BERLIN : FRIDRICHSHAIN : COMPUTERSPIELE MUSEUM : JA TAK

Fejring af 20 års venskab.

Lille M og jeg tog til Karl-Marx-Allee i Fridrichshain for at besøge Computerspiele Museum. Jeg er jo født i slutningen af 1982, og jeg har været med helt fra Super Mario Bros. platformspillet til Nintendo Entertainment System  (1985) - hvilket må være kommet til Danmark og min fætters værelse i slutningen af 19980'erne. Vi, min lillebror og jeg, havde kun et tv-spil, der mest mindede om Pong, men må have været en af klonerne med en knap at skrue på samt en affyringsknap.   

Jeg fucking ELSKER Mario. Og ja, jeg har selvfølgelig præget mine drenge med min kærlighed og nostalgi til Mario spillene. And just for the record: it's exactly like riding a bicycle. Da de var helt små, elskede de at se deres mor gennemføre de forskellige spil. Nu er den mindste endelig blevet nogenlunde til spillene, og dør ikke som det første i hver bane (med dertilhørende tantum over spillets uretfærdighed eller whatever). Og jeg elsker at se, hvor meget de her i vintermånederne får ud af at spille sammen. Hvor meget deres iver, mavekrampende latter og venskab fylder huset, imens jeg laver aftensmad i køkkenet. Det er sgu fedt. Det er også fedt, og plat bevares, når de beder om hjælp til baner, de ikke kan klare, og jeg træder ind i spillerummet (det hedder deres fællesrum til alle deres spillemaskiner) og løser deres problem uden at blinke. Plat. I know. Men for satan, jeg er en superhelt i deres øjne i det øjeblik! Og det skal nok snart ændre sig, nu de lige er blevet 12 og 10 år gamle. 

Summa summarum: Jeg elsker videospil (ja, det hed det) og Mario. Jeg var måske også den af os, der glædede mig allermest til at se 'Super Mario Bros' (2023). Men den mindste har det virkelig også vildt over Mario, så jeg havde én at dele spændingen med. Og vi glæder os til 2'eren, so der varsles med Yoshi-ægget i slutningen. Vi kommer!

Når man kommer ind på museet, og har betalt, er alle spillekonsoller og spillemaskiner up for grabs. Man må, forståeligt nok, ikke have mad og drikkelse med ind. 

Jahuu! Totalt glædeligt gensyn og nostalgisk øjeblik med Super Nintendoen, Mario og Yoshi. Shit, hvor har jeg spillet det meget!

Åh! Nintendo64 !! Dejligt gensyn! Vi nåede aldrig at have en SEGA eller playstation. 

Oh my God. Alle bilferiers redning når walkman eller senere discman'en blev for kedelig og man ikke kunne tage billeder med sin kamera (med film). Hvor er det vildt, hvor mange apparater man havde med sig - ikke så sært, at Salomon tasken var så tung. Og hvor er det vildt, at alle de ting nu bor i en mobil. Og hvor lyder jeg gammel med mine tanker. But so be it. 

Den her! Damn, hvor har mine barnehænder smertet af dette firkantede design efter timers spil med familie til familiekomsammen eller med venner efter skole - for det var en social ting for mig. Det var aldrig noget, jeg gad at spille alene. Det er vel det, børn oplever online i dag?

Intet spillemuseum uden arkadespil. Hello 1980'es!

Donkey Kong Arkadespillet fra 1991 - og hvem ses her som den lille Jump Man, der skal redde pigen fra aben? Korrekt. Figuren der bliver til Mario et par år efter:) 

Space Invaders. Oh My God. Hvor har jeg spillet det meget. Jeg husker, min far (født 1961) var vildt god til det. Det og flipperskiner. 

GL STRAND : MODERN WOMEN : MED LILLE M

Jeg har det vildt over de fleste museer, og kunstmuseer har jeg det endnu vildere over. Åh! Hvor ville jeg elske at arbejde sådan et sted! Denne dag gik turen til mit elskede GL STRAND og deres 'Modern Women' udstilling - en gruppeudstilling baseret på 53 værker af de finske malere: 

Helene Schjerfbeck

Elga Sesemann

Sigrid Schauman 

Ellen Thesleff

Titlen 'Modern Women' kunne også sagtens være titlen på Danmark 2020. Det år hvor metoo endelig slog igennem i Danmark og modern women finally spoke out. 

Helene Schjerfbeck:

Sigrid Schauman:

Sigrid Schauman:

Helene Schjerfbeck:

Helene Schjerfbeck:

Helene Schjerfbeck:

Helene Schjerfbeck:

Helene Schjerfbeck:

Elga Sesemann:

Ellen Thesleff:

Ellen Thesleff:

Selvfølgelig yder disse billeder af malerierne ikke malerierne retfærdighed. Omvendt laver du ikke en skid på nuværende tidspunkt på grund af lockdown, så det er det bedste du kan få. 

Det giver virkelig noget at se en hel udstilling, som udelukkende består af kvinder. Og ikke bare en udstilling bestående af nulevende kunstnere, men faktisk en udstilling om modernistiske malere. Det værende sig stadig et højaktuelt problem, som GL STRAND skriver, kvindernes manglende anerkendelse. Udstillingen ramte mig på samme måde, som Burning Whitches gjorde det på på Forbrændingen i 2019. Der sker endelig noget i det danske land. Eksempelvis sprang CHART ud med 100% kvindelige kunstnere på CHART 2020 for at sætte fokus på strukturel ubalance af kønnene på kunstscenen. Og hvis du er mand, og har et problem med dette, og eventuelt forklæder dit problem med en bekymring om "det er ikke ligestilling, når det kun er kvinder" - hvor var du med din bekymring fra nu af og al tid bag ud, da næsten kun mandelige/kun mandelige kunstnere blev sat på museumsvægge, festivaler, film osv.? Bare rolig! Du kan stadig nå at lufte dine bekymringer omkring diverse topposter, højesteretsdommere, universitetsdirektører, dekaner på samfundsvidenskabelige og juridiske fakulteter eller de ministerier, der  aldrig har haft en kvindelig departementschef: Finansministeriet, Udenrigsministeriet, Skatteministeriet, Erhvervsministeriet, Forsvarsministeriet, Indenrigsministeriet. Heller ikke her har der været en kvinde på posten: Ombudsmanden (jeg gætter den aldrig kommer til at hedde "ombudskvinden," men går direkte over til "Ombudspersonen"), Højesteretspræsidenten, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Kammeradvokaten, Overvismanden (same), Folketingets direktør eller Hofmarskallen. Bare rolig bekymrede mand! Der er stadig masser at tage fat på! 

SKUESPILHUSET : PORTEN TIL RIGET ER BEGYNDT AT ÅBNE SIG : RIGET MED LILLEM

Det er nok næppe gået nogen næse forbi, at undertegnede elsker LVT og 'RIGET' (1994). Derfor ærgrede jeg mig gevaldigt over, jeg ikke nåede det sidste gang. Måske var det ubevidst bevidst, for det er risky business at rode rundt med nostalgiens mesterværker. Jeg anede ikke, om der var bygget videre på serien eller om stykket genfortalte serien. Jeg havde dog en anelse om, det var det sidste grundet ovenstående pressefotoet.

Jeg elsker Skuespilhuset. Æstetikken virker direkte beroligende, det er zen for mig. Det er jo det arkitektur og design kan! Det kan skabe stemninger og indtryk. Jeg kunne bruge timer på det sted! 

- men at sætte én person til at styre garderoben på en kold januar-aften (hvor det må forventes, at folk har en frakke på), var knap så zen. Stakkels den kvinde der druknede i jakker og teatergæster. Vi nåede kun lige akkurat op på første balkon på anden række i midten af Store Scene, skønt vi kom en halv time før. Havde der været flere skabe, havde jeg gerne benyttet et sådant. 

Jeg er vild med, stolene ikke hænger  sammen på en række på Store Scene - der er altid en eller anden på rækken, der laver vilde ryk, så man er ved at falde ned fra sædet, eller sidder med sitrende ben. Armlænene skal også nævnes i denne sammenhæng, for her har man hele to for sig selv. Ja. Det kan synes som detaljer, men det gør alt sammen sit. 

Tæppet gik op og den velkendte intro udtaltes linie for linie af en ny blegeperson, imens de vaskede deres kitler på en røgfyldt scene i en permanent tåge: 

"Grunden under Rigshospitalet er en gammel mose. Her lå blegedammene engang. Her gik blegemændene og fugtede deres store lærreder i det lave vand for at lægge til blegning. Fordampningen indhyllede stedet i en permanent tåge. Senere byggedes Rigshospitalet her, og blegemændene blev skiftet ud med læger og forskere og landets bedste hjerner og mest fuldendte teknologi, og som kronen på værket kaldte man stedet for "RIGET". Nu skulle livet defineres, og uvidenhed og overtro aldrig mere kunne ryste videnskaben. Måske er det blevet for meget med hovmodet og den konsekvente fornægtelse af det åndelige, for det er, som om kulden og fugten er vendt tilbage... Små tegn på træthed er begyndt at vise sig i de ellers så solide og moderne bygninger... Ingen levende ved det endnu, men "PORTEN TIL RIGET" er begyndt at åbne sig på ny".

LilleM havde ikke set alle afsnit af serien, som undertegnede, og var godt underholdt. Jeg, on the other hand, havde lidt svært ved at se disse skuespillere som repræsentanter for 'RIGETS' ikoniske karakterer. Hvor 'Riget' i 1990'erne var det perfekte miks af gyser, drama, komedie, soap opera,   kærlighedsfilm, metafiktion og thriller, (på det tidspunkt var postmodernistiske film ret moderne eksempelvis 'Twin Peaks' (1990) og 'Natural Born Killers' (1994) ), syntes folkekomedien (à la Morten Koch) og gysergenren at være de bærende genrer på de skrå brædder. Kirsten Olesen gjorde det godt som fru Drusse, men hun var lidt for adræt og har en alt for venlig stemme. Der er ingen, der slår Kirsten Rolffes aka havhesksen Ursulas stemme. Helmer, til gengæld, skreg alle sine replikker i vanvittig udgave af den svenske læge i stedet for den egentlige optrapning af sindsstemning - det var ret trættende at høre på. Men de gamle mænd, som vredt tyssede på LilleM i starten af stykket da hun forsøgte at få et bolsje op af en pose, var godt underholdt ved hvert af disse overspillede udbrud. Det er måske en generationsting?

Den lille pige Mary var udstyret med en klokke for at skærpe publikums opmærksomhed - næsten alle skreg, da Mary med teknisk hjælp fløj ud over publikum som hendes sidste hvilested blev fundet. LilleM der er kommet her, siden stedet blev bygget, var meget imponeret og havde aldrig  oplevet Skuespilhuset være så moderne i sit udtryk. 

"Ting man siger i trediverne: "...er det ikke meget sent for sådan en lille pige at være oppe..?" - der sikkert er ældre end hendes udseende og højde afslører. Sekvenserne der plejede at indeholde parret med Downs Syndrom er virkelig fedt lavet, se billedet oven for. Tilsæt skuespillerne der siger replikkerne mekanisk (som i serien) samtidigt.

Vi var på vej mod trapperne, da den ene af et par tjenere standsede os og spurgte om vi drak rødvin. "Øhhh ja..?" svarede vi. "Ejhhh nu vandt I igen!" udbryder den anden. ...igen?

Nogle havde åbenbart bestilt rødvin, vand og peanuts, men ikke afhentet det. Det var det, vi havde vundet. Det passede os fint. 

NØRREBRO : POLITIMUSEUM & PLANT POWER FOOD MED LILLE M

Den lille havde i et stykke tid haft dette sted i tankerne, så vi besøgte PLANT POWER FOOD på Fælledvej 15 på Nørrebro. Et udemærket tiltag når tarmene skal sættes i gang igen oven på den kødfestival, julen som regel rummer for danskerne. Det var ikke december, da vi gæstede stedet, faktisk kom vi direkte fra Politimuseet på den anden side af vejen. Det var nemlig noget, jeg havde villet i lang tid. Særligt med deres særudstilling om 'Trusler,' som trods sagernes alvor er meget underholdende. Eksempelvis:

"KUN STORE SEDLER - HURTIGT! JEG ER BEVÆBNET OG HAR TØMMERMÆND"

TRIGGER WARNING: Hvis du ikke vil læse om mord, lemlæstelse eller voldtægt, så spring ned til under næste billede.

I øvrigt havde én af mine yndlingspodcasts pudsigt nok også nævnt stedet om mandagen. Podcasten hedder 'Mørkeland,' og jeg venter nærmest kun på at det bliver mandag når det nye afsnit udkommer. Det er to kvinder, det burde ikke være nødvendigt at nævne deres køn, men det spiller faktisk en rolle her i forhold til formidlingen. De er altid 100% inde i stoffet - det skal man jo være som kvinde, når man går offentligt med noget - og så hul i, at de ikke kender hele retsloven. Det er der seriøst én, der har skrevet i sin anbefaling af dem. Really? "I får topkarakter, meeen!" Det skal være spotless, hvis kvinder laver noget der offentliggøres. Det er en podcast om mord for fanden! Ikke jura. 

De tager udgangspunkt i offeret, hvor mordet formidles på en respektfuld måde. Der er så meget empati og sympati i deres vinkling af sagerne, undren og "hvis nu..". Nogle sager tages op netop for at skabe opmærksomhed på glemte og uopklarede sager. Jeg elsker deres perspektiv, hvor ofrene ikke bare er ofre, men mennesker.  Og luk nu røven med hvordan de taler. Who cases? Jeg ved godt, man altid må kommentere eller korrigere en kvinde - gu må man ej, men det gør man - men hør den nu bare. Det er en pissefed podcast. De er pisseseje! 

En anden podcast, der afsluttede anden sæson i går - hvilket jeg faktisk er lettet over, for jeg irriteres grænseløst over den. Alligevel kan jeg ikke lade være med at høre den, hvilket irriterer mig endnu mere - 'Myrdet' af de der to mænd, tales der om seriemordere. Og i dækningen af eksempelvis Fred West, en virkelig virkelig klam satan, jokes der ligefrem over at West voldtager sin datter og der grines...? 

Og så snart offeret er slået ihjel, bliver det til "liget". Og altså ikke længere nogens liv eller krop. Jeg er indforstået med, at den ene er forhenværende politibetjent og måske derfor er farvet med denne labelling. Det er nok en måde at håndtere så grelle hændelser i sin hverdag på. Det bliver dog en anelse for klinisk, kynisk og for tingsliggørende for mig. Vi har trods alt § 139. i Straffeloven, der straffer "Den, som krænker gravfreden eller gør sig skyldig i usømmelig behandling af lig".

Jaja "boys will be boys" (og nej "boys will grow up to be responsible and respektable men), men det er ikke just et ajour værdisæt man tillægger dem. Piger og/eller kvinder der voldtages eller myrdes på brutal vis får ikke den store reaktion. "Så er vi ligesom i gang," fornøjes der. Måske er man bare for vant til misogyni og kvindedrab? Det fik mig til at tænke på denne mand, der prøvede at få mænd til at sætte sig ind i kvinders situation.  For det eneste der egentlig får nogen reel form for reaktion er, hvis seriemorderne skærer i drengebørns kønsdele. Yup. Og det ér frygteligt, men det er en meget meget lille brøkdel af, hvad de ellers fortæller om. Grunden til, der overhovedet kommer en reaktion omend lille, er, at den ene har fået børn. Og mit gæt er, at han kun har fået drenge. Som når mænd kan forstå noget af kvinders utryghed eller liv begrundet med: "nu har jeg selv fået piger" - fordi du har fået en datter, kan du nu sætte dig ind i kvinders situation...? Man spekulerer på, om de i deres lange liv slet ikke har været "udsat" for hunkøn før..? Mor? Mormor? Søster? Veninde? Nabo? Kollega? Kæreste? Anyone? No?

Any way støt op om 'Mørkeland,' de er fandeme gode. De er ulønnede, de gør det i deres fritid og de hæver i den grad niveauet af podcasts. Jeg ville ønske, der var flere kvinder på banen dér - som når man har set 'Girls,' 'Insecure,' 'The Handmaid's Tale,' 'Pose,' 'No Offence,' 'Killing Eve,' 'Divorse,' 'Big Little Lies,' 'Better Things,' 'Orange is the new Black,' 'Sharp Objects,' 'Heathers,' 'She's Gotta Have It' eller 'The Deuce' og endelig fatter, hvor rart det er at se sit eget køn repræsenteret. Og ja sådan må POC, homoseksuelle, transkønnede og alle de andre køn have det hele tiden. Selvfølgelig. Men det er ligesom først, når man præsenteres for noget andet at man egentlig lægger mærke til "det normale" udbud. 

I de fleste film spiller kvinden blot en mor - for det meste uden navn - eller er et stykke kød. Der er overrepræsentation af mænd i film, og det er ikke homoseksuelle roller. I øvrigt sørg for at se 'Call Me by Your Name' (2017), den er ret god. Og har du ikke set 'Ditte og Louise' (2018), så gør det! Jeg var målløs over, hvor mange pointer de får med - uden at mange nok lægger mærke til det. Og så er den virkelig sjov. Som i, jeg havde regnet med at smile, men jeg grinede ufrivilligt højlydt så tårerne trillede. Og ja jeg var alene. Tænk sig, hvis 'Klovn' kunne andet end "drengerøvshumor," men faktisk ændrede verden til det mere positive? Og tænk sig hvis mænd også gik ind og så en film med to kvinder i hovedrollen? (en skidegod artikel, ikke at det sexistiske Ekkokammer fortjener hits, men Laura Dyhrcrone gør det sgu godt her.) Desværre har ikke så mange set dygtige Ditte og Louise, som man kunne ønske sig, men den barnlige 1990'er agtige 'En frygtelig Kvinde' kunne trække fulde huse...? Åhh Danmark hvor har vi dog langt igen...siger jeg med nedslået blik (ja jeg har set den - da jeg ligesom havde vagt og skulle vise den. Den var så dårlig, at jeg var mere interesseret i dens  locations. Og hep hey! Der var sgu da Gravens Rand?) 

Få set 'Ditte og Louise' - også selv om du er en mand eller måske netop derfor. Den handler ikke om at sable mænd ned, men om samfundets normer. Og ja måske nogle mænd ikke tør, fordi "hvad nu hvis de blev tvunget til at se indad!!" eller, gud forbyde det, "vise hensyn fremover!? GISP!" - som de lige nu flyder over med på facebook af krænkelser over, at nogen er blevet krænket. Det er sgu da ironi, der vil noget. De skriger og råber op om "krænkelseskultur," hvilket de er så krænkede over at der kommer det ene opslag efter det andet. Gerne hvide mænd. 'nuff said. En Grundtvig sang "..den danske sang er en ung blond pige.." - for det første hvad er det for noget nationalistisk pis at forsvare og insistere på at synge? - for det andet ad. I øvrigt er jeg PISSETRÆT af, at al respekt over for andre mennesker skal latterliggøres med "svenske tilstande" tihihihi. Denmark - you should only be so lucky. Dét er præcis, hvad vi burde stræbe efter. Og at blive lige så ligestillede som Island. 

Man kan undre sig over, hvorfor Mofibo støttede de to mænd frem for 'Mørkeland'. Var det grundet "kendisfaktoren"? Eller var det noget andet? 

'Mørkeland' har lavet 41 episoder, foruden 'minimord' en slags digitalt postkort, de har været i luften siden 20. februar 2018  ('Myrdet' har lavet to sæsoner på i alt tyve episoder siden 7. juni 2018). 

Hver  fucking mandag? Det er ret vildt.

Raw og dehydrerede snack.

Vi valgte brunchtallerken med ruller af rispapir med spirer og agurk. Patè af champignoner. Karrysalat. En halv avokado med tahindressing, ristede nødder og sfærer af balsamico. Bagte svampe med rosmarin. Raw kiks med kul.

Alene æstetikken er værd at komme efter.