2020: SIKKE ET ÅR. 5 ÅRS SKILSMISSEDAG OG VEGANSK FØDSELSDAG FOR VENINDERNE

2020 var et virkelig stenet år for alles vedkommende, kan man vidst roligt sige. Mine uadskillelige drenge og jeg rejste rundt i det danske land og nød hinandens selskab - selv om man selvfølgelig savnede Copenhell. Det blev til en halv måned på Bornholm, derefter en halv måned rundt med campingvogn med mormor og morfar omkring Vejle. Jeg må se, om jeg får tid til at uploade. 

Jeg har jo som bekendt fødselsdag i de sidste dage på året, og jeg har aldrig egentlig lyst til at fejre mig selv. Jeg har altid fundet det for selvhøjtideligt. Det er sikkert samme afsky, som selviscenesættelse på sociale medier afføder (eksempelvis fatter jeg ikke forældre, der skriver "tillykke" efterfulgt af længere ode til deres barn og billeder af denne, når deres barn ikke er på Facebook eller Insta..? - jeg tror, dit barn får mere ud af at du bare siger det direkte til hen. Just a thought). Fødselsdage. Det er mærkeligt for, jeg går altid helt amok når det drejer sig om drengenes fødselsdage - som jo har fødselsdag dagen efter den anden, hvilket resulterer i fødselsdagsfestival når den samlede for familie og den for deres venner holdes i weekenden. Kompenserer jeg for deres faders manglende tilstedeværelse og interesse i dem? Oh yes indeed, og det ville også være mærkeligt andet.  

I december 2020 havde jeg også 5 års skilsmissedag, efter at være blevet gift for 10 år siden. Som folk melder ud på Facebook, at det er deres "bryllupsdag," så bør "skilsmissedag" også fejres. Det føles empowering, og dét forhold (til dig selv) kan du med sikkerhed nyde lige til dine dage endes. 

Nuvel. Da nytårsaften skulle bestå af, at mine drenge og jeg lavede mad til Olde (tak til Børneavisen for at guide os igennem både dessert og drinks) og altså ingen vilde alkoholindkøb besluttede jeg mig for at lave noget alligevel på min fødselsdag (seriøst bare at skrive "min fødselsdag" sender gags gennem ganen). Men igen gad jeg ikke "fejre mig selv". Hmm, men jeg ville faktisk gerne fejre mine veninder. Det var egentlig en præmis, som jeg godt kunne finde mig tilpas i. Jeg tænkte på om aftenen, som jeg lagde mig til at sove, at det kunne afholdes i den biograf jeg er frivillig operatør i. Masser af plads til afstand. Jeg besluttede mig med det samme for en vegansk menu, idet vi er så mange veganere, vegetarer og pescetarer i min kreds af vidunderlige veninder samlet op gennem et liv på efterskole, akademiet, højskole, teknisk skole (film), film, mødregrupper, universitetet og arbejde. Men det var forholdsvis mærkeligt at invitere folk ad hoc, sætte en deadline for deres svar for dernæst at kunne invitere i næste led. Jeg er ikke fan af at rangere folk, men det tvang pandemien ligesom én til at tænke i. Jeg undskylder til dem, invitationen ikke nåede ud til. 

Og hvor jeg altid står i køkkenet og kokkererer amok til drengenes fødselsdage, og alle andre dage for den sags skyld (heja provinsen for ikke at have take away), så skulle netop denne dag ikke bestå af dette. Jeg ville have tid til at mærke mine gæster. Som altid bad jeg om, at folk ikke tog gaver med - det var gave nok i sig selv, at de kom. Det var en aften for at fejre dem og ikke mig.  

I denne tid (2020) er jeg blevet virkelig god til at komme helt ned i tempo. Yes, det er det, alle siger. I know. Bare at rejse alene med mine børn og nyde naturen er vidunderligt. Men det her handler også om synkronisitet. At lægge mærke til ting, der sker omkring én og for én. Den næste dag fik jeg en besked om at 'like' min gamle ven, som jeg ikke har set siden han besøgte mig på Kunsthøjskolen, 's nye cateringselskab. Han lavede faktisk maden til en surprise party fødselsdag, min ekskæreste og venner holdt for mig da jeg blev..19? 20? Som sagt det er lang tid siden. Stenet. Jeg skrev til ham, om han kunne lave en vegansk menu (og ja, jeg indhentede også tilbud et par andre steder fra. Det ville være dumt ikke at afsondre området. Inderst inde vidste jeg godt, jeg kun ville blive tilfreds med hans bud. Kender I det? Når beslutninger allerede er taget, for de kan mærkes i kroppen og ikke kun i hovedet?). Han kunne helt bestemt lave en vegansk menu.

Prisen, jeg satte, var 150,- pr. kuvert - maden blev leveret i flotte skåle (godt for miljøet) af Kristian selv. Og nej, jeg får intet for at nævne for hans business. Jeg vil bare rigtig gerne videreformidle hans info til andre veganere/vegetarer, som ikke bor i hovedstaden, for på Midt/Sydsjælland er der faktisk ikke noget vegansk catering at opdrive. Det her var så overdådigt eksekveret. Vi var alle ved implodere ved alle de forskellige fantastiske smage og teksturer i vores munde. 

Den eneste rettelse til ovenstående menu er, det blev mango sorbet og havtorn sfærer.

- okay faktisk lavede jeg liiiiidt mad den dag. Jeg poppede naturligvis afsindigt mange popcorn, som man kunne øse op i sit krus. Derudover skar jeg og min førstefødte grøntsagsstænger til de forskellige veganske dips:

Cashewnøddedip. 400gr. cashewnødder, to hvidløg, saft fra en citron, et bundt dild, et bundt persille, en dl vand, salt og peber. Afhængigt af, hvor tyk/flydende man ønsker dippen, kan man fortynde med vand. Blend. 

Inspireret af Emmas blog.

Ærtedip. Ærter, to hvidløg, løg/skalotteløg, vegansk yoghurt (jeg valgte soya), citron, olivenolie, agavesirup, æblecidereddike, et bundt basilikum, et bundt mynte, salt og peber. Løg sauteres i olie, tilsæt eddike og sirup. Kom det op til resten. Blend. 

Inspireret af Albertes blog.

 

Hummus. Ja, den ligger vel på rygraden hos alle: kogte kikærter, tahin, hvidløg, citron, olivenolie, spidskommen, paprika, salt og peber. Blend. 

VORDINGBORG : FARMORHUSET

Som før nævnt var Veganeren stukket af fra Vesterbro - en fucking fed toetagers lejelejlighed - og bosat sig i provinsen. Jeg havde jo været så glad for at rykke på landet, begrundede hun det med. "Men det er sgu da kun fordi, jeg altid kan crashe hos dig når jeg er i København?! You selfish bastard!!!" 

Og sådan gik det til, at hun også rykkede på landet. I starten var mit eksil kun på en periode på fire år, så var Eskillio klar til at starte skole og vi ville rykke tilbage til mit elskede København. 

Dét var planen. 

Hvis du tænker, vi rykkede på landet nærmere familie og flere hænder (læs: andre til at hente og passe bananer end kun undertegnede) grundet dramaet for lidt over tre år siden? Så er det fuldstændig korrekt. 

Efter et halvt til et helt år begyndte planen så småt at smuldre. Vi kom fra Vanløse af. Kvarteret med villahusene. Smukke velduftende haver og hvor man dog kunne glædes, når vi gik hjem fra S-toget med barnevognen efter at have været en tur i Haven og kirsebærtræerne og syrenerne kæmpede om kap om om ens olfaktoriske opmærksomhed. Haven var også et nødvendigt pusterum for at kunne ånde i byen efter at have boet i den i ti år. Og før Vanløse boede vi på Amager. Jeg elskede og elsker Amager. Men der sker ikke en skid. Det er så stenet, at Amager er så tæt på byen og så alligevel så langt fra byen som man kan komme. Butiks- og restaurantmæssigt er det som at befinde sig i provinsen. Der findes dog et par Irmaer heldigvis. 

Det fede ved Amager er, at det aldrig bliver hipster. Det bliver aldrig Nørrebro. Det er dét sted i København, selv om det ikke anerkendes som København (hvilket folk på den ene side af broen flittigt fortæller én, og ægte ama'rkanere vil heller ikke kaldes københavnere), hvor der er mest forskellighed. Ramsløg i Kongelunden. Ja og det skal vel nævnes Amager Strandpark - ikke at jeg nogensinde befandt mig dér. Jeg har en veninde, der bor i hus på Amager Strandvej. Lige så fedt der er om sommeren, lige så nederen er der om vinteren. Men direkte udsigt ud til vandet er sgu altid optur. Der er BIG's flotte højhuse i den øde Ørestad. Der er Amager Fælled. Halvvandet og snart skibakken. Der er betagende Dragør. Og resten af verden er forbundet med Amager. Jeg selv elskede, at tage hjemme fra en halv time før, check-in lukkede og stadig være i god tid. Der er stadig huse, jeg gerne ville eje på Amager rundt omkring Dyvekes Allé. Men det er også små grønne villaveje akkurat som dem i Vanløse.  

Så behovet for natur var åbenbart blevet større og større, uden at jeg egentlig havde bidt mærke i det. Haven var et åndehul. En frodig oase væk fra byens triste grå bygninger, veje, trafik, vejarbejde og at skulle kæmpe om en grøn plet i parker med masser af andre. Som det første år gik, begyndte jeg at holde af årstiderne igen. Mærke og se forskellen i stedet for (fristende at skrive fifty shades of grey, men da jeg ikke har læst eller gidet at se filmene virker det malplaceret) gråt i gråt. Mine store vinduer bød på brusende grøn udsigt og min kæmpe altan ligeså. Naturligvis var huslejen (med boligsikring på 2600,- for 91m2 om måneden) også værd at tage med i beregningerne. Når det blev december, kunne man uden betænkning vælge det største juletræ og slæbe med hjem. For den enorme stue kunne sagtens rumme det. Børnene havde hver deres værelse, så legetøjet i stuen kunne begrænses. 

Man skulle ikke rejse til grønne åndehuller. De var der så snart, man gik ud. Børnene kunne i børnehaven i Vanløse løbe rundt om bygningen på fliser. Hvilket stadig var mere end andre institutioner havde at byde ind med. Nu havde de en tønde lands (jeg ved ikke, hvad det er i m2) kløvermark med geder og stor bålhytte, hvor de lavede mad året rundt samt varm kakao når sneen dalede. It grew on me. 

Fra at være et eksil blev det stille og roligt til et hjem. Et hjem der ganske vidst var uden for Roomservices leveringsradar, men som til gengæld var på Oldes pandekage ekspresrute. Et sted hvor butikkerne lukkede klokken syv om aftenen, men hvor Meyers Almanak gav mening og blev taget i brug til at finde spiselige planter i årets gang. Og ikke som i København, hvor man måske nok fandt spiselige planter, men bestemt ikke havde lyst til at indtage dem i forhold til forureningen. Det samme med ramsløgene i Kongelunden med al flytrafikken i bagklogskabens lys, men på dét tidspunkt tænkte vi ikke så langt (flyene og alt hvad der måtte falde ned af forurening fra dem bekymrede mig en del, da jeg boede i otte år på Amager. Det kan sgu ikke være sundt...). Som alenemor til to små bananer kunne man i starten savne at købe take away med hjem. Til gengæld købte vi nu kun økologisk mad, og lavede alt for bunden. Pros and cons. 

Alt i alt blev livet her mere ægte og lettere end livet i København. Måske handler det også om prioteringer, eller hvor man er i livet. Og er man vokset op på stenbroen, så har man måske ikke et behov for natur. Undertegnede er vokset op ved siden af en skov, og har alle dage leget i den, bygget huler, bygget bivuakker og sovet i dem, bygget broer over store åer, sneget mig ind på rådyr og harer og forårsskreget i trætoppene. Nogle gange alene, men for det meste med min bedste ven Kasper. 

Faktisk var den eneste grund til, at jeg begyndte til spejder for at måtte bruge min dolk som min far havde købt til mig. Den blev konfiskeret første dag, da den dels var alt for stor til min lille hånd (det syntes hverken jeg eller min far) og at der skulle tages en centimeter af spidsen da den var alt for spids. Jeg havde allerede snittet adskillige spyd, træmænd og fældet træer med den - bare for at teste den selvfølgelig - så jeg forstod ikke helt, hvad de mente. Nuvel. Jeg fik mit dolkebevis, og jeg fik dolken igen. Men måtte under INGEN OMSTÆNDIGHEDER fælde flere træer med den. Ej heller snitte i dem. Hvordan man så skulle skrive beskeder til hinanden, det var før mobilen, anede jeg ikke. 

Kort sagt. Der er mange gode ting ved byen, men landsbyen kan sgu også noget. 

Nåh. Vi var taget til Vordingborg, jeps den med Gåsetårnet, for at mødes med Veganeren. Hvilket er sært, for på en måde startede Veganerens og undertegnedes forhold egentlig her. Det vil sige, vi mødtes på en efterskole her for nu nitten år siden. Vi rykkede begge til København. Hun før mig, da jeg havde en studenterhue at få fat på, imens hun var blevet pitched "den fri ungdomsuddannelse". Denne hørte jeg først om, da jeg gik på Akademiet. Jeg rykkede fra højskolen og næsten direkte ind til Veganeren og hendes kollektiv på Nørre Søgade. Men for jer, der aldrig har hørt om "den fri ungdomsuddannelse," så indebar det at det kreative blev fremelsket hos de unge. Jovist der blev måske drevet rov på det, sækkepibespilleri i Skotland, men shit hvor var ideen fed. Da jeg ramte højskolen, var der stadig en del der var under "den fri." Det drejede sig om to til tre års varighed (eller otte hvad jeg har mødt), hvor unge enten kom på højskoleophold, udlandsophold eller enkeltfag som ville godskrives ved senere uddannelser. Uddannelserne blev desværre nedlagt i 2002. Og hvilket tab for dansk kunst og kultur. Alene det at man nu er gået bort fra (ifølge Bertel Haarder) "fjumreår," - undertegnede havde et "fjumreårti" - hvor den unge finder sig selv og sin retning er helt håbløst. In my opinion. Dannelse før uddannelse tak. Om jeg var chef, ville jeg til hver en tid tage en med livserfaring der havde oplevet verden i stedet for én, der havde gået i skole siden fem-seks års alderen. Og ja. Det er måske strengt at tænke på den måde, men kom nu ud i verden! Bo der! Lev der! Ikke fordi livet er forbi, når man har fået fast job, børn og kernefamilien er gået i stykker - eller ikke - men det har sgu sine begrænsninger. 

Nuvel. Vordingborg. Hvis du stadig er med. Vi gik en tur rundt i byen. Der udfoldes i én lang gågade, og ellers er mærkelig øde. Det er en ting i provinsen. Folk bruger konstant deres biler. Folk tager bilen hen til hallen, hvor de skal motionere. Er det kun mig, der finder det ironisk? Alle har biler. Det er lige før, hundene eller kattene også har biler. Jeg er måske bosat i provinsen, men mine principper er københavnske. Jeg har hverken kørekort eller bil, og får det heller ikke. Grøn energi!! 

Som vi kom gående, stødte vi på Farmorhuset. Vi gik nærmere. Et opstillet "oplevelseshus" og "legecafé". Jeg har måske ikke det bedste fohold til ordet "farmor," idet min egen er mærkelig at blive klog på. Børnenes er komplet ligeglad med dem, vil ikke besøge dem eller svare på mine mails eller beskeder. Og jeg har tit tænkt på, hvorfor det er? Er det fordi, deres barn ikke har leveret andet end en klat for at lave det barnebarn? Æg dannes jo i fosteret. Så æggene, mine børn er blevet skabt i, er jo blevet lavet (i mig ja) i min mors mave. De er blevet dannet i min mors mave, i mig, da min mor var gravid med mig. Så de er forbundet. Kan det have noget at gøre med det? 

Min mor og jeg blev først rigtig tætte, da jeg blev gravid. Hun kunne pludselig huske alt, fra da hun ventede mig. På en måde følte hun også, at hun ventede sig. Et barnebarn. Der egentlig var startet i hende. Og samtidig er det stenet at tænke på, at mit æg, altså mig, er blevet lavet i min mormor. 

Men mænd (og jeg er ligeglad med hvor sensitive og gode de, måtte være til at sætte sig ind i en graviditet. Det er IKKE det samme som at mærke et menneske gro i sig, mærke sin krop opføre sig mærkeligt. Følelserne er helt fucked. Man skal tisse hele tiden. Træthed. Usandsynlig træthed. Vand i kroppen. Hævede dunkende fødder. Ondt i lænden. Ondt i brysterne. Intet tøj sidder okay længere. Man kan ikke kende sig selv i spejlet - bliver jeg nogensinde normal igen? Bekymringerne. Blive vækket flere gange om natten. Og så de øjeblikke hvor en fod eller hånd presses ud mod maven, man sætter hånden på og kan mærke liv. Det lille væsen. Det lille levende væsen. Som vokser og syret nok lever inde i én. Ja det er naturligt. Men det føles fandeme også unaturligt.) oplever jo ikke alt det. Samhørigheden med deres mor som kan genkende alt, hvad du kan mærke i din krop. Det er ikke oplevet på første hånd. Og ja der findes fantastiske farmødre, det ville undre mig andet. Men også Veganeren oplevede en større ligegyldighed for børnebørnene hos hendes svigermor. Hvor hendes egen mor helst vil se sine børnebørn en gang om ugen. Akkurat som mine forældre ville det, da vi boede i Vanløse, og de kom hver weekend. De var på et tidspunkt på ferie i fjorten dage og missede derfor en weekend. De kørte direkte fra lufthavnen, gennem byen til Vanløse for at se deres barnebarn. De havde næsten tårer i øjnene, så meget havde de savnet ham. De havde ikke bedrevet andet på ferien end at savne ham, tænke på hvad han dog lavede nu og ellers tælle ned til de kunne se ham igen. 

Nuvel. Farmorhuset. 

Eskillio gik med det samme i gang med at grave efter guld. 

 Når man havde fundet så meget guld, man gad, vejede Farmor det på vægten. Herefter fik man et diplom samt en pose, som man skulle lægge i vindueskarmen. Når det så blev fuldmåne skulle man sige en remse. Så gik ens ønsker i opfyldelse. Hun var ganske enkelt fantastisk. 

 Farmor holder stort set fødselsdag hele tiden. Så naturligvis var der fødselsdagsboller med syltetøj. Veganeren havde majskager og knækbrød med til hende og Veganerbarnet.

 Selv om der stod "nitte" på, var der gevinst. Børnene kunne da gå ind i huset og selv vælge en af de tusinder af bamser, der var der. Se dét er fandeme fedt.

 Inde i garagen var der teaterforestilling. Med farmor, klovne, saftevand, kaffe og brunsviger. Mine børn var ellevilde, idet de ikke var vant til hverken saftevand eller så sukkerholdig kage.

FØDSEL - HVOR ER FADEREN? - FØDSELSDAG - FØDSEL - DET VILDESTE DØGN IMIT LIV

 Som før nævnt i forrige indlæg havde undertegnede bagt boller og muffins, idet Eskillio rundede to år. Jeg havde højgravid den 28. januar 2014 erfaret, at "manden" havde en kæreste ved siden af og havde haft det i fire måneder...???

Han havde med sine treogtrediveogethalvt år søreme fundet sig en attenårig hjemmeboende gymnasieelev. Og nej dette er ikke en joke. I shit you not. Og ja det er helt Woody Allen - men han er også én af mine yndlingsinstruktører, så jeg anerkender da referencen. Ulækre gamle mand.
Teenageren havde tilsyneladende heller ikke kendt til min eksistens, så han havde jo løjet overfor hende hele deres fire måneders lange forhold. Men dét havde hun det fint med, hun VILLE være sammen med ham. Mere selvrespekt havde hun ikke. "Fra NU af, lyver jeg ikke mere!" har han vel overtalt hende med eller...?
Jeg ville aldrig have fortsat med sådan et udyr. Og når der er børn inde i billedet, så backer man bare the fuck of. Også selv om man er teenager. Vi er fucked med Generation X - factor. Så er det sagt. Han havde nok haft mere til fælles med hendes mor, der kun er fem år ældre end ham.
Jaja det styrer de selv. Jeg sætter min lid til karmaloven. 

Fair nok man bliver forelsket, det kan jo ske - skønt dette mest af alt lignede en udvej, en undskyldning for at skride fra sine børn, en identitetskrise af den mest absurde af slagsen dog ikke helt uden underholdningsværdi ( indrømmet, den må man give ham ) - men så vær dog ærlig omkring det menneske. 

"Jeg har fundet en anden," havde helt sikkert gjort ondt, men det går jo over. Næh det der nager er alle løgnene. Hver evig eneste dag spurgte jeg ham, om han havde en anden. Min mavefornemmelse sagde mig, at noget var fuldstændig galt. Der var for mange ting, der ikke passede. Og hver evig eneste gang sagde han, at min mavefornemmelse tog fejl. Jeg så spøgelser. Sagde han. Hvor forvirrende og opslidende er det ikke at mærke, at noget er galt og man får det modsatte at vide? - til sidst kan man jo ikke engang stole på sig selv længere? Man forbliver mistroisk, drives til at være en anden end den man er - ja til jalousi faktisk fordi man tvivler på sit eget værd. Jovist jeg var blevet ked af sandheden, men løgnene var direkte ødelæggende. Utroskabet er jeg kommet mig over. Løgnene nagede. Længe. 

"Var de fem års forhold ikke den respekt værd? Din viv? Den du valgte som mor til dine børn?" Jeg begyndte at granske hele forholdet igennem, for nu skulle ALT opklares.

STOL på din mavefornemmelse. 

Ringen varede længere end ægteskabet - mit gæt er, at den nok bliver krævet lavet om af teenageren på et tidspunkt - men de fleste mænd eller kvinder har en fortid med en eller anden, det er lidt svært at ændre på.
Nåh. Efter afsløringen gik "manden" under jorden med sit barn, altså teenageren, og Eskillio og jeg var alene til at klare hverdagen. Selvsagt var den måned ikke nem. Jeg aner simpelthen ikke, hvordan jeg overlevede det. 

Jeg måtte holde fokus på at trække vejret.

Breathe. Just keep breathing. Breathe.
Jeg skrev ham en mail om lørdagen op til Eskillios fødselsdag, om onsdagen, hvor jeg fortalte, at han gerne måtte komme til to års fødselsdag og han måtte også gerne deltage i fødslen af vores næste - hvis jeg ombestemte mig under veerne, skulle han selvfølgelig gå ud med det samme. "Manden" skrev ikke tilbage.
Jøden, der just havde været igennem fire dages fødsel, magtede ikke at lade sin veninde gennem femten år gennemgå en fødsel alene og opsøgte derfor "manden" på hans arbejde som caféarbejder på Sebastopol om mandagen. Vi har jo været sammen i fem år, så de har jo selvfølgelig også kendt hinanden i fem år.
Tirsdag var Jøden/Veganeren og jeg på tur. Der skulle købes fødselsdagsgave til Eskillio, som fortjente den bedste fødselsdag! Jeg havde nævnt, jeg kunne fornemme og se at fedmen var sat ind i mit ansigt. Altså vand. Altså var der ikke lang tid igen til baby launch. Og kors hvor fik jeg ret.
Endelig skrev "manden" ( og ja det er meget nærliggende, at kalde ham liiiiige præcis de ukvemsord han fortjener, men jeg tror der er et maksimum af ord per indlæg og undlader derfor ).
Han ville gerne komme til fødselsdag og fødsel.
Okay.
Godt.
Okay.
Jeg besvimede næsten, da jeg erfarede at jeg havde en mail fra ham. Chok.
Jeg læste mailen igen, før jeg lagde mig til at sove og tænkte: "We're okay. We're okay." Satte uret på min telefon og lagde mig til at sove 23:45. For første gang i en måned med en rolig følelse i kroppen.

 00:05 vågnede jeg pludseligt med en følelse af at tisse i sengen!
Jeg væltede ud på badeværelset og kunne konstatere, at det var ikke tis.
Vandet var gået.
PIS!
Sgu da ikke samme dag???
Fjorten dag før termin???
Ved fødslen af Eskillio tog de vandet på ham på Hvidovre, og han blev født femogtyve minutter efter. Jeg sad nu lækkende på toilettet og fandt oplysninger på Hvidovre og nummeret til Hvidovre.
Jeg ringede til dem. Damen var meget munter, og hun bad mig komme ind ved en 07:00 tiden til tjek. "Ja, kan det blive lidt senere? Jeg har lige en, der bliver to år i dag..eller nu og skal have morgenfødselsdagsbord..." spurgte jeg. Damen svarede klukkende af grin, at det kunne selvfølgelig godt lade sig gøre. Vi aftalte kl. 10:00 og lagde på.
PIS!
Nu begyndte jagten på "manden," der i sin sindsyge havde skiftet telefonnummer og undladt at give mig det i sin mail. - man kan selvfølgelig argumentere for, at det var nyttigt for mig at have dersom jeg havde ansvaret for vores toårige og at jeg var gravid med vores næste. Det kunne man sagtens argumentere for, men det ville kun rationelle, normalt velfungerende mennesker kunne begribe.
Jeg lod en del facebookbeskeder gå hans vej. Mails. Jeg skrev til hans venner og familie. Jeg skrev endda til ham via Myspace...og ja jeg havde veer. Jeg var i fødsel og skulle bruge tid på at finde faderen i stedet for at finde hvile. Velvidende at jeg ville føde indenfor et døgn. Panik. Og alligevel så typisk for den taber at være uden for kontakt...
Kl. 02:00 ringede hemmeligt nummer til min telefon...?
Jo jo den er god nok. Det var ham. ( Indsæt selv eder og forbandelser )
"Hallo?" sagde jeg.
"Hej det er mig," sagde han i den anden ende.
"Hvorfor ringer du fra hemmeligt nummer?" spurgte jeg.
"Skal vi tale om det nu?"
"Du synes ikke, det er relevant at jeg har dit nummer når jeg har Eskild i min varetægt? Og nu er i fødsel med vores andet barn?"
Hans undskyldning for at ringe fra hemmeligt nummer var, at han ikke var sikker på om det var rigtigt nok at jeg var i fødsel - Som om det er noget at joke med..? - som om jeg nogensinde har joked med alvorlige ting omkring mine børn. Og jeg havde stadig det fulde ansvar for vores toårige...?
"Manden" lovede at sende mig sit nummer, når vi havde lagt på.
Det gjorde han ikke. Selvfølgelig.
Hvad der kunne have været en mulighed for mig at lade op ved at få noget søvn, henholdt mig i stedet i panik indtil kl. 05:00 hvor jeg endelig faldt i søvn. Heller ikke dette kunne han være behjælpelig med. Heller ikke denne respekt undede han mig.
Jeg havde skrevet til hans mor, at vi havde talt sammen og at han havde sagt at han ville sende sit nummer, men ikke havde gjort det endnu. Jeg var i fødsel, og om hun gad at sende mig hans nummer. Jeg følte selv, det var relevant.
 Kl. blev 06:30, uret ringede og veerne var der stadig. Op og lave klar med flag, boller, kakao og boller. Mormor kom. Som den engel hun er. Og hjalp til.
Vi vækkede Eskillio. Så var dagen i gang.

Ved morgenbordet fik jeg en "held og lykke" sms fra "mandens" mor - min indtil for en måned siden svigermor gennem fem år. Intet telefonnummer. Hun ville sikre sig, at det var okay med hendes søn før hun sendte det...??? - så havde han sagt nej, havde hun gerne sendt mig i fødsel alene? Mange tak - dette menneske skulle så til fødselsdag hos mig og Eskillio senere på dagen. Det gør sig vidst gældende for både "manden" og dennes mor, at de absolut ingen tanke har for tiden bagefter og kun har hjerne til at vurdere ting direkte i nuet. Det er fødslen af dit barnebarn? Og ønsker du ikke, din søn er med til sit barns fødsel? Jeg rykkede igen for at få nummeret. Og endelig sendte hun det. - fordi hun havde fået grønt lys fra sin søn. I fucking Guder.
Hvis mine drenge nogensinde laver sådan noget svineri, vil det ALDRIG være op til dem om deres børns mor har deres nummer. Yderligere havde jeg nok spurgt til kørslen til hospitalet eller om der var andet jeg kunne være behjælpelig med. Nu er der så heller ingen chance i livet for, at mine børn skal ende op som sådan et ynkeligt menneske. Det har jeg alt for stærke værdier til.

Eskillio kom i vuggestue med en pose hjemmebagte boller, som jeg havde lavet sent aftenen før - skønt det føltes som samme døgn, idet jeg næsten ingen hvile havde fået.

Vi skulle mødes kl. 10:00 på Hvidovre.

Min mor og jeg ventede. Med veer.

"Manden" havde ville købe en fødselsdagsgave til sin på daværende tidspunkt eneste søn, men han havde jo "glemt" at butikkerne først åbnede kl. 10:00. Ja de er jo luskede på den måde, de butikker, pludselig åbner de først samme tid som de altid har gjort. Derfor kom han først 10:30. Uden gave. - det havde han jo heller ikke haft en hel måned til at købe. Eller et år for den sags skyld. Næhh det var nok bare atter en løgn. 

Gensyn med det mest gemene menneske jeg nogensinde har mødt. Og sidste gang var ikke kønt..jeg erfarede rivemærkerne på hans ryg i badet. 

Gensynet med dette ulækre ulækre menneske...det var urealistisk..

Min mor græd som pisket. Måske på grund overgangsalderen, krammets lange varighed, min tudetur i tre uger, den uvisse fremtid eller håbet om, at idioten var kommet på bedre tanker.

Jeg blev undersøgt. Dette gav os lidt tid at snakke med hinanden. Det var SÅ surrealistisk.

Her sad jeg overfor et menneske, jeg havde været sammen med i fem år. Fem fucking år?!!! Gift med på hans initiativ og overtalelse. Fået et barn med på hans overtalelse. Rejst verden rundt med på min regning. Delt mit hjerte, sind, sorg, glæder, seng, krop og æggestokke med. Dét menneske jeg kendte aller bedst i denne verden, og efter den sidste måned havde jeg ingen anelse om hvem helvede dette menneske var? En skal af noget velkendt og bundrådden inden i. 

Han havde løjet for mig i et år? 

Han havde haft et forhold til et barn på atten i fire måneder? Han havde undladt at bruge kondom, så jeg havde fået urinvejsbetændelse - jeg begyndte at bløde i januar, og de var bange for at jeg var ved at miste eller føde barnet i uge 32. Sådan hang det ikke sammen. Det var hans værk. Hans løgne. Hans svigt. Min svie.

Dét menneske jeg troede, jeg skulle være sammen med resten af mit liv havde prøvet at slå mig ihjel? Mit livs kærlighed var i virkeligheden min morder??? Ganske vidst en super dårlig én af slagsen, siden jeg jo stadig var i live. Det er klart. Men hvordan kan man knalde med sin gravide hustru, efter man har knaldet en grønlandsk transvistit i kanalen (his words) uden kondom på den knap så cosy Cosybar? Dette var bare én af hans mange bedrifter i år 2013. Listen er lang. Sikke en helt. 

Jeg sad altså overfor dette menneske, jeg havde kendt i fem år. Et halvt årti.

Og jeg var ved at føde vores barn nummer to. Jeg havde lyst til at læne mig tilbage i sædet med popcorn og nyde denne forestillingen, lige indtil det gik op for mig at det var MIT LIV der udspillede sig på nethinden. Havde der været en nødbremse, havde jeg trukket den. Jeg havde lyst til, at han skulle skride hjem til sin teenager og bare blive væk. Samtidig frygtede jeg fødslen. Og han havde jo faktisk været en solid støtte ved første fødsel. Breathe. Just keep breathing. Breathe.

Vi fik lov at tage hjem og afholde Eskillios fødselsdag.

"Manden" kørte med min mor og jeg hjem i bilen. Han sad på bagsædet og sms'ede med sin teenager.  Måske var/er det alligevel godt, han ingen situationsfornemmelse har? For så havde han set, hvor ynkelig og sørgeligt et syn vi andre så/ser. Så ville han vide, hvor meget til grin han var/er.

Manglende fortand og fremskydende isse med en teenager i hånden. Verdens mindste knold til at holde hentehåret på plads, så de nye venner i form af gymnasielever ikke åbenlyst bemærker de FEMTEN ÅRs aldersforskel.

- men han passer også bedre sammen med en teenager med druk og bytur hver dag. Det er lige ham. Og hvor er jeg glad for ikke at skulle slås med hans druk mere.

Men sad jeg med et bord fuld af studenterhuer, hvis kors i kokarderne skinnende i bodegaens skær, og det eneste der skinnede hos én selv var ens fremtrædende måne - så burde man simpelthen få et klarsyn, se sig selv udefra, og tænke: "Hvad fanden har jeg gang i?" - og så luske pænt væk fra bordet, inden kommentarerne om "far," "onkel klam" eller "pædofil" begyndte at svire på Karrussellen - og ja studenterbordet og "manden" som eneste halvskaldede, øldunk-havende og i øvrigt fortand-manglende påhæng skete. Til stor morskab for mine veninder i tyverne som hurtigt spottede ham i mængden uden studenterhue, men med fremtrædende isse. Igen ikke helt uden underholdningsværdi. Det må man sgu gi' ham.

Herover ses den ellers forsvundne fader og hans mor med brillerne lige ved siden af ham.
De bedste bedsteforældre er ikke med på billedet.
Veganeren og solstrålen Bjørg nåede heller ikke med.
Opskriften på muffins kan til gengæld findes lige HER.
Herunder ses min søde fødselar og undertegnede.

Bemærk: Vand i ansigtet hos den ene og kage i ansigtet hos den anden.

 Vi nåede lige et smut forbi en dagens ret bestående af fiskefrikadeller, rødkålssalat og hjemmerørt remoulade. Veerne trak til. Og kæmpe tak til Smertefri Fødsel. Kl. 20:00 kørte min far os til Hvidovre Hospital.

 Hvem der bare havde så meget tid til at afprøve alle de stillinger under en fødsel. Det tog to timer.
Elvis has left the building!!!
Ikke så meget pjat. Intet smertestillende denne gang heller. Denne gang var det dog et valg.
"Manden" huskede at ae lænden under veerne - når han altså ikke sad og sov - og come on TO TIMER??? - så kan man vidst godt holde sig vågen.
Nedenunder et billede efter fødslen, hvor vandet har forladt ansigtet. Det er jo helt vildt, så stærkt det går!

 Morgenmad/brunch på Hvidovres regning. Makrelguf til morgenmad? Hmmm...

 Og herunder ses det lille vidunder. Perfekt helt ud til fingerspidserne.

Hvis læser håber på en happy ending, kan jeg hermed indfri læsers håb:

"Manden" skred fra sit kun et døgn gamle spædbarn og hjem til sin teenager.

Vi blev et døgn mere.

Jeg tvang "manden" til at tage tre måneders barsel, så jeg kunne gøre mit semester færdigt. Det sagde han skoleret også til min mor, at han skyldte mig efter alt hvad han havde gjort. At det var det mindste, han kunne gøre. Damn straight! (hvis man altså regner transvestitten fra) 

Selvsagt var det de værste tre måneder i mit liv. Et fuldstændigt selvdestruktivt projekt at indlede. 

Min logik var, at dette skulle ikke være året hvor dét udyr tog alt fra mig. Jeg skulle ikke gå på barsel, sumpe ned i tårer over tabet af vores tabte familieliv og dø lidt for hver dag. Nej jeg skulle bestå dét semester på universitetet, bibeholde en hverdag og sikre børnenes fremtid. 

Forestil dig det menneske, du elskede højere end livet. Efter fem år en del af dig selv. I har været alt igennem sammen. I blev forældre sammen for første gang. Pludselig finder man ud af, dette menneske har bedraget én i et år. Dét menneske man stolede aller mest på i denne verden, har bedraget dig. Din tillid er smadret. Din forvirring er komplet. Din og dine børns fremtid er uvis. Din selvtillid er ikke til stede. Og du skal til at finde dig selv som person igen - og nu alenemor til to små børn. Og dét menneske der smadrede din verden og verdensbillede, som du aller helst aldrig så igen, befinder sig i dit hjem. Dit køkken. Din stue. Dit badeværelse. Dit bad. Du fisker lange sorte hårlokker op af risten i badet og væmmes. 

Du konfronteres konstant med hans nyvalgte livsstil i form af bideSÅR i hans pande, rivemærker og bidemærker på hans arme og sugemærker ( oh yes ) på hans hals og arme - en usikker hilsen eller territorieafmærkning fra teenageren jovist, men bestemt ikke bidragende til en forsøgt bedste stemning i hjemmet. Mit hjem blev mit fængsel. Med en fængselsvogter jeg havde delt mit, bogstavelig talt, aller inderste med i fem år. Han havde misbrugt min tillid. Smadret min selvtillid. Og hånet min værdighed med sine altødelæggende løgne. Dette menneske skulle jeg se på dagligt. Et sandt levende helvede. Jeg aner ikke, hvordan jeg overlevede den dødsdrone. Men fokus måtte være børnenes fremtid. Det holdt hårdt. 

Masochismen stoppede den første juli, da semesteret sluttede.

Og ja gu fanden bestod jeg! Wuhuuuuu!!! Jokeren ville sige "klap dig selv på skulderen."

"Manden" forsvandt heldigvis ud af vores liv ( og sig selv og af sig selv ) og sank ned i druk, stoffer og teenager. Blev fyret fra sit caféjob, var ved af at blive smidt ud af "sin" lejlighed på grund af ikke betalt husleje og måtte tage imod teenagerens insisteren på at flytte hjemmefra fra sin mor.

Elvisio er startet, lidt tidligt, i vuggestue. Den samme som storebror Eskillio går i, og det kører super godt. Jeg er tilbage på universitetet fra en fantastisk lækker sommerferie med verdens bedste drenge. Vi har det fantastisk sammen! Og jeg er taknemmelig for hvert sekund af vores liv!

Alt kan lade sig gøre med verdens bedste familie og verdens bedste og dejligeste venner!

Det er en happy ending at være fri for sådan et egoistisk "menneske" - man skal sgu holde sig for god til dét. 

 - måske har de mere held sammen, hende har han jo allerede været utro. Hun skal være velkommen til at se sms'erne, der bekræfter hans løgne. Jeg havde selv værdsat sandheden i hvert fald. Så havde det måske ikke taget et helt halvt år at hele - så lang tid skulle der gå, før jeg fandt ind til mig selv igen.