"HIJOS DE PUTAS!” OM FILMEN ’SPOTLIGHT’ I GRAND

”Hijos de putas!” udbryder den ældre dame ved siden af mig, som de fem sider med hver tre kolonner blev vist til sidst i filmen. Kolonner med steder i alfabetisk rækkefølge hvor den systematiske dækken over systematiske voldtægter af børn i årtier har fundet sted.

Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.

Hijos de putas.

Filmens navn refererer til det nedsatte hold på The Boston Globe – den ældste fortsatte efterforskende journalistiske enhed i De Forenede Stater. Filmen bygger på sande begivenheder og portrætterer Spotlights afsløring af systematiske børnevoldtægter (nej ’misbrug’ er ikke et fyldestgørende nok ord) inden for den katolske kirke. Denne afsløring som The Globe vandt en velfortjent Pulitzer Prize for Public Service for i 2003. ’Spotlight’ er skrevet af Josh Singer og TomMcCarthy, og sidstnævnte har instrueret den.

’Spotlight’ vandt både en Oscar for Best Picture og Best Original Screenplay. Med god grund.

(Det skal lige nævnes, at mine noter tages i blinde (og uden at se ned på papiret) i et en mørk biografsal - deraf den store adspredelse i linieafstand og retning)

Åbningsbilledet er en køretur ned ad en trang gang. Vi følger efter en tyk politimand, der spærrer for vores udsyn. Det er inden for de første to minutter af en film, at filmens stil og tema bliver præsenteret. Hvad er det for en film, vi skal se? Det er allerede fra første kameraindstilling, at beskuer fodres med denne information: Politiet dækker over noget. Politiet spærrer for publikums/offentlighedens udsyn. Der foregår noget lyssky her.

Næste indstilling er to politibetjente, der taler sammen på kontoret. ”Faderen vil slippe med en advarsel.” Fader Geoghan sidder i et afhøringsrum. Udenfor indikerer de kulørte lamper og juletræerne, at det er jul. Det bliver nok næppe for de børn, fader Geoghan har misbrugt. Årstallet er 1976. Stedet er Boston Massachusetts.

Vi springer til filmens tid 2001. The Boston Globe har netop hyret en ny redaktør Marty Baron, som spilles af Liev Schreiber (’Ray Donovan’ (2013-2016)). Baron har læst en klumme i The Globe om advokat Mitchell Garabedian, som siger at ærkebiskop af Boston kardinal Law vidste besked om at fader John Geoghan misbrugte børn og intet gjorde for at stoppe ham. Dette bliver team Spotlights nye sag at undersøge og efterforske. For aktindsigt vil det kræve at gå rettens vej, skønt 53% af deres læsere er katolske. Spotlight teamet består af Spotlight-redaktør Walter ”Robby” Robinson (Michael Keaton – ’Birdman’ (2014), ’Batman’(1989) eller ’BatmanReturns’ (1992)), journalist Mike Rezendes (Mark Ruffalo – ’The Kids Are Allright,’(2010) ’The Normal Heart’ (2014)), journalist Sacha Pfeiffer (Rachel McAdams – som du måske genkender for den direkte elendige og uvedkommende ’True Detective Season 2’ (2015) - opfølgeren til den vanvittigt fede serie ’True Detective’(2014) og ’Midnight in Paris’(2011) – som undertegnede faktisk havde muligheden for at se i en biograf i Paris, men daværende ”ægte"-"mand” mente at det var spild af tid…kunst var spildt på ham. Perler for svin. Literally.) og journalist Matt Caroll (Brian d’Arcy James – ’GameChange’ (2012)). Alle er de opdraget katolsk, men ingen af dem praktiserer troen længere. Derudover er der The Globes vicechef Ben Bradlee Jr. (John Slattery – ’Mad Men’ (2007-2015), ’Sex in the City’ (2 episoder, 2000) – manden der tilsyneladende har haft gråt hår hele sit liv á la Richard Gere) der portrætteres som en lidt lunken karakter man ikke er helt sikker på.

Sacha Pfeiffer er i starten af filmen med hendes bedste i kirke. ”Viden er én ting, men tro er noget andet,” messer præsten som lægger op til næste scene, hvor Baron mødes med kardinalen. Kardinalen fortæller, han som trediveårig pastor arbejdede på en avis. Religion og journalistik går bare ikke hånd i hånd i min verden. Men jeg er jo også opfostret med Public Service kanalens monopol og derved et krav om objektivitet. Det samme gør sig ikke gældende for de amerikanske tv-stationer.   

De begynder at få fat på forskellige ofre, der naturligvis er blevet voksne ved filmens nutid. Phil Saviano blev misbrugt som elleve årig af en præst, og han prøver at få præsterne frem i lyset. Så vidt Saviano har undersøgt, er der tale om tretten pædofile præster i Boston. Hvad der kendetegner ofrene, er at de har en lav indkomst, oftest har de ikke den store støtte hos forældrene eller netværk. Udsatte børn. Saviano fortæller, at i disse underklassesamfund betyder det at hjælpe en præst det samme som at hjælpe Gud. 

”How do you say no to God?”

Et af ofrene, Patrick, havde en skizofren mor, og faderen havde netop begået selvmord da præsten startede sine overgreb. Patrick blev stiknarkoman, men overvandt stofferne.

Et andet offer, Joe, var homoseksuel, hvilket præsten havde lagt mærke til og derfor rettet sin opmærksomhed mod ham. Offeret havde aldrig mødt et menneske, der sagde at det var okay at være bøsse – og slet ikke i den katolske kirke. Joe blev senere alkoholiker, men overvandt det.

Disse to overlevede. Men mange ofre begik selvmord.

”We want to get on the same page,” siger en af skolerne med støtte fra den katolske kirke til Spotlight. Et billedligt sprog mellem dels biblen og avisen. De kommer aldrig "på samme side." Det er fortællinger kontra facts. 

”If it takes a village to raise a child, it takes a village to abuse one,” lyder en af de sidste skelsættende sætninger i filmen. Dette forekommer mig uvirkeligt og ulækkert. Som filmen skrider frem, forstår man hvad der menes. For der har virkelig været en hel landsby – for ikke at sige stater – om dette systematiske cover up af horrible overgreb af børn. Hele organisationen inden for kirken der enten har fritstillet, givet orlov eller sygeorlov til det (her har jeg lyst til at anvende mit vokabularium for alle modbydelige ukvemsord, jeg kender, intet ville være mere passende, men af pladsmangel er der beskåret til:) bestialske udyr af en præst, der har misbrugt et barn, i stedet for at få ham dømt og fængslet. At dække over det er én ting og her burde alle ansvarlige fængsles for at dække over det. Men fandeme om ikke kirken har genindsat præsten i et nyt sogn eller stat? Velvidende et nyt barn ville blive misbrugt med denne ugerning. Og fandeme om ikke både advokater og politimænd har dækket over disse voldtægter af børn ved enten at indgå forlig med børnenes forældre (da de fleste ofre blot ønskede en form for erkendelse af, at overgrebet havde fundet sted - denne erkendelse blev regnet ud i kolde kontanter og sagen blev herefter droppet), lade sagsakter forsvinde, vende det blinde øje til og følge ordre. 

Giv mig civil ulydighed.

Mit hjerte går ud til de børn, der blev misbrugt af en hel landsby. 

Af en stat. 

Af stater. 

Af lande over hele verden til Vertikanet. 

Hijos de putas.