GL STRAND : MODERN WOMEN : MED LILLE M

Jeg har det vildt over de fleste museer, og kunstmuseer har jeg det endnu vildere over. Åh! Hvor ville jeg elske at arbejde sådan et sted! Denne dag gik turen til mit elskede GL STRAND og deres 'Modern Women' udstilling - en gruppeudstilling baseret på 53 værker af de finske malere: 

Helene Schjerfbeck

Elga Sesemann

Sigrid Schauman 

Ellen Thesleff

Titlen 'Modern Women' kunne også sagtens være titlen på Danmark 2020. Det år hvor metoo endelig slog igennem i Danmark og modern women finally spoke out. 

Helene Schjerfbeck:

Sigrid Schauman:

Sigrid Schauman:

Helene Schjerfbeck:

Helene Schjerfbeck:

Helene Schjerfbeck:

Helene Schjerfbeck:

Helene Schjerfbeck:

Elga Sesemann:

Ellen Thesleff:

Ellen Thesleff:

Selvfølgelig yder disse billeder af malerierne ikke malerierne retfærdighed. Omvendt laver du ikke en skid på nuværende tidspunkt på grund af lockdown, så det er det bedste du kan få. 

Det giver virkelig noget at se en hel udstilling, som udelukkende består af kvinder. Og ikke bare en udstilling bestående af nulevende kunstnere, men faktisk en udstilling om modernistiske malere. Det værende sig stadig et højaktuelt problem, som GL STRAND skriver, kvindernes manglende anerkendelse. Udstillingen ramte mig på samme måde, som Burning Whitches gjorde det på på Forbrændingen i 2019. Der sker endelig noget i det danske land. Eksempelvis sprang CHART ud med 100% kvindelige kunstnere på CHART 2020 for at sætte fokus på strukturel ubalance af kønnene på kunstscenen. Og hvis du er mand, og har et problem med dette, og eventuelt forklæder dit problem med en bekymring om "det er ikke ligestilling, når det kun er kvinder" - hvor var du med din bekymring fra nu af og al tid bag ud, da næsten kun mandelige/kun mandelige kunstnere blev sat på museumsvægge, festivaler, film osv.? Bare rolig! Du kan stadig nå at lufte dine bekymringer omkring diverse topposter, højesteretsdommere, universitetsdirektører, dekaner på samfundsvidenskabelige og juridiske fakulteter eller de ministerier, der  aldrig har haft en kvindelig departementschef: Finansministeriet, Udenrigsministeriet, Skatteministeriet, Erhvervsministeriet, Forsvarsministeriet, Indenrigsministeriet. Heller ikke her har der været en kvinde på posten: Ombudsmanden (jeg gætter den aldrig kommer til at hedde "ombudskvinden," men går direkte over til "Ombudspersonen"), Højesteretspræsidenten, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Kammeradvokaten, Overvismanden (same), Folketingets direktør eller Hofmarskallen. Bare rolig bekymrede mand! Der er stadig masser at tage fat på! 

CINEMATEKET : EDIBLE CINEMA : 'THE SILENCE OF THE LAMBS'

 I september 2019 tog LilleM og jeg et smut forbi The Fat Greek, der ligger i det nye Boltens Food Court, før vi skulle i Cinemateket til Edible Cinema. Edible Cinema, som vi også gæstede året før, er en blanding af to af mine yndlingsting: se film i biografen og en speciel madoplevelse. Sidste år havde vi ikke spist først, og menuen i Cinemateket er ikke en mættende menu så vi var meget sultne efter forestillingen. 

 Som året før startede menuen med en drink. 

Filmen 'The Silence of the Lambs' er fra 1991, og jeg kan nærmest ikke huske at have set den igen efter årtusindeskiftet. Det vil sige, der var nogle ting jeg havde glemt og andre stod stadigvæk klart i erindringen. "I ate his liver with some fava beats and a nice Chianti," huskede jeg - det gør alle, der har set den og alle der ikke har set den - men overraskende nok var det bønnerne og ikke leverpatéen, der gav mig kvalme.

GL STRAND : LEONARD COHEN : A CRACK IN EVERYTHING

 I dag er sidste dag for den fantastiske udstilling 'Leonard Cohen - A Crack in Everything' på Kunstforeningen GL STRAND - der nemlig løber fra 24.10.2019-13.04.2020. Og det er ærlig talt forfærdeligt, for det er lang tid siden at en udstilling har påvirket mig så meget sanseligt - senest skete det på 'Det Gode med det onde' på Kunstmuseum Brandts. Hvis vi snakker GL STRANDs udstillinger, så skal vi nok helt tilbage til 'Davis Lynch: The Air is on Fire' tilbage i 2010. 

Needless to say it moved me to tears. Many times.

 Udstillingen klæder GL STRAND, idet de mange rum (nogle af dem blev opført til udstillingen), som udstillingen kræver, spiller perfekt i med bygningen. Yderligere foregår dele af udstillingen i Nikolaj Kunsthal, billetten gælder til begge steder. Jeg når så ikke forbi Nikolajkirken fordi: Corona. 

Cohen blev født i 1934 i Montreal, hvor udstillingen åbnede for første gang i 2017 og siden Jewish Museum i New York. Det er sgu ret sejt at København lander så vild en udstilling to år efter premieren. Han døde i 2016 - året der tog elskede og enestående David Bowie, fucking Prince, George Michel, Else Marie Pade, Signe Anderson og Trille med sig. 

Særligt dette rum virkede meget stærkt på mig. Man behøver ikke have den største kendskab til Leonard Cohen, men man får helt klart mere ud af udstillingen hvis man kender hans sange. Jeg græd, som jeg tænkte tilbage på gymnasietiden og vores trip med Jeff Buckley. Eller da vi en otte år senere lå bænket til en dobbeltseng og plejede vores Roskilde-blues med dokumentaren 'I'm Your Man' (2005) og 'Lord of the Rings' (2001) lejet fra Blockbuster på Amagerbrogade. 

Alle burde have eller i det mindste prøve 'Depression Chamber'. Man ligger på en briks i et sort rum. I loftet ligger ens spejlbillede. Teksten dukker op på de tre vægge, hvorefter bogstaverne bliver til figurer der svømmer op i loftet på ens krop. Det er så smukt. 

 Mange af os har årskort til forskellige steder. Mange af os har koncertbilletter ude og svømme i disse Corona-karantænetider. Jeg selv har otte koncertbilletter. Hvis vi skal støtte spillesteder og festivaler, så behold jeres billetter! Og ja. Det er nederen, du ikke kan komme på museum i disse tider og at du har betalt for et helt år, men hør her: Det er faktisk ikke kulturstederne, der har opfundet det her karantæne. Og hvor vil livet efter Corona være kedeligt, hvis der ingen kultursteder er at besøge. 

Jeg ville selvfølgelig gerne have set den del af 'A Crack in Everything,' der bliver vist i Nikolaj Kunsthal. Men det bliver godt igen. Stay safe.  

KØBENHAVN : THORVALDSENS MUSEUM : NU KUN PÅ SOFAEN

 Tante Øst havde sat mig i stævne ved kanalen med the og hjemmelavede sandwiches en kold onsdag i januar. Dette lyder som et stille og roligt rendez-vous, men efter femten år ude i verden var hun vendt hjem til fødelandet og Memsahib stod nu uden maid - hvilket frokosten af forkullede rodfrugter (læs: gone grillbriket) fjorten dage før, havde lidt under. Nuvel al forandring tager tid. 

Nu havde hun dagen før haft fornøjelsen af at hente 'too good to go' hos Emmerys, og det havde ført disse, foruden et mindre forråd i fryseren, sandwiches med sig. 

Selvsagt begyndte det øjeblikket efter at regne, og vi begav os videre på Thorvaldsens Museum som planlagt.

 Et lille stykke af Italien. Nydt i regnvejr inden døre. Med tusinde dråber dansende ned og op i vandpytter i gården afhængig af vandets dybde. Et meditativt scenarie. Nu er Italien bandlyst. Corona har lukket grænserne. Verden, set fra Danmark, her to måneder efter ser nu helt anderledes ud.   Menneskeheden viser sider af sig selv, der ikke er mennesker værdige. De sociale medier oplever kronede dage, som deres platforme bliver den nye nærhed. Dronningen skaber historie med sit opråb på tv. Kulturlivet tvinges i knæ. Alt over tusinde mennesker. Alt over hundrede mennesker. Alt over ti personer er en fare for overlevelse. Panikken har spredt sig, og efterlader sig brødflove brødhylder. Afklædte kødkølediske. Tomme toiletpapirspaller. Der hænger store plastikvægge mellem mig og kassepersonen. Mit Coopkort scannes i min hånd. Personalet har svedperler på panden, og jeg roser dem for deres arbejde. For at holde hjulene i gang. Med disse dommedags-varslende hamstringer  svømmer en ny finanskrise i farvandet. Frygten for at blive syg og ikke kunne handle er jo det, der efterlader de tomme hylder. Gader ligger øde. København ligner juletid, når jydernes vender hjem - eller København under Roskilde Festival. SPOT er aflyst. Det samme er Glastonbury. Hvor mange flere festivaler vil falde? Hvor længe vil lockdown vare? Foråret er her, men det bringer ikke håbet. Som det plejer. Fuglene kvidrer, før dagen gryr, men de spreder ikke følelsen af frihed. Som de plejer. Det virker som om, det kun er gamerne der nyder denne karantæne. Det minder mig om 'Melancholia'. Det minder mig om folk med angst, og hvordan deres sind tager et dyk i disse tider. 

Vi her i hjemmet tager situationen seriøst, og forholder os hjemme. Selvtvunget karantæne. Nu er det kun muligt at nyde Thorvaldsens Museum fra sin sofa med Google Arts & Culture.