Han havde med sine treogtrediveogethalvt år søreme fundet sig en attenårig hjemmeboende gymnasieelev. Og nej dette er ikke en joke. I shit you not. Og ja det er helt Woody Allen - men han er også én af mine yndlingsinstruktører, så jeg anerkender da referencen. Ulækre gamle mand.
Teenageren havde tilsyneladende heller ikke kendt til min eksistens, så han havde jo løjet overfor hende hele deres fire måneders lange forhold. Men dét havde hun det fint med, hun VILLE være sammen med ham. Mere selvrespekt havde hun ikke. "Fra NU af, lyver jeg ikke mere!" har han vel overtalt hende med eller...?
Jeg ville aldrig have fortsat med sådan et udyr. Og når der er børn inde i billedet, så backer man bare the fuck of. Også selv om man er teenager. Vi er fucked med Generation X - factor. Så er det sagt. Han havde nok haft mere til fælles med hendes mor, der kun er fem år ældre end ham.
Jaja det styrer de selv. Jeg sætter min lid til karmaloven.
Teenageren havde tilsyneladende heller ikke kendt til min eksistens, så han havde jo løjet overfor hende hele deres fire måneders lange forhold. Men dét havde hun det fint med, hun VILLE være sammen med ham. Mere selvrespekt havde hun ikke. "Fra NU af, lyver jeg ikke mere!" har han vel overtalt hende med eller...?
Jeg ville aldrig have fortsat med sådan et udyr. Og når der er børn inde i billedet, så backer man bare the fuck of. Også selv om man er teenager. Vi er fucked med Generation X - factor. Så er det sagt. Han havde nok haft mere til fælles med hendes mor, der kun er fem år ældre end ham.
Jaja det styrer de selv. Jeg sætter min lid til karmaloven.
Fair nok man bliver forelsket, det kan jo ske - skønt dette mest af alt lignede en udvej, en undskyldning for at skride fra sine børn, en identitetskrise af den mest absurde af slagsen dog ikke helt uden underholdningsværdi ( indrømmet, den må man give ham ) - men så vær dog ærlig omkring det menneske.
"Jeg har fundet en anden," havde helt sikkert gjort ondt, men det går jo over. Næh det der nager er alle løgnene. Hver evig eneste dag spurgte jeg ham, om han havde en anden. Min mavefornemmelse sagde mig, at noget var fuldstændig galt. Der var for mange ting, der ikke passede. Og hver evig eneste gang sagde han, at min mavefornemmelse tog fejl. Jeg så spøgelser. Sagde han. Hvor forvirrende og opslidende er det ikke at mærke, at noget er galt og man får det modsatte at vide? - til sidst kan man jo ikke engang stole på sig selv længere? Man forbliver mistroisk, drives til at være en anden end den man er - ja til jalousi faktisk fordi man tvivler på sit eget værd. Jovist jeg var blevet ked af sandheden, men løgnene var direkte ødelæggende. Utroskabet er jeg kommet mig over. Løgnene nagede. Længe.
"Var de fem års forhold ikke den respekt værd? Din viv? Den du valgte som mor til dine børn?" Jeg begyndte at granske hele forholdet igennem, for nu skulle ALT opklares.
STOL på din mavefornemmelse.
Ringen varede længere end ægteskabet - mit gæt er, at den nok bliver krævet lavet om af teenageren på et tidspunkt - men de fleste mænd eller kvinder har en fortid med en eller anden, det er lidt svært at ændre på.
Nåh. Efter afsløringen gik "manden" under jorden med sit barn, altså teenageren, og Eskillio og jeg var alene til at klare hverdagen. Selvsagt var den måned ikke nem. Jeg aner simpelthen ikke, hvordan jeg overlevede det.
Nåh. Efter afsløringen gik "manden" under jorden med sit barn, altså teenageren, og Eskillio og jeg var alene til at klare hverdagen. Selvsagt var den måned ikke nem. Jeg aner simpelthen ikke, hvordan jeg overlevede det.
Jeg måtte holde fokus på at trække vejret.
Breathe. Just keep breathing. Breathe.
Jeg skrev ham en mail om lørdagen op til Eskillios fødselsdag, om onsdagen, hvor jeg fortalte, at han gerne måtte komme til to års fødselsdag og han måtte også gerne deltage i fødslen af vores næste - hvis jeg ombestemte mig under veerne, skulle han selvfølgelig gå ud med det samme. "Manden" skrev ikke tilbage.
Jøden, der just havde været igennem fire dages fødsel, magtede ikke at lade sin veninde gennem femten år gennemgå en fødsel alene og opsøgte derfor "manden" på hans arbejde som caféarbejder på Sebastopol om mandagen. Vi har jo været sammen i fem år, så de har jo selvfølgelig også kendt hinanden i fem år.
Tirsdag var Jøden/Veganeren og jeg på tur. Der skulle købes fødselsdagsgave til Eskillio, som fortjente den bedste fødselsdag! Jeg havde nævnt, jeg kunne fornemme og se at fedmen var sat ind i mit ansigt. Altså vand. Altså var der ikke lang tid igen til baby launch. Og kors hvor fik jeg ret.
Endelig skrev "manden" ( og ja det er meget nærliggende, at kalde ham liiiiige præcis de ukvemsord han fortjener, men jeg tror der er et maksimum af ord per indlæg og undlader derfor ).
Han ville gerne komme til fødselsdag og fødsel.
Okay.
Godt.
Okay.
Jeg besvimede næsten, da jeg erfarede at jeg havde en mail fra ham. Chok.
Jeg læste mailen igen, før jeg lagde mig til at sove og tænkte: "We're okay. We're okay." Satte uret på min telefon og lagde mig til at sove 23:45. For første gang i en måned med en rolig følelse i kroppen.
00:05 vågnede jeg pludseligt med en følelse af at tisse i sengen!
Jeg væltede ud på badeværelset og kunne konstatere, at det var ikke tis.
Vandet var gået.
PIS!
Sgu da ikke samme dag???
Fjorten dag før termin???
Ved fødslen af Eskillio tog de vandet på ham på Hvidovre, og han blev født femogtyve minutter efter. Jeg sad nu lækkende på toilettet og fandt oplysninger på Hvidovre og nummeret til Hvidovre.
Jeg ringede til dem. Damen var meget munter, og hun bad mig komme ind ved en 07:00 tiden til tjek. "Ja, kan det blive lidt senere? Jeg har lige en, der bliver to år i dag..eller nu og skal have morgenfødselsdagsbord..." spurgte jeg. Damen svarede klukkende af grin, at det kunne selvfølgelig godt lade sig gøre. Vi aftalte kl. 10:00 og lagde på.
PIS!
Nu begyndte jagten på "manden," der i sin sindsyge havde skiftet telefonnummer og undladt at give mig det i sin mail. - man kan selvfølgelig argumentere for, at det var nyttigt for mig at have dersom jeg havde ansvaret for vores toårige og at jeg var gravid med vores næste. Det kunne man sagtens argumentere for, men det ville kun rationelle, normalt velfungerende mennesker kunne begribe.
Jeg lod en del facebookbeskeder gå hans vej. Mails. Jeg skrev til hans venner og familie. Jeg skrev endda til ham via Myspace...og ja jeg havde veer. Jeg var i fødsel og skulle bruge tid på at finde faderen i stedet for at finde hvile. Velvidende at jeg ville føde indenfor et døgn. Panik. Og alligevel så typisk for den taber at være uden for kontakt...
Kl. 02:00 ringede hemmeligt nummer til min telefon...?
Jo jo den er god nok. Det var ham. ( Indsæt selv eder og forbandelser )
"Hallo?" sagde jeg.
"Hej det er mig," sagde han i den anden ende.
"Hvorfor ringer du fra hemmeligt nummer?" spurgte jeg.
"Skal vi tale om det nu?"
"Du synes ikke, det er relevant at jeg har dit nummer når jeg har Eskild i min varetægt? Og nu er i fødsel med vores andet barn?"
Hans undskyldning for at ringe fra hemmeligt nummer var, at han ikke var sikker på om det var rigtigt nok at jeg var i fødsel - Som om det er noget at joke med..? - som om jeg nogensinde har joked med alvorlige ting omkring mine børn. Og jeg havde stadig det fulde ansvar for vores toårige...?
"Manden" lovede at sende mig sit nummer, når vi havde lagt på.
Det gjorde han ikke. Selvfølgelig.
Hvad der kunne have været en mulighed for mig at lade op ved at få noget søvn, henholdt mig i stedet i panik indtil kl. 05:00 hvor jeg endelig faldt i søvn. Heller ikke dette kunne han være behjælpelig med. Heller ikke denne respekt undede han mig.
Jeg havde skrevet til hans mor, at vi havde talt sammen og at han havde sagt at han ville sende sit nummer, men ikke havde gjort det endnu. Jeg var i fødsel, og om hun gad at sende mig hans nummer. Jeg følte selv, det var relevant.
Kl. blev 06:30, uret ringede og veerne var der stadig. Op og lave klar med flag, boller, kakao og boller. Mormor kom. Som den engel hun er. Og hjalp til.
Vi vækkede Eskillio. Så var dagen i gang.
Ved morgenbordet fik jeg en "held og lykke" sms fra "mandens" mor - min indtil for en måned siden svigermor gennem fem år. Intet telefonnummer. Hun ville sikre sig, at det var okay med hendes søn før hun sendte det...??? - så havde han sagt nej, havde hun gerne sendt mig i fødsel alene? Mange tak - dette menneske skulle så til fødselsdag hos mig og Eskillio senere på dagen. Det gør sig vidst gældende for både "manden" og dennes mor, at de absolut ingen tanke har for tiden bagefter og kun har hjerne til at vurdere ting direkte i nuet. Det er fødslen af dit barnebarn? Og ønsker du ikke, din søn er med til sit barns fødsel? Jeg rykkede igen for at få nummeret. Og endelig sendte hun det. - fordi hun havde fået grønt lys fra sin søn. I fucking Guder.
Hvis mine drenge nogensinde laver sådan noget svineri, vil det ALDRIG være op til dem om deres børns mor har deres nummer. Yderligere havde jeg nok spurgt til kørslen til hospitalet eller om der var andet jeg kunne være behjælpelig med. Nu er der så heller ingen chance i livet for, at mine børn skal ende op som sådan et ynkeligt menneske. Det har jeg alt for stærke værdier til.
Jeg skrev ham en mail om lørdagen op til Eskillios fødselsdag, om onsdagen, hvor jeg fortalte, at han gerne måtte komme til to års fødselsdag og han måtte også gerne deltage i fødslen af vores næste - hvis jeg ombestemte mig under veerne, skulle han selvfølgelig gå ud med det samme. "Manden" skrev ikke tilbage.
Jøden, der just havde været igennem fire dages fødsel, magtede ikke at lade sin veninde gennem femten år gennemgå en fødsel alene og opsøgte derfor "manden" på hans arbejde som caféarbejder på Sebastopol om mandagen. Vi har jo været sammen i fem år, så de har jo selvfølgelig også kendt hinanden i fem år.
Tirsdag var Jøden/Veganeren og jeg på tur. Der skulle købes fødselsdagsgave til Eskillio, som fortjente den bedste fødselsdag! Jeg havde nævnt, jeg kunne fornemme og se at fedmen var sat ind i mit ansigt. Altså vand. Altså var der ikke lang tid igen til baby launch. Og kors hvor fik jeg ret.
Endelig skrev "manden" ( og ja det er meget nærliggende, at kalde ham liiiiige præcis de ukvemsord han fortjener, men jeg tror der er et maksimum af ord per indlæg og undlader derfor ).
Han ville gerne komme til fødselsdag og fødsel.
Okay.
Godt.
Okay.
Jeg besvimede næsten, da jeg erfarede at jeg havde en mail fra ham. Chok.
Jeg læste mailen igen, før jeg lagde mig til at sove og tænkte: "We're okay. We're okay." Satte uret på min telefon og lagde mig til at sove 23:45. For første gang i en måned med en rolig følelse i kroppen.
Jeg væltede ud på badeværelset og kunne konstatere, at det var ikke tis.
Vandet var gået.
PIS!
Sgu da ikke samme dag???
Fjorten dag før termin???
Ved fødslen af Eskillio tog de vandet på ham på Hvidovre, og han blev født femogtyve minutter efter. Jeg sad nu lækkende på toilettet og fandt oplysninger på Hvidovre og nummeret til Hvidovre.
Jeg ringede til dem. Damen var meget munter, og hun bad mig komme ind ved en 07:00 tiden til tjek. "Ja, kan det blive lidt senere? Jeg har lige en, der bliver to år i dag..eller nu og skal have morgenfødselsdagsbord..." spurgte jeg. Damen svarede klukkende af grin, at det kunne selvfølgelig godt lade sig gøre. Vi aftalte kl. 10:00 og lagde på.
PIS!
Nu begyndte jagten på "manden," der i sin sindsyge havde skiftet telefonnummer og undladt at give mig det i sin mail. - man kan selvfølgelig argumentere for, at det var nyttigt for mig at have dersom jeg havde ansvaret for vores toårige og at jeg var gravid med vores næste. Det kunne man sagtens argumentere for, men det ville kun rationelle, normalt velfungerende mennesker kunne begribe.
Jeg lod en del facebookbeskeder gå hans vej. Mails. Jeg skrev til hans venner og familie. Jeg skrev endda til ham via Myspace...og ja jeg havde veer. Jeg var i fødsel og skulle bruge tid på at finde faderen i stedet for at finde hvile. Velvidende at jeg ville føde indenfor et døgn. Panik. Og alligevel så typisk for den taber at være uden for kontakt...
Kl. 02:00 ringede hemmeligt nummer til min telefon...?
Jo jo den er god nok. Det var ham. ( Indsæt selv eder og forbandelser )
"Hallo?" sagde jeg.
"Hej det er mig," sagde han i den anden ende.
"Hvorfor ringer du fra hemmeligt nummer?" spurgte jeg.
"Skal vi tale om det nu?"
"Du synes ikke, det er relevant at jeg har dit nummer når jeg har Eskild i min varetægt? Og nu er i fødsel med vores andet barn?"
Hans undskyldning for at ringe fra hemmeligt nummer var, at han ikke var sikker på om det var rigtigt nok at jeg var i fødsel - Som om det er noget at joke med..? - som om jeg nogensinde har joked med alvorlige ting omkring mine børn. Og jeg havde stadig det fulde ansvar for vores toårige...?
"Manden" lovede at sende mig sit nummer, når vi havde lagt på.
Det gjorde han ikke. Selvfølgelig.
Hvad der kunne have været en mulighed for mig at lade op ved at få noget søvn, henholdt mig i stedet i panik indtil kl. 05:00 hvor jeg endelig faldt i søvn. Heller ikke dette kunne han være behjælpelig med. Heller ikke denne respekt undede han mig.
Jeg havde skrevet til hans mor, at vi havde talt sammen og at han havde sagt at han ville sende sit nummer, men ikke havde gjort det endnu. Jeg var i fødsel, og om hun gad at sende mig hans nummer. Jeg følte selv, det var relevant.
Kl. blev 06:30, uret ringede og veerne var der stadig. Op og lave klar med flag, boller, kakao og boller. Mormor kom. Som den engel hun er. Og hjalp til.
Vi vækkede Eskillio. Så var dagen i gang.
Hvis mine drenge nogensinde laver sådan noget svineri, vil det ALDRIG være op til dem om deres børns mor har deres nummer. Yderligere havde jeg nok spurgt til kørslen til hospitalet eller om der var andet jeg kunne være behjælpelig med. Nu er der så heller ingen chance i livet for, at mine børn skal ende op som sådan et ynkeligt menneske. Det har jeg alt for stærke værdier til.
Eskillio kom i vuggestue med en pose hjemmebagte boller, som jeg havde lavet sent aftenen før - skønt det føltes som samme døgn, idet jeg næsten ingen hvile havde fået.
Vi skulle mødes kl. 10:00 på Hvidovre.
Min mor og jeg ventede. Med veer.
"Manden" havde ville købe en fødselsdagsgave til sin på daværende tidspunkt eneste søn, men han havde jo "glemt" at butikkerne først åbnede kl. 10:00. Ja de er jo luskede på den måde, de butikker, pludselig åbner de først samme tid som de altid har gjort. Derfor kom han først 10:30. Uden gave. - det havde han jo heller ikke haft en hel måned til at købe. Eller et år for den sags skyld. Næhh det var nok bare atter en løgn.
Gensyn med det mest gemene menneske jeg nogensinde har mødt. Og sidste gang var ikke kønt..jeg erfarede rivemærkerne på hans ryg i badet.
Gensynet med dette ulækre ulækre menneske...det var urealistisk..
Min mor græd som pisket. Måske på grund overgangsalderen, krammets lange varighed, min tudetur i tre uger, den uvisse fremtid eller håbet om, at idioten var kommet på bedre tanker.
Jeg blev undersøgt. Dette gav os lidt tid at snakke med hinanden. Det var SÅ surrealistisk.
Her sad jeg overfor et menneske, jeg havde været sammen med i fem år. Fem fucking år?!!! Gift med på hans initiativ og overtalelse. Fået et barn med på hans overtalelse. Rejst verden rundt med på min regning. Delt mit hjerte, sind, sorg, glæder, seng, krop og æggestokke med. Dét menneske jeg kendte aller bedst i denne verden, og efter den sidste måned havde jeg ingen anelse om hvem helvede dette menneske var? En skal af noget velkendt og bundrådden inden i.
Han havde løjet for mig i et år?
Han havde haft et forhold til et barn på atten i fire måneder? Han havde undladt at bruge kondom, så jeg havde fået urinvejsbetændelse - jeg begyndte at bløde i januar, og de var bange for at jeg var ved at miste eller føde barnet i uge 32. Sådan hang det ikke sammen. Det var hans værk. Hans løgne. Hans svigt. Min svie.
Dét menneske jeg troede, jeg skulle være sammen med resten af mit liv havde prøvet at slå mig ihjel? Mit livs kærlighed var i virkeligheden min morder??? Ganske vidst en super dårlig én af slagsen, siden jeg jo stadig var i live. Det er klart. Men hvordan kan man knalde med sin gravide hustru, efter man har knaldet en grønlandsk transvistit i kanalen (his words) uden kondom på den knap så cosy Cosybar? Dette var bare én af hans mange bedrifter i år 2013. Listen er lang. Sikke en helt.
Jeg sad altså overfor dette menneske, jeg havde kendt i fem år. Et halvt årti.
Og jeg var ved at føde vores barn nummer to. Jeg havde lyst til at læne mig tilbage i sædet med popcorn og nyde denne forestillingen, lige indtil det gik op for mig at det var MIT LIV der udspillede sig på nethinden. Havde der været en nødbremse, havde jeg trukket den. Jeg havde lyst til, at han skulle skride hjem til sin teenager og bare blive væk. Samtidig frygtede jeg fødslen. Og han havde jo faktisk været en solid støtte ved første fødsel. Breathe. Just keep breathing. Breathe.
Vi fik lov at tage hjem og afholde Eskillios fødselsdag.
"Manden" kørte med min mor og jeg hjem i bilen. Han sad på bagsædet og sms'ede med sin teenager. Måske var/er det alligevel godt, han ingen situationsfornemmelse har? For så havde han set, hvor ynkelig og sørgeligt et syn vi andre så/ser. Så ville han vide, hvor meget til grin han var/er.
Manglende fortand og fremskydende isse med en teenager i hånden. Verdens mindste knold til at holde hentehåret på plads, så de nye venner i form af gymnasielever ikke åbenlyst bemærker de FEMTEN ÅRs aldersforskel.
- men han passer også bedre sammen med en teenager med druk og bytur hver dag. Det er lige ham. Og hvor er jeg glad for ikke at skulle slås med hans druk mere.
Men sad jeg med et bord fuld af studenterhuer, hvis kors i kokarderne skinnende i bodegaens skær, og det eneste der skinnede hos én selv var ens fremtrædende måne - så burde man simpelthen få et klarsyn, se sig selv udefra, og tænke: "Hvad fanden har jeg gang i?" - og så luske pænt væk fra bordet, inden kommentarerne om "far," "onkel klam" eller "pædofil" begyndte at svire på Karrussellen - og ja studenterbordet og "manden" som eneste halvskaldede, øldunk-havende og i øvrigt fortand-manglende påhæng skete. Til stor morskab for mine veninder i tyverne som hurtigt spottede ham i mængden uden studenterhue, men med fremtrædende isse. Igen ikke helt uden underholdningsværdi. Det må man sgu gi' ham.
De bedste bedsteforældre er ikke med på billedet.
Veganeren og solstrålen Bjørg nåede heller ikke med.
Opskriften på muffins kan til gengæld findes lige HER.
Herunder ses min søde fødselar og undertegnede.
Elvis has left the building!!!
Ikke så meget pjat. Intet smertestillende denne gang heller. Denne gang var det dog et valg.
"Manden" huskede at ae lænden under veerne - når han altså ikke sad og sov - og come on TO TIMER??? - så kan man vidst godt holde sig vågen.
Nedenunder et billede efter fødslen, hvor vandet har forladt ansigtet. Det er jo helt vildt, så stærkt det går!
Hvis læser håber på en happy ending, kan jeg hermed indfri læsers håb:
"Manden" skred fra sit kun et døgn gamle spædbarn og hjem til sin teenager.
Vi blev et døgn mere.
Jeg tvang "manden" til at tage tre måneders barsel, så jeg kunne gøre mit semester færdigt. Det sagde han skoleret også til min mor, at han skyldte mig efter alt hvad han havde gjort. At det var det mindste, han kunne gøre. Damn straight! (hvis man altså regner transvestitten fra)
Selvsagt var det de værste tre måneder i mit liv. Et fuldstændigt selvdestruktivt projekt at indlede.
Min logik var, at dette skulle ikke være året hvor dét udyr tog alt fra mig. Jeg skulle ikke gå på barsel, sumpe ned i tårer over tabet af vores tabte familieliv og dø lidt for hver dag. Nej jeg skulle bestå dét semester på universitetet, bibeholde en hverdag og sikre børnenes fremtid.
Forestil dig det menneske, du elskede højere end livet. Efter fem år en del af dig selv. I har været alt igennem sammen. I blev forældre sammen for første gang. Pludselig finder man ud af, dette menneske har bedraget én i et år. Dét menneske man stolede aller mest på i denne verden, har bedraget dig. Din tillid er smadret. Din forvirring er komplet. Din og dine børns fremtid er uvis. Din selvtillid er ikke til stede. Og du skal til at finde dig selv som person igen - og nu alenemor til to små børn. Og dét menneske der smadrede din verden og verdensbillede, som du aller helst aldrig så igen, befinder sig i dit hjem. Dit køkken. Din stue. Dit badeværelse. Dit bad. Du fisker lange sorte hårlokker op af risten i badet og væmmes.
Du konfronteres konstant med hans nyvalgte livsstil i form af bideSÅR i hans pande, rivemærker og bidemærker på hans arme og sugemærker ( oh yes ) på hans hals og arme - en usikker hilsen eller territorieafmærkning fra teenageren jovist, men bestemt ikke bidragende til en forsøgt bedste stemning i hjemmet. Mit hjem blev mit fængsel. Med en fængselsvogter jeg havde delt mit, bogstavelig talt, aller inderste med i fem år. Han havde misbrugt min tillid. Smadret min selvtillid. Og hånet min værdighed med sine altødelæggende løgne. Dette menneske skulle jeg se på dagligt. Et sandt levende helvede. Jeg aner ikke, hvordan jeg overlevede den dødsdrone. Men fokus måtte være børnenes fremtid. Det holdt hårdt.
Masochismen stoppede den første juli, da semesteret sluttede.
Og ja gu fanden bestod jeg! Wuhuuuuu!!! Jokeren ville sige "klap dig selv på skulderen."
"Manden" forsvandt heldigvis ud af vores liv ( og sig selv og af sig selv ) og sank ned i druk, stoffer og teenager. Blev fyret fra sit caféjob, var ved af at blive smidt ud af "sin" lejlighed på grund af ikke betalt husleje og måtte tage imod teenagerens insisteren på at flytte hjemmefra fra sin mor.
Elvisio er startet, lidt tidligt, i vuggestue. Den samme som storebror Eskillio går i, og det kører super godt. Jeg er tilbage på universitetet fra en fantastisk lækker sommerferie med verdens bedste drenge. Vi har det fantastisk sammen! Og jeg er taknemmelig for hvert sekund af vores liv!
Alt kan lade sig gøre med verdens bedste familie og verdens bedste og dejligeste venner!
Det er en happy ending at være fri for sådan et egoistisk "menneske" - man skal sgu holde sig for god til dét.
- måske har de mere held sammen, hende har han jo allerede været utro. Hun skal være velkommen til at se sms'erne, der bekræfter hans løgne. Jeg havde selv værdsat sandheden i hvert fald. Så havde det måske ikke taget et helt halvt år at hele - så lang tid skulle der gå, før jeg fandt ind til mig selv igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar