GL STRAND : MODERN WOMEN : MED LILLE M

Jeg har det vildt over de fleste museer, og kunstmuseer har jeg det endnu vildere over. Åh! Hvor ville jeg elske at arbejde sådan et sted! Denne dag gik turen til mit elskede GL STRAND og deres 'Modern Women' udstilling - en gruppeudstilling baseret på 53 værker af de finske malere: 

Helene Schjerfbeck

Elga Sesemann

Sigrid Schauman 

Ellen Thesleff

Titlen 'Modern Women' kunne også sagtens være titlen på Danmark 2020. Det år hvor metoo endelig slog igennem i Danmark og modern women finally spoke out. 

Helene Schjerfbeck:

Sigrid Schauman:

Sigrid Schauman:

Helene Schjerfbeck:

Helene Schjerfbeck:

Helene Schjerfbeck:

Helene Schjerfbeck:

Helene Schjerfbeck:

Elga Sesemann:

Ellen Thesleff:

Ellen Thesleff:

Selvfølgelig yder disse billeder af malerierne ikke malerierne retfærdighed. Omvendt laver du ikke en skid på nuværende tidspunkt på grund af lockdown, så det er det bedste du kan få. 

Det giver virkelig noget at se en hel udstilling, som udelukkende består af kvinder. Og ikke bare en udstilling bestående af nulevende kunstnere, men faktisk en udstilling om modernistiske malere. Det værende sig stadig et højaktuelt problem, som GL STRAND skriver, kvindernes manglende anerkendelse. Udstillingen ramte mig på samme måde, som Burning Whitches gjorde det på på Forbrændingen i 2019. Der sker endelig noget i det danske land. Eksempelvis sprang CHART ud med 100% kvindelige kunstnere på CHART 2020 for at sætte fokus på strukturel ubalance af kønnene på kunstscenen. Og hvis du er mand, og har et problem med dette, og eventuelt forklæder dit problem med en bekymring om "det er ikke ligestilling, når det kun er kvinder" - hvor var du med din bekymring fra nu af og al tid bag ud, da næsten kun mandelige/kun mandelige kunstnere blev sat på museumsvægge, festivaler, film osv.? Bare rolig! Du kan stadig nå at lufte dine bekymringer omkring diverse topposter, højesteretsdommere, universitetsdirektører, dekaner på samfundsvidenskabelige og juridiske fakulteter eller de ministerier, der  aldrig har haft en kvindelig departementschef: Finansministeriet, Udenrigsministeriet, Skatteministeriet, Erhvervsministeriet, Forsvarsministeriet, Indenrigsministeriet. Heller ikke her har der været en kvinde på posten: Ombudsmanden (jeg gætter den aldrig kommer til at hedde "ombudskvinden," men går direkte over til "Ombudspersonen"), Højesteretspræsidenten, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Kammeradvokaten, Overvismanden (same), Folketingets direktør eller Hofmarskallen. Bare rolig bekymrede mand! Der er stadig masser at tage fat på! 

KØBENHAVN : THORVALDSENS MUSEUM : NU KUN PÅ SOFAEN

 Tante Øst havde sat mig i stævne ved kanalen med the og hjemmelavede sandwiches en kold onsdag i januar. Dette lyder som et stille og roligt rendez-vous, men efter femten år ude i verden var hun vendt hjem til fødelandet og Memsahib stod nu uden maid - hvilket frokosten af forkullede rodfrugter (læs: gone grillbriket) fjorten dage før, havde lidt under. Nuvel al forandring tager tid. 

Nu havde hun dagen før haft fornøjelsen af at hente 'too good to go' hos Emmerys, og det havde ført disse, foruden et mindre forråd i fryseren, sandwiches med sig. 

Selvsagt begyndte det øjeblikket efter at regne, og vi begav os videre på Thorvaldsens Museum som planlagt.

 Et lille stykke af Italien. Nydt i regnvejr inden døre. Med tusinde dråber dansende ned og op i vandpytter i gården afhængig af vandets dybde. Et meditativt scenarie. Nu er Italien bandlyst. Corona har lukket grænserne. Verden, set fra Danmark, her to måneder efter ser nu helt anderledes ud.   Menneskeheden viser sider af sig selv, der ikke er mennesker værdige. De sociale medier oplever kronede dage, som deres platforme bliver den nye nærhed. Dronningen skaber historie med sit opråb på tv. Kulturlivet tvinges i knæ. Alt over tusinde mennesker. Alt over hundrede mennesker. Alt over ti personer er en fare for overlevelse. Panikken har spredt sig, og efterlader sig brødflove brødhylder. Afklædte kødkølediske. Tomme toiletpapirspaller. Der hænger store plastikvægge mellem mig og kassepersonen. Mit Coopkort scannes i min hånd. Personalet har svedperler på panden, og jeg roser dem for deres arbejde. For at holde hjulene i gang. Med disse dommedags-varslende hamstringer  svømmer en ny finanskrise i farvandet. Frygten for at blive syg og ikke kunne handle er jo det, der efterlader de tomme hylder. Gader ligger øde. København ligner juletid, når jydernes vender hjem - eller København under Roskilde Festival. SPOT er aflyst. Det samme er Glastonbury. Hvor mange flere festivaler vil falde? Hvor længe vil lockdown vare? Foråret er her, men det bringer ikke håbet. Som det plejer. Fuglene kvidrer, før dagen gryr, men de spreder ikke følelsen af frihed. Som de plejer. Det virker som om, det kun er gamerne der nyder denne karantæne. Det minder mig om 'Melancholia'. Det minder mig om folk med angst, og hvordan deres sind tager et dyk i disse tider. 

Vi her i hjemmet tager situationen seriøst, og forholder os hjemme. Selvtvunget karantæne. Nu er det kun muligt at nyde Thorvaldsens Museum fra sin sofa med Google Arts & Culture. 

KØBENHAVN : INDRE BY : HOTEL SP34

 Findes der noget bedre end at vågne op på et hotel? 

- det kommer måske lidt an på konteksten. 

For nogle år siden, som volumen på lårene antyder, havde jeg fornøjelsen af at vågne op på fantastiske SP 34. Det var en af de morgener, hvor intet fra natten er lagret, men i alle sammenhæng var det et smukt værelse at vågne op til. 

"Hvor fuck er jeg..?" 

Jeg kastede et blik ud af vinduet, hvor gadenavnet satte gang i hukommelsen: 

Jeg havde været på L'Éducation Nationale med min halvrussiske ekskæreste efter at have bodega-touret. Under maden og vinen havde jeg sagt, jeg snart skulle hjem da jeg ikke magtede at vente til morgentoget. Han havde spurgt mig, hvis jeg selv kunne vælge, hvilket hotel jeg helst ville overnatte på. Jeg, der netop havde læst om dette hotel og dets vundne designpriser, har helt sikkert sagt dette hotel. Ikke at jeg kunne huske det. Jeg ved, jeg har sagt noget à la "tror du, din kæreste vil tro på at du betalte for et hotelværelse til din ekskæreste og derefter gik igen..?" 

Ikke desto mindre var det dét, der skete. 

Efter vinen og duen med Tukanen på den franske bistrot med den bleu blanc rouge hane som logo, slingrede vi ned ad Vestergade til K-BAR, hvor jeg sikkert har fået en White Russian med min halve russer, derefter har hjernen takket af og lukket butikken. Hvorefter al hukommelse er gået i sort. 

SKUESPILHUSET : PORTEN TIL RIGET ER BEGYNDT AT ÅBNE SIG : RIGET MED LILLEM

Det er nok næppe gået nogen næse forbi, at undertegnede elsker LVT og 'RIGET' (1994). Derfor ærgrede jeg mig gevaldigt over, jeg ikke nåede det sidste gang. Måske var det ubevidst bevidst, for det er risky business at rode rundt med nostalgiens mesterværker. Jeg anede ikke, om der var bygget videre på serien eller om stykket genfortalte serien. Jeg havde dog en anelse om, det var det sidste grundet ovenstående pressefotoet.

Jeg elsker Skuespilhuset. Æstetikken virker direkte beroligende, det er zen for mig. Det er jo det arkitektur og design kan! Det kan skabe stemninger og indtryk. Jeg kunne bruge timer på det sted! 

- men at sætte én person til at styre garderoben på en kold januar-aften (hvor det må forventes, at folk har en frakke på), var knap så zen. Stakkels den kvinde der druknede i jakker og teatergæster. Vi nåede kun lige akkurat op på første balkon på anden række i midten af Store Scene, skønt vi kom en halv time før. Havde der været flere skabe, havde jeg gerne benyttet et sådant. 

Jeg er vild med, stolene ikke hænger  sammen på en række på Store Scene - der er altid en eller anden på rækken, der laver vilde ryk, så man er ved at falde ned fra sædet, eller sidder med sitrende ben. Armlænene skal også nævnes i denne sammenhæng, for her har man hele to for sig selv. Ja. Det kan synes som detaljer, men det gør alt sammen sit. 

Tæppet gik op og den velkendte intro udtaltes linie for linie af en ny blegeperson, imens de vaskede deres kitler på en røgfyldt scene i en permanent tåge: 

"Grunden under Rigshospitalet er en gammel mose. Her lå blegedammene engang. Her gik blegemændene og fugtede deres store lærreder i det lave vand for at lægge til blegning. Fordampningen indhyllede stedet i en permanent tåge. Senere byggedes Rigshospitalet her, og blegemændene blev skiftet ud med læger og forskere og landets bedste hjerner og mest fuldendte teknologi, og som kronen på værket kaldte man stedet for "RIGET". Nu skulle livet defineres, og uvidenhed og overtro aldrig mere kunne ryste videnskaben. Måske er det blevet for meget med hovmodet og den konsekvente fornægtelse af det åndelige, for det er, som om kulden og fugten er vendt tilbage... Små tegn på træthed er begyndt at vise sig i de ellers så solide og moderne bygninger... Ingen levende ved det endnu, men "PORTEN TIL RIGET" er begyndt at åbne sig på ny".

LilleM havde ikke set alle afsnit af serien, som undertegnede, og var godt underholdt. Jeg, on the other hand, havde lidt svært ved at se disse skuespillere som repræsentanter for 'RIGETS' ikoniske karakterer. Hvor 'Riget' i 1990'erne var det perfekte miks af gyser, drama, komedie, soap opera,   kærlighedsfilm, metafiktion og thriller, (på det tidspunkt var postmodernistiske film ret moderne eksempelvis 'Twin Peaks' (1990) og 'Natural Born Killers' (1994) ), syntes folkekomedien (à la Morten Koch) og gysergenren at være de bærende genrer på de skrå brædder. Kirsten Olesen gjorde det godt som fru Drusse, men hun var lidt for adræt og har en alt for venlig stemme. Der er ingen, der slår Kirsten Rolffes aka havhesksen Ursulas stemme. Helmer, til gengæld, skreg alle sine replikker i vanvittig udgave af den svenske læge i stedet for den egentlige optrapning af sindsstemning - det var ret trættende at høre på. Men de gamle mænd, som vredt tyssede på LilleM i starten af stykket da hun forsøgte at få et bolsje op af en pose, var godt underholdt ved hvert af disse overspillede udbrud. Det er måske en generationsting?

Den lille pige Mary var udstyret med en klokke for at skærpe publikums opmærksomhed - næsten alle skreg, da Mary med teknisk hjælp fløj ud over publikum som hendes sidste hvilested blev fundet. LilleM der er kommet her, siden stedet blev bygget, var meget imponeret og havde aldrig  oplevet Skuespilhuset være så moderne i sit udtryk. 

"Ting man siger i trediverne: "...er det ikke meget sent for sådan en lille pige at være oppe..?" - der sikkert er ældre end hendes udseende og højde afslører. Sekvenserne der plejede at indeholde parret med Downs Syndrom er virkelig fedt lavet, se billedet oven for. Tilsæt skuespillerne der siger replikkerne mekanisk (som i serien) samtidigt.

Vi var på vej mod trapperne, da den ene af et par tjenere standsede os og spurgte om vi drak rødvin. "Øhhh ja..?" svarede vi. "Ejhhh nu vandt I igen!" udbryder den anden. ...igen?

Nogle havde åbenbart bestilt rødvin, vand og peanuts, men ikke afhentet det. Det var det, vi havde vundet. Det passede os fint. 

CHARLOTTENBORG : BIG ART : THE HOUSE THAT JACK BUILT

Siden jeg så 'RIGET' (1994) rulle over skærmen i 1990'erne, og Lars Von Trier takke af efter hvert afsnit, har jeg elsket LVT. Som et barn der glæder sig til juleaften, havde jeg ventet mig meget af 'The House that Jack Built' (2018). Den kom i kølvandet på METOO, der jo som bekendt kom til Danmark med Björk og Lars Von Trier. Så jeg havde det lidt stramt og ambivalent over at MÅTTE SE DEN, og højst sandsynligt nyde den, og støtte upassende adfærd.. 

Men Trier har altid opført sig upassende. Det er jo nærmest hans varemærke. Men grænseoverskridende adfærd over for kvinder var alligevel ny for mig. Skønt ikke mange kvindelige skuespillere har haft lyst til at lave flere film med ham - jeg har altid tilskrevet det, at han kørte dem for hårdt/brød dem ned som instruktør. Man er ikke fri for at tænke, at måske var der også andre ting til grund for denne beslutning..? Charlotte Gainsbourg, nævnte min ven, har jo lavet flere film med ham. Jo jo. Det sandt. Måske skal man også huske på, hvor vanvittig Serge Gainsbourg, hendes far, var - Filmen om ham, 'Gainsbourg, Vie Heroïque,' belyser det meget godt. Ellers kan man jo se dette interview, hvis man vil. Dermed sagt at hun måske har været mere vant til grænseoverskridende adfærd end Björk.

Det kommer nok til at blive en svær overgang. Jeg får det stadig dårligt, når jeg hører en Michael Jackson-sang spille et tilfældigt sted. Ligesom jeg altid lige synker ekstra en gang, hver gang jeg støder på The Weinstein Company-logoet til starten af en film. 

Og nu havde Geniet begået en film om en seriemorder. Som udgangspunkt tænkte jeg, at jeg var/er ret træt af at se kvinder myrdet, lemlæstet og voldtaget på film. At det var malplaceret oven på det bestialske mord på Kim Wall (læs eventuelt 'Bogen om Kim Wall,' velskrevet af hendes forældre). At det ikke just hjalp på hans omdømme som den, der fik METOO til Danmark med en film om kvindehad - og i øvrigt siden 'Breaking the Waves' (1996) er blevet beskyldt for at være kvindehader med sine film. 

Det var derfor med skepsis og alle disse modstridende tanker, at jeg gik i Grand og så 'The House That Jack Built'. Men jeg må indrømme at efter ti minutter med Uma Thurmans karakter, tænkte jeg nok det samme som hovedpersonen. 

Hovedrollens navn leder naturligvis tankerne hen på morderen Jack the Ripper, men jeg ser flere referencer til andre seriemordere - det skal tilføjes, at Jack også dræber børn (Grumpy) og mænd senere i filmen. 

Selve jagtscenen med Sofie Gråbøl minder om seriemorderen Robert Hansens modus operandi - hvis far var dansk deraf det danskklingende navn. Han kidnappede og fløj kvinder ud i ødemarken i Alaska, hvor han gav dem et forspring (de var nøgne med bind for øjnene og bundede hænder) hvorefter han jagtede dem med skydevåben. Han blev dømt for 17 mord på kvinder mellem 16 og 41 år. Ved ransagning af hans hus fandt man et flykort med 26 krydser, hvilket tyder på flere ofre. Mørkeland har også dækket historien ellers læs mere her. 

På et tidspunkt går Jack med krykke, hvilket minder om Ted Bundys modus operandi til at lokke ofre med sig. Han anvendte ofte slynge om sin arm, plastikskinne på sit ben eller humpede på krykker og bad i fuldt dagslys unge kvinder om hjælp til at bære bøger eller mapper hen til sin bil - en hvid Beetle, hvor forsædet manglede - der var parkeret langt væk. Han tilstod 30 mord på kvinder. 

Lars Von Trier er helt sikkert inspireret af disse seriemordere, og faktisk har han selv inspireret en seriemorder. Tækkemanden Peter Frederiksen var nemlig vild med 'Antichrist,' hvor Gainsbourg klipper sin klitoris af. Podcasten ('I en danskers blodspor' om ham kan høres her, den er ikke for sarte sjæle.

Efter det første drab eskalerer det for Jack, og han prøver at planlægge sit næste drab. Men da han har OCD, har han svært ved at forlade matriklen for tvangstanker om ikke at have gjort rent nok. At der er blodspor bag billedet og under stolbenet. Han må altså ind og skrubbe og skure igen. Da han endelig kører afsted, er det til tonerne af David Bowies 'Fame'. Det er kitsch, morsomt og horribelt på én gang. Det er Trier. 

Jeg grinede mange gange gennem filmen. Ligesom resten af salen. Dog er der et sted, hvor Jack (Mr. Sophistication) taler til en kvinde (hans kæreste) han kalder "Simple," hvor filmen bryder med sig selv. Et sted hvor mange i biografer i USA åbenbart udvandrede. Det er en underlig lang monolog om, hvor hårdt mænd/han har det i vore tider. At mænd per definition er skyldige, imens kvinder er ofre. Jeg ser det som en kommentar til METOO, selv om jeg sikkert tillægger det noget der ikke er der. Jeg har en fornemmelse af, denne scene er kommet på eller er blevet gjort længere efter METOO. Måske er det ikke en direkte undskyldning, men der hen ad samt en latterliggørelse af mænd og ikke mindst ham selv (eller det håber jeg i hvert fald). Dette siger jeg på baggrund af Triers altid gennemsyrede sarkasme i hans værker, der trækker referencer til hans eget liv. Mange har lavet sammenligningen mellem Trier og Jack. Jacks tvangstanker leder tankerne hen på Trier. Ligesom at Verge, som Jack først taler med på lydsiden over hans forskellige byggeprojekter, spilles af Bruno Ganz (der spillede Hitler i 'Der Untergang') tager Jack med ned til Helvede. Verge er repræsentant for romantikkens forestilling om det gode og det onde og må ses som Vergil, der leder Dante gennem helvedes cirkler i 'Den guddommelige komedie'. Her er en direkte reference til 'Persona non Grata-affæren'. 

Der vises montager fra andre af hans film, og man er ikke fri for at se det hele som en slags opsummering af Triers værker og en afsked. Selv har han sagt, han ikke orkede atter en spillefilm eller at bygge atter et "hus". Men så igen gav han sig selv mundkurv på efter "Jeg forstår Hitler-bemærkningen" i Cannes i 2011 og brød den i 2014 - da han barberede sig skaldet for Politiken og sprang ud som tørlagt.   

 På Kunsthal Charlottenborg (21. september 2018 - 13. januar 2019) løb BIG ART - en udstilling om "samtidskunst i stor skala i Bjarke Ingels Groups arkitektur". Ja. Jeg elsker Bjarke Ingels Group! Jeg har elsket dem lige siden, jeg hev eksmanden med på udstillingen 'YES IS MORE' på DAC i 2009. Men jeg må indrømme, jeg kom her af en helt speciel grund. Jeg kom for at se 'The House that Jack Built' eller havde bygget i samarbejde med BIG. Yderligere blev der vist Lars Von Trier film (og serier) fra den 26. til og med den 30. december. Jeg brugte naturligvis min fødselsdag på 'Riget 1'.

 Hvis man ikke har set filmen, virker det absurd at vise billede af smilende vinkende barn. Det gør det måske også selv om, man har set filmen. Men. Dette er Grumpy. Jacks papbarn der altid var sur. Da han har slået ham ihjel, former han munden på Grumpy i et smil og tændstikker i øjnene og vinkende hånd, inden rigor mortis sætter ind - så han ikke er sur mere. Herunder ses "bagvæggen" på "huset".

ALBERTSLUND : FORBRÆNDINGEN : BURNING WITCHES : PRÆCIS SÅDAN FÅR VI FLERE KVINDER PÅ ROCK/METAL SCENEN

Det kan næppe være gået nogens næse forbi, at spillestedet Forbrændingen lavede den største revolution i dansk musikhistorie i år. Særligt webmagasinet Devilution kom på barrikaderne, da Forbrændingens benspænd for 2019's bookinger kom frem. Alt fra boycot til at spillestedet skulle skæres i støtte til "omvendt sexisme" væltede fra deres digitale pen - sjovt nok råbes der ikke lige så højt, når spillesteder eller festivaler næsten kun eller udelukkende booker mænd. Selv kunne jeg ikke få armene ned over, hvor pissesej en beslutning de tog. 

Men hvad handlede disse benspænd egentlig om?

Jo. Det handlede om at lave et musikår med kvindelige artister i fokus. 

- Jamen vil det så sige, der kun måtte være kvinder på scenen? 

Nej. Det handlede om, at der skulle være mindst én kvinde på scenen - og denne skulle have en fremtrædende rolle på scenen uden at gå på kompremis med kvaliteten. For eksempel som forsanger.

Nåh? Er det bare det?

Jeps. Det er bare det. Så kan man jo undre sig over, hvorfor folk fik så ondt i røven over dette. Jeg selv fik udelukkende lyst til at støtte op om deres mega seje initiativ!

De fleste festivaler, eller spillesteder, har en tendens til at bruge udtryk som "jamen der var ikke nogen, der kunne," "der var ikke nogen i den genre, vi var på udkik efter" eller lignende. Forbrændingens jumpstart af musikbranchen har i dén grad bevist, at der er nok bands i alle genrer der kan og vil. 

Jeg tog et smut på Forbrændingen for at se Inferno Steel, Ivy Crown og Burning Witches. 

Inferno Steel var alderspræsidenten blandt de tre bands, og de havde en ro og coolness der kun kommer med alderen. Forsangeren (den eneste kvinde i bandet) var ikke bleg for at nævne, at hun var gymnasielærer og at næste dag skulle en af hendes matematikelever spille på Forbrændingen. 

Ivy Crown bestod kun af kvinder og havde to mandlige gæstegrowlere med på hver sit nummer. De havde måneden før haft releasekoncert på BETA. Da Ivy Crown sprang en basstreng, og måtte låne en bas af Inferno Steel, råbte to ældre mænd fra publikum "vis os jeres patter!" 

"Vis os jeres nosser!" er aldrig blevet råbt af kvinder mod et band kun bestående af mænd. Det er aldrig sket. Hvorfor sker det? Det er tonedøvt og bare dybt nedværdigende. Der er brug for at mænd også slår ned på sådanne røvhuller. I metalgenren er der mangel på kvinder, og man forstår godt hvorfor. Trods den ufrivillige pause klarede Ivy Crown det godt. De kom stærkt igen!

 Burning Witches gik på scenen. Med vindkanoner og det hele. Og jeg er ikke fortaler for, at man skal snakke om kvinders udseende, men shit hvor var de flotte i deres gear. Herover ses guitaristen Sonia - der headbangende lod tankerne falde på ham med det krøllede garn fra Bæst (begge bands opstod i 2015). 

Herover står den anden guitarist, Romana, der sammen med guitaristen Sonia lavede det vildeste show når de gik rundt på scenen, stod ryg mod ryg og fyrede den af. Den rødhårede bassist, Jay, havde ikke lagt noget op på Instagram, så hun er desværre ikke med her. Jeg gør en ære ud af ikke at tage billeder, når jeg er til koncert - kald det en modreaktion på at mange konstant lægger billeder op  på sociale medier af hele deres liv minut for minut. Jeg tager næsten ingen billeder mere, hvilket er stenet når man er fotograf. 

Ovenover ses trommeslageren, der næsten ikke kunne anes bag det gigantiske trommesæt. 

Ovenover ses den nye forsanger, Laura, der leverede den vildeste koncert. Hun headbangede, slog næven i vejret i takt til musikken og fik publikum med, sang i de vildeste rock-kropspositioner, lod en fra publikum synge en linie  og var bare vild på en scene. 

Man har så tit stået på Copenhell og set milliarder af mænd lave alle disse moves. Det er der ikke noget nyt i bevares. Men som jeg stod der i mængden af publikum, så skete der sgu noget i mig. Dér fattede jeg det endelig. At se mit køn repræsenteret på alle instrumenterne på scenen - ikke bare som sanger, kor eller som ene kvinde i te mandeband -  lave den vildeste rockkoncert og se publikum gå amok over showet. Det er da klart, der er så mange mænd i rock og metalgenren - for de har kunne se og spejle sig selv i de personer/bands på scenen HELE DERES LIV. Mænd er blevet inspireret til at starte et band ved alle koncerter, de har gået til. 

Hell! JEG havde sgu lyst til at starte et band efter at have set Burning Witches! 

Åbenbart er der en overvægt af mænd, der går til koncert (jeg er tilsyneladende undtagelsen, der bekræfter reglen). Men det er måske netop fordi, der ikke er nok kvindelige artister på scenen?

Dygtige og modige Nanna Frank Rasmussen (ja dén Nanna Frank Rasmussen) holdt en talk om repræsentation af kvinder på/i film til Feministisk Soirée på Forbrændingen i starten af november, hvor hun talte om Geena Davis' See Jane initiativ. Grundet X-Files og agent Dana Scully på tv-skærmene i 1990'erne kom der flere piger/kvinder ind på STEM (Science, Technology, Engineering, Mathematics) studierne - for de havde alle set serien. Ligeledes var der en markant stigning af piger/kvinder i bueskydning efter 2012. Hvorfor? Fordi i 2012 udkom 'Hunger Games' samt Disneys (virkelig gode) 'Brave' (på dansk: 'Modig') - hvis ophavskvinde også nævnes i 'Godnathistorier for rebelske piger'. 

Så the final line er, at repræsentation betyder. Derfor bør alle, især alle med pigebørn, tage deres børn med til en Burning Witches koncert. Drenge har også godt af at se en koncert med dem, så alle fremtidens bookere har øjnene åbne for at booke kvinder til spillesteder og festivaler. 

NØRREBRO : POLITIMUSEUM & PLANT POWER FOOD MED LILLE M

Den lille havde i et stykke tid haft dette sted i tankerne, så vi besøgte PLANT POWER FOOD på Fælledvej 15 på Nørrebro. Et udemærket tiltag når tarmene skal sættes i gang igen oven på den kødfestival, julen som regel rummer for danskerne. Det var ikke december, da vi gæstede stedet, faktisk kom vi direkte fra Politimuseet på den anden side af vejen. Det var nemlig noget, jeg havde villet i lang tid. Særligt med deres særudstilling om 'Trusler,' som trods sagernes alvor er meget underholdende. Eksempelvis:

"KUN STORE SEDLER - HURTIGT! JEG ER BEVÆBNET OG HAR TØMMERMÆND"

TRIGGER WARNING: Hvis du ikke vil læse om mord, lemlæstelse eller voldtægt, så spring ned til under næste billede.

I øvrigt havde én af mine yndlingspodcasts pudsigt nok også nævnt stedet om mandagen. Podcasten hedder 'Mørkeland,' og jeg venter nærmest kun på at det bliver mandag når det nye afsnit udkommer. Det er to kvinder, det burde ikke være nødvendigt at nævne deres køn, men det spiller faktisk en rolle her i forhold til formidlingen. De er altid 100% inde i stoffet - det skal man jo være som kvinde, når man går offentligt med noget - og så hul i, at de ikke kender hele retsloven. Det er der seriøst én, der har skrevet i sin anbefaling af dem. Really? "I får topkarakter, meeen!" Det skal være spotless, hvis kvinder laver noget der offentliggøres. Det er en podcast om mord for fanden! Ikke jura. 

De tager udgangspunkt i offeret, hvor mordet formidles på en respektfuld måde. Der er så meget empati og sympati i deres vinkling af sagerne, undren og "hvis nu..". Nogle sager tages op netop for at skabe opmærksomhed på glemte og uopklarede sager. Jeg elsker deres perspektiv, hvor ofrene ikke bare er ofre, men mennesker.  Og luk nu røven med hvordan de taler. Who cases? Jeg ved godt, man altid må kommentere eller korrigere en kvinde - gu må man ej, men det gør man - men hør den nu bare. Det er en pissefed podcast. De er pisseseje! 

En anden podcast, der afsluttede anden sæson i går - hvilket jeg faktisk er lettet over, for jeg irriteres grænseløst over den. Alligevel kan jeg ikke lade være med at høre den, hvilket irriterer mig endnu mere - 'Myrdet' af de der to mænd, tales der om seriemordere. Og i dækningen af eksempelvis Fred West, en virkelig virkelig klam satan, jokes der ligefrem over at West voldtager sin datter og der grines...? 

Og så snart offeret er slået ihjel, bliver det til "liget". Og altså ikke længere nogens liv eller krop. Jeg er indforstået med, at den ene er forhenværende politibetjent og måske derfor er farvet med denne labelling. Det er nok en måde at håndtere så grelle hændelser i sin hverdag på. Det bliver dog en anelse for klinisk, kynisk og for tingsliggørende for mig. Vi har trods alt § 139. i Straffeloven, der straffer "Den, som krænker gravfreden eller gør sig skyldig i usømmelig behandling af lig".

Jaja "boys will be boys" (og nej "boys will grow up to be responsible and respektable men), men det er ikke just et ajour værdisæt man tillægger dem. Piger og/eller kvinder der voldtages eller myrdes på brutal vis får ikke den store reaktion. "Så er vi ligesom i gang," fornøjes der. Måske er man bare for vant til misogyni og kvindedrab? Det fik mig til at tænke på denne mand, der prøvede at få mænd til at sætte sig ind i kvinders situation.  For det eneste der egentlig får nogen reel form for reaktion er, hvis seriemorderne skærer i drengebørns kønsdele. Yup. Og det ér frygteligt, men det er en meget meget lille brøkdel af, hvad de ellers fortæller om. Grunden til, der overhovedet kommer en reaktion omend lille, er, at den ene har fået børn. Og mit gæt er, at han kun har fået drenge. Som når mænd kan forstå noget af kvinders utryghed eller liv begrundet med: "nu har jeg selv fået piger" - fordi du har fået en datter, kan du nu sætte dig ind i kvinders situation...? Man spekulerer på, om de i deres lange liv slet ikke har været "udsat" for hunkøn før..? Mor? Mormor? Søster? Veninde? Nabo? Kollega? Kæreste? Anyone? No?

Any way støt op om 'Mørkeland,' de er fandeme gode. De er ulønnede, de gør det i deres fritid og de hæver i den grad niveauet af podcasts. Jeg ville ønske, der var flere kvinder på banen dér - som når man har set 'Girls,' 'Insecure,' 'The Handmaid's Tale,' 'Pose,' 'No Offence,' 'Killing Eve,' 'Divorse,' 'Big Little Lies,' 'Better Things,' 'Orange is the new Black,' 'Sharp Objects,' 'Heathers,' 'She's Gotta Have It' eller 'The Deuce' og endelig fatter, hvor rart det er at se sit eget køn repræsenteret. Og ja sådan må POC, homoseksuelle, transkønnede og alle de andre køn have det hele tiden. Selvfølgelig. Men det er ligesom først, når man præsenteres for noget andet at man egentlig lægger mærke til "det normale" udbud. 

I de fleste film spiller kvinden blot en mor - for det meste uden navn - eller er et stykke kød. Der er overrepræsentation af mænd i film, og det er ikke homoseksuelle roller. I øvrigt sørg for at se 'Call Me by Your Name' (2017), den er ret god. Og har du ikke set 'Ditte og Louise' (2018), så gør det! Jeg var målløs over, hvor mange pointer de får med - uden at mange nok lægger mærke til det. Og så er den virkelig sjov. Som i, jeg havde regnet med at smile, men jeg grinede ufrivilligt højlydt så tårerne trillede. Og ja jeg var alene. Tænk sig, hvis 'Klovn' kunne andet end "drengerøvshumor," men faktisk ændrede verden til det mere positive? Og tænk sig hvis mænd også gik ind og så en film med to kvinder i hovedrollen? (en skidegod artikel, ikke at det sexistiske Ekkokammer fortjener hits, men Laura Dyhrcrone gør det sgu godt her.) Desværre har ikke så mange set dygtige Ditte og Louise, som man kunne ønske sig, men den barnlige 1990'er agtige 'En frygtelig Kvinde' kunne trække fulde huse...? Åhh Danmark hvor har vi dog langt igen...siger jeg med nedslået blik (ja jeg har set den - da jeg ligesom havde vagt og skulle vise den. Den var så dårlig, at jeg var mere interesseret i dens  locations. Og hep hey! Der var sgu da Gravens Rand?) 

Få set 'Ditte og Louise' - også selv om du er en mand eller måske netop derfor. Den handler ikke om at sable mænd ned, men om samfundets normer. Og ja måske nogle mænd ikke tør, fordi "hvad nu hvis de blev tvunget til at se indad!!" eller, gud forbyde det, "vise hensyn fremover!? GISP!" - som de lige nu flyder over med på facebook af krænkelser over, at nogen er blevet krænket. Det er sgu da ironi, der vil noget. De skriger og råber op om "krænkelseskultur," hvilket de er så krænkede over at der kommer det ene opslag efter det andet. Gerne hvide mænd. 'nuff said. En Grundtvig sang "..den danske sang er en ung blond pige.." - for det første hvad er det for noget nationalistisk pis at forsvare og insistere på at synge? - for det andet ad. I øvrigt er jeg PISSETRÆT af, at al respekt over for andre mennesker skal latterliggøres med "svenske tilstande" tihihihi. Denmark - you should only be so lucky. Dét er præcis, hvad vi burde stræbe efter. Og at blive lige så ligestillede som Island. 

Man kan undre sig over, hvorfor Mofibo støttede de to mænd frem for 'Mørkeland'. Var det grundet "kendisfaktoren"? Eller var det noget andet? 

'Mørkeland' har lavet 41 episoder, foruden 'minimord' en slags digitalt postkort, de har været i luften siden 20. februar 2018  ('Myrdet' har lavet to sæsoner på i alt tyve episoder siden 7. juni 2018). 

Hver  fucking mandag? Det er ret vildt.

Raw og dehydrerede snack.

Vi valgte brunchtallerken med ruller af rispapir med spirer og agurk. Patè af champignoner. Karrysalat. En halv avokado med tahindressing, ristede nødder og sfærer af balsamico. Bagte svampe med rosmarin. Raw kiks med kul.

Alene æstetikken er værd at komme efter.