29. APRIL 2020 : YAHYA HASSAN ER DØD

Midt i Corona-krise og sammenhold på afstand erfarede jeg i går en dybt tragisk nyhed. Digteren Yahya Hassan blev fundet død i sin lejlighed. Jeg blev sgu oprigtig ked af det. Oven på så meget død og dommedagsvarslen den sidste halvanden måned er dette nyheden, der fejer benene væk under én. Et menneske der aldrig stod en jordisk chance, som i den grad havde noget på hjertet. 

Jeg havde/har så meget respekt for ham. 

Jeg havde/har så ondt af ham. 

"Fireogtyve år"?

For et par måneder siden var jeg til en venindes firetyveåriges fødselsdag. Der var så meget kærlighed og fremtid i den lejlighed på Christianshavn. 

"Død i sin lejlighed i Aarhus Vest". 

Havde det ikke været for Corona, havde jeg været på SPOT Festival i Aarhus Midtbyen nu.

"Dødsårsag ukendt".

Livet slog ham ihjel. Længe før tiden gjorde det.
Facebook indfører ironisk nok i dag en ny reaktion, hvor vi kan vise omsorg. De håber, den vil give mig, min familie og mine venner en følelse af nærhed. 

"FEM BØRN PÅ RÆKKE OG EN FAR MED EN KØLLE

FLERGRÆDERI OG EN PØL AF PIS

VI STIKKER SKIFTEVIS EN HÅND FREM

FOR FORUDSIGELIGHEDENS SKYLD

DEN DER LYD NÅR SLAGENE RAMMER

SØSTER DER HOPPER SÅ HURTIGT

FRA DEN ENE FOD TIL DEN ANDEN

PISSET ER ET VANDFALD NED AD HENDES BEN

FØRST DEN ENE HÅND FREM SÅ DEN ANDEN

GÅR DER FOR LANG TID RAMMER SLAGENE VILKÅRLIGT

ET SLAG ET SKRIG ET TAL 30 ELLER 40 TIL TIDER 50

OG ET SIDSTE SLAG I RØVEN PÅ VEJ UD AD DØREN

HAN TAGER BROR I SKULDERNE RETTER HAM OP

FORTSÆTTER MED AT SLÅ OG TÆLLE

JEG KIGGER NED OG VENTER PÅ DET BLIVER MIN TUR

MOR SMADRER TALLERKENER I OPGANGEN

SAMTIDIG MED AT AL JAZEERA TV-TRANSMITTERER

HYPERAKTIVE BULLDOZERE OG FORTØRNEDE KROPSDELE

GAZASTRIBEN I SOLSKIN

FLAG BLIVER BRÆNDT

HVIS EN ZIONIST IKKE ANERKENDER VORES EKSISTENS

HVIS VI OVERHOVEDET EKSISTERER

NÅR VI HIKSTER ANGSTEN OG SMERTEN

NÅR VI SNAPPER EFTER VEJRET ELLER MENINGEN

I SKOLEN MÅ VI IKKE TALE ARABISK

DERHJEMME MÅ VI IKKE TALE DANSK

ET SLAG ET SKRIG ET TAL"

Rød første maj afholdes denne dag med læsning af den sorte digtsamling af Yahya Hassan.
Æret være hans minde.

'HJERTEANFALD I BEOGRAD'

Hjemvendt fra Barcelona bekræftes liggepladserne på næste års Roskilde af Löjhatti over sms før et langt bad indtages. Opfølgende sms brummer på terrazzoen bag badeforhænget.

”Har du for resten set, at Søde Jan er død?” vibrerer forlængelsen af højre hånd på badeværelsesgulvet.

Sonnergaard død?

"Hjerteanfald i Beograd (det lyder næsten Sonnergaardsk)" vibrerer terrazzogulvet igen. 

Jeg erindrede straks første møde med ham gennem ’Radiator’ og senere resten af trilogien. Og mine tænder føltes løse. At han tog sin egen vin med på Noma og gav pot i drikkepenge. At SorteM havde stødt på ham på Jernbanecaféen, og han havde været betaget af hende fra første øjeblik. - det kunne i grunden være et hvilken som helst brunt værtshus, så var Søde Jan tilpas. Dette møde førte til flere møder, men aldrig til gengældt kærlighed skønt han fløj Europa rundt for den rette chokolade, nødder og likør – han var den fødte vært.

Disse historier fra disse møder bredte smil på mine læber, når jeg stødte på Søde Jan på eftermiddage på Floss. Det var i sig selv et kapitel, når Søde Jan holdt hof i baren. Han serverede sine små medbragte fine kager fra enten La Glace eller Dessertdragen for sine gæster på barstolene ved sin side. Den naturlige del af Floss nemlig Kim og de andre tørstige stamgæster sad fint med hver en lille fin kage foran dem samt et lille fint glas med væske, hvad der nu måtte passe med kagerne, af brunlig substans.  

Hele scenariet, og i det hele taget at Kim kunne balancere oprejst på en barstol i så lang tid, på dette falmede fantastiske sted, var en novelle i sig selv. Faktisk tror jeg, det er det eneste føde jeg nogensinde har set Kim indtage. Jan var den fødte opvarter. Og han kastede et særligt lys over stamgæsternes ansigter og de gulmalede, men bruntilrøgede vægge på Floss med hans tilstedeværelse. Nogle gange var der flere munde end antallet af kager, og med kniv delte værten kagerne så det passede med antallet af munde. Som Jesus delte brødet. 

Og her sad de. Her sad de ellers usynlige i samfundet og smagte i stilhed på tilværelsen. De var blevet set. De var blevet opvartet. Der var noget ganske smukt og ømt over dette scenarie. Som en radiator varmede han stedet op til et ophøjet niveau for en stund.

Bag mig fra min udkigspost til dette lille teaterstykke hang det store lærred med ordene ’Søde Jan’ opkaldt efter værten selv. En værtensmand i denne verden. ’Søde Jan’ som er titlen på cocktailen, Floss har opkaldt efter Sonnergaard selv. Om den serveres efter den egentlige opskrift vides ikke. Men opskriften forlyder således: grappa, rom, vodka, marchino, cointreau, angustura, isterninger, et cocktailbær samt en knivspids kokain.

Jeg, Floss og - som Claus Høxbroe skrev – alfabetet vil savne Søde Jan.  

I verden og i litteraturen.

Nu skal folk seriøst stoppe med at dø i år.

POLITIKENS BOGHAL : FORFATTERTRAPPEN : ROMANTIKKEN OG DRØMMENS DØD

Vi skyder genvej over Amagertorv. Torvet der for altid minder mig om "Polterabend" i krydsilden mellem Café Europa og Norden - og den gang i nullerne, hvor Sonnergaard var at finde på udvalgte bæverdinger i Indre By. Hverdagens rå realisme sætter ind, når to betjente med maskinpistoler på maven spankulerer forbi det store stygge Storkespringvand.

Er det dét, vi er kommet til?

"Og denne tanke affødte associationen:

Den stærkeste magt af disse må være den, der binder atomerne sammen i stabile strukrurer - det man i forgangne tider kaldte GUD

- men næst efter er den stærkeste magt den, atombomben frigør, når den spalter atomet og udløser en kolossal sprængning, som netop tilintetgør de før så stabile strukturer."

En forfatter på trappen ved Dublineren. En velkendt skikkelse. Alt for ung til sit alt store jakkesæt. Det samme blå betræk som han bar i Politikens kultursektion sidste uge. Måske er det hans eneste. Måske vil han bare gerne ses. Som han ønskede det i barndommen. Han står i midtergangen mellem bordene udenfor. Poserer og blokerer indgangen.
Stirrende stift ud i luften.
Rygende en smøg.
Jaja Hassan jeg har set dig. 

Alene.
Men alligevel aldrig alene.
Tre meter til højre står en mand i hvid skjorte med blå striber og øresnegl dinglende ned i kraven. Han spotter os, som vi går forbi. Plejer der ikke at være to?
Jakkesættets brede skuldre bærer de tunge byrder. Hans valgte ståsted minder mest om et statement. Han er modig med sine unge år. Ytringsfriheden/kunsten har mange ofre. Jeg har på alle måder ondt af ham.

Vi slingrer ned af Vestergade for at undgå stimerne på Strøget og ind ad døren til Politikens Boghal til forfattersamtaler på Forfattertrappen. En del af Litteraturfestivalen KBH Læser.

Emnet er kærlighed.

Første samtale er mellem Anna Grue og Anne-Marie Vedsø Olesen om den romantiske kærlighed i krimier. De læser først op fra deres egne bøger. Publikum rummer flest kvinder over fyrre og op efter.

Grues krimier indeholder kærlighed i mange aspekter. Mellem kolleger. Venner. Mor og barn. Hendes egen kærlighed til hendes mand gennem otteogtredive år byder på en mere sjælelig kærlighed. 

Olesen har ikke den romantiske kærlighed med i sine bøger. Hun nævner, at de store kærlighedsdramaer mest rummer den ungdommelige kærlighed. Som i Romeo og Julie der går i døden fordi, deres naive og infantile kærlighed ikke holder i virkelighedens verden. Den slags kærlighed af overdrevet begær der driver folk mod afgrunden. Hvor man smadrer liv, sit eget liv og andres liv på vejen ned.

Dette beskæftiger deres krimier sig ikke med.

Næste samtale skal omhandle sex og kærlighed i en krimi og er mellem Anna Grue og Jesper Stein. Publikum er blevet mere gråhårede end før, og der er langt flere mænd til stede nu.

Som nævnt i første del af Forfattertrappen skildrer Grue ikke det kødelige samleje - det antydes blot, idet hendes engelske krimistil næppe fordrer til det. Det ville virke mærkeligt. Dynen beskrives som en lyserød sky, der løftes. Og det var så sex. Hun bevarer det romantiske forbehold til agten, hvor følelserne spiller den store rolle.

Stein må siges at være den diametrale modsætning. Os der netop har købt en kop kaffe, får den direkte i den gale hals som Stein læser højt fra sin bog om kokain, sprut, "jeg spyttede på pikken og stak den ind i det hul der ikke blev vådt af sig selv." 

Grue nævner, for hende er sex noget privat og romantik noget større - "for Stein, er romanantik en penetreret ringmuskel." Han behersker en sort romantik. En kynisme der understøtter det realistiske syn. "Selv om drifter altid er gode betingelser for mord," smiler hun.

Stein mener ikke, han får "hard on" på af at skrive dette, men at det beskriver hovedpersonen. Han udstiller forfaldet i hovedpersonen, der drikker, tager stoffer og knalder. 

"Den romantiske drøm er død" er næste samtales emne og er mellem Kristian Bjørnkjær og Caspar Eric - og ulig de andre to samtaler er Politikens Karen Dich sat på som interviewer, hvilket desværre punkterede dialogen.

Her er varmt. Rådhusuret slår. Der er kommet et meget yngre publikum blandt os på trappen.

De to forfattere læser op fra hver deres bog. Denne gang stående.

"Der er så mange kærlighedshistorier

nogle er gode,

men ender dårligt" slutter Bjørnkjær poetisk fra sin bog fra 1976. 

Før det har Eric læst op af fra sit udpenslede break up sidste år. 

Dich spørger, hvad der begrunder den store forskel mellem de to forfatteres skrivestil - man tager en dyb indånding, tænker: "kunne det være de otteogtredive års forskel? Kunne det være konteksten eller diskursen? Gu fanden skriver Bjørnkjær ikke om facebook, the World Wide Web var jo ikke  opfundet endnu.." og korser sig. 

Bjørnkjær fortæller om samtidens oprør mod ligusterfascismen. Hvor de hængte det private ud i offentligheden og brød de traditionelle former. At dengang var hans digte udpenslende, for mænd måtte ikke vise følelser.

Eric mener, at forhold handler om at besidde hinanden. "Dette er min kæreste." Man ejer og bestemmer over den anden. Men man kan ikke eje et andet menneske.

Oven i denne ejerskab kommer manien om selvrealisering - "hvor folk plaster facebook til med deres klamme forhold,"som han kalder det. Hvorfor ikke drømme kollektivt? 

Jeg vil give Eric ret i, at den kollektive drøm er død - det er efterhånden en sjældenhed, at folk tilsidesætter deres eget behov for andres skyld. Drømmen om næstekærlighed og omtanken for resten af verden er brast - erstattet af behovstilfredsstillelse og "mig-mig-mig." - ironisk nok favnede hans oplæste digt udelukkende sig selv og sin egen enestående knuste kærlighed... 

"You are not a beautiful and unique snowflake. You are the same decaying organic matter as everyone else, and we are all a part of the same compost pile."

Som Rådhusuret slår otte, og arrangementet næppe kan koge mere suppe på Erics fortolkning af Nietzche, bevæger overmennesket her sig op til kassen og køber et nyt eksemplar af Yahya Hassans digte, stryger ned ad Vestergade til Pisserenden forbi Floss og Søde Jan.

TRINITATIS KIRKE: LITTERATURGUDSTJENESTE: HALLELUJA HØXBROE

 Trinitatis Kirke.

Sidste gang jeg havde min gang i dette gejstlige rum, blev min kære veninde smedet sammen med sin sin kæreste.
Lige nu drejer det sig om en litteraturgudstjeneste. Hvad det så er for en størrelse...?

Andægtighed. Mørke. Levende lys langs midtergangen ned til alteret, hvor rød og gul danser i visuals. Langs stolestaderne ligger folk henslængt på madrasser. En kvinde læser op i kirkens hvælvinger ved skibets begyndelse. Kirkens klang kaster hendes stemme rundt i de mørke kroge. Hun læser definitioner op i digtform, og formår at kvæle interessen for det læste som en degn. 

 Klapsalver i kirken. Dette er ikke kutyme. Og kroppen ved det. 

Et stykke musik af Peter Brandt - det er okay, det er bare ikke lige mig.

Morten Reimer kommer på, bruger beat og rummet på en ny måde. "Facebook jeg gav dig alt - nu er jeg intet." Sjove iagttagelser fra et forhold med facebook, et med Nørreport og et venskab med Dan Turèll der dog døde, før han blev født. Dan the Man døde 15. oktober 1993, og måske derfor handler det fleste af Reimers oplæsning om drukture og at finde hjem fra byen.  

Victor Boy Lindholm kommer på. Og han er på. Han spyer ord i stride strømme ud i rummet. Småhoppende og energisk. Men for omsiggribende til at være fængende og personlig. Meget på tungen, men for lidt livserfaring til at grave et spadestik dybere end blot plasken i overfladen. Forbrugersamfund er skidt, ja, men hvad hjælper det udtalt i nye sneaks og skjorte?

Nadver. 

"Vor Herre Jesus Kristus tog i den nat, da han blev forrådt, et brød, takkede og brød det, gav sine disciple det og sagde: "Tag det og spis det; dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!" Ligeså tog han også bægeret efter måltidet, takkede, gav dem det og sagde: "Drik alle heraf; dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse. Gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!"

Herefter kommer Claus Høxbroe.
Alderspræsident som han selv bemærker det, indtager rummet med en coolness og karma, ungdommen aldrig besad. Høxbroe bruger rumklangen, som havde de øvet dette sammen den sidste måned. Efter hver endt digt leder han efter sit nye våben i hans udgivelser - han har aldrig planlagt på forhånd, hvad han vil læse op. Manden er beat poesiens svar på jazzzzzz. Han serverer det, han føler for i øjeblikket. Dét middagen netop mangler som en anden michelinchef. Beklager billedet, men det er jazzzz.

En tilfredshed og en afbalanceret hvile og ro i det han gør - og leverer derved et stykke fuldkommenhed, lige meget hvad han serverer.

Cool cat Claus kaster ord op i kirkens akustiske kupler eller hvælvinger og tænder ild under edderkoppenes spind. Cool cat svajende i ordenes rytmik iført sixpence og Havana habit. Han mangler bare cigaren.

Skønt dette også er hans egne iagttagelser, er det ikke selvcentreret som de forrige.

Ja ja det hører alderen til. Jeg ved det, og jeg takker for at han tog over.
Mælketænder erstattet med visdomstænder.
Høxbroe forholder sig som den eneste til skuddramaet for en måned siden lidt længere nede af Krystalgaden. Dér hvor fortovet nu svømmer i blomster og for en måned siden i blod.
Der er perspektiv. 

Han forholder sig til selve Trinitatiskirken, som skjulte Torahen under Anden Verdenskrig. 

Han fortæller, han altid flytter for hver nye bog han udgiver. På den måde kommer han rundt og får København ind under huden. 
Han udgyder, han ikke er en ny Ginsberg, Burroughs eller Turèll - og hvem har nogensinde fået noget ud af den sammenligning.

En periode tourede han rundt på de Københavnske hoteller. Han anbefaler det. Jeg nikker anerkendende. Jeg har gjort det samme selv - som at være The Tourist i sin egen by. 

Han åbner op for sluserne med "Jeg fælder tårer.." og jeg glædes over, hvor fedt det egentlig er at høre nogen nævne Turbinehallerne igen - uden at skulle forklare hvad det var.
Jeg stortrives i hans livserfaring og afslappede digte om hverdagens iagttagelser.
Hans ro trods det absorberede tempo. Et beat, der får ham til at virke alvidende - skønt han er fra 1980, og altså kun to år ældre end undertegnede.
He could have fooled me.