28. januar 2015

BLÆREDE BIRDMAN


 Eksamenerne havde lagt sig, det samme havde den evindelige følelse af aldrig at slå nok til. For en stund i hvert fald. Dette blev fejret med en belønning i biografen. Jeg må tilstå, forventningerne var skruet godt i vejret på grund af den heftige omtale og de mange priser.
Og lad mig understrege; DETTE ER FULDKOMMEN PÅ SIN PLADS.
Den er stadig at finde i biografen, skærmen og oplevelsen den var lavet til. - så gør dig selv den tjeneste og giv dig selv den gave det er at se dette mesterværk. Alle skuespillerne spiller røven ud af bukser mildest talt! Alene Birdmans manipulerede mørke sprøde stemme knasende i højtalerne er værd at se den i biografen for. Som at blive travet i trommehinden.  
Et komisk drama om en falleret ældre mands sidste chance i samfundet med klassiske ødipuskomplekser skudt så glidende og smukt, at den vil blive husket længe. 
 Fra start af er vi i tvivl om, dette er virkelighed, fantasi, drøm eller blot point of view af en sindsyg man. Riggan Thomson ( Michael Keaton ) er en pensioneret superhelt, der prøver at få stablet et Broadway show på benene. Hans forhenværende rolle som superhelten "Birdman" er hans alterego, der fylder i hans hoved, men ikke i praksis. - en sjov rekvisit er den store plakat i Riggans dressing room med Birdman, der tydeligvis er en redigeret version af en gammel Batman plakat med selv samme Keaton bag masken. Det føjer atter et meta lag til filmen.
Filmen flyder i "one shot" scenerne igennem. Der klippes yderst sjældent, og når det sker er det næsten umuligt at se ved overgangen fra et rum til et andet. Jeg var meget optaget af denne meget dansende, glidende og til tider lidt køresyge-fremkaldende kamera føring. I en scene i Riggans dressing room bevæger kameraet rundt og rundt i rummet for at symbolisere, at der er gået tid. De skyder i et forholdsvis lille lokale med spejl, hvor folk forsvinder og dukker op. Jeg fornemmede i den grad den ballet, kamerahold og skuespillere har gennemgået for at disse shots har lykkes så smukt. Det er meget overvældende. Man følger Riggan rundt i rummene i teatrets gange, et sindrigt system af tankegange eller en labyrint, som han flygter gennem.
Kamera føringen giver yderligere også en følelse af, at filmen kører over realtid - før han går ud på gaden på Broadway, hører man stresende trommer, som man ser i næste nu når han går ud på new Yorks gader. Trommerne virker som et tikkende ur eller bombe.
Riggan satser alt på dette spil. Literally everything. Han er en ældre mand, der forsømte sin familie den gang han var Birdman og han mistede dem. Han havde et massivt alkoholmisbrug, og han har aldrig været der for sin hustru eller sit barn Sam. Sam ( Emma Stone ) er vokset op med en far, der aldrig var der og er nu endelig blevet eks-narkoman. Hun arbejder på teatret, hvor Riggan kan holde øje med hende. Riggan omtaler sig selv som en "shitty father," hvilket må siges at være sandt. Hele hans verden drejer sig kun om sig selv.
Ind imellem øvelserne på teatret kommer hans ekskone Sylvia ( Amy Ryan ) forbi og taler med ham i hans Dressing Room. Det er kun her Riggan er åben med sit aller inderste. Hans frygt for ikke at blive husket. Han fortæller hende om en drøm, hvor han og George Clooney er ombord et passagerfly og det styrter ned. Dagen efter i avisen vil det kun være Clooney, der fylder i avisen og intet om ham. Så selvcentreret er manden. Jeg tænkte, nu må der være en erkendelse af, at du aldrig har været der for dit barn. Men nej.
I mangel på faderens opmærksomhed i bedste faderkompleks-stil drives Sam i armene på den lettere sindsyge og meget ældre skuespiller Mike ( Edward Norton ). - Mike er kun sig selv, når han er på scenen siger han. Og spiller således en rolle overfor datteren, når hun kaster sin kærlighed på ham.
Riggan er presset fra start til slut. Få øjeblikke har han ro i sindet.
Hans meget yngre og meget uligevægtige elskerinde/kæreste er muligvis gravid, hvilket han på ingen måde ønsker. - han elsker hende ikke, hvilket nu står klart som hun presser ham. Han har brugt hende, som han bruger alle andre og det er kun i hendes verden at de har været et par. Han både frygter hende og flygter fra hende.
Han efterlader sig alle disse mennesker med uforløste drømme og behov, imens han vælter rundt for at finde en løsning eller stikke af fra dem. 
Egentlig rummer han helst kun sig selv, og selv det er for meget for ham. Når han er alene, presser stemmen i hans hoved ham.
Efter anmelderen Dickinsons udtalelse om sit planlagte nedslagtning af stykket til Riggan, slår han sig på alkoholen igen.

Han veksler mellem virkelighed og sindsyge.
Fortid og fremtid.

"Forget the Times - everybody else has," brøler hans alterego Birdman, der nu har manifesteret sig bag ham på gaden og han selv er forvandlet til en forhutlet bums med en brown bag. Naturligvis menes der avisen, The Times, men der hentydes selvfølgelig også til den tid han prøver at drikke væk: Tiden hvor han havde en familie. Nogen der elskede ham bare fordi, han var ham. Tiden hvor han havde et hjem at komme hjem til. Tiden hvor han var Birdman, og alle så op til ham. Han var en helt. Også i familiens øjne.
"Everybody else has." Er ikke helt fair. For jovist er ekskonen kommet videre, men deres barn kom aldrig videre og famler stadig i blinde efter sin fars kærlighed og opmærksomhed. Hans publikum og beundrere fra hans storhedstid har heller ikke glemt ham - hvilket portrætteres i den absurde scene, hvor Riggan løber forvirret rundt i hvide underbukser på neonfarvede Times Square. Birdman vil gerne have ham til at glemme det, han kæmper for. Stykket. Noget hans barn kan være stolt af, det han har pantsat sit hus for. Hvis stykket fejler, arver hans barn intet. Pengene fra hans glansperiode har han drukket op.
Riggan står på taget af en bygning, nøjagtig som hans barn gjorde, og tager springet. Igen aner man ikke rigtig, om det er virkelighed eller sindsyge. Om manden er død eller ej.
Han flyver ned langs Broadway - og kors hvor jeg dog savnede byen med det smukke overview.

"Hvad taler vi om, når vi taler kærlighed?" spørger et billboard, som han stiger ned på gaden eller ud af en yellow cap og man er stadig ikke sikker på, om manden egentlig HAR fløjet eller blot stået ud af en taxi - eller drømt at han fløj over Broadway, og han havde byen i sin hule hånd.
Riggan taler med hans ekskone Sylvia. De mange indikationer på, at han vil begå selvmord på scenen begynder at samle sig. Han taler som en døende mand.
Han fortæller hende om en aften, den gang de stadig var en familie, hvor han kørte til Malibu og prøvede at drukne sig selv. - hvilket han jo alligevel gjorde dagligt med sit druk.
Han fortæller Sylvia om stemmen i hans hoved.
Han fortæller hende, han gerne ville have været der med hende og deres barn.
Han fortæller hende, at han fortryder sine valg.

Riggan går på scenen med en pistol, der denne gang ikke ligner en legetøjspistol.
Publikum klapper af hans død på scenen. Men han rejser sig ikke op.