BILLUND : WOW PARK : WOOOOOOOOOOW!!!!

Brødrene Løvehjerte, Bedsteforældrene og undertegnede tog til Billund i Corona-sommerferien i 2020 for at prøve Wow Park. Jeg må indrømme, jeg ikke havde de største forventninger til stedet. Men de tog til genmæle. Det var mildest talt et imponerende sted, og det var fuldkommen perfekt Corona-wise. Oven over ses tønden på bjerget, der langsomt fyldtes med vand og blev tømt i kaskader af vand ned i selvbyggede vandbaner af bambus. Det her kunne vi have fået hele dagen til at gå med.

Der var labyrinter bygget i pil. 

Der var stille opstart i "forhindringsbaner".

Herunder ses Madladens vegetarsalat bowl. Madladen er en virkelig kæmpe og flot træbygning. Det var første sæson, hvilket sikkert var derfor man kunne dufte træværket. 

En mand kom ind og bad mine drenge om hjælp til at dreje det enorme træ, der stod midt i restauranten, og med deres hjælp drejede det kæmpe træ pludselig rundt. Sjov detalje. 

I det hele taget er Wow Park fuld af fede detaljer. Selv toiletterne var en oplevelse. Særligt for en seksårig. 

Efter maden kom vi til "labyrinterne oppe i træerne, og der var mange. Jeg har ikke taget billede af dem alle, men her kommer nogle af dem:

Jeg er vild med, hvor enkelt hele parken er udformet. 

2020: SIKKE ET ÅR. 5 ÅRS SKILSMISSEDAG OG VEGANSK FØDSELSDAG FOR VENINDERNE

2020 var et virkelig stenet år for alles vedkommende, kan man vidst roligt sige. Mine uadskillelige drenge og jeg rejste rundt i det danske land og nød hinandens selskab - selv om man selvfølgelig savnede Copenhell. Det blev til en halv måned på Bornholm, derefter en halv måned rundt med campingvogn med mormor og morfar omkring Vejle. Jeg må se, om jeg får tid til at uploade. 

Jeg har jo som bekendt fødselsdag i de sidste dage på året, og jeg har aldrig egentlig lyst til at fejre mig selv. Jeg har altid fundet det for selvhøjtideligt. Det er sikkert samme afsky, som selviscenesættelse på sociale medier afføder (eksempelvis fatter jeg ikke forældre, der skriver "tillykke" efterfulgt af længere ode til deres barn og billeder af denne, når deres barn ikke er på Facebook eller Insta..? - jeg tror, dit barn får mere ud af at du bare siger det direkte til hen. Just a thought). Fødselsdage. Det er mærkeligt for, jeg går altid helt amok når det drejer sig om drengenes fødselsdage - som jo har fødselsdag dagen efter den anden, hvilket resulterer i fødselsdagsfestival når den samlede for familie og den for deres venner holdes i weekenden. Kompenserer jeg for deres faders manglende tilstedeværelse og interesse i dem? Oh yes indeed, og det ville også være mærkeligt andet.  

I december 2020 havde jeg også 5 års skilsmissedag, efter at være blevet gift for 10 år siden. Som folk melder ud på Facebook, at det er deres "bryllupsdag," så bør "skilsmissedag" også fejres. Det føles empowering, og dét forhold (til dig selv) kan du med sikkerhed nyde lige til dine dage endes. 

Nuvel. Da nytårsaften skulle bestå af, at mine drenge og jeg lavede mad til Olde (tak til Børneavisen for at guide os igennem både dessert og drinks) og altså ingen vilde alkoholindkøb besluttede jeg mig for at lave noget alligevel på min fødselsdag (seriøst bare at skrive "min fødselsdag" sender gags gennem ganen). Men igen gad jeg ikke "fejre mig selv". Hmm, men jeg ville faktisk gerne fejre mine veninder. Det var egentlig en præmis, som jeg godt kunne finde mig tilpas i. Jeg tænkte på om aftenen, som jeg lagde mig til at sove, at det kunne afholdes i den biograf jeg er frivillig operatør i. Masser af plads til afstand. Jeg besluttede mig med det samme for en vegansk menu, idet vi er så mange veganere, vegetarer og pescetarer i min kreds af vidunderlige veninder samlet op gennem et liv på efterskole, akademiet, højskole, teknisk skole (film), film, mødregrupper, universitetet og arbejde. Men det var forholdsvis mærkeligt at invitere folk ad hoc, sætte en deadline for deres svar for dernæst at kunne invitere i næste led. Jeg er ikke fan af at rangere folk, men det tvang pandemien ligesom én til at tænke i. Jeg undskylder til dem, invitationen ikke nåede ud til. 

Og hvor jeg altid står i køkkenet og kokkererer amok til drengenes fødselsdage, og alle andre dage for den sags skyld (heja provinsen for ikke at have take away), så skulle netop denne dag ikke bestå af dette. Jeg ville have tid til at mærke mine gæster. Som altid bad jeg om, at folk ikke tog gaver med - det var gave nok i sig selv, at de kom. Det var en aften for at fejre dem og ikke mig.  

I denne tid (2020) er jeg blevet virkelig god til at komme helt ned i tempo. Yes, det er det, alle siger. I know. Bare at rejse alene med mine børn og nyde naturen er vidunderligt. Men det her handler også om synkronisitet. At lægge mærke til ting, der sker omkring én og for én. Den næste dag fik jeg en besked om at 'like' min gamle ven, som jeg ikke har set siden han besøgte mig på Kunsthøjskolen, 's nye cateringselskab. Han lavede faktisk maden til en surprise party fødselsdag, min ekskæreste og venner holdt for mig da jeg blev..19? 20? Som sagt det er lang tid siden. Stenet. Jeg skrev til ham, om han kunne lave en vegansk menu (og ja, jeg indhentede også tilbud et par andre steder fra. Det ville være dumt ikke at afsondre området. Inderst inde vidste jeg godt, jeg kun ville blive tilfreds med hans bud. Kender I det? Når beslutninger allerede er taget, for de kan mærkes i kroppen og ikke kun i hovedet?). Han kunne helt bestemt lave en vegansk menu.

Prisen, jeg satte, var 150,- pr. kuvert - maden blev leveret i flotte skåle (godt for miljøet) af Kristian selv. Og nej, jeg får intet for at nævne for hans business. Jeg vil bare rigtig gerne videreformidle hans info til andre veganere/vegetarer, som ikke bor i hovedstaden, for på Midt/Sydsjælland er der faktisk ikke noget vegansk catering at opdrive. Det her var så overdådigt eksekveret. Vi var alle ved implodere ved alle de forskellige fantastiske smage og teksturer i vores munde. 

Den eneste rettelse til ovenstående menu er, det blev mango sorbet og havtorn sfærer.

- okay faktisk lavede jeg liiiiidt mad den dag. Jeg poppede naturligvis afsindigt mange popcorn, som man kunne øse op i sit krus. Derudover skar jeg og min førstefødte grøntsagsstænger til de forskellige veganske dips:

Cashewnøddedip. 400gr. cashewnødder, to hvidløg, saft fra en citron, et bundt dild, et bundt persille, en dl vand, salt og peber. Afhængigt af, hvor tyk/flydende man ønsker dippen, kan man fortynde med vand. Blend. 

Inspireret af Emmas blog.

Ærtedip. Ærter, to hvidløg, løg/skalotteløg, vegansk yoghurt (jeg valgte soya), citron, olivenolie, agavesirup, æblecidereddike, et bundt basilikum, et bundt mynte, salt og peber. Løg sauteres i olie, tilsæt eddike og sirup. Kom det op til resten. Blend. 

Inspireret af Albertes blog.

 

Hummus. Ja, den ligger vel på rygraden hos alle: kogte kikærter, tahin, hvidløg, citron, olivenolie, spidskommen, paprika, salt og peber. Blend. 

NØRREBRO : POLITIMUSEUM & PLANT POWER FOOD MED LILLE M

Den lille havde i et stykke tid haft dette sted i tankerne, så vi besøgte PLANT POWER FOOD på Fælledvej 15 på Nørrebro. Et udemærket tiltag når tarmene skal sættes i gang igen oven på den kødfestival, julen som regel rummer for danskerne. Det var ikke december, da vi gæstede stedet, faktisk kom vi direkte fra Politimuseet på den anden side af vejen. Det var nemlig noget, jeg havde villet i lang tid. Særligt med deres særudstilling om 'Trusler,' som trods sagernes alvor er meget underholdende. Eksempelvis:

"KUN STORE SEDLER - HURTIGT! JEG ER BEVÆBNET OG HAR TØMMERMÆND"

TRIGGER WARNING: Hvis du ikke vil læse om mord, lemlæstelse eller voldtægt, så spring ned til under næste billede.

I øvrigt havde én af mine yndlingspodcasts pudsigt nok også nævnt stedet om mandagen. Podcasten hedder 'Mørkeland,' og jeg venter nærmest kun på at det bliver mandag når det nye afsnit udkommer. Det er to kvinder, det burde ikke være nødvendigt at nævne deres køn, men det spiller faktisk en rolle her i forhold til formidlingen. De er altid 100% inde i stoffet - det skal man jo være som kvinde, når man går offentligt med noget - og så hul i, at de ikke kender hele retsloven. Det er der seriøst én, der har skrevet i sin anbefaling af dem. Really? "I får topkarakter, meeen!" Det skal være spotless, hvis kvinder laver noget der offentliggøres. Det er en podcast om mord for fanden! Ikke jura. 

De tager udgangspunkt i offeret, hvor mordet formidles på en respektfuld måde. Der er så meget empati og sympati i deres vinkling af sagerne, undren og "hvis nu..". Nogle sager tages op netop for at skabe opmærksomhed på glemte og uopklarede sager. Jeg elsker deres perspektiv, hvor ofrene ikke bare er ofre, men mennesker.  Og luk nu røven med hvordan de taler. Who cases? Jeg ved godt, man altid må kommentere eller korrigere en kvinde - gu må man ej, men det gør man - men hør den nu bare. Det er en pissefed podcast. De er pisseseje! 

En anden podcast, der afsluttede anden sæson i går - hvilket jeg faktisk er lettet over, for jeg irriteres grænseløst over den. Alligevel kan jeg ikke lade være med at høre den, hvilket irriterer mig endnu mere - 'Myrdet' af de der to mænd, tales der om seriemordere. Og i dækningen af eksempelvis Fred West, en virkelig virkelig klam satan, jokes der ligefrem over at West voldtager sin datter og der grines...? 

Og så snart offeret er slået ihjel, bliver det til "liget". Og altså ikke længere nogens liv eller krop. Jeg er indforstået med, at den ene er forhenværende politibetjent og måske derfor er farvet med denne labelling. Det er nok en måde at håndtere så grelle hændelser i sin hverdag på. Det bliver dog en anelse for klinisk, kynisk og for tingsliggørende for mig. Vi har trods alt § 139. i Straffeloven, der straffer "Den, som krænker gravfreden eller gør sig skyldig i usømmelig behandling af lig".

Jaja "boys will be boys" (og nej "boys will grow up to be responsible and respektable men), men det er ikke just et ajour værdisæt man tillægger dem. Piger og/eller kvinder der voldtages eller myrdes på brutal vis får ikke den store reaktion. "Så er vi ligesom i gang," fornøjes der. Måske er man bare for vant til misogyni og kvindedrab? Det fik mig til at tænke på denne mand, der prøvede at få mænd til at sætte sig ind i kvinders situation.  For det eneste der egentlig får nogen reel form for reaktion er, hvis seriemorderne skærer i drengebørns kønsdele. Yup. Og det ér frygteligt, men det er en meget meget lille brøkdel af, hvad de ellers fortæller om. Grunden til, der overhovedet kommer en reaktion omend lille, er, at den ene har fået børn. Og mit gæt er, at han kun har fået drenge. Som når mænd kan forstå noget af kvinders utryghed eller liv begrundet med: "nu har jeg selv fået piger" - fordi du har fået en datter, kan du nu sætte dig ind i kvinders situation...? Man spekulerer på, om de i deres lange liv slet ikke har været "udsat" for hunkøn før..? Mor? Mormor? Søster? Veninde? Nabo? Kollega? Kæreste? Anyone? No?

