at motivere folk til, det virkede her. Måske fordi publikum var gamle nok til at have en samvittighed? For festivalens fokus om bæredygtighed og ansvar har også været Roskildes fokus i flere år. Dog uden overbevisende succes desværre. Festivalspladsen er måske nogenlunde, men teltpladsen er direkte klam og sundhedsfarlig. Hvis man i opvarmningsdagene er nødsaget til at krydse det almene campingområde for at komme fra Countdown til Rising, eller omvendt, får man hurtigt et antropologisk lynkursus i mentaliteten på Roskilde. Det er som om, at den dannelse man, ligegyldigt alder, måtte have akkumuleret kastes til side.
Ville du smide skrald i dit eget hjem?
Nej.
Ville du kaste dåsemakrel op ad væggene i dit eget hjem?
Nej.
Ville du pisse op af væggene i dit eget hjem?
Nej.
Ville du tænde bål i dit eget hjem?
Nej.
Hvorfor fanden skulle det så være acceptabel adfærd her?
Svaret er, og dette har undertegnede lavet undersøgelser om, fordi det er Roskilde.

Her forblev de grønne plæner grønne. Duften af natur forblev den samme. Folk så sgu godt ud. Afslappede. Der var en uudtalt respekt menneskene imellem. Alle var glade og positivt stemte over festivalen. Der var en sammenhørighed, et sammenhold, over at have rejst hertil og støtte op om det fantastiske initiativ. Folk snakkede sammen - deltagere og medarbejdere - for alle var en del af hjertet på Heartland Festival. Folk sad på tæpper på det grønne græs med solbriller, vin, øl, mad eller drinks og nød musikken. Der var plads. Der var rum. Højt til himmelloftet. Kæmpe lysekroner i alléen af træer. Et wellness område? Morgenyoga. En labyrint. Der var legende og dansende børn (og ikke de kampstive af slagsen som på Roskilde) til koncerterne. Og der var ingen dødsdruknede deltagere.
Selvfølgelig er der betydeligt mange flere mennesker på Roskilde Festival. Uden sammenligning. Men den her festival var bare …smuk? Og det smittede af på os alle - det hjælper selvfølgelig også at have et slot som kulisse til en festival. Indrømmet.
Heartland som helt ny festival kom med lidt startproblemer godt i hus – og der er klart plads til forbedringer. Eksempelvis var der ikke helt styr på teltene, da vi ankom til vores købte telt. Det tog noget tid. Den eneste mand med walkie var gået, og det var vidst også ham med planen...? 
En lettere transport fra Odense Banegård, i stedet for det ene tog i timen, havde også hjulpet betydeligt. Det skal dog nævnes, at der var GRATIS shuttlebusser ved den endelige station Kværndrup (og ikke som Roskilde der malker hver krone ud af sit loyale publikum) til og fra festivalspladsen. Ligeledes om natten til Odense og Svendborg. Super god stil!
Et fysisk kort og spilleplan var desværre ikke leveret, men hører man til den taktile type, som ikke behøver at Instagramme hvert sekund af sin time, kunne man erhverve sig et Politiken Tillæg af de søde og hjælpsomme opryddere – som gerne gik langt for at hjælpe. Applaus til dem! For ja det var Politiken segmentet, der var flest af. Undertegnede inklusiv.
Morgenmadsbussen, Café Doubledecker, lørdag morgen havde enorme problemer. Den lille bager der leverede, havde ingen anelse om hvad der ventede ham. Vi ventede i bussens Skybar i to timer. Men både tømmermændene og mobilerne trængte til gratis opladning, så det gik. Folk der kom en time efter os, fik ikke morgenmad. 
Som før nævnt var medarbejderne utroligt hjælpsomme. Her skal også nævnes Røde Kors, som gjorde alt i deres magt for at hjælpe turisterne hvis luftmadras var punkteret. Man ved ikke, præcis hvor kold jorden i juni måned er i Danmark før end man har tilbragt en nat på den. Vi var stivfrosne helt ind i knoglerne. Man må aldrig gå ned på udstyr! Tjek. Og det dobbelttjekkes fra nu af før afgang, når man ikke har planer om at være i nærheden af Spejder Sport - et privilegie man er alt for forvænt med fra Rosklide. De rare mennesker fra Røde Kors klædte os på med tæpper og tankede kaffe i os, imens de sendte delegationer afsted efter skumgummimadrasser. I var fantastiske!
Næste nat var en drøm!!!
Og så skal al den lækre økologiske mad, og maden i det hele taget, have topkarakter! Jeg er fan af at bruge lokale varer – jeg er bare ikke så udpræget fan af Royal. Heller ikke selv om den er økologisk.

