4. juni 2017

ARKEN: GERDA VEGENER

 Jeg besøgte Arkens udstilling med Gerda Vegener for anden gang og hev LilleM med. Sidste gang jeg beså den, var jeg alene og var fuldstændig tryllebundet af hendes streg - Vegeners altså. Som altid når man er alene, kommer man i snak med langt flere end hvis man var ledsaget af andre. Det gjorde sig også gældende der. En ældre dame holdt et langt foredrag for mig om filmen 'The Danish Girl'. Filmen relaterede sig til denne udstilling i og med, at Gerda Vegener var gift med landskabsmaleren Einar Vegener hvis malerier også var at finde på udstillingen. Feministen i mig irriteredes over, at Vegeners kunst ikke kan stå alene uden at skulle relateres til hendes mand - jævnfør kvinder med positionerende embeder altid interviewes om deres mand og børn. Imens en mand aldrig interviewes om hans kone eller børn, der vel har ofret lige så meget for hans stilling som mændene til kvinderne der interviewes - dengang var kvinder kun noget i kraft af en mand. Om de var gift, ugift, pebermø eller enke... Einar Vegener skiftede som verdens første køn, og hed derefter Lili Elbe. Feministen i mig klapper i hænderne over, at malerierne signeret "Einar Vegener" er med fordi hen var transkønnet. For der er virkelig meget få udstillinger af transkønnede. Som Lili malede Elbe ikke mere, men sad stadig model for Gerda Vegener som før operationen.
Damen var meget betaget af filmen. Hvor stærk Vegener og Elbes kærlighed var. Den overvandt alt. Utroskab, løgne og et kønsskifte - et kønsskifte synes måske ikke så fremmed for os nu, men i 1930 var det. Og hun var den første. Hvilket mod! Den næste kønsskifteoperation fandt først sted tyve år efter. Før operationen var Elbes "behandling" elektrochok og indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Jeg havde ikke set filmen, men læst bogen (af David Ebershoff (2000)) da Tante Øst sendte den til mig fra London omkring 2011.
Hvis man er interesseret i at høre en transkønnet fortælle sin historie, vil jeg anbefale Kenna Fisher på Strangers podcasten.  Det må simpelthen være så hårdt at være født ind i et andet køn, end det man identificerer sig med. Kenna følte/føler sig som en kvinde, var teknisk set en mand og tændte kun på kvinder. In her mind var de et lesbisk par. Kæresterne vidste det bare ikke. Og de lesbiske tændte ikke på hende. Hun manglede operationerne. Hun havde levet som mand i så mange år, at det var umuligt at vælge for hende.

Jeg lovede damen at få den set, inden den blev taget af programmet. 
Derfor promptede jeg LilleM og mig selv for denne udstilling ved at se filmen. Grand havde den ikke længere, så vi ramte den i Dagmar. Jeg må sige, at udstillingen på Arken ramte mig mere end filmen. Måske hvis rækkefølgen havde været anderledes, havde opfattelsen af dem også været anderledes. Hvem ved?

 Som før nævnt var det anden gang, jeg så udstillingen. Og derfor var alt blevet veldokumenteret ved første besøg. Desværre er disse billeder ikke at finde mere. Måske det ligger på en anden computer eller et andet kamera. Nuvel. You get the hang of it.
 Man havde muligheden for at se eller gense filmen i deres biograf. Vi sad lidt.
 Tjek hendes fine streg. Fantastisk Art Deco stil med tyvernes svaj og attitude. Tjek lysfaldet!

 Min absolutte favorit på udstillingen, hvilket når man læser teksten vel ikke kan forbløffe nogen. Jeg vil dog sige, jeg faldt for billedet, før jeg læste teksten. 'Pige med moppe i automobil' ca. 1927. "...en selvstændig kvindetype..." "Hun ledsages af en hund frem for en mand, og har friheden til at transportere sig selv".


Ingen kommentarer:

Send en kommentar