SORØ : 'KIRSTEN KJÆR : ET GENI MED VRANGEN UD' : SORØ KUNSTMUSEUM

Endelig fik drengene og jeg vinterferie og tid til at få set den fantastiske udstilling om Kirsten Kjær og hendes betagende malerkunst på Sorø Kunstmuseum. Jeg havde glædet mig til at se den, men jeg havde ikke regnet med at blive så opslugt. Tiden stod stille mellem alle de smukke portrætter. 

Et portræt af Peter Malmberg. Manden der til evig tid vil minde mig om min oldefar. Dels fordi ligheden var slående, og han også sang 'Du er min øjesten' til undertegnede. Dels fordi vi så virkelig mange film sammen med Malmberg medvirkende i. 

GLORIA : TESTVISNING : LAV MAND PÅ STOLERYG : LISE RØNNE

I onsdags var jeg til testvisning på Zentropas nye biiiiiiip i Gloria. Det stod derfor én fuldstændig frit for, hvor man satte sig - på nær på de reserverede pladser bagerst naturligvis. 

Jeg sætter mig tredie række (talt fra forrest) til venstre midt for.

En lille mand med hans to høje mandlige venner og en kvinde går ind ad rækken foran mig. De diskuterer lidt, om det er for tæt på. 

Det er det.

De beslutter sig for at sætte sig på de fire pladser ved siden af mig, da de spotter dem. 

I stedet for at gå ad samme vej tilbage, begynder den lille mand (med alt for korte ben til dét stunt) at kravle over rækken. Og selv om han træder op på armlænet, sidder han nærmest fast på sædets ryglæn. Jeg kan ikke lade være med at grine af ham - og dem alle sammen - da jeg får øjenkontakt med ham. Han griner tilbage til mig. Som om det er uundgåelig situation, han ikke selv har sat sig i. De er meget højtsnakkende. 

"Hvorfor går I ikke bare uden om? - der er tid jo nok? - her er ikke proppet? Hvem i alverden kravler over ryglæn? - jeg var gået bananas, hvis det havde været min biograf," tænker jeg. 

Da de omsider er kommet om på min række, vurderer de igen situationen og ca. samme handling gentager sig. De får øje på atter fire pladser på rækken bag ved. De begynder at klatre. Den lille mand sidder fast på toppen af et nyt sæde. De fylder hele rummet. 

De sætter sig. Endelig. Måske mest fordi næste række ikke har fire ledige pladser. De snakker stadig meget højt, da produceren prøver at informere om filmen. Hun prøver at overdøve dem uden at skulle bede dem klappe i. Det lykkes til sidst.

Ved en testvisning er der naturligvis ikke reklamer eller forfilm, så filmen starter så snart lyset er blændet ned. 

Da filmen starter, bliver jeg prikket på skulderen. 

Jeg vender mig om: det er den lille mand. 

“Kan du ikke bukke dig?” spørger han.

“Hva’?” hvisker jeg. 

“Du er ret høj. Kan du ikke lægge dig ned i sædet?” spørger han.

“Nej,” svarer jeg og leder efter spor i hans ansigt for bekræftelse af, at det er en joke. 

Det er ikke en joke. Han mener det. 

Mit ansigt ligner helt sikkert ét, der bliver taget gas på. 

"Nej," svarer jeg. Han ser undrende på mig. 

“Det gider jeg altså ikke,” siger jeg uden plads til forhandling og ser bestemt på ham.

“Nåh?” siger han og ser uforstående på mig.

Jeg er egentlig paf over, han beder mig om dette.. 

- i stedet for at bytte plads med en af sine høje venner 

- i stedet for at være blevet på en af de to forcerede rækker 

- i stedet for at han var blevet siddende på en af de to stolerygge, han alligevel ikke kunne komme ned fra 

- stedet for at han hentede et børnesæde (som mine egne drenge på hans højde gør helt automatisk i en biograf)

Jeg er sikker på, han undrede sig over at jeg ikke ville ligge krøllet sammen med en scoliose i sædet i to timer, at jeg “optog” rummet, uden en tanke på selv at have optaget rummet ved at kravle over stolerygge (who does that?).

Jeg er 182 cm høj. Én cm over gennemsnitsmanden i Danmark. SÅ høj er jeg sgu heller ikke. Jeg oplever til gengæld tit til koncerter at blive bedt om at flytte mig. Hvorimod min korte veninde nyder stort set alle koncerter med at glo ind i lænden på folk eller at se brøkdele af storskærme. Hun har aldrig bedt nogen om at dukke eller flytte sig. 

Så flytter hun sig selv. 

Og for de, der måske ikke fik læst Lise Rønnes saglige og rolige (som Berlingske Tidende beskrev som 'oppe i det røde felt' - way to prove a point Berlingske!) appel til Politiken, så tryg på linket neden under. 

Du er SEJ Lise Rønne, dine arme er helt normale - og der er intet småneurotisk eller vimseri over din måde at stå på. 

Husk at optage det offentlige rum Ladies!

ARoS : BACON FOR BREAKFAST & FISKESKIND TIL FROKOST - BACON, FREUD, AND THE LONDON PAINTERS

Efter tre timer i tog fandt jeg vej til ARoS - af en eller anden grund var det gået min viden forbi, at Bacons malerier var på dansk jord. Eftersom den løb fra 14. oktober 2017- 4. februar 2018, var det bare om at komme afsted (how the hell did I miss this?!). Jeg er stadig in awe over udstillingen om Francis Bacon på Tate Britain (11. september 2008- 4. januar 2009), det må gerne fortsætte.

Det overrasker mig i øvrigt altid, hvor grim ARoS bygningen, tegnet af Schmidt Hammer Lassen, er uden på, for så at "totally redeem itself" når man kommer inden for. Pludselig er det som at stå på Guggenheim i New York - det kan man kun blive i godt humør af jo. 

Den ældre dame, I ser ryggen på her, havde årskort da hun bor i byen. Vi fik en lang snak om kunst, og hun anbefalede mig at tage på Silkeborg Kunstmuseum (det der nu hedder Museum Jorn). Det måtte blive en anden dag. 

Francis Bacon 'Blue Crawling Figure, No. 1.', 'Figure in Landscape,' 'Collapsed Figure,' ' Reclining Figure,' 'Figure With Left Arm Raised, No. 2'. 1952-1961.

 Ovenstående 'Second version of Triptych 1944' (1988) er min yndling, og den jeg var kommet for. Hvis du undrer dig over, hvorfor den så ikke er afbilledet bedre, kan jeg oplyse at det var ikke muligt med så lidt plads der hvor den var placeret. Bare rolig jeg hader det også. Men i det mindste fik jeg dette. Og jeg oplevede det live. Igen. 

Tallene ved billederne var ikke kronologiske - som hvis man gik langs væggen - faktisk skulle man gå rundt og lede efter næste tal, der ofte var placeret langt væk, og jeg spurgte derfor den ældre kustode om der var en speciel rute, man burde tage. Den ældre søde herre sagde, at det var der ikke, men han anbefalede at man startede med tegningerne og skitserne. Det gjorde jeg. Da jeg stod ved 'Triptych August - 1972' (1927)(som er et så FUCKING VANVITTIGT FEDT BILLEDE), kom han hen til mig og sagde at det var forkert hvad der stod i programmet. Det var ikke et selvportræt. Jeg nævnte, det stod der i hvert fald heller ikke på Tate, da jeg så den dengang. Han var intriged, og fortalte at udstillingen var lånt fra Tate. Jeg var ikke overrasket. Jeg fortalte, jeg kun var kommet for Bacon. At jeg var rejst seks timer kun for at se ham. Han forstod mig udemærket. Men selvfølgelig var de andre kunstnere som Lucian Freud, Michael Andrews, Frank Auerbach, David Bomberg, William Coldstream, R.B. Kitaj, Leon Kossoff, Paula Rego og Euan Uglow også en bonus. Dette var udstillingens hovedværk.

Jeg fandt min kustode ind imellem og drøftede de forskellige malerier med ham. Egentlig fandt jeg den diffuse nummerorden interessant - det gjorde, at man var nødt til at engagere sig i sin oplevelse. Hvor malerier normalvis præsenteres fra et af og op efter i programmet, så var dette nærmest som en skattejagt - eller der var andre ruter igennem udstillingen. Dette komplimenterede jeg kustoden for. Han var glad for at høre noget positivt om denne formidling, for det var stort set kun negativ feedback de havde fået. Hmm.

Paula Rego 'The Betrothal: Lessons: The Shipwreck, after 'Marriage a la Mode' by Hogarth' (1999).

 Frank Auerbach 'Primrose Hill' (1967-1968).

 Leon Kossoff 'Children's Swimming Pool, Autumn Afternoon' (1971).

 Francis Bacon 'Reclining Woman' (1961).

Lucian Freud 'David and Eli' (2003-2004).

Voldsomt imponerende ikke sandt? Francis Bacon 'Three Figures and Portrait' (1975).

Lucian Freud 'Girl with a Kitten' (1947).

Lucian Freud 'Girl with a White Dog' (1950-1951).

Lucian Freud 'Man With a Thistle (self-portrait)' (1946)

 

Min kustode anbefalede mig, da jeg berettede for ham at jeg ville få noget at spise, at jeg besøgte den blivende udstilling. Der var blandt andet Kvium. Jeg smilede indviet til ham, og spurgte om han fik set Kvium på Arken. Han sank lidt i benene. JA. Han havde taget hele vejen fra Jylland hen til Arken for at se ham. Vi var begge enige om, at Kvium var/er fantastisk. Faktisk havde kustoden købt nogle litografier af ham, han havde taget et lån for at købe dem. Han MÅTTE have dem. Jeg forstod ham så udemærket. Han havde dette job, så han kunne gå og se på kunst dagen lang. Og nogle gange kom der gæster, der var lige så interesseret i kunst som han selv. Vi krammede farvel, da hans vagt snart var slut og vi derfor ikke skulle genses efter min frokost. Jeg overvejede, om jeg burde have spurgt om jeg måtte se hans litografier, men at det måske var for anmassende. 

 

Jeg havde samlet appetit hele vejen fra Sjælland til Jylland, og selv om dagen indtil videre mest havde bestået af Bacon, prøvede jeg deres sprøde fiskeskind til frokost. 

Ja. Intet besøg på ARoS uden 'Your Rainbow Panorama' - Olafur Eliasson (2011) - det bliver man aldrig træt af. På denne årstid ser byen måske lidt trist ud - til gengæld er man ikke ved at besvime af varme.

Jørgen Boberg. Der døde for ikke så længe siden, og hvis søn jeg gik på gymnasiet med. 'Jæger og falkoner' (1971-1974).

Jørgen Boberg 'Fantastisk fødsel' (1969-1971).

Michael Kvium 'Think Bigger' (2003).

Olafur Eliasson 'Your Condensation' (2013).