Maden blev serveret af:

Fynsk Frugt og Grønt
Tartaaaaaaaaar! Den vildeste af slagsen - du har muligvis sat tænderne i den på Roskilde 2016 (we sure did) eller stødt på den i Kødbyen på torvet i sommer. Any way så sørg for at finde den denne sommer. Du vil ikke fortryde det - hvis du altså er til rawfood. Dette er, hands down, den bedste tartar, jeg nogensinde har smagt.
Vi nåede også at smage Bar' Sushi, som lavede de bedste tempurarejer jeg nogensinde har smagt. Der var ikke tid til et billede.
Hos Mmoks fik vi wraps med Grambogaard gris og spidskål. Wauw. Også dét var for godt til at nå at tage et billede.
For længere udredning om de kulinariske muligheder læs Politikens spiseseddel.

Festivalen på Fyn er ikke bare ny, men en helt ny art festival: mad, musik, kunst og arttalks. Cirkusteltet for arttalks blev hurtigt fyldt til briste- og kogepunktet. Derfor var det også muligt at overvære de forskellige talks ved storskærmen.

De forskellige talks var mellem:


Musikken var:

Pierce Brothers
Kvamie Liv
Chinah
Sun Kil Moon
Mikael Simpson
Michael Kiwanuka
Love Shop
Flamming Lips
Mark Ronson
Blaue Blume
Ásgeir
Låpsley
Thomas Dydahl
Low
Mercury Rev
Seinabi Sey
Anne Linnet
Editors
WhoMadeWho
(Lydinstallation "The Ship" af Brian Eno på Egeskov Slot under hele festivalen)

Musikken kan helt sikkert opgraderes til større bands, men på en festival med bæredygtighed og kunst i fokus ramte Flamming Lips plet. Man kan mene, at bandet havde sin storhedstid i nullerne – der var jeg selv senest til koncert med dem – dog findes der nok ikke et større arty sceneshow end deres. Taggy og bizart? Jovist. Men det virker. Lange lysende tentakler som baggardin på scenen, hvor lyset blev styret og passede til musikken. Om det var dråber af simuleret regnvejr eller en væg af lys. Det virkede. Selvfølgelig var der de sædvanlige kæmpe bolde i forskellige farver, forsangeren Wayne Coyne konfettikanon af en stok – for ikke at nævne kostumet med påklistrede forskelligfarvede små bolde som en slags underbuks -  regn af sølvkonfetti ud over publikum samt et ”Fuck yeah Kværndrup” af sølvede ballonbogstaver kastet ud over publikum. Og selvfølgelig, som det plejer at være, trådte Coyne ind i en gennemsigtig bold der langsomt blev pustet op. (Dette plejer ellers at være start-stuntet - SÅ ER VI I GANG - da det tager lidt tid at puste op. Hvorefter han løber sig ud over publikum.)
Det passede dog så godt til dette covernummer. 
En tribute til David Bowie.

GROUND CONTROL TO MAJOR TOM
GROUND CONTROL TO MAJOR TOM

Coyne klappede ledsaget af publikum i takt til breaket, KLAP KLAP, det regnede med konfetti og farver, og han styrtede ud over publikum.
Året var 2003. Det var oktober. Den syvende. Koncerten var i Forum. Billetterne havde kostet femhundrede-something kroner stykket, hvilket for én på tyve år var en del penge – desuden var valutaen jo EN HELT ANDEN dengang. MM og undertegnede var blot tyve år og havde sammen i gymnasiet dyrket Bowie i makeup, antræk og betræk. Selv sagt skulle vi sgu da til David Bowie koncert. Der herskede ingen tvivl om dette. Albummet kunne have passet os bedre, men vi blev født først i firserne, og Bowie er tidsløs og alligevel altid med på noderne. 
’Reality’.
Vi havde elendige pladser for at sige det mildt. Dels fordi de ikke blev udsolgt først. Dels fordi vi var på røven. Det var siddepladser, hvilket til en koncert med en mand der direkte opfordrer folk til at danse i gaderne vitterligt virkede malplaceret.
Om jeg smed koncerter til folk, by God, there would be dancing!!! 
Der var helt sikkert nogle, der ville sidde bag os på Terrassen, men de fleste ville blive placeret foran os. Dette slog os, da vi entrerede Forum og fik et overblik. Fuck. Der var titusinde mennesker til koncerten - og de synes alle at skulle sidde foran os. Vi blev enige om at besørge toilettet, før vi kæmpede os op til vores elendige pladser.
På toilettet var der sjovt nok også mange mennesker. Under Pressure. Det tyndede mærkeligt ud lige pludselig? Vi havde regnet med former for opvarmning. Men nej. Bowie åbnede med ’New Killer Star,’ som vi stod forrest i toiletkøen.
’Afraid’ kom lige efter, som vi kom til.
Ved håndvaskene smadrede ’Fame’ løs, vi så på hinanden og styrtede i panik afsted mod scenen. Og Bowie. Se. Havde vi været en anelse mindre fulde, havde vi sikkert fattet at sætte os ned ved vores elendige pladser. Men det var vi ikke. Vi løb mod scenen. Rent instinkt. Og vi ankom til scenen som de eneste. Diamond Dogs. Queen Bitches. Så tæt på at vi kunne se forskellen på Bowies øjne. Sound And Vision. Det var et adrenalinkick uden lige. Om det skyldtes løbeturen, alkoholen eller bare fucking David Bowie lige foran os, er ikke til at sige. Men tiden stod stille. Øjeblikket frøs. Det var magisk – den slags kan naturligvis på ingen lade sig gøre i dag. Alene det at to personer (unge kvinder jovist) styrter frem mod en scene ville i disse terrordage blive tacklet pronto. Men der stod ingen vagter? De stod jo placeret nede foran publikummet ved stolene på Gulvet. Men - og det var jo for godt til at fortsætte - så kom der en vagt.
”Undskyld. Jeg bliver nød til at bede jer om at gå hen til jeres pladser,” henvendte han sig høfligt til de to åbenlyse ignoranter der var til intimkoncert med the Thin White Duke foran titusinde andre.
”Åhhh ja,” sagde MM og skulle til at dreje venstre om for at begynde den lange vej ned til vores egentlige pladser.
”MM,” sagde jeg og greb hende i armen. ”Vi skal GÅ HEN til vores pladser,” sagde jeg med et sigende blik. Jeg havde fået en idé. Jeg hev MM ned ad midtergangen i det forjættede land, efterfulgt af vagten, og vi placerede os ved siden af to ældre dansende herrer i deres Golden Years. Ved række fire. Rebel Rebel. De to herrer tog godt imod os. Let's Dance. Og vi dansede og sang sammen med på sangene. Boys Keep Swinging. Ingen bad om at tjekke vores billetter. Og de to herrer syntes kun, vi bidrog til den gode fest - stik imod dem bag os. Se. Det var dengang, hvor man gerne måtte ryge inden for i Forum. Så det gjorde vi. Det gjorde de to herrer også - og de pulsede vidst også andet end blot tobak. Der var et særligt område nogle rækker længere nede, ved et fint rødt velour-reb (andet skal velour vidst heller ikke bruges til) i midtergangen mellem de to rækker. Dette vidste vi jo intet om. Jeg lagde dog godt mærke til det ikkerygende liiiidt sure unge par bag os, og at manden gik hen til en vagt. John, I'm Only Dancing?
”Spillet er ude!” tænkte jeg, da vagten kom hen til os. Fuck it. Det var dét værd. Også selv om vi blev smidt ud. Hvornår skulle vi nogensinde have fået chancen igen for dette? (ja okay han blev faktisk  booket til at komme på Roskilde året efter, 2004, men manden fik jo en slikkepind i øjet - eller egentlig var det en nerve i klemme i skulderen eller var det en hjerteoperation? - og aflyste koncerten. Og sjældent har Slipnot syntes så tam, som da de blev udnævnt som erstatning for David Bowie dét år) Men til vores overraskelse bad vagten os høfligt om at gå hen til rebet for at ryge, man måtte ikke ryge mellem rækkerne.  
…? ”JA SELVFØLGELIG!!” udbrød vi og adlød. Vores seje ældre herrer brokkede sig enormt. "Til dén pris burde man fandeme få lov at ryge ved sin plads." Hmmm..sandt.
Koncerten igennem stod vi fire personer ved de herrers to stole. Vi var uovervindelige. Vi var helte. Blot for en aften.
Af hjertet tak seje herrer! Uden jeres indstilling havde vi aldrig nydt Bowie så tæt på.

Og Bowie? 
Thin White Duke. Ziggy. Halloween Jack. Goblin King. Starman. Spaceboy. Rebel. Hero.
Tusinde tak for soundtracket til mit liv.
Det er stadig dig, der har lavet den bedste sang i min verden. Mit hjerte dykker stadig, når jeg hører den. 

Earth to earth. 
Ashes To Ashes. 
Dust to dust.

Setlisten som Gaffa refererede den – jeg må indrømme, jeg var var alt for starstrucked til at ihukomme den og årene siden den sublime oplevelse har sikkert også spillet ind – men han havde heller ikke tid til andet med hans udtalte dårlige placering. Måske derfor var hans koncert kun en femmer, hvorimod vores sprang barometeret. Og måske undrede han sig over, hvorfor der var to ledige pladser ved siden af ham hele seansen igennem? - til en ellers udsolgt koncert.

‘New Killer Star’
‘Afraid’
‘Fame’
‘Cactus’
‘Battle of Britain’
‘Fall Dog Bombs’
‘Breaking Glass’
‘Reality’
‘Changes’
‘The Man Who Sold the World’
’Hallo Spaceboy’
’Under Pressure’
‘Sunday’
‘Bring Me the Disco King’
‘She'll Drive the Big Car’
‘Ashes to Ashes’
‘Never Get Old’
‘Pablo Picasso’
‘Fantastic Voyage’
‘I'm Afraid of Americans’
‘Rebel Rebel’
‘Heroes’
‘Heathen’

Ekstranumre:
‘Slip Away’
‘Hang on To Yourself’
’Let's Dance’

’Ziggy Stardust’

16. januar 2017

JEG HUSKER DIG GODT PÅ ROSENBORG SLOT

Sviresøstrene havde gang i ’slå først Frede teknikken,’ hvor én af os skulle være den første til at købe billetter til begge til et givent arrangement. Undertegnede havde købt billetter til Roskilde først til os begge, og Löjhatti svarede stærkt igen med billetter til elskede Leonard Cohen. Der var bare ét men. Koncerten lå lørdag aften midt i Roskilde. Vi tænkte, at det måtte gå som det nu kunne. Vi havde som udgangspunkt i tankerne at tage turen tilbage til urinstanken efter koncerten ved midnat.
Vi var hjemme i normale omgivelser i god tid, og efter en times langt bad (undskyld klima) mødtes vi igen. Foran Kongens Have. Velduftende og rene bestilte vi den første øl, og legenden gik på. Det var en stille koncert. Fra udblæste trommehinder og hjerne ud dagen før, stod vi nu med tilspidsede ører og sagte toner fra velsignende, taknemmelig, lille foroverbøjet mand med lyserøde Rosenborg til højre for os og en brændende solnedgang bag scenen. Halleluja. Respekten fra scenen strømmede ud til publikum, der gavmildt gav plads til alle.
Det var den smukkeste koncertoplevelse at være vidne til. Det føltes som om, vi kun var små tyve mennesker. Tiden stod stille. Den lille jøde der holdte biblen og os i sin hule hånd fik himlens klokker til at ringe. Ring the bells that still can ring. Forget your perfect offering.
There is a crack in everything - That's how the light gets in.

Vi tog naturligvis ikke tilbage til stanken den nat, men flød fra koncerten i den rene luft og ud i nattens København med Cohenvelsignelser i sindet. 
 Vi husker dig, Lenny, med rosenrød himmel og lyserødt slot. 
Tak for musikken. 
Tak for nu.  

I remember you well in the Chelsea Hotel
You were talking so mousy and so scary
Hitting rat’s head from the unmade bed
While the siren’s wailing in the streets
Those were the seasons and that was New York
We were running to get money and the flash
And that was called continental for the workers in song
Probably still is for those of them left
Ah, but you got away, didn't you Mickey?
You just turned your back on the cheddar
You got away, you never once heard me say
I’ll eat you, I don't need you
I’ll eat you, I don't need you
And all of that limping around
I remember you well in the Chelsea Hotel
You were invasive, your rabies was a legend
You told me again you preferred cheesy zen
But for us you would make an exception
And gritting your teeth for the ones like us
Who are oppressed by the figures of physics
You fixed yourself, and said, "Well never mind
You are perfect and you have the music"
And then you got away, didn't you Mickey?
You just turned your back on the cheddar
You got away, you never once heard me say
I’ll eat you, I don't need you
I’ll eat you, I don't need you
And all of that limping around
I don't mean to suggest that I hit you the best
I can't keep track of each fallen rodent
I remember you well in the Chelsea Hotel
That's all, I don't even think of you that often

7. januar 2017

MIG OG CHARLIE

Da jeg januar 2014 fik flået mit hjem fra hinanden, og selve formen på min familie var for evigt forandret (efter at være kommet ud på den anden side, er alt uden tvivl udelukkende for det bedre), fandt jeg et nyt hjem. Et hjem der emmede af kærlighed, respekt og tryghed.
Next Door Café.
Et sted hvor jeg kunne være.
Nyde min kaffe.
Et safe space.
Men ligegyldigt hvor godt man klarer sig, så kan man altid degraderes til kun at være kvinde.
’Markeringen af årsdagen af massakren på Charlie Hebdo’.
Jeg havde egenhændigt skaffet Flemming Rose til at tale før den første film ’It’s Hard Being Loved by Jerks’. Aftenens næste film, ’Je Suis Charlie,’ blev introduceret af den franske ambassadør François Zimeray. Bagefter var der debatpanel bestående af Flemming Rose, Nazila Kivi og Mads Brügger.
 Idet Flemming, det dejlige menneske, havde begavet mig med sit selskab hele aftenen indtil midnat, var naturligvis det vilde skyts til stede i form af PET, livvagter, bombehunde, politi, detektorer, kropsvisitering, maskinpistoler, patruljer rundt om hele bygningen. Yes. I did this. For jeg synes, det er en fucking vigtig sag. Skønt folk har trukket deres støtte tilbage, så stod Charlie Hebdo fast trods terrortrusler. Og Flemming Rose ikke mindst, og må jeg sige at det er på høje tid alt det der tilfalder ham af priser og hæder nu. Ti år med livvagter. Hans frihed for ytringsfriheden. For at stå fast mod terrortrusler.
For ti år siden var jeg imod tegningerne. Jovist vi havde ytringsfrihed. Men en lærerinde i en børnehaveklasse, ville ikke bede Herta om at tørre sine øjne, når Peter kaldte hende fed – for her i landet har vi ytringsfrihed. Lærerinden ville bede Peter sige undskyld og snakke pænt. Dette var mit ræsonnement for ti år siden – til mit forsvar var jeg kun treogtyve og havde altså ikke mere forstand.
Men dette handler netop ikke om børn i en børnehaveklasse. Dette er voksne mennesker.

Jeg fortalte om mit arrangement til forstanderen i mine børns institution. Han er ræverød. Og havde underligt nok meget imod tegningerne. ”Man skal ikke sparke til folk, der ligger ned i forvejen,” sagde han.

Hvem helvede har bildt folk ind, at muslimer ligger ned? Under bøn på knæ ja, men ligger ned?
At afstå fra at gøre grin med én religion er netop diskriminerende. Religionskritik er en del af et demokratisk samfund. At afstå fra at gøre grin med én religion på grund af frygt er terrorens tyranni. Censur. Hvis Charlie Hebdo ikke havde vundet retssagen i 2008, ville det være et signal om, at vi ikke må tale frit, ikke kan tale frit, ikke må skrive frit og at en avis ikke må skrive frit heller.
Ud af femhundredeogtreogtyve forsider på Charlie Hebdo var der syv med Islam. Anklageren mod Charlie Hebdo ytrede, at de bare ønskede at være en del af et demokratisk samfund og ikke blive hængt ud! Forsvareren fandt da de værste tegninger, lavet af Charlie Hebdo’s redaktion, af katolicismen frem. Mord, sodomi, pædofili. Derefter tog han kristendommen. Jødedommen. Budismen.
”I ønsker ikke at være en del af demokratiet. Hvad I ønsker, er særbehandling,” sluttede forsvareren.
I øvrigt er Islam ikke en minoritet i Frankrig – det er faktisk den næststørste religion i Frankrig. Det er den næststørste religion i verden.
Og som Kivi ytrede, så var ingen af hverken Jyllandspostens eller Charlie Hebdos tegninger lige så grove som dem hun selv havde set i Iran.
Faktisk var disse tegninger et pusterum for nogle muslimer, der endelig kunne definere en afstand mellem dem og dem der begik terror i deres religions navn.

Aftenen sluttede. PET konstaterede, at aftenen var en succes: Der var ingen døde. Det tyndede ud i metaldetektorer, maskinpistoler, kampuniformer, TV2 NEWS, undercover cops, livvagter og mine tilspidsede nerver. Med stolthed i blodet og rank ryg blev en velfortjent smøg nydt uden for. Mother Mary grinede over, at undertegnede havde bare arme – som altid – midt i januarkulden.

Som med sikkerhed nævnt før, har jeg struma. Jeg fik det som følge af min første graviditet og igen efter den anden. Jeg skal tage tre piller mod forhøjet stofskifte hver dag. Højst sandsynligt resten af mit liv. Det normale stofskiftetal ligger mellem nul og seks. Da min struma blev opdaget i 2012 lå mit tal på tooghalvtreds. En forstørret skjoldbruskkirtel er vel at mærke ikke til at se, når man står frontalt mod spejlet. Massiv træthed og ingen hukommelse af min dag, uge eller måned måtte være på grund af ammehjerne. Min voldsomme hjertebanken måtte skyldes cigaretterne. Svimmelhed når jeg havde bundet min sko, frygtede jeg, var en graviditet igen og købte straks tests. Negativ. Voldsom rysten på hænderne? – måske træthed og stres som nybagt mor, studiestart og et afløserforhold? Enorm appetit, skønt vægten gik ned og tøjet sad løsere og løsere. Ondt i halsen, synkebesvær, hvilket undrede mig for jeg har ingen mandler og det føltes ikke helt som halsbetændelse. Det strammede mere, end det gjorde ondt. Ufattelig varmefølsomhed. I mine forældres hjem havde jeg svedperler på panden under hele besøget trods bare ben og arme. Eksempelvis befandt jeg mig som den eneste med bare arme og ben i oktober måned. Når man har forhøjet stofskifte, arbejder hele din krop på højtryk. Dine organer arbejder så stærkt, at du er sulten hele tiden, men det er ikke al næring der når at blive optaget i kroppen. Kroppens største organ, huden, arbejder også på højtryk og producerer konstant varme. Af alle symptomer må hukommelsessvigt siges at være den værste. Jeg kan ikke huske, hvad jeg læser (og nyder derfor skriftlige opgaver langt mere end mundtlige), jeg kan ikke huske ansigter længere og slet ikke navne. Det er meget skræmmende. Bonusinfo – flere kvinder end mænd får det. Og der er et flertal i Irland med struma, det regnes for at ligge til rødhårede. Nailed it.


”De kalder dig også ’det lange lys’ på caféen,” grinede hun.

What?

De?

Hvem gør det?

Hun ville ikke sige det, men efterhånden fik jeg presset det ud af hende. Lad os kalde ham C. Et menneske som åbenbart er enten dum nok eller ulækker nok til at kalde mig ’hende med de stive brystvorter’ til en af mine bedste veninder. Og han har en relation til hende, og er derfor udmærket klar over at Mary og undertegnede er tætte. Folk vil måske tænke, at Mary ikke skulle have fortalt mig det. Det mener jeg nu, hun gjorde ret i. Og det med den viden af hvad det gjorde ved mig det følgende år. Jeg kunne selvfølgelig have ønsket, at hun havde irettesat ham på stedet. Slået ned på hans sexisme på stedet. Men det er ikke sådan, vi kvinders hverdag er. Vi er så van til at smile, når vi verbalt overfaldes. Grine når vi eller medkvinder udsættes for sexisme. Når vores mandlige kolleger roses for deres kunnen og vi kun roses for vores tøj eller ydre, når vi får et klap i numsen, når vi overbeglos eller nedstirres i toget – for under en måned siden satte en mand sig til at onanere over for mig i et fyldt dobbeltdækkertoget klokken otte om morgenen på en tirsdag – når nogen lægger an på en og man prøver at afværge høfligt eller når nogen degraderer os til at være et stykke kød. Vi er opdraget af kulturen til at tage det med et smil – for vi vil jo nødig have at vide, at vi ingen humor har – og enten flytte os fra samtalen eller føre den over på noget andet. Det ”sjove” er, at vi, forhåbentlig, ville reagere, hvis det var en racistisk kommentar der faldt. Men det er i orden at degradere kvinder. Det er en del af kulturen. For et virkelig godt indblik i en kvindes hverdag vil jeg anbefale dette indlæg. Til kvinder og til mænd. – så slipper jeg for at udpensle. Men jeg vil gerne understrege, at det er et pissevigtigt indlæg. Der både kan give kvinder et rygklap, for nej det er ikke kun dig. Eller kvinder der er blevet så van til det, at de ikke lægger mærke til det længere. Men især mænd der ikke aner, hvad det vil sige at være kvinde selv i vesten og dagens Danmark – eventuelt om I måtte have døtre, søstre, mødre, kæreste eller blot interesserer jer for næsten halvdelen af jordens befolkning. Jeg forstiller mig, at transkønnede eller homoseksuelle oplever endnu værre opmærksomhed.


Naturligvis tændtes jeg af vrede, hver gang jeg så C på caféen. Jeg blev selvbevidst, og gemte mig. Når C begyndte at tale til Mary og undertegnede, kunne jeg kun tænke på at han vel stod og klædte mig af inden i. Kvalme. Jeg fik det direkte ubehageligt. Jeg havde lyst at beholde jakken på. Vende mig væk fra folk. For hvis han havde refereret til mig på den måde overfor min veninde, havde han sikkert også gjort det over for andre på caféen. Det sagde min logik mig. Mit andet hjem. Mit safe space var blevet befængt af hans sexisme. Og jeg hadede at jeg ikke havde fået sagt fra.
Et sted jeg havde besøgt dagligt på grund af det hjerterum, jeg følte stedet og menneskerne besad, fyldte mig nu med ubehag og utryghed. Så jeg gjorde, hvad enhver kvinde gør, når vi føler sig truede. Jeg undlod at komme der. Simpelthen for at undgå den følelse af utryghed og klump i maven det gav mig.

I starten af december var jeg til min venindes fødselsdag i Blågårdsgade. Et dejligt selskab af skønne mennesker. Vi gik videre til Escobar. Vi var netop kommet ind, da en kaldte mit navn. Et behageligt bekendtskab mødte mine øjne, som jeg vendte mig mod stemmen. K. Vi krammede, og talte om sidst.
Desværre sad han sammen med C, der jublede mit navn. Jeg gav hånd til denne, men blev trukket ind til et kram. Det føltes særligt grænseoverskridende at kramme én, der havde fået mig til at føle så lavt. Og jeg tænkte, at han kun hev mig ind til et kram for at mærke mine bryster. For han så mig jo ikke som et menneske, men som en kropsdel. Ja eller to kropsdele. Ad. Jeg gik tilbage til mine venner.
Efter en smøg uden for tænkte jeg alligevel, at nu ville jeg sgu have det ud af verden. Hvis min kaffe nogensinde skulle smage af kærlighed igen og ikke af verbalt overgreb, så måtte jeg have klumpen ud af min mave. Jeg måtte sige fra.
Jeg sagde, jeg havde følt det meget ubehageligt da jeg havde fået dette at vide.
C grinede.
Der var intet smil på mine læber.
Vi fortsatte samtalen uden for over en smøg. Først benægtede han grinende. Da jeg ikke gav mig, sagde han, at jeg skulle tage det som et kompliment.
Ikke alene havde han fået mig til at få det ubehageligt med hans reference til mig, føle mig udsat og utryg, nu fortalte han mig også at mine følelser ikke var valide og hvordan jeg i stedet skulle føle. Lad os antage, at manden ikke har ment det så nedsættende som det blev opfattet. Men hvis et menneske fortæller dig, at din adfærd eller ytring har fået hende til at få det dårligt, så giv hende en undskyldning. Og i hvilken verden er det et kompliment at blive degraderet fra menneske til et sæt brystvorter? Lad være med at belære et andet menneske om dets følelser – det har du faktisk intet belæg for. Lyt.
Han gik ind igen. Jeg var målløs over ikke at kunne nå ind til ham. Jeg gav det et sidste forsøg inden for. Jeg sagde, at jeg havde fået det så ubehageligt af den måde, han havde omtalt mig på, at det havde gjort mig utryg og at jeg havde undladt at komme dagligt på caféen. Han blev vred, og bad mig skride hen til mine venner. Jeg havde ødelagt hans aften – han havde til sammenligning ødelagt min kaffe i København i et år. Og læg især mærke til her, hvordan offer-rollen forsøges at blive indtaget af krænkeren selv. Pludselig havde jeg ødelagt hans aften - fordi jeg havde gjort ham opmærksom på hans sexistiske udtalelse, hvad det havde gjort ved mig og at jeg ønskede en undskyldning – som om det nogensinde kunne sidestilles med det verbale overgreb, han havde udsat mig for. Jeg sagde, det gjorde jeg når jeg havde fået en undskyldning. C rejste sig op, og med sin fulde højde er han vel halvandet hoved højere end undertegnede, og pustede sig op. Han råbte, at han aldrig ville give mig en undskyldning og nu skulle jeg skride hen til mine venner. Ellers! 
Den frygt han prøvede at indgyde i mig, frygten for at blive overfaldet, frygten for at være fysisk underlegen over for en mand, er sådan set en frygt der altid er til stede. Og fandeme nej om hans trusler skulle rokke mig ud af stedet. Selv ikke da han fik crazy eyes på, stillede sig truende helt op i ansigtet på mig og trak vejret vredt.
Jeg måtte fjerne mig fra mit safe space på kaffebaren, jeg ville ikke flygte mere. 
Jeg stod fast.
K bad C gå, og de gik.
Var det en sejr?
Tjah både og. En undskyldning havde været bedre, for så havde næste møde været mere behageligt. Men jeg bukkede ikke under for hans trusler. Dét var en sejr. Fra degradering af menneske til kun at være fungerende brystvorter, til at få negligeret sine følelser, til at få at vide at degradereingen skulle tages som et kompliment, til at blive kommanderet til at skride (for blot at ville have en undskyldning – og HVIS han ikke havde ment ”noget” med det, så ville en undskyldning vel ikke være så uoverkommelig), til at blive truet fysisk.  
Jeg har fået at vide, det ikke var ondt ment – tværtimod! – af Mary. Og ja vi opdrages til at finde os i at blive degraderet til kød og kønsdele og tage det som et kompliment og smile. Men det er lige præcis her, vi skal speake up og fortælle at det fandeme ikke er okay.
K mente, det var ment som et kompliment. Men er det et kompliment at blive refereret til på denne måde? Dette er ikke et kompliment. Det er en del af en rape kultur, hvor kvinden skal overhøre sig selv og smile – selv om hun græder indvendig. Hvis mænd og omverdenen skal forstå, hvordan det føles så må det sgu italesættes.
"Det siger mere om ham end om dig," var bemærkningerne fra kvinderne den aften. Ja det gør det. Men det gør det da stadig ikke okay? Og hvis den idiot tænker sig om, før han degraderer og krænker et andet menneske næste gang må det være en sejr. Men tænk sig hvor almindeligt denne adfærd er? At lade som ingenting, ignorere at blive behandlet ubehageligt og skulle smile af det?
We need to change this.
Det er ikke kvinden, der skal acceptere dette som en hverdagsting. 
Det er selve samfundet, der må stramme op. 
Jeg har selv to drenge. Og de skal opdrages med respekt for kvinder. 
De skal lytte, når nogen er blevet stødt over deres ytringer eller adfærd. 
De skal skride ind, når de hører sexistiske bemærkninger om kvinder flyve i det frie rum – akkurat som jeg forventer, de slår ned på racisme. 
This will not stand.
Jeg har to drenge. Og ja jeg græd, da Trump vandt valget. Det tog mig flere dage at kunne rumme det. Hvordan skal man fortælle sine børn at en misogynist, racist, homofob og xenofob har vundet valget?
Når vesten peger fingre af østens kvindesyn, og en mand der åbenlyst opfordrer til at forgribe sig på kvinder, (og i denne sammenhæng bør nævnes, at han også vil forbyde aborter), smide homoseksuelle i fængsel og kalder poc for voldtægtsforbrydere, hvor langt er vi så?

Jeg græd. 
Jeg græd for alle de, der kastes i fængsel for at elske, de der skal smides ud af landet og de der bliver mødre efter voldtægter. For alle de uønskede børn af junkier, fattigdom eller af teenageforældre. Jeg følte mig tom og skuffet. Jeg var vred. 
Og ”sjovt” nok var alle de, der ikke rasede over valgresultatet på de sociale medier, men bad os andre ”slappe af” og ”lad os nu se, hvad der sker” de var hvide heteroseksuelle mænd.

Jeg er glad for at være kvinde. Men hvor ville jeg dog give alt for en dag at kunne gå ind i et rum og bare være et menneske. Ikke være mit køn. Ikke mit røde hår. Ikke mine kønsdele. Og samtidig er jeg fuldt ud bevidst om, at jeg er meget privilegeret i forhold til andre. Jeg er ikke en person of color. Jeg er ikke homoseksuel. Jeg er ikke transkønnet. Derfor er det fandeme vigtigt at gøre noget. Det har vi alle et ansvar for at gøre. Speak up når du overværer racisme udtalt eller udøvet. Speak up når du overværer sexisme udtalt eller udført. 
Det starter med dig. 
Det starter med mig.  

Jeg blev stående. 
Trods den oppustede trussel foran mig.
Jeg holdt stand.
For at citere Charb så foretrækker jeg også at dø stående frem for at leve på knæ.