27. marts 2016

ARKEN : BJØRN WIINBLAD



Undertegnede havde stævne på ARKEN, der husede en udstilling om Bjørn Wiinblad som jeg vil betegne som stregen til en den eventyrlige barndom. Stregen der får én til at tænke på plakater med 'Plant et træ,' Tivoliplakater, krus, platter for årets måneder, vaser, gobeliner og lysestager. Et eventyr mellem Mummitroldenes My og 'Hvem skal trøste Knytten?' og 'Den flyvende kuffert' i Tivoli med H.C.'s eventyr inspireret af Wiinblad. Jeg glædede mig. Enormt. Til at opleve en lille bid af en ellers forsvundet følelse.  
Det er måske ikke alle, der er bekendt med det, men ARKEN er faktisk ret nem at komme til. Nej vejen er ikke så lige til som fra togstationen til Louisiana. Til gengæld kan du tage S-Tog hele vejen, det koster mindre, de er bedre til at skilte (eller, modsat Louisiana, de skilter) og vejen er utrolig smuk. 





 ARKEN (the underdog i forhold til Louisiana) bød også på havtorn foruden kunststykker strøet på stien.

 ARKEN var ved at få lavet om, så den imposante bygning drukner måske lidt i grusgrav her.
 ARKEN nu med voldgrav.
 Jeg ankom lidt før end min moder og hendes veninde og havde opbrugt mit batteri på iphonen grundet dokumentationen af den flotte fart. Jeg spurgte i skranken, om jeg måtte låne et stik til opladning. "Jo selvfølgelig!" sagde det søde og imødekommende personale, der straks gik i gang med at lede efter en passende oplader. Se dét er service! Jeg grinede og hev min oplader op, det var kun en stikkontakt jeg manglede. Intet problem.
Jeg købte en indgang med studierabat - 90kr. mod de normale 110kr. OG BØRN UNDER 18 ÅR ER GRATIS???!!! - fordi undertegnede tilsyneladende havde misforstået noget. Undertegnedes moder havde allerede billetter til os. Ved refunderingen af undertegnedes billet, var der udelukkende fuld forståelse og smil. Jeg nævner dette, for her er gæsterne ønsket. Jeg holder meget af Louisiana, men kun for deres udstillinger, bygning og udsigts skyld - selve deres attitude stinker.
ARKEN når desværre ikke op på samme besøgstal. Måske derfor har de ikke lige så dyre udstillinger, hvilket er ærgerligt for jeg ville til hver en tid hellere støtte deres energi og end den førnævntes.


Spejlsneglen.

 Udstilllingens billede og plakaten du må have set rundt omkring i det københavnske og plakaten (og bogen, og postkortet...og spækbrættet...ja) jeg måtte eje. Damn you experience economy!



 Årets tolv måneder skildret gennem et par, der møder hinanden og bliver forældre i december.

 Herunder et billede af Den Blå Fabrik - i Det Blå Hus, som står der endnu og kan besøges (jeg har i hvert fald lyst til det efter denne udstilling, skønt udstillingen har lånt fra huset. Men det må være fantastisk at gå rundt i det lille blå hus, hvor selv stukken er malet af Wiinblad)

 Jeg ville gerne have gæstet spisestedet på ARKEN, udsigten huskes som fantastisk, men jeg havde stævne i Cinemateket og 'Metropolis' med nyt soundtrack af Brian Eno, Massive Attack, Portishead, Faithless og New Order. Forventningerne var høje, og de blev fatisk indfriet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar