26. maj 2011

En dag i køkkenet

 
 Morgenmad                                                                 Frokost


Aftensmad

Tomatplanter

Tak til Lars Lau Rakêt og Line Skotte for flotte tomatplanter. 



Provinsen

Denne sviretur til Gerlev bød på en herlig forsommer-middag. Ifølge Svirene, er definitionen på en rigtig forsommer-middag en middag indeholdende nye danske kartofler. Det gjorde denne og igen i år var kartoflerne gravet op ved Blæsinge Bakker. Til kartoflerne var der lækre, bagte rabarber, syltede agurker og grydestegt kylling. Citronfromage til dessert. Det er jo fantastisk!



Efter middagen fik gederne mad.

Vespro

På hjørnet af Vedbækgade, med udsigt til Nørrebroparken, ligger en vinbar, Vespro. Her kan man nyde et glas vin, en kop kaffe eller en billig sandwich.

Hornsleth BAR


Sådan kan det åbenbart se ud, hvis man tager i byen i København. Who would have known?

Villa Vino

Villa Vino ligger lige overfor Grand Teatret på Mikkel Bryggers Gade. 
Det er et ganske fint sted, hvor man, med et glas vin i hånden, kan vente på at klokken nærmer sig de 21.30.

PERSONA NON GRATA

Der var sat to film til at vinde på dette års Cannes64.

'Tree of Life' og 'Melancholia'.

Og har man haft Trier under huden, er man godt klar over hvem Svirelivet heppede på.
Desværre havde 'Tree of Life' premiere i Danmark først foruden en særvisning i Grand onsdag nat. Grundet arbejde blev det ikke en realitet for os. Satans!

Ergo vi gik ind og så 'Tree of Life', der jo er blevet skamrost af anmeldere. Vi var velinformerede om, at der ville være en halv times intro og så ville filmen gå i gang. Vi sad igennem smukke planeter, vulkanudbrud, universers fødsel og dinosaurer, ja kort sagt Darwins evolutionsteori, og ventede på at filmen gik i gang. Det skete. Næsten. En familie i drømmebilleder der mister et af deres tre drengebørn. Faderen er soldat og overraskende nok meget streng i sin til tider ulogiske opdragelse. Når han er "overseas", leger moderen med børnene. Liv og glade dage.
Vores hovedrolle er en dreng, Jack, der ligesom faderen afstraffer brødrene. Han vil helst have moderen for sig selv, udtaler at han vil slå faderen ihjel, og stikker af med en af moderens underkjoler. Altså et ødipuskompleks.
Dette lyder måske som en film med handling i, men disse linjer tager tre timer at fortælle i filmen. Tre timer ja, som i menneskeår føles som otte. Der klippes og keltes, så man bliver kvalm. Man savner et fastholdt billede og sammenhængende montager i blandt det drømmende.
Hele filmen er et stort tilbageblik, som man snart håber vil vende tilbage til nutiden med Sean Penn - hvor filmen "starter", for den starter jo med en halv times intro. Og den slutter med næsten samme outtro. En cirkulær handling og hvor var det dog godt, at vi atter en gang får at vide at livet går i ring.
Terrence Malick havde seks klippere på under hans opsyn for at skabe dette "maleri". Vi må nok anbefale, han griber penslen næste gang.
Som filmen endelig endte drog folk igennem sal tre i Grand et lettelsens suk, og vi begav os ud i natten for en velfortjent cigaret. Dagen efter Lars Von Triers forsøg på at være sjov ( her anbefaler vi, at når man mener 'tysker' så siger man 'tysker' og ikke 'nazi'. It's just not kosher. ) stod vi med en forfærdelig fornemmelse af, at 'Waste of Life' ville vinde over 'Melancholia'. Skønt vi stadig havde sidstnævnte til gode...

Endelig kom dagen så, hvor 'Melancholia' havde premiere i danske biografer!
Efter et glas Zinfandel på Vila Vino, dels for at dulme nerverne over det mesterværk vi netop skulle til at indtage, dels for at skylde sorgerne over at 'Waste of Life' vandt som forudset, gik vi i Grand.
Vi må indrømme, at Lars Von Triers intro er langt at foretrække!
Latterlig smukke billeder i super slowmotion, som han også gør det 'Antichrist'. Man er fortabt fortryllet ved første øjekast og nyder jordens undergang med måbende mund!
Triers humor er jo fantastisk! Det viser allerede første indstilling af en lang limosine, der er for lang til at passere de kringlede stier op til bryllupsfesten og brudeparret ender med at gå. De kommer selvsagt for sent til deres egen fest, så middagen går i gang med det samme de ankommer.
Vi er igen tilbage i Triers dinglende kameraføring. Men ud fra hovedpersonens sind, giver det mening. For det svinger godt og grundigt. Man er fra start af inde i handlingen, der ER en handling. Skønt man kender slutningen, har man lyst til at vide mere.
Jeg vil egentlig ikke afsløre mere, den skal ses. I biografen!
Det er ikke en film med klichefyldte budskaber, som øverstnævnte ( jo måske at vi alle er ubetydelige i det store hele ), snarere et indblik i et melankolsk menneskes udblik.
No bullshit. Bare ren Trier.

14. maj 2011

La Maison de l'Aubrac


http://www.maison-aubrac.com/index-7,1,0,0,0,0,0,0,0,0,0,0,0,0.htm
Fantastisk sted at spise - om natten.
Nævnt i Guide Michelin i 2009, siden er der nok kommet lidt ekstra fladskærme ( med ultra højt MTV kørende ) til og dermed en mere hektisk stemning.
Stedet er kendt for deres kød og deres vanvittige mashed potatoes ( eller smashed potatoes som franskmændene kalder det ), som indeholder usandsynlige mængder creme cheese - deraf den elastiske konsistens, der kræver en kniv for at få den på tallerkenen.




13. maj 2011

Les 3 Coups - Rue Lepic


En dejlig gade Rue Lepic, tætteste metrostation er Blanche, hvor man ønsker at gøre alle sine indkøb. Her er ikke så fyldt med turister som på den anden side. Det er også her i gaden, man finder cafeen hvor Amélie fra Montmartre er optaget ( Le Deux Moulin ). Vi vandrede op ad gaden mod Montmartre.
Vi satte os på Les 3 Coups for lidt vin og mad - og minsandten om ikke rejsenissen også var her!





Sardegna a Tavola


Sardegna a Tavola ligger i det 12. arrondissement, 1 Rue de Cotte, telefon 01 4475 0328, tætteste metrostation er Ledru-Rollin.
Selv om man er i Paris, kan man godt besøge andre madkulturer. - især når også den anbefales i 'Voilà PARIS'. Hæh!
Ejeren holder restauranten i Sardiniens ånd hele vejen. Det gælder lige fra råvarerne til menukortet ( som skrives på sardo og nedenunder en fransk oversættelse ) til indretningen. Det er virkelig gennemført. Ejeren, Antonio, besvarer konsekvent alle merci'er med et 'prego'.
Vi fik et bord udenfor. Godt for temperaturen lidt skidt hvis man ønskede den fulde lokale stemning. Før vores bestilling blev taget, fik vi et lille fad med oliven, sprødt fladbrød med olie og stegt polenta i marinarasauce. Vi tog et glas spumante til - nu var man ellers lige blevet vænnet til at sige champagne.
Som antipasto fik vi et kæmpe fad med diverse muslinger. Brava!
Til hovedret speghetti med tunæg og gnocchi i marinara fyldt med gorgonzola.
Desværre kunne vi hverken spise op eller indtage dessert...
Vi betalte og fik en snak med Antonio, der serverede et glas limoncello til os hver. - hvilket ikke var tilfældet for to ubehøvlede franske mænd ved nabobordet. Sådan.