Viser opslag med etiketten historie. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten historie. Vis alle opslag

11. juni 2017

VEGANERENS LEVENDE DØDSBO

 Fra Enghave Plads til En lejet gård på en mark - fem km. væk fra noget der lignede en by - til et levende dødsbo. Indrømmet, der var potentiale. Men det havde håbløse horisonter. Måske det hjælper at have kørekort og bil. Og en mand der kan tage fat og ikke kun tale om sit potentiale. Halvdelen af øverste billede havde været en stor brombær og rosenbusk, hvis ikke manden med krøllerne havde kæmpet sig igennem dem. Huset havde stået hen siden halvfemserne, da ejerens kone døde. De havde været lykkelige her. Støvet kunst og håndværk. Huset havde emmet af liv. Det gjorde det i og for sig også nu, men af insekter og mug. Haven havde engang været egnens smukkeste. Der kom folk for at se den. Nu var det naturen og årenes gang, der havde taget over. 
Købet havde været vanskeligt, idet ejeren boede i Nordsjælland og ikke magtede kontakt med nogen. Selvfølgelig handlede det nok også om at være i stand til at give slip. Slip på minderne. Konen. Deres lykkelige liv. Men han var syg nu. Meget syg. Derfor skulle stedet stadig gå til de helt rigtige. Og hvordan sikrede man sig det, når man var blevet sær og menneskesky på sine ældre dage? Han drev gæk med dem. Længe. Som om han testede dem. Testede hvor vidt, de virkelig havde interessen for stedet. Hvor ihærdige var de, når det kom til stykket?
Han læste skrivelser fra de potentielle købere, der ville gøre laden beboelig først for derefter at bygge et halmhus på grunden med fundament af muslingeskaller. Innovativt. Bæredygtigt. Permakulturelt. De var to par. Med hver et barn og hver et barn på vej. Med tiden skulle det være muligt for andre at bygge hus på grunden. De ville rykke bygrænsen, således at husene måtte bygges tæt. Det må man ikke uden for bygrænsen, og bygrænsen stoppede ved hans grund. De ville lave et samfund. Et mindre Christiania som han læste det. Og han var jo selv kommunist, så det tiltalte ham da.
Om det var hans venindes evindelige vilje for at få dette til at lykkes, eller om han endelig indså at han lige så godt kunne gøre brug af de penge, huset og grunden ville inkassere, var ikke til at vide, men langt om længe blev papirerne underskrevet. Hans tid med gården var forbi. Nu måtte der nye krafter til. 
 Undertegnede troppede troligt op til...ja oprydning kan man nok ikke kalde det. Men sortering af husene. Ejeren havde været flyttet for otte år siden. Men hans Kærgårdener stod stadig på bordet. Ligesom tallerkener. Gryder og alt andet. Intet var sorteret. Køleskabene og fryserne stod stadig fyldte, men havde været slået fra lige så længe. Vi undlod at åbne dem.
Jeg har altid forbundet det med eventyr at købe et dødsbo og derefter gå igennem skattene. Stykke et liv sammen af de efterladte stumper. Da Veganeren fik sit kørekort tog vi på roadtrip for at finde forladte huse på Møn og dokumentere med vores kameraer. Dette var før smartphonen vel at mærke. Vi løb igennem marker og enge for at komme til dem. Hvem skulle have vidst, at den ene af os ville ende med at købe et sådant dødsbo. Et levende dødsbo. For ejeren var jo ikke død. 
 Den lugt huset rummede, skal jeg sent glemme. Den sad i mine næsebor, min hud og min bevidsthed længe efter. Vi gik til værks med en opdagelsesrejsendes iver og gåpåmod. Vendte hver en ting til at begynde med. Var der noget af værdi, eller havde Huset ædt det over tid med dens stank? Alt tøj, skønt det var et slaraffenland uden lige for en genbruger, måtte antages at være umuligt at få Huset ud af igen. Vi bevægede os forsigtigt rundt på førstesalen. Idet der var hul i taget, havde regnen ødelagt en del af gulvet og vi kunne meget nemt ryge fra førstesalen og direkte ned i kælderen. Hen ad eftermiddagen havde Huset også ædt vores gejst. Vi mistede overblik. Stanken. Kattelorte på gulvene - jeg bad den gravide vige bort fra dem, da jeg mente at der var et eller andet med kattelorte og gravide som ikke var hensigtsmæssigt. Skønt vi havde handsker på, synes Huset alligevel at kravle ind under huden på os. Måske var det den sorg, Huset besad? Måske var det forbandelsen ved Huset? Stille havde Huset ædt sig ind under huden på os og implementeret den sorg, Huset besad, i os. Det følte overnaturligt, skønt naturen i den grad havde overtaget Huset ved at gro ind ad vinduer, vælte ind af taget og så videre. 

 Måske var det følelsen af, at der havde været et lykkeligt liv her, men nu var det borte. Medicinen i alle rum. Fotografierne af glade dage. Fotografierne af konen i sengen på sidste vers. Livet der var smuldret bort, som døden tog over. Som om væggene huskede alt, og sang deres klager ud til os. Vi optog Huset gennem huden. 










Vi forlod hoved-Huset og gik i gang med Brombærhuset - det hus de slet ikke anede stod der, før Manden med krøllerne gik i gang med at skove buskadset. Vi lagde en plan. At rydde dette hus så meget, at det kunne bruges til opmagasinering når alt andet skulle brygges. Gulvet var stadig intakt, og der var ingen stank. Men det bød dog på andre ulækre ting. Vi kunne slå fast, at de havde haft får. Hvilket giver mening, når man har bjørneklo på ejendommen. Der lå tredive kartoffelsække med uld. Hyggeligt ikke? Nej. De var våde. Og fulde af mider. Veganeren er en afde sejeste kvinder, jeg kender. En baby i bæresele på maven, en bag pack på ryggen og så fire måneder alene til Østen med et barn på et halvt år. Dét er fandeme sejt. Men her kom graviditeten op i hende, og morgenmaden, og undertegnede tog tjansen med at løbe gennem de tre rum i Brombærhuset og få miderne og deres bolig ud. Veganeren lavede en direkte løbebane til undertegnede.

I et af de øverste rum var der et hemmeligt rum, hvor der hang denne jakke i skabet. Veganeren sagde, det var min - jeg måtte i det hele taget tage alt, hvad jeg ville. Jeg tog den. Huset havde ikke spist af den. Den lugter heller ikke mere. Jeg ved ikke. Jeg hader virkelig beige, så den er ikke i brug.  Den hænger stadig på altanen. Den ryger nok til genbrugen. 
Men dejlige Dostojevskij - endda 'Hvide nætter'!!! (som senere omskrevet blev til 'Kældermennesket') - det må være tolv år siden, jeg sidst har set denne. Jeg græd ved de smukke beskrivelser af natten. Jeg var vel toogtyve - altså før jeg-har-fået-børn-og-bliver-rørt-og-berørt-af-stort-set-alt-tilstanden, jeg befinder mig i nu. Dengang lavede jeg kunst med fårehjerner. Blot for at få noget at sammenligne med. Hvilken skat!!!
Og et af rummene var tapetseret med fucking Bjørn Wiinblad!!! SÅ bliver man sgu da glad hva'? Det ligger stadig til afstankning på altanen, for at slippe af med Huset, men jeg glæder mig til at finde et sted til det. Og ja. geniet her er langt lykkeligere for dunsende gammelt tapetstump eller noveller af Dostjevskij (det skal lige tilføjes, at netop denne oversat af Ejnar Thomassen efter sigende er den bedste oversættelse - 'Det døde hus' kan også nævnes - og hvor passende i denne sammenhæng) end en beige Burberry. 

Her over ses den ene af rummene i laden. Det var dette, der skulle blive Veganerens midlertidige hjem inden halmhuset står færdigt. Mange skatte ikke sandt? Det mente Manden med krøllerne ikke, og han kørte alt på lossepladsen inden Veganeren fik stoppet ham. Særligt tabet af den gule lampe sidder stadig dybt i mig... Nåh. Sådan er det. 

Efter en lang dag med Huset bidende i huden, rockwool i lungerne og mider på hjernen, hoppede vi i havet. Vi havde så meget brug for at vaske Huset af os. Vi sov under åben himmel og stjerneskud på sengen ved campingvognen (deres egen medbragte, så vi kunne godt have sovet inden døre). Da vi lagde os til at sove, gik der et menneske rundt inde i buskadset. Da Veganeren ikke lod til at lade sig mærke af det, skød jeg det også hen. Men fortrød dog lidt, at jeg havde hørt nok 'True Murder' med Dan Zupanski udsendelser til udemærket at kende opskriften på en amerikansk seriemorders foretrukne gerningssted (det startede med 'Serial,' gik videre med 'Undisclosed' - som sparker en del mere røv end 'Serial' - sorry 'This American Life,' I er fantastiske, men de gør det liiiige en tand bedre - og ja så fandt jeg 'True Murder...'). 
Om morgenen begyndte Veganeren at tale om, hvem der mon gik rundt her midt om natten på deres grund? "Hørte du det også?!" spurgte jeg, som Manden med krøllerne kom med morgenmad og lavede kaffe på trangia til os. Jeg erfarede, at Veganeren havde tænkt at siden jeg ikke reagerede på det så var det nok okay. Og hun vidste, at var der én hun gerne ville have ved sin side, skulle der ske noget, så var det mig. Takker for tilliden og lige over. Manden med krøllerne hældte kaffe op, og mente at det nok bare var et dyr. "Nej," udbrød vi i kor. Tyngden af de listende skridt var for stor. Og man kunne høre grene knække, når en del af foden ramte jorden, og grene knække når resten af foden blev sat ned. Det var ikke dådyr. Det havde vi begge udelukket i hver vores opmærksomme sind. 
- det skal siges, da Veganeren tog til Filippinerne med hendes treårige og seksmåneders baby i januar, og laden næsten var beboelig, nægtede Manden med krøllerne at overnatte der ude alene. Han turde ikke. Han var overbevist om, at stedet var hjemsøgt. Og her taler vi om, laden var nu med vinduer, førstesal og tætnet hele hytten rundt. Men han nægtede at sove der alene. Dette fra en mand der meget gerne tager fjorten dage alene til Norge for at vandre rundt i bjerge, sove i sit telt og rende rundt for sig selv. Veganerens mors mand - Sommerfuglen - har siden været forbi og guide ånderne videre. Han har lidt overnaturlige krafter og mente, at der var ret godt gang i den på matriklen. En port til de dødes rige...? 

Jeg elsker, vi begge har været i beredskab indvendig, men har lagt låg på for ikke at skræmme den anden. Akkurat som da vi i 2006 stod i Bodh Gaya (place and enlightenment of Buddha), hvor jeg havde slået hovedet i en bil, blev svimmel, for om aftenen at begynde at kaste op fuldstændigt ude af kontrol. Ingen af os ville nævne "hjernerystelse," skønt vi begge tænkte det. Let's. Not. Jinx. It. For hvad helvede skulle vi gøre med en hjernerystelse i en lille landsby? Ti km fra hvor Buddha opnåede indsigt? Hvordan fanden skulle vi komme tilbage til Varanasi? Alene ihukommelsen af ligene der blev båret rundt i gaderne og ned til hinduistiske ligbrændinger ved Ganges bred, fik det til at vende sig i mig. Vi havde holdt i en taxa, hvor chauføren netop havde fået en nabo til at smøre os en sandwich af hvidt brød og agurk, og et "optog" passerede os bærende på en plade med et klæde over. Da der faldt en død hånd ud, mistede jeg sulten. 
Hvordan skulle vi overleve dén lange togtur tilbage der til? Mellem høns, tusinder af mennesker, konstant sød mælkelugt af chai (den chai der kan skaffes her hjemme på cafeer, har ingen sammenligning med deres), kogte æg, urin og ja..lort. 
Omkring midnat begyndte Veganeren også at kaste op. Hvilket vi begge var utroligt lettede over. Maveforgiftning. 
Det var sgu da til at leve med. Det eneste, vi kunne komme frem til, der var det samme, var ingefærteen. Det var det eneste, vi begge havde indtaget den dag. 
Til den dag i dag indtager ingen af os stadigvæk ingefær. 
Det tog os fem døgn. Fem døgn hvor vi bare lå og sov og drak vand. Fem døgn hvor vi dagligt måtte slæbe os ned til togkontoret og få udsat vores billetter tilbage til Varanasi. Vi blev af vores ven fra det indiske børnehjem taget til en læge. Jeg skal sent glemme det sted. Et meget brugt træbord med stykker af en papirdug sømmet fast på. Her skulle vi skiftevis op på og ligge. Veganeren fik tredive piller. Nogle var gule, nogle grønne og nogle i orange farver. Jeg fik tredive piller i røde, blå eller brune farver. Min logik sagde mig, at siden vi fejlede det samme skulle vi have piller i samme nuancer. Ergo vi skulle ikke spise de piller. 
Eftersom min krop havde reageret meget hurtigt og spyet giften ud (jeg har aldrig oplevet at knække mig på den måde. Hverken før eller efter. Det kom som skudsalver efter hinanden, og jeg var sikker på at jeg ville blive kvalt i mit eget bræk. For der var ingen tid til at trække vejret imellem. Ved første fem sekunder trak jeg vejret panikslagent. "Prosit" kom det fra Veganeren inde fra sengen. Inden jeg kunne nå at fremstamme et ord, startede det for fra), var jeg også den der først kom på benene igen. Eller so so. Jeg er, selv for en dansker, ret høj. 182 cm for at være præcis. Umenneskelig høj for en inder. Rødt hår. Nuvel der var en del mænd med hennahår. Jeg var på daværende tidspunkt ligbleg. Jeg havde et stort tørklæde, som vi uger før havde købt i Kashmir i Srinagar, svøbt løst om mit hoved og skuldre for at skærme mig mod solen. Jeg har vel vejet omkring halvtreds kilo, jeg måtte binde mit tøj på mig for at holde det på min krop. Det sad løst og solen stegte løs. Jeg svajede rundt på grusvejene i dehydrering, men var fast besluttet på at finde føde. Min logik/survivor instinkt sagde mig, at der ikke kunne være bakterier i bananer. De skulle jo skrælles. 
Jeg fik hurtigt, som man jo ofte får i Indien, et følge af indiske børn i alle aldre. "Hello Madame!" "Biscuit Madame?" - gang det med fyrre børn der konstant siger dette. Jeg prøvede at forklare dem, jeg ledte efter bananer. "Ba-na-na". Jeg var ved at miste synet. Jeg havde ikke spist i fem døgn. Jeg prøvede at tegne en klase bananer i gruset. Jeg må have virket vild. Jeg havde kun indtaget vand og havde allerede opholdt mig alt for længe i solen. Jeg fandt endelig en mand, der solgte bananer ved grusvejen. Jeg gik mod vores "hotel". 
Veganeren havde i dét øjeblik besluttet sig for at lægge hovedet op i vindueskarmen for at få lidt luft, idet vores værelse stank af sygdom og død. Hun havde undret sig en del over, hvor jeg blev af. Men var, som man jo gør, faldet ud og ind af søvnen de sidste par timer. Da hun kiggede ud, fik hun øje på et hav af børn i det hvirvlende støv fra grusvejen. De fulgte et meget højt menneske med en mærkelig gangart hen ad vejen. Børnene rev i menneskets klæder og arme. 
Det lignede Jesus. 
Og han havde bananer med. 

31. marts 2016

JAGTEN PÅ 'DEN BLÅ ANEMONE' OG POSTGÅRDEN I SORØ

Olde luftede allerede for et år siden, ved det fantastiske sted Sporvejsmuseet ved Skjoldenæsholm, at der fandtes et sted som ikke var Bornholm eller Møns Klint, hun kendte, hvor den blå anemone groede. Da Sporvejsmuseet først åbner den 22. april, og vi glæder os enormt, er det sikkert at det har været for sent at finde dem på det tidspunkt.
Jeg husker, mine forældre, lillebror og jeg kørte syd på og fandt de famøse blå anemoner. Hele min barndom var en skov min nabo. Jeg legede hver dag i skoven. Hulebyggende og højt på den grønne gren til Lindgren til forårsskrig, når skovbunden var dækket af hvidt anemonetæppe. Var jeg på ferie, eller tilsnuskede weekendovernatninger, hos Olderne i Sorø stod den også på skov. Der skulle bygges huler, broer og fælder. Vi havde mange fælder mange forskellige steder. Det tog nærmest en halv dag i sig selv at tjekke fælderne (en typisk fælde bestod af et stort syltetøjsglas, hvor mærkatet og dertilhørende lim var vasket grundigt af, der var gravet ned i jorden. Idet jeg kom med en uge eller længere tids mellemrum var dyrene selvfølgelig døde, når fælderne skulle tjekkes. Jeg husker særligt en fed frø, der var gået halvt i opløsning eftersom regnen havde fyldt glasset med vand…stakkels dyr…andre fælder var den klassiske med et dybt hul, pinde over og derefter blade strøet over - disse var altid ødelagte ved tjek. Og altid tomme. Mit gæt som voksen er, at der gik mange forstuvede ankler rundt i skovene i Sorø). Min oldefar var sangskriver, egnens ordsmed, og sammen digtede vi  nye eventyr fra morgen til aftensmad. 
Han var det bedste menneske i mit liv.
Det er i øvrigt hans datter, der nu kaldes ’Olde,’ og hende der vidste hvor den blå anemone kunne findes. Ekspeditionen ville bestå af Momse, Elvisio, Eskilio, undertegnede og Olde, der skulle lede ekspeditionen. Fire generationers førstefødte plus Elvisio. 
Planen var, at finde blå anemoner, drikke kaffe i skoven og køre på kirkegården til Olderne til slut.
Al denne snak om den blå anemone fik mit hoved til at fyldes af koralharmoniserede toner af Kaj Munks digt under kærlig dirigentstok af min søde musiklærer Kirsten ved Sorø Akademi. Forårsdigtet 'Den blå anemone' der blev skrevet i 1943 af dramatikeren ('Pilatus' (1917), 'Ordet' (1925) ('Ordet' blev filmatiseret i 1955 af ikoniske Carl Th. Dreyer  ('Du skal ære din hustru' (1925), 'La passion de Jeanne d'Arc' (1928), 'De nåede færgen' (1948)), 'Offenliggjort' (1925), 'En idealist' (1928), 'I brændingen' (1929), 'Cant' (1931), 'De udvalgte' (1933), 'Sejren' (1936), 'Han sidder ved Smeltediglen' (1938), 'Egelykke' (1940), 'Niels Ebbesen' (1942) og 'Før Cannae' (1943)), frihedskæmperen og præsten Kaj Munk, men grundet tyskernes trykkeforbud blev det ikke trykt på det tidspunkt. Munk sendte det til tryk hos bogtrykker Rasmussen  i Ringkøbing den 25. august 1943 og brugte det som julekort til venner og bekendte den følgende jul, før Gestapo henrettede ham den 4. januar 1944. Jeg har i øvrigt besøgt gerningsstedet som barn. Det var meget bevægende. Munk blev efter sigende advaret omkring jul om tyskernes planer, men Kaj Munk nægtede at gå under jorden. 
Olde mente, hun plejede at plukke dem ved en skråning til toget. Jeg holder især af vendingen ”plejer” i denne sammenhæng, da denne blå-anemone-plukken-aktivitet har fundet sted for mindst femoghalvtreds år siden. Plejer er måske ikke det rette ord. 
Vi parkerede bilen ved skoven, ved Oldes barndomshjem altså mine Olders forhenværendes hus, og begav os afsted. Vi gik ad besværlige veje, og måtte afvige fra Oldes memorerede stier, for naturen havde anlagt en sø på de mindst femoghalvtreds år. Vi gik over stub, stok og sten gennem skoven. Fra løv- til nåleskov. Gennem betagende birkelunde til flænsende brombærbuskbunde. 



 Vi fandt starten på anemonetæppet.

 Vi krydsede farlige skrænter og vand.
Efter to timers terræn med trukket klapvogn over væltede træer og bække, måtte Olde sande at naturen altså havde ændret sig over de mindst femoghalvtreds år. Der var ingen skråning ned til toget. Der var ikke så meget som et hegn – og jeg tænker, at folk ikke regner med at nogen ville forvilde sig der ud. Slet ikke i denne facedown ipad/iphone-tid.
 Til sidst gav vi op på Oldes erindringer om den blå anemone og nød kaff' og kaaag' i skovbrynet. 

Hvis det ikke er gået op for læser endnu, så er undertegnede dybt fascineret af birketræer. Og eftersom der ingen blå anemoner var at finde, så gik timerne med at tage billeder af det der var. Svampe der lignede noget man ville finde på havets bund. Dem ovenfor ligner i min optik østers. Og dem under ligner former for koraler. Jeg elsker naturen og dens gentagelser i mønstre. Som Bjarke Ingels taler om, så har naturen selv konstrueret spiralen der ses i en galakse, igen i en kaktus og igen i den menneskelige DNA. Fantastisk. 



Skæbnen ville det, at vi var gået ind en dyreindhegning. Eftersom det var tæt på umuligt, at trække klapstolen ind over de mange fældede birketræer måtte vi ud på vejen. Mormor løftede hegnet. Hun var flad af grin over Olde kravlende på alle fire, som de to bananer hurtigt kopierede og begyndte også at kravle. 
Eskild havde ikke leget bladkamp siden efteråret. Og Elvis aldrig. 

Et billede af bagkvinden bag ekspeditionen. Forsættelsen følger...
Vi fandt masser af vintergækker. Ikke det hvide tæppe, der var håbet, men godt nok.
Vi slog vejen forbi Postgaarden - nu vi alligevel var omkring Sorø - og tog frokosten her. 




Bådkartofler med trøffelmayonaise.
Tapas tallerken med frisk fennikel, syltede løg, cornichoner, kapers, rødbedepuré, fennikelpølse, chorizo, saltet skinke, parmaskinke og skovsyre. Meget overdådig tallerken til 69,-
Varmrøget laks til 79,- 
Børneburger til 69,-
Dette er billedet taget, før Elvisio blev besat, hvilket efterlod ham skrigende og sparkende på gulvet. Fucking selvstændighedsfasen. Min lille Bobs der altid har kunne sidde i flere timer og fortære modsat den ældste - der til gengæld var et pragteksemplar ved lillebrors besættelse.
Et par kom ind for at indtage frokost, men gik hurtigt igen fordi barnet skreg og udelukkende havde lyst til dette. Undertegnede undskyldte pinligt overfor den søde tjener. "Nåh ja - de små skal også have lov til at være her. De finder nok et andet sted at spise," smilede han. Min kæbe ramte gulvet. Ikke alene havde vi jaget betalende gæster væk, forpestet lyduniverset i - hvad der føltes som timer, men nok kun var - et kvarter i real time og manden tog så let på det. Om der skulle findes andre, der heller aldrig ville lade deres børn spise på Mackie D's så vil jeg give min varmeste anbefaling til Postgaarden i Sorø (Storegade 25, 4180 Sorø). 
Jeg er sikker på, oplevelsen også bliver god uden mit grænsetestende afkom. Deres køkken kan helt sikkert noget med surt, salt og syrligt midt i mylderet af fastfood i denne historiske by.

Om man ikke ønsker en kort gennemgang af Sorø og dets kloster, scroll da ned til billedet. 
For de af jer, der ikke er så velbevandrede i 1100-tallets vilde vover, kan det berettes at Sorø kirke huser en masse gode døde. Alene i kirken ligger kong Christoffer 2., dronning Eufemia, deres søn kong Valdemar Atterdag, kong Oluf 2., biskop Absalon som ligger bag højalteret, hans bror Esbern Snare samt digteren Ludvig Holberg. Sorø kloster blev anlagt i 1142 af Skjalm Hvides (1062-1113) sønner Asser Rig (1081-1151), Toke Skjalmsen og Ebbe Skjalmsen, da de gav jord på øen Sor til Benediktinerordnen. Asser Rig blev opdraget sammen med Erik 1. Ejegods søn Knud Larvard. Asser Rig var far til Esbern Snare, Absalon (senere ærkebiskop) samt Ingefred (Hvide) og fosterfar til Knuds søn Valdemar 1. den Store. Asser Rig blev begravet i Fjenneslev Kirke, men Absalon flyttede hans ben til Sorø Kloster. Men allerede i 1161 blev klostret reformeret fra benediktinerne til cistercienserkloster af biskop Absalon. 
Klosterporten blev opført 1160-1170 og ombygget i 1200. Efter reformationen i 1536 bestemte Christian 3., at herreklostrene for både cistercienserne og benediktinerne skulle have lov at bestå, til de munke, som ikke ønskede at forlade livet i klostrene, var døde. Den sidste munk i Sorø døde i 1580. I denne tid fungerede Sorø Kloster blandt andet som uddannelse af lutherske præster. Klostret blev overtaget af tronen i 1580, og fire år senere lod Frederik 2. sine sønner modtage undervisning i bygningerne. Sorø Akademis Skole blev grundlagt ved en fundats den 31. maj 1586, hvor kong Frederik 2. oprettede en opdragelsesanstalt og skole for tredive adelige og tredive ikke-adelige elever. I 1623 oprettede Christian 4. Sorø Akademi som et ridderakademi for unge adelsmænd, som fungerede som en slags overbygning til skolen. I 1643 blev akademiet omorganiseret ved Christian 4. fundats og fik status som universitet. Her kan nævnes Stephan Hansen Stephanius, der i 1630 blev ansat som professor i veltalenhed - latin - ved Christian 4.'s akademi. Akademiet lukkede dog allerede i 1665. 
I 1747 blev akademiet genetableret ved Frederik 5.'s fundats. Her blev der opført en ny hovedbygning samt tre pavilloner, hvor af professorboligerne Ingemanns Hus og Molbechs Hus er de eneste overlevende levn af Laurids de Thurah og Holger Rosenkrantz' barokke anlæg fra 1738-1740. Af undervisere ved Frederik 5.'s akademi kan nævnes Jens Kraft, der i 1747 blev professor i matematik og filosofi. Jens Schelderup Sneedorff blev på Holbergs anbefaling professor i statskundskab og offentlig ret i 1751. Den senere statsmand Ove Høegh-Guldberg blev professor i veltalenhed i 1761. Da Ludvig Holberg døde 1754 havde han testamenteret næsten hele sin formue til det nye akademi, der desværre også lukkede i 1798.
I 1813 brændte akademibygningerne ned. 
Det tredie Sorø Akademi blev oprettet i 1826, og for en periode var Sorø kulturcentrum i den danske guldalder. I 1823-1827 blev den nye hovedbygning, den nuværende, bygget og opført i klassicisme af Peder Malling. Regningen lød på 300.000 rigsdaler. Hovedbygningen blev indviet af Frederik 6. den 21. maj 1827. I perioden 1860-1870 blev bygningen dekoreret af Georg Hilker. Blandt underviserne ved det tredie akademi var digterne B.S. Ingemann og Carsten Hauch, komponisten Peter Heise (sanglærer 1857-1865) og oversætteren Christian Wilster. Derudover gæstede kulturpersonligheder som N.F.S. Grundtvig, H.C. Andersen og Bertel Thorvaldsen ofte akademiet. 

Desuden siger sagnet, at Saxo nedskrev 'Gesta Danorum' også kaldet 'Saxos Danmarkshistorie' i 'Saxos celle' der findes i en tilbygning til klosterporten til Sorø kloster - min lektor i historie boede her, da jeg gik der. 
Nåh det blev en længere svada. Kort sagt: Sorø har meget historie. Og for at trække historien tilbage til udgangspunktet, så er det netop i Sorø kirke at undertegnede har sunget om den blå anemone sammen med resten af musik på højniveau-holdet - hvilket egentlig var mærkeligt, for hvorfor skulle man absolut opføre noget bare fordi man havde musik? Matematikkerne opførte da ikke regnestykker på storskærm for os andre ved morgensamling. Så hvorfor skulle vi være til skue...?
Nåh. Vi kørte videre mod turens sidste stop. 
Oldernes endelige hvilested. 
Og hvad befandt sig ved gravstenen over dem?
Fucking blå anemoner. 
Ganske vidst ikke af den rette slags. Det er jeg klar over. Disse, har jeg googlet mig frem til, er balkan anemoner. Som det kan ses, er selve bladene korrekte, men der er for mange og tynde kronblade. Og de er måske også en anelse mørkere. 
Min oldemor, hende der ligger under gravstenen, havde åbenbart købt disse for at plante dem i sin have. Men. Hun fik en blodprop i hjernen, kom på plejehjem og fik aldrig plantet dem. Olde (min mormor og ekspeditions(mis)leder)'s lillesøster Mona havde åbenbart plantet dem her på gravstedet, hvor min oldemor efter fire år på plejehjem kom til at ligge.
Disse blå (Balkan, but good enough) anemoner havde spredt sig til gangen mellem gravstederne, hvilket er derfor at jeg plukkede tre styks - jeg er ikke gravrøver - for ikke at komme helt tomhændet hjem. 
For at have et håndgribeligt bevis på forårets komme efter en helvedes lang vinter. 
For troen på håbet. 
For at have bevis på friheden og befrielsen. 
Vinteren og mørket er slut. 
#springiscoming

Og tænk sig. 
Håbet og foråret var at finde, næsten, der hvor det hele startede. 



Hvad var det dog, der skete?

mit Hjerte haardt og koldt som Kvarts

maa smelte ved at se det

den første dag i Marts.

Hvad gennembrød den sorte Jord

og gav den med sit dybblå flor

et stænk af Himlens tone

den lille Anemone

jeg planted der i Fjor.

På Lolland jeg den hented,

en hilsen fra min Fødeø.

Så gik jeg der og vented

og tænkte, den må dø.

Den savner jo sit Skovkvarter,

sin lune Luft sin fede Ler

i denne fjendske Zone

forgaar min Anemone

jeg ser den aldrig mer.

Nu staar den der og nikker

med Smil i Jyllands skarpe Grus

ukuelig og sikker

trods Havets Storm og Gus.

Som om Alverdens Modstand her

har givet den et større Værd

en lille Amazone

og dog min Anemone

jomfruelig og skær.

Hvad var det dog, der skete?

mit Hjerte koldt og haardt som Kvarts

det smelter ved at se det

den første dag i Marts.

Jeg mente under Vintrens Had

jeg intet mere Haab besad.

Gør med sin vaarblaa Krone

den lille Anemone

igen mit Hjerte glad?

Ja, denne rene Farve

den er mig som en Vaarens Daab

den naadig lar mig arve

en Evighed af Haab.

Saa bøjer jeg mig ned mod Jord

og kysser ømt dit Silkefjor

en Flig af Naadens Trone

du lille Anemone.

hvor er vor Skaber stor!