29. APRIL 2020 : YAHYA HASSAN ER DØD

Midt i Corona-krise og sammenhold på afstand erfarede jeg i går en dybt tragisk nyhed. Digteren Yahya Hassan blev fundet død i sin lejlighed. Jeg blev sgu oprigtig ked af det. Oven på så meget død og dommedagsvarslen den sidste halvanden måned er dette nyheden, der fejer benene væk under én. Et menneske der aldrig stod en jordisk chance, som i den grad havde noget på hjertet. 

Jeg havde/har så meget respekt for ham. 

Jeg havde/har så ondt af ham. 

"Fireogtyve år"?

For et par måneder siden var jeg til en venindes firetyveåriges fødselsdag. Der var så meget kærlighed og fremtid i den lejlighed på Christianshavn. 

"Død i sin lejlighed i Aarhus Vest". 

Havde det ikke været for Corona, havde jeg været på SPOT Festival i Aarhus Midtbyen nu.

"Dødsårsag ukendt".

Livet slog ham ihjel. Længe før tiden gjorde det.
Facebook indfører ironisk nok i dag en ny reaktion, hvor vi kan vise omsorg. De håber, den vil give mig, min familie og mine venner en følelse af nærhed. 

"FEM BØRN PÅ RÆKKE OG EN FAR MED EN KØLLE

FLERGRÆDERI OG EN PØL AF PIS

VI STIKKER SKIFTEVIS EN HÅND FREM

FOR FORUDSIGELIGHEDENS SKYLD

DEN DER LYD NÅR SLAGENE RAMMER

SØSTER DER HOPPER SÅ HURTIGT

FRA DEN ENE FOD TIL DEN ANDEN

PISSET ER ET VANDFALD NED AD HENDES BEN

FØRST DEN ENE HÅND FREM SÅ DEN ANDEN

GÅR DER FOR LANG TID RAMMER SLAGENE VILKÅRLIGT

ET SLAG ET SKRIG ET TAL 30 ELLER 40 TIL TIDER 50

OG ET SIDSTE SLAG I RØVEN PÅ VEJ UD AD DØREN

HAN TAGER BROR I SKULDERNE RETTER HAM OP

FORTSÆTTER MED AT SLÅ OG TÆLLE

JEG KIGGER NED OG VENTER PÅ DET BLIVER MIN TUR

MOR SMADRER TALLERKENER I OPGANGEN

SAMTIDIG MED AT AL JAZEERA TV-TRANSMITTERER

HYPERAKTIVE BULLDOZERE OG FORTØRNEDE KROPSDELE

GAZASTRIBEN I SOLSKIN

FLAG BLIVER BRÆNDT

HVIS EN ZIONIST IKKE ANERKENDER VORES EKSISTENS

HVIS VI OVERHOVEDET EKSISTERER

NÅR VI HIKSTER ANGSTEN OG SMERTEN

NÅR VI SNAPPER EFTER VEJRET ELLER MENINGEN

I SKOLEN MÅ VI IKKE TALE ARABISK

DERHJEMME MÅ VI IKKE TALE DANSK

ET SLAG ET SKRIG ET TAL"

Rød første maj afholdes denne dag med læsning af den sorte digtsamling af Yahya Hassan.
Æret være hans minde.

GL STRAND : LEONARD COHEN : A CRACK IN EVERYTHING

 I dag er sidste dag for den fantastiske udstilling 'Leonard Cohen - A Crack in Everything' på Kunstforeningen GL STRAND - der nemlig løber fra 24.10.2019-13.04.2020. Og det er ærlig talt forfærdeligt, for det er lang tid siden at en udstilling har påvirket mig så meget sanseligt - senest skete det på 'Det Gode med det onde' på Kunstmuseum Brandts. Hvis vi snakker GL STRANDs udstillinger, så skal vi nok helt tilbage til 'Davis Lynch: The Air is on Fire' tilbage i 2010. 

Needless to say it moved me to tears. Many times.

 Udstillingen klæder GL STRAND, idet de mange rum (nogle af dem blev opført til udstillingen), som udstillingen kræver, spiller perfekt i med bygningen. Yderligere foregår dele af udstillingen i Nikolaj Kunsthal, billetten gælder til begge steder. Jeg når så ikke forbi Nikolajkirken fordi: Corona. 

Cohen blev født i 1934 i Montreal, hvor udstillingen åbnede for første gang i 2017 og siden Jewish Museum i New York. Det er sgu ret sejt at København lander så vild en udstilling to år efter premieren. Han døde i 2016 - året der tog elskede og enestående David Bowie, fucking Prince, George Michel, Else Marie Pade, Signe Anderson og Trille med sig. 

Særligt dette rum virkede meget stærkt på mig. Man behøver ikke have den største kendskab til Leonard Cohen, men man får helt klart mere ud af udstillingen hvis man kender hans sange. Jeg græd, som jeg tænkte tilbage på gymnasietiden og vores trip med Jeff Buckley. Eller da vi en otte år senere lå bænket til en dobbeltseng og plejede vores Roskilde-blues med dokumentaren 'I'm Your Man' (2005) og 'Lord of the Rings' (2001) lejet fra Blockbuster på Amagerbrogade. 

Alle burde have eller i det mindste prøve 'Depression Chamber'. Man ligger på en briks i et sort rum. I loftet ligger ens spejlbillede. Teksten dukker op på de tre vægge, hvorefter bogstaverne bliver til figurer der svømmer op i loftet på ens krop. Det er så smukt. 

 Mange af os har årskort til forskellige steder. Mange af os har koncertbilletter ude og svømme i disse Corona-karantænetider. Jeg selv har otte koncertbilletter. Hvis vi skal støtte spillesteder og festivaler, så behold jeres billetter! Og ja. Det er nederen, du ikke kan komme på museum i disse tider og at du har betalt for et helt år, men hør her: Det er faktisk ikke kulturstederne, der har opfundet det her karantæne. Og hvor vil livet efter Corona være kedeligt, hvis der ingen kultursteder er at besøge. 

Jeg ville selvfølgelig gerne have set den del af 'A Crack in Everything,' der bliver vist i Nikolaj Kunsthal. Men det bliver godt igen. Stay safe.  

DEN SORTE SKOLE I PUMPEHUSET

"'Den sorte skole' er et populært udtryk for en undervisningsform, der bygger på udenadslære frem for selvstændig tænkning og streng diciplin og at korporlig afstraffelse er redskaber i formidlingen af viden." Beskriver DenStoreDanske.

Det er også navnet på et københavnsk DJ kollektiv, der siden 2002 har spillet diverse klubber og spillesteder. Deres koncept er at skabe lydcollager id af udvalgte lp'er på op til seks pladespillere og tre mixere. 

Nogen husker måske deres bidrag til Roskilde Festivalens fyrre års jubilæum i 2010, hvor de på Arena fyrede et mix af fyrre års artister af for fulde gardiner.

Igår var ekstra koncerten til den udsolgte koncert i dag. 

Og hvis i dag bærer bare den halve energi og raving fede rytmer med sig, får Pumpehuset den vildeste fest i aften!!

For mit vedkommende lå mit gensyn med DJ kollektivet nogle år tilbage - 2010 - sjovt nok var jeg også i Pumpehuset det år. Fem år siden. Min og mandens bryllupsdag. Fra boblerne på Frederiksberg Rådhus om morgenen til koncert med Brian Jonestown Massacre i Pumpehuset om aftenen - værelse på Hotel Alexandra til bryllupsnatten, hvor vi dansede kort og tæt før koncerten til begges nynnen af Gainsbourg og Bardots "Bonnie and Clyde" - ægteskabet endte sgu næsten også på samme måde - ned i Pumperen hvor Anton Newcombe hilste os - "Greetings to Stina and Anders on their weddingday - fra scenen, før de gik i gang - vores brudebuket af lange hvide liljer stod på scenen koncerten igennem - hvor vi dansede brudevalsen til Billy Idols "White Wedding" "SHOT GUN!" i baren på opfordring af publikum - vi snakkede med Newcombe og hans kæreste efter koncerten "make babies!!" - og det gjorde vi - så gik den ene af os fra forstanden - så gik den anden i overlevelsesmode..

Men bort set fra det var det fantastisk at være her igen under atter lykkelige omstændigheder!!

Bassen satte status for vejrtrækningen - eller bassen trak vejret for en - et respiratorisk væld af farver og Balkan beats og Bollywood bounce!!