28. marts 2016

LOUISIANA: KUSUMA: PRIKKER OG SELFIES

 Den syvende oktober tog Mother Mary og undertegnede en tur mod prikkerne i Humlebæk. Aftenen var kold og blæsende. Efteråret eller en storm var over os. Vores ører gjorde meget ondt, som vi gik den sparsomt skiltede vej med blade blæsende om benene. Nuvel. Vi har gået turen mange gange. 
 Måske var det kun mit nyhedsfeed af facebook friends, der har været fuld af disse prikker (ligesom samme feed poster de samme røde avisartikler, stemmer rødt og har samme holdninger), men det meste af mit netværk synes at have besøgt den sindsygehospitals-indlagtes prikker. I alt besøgte 340.721 personer udstillingen omkring Yayoi Kusama på Louisiana. Og ja det var en flot udstilling. Noget af det var faktisk enormt flot. Særligt rummene med prikker og spejle. Ikke på grund af selfie-affordances, men på grund af den hele fornemmelse i rummet, følelsen af uendelighed med prikkerne og spejlene samt forsvindningspunkterne midt i det uendelige. 
De ovenstående hvide pølser med røde prikker var ligeledes også monteret på møbler, dette var spildt på mig. Da samme pølser opkastedes ud af kasser på væggen, var det også spildt på mig. 
 Ovenstående kæmpe maleri var flot.
 Disse græskar var flotte - de store støbte græskar uden for ved indgangen var utroligt flotte. Undertegnede tog fejlagtigt udgangen, da hun ville tage sig en cigaret og der var intet håndtag på ydersiden. Udemærket persuasive design for at folk benytter den rette dør ind. Det efterlod dog undertegnede i samme mondering som oven og neden under: i undertrøje og bare ben. Stormvejret blev ikke bedre af at være kommet ud til vandet. Tværtimod faktisk. Nåh. Nikotinen skulle jo ind, og blev "nydt" ved disse prikkede kæmpe-græskar. Da tilstrækkeligt med pelse og vinterjakker havde passeret mine blå ben, gik jeg ind. Men næææh nej. Her skulle der vises billet igen, ellers var der ingen adgang. Jeg forklarede, at jeg var gået ud af dén dér dør for at ryge op af muren, at det blæste for meget, men der var intet dørhåndtag på den side af døren. Kvinden var komplet ligeglad med min forklaring, min lilla læber og blå ben. Havde jeg ingen billet, måtte jeg købe en ny. 
Jeg havde i øvrigt betalt 100,- med studierabat - den normale pris er 115,- - og børn op til 18 år er gratis (men det er så nok også det eneste, der er det her).
Se. Nu er jeg selvfølgelig ikke bekendt med, hvor mange anstrengelser disse "snydere" gør sig. Men jeg er tilbøjelig til at sige, at hvis man møder op i undertrøje, bare ben i stiv kuling og forholdsvis frossen at se på så har man på en eller anden måde fortjent adgang. SÅ mange kan der sgu heller ikke rende rundt med struma, så det kan næppe ødelægge forretningen på sigt. Men det burde dårlig service til gengæld kunne. Jeg måtte bede om lov til at finde og hente Mary, der havde min billet i sine jeans. Jeg blev ikke ladt ude af syne. Jeg har generelt ingen lommer. Serves me right. 
(Tak for "servicen" Louisiana)






 Kontrolleret vildskab/kaos.
Man måtte heller ikke sætte sin prik på vagten. Ja jeg spurgte.





Nåh. Vi kom til maden. Vi tog buffeten til 159,- og købte en flaske hvid til at dele. Vi spurgte om vand til. Vi fik en flaske kildevand på bakken ..? "Nej altså bare postevand," smilede vi til den unge mand. "Øhh vi har ikke noget postevand," svarede den forvirrede. Is that so...? Gad vide, hvordan de tager opvasken...?
Jeg tænker, hvis man køber en flaske vin burde man så ikke bare give en flaske vand med? 
Udemærket tomatsuppe. Jeg pyntede med hytteost, der ellers tilhørte salaten. Men det manglede den altså.

 Hmmm rejerne smagte frygteligt og forkert krydret.
Saucen var god.
 Efter maden tog vi en tur rundt i noget mere bekvemt for øjet.
 Jackson Pollock - hvis man skulle være i tvivl.
 For helvede hvor det dog rensede smagsløgene at gense Bacon efter alle de prikker.
Take me back to Tate.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar