22. januar 2017

WE CAN BE HEROES - JUST FOR ONE DAY - OG HEARTLAND


Undertegnede lever uden tv. Det har jeg egentlig gjort i store dele af mit liv. For lidt over tre år siden havde jeg tv. Det var spild af liv, det man tunede ind og tvang sig selv at se på. Derfor indtraf nyheden om The Thin White Duke’s død lidt op ad formiddagen mandagen den 11. Januar 2016.

”–Ved du godt, David Bowie er død?”

Skønt jeg ikke troede budbringeren, begyndte tårerne med det samme at trille ned ad mine kinder.

”Det’ en joke ikk’?”

Facebooks oversvømmelse af tributes og følelser i form af capital letters, Bowie sange eller punktummer skulle snart bekræfte nyheden. Jeg selv håbede stadig på, at det var en joke.

Guder kan sgu da ikke dø...?
Soundtracket til mit liv?
Hvad fanden skal der blive af os dødelige, når guderne dør?

Jeg græd det meste af dagen. Sorrow. Selv tolv måneder efter er jeg stadig ikke okay med det. Changes. It Ain't Easy. 
Den ene HBO serie efter den anden ærede ham, og tårerne fik frit fald igen.
Både ’Vinyl’ og ’Girls ’lukkede til coverversioner af Bowie.
Undertegnede gæstede i år verdens første Heartland Festival.
En festival bestående af kulinariske oplevelser, kunst, arttalks om bæredygtighed og kunst, musik. 
Den smukkeste og reneste festival, jeg hidtil har gæstet, må jeg sige. Overordnet set spillede det sgu for dem. I min optik var det en succes.
Det var et ældre publikum, der gæstede denne festival. Ingen teenagere væltende rundt i urin, bræk, makrel, skrald eller "smadre-mentalitet" - faktisk var der ingen lugt af urin nogen steder. Der var nemlig udelukkende rigtige toiletter på hele festivalen. Uden timelange køer til dem. 
Der var fri afbenyttelse af bade. Varme som kolde.
Der lå intet skrald.

INTET SKRALD!!!

Hvordan er det muligt?
Tjah. Dels var aldersgruppen ældre end Roskildes rotterede, så folk smed RENT faktisk deres affald i skraldespandene. Dels gik der folk rundt til at fjerne skrald - disse folk stod for det meste uden noget at lave, for folk ryddede sgu op efter dem selv. Og ellers gik folk direkte hen med skraldet til dem. Hvad Roskilde forsøger år efter år for at motivere folk til, det virkede her. Måske fordi publikum var gamle nok til at have en samvittighed? For festivalens fokus om bæredygtighed og ansvar har også været Roskildes fokus i flere år. Dog uden overbevisende succes desværre. Festivalspladsen er måske nogenlunde, men teltpladsen er direkte klam og sundhedsfarlig. Hvis man i opvarmningsdagene er nødsaget til at krydse det almene campingområde for at komme fra Countdown til Rising, eller omvendt, får man hurtigt et antropologisk lynkursus i mentaliteten på Roskilde. Det er som om, at den dannelse man, ligegyldigt alder, måtte have akkumuleret kastes til side.
Ville du smide skrald i dit eget hjem?
Nej.
Ville du kaste dåsemakrel op ad væggene i dit eget hjem?
Nej.
Ville du pisse op af væggene i dit eget hjem?
Nej.
Ville du tænde bål i dit eget hjem?
Nej.
Hvorfor fanden skulle det så være acceptabel adfærd her?
Svaret er, og dette har undertegnede lavet undersøgelser om, fordi det er Roskilde.

Her forblev de grønne plæner grønne. Duften af natur forblev den samme. Folk så sgu godt ud. Afslappede. Der var en uudtalt respekt menneskene imellem. Alle var glade og positivt stemte over festivalen. Der var en sammenhørighed, et sammenhold, over at have rejst hertil og støtte op om det fantastiske initiativ. Folk snakkede sammen - deltagere og medarbejdere - for alle var en del af hjertet på Heartland Festival. Folk sad på tæpper på det grønne græs med solbriller, vin, øl, mad eller drinks og nød musikken. Der var plads. Der var rum. Højt til himmelloftet. Kæmpe lysekroner i alléen af træer. Et wellness område? Morgenyoga. En labyrint. Der var legende og dansende børn (og ikke de kampstive af slagsen som på Roskilde) til koncerterne. Og der var ingen dødsdruknede deltagere.
Selvfølgelig er der betydeligt mange flere mennesker på Roskilde Festival. Uden sammenligning. Men den her festival var bare …smuk? Og det smittede af på os alle - det hjælper selvfølgelig også at have et slot som kulisse til en festival. Indrømmet.
Heartland som helt ny festival kom med lidt startproblemer godt i hus – og der er klart plads til forbedringer. Eksempelvis var der ikke helt styr på teltene, da vi ankom til vores købte telt. Det tog noget tid. Den eneste mand med walkie var gået, og det var vidst også ham med planen...? 
En lettere transport fra Odense Banegård, i stedet for det ene tog i timen, havde også hjulpet betydeligt. Det skal dog nævnes, at der var GRATIS shuttlebusser ved den endelige station Kværndrup (og ikke som Roskilde der malker hver krone ud af sit loyale publikum) til og fra festivalspladsen. Ligeledes om natten til Odense og Svendborg. Super god stil!
Et fysisk kort og spilleplan var desværre ikke leveret, men hører man til den taktile type, som ikke behøver at Instagramme hvert sekund af sin time, kunne man erhverve sig et Politiken Tillæg af de søde og hjælpsomme opryddere – som gerne gik langt for at hjælpe. Applaus til dem! For ja det var Politiken segmentet, der var flest af. Undertegnede inklusiv.
Morgenmadsbussen, Café Doubledecker, lørdag morgen havde enorme problemer. Den lille bager der leverede, havde ingen anelse om hvad der ventede ham. Vi ventede i bussens Skybar i to timer. Men både tømmermændene og mobilerne trængte til gratis opladning, så det gik. Folk der kom en time efter os, fik ikke morgenmad. 
Som før nævnt var medarbejderne utroligt hjælpsomme. Her skal også nævnes Røde Kors, som gjorde alt i deres magt for at hjælpe turisterne hvis luftmadras var punkteret. Man ved ikke, præcis hvor kold jorden i juni måned er i Danmark før end man har tilbragt en nat på den. Vi var stivfrosne helt ind i knoglerne. Man må aldrig gå ned på udstyr! Tjek. Og det dobbelttjekkes fra nu af før afgang, når man ikke har planer om at være i nærheden af Spejder Sport - et privilegie man er alt for forvænt med fra Rosklide. De rare mennesker fra Røde Kors klædte os på med tæpper og tankede kaffe i os, imens de sendte delegationer afsted efter skumgummimadrasser. I var fantastiske!
Næste nat var en drøm!!!
Og så skal al den lækre økologiske mad, og maden i det hele taget, have topkarakter! Jeg er fan af at bruge lokale varer – jeg er bare ikke så udpræget fan af Royal. Heller ikke selv om den er økologisk.

Maden blev serveret af:

Fynsk Frugt og Grønt
Tartaaaaaaaaar! Den vildeste af slagsen - du har muligvis sat tænderne i den på Roskilde 2016 (we sure did) eller stødt på den i Kødbyen på torvet i sommer. Any way så sørg for at finde den denne sommer. Du vil ikke fortryde det - hvis du altså er til rawfood. Dette er, hands down, den bedste tartar, jeg nogensinde har smagt.
Vi nåede også at smage Bar' Sushi, som lavede de bedste tempurarejer jeg nogensinde har smagt. Der var ikke tid til et billede.
Hos Mmoks fik vi wraps med Grambogaard gris og spidskål. Wauw. Også dét var for godt til at nå at tage et billede.
For længere udredning om de kulinariske muligheder læs Politikens spiseseddel.

Festivalen på Fyn er ikke bare ny, men en helt ny art festival: mad, musik, kunst og arttalks. Cirkusteltet for arttalks blev hurtigt fyldt til briste- og kogepunktet. Derfor var det også muligt at overvære de forskellige talks ved storskærmen.

De forskellige talks var mellem:


Musikken var:

Pierce Brothers
Kvamie Liv
Chinah
Sun Kil Moon
Mikael Simpson
Michael Kiwanuka
Love Shop
Flamming Lips
Mark Ronson
Blaue Blume
Ásgeir
Låpsley
Thomas Dydahl
Low
Mercury Rev
Seinabi Sey
Anne Linnet
Editors
WhoMadeWho
(Lydinstallation "The Ship" af Brian Eno på Egeskov Slot under hele festivalen)

Musikken kan helt sikkert opgraderes til større bands, men på en festival med bæredygtighed og kunst i fokus ramte Flamming Lips plet. Man kan mene, at bandet havde sin storhedstid i nullerne – der var jeg selv senest til koncert med dem – dog findes der nok ikke et større arty sceneshow end deres. Taggy og bizart? Jovist. Men det virker. Lange lysende tentakler som baggardin på scenen, hvor lyset blev styret og passede til musikken. Om det var dråber af simuleret regnvejr eller en væg af lys. Det virkede. Selvfølgelig var der de sædvanlige kæmpe bolde i forskellige farver, forsangeren Wayne Coyne konfettikanon af en stok – for ikke at nævne kostumet med påklistrede forskelligfarvede små bolde som en slags underbuks -  regn af sølvkonfetti ud over publikum samt et ”Fuck yeah Kværndrup” af sølvede ballonbogstaver kastet ud over publikum. Og selvfølgelig, som det plejer at være, trådte Coyne ind i en gennemsigtig bold der langsomt blev pustet op. (Dette plejer ellers at være start-stuntet - SÅ ER VI I GANG - da det tager lidt tid at puste op. Hvorefter han løber sig ud over publikum.)
Det passede dog så godt til dette covernummer. 
En tribute til David Bowie.

GROUND CONTROL TO MAJOR TOM
GROUND CONTROL TO MAJOR TOM

Coyne klappede ledsaget af publikum i takt til breaket, KLAP KLAP, det regnede med konfetti og farver, og han styrtede ud over publikum.
Året var 2003. Det var oktober. Den syvende. Koncerten var i Forum. Billetterne havde kostet femhundrede-something kroner stykket, hvilket for én på tyve år var en del penge – desuden var valutaen jo EN HELT ANDEN dengang. MM og undertegnede var blot tyve år og havde sammen i gymnasiet dyrket Bowie i makeup, antræk og betræk. Selv sagt skulle vi sgu da til David Bowie koncert. Der herskede ingen tvivl om dette. Albummet kunne have passet os bedre, men vi blev født først i firserne, og Bowie er tidsløs og alligevel altid med på noderne. 
’Reality’.
Vi havde elendige pladser for at sige det mildt. Dels fordi de ikke blev udsolgt først. Dels fordi vi var på røven. Det var siddepladser, hvilket til en koncert med en mand der direkte opfordrer folk til at danse i gaderne vitterligt virkede malplaceret.
Om jeg smed koncerter til folk, by God, there would be dancing!!! 
Der var helt sikkert nogle, der ville sidde bag os på Terrassen, men de fleste ville blive placeret foran os. Dette slog os, da vi entrerede Forum og fik et overblik. Fuck. Der var titusinde mennesker til koncerten - og de synes alle at skulle sidde foran os. Vi blev enige om at besørge toilettet, før vi kæmpede os op til vores elendige pladser.
På toilettet var der sjovt nok også mange mennesker. Under Pressure. Det tyndede mærkeligt ud lige pludselig? Vi havde regnet med former for opvarmning. Men nej. Bowie åbnede med ’New Killer Star,’ som vi stod forrest i toiletkøen.
’Afraid’ kom lige efter, som vi kom til.
Ved håndvaskene smadrede ’Fame’ løs, vi så på hinanden og styrtede i panik afsted mod scenen. Og Bowie. Se. Havde vi været en anelse mindre fulde, havde vi sikkert fattet at sætte os ned ved vores elendige pladser. Men det var vi ikke. Vi løb mod scenen. Rent instinkt. Og vi ankom til scenen som de eneste. Diamond Dogs. Queen Bitches. Så tæt på at vi kunne se forskellen på Bowies øjne. Sound And Vision. Det var et adrenalinkick uden lige. Om det skyldtes løbeturen, alkoholen eller bare fucking David Bowie lige foran os, er ikke til at sige. Men tiden stod stille. Øjeblikket frøs. Det var magisk – den slags kan naturligvis på ingen lade sig gøre i dag. Alene det at to personer (unge kvinder jovist) styrter frem mod en scene ville i disse terrordage blive tacklet pronto. Men der stod ingen vagter? De stod jo placeret nede foran publikummet ved stolene på Gulvet. Men - og det var jo for godt til at fortsætte - så kom der en vagt.
”Undskyld. Jeg bliver nød til at bede jer om at gå hen til jeres pladser,” henvendte han sig høfligt til de to åbenlyse ignoranter der var til intimkoncert med the Thin White Duke foran titusinde andre.
”Åhhh ja,” sagde MM og skulle til at dreje venstre om for at begynde den lange vej ned til vores egentlige pladser.
”MM,” sagde jeg og greb hende i armen. ”Vi skal GÅ HEN til vores pladser,” sagde jeg med et sigende blik. Jeg havde fået en idé. Jeg hev MM ned ad midtergangen i det forjættede land, efterfulgt af vagten, og vi placerede os ved siden af to ældre dansende herrer i deres Golden Years. Ved række fire. Rebel Rebel. De to herrer tog godt imod os. Let's Dance. Og vi dansede og sang sammen med på sangene. Boys Keep Swinging. Ingen bad om at tjekke vores billetter. Og de to herrer syntes kun, vi bidrog til den gode fest - stik imod dem bag os. Se. Det var dengang, hvor man gerne måtte ryge inden for i Forum. Så det gjorde vi. Det gjorde de to herrer også - og de pulsede vidst også andet end blot tobak. Der var et særligt område nogle rækker længere nede, ved et fint rødt velour-reb (andet skal velour vidst heller ikke bruges til) i midtergangen mellem de to rækker. Dette vidste vi jo intet om. Jeg lagde dog godt mærke til det ikkerygende liiiidt sure unge par bag os, og at manden gik hen til en vagt. John, I'm Only Dancing?
”Spillet er ude!” tænkte jeg, da vagten kom hen til os. Fuck it. Det var dét værd. Også selv om vi blev smidt ud. Hvornår skulle vi nogensinde have fået chancen igen for dette? (ja okay han blev faktisk  booket til at komme på Roskilde året efter, 2004, men manden fik jo en slikkepind i øjet - eller egentlig var det en nerve i klemme i skulderen eller var det en hjerteoperation? - og aflyste koncerten. Og sjældent har Slipnot syntes så tam, som da de blev udnævnt som erstatning for David Bowie dét år) Men til vores overraskelse bad vagten os høfligt om at gå hen til rebet for at ryge, man måtte ikke ryge mellem rækkerne.  
…? ”JA SELVFØLGELIG!!” udbrød vi og adlød. Vores seje ældre herrer brokkede sig enormt. "Til dén pris burde man fandeme få lov at ryge ved sin plads." Hmmm..sandt.
Koncerten igennem stod vi fire personer ved de herrers to stole. Vi var uovervindelige. Vi var helte. Blot for en aften.
Af hjertet tak seje herrer! Uden jeres indstilling havde vi aldrig nydt Bowie så tæt på.

Og Bowie? 
Thin White Duke. Ziggy. Halloween Jack. Goblin King. Starman. Spaceboy. Rebel. Hero.
Tusinde tak for soundtracket til mit liv.
Det er stadig dig, der har lavet den bedste sang i min verden. Mit hjerte dykker stadig, når jeg hører den. 

Earth to earth. 
Ashes To Ashes. 
Dust to dust.

Setlisten som Gaffa refererede den – jeg må indrømme, jeg var var alt for starstrucked til at ihukomme den og årene siden den sublime oplevelse har sikkert også spillet ind – men han havde heller ikke tid til andet med hans udtalte dårlige placering. Måske derfor var hans koncert kun en femmer, hvorimod vores sprang barometeret. Og måske undrede han sig over, hvorfor der var to ledige pladser ved siden af ham hele seansen igennem? - til en ellers udsolgt koncert.

‘New Killer Star’
‘Afraid’
‘Fame’
‘Cactus’
‘Battle of Britain’
‘Fall Dog Bombs’
‘Breaking Glass’
‘Reality’
‘Changes’
‘The Man Who Sold the World’
’Hallo Spaceboy’
’Under Pressure’
‘Sunday’
‘Bring Me the Disco King’
‘She'll Drive the Big Car’
‘Ashes to Ashes’
‘Never Get Old’
‘Pablo Picasso’
‘Fantastic Voyage’
‘I'm Afraid of Americans’
‘Rebel Rebel’
‘Heroes’
‘Heathen’

Ekstranumre:
‘Slip Away’
‘Hang on To Yourself’
’Let's Dance’

’Ziggy Stardust’

Ingen kommentarer:

Send en kommentar