Any way støt op om 'Mørkeland,' de er fandeme gode. De er ulønnede, de gør det i deres fritid og de hæver i den grad niveauet af podcasts. Jeg ville ønske, der var flere kvinder på banen dér - som når man har set 'Girls,' 'Insecure,' 'The Handmaid's Tale,' 'Pose,' 'No Offence,' 'Killing Eve,' 'Divorse,' 'Big Little Lies,' 'Better Things,' 'Orange is the new Black,' 'Sharp Objects,' 'Heathers,' 'She's Gotta Have It' eller 'The Deuce' og endelig fatter, hvor rart det er at se sit eget køn repræsenteret. Og ja sådan må POC, homoseksuelle, transkønnede og alle de andre køn have det hele tiden. Selvfølgelig. Men det er ligesom først, når man præsenteres for noget andet at man egentlig lægger mærke til "det normale" udbud. 

I de fleste film spiller kvinden blot en mor - for det meste uden navn - eller er et stykke kød. Der er overrepræsentation af mænd i film, og det er ikke homoseksuelle roller. I øvrigt sørg for at se 'Call Me by Your Name' (2017), den er ret god. Og har du ikke set 'Ditte og Louise' (2018), så gør det! Jeg var målløs over, hvor mange pointer de får med - uden at mange nok lægger mærke til det. Og så er den virkelig sjov. Som i, jeg havde regnet med at smile, men jeg grinede ufrivilligt højlydt så tårerne trillede. Og ja jeg var alene. Tænk sig, hvis 'Klovn' kunne andet end "drengerøvshumor," men faktisk ændrede verden til det mere positive? Og tænk sig hvis mænd også gik ind og så en film med to kvinder i hovedrollen? (en skidegod artikel, ikke at det sexistiske Ekkokammer fortjener hits, men Laura Dyhrcrone gør det sgu godt her.) Desværre har ikke så mange set dygtige Ditte og Louise, som man kunne ønske sig, men den barnlige 1990'er agtige 'En frygtelig Kvinde' kunne trække fulde huse...? Åhh Danmark hvor har vi dog langt igen...siger jeg med nedslået blik (ja jeg har set den - da jeg ligesom havde vagt og skulle vise den. Den var så dårlig, at jeg var mere interesseret i dens  locations. Og hep hey! Der var sgu da Gravens Rand?) 

Få set 'Ditte og Louise' - også selv om du er en mand eller måske netop derfor. Den handler ikke om at sable mænd ned, men om samfundets normer. Og ja måske nogle mænd ikke tør, fordi "hvad nu hvis de blev tvunget til at se indad!!" eller, gud forbyde det, "vise hensyn fremover!? GISP!" - som de lige nu flyder over med på facebook af krænkelser over, at nogen er blevet krænket. Det er sgu da ironi, der vil noget. De skriger og råber op om "krænkelseskultur," hvilket de er så krænkede over at der kommer det ene opslag efter det andet. Gerne hvide mænd. 'nuff said. En Grundtvig sang "..den danske sang er en ung blond pige.." - for det første hvad er det for noget nationalistisk pis at forsvare og insistere på at synge? - for det andet ad. I øvrigt er jeg PISSETRÆT af, at al respekt over for andre mennesker skal latterliggøres med "svenske tilstande" tihihihi. Denmark - you should only be so lucky. Dét er præcis, hvad vi burde stræbe efter. Og at blive lige så ligestillede som Island. 

Man kan undre sig over, hvorfor Mofibo støttede de to mænd frem for 'Mørkeland'. Var det grundet "kendisfaktoren"? Eller var det noget andet? 

'Mørkeland' har lavet 41 episoder, foruden 'minimord' en slags digitalt postkort, de har været i luften siden 20. februar 2018  ('Myrdet' har lavet to sæsoner på i alt tyve episoder siden 7. juni 2018). 

Hver  fucking mandag? Det er ret vildt.

Raw og dehydrerede snack.

Vi valgte brunchtallerken med ruller af rispapir med spirer og agurk. Patè af champignoner. Karrysalat. En halv avokado med tahindressing, ristede nødder og sfærer af balsamico. Bagte svampe med rosmarin. Raw kiks med kul.

Alene æstetikken er værd at komme efter.

ROSKILDE : STAGE DINING - TARTAR - OG DEN BEDSTE MUSIKOPLEVELSE PÅ DETTE ÅRS FESTIVAL: LORENZO WOODROSE

STAGE DINING. Jovist stod der FORAN Orange Stage. Men derfor blev jeg alligevel skuffet over, det ikke var PÅ Orange Stage. Desuden henvendte arrangementet sig, set i bakspejlet, nok mere til folk, der ikke har dyrket deres egne grøntsager eller spist på noma - hvilket jeg erfarer, ikke er så mange alligevel. Nuvel. Vi skulle sidde på klapstole med vores egne knæ som bord. Ikke alene skulle vi anvende vores egne knæ som bord, vi skulle også sidde i rundkreds med en del andre mennesker – hvilket måske havde været mere tåleligt, om vi havde haft et rigtigt bord. 

På vores klapstol var placeret et stykke papir med ens opgave. Denne opgave kunne bestå i at hente mad – ja – til hele kredsen, holde tale – ja – eller andre ting. Skønt klokken kun var elleve, og vi havde været i mavepuster-pitten til Justice om natten, sovet i tenthouse, været i bad og benyttet rigtige toiletter, var vi ikke gearet til denne velmenende selskabssjov. Tre ud af os fem skred mod tartar i Foodcourt i stedet. Det der gjorde udslaget var en kurv af urter, der blev tilbudt at smage på. Are you kidding? Vi kan nok nævne flere af de urter, end du kan. Og nej. Det kan ikke skrives uden, at vi fremstår som snobber. Men det er vel også ved at være ti år siden, jeg første gang blev kaldt en snob. De sidste to af vores crew var så tilpas tømmermændsramte, at vi blev siddende. De ved vores kreds var til gengæld helt med på konceptet. De tog det sprøjtede dug af ”personalet” til sig som en oplevelse. De smagte sødskærm fra kurven for første gang og var i det hele taget meget med på ideen. Jeg der ikke havde sagt en skid fornuftigt hele morgenen (eller natten med for den sags skyld) byttede min-holde-tale-stol ud med en hent-mad-stol. Mere omløb var der ikke. Depoterne var tomme. Jeg kørte på pumperne. 

Først et par syltede radiser, en rå radise og en grov ærtemos. En smoothie der blev opgivet af næsten alle – appelsinskræl? 

Brød (sendt rundt til alle så de kunne brække et stykke af, hvilket jo altid er det man ønsker på Roskilde – at så mange som muligt rører ved ens mad. Jeg siger ikke, folk er klamme. Men jeg siger heller ikke, at folk ikke er det.) med pesto og olie. 

Vi var variationer af kartoffelmos igennem. Dernæst en kartoffelkage (billede mangler) med glasur og kold kaffe til. Jeg fik min nabos kombucha, idet kaffen såvel som alt det andet ikke rigtig smagte mig. Jeg har altid haft det pænt stramt med kombucha. Hvis jeg har lyst til en øl, så tager jeg en øl. Ellers har jeg det okay med vand. Men nu var der ligesom ikke noget vand, og tog derfor en stor tår af det der var. Det gik også fint, indtil jeg mærkede et fremmedlegeme i min mund og per refleks spyede det ud – dette bidrog kun til medspisernes totale oplevelse. ”Du fik ”the mother,”” grinede Jolie (fransk udtale). What? Næppe. Den er dårlig den der. Og så var der ikke rigtig mere at hente der.

Vi gik der fra, efter at have pakket alt sammen (why?) som påskrevet og direkte i Food Court. Fra Food Court og tartar (som billedet viser en del mere nærig end sidste års og dette års version på Heartland - bollen er blevet skiftet ud med en mere brioche agtig bolle) og ind på Gloria – som fandeme er og bliver min yndlingsscene. Helvedes hedt når Roskilde sveder over af sommervarme. Tørt når Roskilde regner derudaf. Intens som ingen af de andre scener næsten lige meget, hvad musikken er. Dagens første koncert. Lorenzo Woodrose. Jeg har så meget kærlighed til overs for den mand. En uddøende race. Et brændende 68’er hjerte midt i en krigsliderlig og forbrugersvins verden. Rødere end Rød Første Maj. Her var fyldt. Ikke overfyldt. Tilpas.

”Sikke mange I er. Regner det?” trådte han på scenen og tog os med. Hvordan én mand med en guitar alene på en scene kan favne alle i teltet i ét stort kosmisk kram og opsang, er mig en gåde. Jeg stod oppe foran. Ingen skubbede. Ingen masede. Alle respekterede hver andres plads. Vi blev hele tiden af vagterne bedt om at samle os tættere, fordi der var så mange der gerne ville ind. Mange af de foran stod med lukkede øjne og flød med musikken og ordene.

Om det var grundet Uffes tekster og formidling, de få timers søvn eller tømmermændenes tag eller det evigt forandrede sind efter to graviditeter, ved jeg ikke, men teksterne og intensiteten fik tårerne til at trille ned ad mine kinder. Hårene på armene mine stod strittende hele koncerten igennem særligt, da Uffe lavede sin version af Røde Mors ’Lil’ Johnnys mund’ - ”Det var dengang, der var noget der hed ”fredsbevægelser”. Det findes ikke mere. Nu er der kun ”krigsbevægelser”. Der er sgu penge i lortet.”

 Min veninde Jolie, der intet kendskab havde til Uffe, Baby Woodrose eller Spids Nøgenhat – hun har boet i udlandet de sidste seks år- blev også ramt af hans røst, revet med og græd ved min side. Flere sange igennem måtte jeg forsøge at blokere teksten ude, for at komme til hægterne igen. 

Det var absolut dette års bedste og smukkeste koncert og øjeblik på Roskilde for mig.

Af hjertet tak kære Uffe. 

– jeg ved ikke, hvor fuck Gaffas Keld Broksø befandt sig, men det er tydeligt med hans præmierende ligegyldige fire stjerner for denne sammenknytning-af-hoved-og-hjerte-seance at han må have stået med hovedet oppe i røven på sig selv frem for at være til stede. Når nu han selv vælger at bringe teksten til ’Sang om merværdi,’ som Uffe havde bøjet fra dur til mol (selvfølgelig), må det sgu også kommenteres her.

”Hør lige:

”Jeg står op om mor’nen/og går hen på mit job/og jeg laver noget/og jeg får min løn./Men det jeg laver/ er mere værd/end det jeg får./Hvordan sku nogen men'sker ellers blive rige uden at lave no'et?”

Mine damer og herrer:

Mage til støvet verdensopfattelse her i 2017 skal man nok lede længe efter (med mindre man tilhører en lille klike af uddøende, faste abonnenter på Socialistisk Arbejderavis). Og spørg lige en selvstændig tømrermester med et par svende, hvor mange timer han arbejder om ugen.” skrev BROKsø i Gaffa.

Tjah. Nu ER min far tilfældigvis tømrermester. Han har været selvstændig, hvilket ikke kunne løbe rundt til sidst. For det han laved,’ var mere værd end det han fik. Og selv som leder af et sjak er det, han laver mere værd end det han får. I januar skar han sin ene pegefinger på en rundsav. Hvad gør man så? Man tager resten af dagen med naturligvis, rydder op og besøger skadestuen når man har fri. Man får en stiv finger ud af det, efterfølgende operationer med en trediedel af den løn, man ville få – hvilket svarer til det rene ingenting – hvis man var på job. Man bliver ødelagt i en alder af femoghalvtreds, før man overhovedet kom i nærheden af den alder der kunne påråbe sig efterløn før den målstreg også blev fjernet. Knæene er ødelagte. Ryggen er ødelagt. Et arbejdsliv der startede som fjortenårig. Op klokken fire om morgenen, og hjemme igen klokken tre om eftermiddagen.

 Næh det lugter mere af, du får mere end det du laver, er værd. Og derved er netop dette spildt på dig. Mit råd til dig: prøv at se dig omkring. Hvordan oplever de omkring mig koncerten? ER jeg helt off? I dette tilfælde : Fuldstændig. Og undlad for alles skyld at omtale Uffe som "en bamse," blot fordi han ikke er petit. 

Det er muligt, ordene, teksten, opråbet, håbet og energien var spildt på dig Broksø. For dét har jeg ondt af dig. Du gik glip af noget sublimt her. En ophøjet oplevelse. Et håb. For menneskeheden og den verden den er søsat i. Et håb som igen trækker tårer, når ens treårige i sin leg synger:

"Mere lys - mere kærlighed - mere lys - mere frihed!"