6. marts 2015

POLITIKENS BOGHAL: FORFATTERTRAPPEN: ROMANTIKKEN OG DRØMMENS DØD

Vi skyder vej over Amagertorv, der altid minder mig om "Polterabend" i krydsilden mellem Café Europa og Norden. - og den gang i nullerne, hvor Sonnergaard var at finde på diverse bæverdinger i indre by. Hverdagens rå realisme sætter ind, når to betjente med maskinpistoler på maven spankulerer forbi det store stygge Storkespringvand.
Er det dét, vi er kommet til?
"Og denne tanke affødte associationen:
Den stærkeste magt af disse må være den, der binder atomerne sam- men i stabile strukrurer - det man i forgangne tider kaldte GUD
- men næst efter er den stærkeste magt den, atombomben frigør, når den spalter atomet og udløser en kolossal sprængning, som netop tilintetgør de før så stabile strukturer."

En forfatter på trappen ved Dublineren - en velkendt skikkelse. For ung til sit store jakkesæt. Det samme blå betræk som han bar i Politikens kultursektion sidste uge. Han står i midtergangen mellem bordene udenfor, poserer og blokerer indgangen. Stirrende stift ud i luften. Rygende en smøg. Jaja Hassan vi har set dig. 
Alene. Men alligevel aldrig alene. Tre meter til højre står en mand i hvid skjorte med blå striber og øresnegl dinglende ned i kraven. Han spotter os, som vi går forbi. Plejer der ikke at være to?
Vi slingrer ned af Vestergade for at undgå stimerne på Strøget og ind ad døren til Politikens Boghal til forfattersamtaler på Forfattertrappen. Det er en del af Litteraturfestivalen KBH Læser.
Emnet er kærlighed.
Første samtale er mellem Anna Grue og Anne-Marie Vedsø Olesen om den romantiske kærlighed i krmier. De læser først op fra deres egne bøger. Publikum rummer flest kvinder over fyrre og op efter.
Grues krimier indeholder kærlighed i mange aspekter. Mellem kolleger. Venner. Mor og barn. Hendes egen kærlighed til hendes mand gennem otteogtredive år byder på en mere sjælelig kærlighed. 
Olesen har ikke den romantiske kærlighed med i sine bøger. Hun nævner, at de store kærlighedsdramaer mest rummer den ungdommelige kærlighed. Som i Romeo og Julie der går i døden fordi, deres naive og infantile kærlighed ikke holder i virkelighedens verden. Den slags kærlighed af overdrevet begær der driver folk mod afgrunden. Hvor man smadrer liv, sit eget liv og andres liv på vejen ned.
Dette beskæftiger deres krimier sig ikke med.

Næste samtale skal omhandle sex og kærlighed i en krimi og er mellem Anna Grue og Jesper Stein. Publikum er blevet mere gråhårede end før, og der er langt flere mænd til stede nu.
Som nævnt i første del af Forfattertrappen skildrer Grue ikke det kødelige samleje - det antydes blot, idet hendes engelske krimistil næppe fordrer til det. Det ville virke mærkeligt. Dynen beskrives som en lyserød sky, der løftes. Og det var så sex. Hun bevarer det romantiske forbehold til agten, hvor følelserne spiller den store rolle.
Stein må siges at være den diametrale modsætning. Os der netop har købt en kop kaffe, får den direkte i den gale hals som Stein læser højt fra sin bog om kokain, sprut, "jeg spyttede på pikken og stak den ind i det hul der ikke blev vådt af sig selv." 

Grue nævner, for hende er sex noget privat og romantik noget større - "for Stein, er romanantik en penetreret ringmuskel." Han behersker en sort romantik. En kynisme der understøtter det realistiske syn. "Selv om drifter altid er gode betingelser for mord," smiler hun.
Stein mener ikke, han får "hard on" på af at skrive dette, men at det beskriver hovedpersonen. Han udstiller forfaldet i hovedpersonen, der drikker, tager stoffer og knalder. 

"Den romantiske drøm er død" er næste samtales emne og er mellem Kristian Bjørnkjær og Caspar Eric - og ulig de andre to samtaler er Politikens Karen Dich sat på som interviewer, hvilket desværre punkterede dialogen.
Her er varmt. Rådhusuret slår. Der er kommet et meget yngre publikum blandt os på trappen.
De to forfattere læser op fra hver deres bog. Denne gang stående.
"Der er så mange kærlighedshistorier
nogle er gode,
men ender dårligt" slutter Bjørnkjær poetisk fra sin bog fra 1976. 
Før det har Eric læst op af fra sit udpenslede break up sidste år. 
Dich spørger, hvad der begrunder den store forskel mellem de to forfatteres skrivestil - man tager en dyb indånding, tænker: "kunne det være de otteogtredive års forskel? Kunne det være konteksten eller diskursen? Gu fanden skriver Bjørnkjær ikke om facebook, the World Wide Web var jo ikke  opfundet endnu.." og korser sig. 
Bjørnkjær fortæller om samtidens oprør mod ligusterfascismen. Hvor de hængte det private ud i offentligheden og brød de traditionelle former. At dengang var hans digte udpenslende, for mænd måtte ikke vise følelser.
Eric mener, at forhold handler om at besidde hinanden. "Dette er min kæreste." Men ejer og bestemmer over den anden. Men man kan ikke eje et andet menneske.
Oven i denne ejerskab kommer manien om selvrealisering - "hvor folk plaster facebook til med deres klamme forhold,"som han kalder det. Hvorfor ikke drømme kollektivt? 
Jeg vil give Eric ret i, at den kollektive drøm er død - det er efterhånden en sjældenhed, at folk tilsidesætter deres eget behov for andres skyld. Drømmen om næstekærlighed og omtanken for resten af verden er brast - erstattet af behovstilfredsstillelse og "mig-mig-mig."  X-Factor generationen som undertegnede betegner den.  - ironisk nok favnede hans oplæste digt udelukkende sig selv og sin egen enestående knuste kærlighed... 


Som Rådhusuret slår otte, og arrangementet næppe kan koge mere suppe på Erics fortolkning af Nietzche, bevæger overmennesket her sig op til kassen og køber et nyt eksemplar af Yahya Hassans digte, stryger ned ad Vestergade til Pisserenden forbi Floss og Søde Jan. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar