NØRREBRO : POLITIMUSEUM & PLANT POWER FOOD MED LILLE M

Den lille havde i et stykke tid haft dette sted i tankerne, så vi besøgte PLANT POWER FOOD på Fælledvej 15 på Nørrebro. Et udemærket tiltag når tarmene skal sættes i gang igen oven på den kødfestival, julen som regel rummer for danskerne. Det var ikke december, da vi gæstede stedet, faktisk kom vi direkte fra Politimuseet på den anden side af vejen. Det var nemlig noget, jeg havde villet i lang tid. Særligt med deres særudstilling om 'Trusler,' som trods sagernes alvor er meget underholdende. Eksempelvis:

"KUN STORE SEDLER - HURTIGT! JEG ER BEVÆBNET OG HAR TØMMERMÆND"

TRIGGER WARNING: Hvis du ikke vil læse om mord, lemlæstelse eller voldtægt, så spring ned til under næste billede.

I øvrigt havde én af mine yndlingspodcasts pudsigt nok også nævnt stedet om mandagen. Podcasten hedder 'Mørkeland,' og jeg venter nærmest kun på at det bliver mandag når det nye afsnit udkommer. Det er to kvinder, det burde ikke være nødvendigt at nævne deres køn, men det spiller faktisk en rolle her i forhold til formidlingen. De er altid 100% inde i stoffet - det skal man jo være som kvinde, når man går offentligt med noget - og så hul i, at de ikke kender hele retsloven. Det er der seriøst én, der har skrevet i sin anbefaling af dem. Really? "I får topkarakter, meeen!" Det skal være spotless, hvis kvinder laver noget der offentliggøres. Det er en podcast om mord for fanden! Ikke jura. 

De tager udgangspunkt i offeret, hvor mordet formidles på en respektfuld måde. Der er så meget empati og sympati i deres vinkling af sagerne, undren og "hvis nu..". Nogle sager tages op netop for at skabe opmærksomhed på glemte og uopklarede sager. Jeg elsker deres perspektiv, hvor ofrene ikke bare er ofre, men mennesker.  Og luk nu røven med hvordan de taler. Who cases? Jeg ved godt, man altid må kommentere eller korrigere en kvinde - gu må man ej, men det gør man - men hør den nu bare. Det er en pissefed podcast. De er pisseseje! 

En anden podcast, der afsluttede anden sæson i går - hvilket jeg faktisk er lettet over, for jeg irriteres grænseløst over den. Alligevel kan jeg ikke lade være med at høre den, hvilket irriterer mig endnu mere - 'Myrdet' af de der to mænd, tales der om seriemordere. Og i dækningen af eksempelvis Fred West, en virkelig virkelig klam satan, jokes der ligefrem over at West voldtager sin datter og der grines...? 

Og så snart offeret er slået ihjel, bliver det til "liget". Og altså ikke længere nogens liv eller krop. Jeg er indforstået med, at den ene er forhenværende politibetjent og måske derfor er farvet med denne labelling. Det er nok en måde at håndtere så grelle hændelser i sin hverdag på. Det bliver dog en anelse for klinisk, kynisk og for tingsliggørende for mig. Vi har trods alt § 139. i Straffeloven, der straffer "Den, som krænker gravfreden eller gør sig skyldig i usømmelig behandling af lig".

Jaja "boys will be boys" (og nej "boys will grow up to be responsible and respektable men), men det er ikke just et ajour værdisæt man tillægger dem. Piger og/eller kvinder der voldtages eller myrdes på brutal vis får ikke den store reaktion. "Så er vi ligesom i gang," fornøjes der. Måske er man bare for vant til misogyni og kvindedrab? Det fik mig til at tænke på denne mand, der prøvede at få mænd til at sætte sig ind i kvinders situation.  For det eneste der egentlig får nogen reel form for reaktion er, hvis seriemorderne skærer i drengebørns kønsdele. Yup. Og det ér frygteligt, men det er en meget meget lille brøkdel af, hvad de ellers fortæller om. Grunden til, der overhovedet kommer en reaktion omend lille, er, at den ene har fået børn. Og mit gæt er, at han kun har fået drenge. Som når mænd kan forstå noget af kvinders utryghed eller liv begrundet med: "nu har jeg selv fået piger" - fordi du har fået en datter, kan du nu sætte dig ind i kvinders situation...? Man spekulerer på, om de i deres lange liv slet ikke har været "udsat" for hunkøn før..? Mor? Mormor? Søster? Veninde? Nabo? Kollega? Kæreste? Anyone? No?

Any way støt op om 'Mørkeland,' de er fandeme gode. De er ulønnede, de gør det i deres fritid og de hæver i den grad niveauet af podcasts. Jeg ville ønske, der var flere kvinder på banen dér - som når man har set 'Girls,' 'Insecure,' 'The Handmaid's Tale,' 'Pose,' 'No Offence,' 'Killing Eve,' 'Divorse,' 'Big Little Lies,' 'Better Things,' 'Orange is the new Black,' 'Sharp Objects,' 'Heathers,' 'She's Gotta Have It' eller 'The Deuce' og endelig fatter, hvor rart det er at se sit eget køn repræsenteret. Og ja sådan må POC, homoseksuelle, transkønnede og alle de andre køn have det hele tiden. Selvfølgelig. Men det er ligesom først, når man præsenteres for noget andet at man egentlig lægger mærke til "det normale" udbud. 

I de fleste film spiller kvinden blot en mor - for det meste uden navn - eller er et stykke kød. Der er overrepræsentation af mænd i film, og det er ikke homoseksuelle roller. I øvrigt sørg for at se 'Call Me by Your Name' (2017), den er ret god. Og har du ikke set 'Ditte og Louise' (2018), så gør det! Jeg var målløs over, hvor mange pointer de får med - uden at mange nok lægger mærke til det. Og så er den virkelig sjov. Som i, jeg havde regnet med at smile, men jeg grinede ufrivilligt højlydt så tårerne trillede. Og ja jeg var alene. Tænk sig, hvis 'Klovn' kunne andet end "drengerøvshumor," men faktisk ændrede verden til det mere positive? Og tænk sig hvis mænd også gik ind og så en film med to kvinder i hovedrollen? (en skidegod artikel, ikke at det sexistiske Ekkokammer fortjener hits, men Laura Dyhrcrone gør det sgu godt her.) Desværre har ikke så mange set dygtige Ditte og Louise, som man kunne ønske sig, men den barnlige 1990'er agtige 'En frygtelig Kvinde' kunne trække fulde huse...? Åhh Danmark hvor har vi dog langt igen...siger jeg med nedslået blik (ja jeg har set den - da jeg ligesom havde vagt og skulle vise den. Den var så dårlig, at jeg var mere interesseret i dens  locations. Og hep hey! Der var sgu da Gravens Rand?) 

Få set 'Ditte og Louise' - også selv om du er en mand eller måske netop derfor. Den handler ikke om at sable mænd ned, men om samfundets normer. Og ja måske nogle mænd ikke tør, fordi "hvad nu hvis de blev tvunget til at se indad!!" eller, gud forbyde det, "vise hensyn fremover!? GISP!" - som de lige nu flyder over med på facebook af krænkelser over, at nogen er blevet krænket. Det er sgu da ironi, der vil noget. De skriger og råber op om "krænkelseskultur," hvilket de er så krænkede over at der kommer det ene opslag efter det andet. Gerne hvide mænd. 'nuff said. En Grundtvig sang "..den danske sang er en ung blond pige.." - for det første hvad er det for noget nationalistisk pis at forsvare og insistere på at synge? - for det andet ad. I øvrigt er jeg PISSETRÆT af, at al respekt over for andre mennesker skal latterliggøres med "svenske tilstande" tihihihi. Denmark - you should only be so lucky. Dét er præcis, hvad vi burde stræbe efter. Og at blive lige så ligestillede som Island. 

Man kan undre sig over, hvorfor Mofibo støttede de to mænd frem for 'Mørkeland'. Var det grundet "kendisfaktoren"? Eller var det noget andet? 

'Mørkeland' har lavet 41 episoder, foruden 'minimord' en slags digitalt postkort, de har været i luften siden 20. februar 2018  ('Myrdet' har lavet to sæsoner på i alt tyve episoder siden 7. juni 2018). 

Hver  fucking mandag? Det er ret vildt.

Raw og dehydrerede snack.

Vi valgte brunchtallerken med ruller af rispapir med spirer og agurk. Patè af champignoner. Karrysalat. En halv avokado med tahindressing, ristede nødder og sfærer af balsamico. Bagte svampe med rosmarin. Raw kiks med kul.

Alene æstetikken er værd at komme efter.

ARKEN : JULEFROKOST MED VEGANEREN & KVIUM : CIRKUS EUROPA

Da nyheden om en Michael Kvium udstilling på Arken (2. september 2017 -14. januar 2018) udkom september 2016, var jeg mildest talt lykkelig og jeg glædede mig. Jeg glædede mig i et helt år. Så selvfølgelig så jeg den af flere gange, da den kom. Fordi, ja, den var det værd. Og jeg kunne sagtens have set den endnu flere gange, jeg elsker Arken og jeg elsker Kvium. De to forbundet var jo intet mindre end perfekt. 

Arken ville gerne lave en tilbageskuende udstilling med Kvium. Men så pissesej som han er, så ville han hellere lave helt nye billeder til udstillingen - det andet kunne de gøre, når han var død mente han. Så i stedet for at støve gamle malerier op, satte han i gang med at skabe en her ny serie af malerier, film, installationer og skulpturer til Arken med humor, ironi og en ordentlig opsang til verden.   

You gotta love this guy. Der er fandeme mange, der havde hoppet med på at fejre sig selv på den måde - men han griber chancen for at sprede vigtige budskaber i stedet. 

Veganeren og undertegnede havde aftalt at holde en julefrokost, og vi lod det blive på Arken - jeg havde muligvis skamrost udstillingen til skyerne fra mit besøg her ved åbningen med LilleM.

Ja. Det var, som det ses. Karrysild med æg, fiskefillet med rejer (ingen blomkål), æbleflæsk, and med spidskål, ost og figenkompot. Veganeren fik naturligvis en vegansk udgave af den vegetariske. 

Hvor fed en titel er 'Cirkus Europa' ikke lige? 

Hvor, når man går gennem forhænget, er man en del af én stor installation pyntet med samtidsklovne. 

'Mud Tale' (2016).

'Small Talk Show' (2016).

'Stand Up Comedy' (2016).

'Illusion' (2016).

'The Justice' (2017).

'The Liberty' (2017).

'The Faith' (2017). 

'Fake News' (2017). Jeg elsker, han bruger rummets vægge anderledes end blot midt på væggen. Som man måske har opdaget, så bruger denne udstilling netop hjørnerne af rummet til malerierne. Sjovt. 

'Vertical Tale' (2016).

Film med tryllekunstneren Rune Klan der iført 'Alien Aftermath mønster' tryller og brækker blod op, musikken fra filmen flød ud over udstillingen - sådan lidt tumpet cirkusmusik hvis det giver mening. 

'The Duke' (2017).

'An eye fall Scene' (2017).

'Beach of Plenty' (2017). Der - hvis de andre malerier eller skulpturer ikke har - bør give beskuer en helvedes dårlig følelse i kroppen og smag i munden. Til at toppe det kan man sidde på et møbel, også lavet af Kvium, 'The Furniture,' og nyde udsigten på 'Alien Aftermath mønster' og sortfodsskinkeben. Så er der grisefest.

Et hav af ordbøger i en punkteret redningsbåd i manegen og lysspottet flakker rundt, som var det spottet i cirkusmanegen eller kystvagtens søgende lys. 

Derpå kommer rummet for 'The Gallery' (2017).

Mit gæt er, han har hygget sig gevaldigt med at lave det her navlestrengede fosterlignende spindelvæv. Amazing. 

BLIV NU VOKSEN DR

Shit hvor er det vildt, hvad DR udretter for licensen.

Lad os tage et oprids af deres såkaldte "public service" - eller hæmmende udvikling. 

- Sangen fra DR 3 som var én lang voldtægts og sexistisk taben-kæben-på-gulvet-klam video om Pernille Blume (Voldtægtskultur much?) - jeg nægter at linke til den, da det er mig komplet imod. 

- #gunnargate - Gunnar lavede en kage i Den Store Bagedyst til temaet "mandehørm," hvor opgaven hed "polterabend". Han blev afskediget, da dommerne vurderede at hans kage var simpelthen ikke maskulin nok. Og ja Gunnar var homoseksuel. 2016 var året, da DR opridsede kønsstereotyper for seerne og afskar en homoseksuel mand fra at være maskulin nok. Eller hans kage i hvert fald. I det hele taget var temaet elendigt - det må simpelthen høre fortiden til hva'? Var det fordi, det ofte er kvinder der bager og to mandlige "værter" kontra én kvindelig ikke var nok, og så prøvede I at gøre det mere maskulint ved et sådant tema?  

- DR Radio ville lave et program om hævnporno - det handlede ikke om victimblaming, men om, og hold nu fast, "hvad pigerne selv kunne gøre for ikke at blive udsat for hævnporno" (altså handlede det jo KUN om victimblaming - Heeeello voldtægtskultur!). 

- X-Factor (som min femårige megagerne ville se og derfor også finalen) hvor Gulddreng synger "Ja du var mig utro, ja du var en møgso" i et familieprogram - hvor to af de tre finalister var under atten og unge kvinder. Jeg var målløs! Selvsagt slukkede jeg med det samme efter at have spyet kaffe ud på computeren.

Og nu kan to hvide mænd (selvfølgelig) så fremelske racistiske og sexistiske jokes fra hele landet - hvor kun de groveste bliver arkiveret. Public service? 

Jeg kan fandeme godt forstå, Mary virkelig er vred. Det er jeg også. Det burde alle sgu være. På egne, alles og landets vegne.
Hvorfor bruges licenspenge ikke til at vise vejen frem? Alle de gode værdier man gerne vil give sine børn, som samfundet ikke afspejler. Hvorfor reproducere voldtægtskultur og racisme for borgernes licenspenge? DR really?
Når vi tager så få flygtninge ind, ER det måske ikke racisme der er mindst af i dette land.
Når DR i forvejen er sygt sexistisk, så var dette måske heller ikke nødvendigt..?
Eller.
I stedet for to hvide mænd i programmet, så skulle man måske have haft minoriteter til at tage imod de jokes?
En sort mand til at tage imod en af de to omtalte jokes i artiklen - eller endnu bedre FILM DET!
Lad et barn tage imod den næste omtalte joke og film den taber, der mente at verden blev et bedre sted med den joke i den. Dét ville være underholdning, lærerigt og værd at se. Selv racister og sexister ville få noget ud af at se det. Det nytter fandeme ikke at føle sig bedre end Trump, når man på et eller andet niveau selv bedriver det samme. Fremelsker racisme, sexisme og voldtægtskultur. 

Hvordan fanden kan I slippe afsted med det? Her burde racismeparagraffen træde i kraft - desværre findes der ikke en sexismeparagraf (og hvorfor mon?).

Roskilde Festivalen tager i det mindste et skridt imod at komme det til livs. De prøver at komme det til livs. Men. Hvis konsekvensen for at crowdsurfe er at armbåndet klippes, hvorfor er overgreb så ikke? Hvor må det være ødelæggende at finde overgrebspersonen på festivalen senere, efter at have gennemlevet et overgreb, gennemlevet det igen ved at fortælle det videre til politiet med alt hvad det medfører af rapekits tests for så at støde på umennesket senere fordi man ikke turde være alene og alle vennerne var stadig på festivalen. Få overgreb meldes og hvorfor mon? 

Sidste år var "temaet" "sexisme" - skønt det vidst var gået speakeren ved basket banen forbi, idet de mandlige spillere fik kammeratlige og joviale jokes med på vejen og de kvindelige fik flirtende og degraderende råb. Jeg skred af raseri. 

I år var temaet "equality". Roskilde prøver at tage ansvar. Og jeg synes, deres samarbejde med Politiken i år var en fantastisk start. Og ja der sker overgreb dér som andre steder. Desværre. Men jeg har endnu ikke oplevet seks mænd i klapstole siddende ved toiletterne i byen i København graduerende de kvinder, der kommer ud. Måske kommer jeg de rigtige steder. Alkohol blandet med den der Roskilde-løssluppenhed er en dårlig kombi. Oplevelserne om overgreb bliver italesat og offentliggjort. Det er en start. De prøver at tage ansvar. Så hvorfor gør DR ikke? - jeg har, som sikkert sagt, ikke tv. Hvis jeg ser DR er det på computer. Det sker sjældent. Men noget siger mig, jeg ville have haft meget mere at nedfælde, hvis jeg havde tv. 

Bliv nu for helvede voksen DR.

'THE HATEFUL EIGHT' - TARANTINOS OTTENDE FILM

High noon. Ved denne tid er der kun ti minutters underholdning før filmen. Ikke som i andre biografer hvor alle reklamer fra tv (dette er et skud, da jeg ikke selv har tv. Alt er genudsendelser, reklamer og tidstyveri. Tid man aldrig får tilbage) vælter over lærredet. Det blev til forfilm til ’Steve Jobs,’ ’Hail, Caesar!’ (denne ser ganske lovende ud! Coen-brødrene tilbage i antagelsesvis ’Burn After Reading’-mode (2008). Hvis dette holder, er jeg allerede et lykkeligere menneske) og ’The Revenant’ (Inarritu der har lavet ’21 Gram,’ (2003) ’Biutiful’ (2010), ’Amores Perros’  (’Love is a Bitch’ – en virkelig god film), (2000) ’Babel’ (2006) og endelig mesterværket som har skudt forventningerne til næste film i vejret ’Birdman’ (2014). Jeg kan ikke rose den film nok! Og ja selvfølgelig skulle den have været oplevet i Biografen. Intet mindre ville yde filmen den rette respekt. Naturligvis er kameraføringen det mest overvældende ved filmen, men lydsiden ved alteregoet Birdmans bevægelser knaser stadig sprødt i min øresnegl ved tanken. Så ja kort sagt: der er uopnåelige forventninger til ’The Revenant’ og traileren lover forbandet godt).

Et ellers uvant soundtrack i forhold til den ikoniske jukebox, der plejer at tage hånd om Tarantino’s genistreger, læner soundtracket af Ennio Morricone (som også stod for det meste af ’Inglorious  Basterds’ (2009) og ’Django Unchained’ (2012)) – dog med enkelte afbrydelser såsom Jack White med ’Apple Blossom’ og Jennifer Jason Leigh med ’Jim Jones at Botany Bay’ – sig op ad et rigtigt filmisk mesterværk. Ligesom det pittoresque frosne landskab, der lægger kulisse til – og hvem andre end Quentin Tarantino laver en western i tre meters sne og en snestorm?

Scenen er sat, og den sidste diligence rider afsted igennem snedriverne mod Red Rock til tonerne af en lurende fed fagot (absolut et af mine yndlingsinstrumenter i et orkester) og sætter stemningen til filmens første kapitel. Tarantino delte også ’Kill Bill’ op i kapitler. ’L’Ultima Diligenza di Red Rock’ hedder nummeret, skulle man have lyst til at prøve det af. Vi møder John Ruth ’The Hangman’ (Kurt Russel), der er på vej med sin fange Daisy Domergue (Jennifer Jason Leigh) for at få udbetalt sin dusør for hende og se hende hænge i galgen. Dusøren hedder ’død eller levende,’ men John Ruth leverer dem altid levende. For at se dem hænge i galgen – doing ’The Tyburn Jig’ – deraf tilnavnet ’The Hangman.’

På ”vejen,” eller rettere sagt et snelandskab i bjergene, møder de Major Marquis Warren (Samuel L.  Jackson), der er på vej til Red Rock med nogle lig for at få dusøren udbetalt for disse. Marquissens hest er død, og han trækker selv ”slæden.” The Hangman og Marquissen kender hinanden fra tidligere, og en Tarantinosk skøn dialog udfolder sig i frostgraderne. Marquisen får lov at køre med, og hans dusør-lig får lov at ligge på taget af diligencen til Red Rock. Til tonerne af Jack Whites ’Apple Blossom’ kører de afsted, imens Domergue prøver at forføre Marquisen ved at slikke sig om læberne – hun har fået tilstrækkeligt mange slag for sin skarpe tunge og har blod i hele ansigtet. Charmeure. Her introduceres brevet fra Lincoln – som grundet betydningen leder tankerne tilbage til det famøse ur i ’Pulp Fiction’ (1994) – eller Hattori Hanzô sværdene i ’Kill Bill’ (2003 og 2004), hvor lyssætningen og lyden også ændres. Der er et guddommeligt spot på sværdet samt en ringen på lydsiden, hver gang sværdet tages i brug. Lincoln brevet portrætteres ligeledes med et gudeagtigt spotlys fra oven og en særlig ophøjet melodi.

I kapitel to ’Son of a Gun’ møder vi Chris Mannix – den nye sherif i Red Rock – som sjovt nok også befinder sig uden en hest i det snedækkede kolde helvede, og også han beder om at blive samlet op af John ’The Hangman’ Ruth. Her udspilles atter en ikonisk dialog.

De ankommer alle til kapitel tre ’Minnie’s Haberdashery,’ for at søge ly for snestormen. Men her er ingen Minnie (Dana Gourrrier) eller Sweet Dave (Gene Jones), hvilket undrer Marquissen der kender dem forholdsvis godt - godt nok til at vide, at de aldrig forlader butikken. Marquissen hjælper mexicaneren Bob med at sætte hestene og diligencen i stald. Kusken O.B. Jackson og Mannix sætter et hegn af reb og pæle i sneen op til dasset. John ’The Hangman’ Ruth tager sin fange med ind i varmen. Her møder vi den rigtige ’hangman’ af Red Rock Oswaldo Mobray (Tim Roth) – eller i hvert fald ham der skal til Red Rock og hænge fanger for så at rejse videre. Her er sydstats General Sandy Smithers (Bruce Dern), der ikke tager det godt at være i rum med Marquissen. Disse har stiftet bekendtskab under krigen mod Nord- og Sydstaterne ved slaget ved The Baton Rouge. Og selvfølgen når man ser en Tarantino film, Michael Madsen, som Joe Cage, der er på vej hen og besøge sin mor. 

Der er referencer fra ’Pulp Fiction,’ hvor Samuel L. Jackson spiller over for Tim Roth og holder den fuldendte monolog: (Ezekiel 25:17) “The path of therighteous man is beset on all sides by the iniquities of the selfish and thetyranny of evil men. Blessed is he, who in the name of charity and good will,shepherds the weak through the valley of darkness, for he is truly hisbrother’s keeper and the finder of lost children. And I will strike down uponthee with great vengeance and furious anger those who would attempt to poisonand destroy my brothers. And you will know my name is the Lord when I lay myvengeance upon thee.”

En anden reference er, Michael Madsen spiller over for Tim Roth som de også gjorde i ’Reservoir Dogs’ (1992). Særligt scenen hvor en dansende Michael Madsen hælder benzin udover et bundet offer til tonerne af Stealers Wheel’s ’Stuck in the Middle WithYou,’ og Tim Roth som undercover politibetjent ligger forblødende med skudsår i maven på gulvet burde folk kunne huske.

En tredie reference (og der skal nok være flere, men jeg har kun set den én gang i biografen) er Kurt Russel, der spiller over for Zoë Bell, Six-Horse Judy, som de gjorde det i ’Death Proof’ (2007). Én af de to film jeg har set to gange i biografen. 

Yderligere er der en panorering i baren, kaldet Philadelphia for våbenhvilens skyld, der leder tankerne hen på åbningsscenen i ’Reservoir Dogs.’ Den ikoniske åbningsscene hvor Tarantino selv fortæller sin teori bag sangen ’Like a Virgin,’ imens filmens aktører introduceres i halvtotale glimt, brudstykker og overshoulder shots symboliserende deres lyssky forretninger i en glidende panorering rundt om det firkantede bord.

Når de forgiftede i ’The Hateful Eight’ kaster kaskader af blod op, falder tankerne direkte på ’Kill Bill’ hvor blodet sprayes ud som en fontæne hvad enten et hoved, en arm eller et ben hugges af med et samurai svær. Eksempelvis i ’Kill Bill’ (2003) (undertegnedes absolutte favorit af de to volumes) står blodet sprøjtet op af Boss Tanakas hals, hvis krop stadig sidder til bords, efter O-Ren Ishii (Lucy Liu) alias Cottenmouth i ’The Deadly Assassination Squad’ netop har halshugget ham. Denne overdrevede blodfontæne findes også, når Beatrix Kiddo ’The Bride’ (Uma Thurman) alias Black Mambatager kampen op mod ’The Crazy 88’ der beskytter O-Ren. Også her virker denne effekt befriende morsom, og man husker Tarantinos rødder og forkærlighed for B-filmen og særligt inden for splatter genren, men også spaghettiwesterns (’The Good the Bad’ og der inspirerede til ’Django Unchained’ og Kiddo’s karakter i ’Kill Bill’ – ’Kill Bill’ er jo et mixed tape af et postmodernistisk potpourri, så der er naturligvis mange flere genrer og inspirationer blandt andet Bruce Lee film) og klassiske biljagtfilm ('Vanishing Point’ der inspirerede til ’Death Proof’).

Ligesom Hitchcock har Tarantino også altid yndet at medvirke i sine egne film ’Reservoir Dogs,’ ’Pulp Fiction,’’Death Proof,’ ’Inglorious Basterds,’ ’Django Unchained,’ eller offscreen som i ’Jackie Brown’ (1997) eller voiceover som i ’Kill Bill.’ Dette gør sig også gældende for denne, da han er den uncrediterede fortællerstemme. Og som vanen tro, er der selvfølgelig en ’Mexican standoff’ og en ’showdown’ - som også gør sig gældende i en hver film af Quentin Tarantino.

Tarantino elsker at genbruge skuespillere i sine film, og det er faktisk ret fedt for hans fans at følge med i hans nye film med den viden.  Hvis man regner ’True Romance’ (1993) (som Tarantino har skrevet manuskriptet til) med til hans film, er der både en genganger i Christoffer Walken (’Pulp Fiction’) og Brad Pitt (’Inglorious Basterds’). Christoph Waltz spillede med i ’Inglorious Basterds’ og ’Django Unchained.’ Uma Thurman spillede med i ’Pulp Fiction’ og begge volumes af ’Kill Bill.’  Harvey Keitel spillede med ’Pulp Fiction,’ ’Reservoir Dogs’ og ’Inglorious Basterds.’

Tim Roth spillede med i ’The Reservoir Dogs,’ ’Pulp Fiction’ og ’The Hateful Eight.’

Michael Madsen spillede med i ’Reservoir Dogs,’ ’Kill Bill’ og ’The Hateful Eight.’

Zoë Bell har faktisk medvirket i rigtig mange Tarantino film. Næsten lige så mange som Samuel L. Jackson. Men det er kun i ’Death Proof’ og ’The Hateful Eight,’ at publikum ser hendes ansigt. Hun er nemlig Tarantinos yndede stunt kvinde og har været stunt in for Uma Thurman i begge ’Kill Bill’ film, Mélanie Laurent og Diane Kruger i ’Inglorious Basterds’ og i ’Django Unchained.’

Samuel L. Jackson er den mest anvendte skuespiller i Tarantino regi. Jackson spillede både med i (’True Romance’) ’Pulp Fiction,’ Jackie Brown, ’Kill Bill,’ fortælleren i ’Inglorious Basterds,’ ’Django Unchained’ og endelig ’The Hateful Eight.’

”You only need to hang mean bastards, but mean bastards you gotta hang.”

(Man fristes nemt til at lave stavefejlen som i ’Inglorious BastErds’)

Undertegnede overvejede, hvad der var anderledes ved manuskriptet som blev lækket. Manuskriptet til ’The Hateful Eight’ som efter trusler om sagsøgninger, droppet film og dernæst genoptaget med nye plots. Man kan overveje, om denne sætning i sidste scene er ment til idioterne der lækkede ’The Hateful Eight’ til grippene.

   

PS. 

Opdatering. 'Best Original' Score går til manden bag lyden i Tarantino’s ’The Hateful Eight’ nemlig Ennio Morricone, der har været nomineret til seks Academy Awards siden 1979. Dette er Morricones første Oscar, der emd sine syvogfirs år er den ældste Academi Award vinder her i 2016.