14. januar 2020

CHARLOTTENBORG : BIG ART : THE HOUSE THAT JACK BUILT

Siden jeg så 'RIGET' (1994) rulle over skærmen i 1990'erne, og Lars Von Trier takke af efter hvert afsnit, har jeg elsket LVT. Som et barn der glæder sig til juleaften, havde jeg ventet mig meget af 'The House that Jack Built' (2018). Den kom i kølvandet på METOO, der jo som bekendt kom til Danmark med Björk og Lars Von Trier. Så jeg havde det lidt stramt og ambivalent over at MÅTTE SE DEN, og højst sandsynligt nyde den, og støtte upassende adfærd.. 
Men Trier har altid opført sig upassende. Det er jo nærmest hans varemærke. Men grænseoverskridende adfærd over for kvinder var alligevel ny for mig. Skønt ikke mange kvindelige skuespillere har haft lyst til at lave flere film med ham - jeg har altid tilskrevet det, at han kørte dem for hårdt/brød dem ned som instruktør. Man er ikke fri for at tænke, at måske var der også andre ting til grund for denne beslutning..? Charlotte Gainsbourg, nævnte min ven, har jo lavet flere film med ham. Jo jo. Det sandt. Måske skal man også huske på, hvor vanvittig Serge Gainsbourg, hendes far, var - Filmen om ham, 'Gainsbourg, Vie Heroïque,' belyser det meget godt. Ellers kan man jo se dette interview, hvis man vil. Dermed sagt at hun måske har været mere vant til grænseoverskridende adfærd end Björk.
Det kommer nok til at blive en svær overgang. Jeg får det stadig dårligt, når jeg hører en Michael Jackson-sang spille et tilfældigt sted. Ligesom jeg altid lige synker ekstra en gang, hver gang jeg støder på The Weinstein Company-logoet til starten af en film. 

Og nu havde Geniet begået en film om en seriemorder. Som udgangspunkt tænkte jeg, at jeg var/er ret træt af at se kvinder myrdet, lemlæstet og voldtaget på film. At det var malplaceret oven på det bestialske mord på Kim Wall (læs eventuelt 'Bogen om Kim Wall,' velskrevet af hendes forældre). At det ikke just hjalp på hans omdømme som den, der fik METOO til Danmark med en film om kvindehad - og i øvrigt siden 'Breaking the Waves' (1996) er blevet beskyldt for at være kvindehader med sine film. 
Det var derfor med skepsis og alle disse modstridende tanker, at jeg gik i Grand og så 'The House That Jack Built'. Men jeg må indrømme at efter ti minutter med Uma Thurmans karakter, tænkte jeg nok det samme som hovedpersonen. 
Hovedrollens navn leder naturligvis tankerne hen på morderen Jack the Ripper, men jeg ser flere referencer til andre seriemordere - det skal tilføjes, at Jack også dræber børn (Grumpy) og mænd senere i filmen. 
Selve jagtscenen med Sofie Gråbøl minder om seriemorderen Robert Hansens modus operandi - hvis far var dansk deraf det danskklingende navn. Han kidnappede og fløj kvinder ud i ødemarken i Alaska, hvor han gav dem et forspring (de var nøgne med bind for øjnene og bundede hænder) hvorefter han jagtede dem med skydevåben. Han blev dømt for 17 mord på kvinder mellem 16 og 41 år. Ved ransagning af hans hus fandt man et flykort med 26 krydser, hvilket tyder på flere ofre. Mørkeland har også dækket historien ellers læs mere her. 
På et tidspunkt går Jack med krykke, hvilket minder om Ted Bundys modus operandi til at lokke ofre med sig. Han anvendte ofte slynge om sin arm, plastikskinne på sit ben eller humpede på krykker og bad i fuldt dagslys unge kvinder om hjælp til at bære bøger eller mapper hen til sin bil - en hvid Beetle, hvor forsædet manglede - der var parkeret langt væk. Han tilstod 30 mord på kvinder. 
Lars Von Trier er helt sikkert inspireret af disse seriemordere, og faktisk har han selv inspireret en seriemorder. Tækkemanden Peter Frederiksen var nemlig vild med 'Antichrist,' hvor Gainsbourg klipper sin klitoris af. Podcasten ('I en danskers blodspor' om ham kan høres her, den er ikke for sarte sjæle.

Efter det første drab eskalerer det for Jack, og han prøver at planlægge sit næste drab. Men da han har OCD, har han svært ved at forlade matriklen for tvangstanker om ikke at have gjort rent nok. At der er blodspor bag billedet og under stolbenet. Han må altså ind og skrubbe og skure igen. Da han endelig kører afsted, er det til tonerne af David Bowies 'Fame'. Det er kitsch, morsomt og horribelt på én gang. Det er Trier. 
Jeg grinede mange gange gennem filmen. Ligesom resten af salen. Dog er der et sted, hvor Jack (Mr. Sophistication) taler til en kvinde (hans kæreste) han kalder "Simple," hvor filmen bryder med sig selv. Et sted hvor mange i biografer i USA åbenbart udvandrede. Det er en underlig lang monolog om, hvor hårdt mænd/han har det i vore tider. At mænd per definition er skyldige, imens kvinder er ofre. Jeg ser det som en kommentar til METOO, selv om jeg sikkert tillægger det noget der ikke er der. Jeg har en fornemmelse af, denne scene er kommet på eller er blevet gjort længere efter METOO. Måske er det ikke en direkte undskyldning, men der hen ad samt en latterliggørelse af mænd og ikke mindst ham selv (eller det håber jeg i hvert fald). Dette siger jeg på baggrund af Triers altid gennemsyrede sarkasme i hans værker, der trækker referencer til hans eget liv. Mange har lavet sammenligningen mellem Trier og Jack. Jacks tvangstanker leder tankerne hen på Trier. Ligesom at Verge, som Jack først taler med på lydsiden over hans forskellige byggeprojekter, spilles af Bruno Ganz (der spillede Hitler i 'Der Untergang') tager Jack med ned til Helvede. Verge er repræsentant for romantikkens forestilling om det gode og det onde og må ses som Vergil, der leder Dante gennem helvedes cirkler i 'Den guddommelige komedie'. Her er en direkte reference til 'Persona non Grata-affæren'
Der vises montager fra andre af hans film, og man er ikke fri for at se det hele som en slags opsummering af Triers værker og en afsked. Selv har han sagt, han ikke orkede atter en spillefilm eller at bygge atter et "hus". Men så igen gav han sig selv mundkurv på efter "Jeg forstår Hitler-bemærkningen" i Cannes i 2011 og brød den i 2014 - da han barberede sig skaldet for Politiken og sprang ud som tørlagt.   
 På Kunsthal Charlottenborg (21. september 2018 - 13. januar 2019) løb BIG ART - en udstilling om "samtidskunst i stor skala i Bjarke Ingels Groups arkitektur". Ja. Jeg elsker Bjarke Ingels Group! Jeg har elsket dem lige siden, jeg hev eksmanden med på udstillingen 'YES IS MORE' på DAC i 2009. Men jeg må indrømme, jeg kom her af en helt speciel grund. Jeg kom for at se 'The House that Jack Built' eller havde bygget i samarbejde med BIG. Yderligere blev der vist Lars Von Trier film (og serier) fra den 26. til og med den 30. december. Jeg brugte naturligvis min fødselsdag på 'Riget 1'.







 Hvis man ikke har set filmen, virker det absurd at vise billede af smilende vinkende barn. Det gør det måske også selv om, man har set filmen. Men. Dette er Grumpy. Jacks papbarn der altid var sur. Da han har slået ham ihjel, former han munden på Grumpy i et smil og tændstikker i øjnene og vinkende hånd, inden rigor mortis sætter ind - så han ikke er sur mere. Herunder ses "bagvæggen" på "huset".

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar