KØBENHAVN : INDRE BY : HOTEL SP34

 Findes der noget bedre end at vågne op på et hotel? 

- det kommer måske lidt an på konteksten. 

For nogle år siden, som volumen på lårene antyder, havde jeg fornøjelsen af at vågne op på fantastiske SP 34. Det var en af de morgener, hvor intet fra natten er lagret, men i alle sammenhæng var det et smukt værelse at vågne op til. 

"Hvor fuck er jeg..?" 

Jeg kastede et blik ud af vinduet, hvor gadenavnet satte gang i hukommelsen: 

Jeg havde været på L'Éducation Nationale med min halvrussiske ekskæreste efter at have bodega-touret. Under maden og vinen havde jeg sagt, jeg snart skulle hjem da jeg ikke magtede at vente til morgentoget. Han havde spurgt mig, hvis jeg selv kunne vælge, hvilket hotel jeg helst ville overnatte på. Jeg, der netop havde læst om dette hotel og dets vundne designpriser, har helt sikkert sagt dette hotel. Ikke at jeg kunne huske det. Jeg ved, jeg har sagt noget à la "tror du, din kæreste vil tro på at du betalte for et hotelværelse til din ekskæreste og derefter gik igen..?" 

Ikke desto mindre var det dét, der skete. 

Efter vinen og duen med Tukanen på den franske bistrot med den bleu blanc rouge hane som logo, slingrede vi ned ad Vestergade til K-BAR, hvor jeg sikkert har fået en White Russian med min halve russer, derefter har hjernen takket af og lukket butikken. Hvorefter al hukommelse er gået i sort. 

ARoS : BACON FOR BREAKFAST & FISKESKIND TIL FROKOST - BACON, FREUD, AND THE LONDON PAINTERS

Efter tre timer i tog fandt jeg vej til ARoS - af en eller anden grund var det gået min viden forbi, at Bacons malerier var på dansk jord. Eftersom den løb fra 14. oktober 2017- 4. februar 2018, var det bare om at komme afsted (how the hell did I miss this?!). Jeg er stadig in awe over udstillingen om Francis Bacon på Tate Britain (11. september 2008- 4. januar 2009), det må gerne fortsætte.

Det overrasker mig i øvrigt altid, hvor grim ARoS bygningen, tegnet af Schmidt Hammer Lassen, er uden på, for så at "totally redeem itself" når man kommer inden for. Pludselig er det som at stå på Guggenheim i New York - det kan man kun blive i godt humør af jo. 

Den ældre dame, I ser ryggen på her, havde årskort da hun bor i byen. Vi fik en lang snak om kunst, og hun anbefalede mig at tage på Silkeborg Kunstmuseum (det der nu hedder Museum Jorn). Det måtte blive en anden dag. 

Francis Bacon 'Blue Crawling Figure, No. 1.', 'Figure in Landscape,' 'Collapsed Figure,' ' Reclining Figure,' 'Figure With Left Arm Raised, No. 2'. 1952-1961.

 Ovenstående 'Second version of Triptych 1944' (1988) er min yndling, og den jeg var kommet for. Hvis du undrer dig over, hvorfor den så ikke er afbilledet bedre, kan jeg oplyse at det var ikke muligt med så lidt plads der hvor den var placeret. Bare rolig jeg hader det også. Men i det mindste fik jeg dette. Og jeg oplevede det live. Igen. 

Tallene ved billederne var ikke kronologiske - som hvis man gik langs væggen - faktisk skulle man gå rundt og lede efter næste tal, der ofte var placeret langt væk, og jeg spurgte derfor den ældre kustode om der var en speciel rute, man burde tage. Den ældre søde herre sagde, at det var der ikke, men han anbefalede at man startede med tegningerne og skitserne. Det gjorde jeg. Da jeg stod ved 'Triptych August - 1972' (1927)(som er et så FUCKING VANVITTIGT FEDT BILLEDE), kom han hen til mig og sagde at det var forkert hvad der stod i programmet. Det var ikke et selvportræt. Jeg nævnte, det stod der i hvert fald heller ikke på Tate, da jeg så den dengang. Han var intriged, og fortalte at udstillingen var lånt fra Tate. Jeg var ikke overrasket. Jeg fortalte, jeg kun var kommet for Bacon. At jeg var rejst seks timer kun for at se ham. Han forstod mig udemærket. Men selvfølgelig var de andre kunstnere som Lucian Freud, Michael Andrews, Frank Auerbach, David Bomberg, William Coldstream, R.B. Kitaj, Leon Kossoff, Paula Rego og Euan Uglow også en bonus. Dette var udstillingens hovedværk.

Jeg fandt min kustode ind imellem og drøftede de forskellige malerier med ham. Egentlig fandt jeg den diffuse nummerorden interessant - det gjorde, at man var nødt til at engagere sig i sin oplevelse. Hvor malerier normalvis præsenteres fra et af og op efter i programmet, så var dette nærmest som en skattejagt - eller der var andre ruter igennem udstillingen. Dette komplimenterede jeg kustoden for. Han var glad for at høre noget positivt om denne formidling, for det var stort set kun negativ feedback de havde fået. Hmm.

Paula Rego 'The Betrothal: Lessons: The Shipwreck, after 'Marriage a la Mode' by Hogarth' (1999).

 Frank Auerbach 'Primrose Hill' (1967-1968).

 Leon Kossoff 'Children's Swimming Pool, Autumn Afternoon' (1971).

 Francis Bacon 'Reclining Woman' (1961).

Lucian Freud 'David and Eli' (2003-2004).

Voldsomt imponerende ikke sandt? Francis Bacon 'Three Figures and Portrait' (1975).

Lucian Freud 'Girl with a Kitten' (1947).

Lucian Freud 'Girl with a White Dog' (1950-1951).

Lucian Freud 'Man With a Thistle (self-portrait)' (1946)

 

Min kustode anbefalede mig, da jeg berettede for ham at jeg ville få noget at spise, at jeg besøgte den blivende udstilling. Der var blandt andet Kvium. Jeg smilede indviet til ham, og spurgte om han fik set Kvium på Arken. Han sank lidt i benene. JA. Han havde taget hele vejen fra Jylland hen til Arken for at se ham. Vi var begge enige om, at Kvium var/er fantastisk. Faktisk havde kustoden købt nogle litografier af ham, han havde taget et lån for at købe dem. Han MÅTTE have dem. Jeg forstod ham så udemærket. Han havde dette job, så han kunne gå og se på kunst dagen lang. Og nogle gange kom der gæster, der var lige så interesseret i kunst som han selv. Vi krammede farvel, da hans vagt snart var slut og vi derfor ikke skulle genses efter min frokost. Jeg overvejede, om jeg burde have spurgt om jeg måtte se hans litografier, men at det måske var for anmassende. 

 

Jeg havde samlet appetit hele vejen fra Sjælland til Jylland, og selv om dagen indtil videre mest havde bestået af Bacon, prøvede jeg deres sprøde fiskeskind til frokost. 

Ja. Intet besøg på ARoS uden 'Your Rainbow Panorama' - Olafur Eliasson (2011) - det bliver man aldrig træt af. På denne årstid ser byen måske lidt trist ud - til gengæld er man ikke ved at besvime af varme.

Jørgen Boberg. Der døde for ikke så længe siden, og hvis søn jeg gik på gymnasiet med. 'Jæger og falkoner' (1971-1974).

Jørgen Boberg 'Fantastisk fødsel' (1969-1971).

Michael Kvium 'Think Bigger' (2003).

Olafur Eliasson 'Your Condensation' (2013).

ARKEN : GYS! ER DEN LEVENDE?

 Det kan næppe være gået nogen forbi, at jeg ELSKER ARKEN!!! Er det på grund af deres udstillinger? Er det fordi, de er en statsejet institution? Er det fordi, deres personale er så søde, hjælpsomme og imødekomne? Er det fordi, det ikke er overendt? Er det fordi, det ikke er hipster og hashtagget-the-shit-out-of-it-yet? Tjah. Måske en god blanding. Jeg elsker deres uprætentiøse og snaksaglige tilgang til brugerne - hvilket også smitter af på brugerne imellem, som ofte bare taler til og med hinanden (WTF?!!!)

 Damien Hirst. At sammenligne ham med Andy Warhol ville være en dødsynd. Han er en dygtig forretningsmand. Og tyv. Og til hans held havde han et større navn end den egentlige kunstner, og fik derfor succes med tyverierne. Mine tanker falder lidt på Thierry Guetta i ’Exit Through th Gift Shop’...

 ARKENS 'GYS!' udstilling er på mange måder interessant, idet mange figurer er så naturalistiske at havde de blinket, så havde jeg instantly soiled myself. Især den ældre dame med babyen samt manden der halvt flyver. Er den levende? Er den ikke? Nu mere man ser, nu mere bliver man i tvivl. Enkelte figurer så normale ud fra en side, men helt fordrejede fra en anden. Nogle var så intime, at man blev blufærdig af at kigge på dem - og man følte, man var nød til at skønne sig videre for hvor meget interesse kunne man give en kunstners underliv? Samtidig ville det også være for blufærdigt at løbe fordi disse værker...føltes det som. Og endelig den superklamme elefant baby, som var kustodens absolutte favorit. 

 Udstillingens fedeste skulptur! 'Juliana' af Frank Benson. Yes there's a penis.  

Der var "no photo" ved enkelte figurer - blandt andet en kunstner der havde lavet en tro kopi af sit underliv i forskellige stillinger. Det var de simpelthen nødt til, fortalte kustoden, der var nogle (overrepræsentation af mænd i alle aldre) der gik helt tæt på værket og tog billeder. Derfor måtte de også sætte hegn op om værkerne. Fordi sådan er vores kultur. At man tager billeder af en kvindes kønsdele og deler dem på nettet. Dette havde kunstneren fundet for grænseoverskridende, og derfor bedt om "no photo sign" - men derfor mødte kustoden stadig folk, der prøvede at snige sig til et billede. Her kommer en test af consent-begrebet i spil ikke? Jeg fandt værkerne så hudløst ærlige og naturalistiske, at jeg faktisk følte at det næsten ikke en gang var okay at kigge på dem. Tænk sig hvis alle havde det sådan? - nu tænker jeg "hævn-porno-wise". 

Ved siden af 'Juliana' var en figur af en kvinde i en aparte stilling med selfie stick i Anna Uddenbergs  'Journey of Self Discovery'. Jeg undlod at tage et billede. Det virkede for nemt ikke? 

Jeg så den som en fed kommentar til dagens samfund. "Journey of Self Discovery". Hvad med at komme lidt ud i stedet? Hvad med at vende kameraet udad? Hvad med at fokusere på andre end dig selv? Gøre noget for andre end dig selv? 

Lad gå teens tager billeder af dem selv i et væk. I don't aprove, men man er så self-absorbed i den alder (og som blogger). Tyverne til dels ligeså. De tror, hele verden drejer sig om dem. Deres hjerne tror, de er verdens centrum. Den har ikke opfattet, at der findes andre endnu. Se det interessante ville være, om de vendte kameraet mod resten af verden.  Jeg forstår, hvorfor kendte tager selfies. Det er for deres "fans" skyld. Om jeg begriber, hvorfor folk på min alder (der er vokset op uden sociale medier, og burde have samme viden som undertegnede at det associeres med narcisisme, mentale sygdomme og afhængighed) eller ældre sidder og poster løs af billeder af dem selv...? Det er sgu da en mærkelig ting, der er blevet normalen? 

Især de der prøver at ændre deres fjæs på billedet. ALLE ved jo, at personen ikke ser sådan ud i virkeligheden? Nej dine læber ser ikke sådan ud. Og dine kinder eller kindben har aldrig set sådan ud. Dine øjne er ikke SÅ store. Tror du, at jeg har glemt hvordan dit ansigt normalt ser ud? Eller prøver du at narre mig? Tror du, du narrer mig? ...prøver du at narre dig selv? 

Det eneste jeg ser, er en der tydeligvis ikke er tilfreds med sit eget udseende. Usikkerhed. En der ikke hviler i sig selv. Ja mit første kamera rummede også billeder på rullen af et nogenlunde poserende ansigt - dog ingen andemund eller kinder suget ind - men det ville jeg sgu da aldrig belemre resten af verden med..? 

Havde jeg poseret med trutmund og indsugede kinder, hvorfor skulle folk finde det interessant..? Who the fuck cares? Det er vel en udgave af, at man som barn at klædte sig ud som voksen - man syntes selv, man var bedårende. Realiteten var, at man faldt i de kæmpe sko, læbestiften var i hele hovedet, kindrødt (yes I am THAT old) på begge sider af hovedet og blå øjenskygge. Det havde nok set mere ømt ud i dag, jeg havde trods alt firserne med mig. 

Any way. Jeg ender med at blive et bittert menneske, når jeg ser hvor samfundet er på vej hen. Jeg ender med en stok (ikke selfie stick) i den ene hånd og en knyttet næve i den anden: "Ungdommen nu til dags!"