NØRREBRO : POLITIMUSEUM & PLANT POWER FOOD MED LILLE M

Den lille havde i et stykke tid haft dette sted i tankerne, så vi besøgte PLANT POWER FOOD på Fælledvej 15 på Nørrebro. Et udemærket tiltag når tarmene skal sættes i gang igen oven på den kødfestival, julen som regel rummer for danskerne. Det var ikke december, da vi gæstede stedet, faktisk kom vi direkte fra Politimuseet på den anden side af vejen. Det var nemlig noget, jeg havde villet i lang tid. Særligt med deres særudstilling om 'Trusler,' som trods sagernes alvor er meget underholdende. Eksempelvis:

"KUN STORE SEDLER - HURTIGT! JEG ER BEVÆBNET OG HAR TØMMERMÆND"

TRIGGER WARNING: Hvis du ikke vil læse om mord, lemlæstelse eller voldtægt, så spring ned til under næste billede.

I øvrigt havde én af mine yndlingspodcasts pudsigt nok også nævnt stedet om mandagen. Podcasten hedder 'Mørkeland,' og jeg venter nærmest kun på at det bliver mandag når det nye afsnit udkommer. Det er to kvinder, det burde ikke være nødvendigt at nævne deres køn, men det spiller faktisk en rolle her i forhold til formidlingen. De er altid 100% inde i stoffet - det skal man jo være som kvinde, når man går offentligt med noget - og så hul i, at de ikke kender hele retsloven. Det er der seriøst én, der har skrevet i sin anbefaling af dem. Really? "I får topkarakter, meeen!" Det skal være spotless, hvis kvinder laver noget der offentliggøres. Det er en podcast om mord for fanden! Ikke jura. 

De tager udgangspunkt i offeret, hvor mordet formidles på en respektfuld måde. Der er så meget empati og sympati i deres vinkling af sagerne, undren og "hvis nu..". Nogle sager tages op netop for at skabe opmærksomhed på glemte og uopklarede sager. Jeg elsker deres perspektiv, hvor ofrene ikke bare er ofre, men mennesker.  Og luk nu røven med hvordan de taler. Who cases? Jeg ved godt, man altid må kommentere eller korrigere en kvinde - gu må man ej, men det gør man - men hør den nu bare. Det er en pissefed podcast. De er pisseseje! 

En anden podcast, der afsluttede anden sæson i går - hvilket jeg faktisk er lettet over, for jeg irriteres grænseløst over den. Alligevel kan jeg ikke lade være med at høre den, hvilket irriterer mig endnu mere - 'Myrdet' af de der to mænd, tales der om seriemordere. Og i dækningen af eksempelvis Fred West, en virkelig virkelig klam satan, jokes der ligefrem over at West voldtager sin datter og der grines...? 

Og så snart offeret er slået ihjel, bliver det til "liget". Og altså ikke længere nogens liv eller krop. Jeg er indforstået med, at den ene er forhenværende politibetjent og måske derfor er farvet med denne labelling. Det er nok en måde at håndtere så grelle hændelser i sin hverdag på. Det bliver dog en anelse for klinisk, kynisk og for tingsliggørende for mig. Vi har trods alt § 139. i Straffeloven, der straffer "Den, som krænker gravfreden eller gør sig skyldig i usømmelig behandling af lig".

Jaja "boys will be boys" (og nej "boys will grow up to be responsible and respektable men), men det er ikke just et ajour værdisæt man tillægger dem. Piger og/eller kvinder der voldtages eller myrdes på brutal vis får ikke den store reaktion. "Så er vi ligesom i gang," fornøjes der. Måske er man bare for vant til misogyni og kvindedrab? Det fik mig til at tænke på denne mand, der prøvede at få mænd til at sætte sig ind i kvinders situation.  For det eneste der egentlig får nogen reel form for reaktion er, hvis seriemorderne skærer i drengebørns kønsdele. Yup. Og det ér frygteligt, men det er en meget meget lille brøkdel af, hvad de ellers fortæller om. Grunden til, der overhovedet kommer en reaktion omend lille, er, at den ene har fået børn. Og mit gæt er, at han kun har fået drenge. Som når mænd kan forstå noget af kvinders utryghed eller liv begrundet med: "nu har jeg selv fået piger" - fordi du har fået en datter, kan du nu sætte dig ind i kvinders situation...? Man spekulerer på, om de i deres lange liv slet ikke har været "udsat" for hunkøn før..? Mor? Mormor? Søster? Veninde? Nabo? Kollega? Kæreste? Anyone? No?

Any way støt op om 'Mørkeland,' de er fandeme gode. De er ulønnede, de gør det i deres fritid og de hæver i den grad niveauet af podcasts. Jeg ville ønske, der var flere kvinder på banen dér - som når man har set 'Girls,' 'Insecure,' 'The Handmaid's Tale,' 'Pose,' 'No Offence,' 'Killing Eve,' 'Divorse,' 'Big Little Lies,' 'Better Things,' 'Orange is the new Black,' 'Sharp Objects,' 'Heathers,' 'She's Gotta Have It' eller 'The Deuce' og endelig fatter, hvor rart det er at se sit eget køn repræsenteret. Og ja sådan må POC, homoseksuelle, transkønnede og alle de andre køn have det hele tiden. Selvfølgelig. Men det er ligesom først, når man præsenteres for noget andet at man egentlig lægger mærke til "det normale" udbud. 

I de fleste film spiller kvinden blot en mor - for det meste uden navn - eller er et stykke kød. Der er overrepræsentation af mænd i film, og det er ikke homoseksuelle roller. I øvrigt sørg for at se 'Call Me by Your Name' (2017), den er ret god. Og har du ikke set 'Ditte og Louise' (2018), så gør det! Jeg var målløs over, hvor mange pointer de får med - uden at mange nok lægger mærke til det. Og så er den virkelig sjov. Som i, jeg havde regnet med at smile, men jeg grinede ufrivilligt højlydt så tårerne trillede. Og ja jeg var alene. Tænk sig, hvis 'Klovn' kunne andet end "drengerøvshumor," men faktisk ændrede verden til det mere positive? Og tænk sig hvis mænd også gik ind og så en film med to kvinder i hovedrollen? (en skidegod artikel, ikke at det sexistiske Ekkokammer fortjener hits, men Laura Dyhrcrone gør det sgu godt her.) Desværre har ikke så mange set dygtige Ditte og Louise, som man kunne ønske sig, men den barnlige 1990'er agtige 'En frygtelig Kvinde' kunne trække fulde huse...? Åhh Danmark hvor har vi dog langt igen...siger jeg med nedslået blik (ja jeg har set den - da jeg ligesom havde vagt og skulle vise den. Den var så dårlig, at jeg var mere interesseret i dens  locations. Og hep hey! Der var sgu da Gravens Rand?) 

Få set 'Ditte og Louise' - også selv om du er en mand eller måske netop derfor. Den handler ikke om at sable mænd ned, men om samfundets normer. Og ja måske nogle mænd ikke tør, fordi "hvad nu hvis de blev tvunget til at se indad!!" eller, gud forbyde det, "vise hensyn fremover!? GISP!" - som de lige nu flyder over med på facebook af krænkelser over, at nogen er blevet krænket. Det er sgu da ironi, der vil noget. De skriger og råber op om "krænkelseskultur," hvilket de er så krænkede over at der kommer det ene opslag efter det andet. Gerne hvide mænd. 'nuff said. En Grundtvig sang "..den danske sang er en ung blond pige.." - for det første hvad er det for noget nationalistisk pis at forsvare og insistere på at synge? - for det andet ad. I øvrigt er jeg PISSETRÆT af, at al respekt over for andre mennesker skal latterliggøres med "svenske tilstande" tihihihi. Denmark - you should only be so lucky. Dét er præcis, hvad vi burde stræbe efter. Og at blive lige så ligestillede som Island. 

Man kan undre sig over, hvorfor Mofibo støttede de to mænd frem for 'Mørkeland'. Var det grundet "kendisfaktoren"? Eller var det noget andet? 

'Mørkeland' har lavet 41 episoder, foruden 'minimord' en slags digitalt postkort, de har været i luften siden 20. februar 2018  ('Myrdet' har lavet to sæsoner på i alt tyve episoder siden 7. juni 2018). 

Hver  fucking mandag? Det er ret vildt.

Raw og dehydrerede snack.

Vi valgte brunchtallerken med ruller af rispapir med spirer og agurk. Patè af champignoner. Karrysalat. En halv avokado med tahindressing, ristede nødder og sfærer af balsamico. Bagte svampe med rosmarin. Raw kiks med kul.

Alene æstetikken er værd at komme efter.

HENNE KIRKEBY : HENNE KIRKEBY KRO : VORES HENNE

Turen gik rask afsted mod WAAAAARDE ad motorveje for at inkassere en længe ventet og udsat fødselsdagsgave. Med pitstop et eller andet sted på Fyn hvor vi tog en rasteplads med noget natur vue. Undertegnede havde lavet porre/bacon tærte om morgenen forsejlet i flamingokasse og kolde gule Kinleys til. Hvid dug (arvestykke fra min oldemor), frokosttallerkner og rigtigt bestik til. Man skal altid huske at træne maven op til at indtage otte retters menu, det nytter ikke noget at holde igen hele dagen. Det hævner sig senere. True story. 

Vi nåede Waaaaarde, men ikke eftermiddagskaffen på Henne Kirkeby Kro. Nuvel. Vi fik vores værelse i Staldgården. Der var omtrendt tredive minutter til, vi havde bord. Vi inspicerede og afprøvede alt på værelset, som de spader vi er, og tog en øl med på ryge/spadsertur rundt på matriklen. Gloede ind af de fleste vinduer, mest køkkenvinduerne, hvor visse døre åbner når man står for tæt på.

Papadam med chutney og frisk fra haven. SÅ var vi i gang!

Hennes egen lufttørrede skinke. 

Havens kartofler og porre med friteret Gillardeau østers. Ja den her var klart en af de tre bedste. 

Kyllingelever (som mine øjne nægter at læse på andre måder end "kylling elever") parfait med syltede valnødder og trøfler. Hvabehar! Needless to say this was like touching God. 

Blæksprutte kimchi. 

Han Solo brødet - de har god erfaring med at døbe deres brød, så bliver det bedre. Der har således eksisteret et Helena Christensenbrød også. 

Havesmør. Et kunstværk i sig selv. 

Cannelloni med kammusling og hummer og røget smørsauce. Den var vidunderlig. 

Stegt pighvar med citroncurd, oksehale, baby løg og rødvinssauce. Surf'n'turf. 

Label Rouge and l'orange. And er jo bare altid perfekt.

Brilliant savoring og efterårstrøffel. 

Paul's modnet aftenost, hasselnød og sort honning. 

Æble tarte fine, Calvados karamel og brunet smør is. 

Mørk chokolade Delice.

Kirsebærsorbet. 

Vi var ude og ryge nogle gange. Vi bad vores perfekte tjener, Emil, om lov. Vi ville jo ikke være til besvær - selv om vi spurgte ind til alt - så da ingen havde ænset at vi var kommet ind anden eller tredie gang, fandt vi selv den gemte garderobe og hængte vores overtøj op. Selvfølgelig var der numre på bøjlerne, og selvfølgelig vidste vi ikke hvad vores bordnummer var. Så lidt efter kom Emil hen til os ved bordet, og spurgte diskret hvor vi havde gjort af vores overtøj. Vi undskyldte vores detour. Og at vi grinede eller snakkede for højt - Emil mente, vi godt kunne larme lidt mere. Der var meget stille i restauranten, når der ikke var så mange gæster som i weekenderne. Han mente, det hjalp de andre gæster til ikke at hviske så meget. Der var kun tre par fordelt på tre borde foruden os. Helt klart en perfekt tjener, men vi kommer åbenbart også fra samme by. 

Vores (ekstremt) sødt til kaffen nydt ude i blæsten, hvor der var sat spots op mod trækronerne på alléen skabende et meget dramatisk look på denne årstid og disse kanter. Vores cafébord var dækket med grønt fra haven, rundt om os stod græskar og masser af potter med planter. Det søde bestod  af passionsfrugt og verbena pâte de fruits (den runde), fransk nougat og English country fudge. 

Loungen hvor vi nød (lad os bare sige "drak") ufiltreret øl. Musikken var en playliste, vi ikke kunne gøre noget ved - heller ikke tjenerne - og fra køkkenet stormede Black Sabbath, som vi selvfølgelig meget hellere ville høre i stedet for Lukas Graham. No offense Graham. 

Vores øl. Og jeg må ærligt indrømme, at det føltes som Lokes prøve i Valhalla at drikke den. Lige meget hvor meget vi drak, lige lidt svandt der i glasset. Jeg burde have lagt en tændstiksæske ved siden af, så man forstår størrelsen på glasset bedre. Da vi kom igennem den, havde vi jo lyst til mere. Klokken har vel været midnat eller et. 

"Joh..men vi har egentlig lukket, men vi vil jo heller ikke sige nej," tjenerne nærmest stivnede, da vi spurgte om en mere.  

"Nåh nej men det var til at tage med, tænkte vi. Der er jo ingen bar her ude." 

"Jo selvfølgelig!" responderede de, "men der er også en minibar på værelset."

"Ja. Den har vi tømt."

Vi fik et par mere med. Vi spurgte, om vi måtte gå på opdagelse rundt omkring. Drivhuset for eksempel. Det måtte vi endelig. 

Typisk Paul Cunningham kunst, som man husker den. 

Vores fantastiske tjener Emil kom med menuen - han havde nok regnet med, vi for længst var stået af. Good call. Den kom i en rulle - desværre uden champagnen og øllet. Byd gerne ind. 

Det kæmpestore drivhus, hvor vi sad under varmelamper, blandt geranium (ha!), korkpropper og tomatplanter, spillede musik, drak, røg, kværulerede og glemte klokken. Men vi løb tør for øl ved halv fire tiden - hvilket vist var meget passende. Hold kæft en fed aften/nat. Det gav så meget mening at kunne trække her ud efter endt madoplevelse og ikke som på noma, hvor spaderne her bagefter prøvede at forlænge og fordøje oplevelsen på Eiffelbar og opfordrede de faste kunder til at tage på noma. "Gør det mand! 2500 kroner! Det er billet for at spise på verdens bedste restaurant!" Morons. 

Fribløderdrømme i Hästens seng. Hvis billedet er utydeligt, er det fordi at det var vi. 

Morgenstund har Henne i mund - vi havde ikke nået mange timer på langs, men vi blev nødt til at få morgenmaden med. Selv om vi eeegentlig ikke var sultne. Det var ikke fordi, vi trængte, men vi havde lyst. Jeg ville hellere have kigget mere på den der Hästens seng, skønt allergipillen så småt var stoppet med at virke og dunpuderne stille begyndte at tage kvælertag om åndedrættet. Her erfarede vi, at vi altså havde haft naboer i Staldgården (hvor morgenmaden også blev serveret). Vi mødte smil fra de andre borde, der helt sikkert har hørt en af spaderne banke på døren (fordi der ingen skraldespande var at finde uden for til smøgpakke fyldt med skoder - og jeg var vidt omkring) og den anden råbe fra det hellige i morges. Breakfast of shame much..? Ej det gik. De har vel også været yngre (bemærk jeg afstår fra at skrive "unge") selv og svagt retarderede.

Tjenerne fra natten løj ikke. Det er virkelig en overdådig morgenmad. Med frugt, båd (?), pålæg, brunsviger og ja alt. Men efter vinmenu, og hvad der nu føltes som min egen kropsvægt i øl, var maven og munden lettere snøret sammen, jeg kunne mærke min puls i hver en åre og havde egentlig mest lyst til at drikke deres æblemost i én køre nogle timer frem og genvinde mig selv og måske livslysten.

Brunsviger. 

Men okay. Når man præsenteres for muligheden for at smage tilberedt æg - og mulighederne syntes i min tilstand uendelige - så må man sgu lige kvinde sig op og huske, hvorfor man var kommet. Jeg var i vildrede. Jeg havde lyst til det hele! When in doubt - gå med trøfler. Så det gjorde jeg. Men jeg havde fandeme ikke regnet (håbet på) med at få hele to æg. Damn. Men jeg gjorde det. Madspild du ved nok. 

Farvel kære Henne. Vi ses helt sikkert igen. Næste gang lover vi at arte os. 

BANKERÅT - DØD - OG EN NY START

 De fleste kender nok til BankeRåt. Jeg selv frekventerede der, netop da jeg var kommet hjem fra højskoleophold, boede i kollektiv med veganeren i Nørre Søgade, gik på teknisk skole, lavede dyster kunst og interieuret her passede til den stemning (ikke som den Bo Bedre stil, der synes at regere og ligegyldiggøre diverse københavnske cafeer nu - dog bedre end 90'er svampen, indrømmet, der stadig er at finde hist og pist på provinsens malede vægge). Der var en rå æstetik - og det må alligevel høre til sjældenhederne, at man bliver skræmt af interieuret. Nuvel. Her var lamper af kropsløse dukkehoveder. Og udstoppede dyrehoveder med mannequinkroppe i menneskestørrelse af kunstneren Filip Jensen.

Jeg havde ikke været her i flere år, da jeg kom forbi. Der var sgu noget mærkeligt ved det hele. Som om det var helt skævt. Manden bag disken, ejeren, forklarede, at Filip året før havde taget sit eget liv (mental illness er sgu så forbandet ubarmhjertig og trist) og derfor var hans værker blevet taget tilbage for at opgøre dødsboet. 

Jeg ved ikke, hvorfor sådan noget altid rammer mig. Særligt sensitiv much? I en verden der bliver mere og mere kold og upersonlig med sociale medier, hvor folk ytrer ting (de måske aldrig ville have sagt, havde der været en direkte facial reaction - det gør det stadig ikke okay) som dødstrusler, voldtægtstrusler, videresender nøgenbilleder uden accept (jeg bryder mig ikke om ordet "hævnporno," da porno ikke behøver at være negativt, og ofte har disse usle individer intet at hævne - det kan ligeså godt være en fra samme by, der søger eller deler nøgenbilleder af piger eller kvinder de ikke kender - og må jeg benytte lejligheden til AT SKAMROSE PULTERKAMMERETS AKTIVISTER for deres pissefede indsats!! Ikke som den gængse victimblaming som blandt andet DR har bidraget til med "Pigernes eget ansvar?" - programmet havde nuancer, men shit for en titel - ville man bebrejde et offer, der var blevet udsat for røveri? Nej. Gerningspersonen. Hvorfor er det så, man gør det i sager om "hævnporno" eller voldtægtssager, hvor påklædning, at opholde sig alene, indtag af alkohol pludselig er en del af offerets eget ansvar for forbrydelsen?) eller stalker andre, er det måske okay stadig at have sine følelser? Hvor alle har pissetravlt med at være spindoktorer i deres eget liv og udstille hver en ting, de laver. Alt det smukke. Alt det fede. Jagte likes. Who the fuck cares? Det mangler nerve. 

Jeg selv har altid ment, at mit liv var så tilpas kedeligt at ingen kunne eller burde for den sags skyld interessere sig for det. Alligevel har jeg stadig en stalker. Om jeg begriber hvorfor. Her spiller sociale medier også en rolle. Måske havde hun bare levet sit eget liv i stedet for at forfølge mig, om de ikke eksisterede? Jeg ville/vil gerne åbne for en dialog med dette menneske, så hun kan komme videre. Men hun var åbenbart ikke minded for det den aften. Tilbuddet står stadig. Fair nok at man kan være betaget af et andet menneske. Men når man forfølger dette menneske på de sociale medier og in real life opsøger de steder jeg befinder mig så grænser det til sygelighed. Jeg tænker, hun/du må bruge umådelig meget tid på det. Hvorfor? Jeg vil gerne forstå det. Det må være super hårdt at opretholde det - i over tre år. Måske det kunne hjælpe dig til at komme videre at tale om det? Jeg er faktisk bare et menneske. Der sveder, bløder en gang om måneden, prøver at gøre de rigtige ting (såsom ikke spise sukker, minimere indtag af kød, kun købe økologisk fordi min samvittighed i forhold til dyrene og jorden ikke tillader andet, genbruge, købe genbrug frem for nyt, stoppe forbrugermentaliteten,  minimere mit forbrug af Manitou cigaretter, minimere mit alkoholindtag, være en god ven, en overskudsagtig og fantasifuld mor for mine børn), laver mad fra bunden, drømmer og føler ligesom alle andre. Hvorfor bruge tid på mig? Vil du gerne være min ven? Vil du gerne VÆRE mig? Ved du selv, hvorfor du forfølger mig? Har du prøvet at stille dig selv disse spørgsmål? Har du prøvet at besvare dem? 

Jeg tænker, livet er for kort til at leve andres liv. Du er ikke en del af mit liv, hvis det er den reaktion du ønsker for mig med din stalking. Dette er for din skyld. For i mine og mine venners øjne, må jeg fylde ret meget i dit liv. Og det er sgu da tåbeligt. Smid mig en mail, hvis du har lyst til at komme videre. Eller lad være. 

Jeg synes, det kunne være fedt med en udstilling omkring stalking - og det ville være fedt, hvis du ville deltage. Måske ville det hjælpe dig til at komme videre. Måske du ville få forståelsen af, hvordan jeg har oplevet din stalking? Jeg formoder, det er stukket helt af for dig og er blevet en slags...syge? Giver det mening? Tro mig. Jeg om nogen ved, hvordan det er at leve med en sociopat. Jeg ved godt, hvordan man mister sig selv med ham. Hende før mig sagde som det første til mig:
"Han ødelagde mig. Fuldstændigt."
Det var en lettelse at høre. Og vi havde nogenlunde de samme historier at fortælle. Havde jeg kendt hende før, havde jeg vidst at han aldrig ville ændre sig. Ikke fordi han ikke vil, for det skal der nok være øjeblikke hvor han vil, men simpelthen fordi han ikke kan.
Se ikke på hvad han siger, men hvad han rent faktisk gør.
Jeg ved, at der er stor succes (for det meste) med at ofre møder deres gerningspersoner under optimale forhold og begge parter faktisk får noget ud af det. Hvem ved, måske får jeg en forståelse af hvorfor du har stalket mig i over tre år? Men du skal vide, at jeg ikke gør det for min skyld. Det er faktisk kun for din skyld. Så DU kan komme videre. Jeg er fireogtredive, og du fylder ikke i mit liv. Jeg er helt og helt alenemor, så mine dage æder hinanden op i gøremål og stærk demonstration af simultan kapacitet. Du eller andre tænker måske: "Jamen hvis du bruger tid på det nu, må det jo fylde hos dig?" Ja det kunne man sagtens argumentere for. Og jeg ville også gerne berette præcis hvor omfangsrigt, stalkingen har været. Men løser det noget for dig/hende eller bidrager det til endnu mere selvretfærdigende grænseoverskridende adfærd? Jeg tror det sidste, og så kommer du aldrig videre. Du ved godt selv, hvor meget tid du bruger på mig, og hvor konfliktoptrappende du har været. Selv om det måske ikke er noget, du indrømmer overfor dine venner eller kæreste. Men du ved det. Og jeg ved det. Jeg medgiver, et forhold med ham kan drive én mod sindsyge. Men det er stadigvæk kun dig, der kan drages til ansvar for dine handlinger. 

Som sagt så blev jeg venner med hende før mig, da du overtog. Vi var blevet spillet ud mod hinanden, erfarede vi hurtigt. Hvorfor? Hvis vi ikke talte sammen, kunne vi ikke sammenligne historier og opklare de løgne vi var blevet fodret med. Vi er ret tætte i dag. Er det dét, du ønsker? At få svar? At sammenligne historier? At være tæt? Så må du lægge taktikken om. Du får ikke en konflikt. Men du bestemmer selv, hvor længe jeg skal fylde i dit liv. 

Jeg har intet udestående med dig. I don't care. Du fik besked om mig samme dag, jeg opdagede din eksistens. Du var på dét tidspunkt lige så uvidende som jeg. Det er tre år og fire måneder siden. Det er lang tid siden nu. Og jeg har aldrig været lykkeligere end, jeg er nu. Jeg er tilbage til den, jeg var før ham, and then some! Så vi har ikke noget udestående. Det er ikke for min skyld, jeg her giver dig den opmærksomhed, jeg formoder, du higer efter. Jeg synes måske bare, du burde gå op i dit eget liv i stedet for mit. Giver det mening?

Tilbage til BankeRåt. 

Jeg så mig om. Det var dét! Den store isbjørn i kjole og hvidt (ja ret mig endelig Mads Christensen - here's zero fucks to you and your patriarchy)!! Den var væk! Og strudsen skulle jeg senere erfare. 

Ejeren havde pludselig fået travlt med at udfylde de steder, værkerne havde stået. Det tror jeg gerne. Ikke et ligetil job. 

Jeg husker at have set en video med Filip engang, hvor han fortalte om sin kunst. Han sagde noget om, at han ikke så sin kunst som makaber. At det da var mere makabert at fjerne dyrs hoveder fra deres krop. True. Så det var det, han gjorde. Han gav dyrene en krop igen. 

Jeg fandt det ret fint.

Menukortet var i den grad også blevet forenklet. Fra at have en kæmpe brunchtallerken (jeg husker mest deres suppe, - som til tider fik liiiiiidt for meget fløde - cappuccinos og croissanter) hvor folk ikke spiste alt, og de derfor måtte smide en del mad ud, var de nu gået over til at folk bestilte hvad de ønskede at spise. Enkelt og uden madspil. Bedre for miljøet og deres budget. 

Jeg lystede hummus (den kunne sagtens trække meget mere hvidløg og smag), røget laks rillette og avokado med citron og sesam.

Den nye menu spiller fuldstændigt! 

Men der vil stadig gå noget tid, før jeg kommer forbi igen. Det gør simpelthen for ondt i hjertet ikke at se BankeRåts trademarks stå og byde velkommen, og grunden til manglet gør endnu mere ondt.   

NEXT DOOR CAFÉ I PISSERENDEN

Trods frygten for at dette hjerterum skal blive overrendt - hvad det i forvejen er - kommer her alligevel en anbefaling af verdens dejligeste kaffebar lokaliseret i indre by - undertegnedes stamcafé - Next Door Café i Larsbjørnsstræde 23.

"Sometimes you wanna go, where everybody knows your name and they're always glad you came," burde være titelmelodien til dette sted, den spilles dog ikke. 

Men hvem elsker ikke at starte sin dag med Bowies "Heroes"? Det kan jo kun blive godt!

Servicen er altid smuk, smilende og vedkommende. Kunderne er en bred farverig vifte af forskellige mennesker, der altid hilser på hinanden - netop som det altid har været i Latinerkvarteret. Enten bor de eller arbejder i kvarteret.

Man kan nyde sin kaffe indenfor i de flotte og dekorative omgivelser eller udenfor på bænkene og vågne sammen med smukke indre by. 

Man kan få morgenmad, hvad mange benytter sig af, hjemmelavede juices og lækre sandwiches. Enkle og gode - disse laves også som salater. Herunder ses en BLT ( bacon - livets krydderi - lettuce and tomato ).

De har åbent fra klokken 07:00-18:00 i hverdagene. Lørdag 09:00-18:00. Søndag 10:00-18:00.

En god dag starter om morgenen, og den startes bedst på Next Door Café i Larsbjørnsgade. 

"Peace and love" som de synger over disken sammen med ønsket om en god dag. Mit hjerte banker for dette hjerterum - og springer et slag over, når ugens travlhed forpurrer et besøg. 

Herunder ses mellemrummet ind til the restroom - en god ide at udvide rummet med brugen af spejle. Det gør de også brug af i butikken. En hel væg af flotte spejle ( ikke kun fordi de viser undertegnede ) i forskellige størrelser og former. Synes rummet alligevel overrendt, kan man trække nedenunder.
Navnet "NEXT DOOR CAFE" leder tankerne hen på en nabo ( next door neighbor ), som også er den eksakte følelse man har i kroppen som gæst. Som at komme på besøg hos en god ven. - yderligere kan det nævnes at alle vandrette møbler ( disk og borde ) er lavet af døre. Oversavede døre med overlag af glas således at der udstilles tegninger, hilsner og mønter fra hele verden i "montren."Ganske unikt og fedt. Det yder endnu en dimension til den hjemmelige hygge, at man kan komme med sit eget bidrag.