4. marts 2015

TRINITATIS KIRKE: LITTERATURGUDSTJENESTE: HALLELUJA HØXBROE

 Trinitatis Kirke.
Sidste gang jeg havde min gang i dette gejstlige rum, blev min kære veninde smedet sammen med sin kæresten kære veninde smedet sammen med sin kæreste.
Lige nu drejer det sig om en litteraturgudstjeneste. Hvad det så er for en størrelse...?
Andægtighed. Mørke. Levende lys langs midtergangen ned til alteret, hvor rød og gul danser i visuals. Langs stolestaderne ligger folk henslængt på madrasser. En kvinde læser op i kirkens hvælvinger ved skibets begyndelse. Kirkens klang kaster hendes stemme rundt i de mørke kroge. Hun læser definitioner op i digtform, og formår at kvæle interessen for det læste som en degn. 
 Klapsalver i kirken. Dette er ikke kutyme. Og kroppen ved det. 
Et stykke musik af Peter Brandt - det er okay, det er bare ikke lige mig.
Morten Reimer kommer på, bruger beat og rummet på en ny måde. "Facebook jeg gav dig alt - nu er jeg intet." Sjove iagttagelser fra et forhold med facebook, et med Nørreport og et venskab med Dan Turèll der dog døde, før han blev født. Dan the Man døde 15. oktober 1993, og måske derfor handler det fleste af Reimers oplæsning om drukture og at finde hjem fra byen.  
Victor Boy Lindholm kommer på. Og han er på. Han spyer ord i stride strømme ud i rummet. Småhoppende og energisk. Men for omsiggribende til at være fængende og personlig. Meget på tungen, men for lidt livserfaring til at grave et spadestik dybere end blot plasken i overfladen. Forbrugersamfund er skidt, ja, men hvad hjælper det udtalt i nye sneaks og skjorte?

Nadver. 

"Vor Herre Jesus Kristus tog i den nat, da han blev forrådt, et brød, takkede og brød det, gav sine disciple det og sagde: "Tag det og spis det; dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!" Ligeså tog han også bægeret efter måltidet, takkede, gav dem det og sagde: "Drik alle heraf; dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse. Gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!"

Herefter kommer Claus Høxbroe.
Alderspræsident som han selv bemærker det og indtager rummet med en coolness og karma ungdommen aldrig besad. Efter hvert endt digt leder han efter sit nye våben i hans udgivelser - han har aldrig planlagt på forhånd, hvad han vil læse op. Manden er beat poesiens svar på jazzzzzz. Han serverer det, han føler for i øjeblikket. Dét middagen netop mangler som en anden michelinchef. Beklager billedet, men det er jazzzz.
Jovist. Ungdommen skal også have lov, men hvor er det dog rart at være i favnen på en professionel. Ikke denne higen efter stadfæstelse af selvets ego - ikke denne ustandselige søgen efter anerkendelse eller råben op om; "Jeg er her også!! Jeg findes også!!!"
Bare en tilfredshed og en afbalanceret hvile og ro i det, han gør - og leverer derved et stykke fuldkommenhed, lige meget hvad han serverer.
Kaster ord op i kirkens akustiske kupler eller hvælvinger og tænder ild under edderkoppenes spind. Cool cat svajende i ordenes rytmik iført sixpence og Havana habit. Han mangler bare cigaren.
Skønt dette også er hans egne iagttagelser, er det ikke selvcentreret som de forrige.
Ja ja det hører alderen til. Jeg ved det, og jeg takker for at han tog over.
Mælketænderne erstattet med visdomstænder.
- og hvor er det dog smukt!
Han forholder sig som den eneste til skuddramaet længere henne ad gaden på Krystalgade.
Der er perspektiv. 
Han forholder sig til selve Trinitatiskirken, der skjulte Torahen under Anden Verdenskrig. 
Han fortæller, han altid flytter for hver nye bog han udgiver. På den måde kommer han rundt og får København ind under huden. Det går op for mig, jeg elsker denne mand. 
Han udgyder, han ikke er en ny Ginsberg, Burroughs eller Turèll - og hvem har nogensinde fået noget ud af den sammenligning.
En periode tourede han rundt på de Københavnske hoteller. Han anbefaler det, jeg nikker anerkendende. Jeg selv har gjort det samme - som at være tourist i sin egen by. 
Han åbner op for sluserne med "Jeg fælder tårer.." og jeg glædes over, hvor fedt det egentlig er at høre nogen nævne Turbinehallerne igen - uden at skulle forklare hvad det var.
Jeg stortrives i hans livserfaring og afslappede digte om hverdagens iagttagelser.
Hans indre ro, trods det absorberede tempo, et beat, der får ham til at virke alvidende - skønt han er fra 1980 og altså kun to år ældre end undertegnede.
He could have fooled me.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar