ISHØJ : ARKEN : ELSKET AF PICASSO : PÅ TUR MED BØRN

 Vi elsker at tage toget på tur! Ganske vidst har undertegnede ikke kørekort, og har heller aldrig haft lyst til at tage det - skønt jeg er fra provinsen, OG er flyttet til provinsen igen. I disse tider kan det vel nærmest ses som et statement. Her ude har fol minimum to biler. Selv katten og hunden har deres eget køretøj. Any way den frihed folk med kørekort og bil taler om, ænser jeg ikke. Til gengæld er det sådan jeg har det på min cykel i København, hvor den står fast. Nothing beats biking in CPH. Hvor folk med bil gruer for en togtur, gør jeg det samme med en længere tur fastklemt i en bil. I toget er der plads til at tegne (ovenstående billede er et ud af tusinde. Ja. Det er drenge, og de elsker denne kunstpause (som Brandts kalder deres krea-rum) mellem os og næste oplevelse. 

 Denne gang var det Arken, vi skulle besøge. Yes. Man har set Picasso en milliard gange - faktisk også på Arken i 2008, da udstillingen hed 'Picasso og kvinderne' med MM. Man kan sige, der er sket lidt med fokus på de tolv år. Fra blot at være én kvinde ud af mange kvinder, er de nu gået til at være elsket af Picasso. Selv havde jeg ikke behov for at se flere Picasso-udstillinger. Men min ældste søn synes ikke, han tegner så pænt sammenlignet med pigerne fra hans klasse. Det er måske også rigtigt nok, at de adskiller sig fra hinanden. Men det gør jo ikke hans tegning til en dårlig tegning. Min tanke var at hive ham med på Arken, så han kunne se at et øje, næse eller øre kan placeres på den mest gakkede måde og folk vil stadig lave en hel udstilling med de billeder selv snart halvtreds år efter hans død. 

 Den mindste fangede faktisk godt, at dette var et kys.

 I forhold til at være genert over sine streger hjalp det faktisk min ældste at tage på 'Elsket af Picasso'. Han gav sig i krea-rummet til at tegne efter et sort/hvid billede, hvor han normalt ville have været for genert til dette. Den lille fik til opgave at tegne næse, øjne, mund og ører på et papir, klippe det ud og klistre det på et hoved på en anden tegning. 

 Arkens Café er og bliver et af mine yndlingssteder at spise, når det drejer sig om museers spisesteder. Deres altid fine tallerkner med udvalgte velsmagende små retter glæder mig hver gang. Jeg elsker, at børn er velkomne og at de er tilgodeset på menukortet. De fik en sandwich med citronkylling og flødeost, hjemmelavet müslibar, et stykke frugt og en juice.

Selv var jeg ude i en Picasso tallerken med citronkylling med saltede mandler, chorizo, salchichon, spansk lufttørret skinke med pesto af soltørrede tomater, cornichoner og oliven. 

Som altid, når der er cheesecake, skulle ældstesønnen og undertegnede dele et stykke cheesecake. Denne med en lækker syltet blomme. Mach cut til udstillingen 'Ung dansk kunst - samfundsprognoser'.

Som mor bliver man sgu helt blød om hjertet med to børn med så tæt et forhold til hinanden. Pseudotvillingerne. De kunne have sat sig med mellemrum mellem hinanden - eller valgt slet ikke at sætte sig - men billedet herover beskriver mine brødrene løvehjertes bånd så fint. 

ARKEN: GERDA VEGENER

 Jeg besøgte Arkens udstilling med Gerda Vegener for anden gang og hev LilleM med. Sidste gang jeg beså den, var jeg alene og var fuldstændig tryllebundet af hendes streg - Vegeners altså. Som altid når man er alene, kommer man i snak med langt flere end hvis man var ledsaget af andre. Det gjorde sig også gældende der. En ældre dame holdt et langt foredrag for mig om filmen 'The Danish Girl'. Filmen relaterede sig til denne udstilling i og med, at Gerda Vegener var gift med landskabsmaleren Einar Vegener hvis malerier også var at finde på udstillingen. Feministen i mig irriteredes over, at Vegeners kunst ikke kan stå alene uden at skulle relateres til hendes mand - jævnfør kvinder med positionerende embeder altid interviewes om deres mand og børn. Imens en mand aldrig interviewes om hans kone eller børn, der vel har ofret lige så meget for hans stilling som mændene til kvinderne der interviewes - dengang var kvinder kun noget i kraft af en mand. Om de var gift, ugift, pebermø eller enke... Einar Vegener skiftede som verdens første køn, og hed derefter Lili Elbe. Feministen i mig klapper i hænderne over, at malerierne signeret "Einar Vegener" er med fordi hen var transkønnet. For der er virkelig meget få udstillinger af transkønnede. Som Lili malede Elbe ikke mere, men sad stadig model for Gerda Vegener som før operationen.
Damen var meget betaget af filmen. Hvor stærk Vegener og Elbes kærlighed var. Den overvandt alt. Utroskab, løgne og et kønsskifte - et kønsskifte synes måske ikke så fremmed for os nu, men i 1930 var det. Og hun var den første. Hvilket mod! Den næste kønsskifteoperation fandt først sted tyve år efter. Før operationen var Elbes "behandling" elektrochok og indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Jeg havde ikke set filmen, men læst bogen (af David Ebershoff (2000)) da Tante Øst sendte den til mig fra London omkring 2011.
Hvis man er interesseret i at høre en transkønnet fortælle sin historie, vil jeg anbefale Kenna Fisher på Strangers podcasten.  Det må simpelthen være så hårdt at være født ind i et andet køn, end det man identificerer sig med. Kenna følte/føler sig som en kvinde, var teknisk set en mand og tændte kun på kvinder. In her mind var de et lesbisk par. Kæresterne vidste det bare ikke. Og de lesbiske tændte ikke på hende. Hun manglede operationerne. Hun havde levet som mand i så mange år, at det var umuligt at vælge for hende.

Jeg lovede damen at få den set, inden den blev taget af programmet. 

Derfor promptede jeg LilleM og mig selv for denne udstilling ved at se filmen. Grand havde den ikke længere, så vi ramte den i Dagmar. Jeg må sige, at udstillingen på Arken ramte mig mere end filmen. Måske hvis rækkefølgen havde været anderledes, havde opfattelsen af dem også været anderledes. Hvem ved?

 Som før nævnt var det anden gang, jeg så udstillingen. Og derfor var alt blevet veldokumenteret ved første besøg. Desværre er disse billeder ikke at finde mere. Måske det ligger på en anden computer eller et andet kamera. Nuvel. You get the hang of it.

 Man havde muligheden for at se eller gense filmen i deres biograf. Vi sad lidt.

 Tjek hendes fine streg. Fantastisk Art Deco stil med tyvernes svaj og attitude. Tjek lysfaldet!

 Min absolutte favorit på udstillingen, hvilket når man læser teksten vel ikke kan forbløffe nogen. Jeg vil dog sige, jeg faldt for billedet, før jeg læste teksten. 'Pige med moppe i automobil' ca. 1927. "...en selvstændig kvindetype..." "Hun ledsages af en hund frem for en mand, og har friheden til at transportere sig selv".

ARKEN : BJØRN WIINBLAD

Undertegnede havde stævne på ARKEN, der husede en udstilling om Bjørn Wiinblad som jeg vil betegne som stregen til den eventyrlige barndom. Stregen der får én til at tænke på plakater med 'Plant et træ,' Tivoliplakater, krus, platter for årets måneder, vaser, gobeliner og lysestager. Et eventyr mellem Mummitroldenes My og 'Hvem skal trøste Knytten?' og 'Den flyvende kuffert' i Tivoli med H.C.'s eventyr inspireret af Wiinblad. Jeg glædede mig. Enormt. Til at opleve en lille bid af en ellers forsvundet følelse.  

Det er måske ikke alle, der er bekendt med det, men ARKEN er faktisk ret nem at komme til. Du kan tage S-Tog hele vejen og turen er utrolig smuk. 

 ARKEN (the underdog i forhold til Louisiana) bød også på havtorn foruden kunststykker strøet på stien.

 ARKEN var ved at få lavet om, så den imposante bygning drukner måske lidt i grusgrav her.

 ARKEN nu med voldgrav. Stadig smuk.

 Jeg ankom lidt før end min moder og hendes veninde og havde opbrugt mit batteri på iphonen grundet dokumentationen af den flotte fart. Jeg spurgte ved skranken, om jeg måtte låne et stik til opladning. "Jo selvfølgelig!" sagde det søde og imødekommende personale, der straks gik i gang med at lede efter en passende oplader. Se dét er service! Jeg grinede og hev min oplader op, det var kun en stikkontakt jeg manglede. Intet problem.

Jeg købte en indgang med studierabat - 90kr. mod de normale 110kr. OG BØRN UNDER 18 ÅR ER GRATIS???!!! - fordi undertegnede tilsyneladende havde misforstået noget. Undertegnedes moder havde allerede billetter til os. Ved refunderingen af undertegnedes billet, var der udelukkende fuld forståelse og smil. Jeg nævner dette, for her er gæsterne ønsket. Jeg holder meget af Louisiana, men kun for deres udstillinger, bygning og udsigts skyld - selve deres imødekommenhed er skiftende.

ARKEN når desværre ikke op på samme besøgstal. Måske derfor har de ikke lige så dyre udstillinger, hvilket er ærgerligt for jeg ville til hver en tid støtte deres energi.

Spejlsneglen.

 Udstilllingens billede og plakaten, du må have set rundt omkring i det københavnske, (og bogen, og postkortet...og spækbrættet...ja), jeg måtte eje. Damn you experience economy!

 Årets tolv måneder skildret gennem et par, der møder hinanden og bliver forældre i december.

 Herunder et billede af Den Blå Fabrik - i Det Blå Hus, som står der endnu og kan besøges (jeg har i hvert fald lyst til det efter denne udstilling, skønt udstillingen har lånt fra huset. Men det må være fantastisk at gå rundt i det lille blå hus, hvor selv stukken er malet af Wiinblad).

 Jeg ville gerne have gæstet spisestedet på ARKEN, udsigten huskes som fantastisk, men jeg havde stævne i Cinemateket og 'Metropolis' med nyt soundtrack af Brian Eno, Massive Attack, Portishead, Faithless og New Order. Forventningerne var høje, og de blev fatisk indfriet.