GL STRAND : LEONARD COHEN : A CRACK IN EVERYTHING

 I dag er sidste dag for den fantastiske udstilling 'Leonard Cohen - A Crack in Everything' på Kunstforeningen GL STRAND - der nemlig løber fra 24.10.2019-13.04.2020. Og det er ærlig talt forfærdeligt, for det er lang tid siden at en udstilling har påvirket mig så meget sanseligt - senest skete det på 'Det Gode med det onde' på Kunstmuseum Brandts. Hvis vi snakker GL STRANDs udstillinger, så skal vi nok helt tilbage til 'Davis Lynch: The Air is on Fire' tilbage i 2010. 

Needless to say it moved me to tears. Many times.

 Udstillingen klæder GL STRAND, idet de mange rum (nogle af dem blev opført til udstillingen), som udstillingen kræver, spiller perfekt i med bygningen. Yderligere foregår dele af udstillingen i Nikolaj Kunsthal, billetten gælder til begge steder. Jeg når så ikke forbi Nikolajkirken fordi: Corona. 

Cohen blev født i 1934 i Montreal, hvor udstillingen åbnede for første gang i 2017 og siden Jewish Museum i New York. Det er sgu ret sejt at København lander så vild en udstilling to år efter premieren. Han døde i 2016 - året der tog elskede og enestående David Bowie, fucking Prince, George Michel, Else Marie Pade, Signe Anderson og Trille med sig. 

Særligt dette rum virkede meget stærkt på mig. Man behøver ikke have den største kendskab til Leonard Cohen, men man får helt klart mere ud af udstillingen hvis man kender hans sange. Jeg græd, som jeg tænkte tilbage på gymnasietiden og vores trip med Jeff Buckley. Eller da vi en otte år senere lå bænket til en dobbeltseng og plejede vores Roskilde-blues med dokumentaren 'I'm Your Man' (2005) og 'Lord of the Rings' (2001) lejet fra Blockbuster på Amagerbrogade. 

Alle burde have eller i det mindste prøve 'Depression Chamber'. Man ligger på en briks i et sort rum. I loftet ligger ens spejlbillede. Teksten dukker op på de tre vægge, hvorefter bogstaverne bliver til figurer der svømmer op i loftet på ens krop. Det er så smukt. 

 Mange af os har årskort til forskellige steder. Mange af os har koncertbilletter ude og svømme i disse Corona-karantænetider. Jeg selv har otte koncertbilletter. Hvis vi skal støtte spillesteder og festivaler, så behold jeres billetter! Og ja. Det er nederen, du ikke kan komme på museum i disse tider og at du har betalt for et helt år, men hør her: Det er faktisk ikke kulturstederne, der har opfundet det her karantæne. Og hvor vil livet efter Corona være kedeligt, hvis der ingen kultursteder er at besøge. 

Jeg ville selvfølgelig gerne have set den del af 'A Crack in Everything,' der bliver vist i Nikolaj Kunsthal. Men det bliver godt igen. Stay safe.  

JEG HUSKER DIG GODT PÅ ROSENBORG SLOT

Sviresøstrene havde gang i ’slå først Frede teknikken,’ hvor én af os skulle være den første til at købe billetter til begge til et givent arrangement. Undertegnede havde købt billetter til Roskilde først til os begge, og Löjhatti svarede stærkt igen med billetter til elskede Leonard Cohen. Der var bare ét men. Koncerten lå lørdag aften midt i Roskilde. Vi tænkte, at det måtte gå som det nu kunne. Vi havde som udgangspunkt i tankerne at tage turen tilbage til urinstanken efter koncerten ved midnat.

Vi var hjemme i normale omgivelser i god tid, og efter en times langt bad (undskyld klima) mødtes vi igen. Foran Kongens Have. Velduftende og rene bestilte vi den første øl, og legenden gik på. Det var en stille koncert. Fra udblæste trommehinder og hjerne ud dagen før, stod vi nu med tilspidsede ører og sagte toner fra velsignende, taknemmelig, lille foroverbøjet mand med lyserøde Rosenborg til højre for os og en brændende solnedgang bag scenen. Halleluja. Respekten fra scenen strømmede ud til publikum, der gavmildt gav plads til alle.

Det var den smukkeste koncertoplevelse at være vidne til. Det føltes som om, vi kun var små tyve mennesker. Tiden stod stille. Den lille jøde der holdte biblen og os i sin hule hånd fik himlens klokker til at ringe. Ring the bells that still can ring. Forget your perfect offering.

There is a crack in everything - That's how the light gets in.

Vi tog naturligvis ikke tilbage til stanken den nat, men flød fra koncerten i den rene luft og ud i nattens København med Cohenvelsignelser i sindet. 

 Vi husker dig, Lenny, med rosenrød himmel og lyserødt slot. 

Tak for musikken. 

Tak for nu.  

I remember you well in the Chelsea Hotel

You were talking so mousy and so scary

Hitting rat’s head from the unmade bed

While the siren’s wailing in the streets

Those were the seasons and that was New York

We were running to get money and the flash

And that was called continental for the workers in song

Probably still is for those of them left

Ah, but you got away, didn't you Mickey?

You just turned your back on the cheddar

You got away, you never once heard me say

I’ll eat you, I don't need you

I’ll eat you, I don't need you

And all of that limping around

I remember you well in the Chelsea Hotel

You were invasive, your rabies was a legend

You told me again you preferred cheesy zen

But for us you would make an exception

And gritting your teeth for the ones like us

Who are oppressed by the figures of physics

You fixed yourself, and said, "Well never mind

You are perfect and you have the music"

And then you got away, didn't you Mickey?

You just turned your back on the cheddar

You got away, you never once heard me say

I’ll eat you, I don't need you

I’ll eat you, I don't need you

And all of that limping around

I don't mean to suggest that I hit you the best

I can't keep track of each fallen rodent

I remember you well in the Chelsea Hotel

That's all, I don't even think of you that often