10. marts 2016

TOVE ! TOVE ! TOVE ! AF SORT SAMVITTIGHED I SKUESPILHUSET, LILLE SCENE

 Vi kommer ind med vinden rundt om bygningen. Bagindgangen om man vil. Det imposante interiør i Skuespilhuset får mig hver gang. Murene med det sorte rå relief. Gulvet synes samlet i rektangulære stykker, og spinder så fint sammen med væggene. Hertil afbrydes de mørke farver med Pantons første tegnede stol One udført røde strenge. Det hele harmonerer.


Stykket har fået lutter gode anmeldelser. Vi er spændte. 
Pladserne er unummererede. 
Dørene åbnes først et kvarter før forestillingen, hviskes det i mængden. Folk kredser derfor rundt om den lille indgang til Lille Scene i Skuespilhuset. Min mor og jeg køber en kop kaffe, imens vi venter - som desværre ikke må medbringes indenfor. Kaffen er ingen special kaffe, så afskeden blev ikke langvarig.
Det er min julegave til min mor, vi skal indløse om lidt.
Kvinden der har alt, ofret alt og sørget for alt. Også for min overlevelse gennem det sidste års mareridt. Det er et under, at jeg overhovedet er stående. Og hun bærer en stor del af æren for det. Hvis ikke den hele.
På én og samme dag mistede jeg min mand, troen på ham og vores minder, min familie, mine børns far, mine børns barndom og jeg selv var i ottende måned med vores barn nummer to.
Aldrig har jeg været skrællet så langt ind til benet.
Aldrig har verden syntes så ond og håbløs. Mit livs chok der efterlod mig åndeløs og hyperventilerede. Breathe. Keep breathing.
Hvordan begynder man bare tilnærmelsesvis at takke for alt, hvad hun har gjort...?
Ingen gave er stor nok.
Ingen ord er dybe nok.
Intet kram er omfattende nok.
Jeg spekulerer stadig i taksigelser og gerninger. Selv når hverdagen hamrer derudaf.
I første omgang blev det til en oplevelse hende og jeg imellem.
 Traditionen tro skal der lige billeder med fra det hellige, hvilket må siges at være lidt af en oplevelse.
 The restrooms er holdt i sort og rød.
Gennemført ligesom resten af bygningen. Indendørs som udendørs.
Spejlene er oplyst af meget varme spots, som er man i sminken før forestillingen.
Der er altid noget særligt over følelsen af at være den første et sted. Som toiletpapiret ovenfor antyder, at man er den første efter rengøringsdamen.
Man skal trykke på dør-knappen for at komme ud. Den kan dog godt være lidt svær at få øje på med den dunkle belysning.
Ved indgangen får vi alle et brev af Sort Samvittighed og Tove.




Programmet/parateksterne er gennemførte og direkte overvældende. Et ganske præcist pejlemærke for forestillingen. Et gennemført potpourri af syngende søstre, forliste ægteskaber, syngende underbukser og konfetti. Jeg blev ramt. Jeg græd op til første akts slutning, pausens komme og konfetti fanfare. Jeg blev ramt. Kald det uægte-"mandens" rester og kald det kunst. Jeg blev ramt. Af sangenes skønhed og af Sort Samvittigheds smukke fortolkning af et menneskeliv så skrøbelig, direkte, fandenivoldsk, lykkelig og ulykkelig. Jeg blev ramt. Af Sort Samvittighed og de børn man ikke kan beskytte mod forfald og ondskab. Jeg blev ramt.
Jeg takker Sort Samvittighed for et enestående indblik i Tove! Tove! Tove!
Både hun og I har mit hjerte.











Ingen kommentarer:

Send en kommentar