TANKER OM 'JURIDISK ABORT'

Se. Jeg er medlem af gruppen Foreningen Far på Facebook. Mange tror, det udelukkende er en forening til og for den ene forælder. Nemlig faderen. Det er det ikke. Dette er en forening for forældre. Bopælsforældre som samværsforældre. Foreningen er for barnets bedste.

Nogle gange er det tilsvinelser af den anden forælder, folk lægger op – her blander jeg mig ikke. Men for det meste er det blot råd, der spørges om i forhold til det ene og det andet. Her hjælper jeg gerne. Det skal dog siges, at jeg ville aldrig selv spørge til råds om noget juridisk i en gruppe. Dette ville jeg selv søge svar på. Men etiske spørgsmål kunne besvares her. 

Jeg er egentlig i gruppen for at hjælpe andre.

Første gang jeg stødte på en mand, han var midt i tyverne, i gruppen der brugte betegnelsen ”snydt til at være far” er vel tre måneders tid siden. Jeg undrede mig ved vendingen og spurgte ind til meningen med den. Han forklarede, at han havde ikke beskyttet sig under samleje med en kvinde og nu var han blevet far. Kvinden havde, efter hans udsagn givet udtryk for at være på p-pillen. Egentlig var mandens spørgsmål, hvorvidt det var rigtigt at han selv skulle købe en barnevogn når nu han betalte børnepenge. Generelt går rigtig mange af problemerne i denne gruppe på noget økonomisk. Alle ser børnepengene som en betaling til moderen og ikke deres eget barn. Tro mig. Det går til barnet – desuden kan det kun gavne samarbejdet, om samværsforælder gav lommepenge til barnet når dette skulle på ferie. (Nedenunder kommer et afsnit og en opfølgning af undertegnedes liv, hvis læser blot vil læse om ’juridisk abort’ kan læser med rette scroll’e længere ned til afsnittet ’Fortsættelse af ’juridisk abort.’’)

Afsnit om undertegnedes status

I min lejr er vi på ingen måde på dét niveau. Vi er ude i, at selv om undertegnede mindede ”Faderen” (den opmærksomme læser vil notere sig, at der ikke står ”manden” længere og dette er med fuld overlæg, da det endelig er overgået (læs: klaphatten mødte endelig op i retten – ellers kunne det have været ordnet allerede i august ved første retssag) undertegnede at blive skilt fra det værste ”menneske” hun nogensinde har mødt – YAY!!) om julegaver til børnene fra november af så fandt han druk mere vigtigt og de fik først gaver en uge efter. Men hey sidste år var det to måneder efter. Også her blev jeg ved at minde ham om det. Hvorfor er det vigtigt for mig, at mine børn får en julegave af deres far juleaften? (og ja han har faktisk fået tilbuddet de sidste tre år om at være med juleaften) Fordi jeg gerne vil have, mine børn får en fornemmelse af at deres far har tænkt på dem juleaften. At de ligesom deres grandkusiner også får en gave af deres far, selv om forældrene ikke er sammen mere og deres far derfor ikke er til stede. I stedet oplever mine børn så at deres far på ingen måde finder dem vigtige. Da han ikke havde købt julegaver til samværet den 20. december, bad han inderligt om at få lov til at komme den 23. december og aflevere gaver der. Godt. Der kom ingen ”far,” for han havde været på druk dagen før og havde derfor tømmermænd. Men han formåede heller ikke at aflyse aftalen.

”Faderens” farfar havde givet børnene fire hundrede kroner til sammen i julegave – hvad jeg var meget paf over, eftersom denne farfar ikke har formået at foretage sig noget i børnenes retning i tre år. Dette nævnte jeg for ”Faderen,” der ikke forstod hvad jeg mente. Og holy shit. Dér forstod jeg endelig, hvad der havde foregået. Selvfølgelig. Farfaren har selvfølgelig givet ”Faderen” penge til min børn, julegaver og fødselsdagsgaver, men ”Faderen” har selv brugt dem i alle tre år.  For mine børn har ikke set skyggen af de gaver…ja. Og selvfølgelig bliver det værre. ”Faderen” sagde til undertegnede i december, at han ingen penge havde i december og heller ikke ville have nogen i januar. (Alt hvad han drikker og spiser modregnes hans løn og i en alder af femogtredive får han udbetalt syv tusinde – hvilket højst sandsynligt er løgn) Derfor ville han meget gerne, hvis han kunne vente til februar med at betale dem. Og ganske rigtigt. Vi er nu i marts, og han har stadig ikke givet børnene deres julegave fra deres oldefar. Og ja han har haft pengene. Han er dagligt ude og drikke sig ned. He just don’t care. Det kan vel sidestilles med at stjæle fra sine børn.

Nåh bananerne har lige haft fødselsdag. De har dagen efter hinanden – så har ”Faderen” jo altid en mulighed for at tage sig sammen, hvis han fucker den første up. Det drejer sig om den 26. Og 27. februar. Jeg skrev til ham den 8. januar, da jeg oplevede massiv chikane i forbindelse med børnenes fødselsdag sidste år af ”Faderen” og Teenageren. De var begge inviteret med, såfremt de ville opføre sig som anstændige mennesker (who the fuck was I kidding? Den enes hjerne har ikke forbindelse til den frontale cortex, og den andens hjerne er ikke færdigudvokset endnu). Derfor ville jeg være på god kant med tiden, vi enlige mødre kan ved gud planlægge os ud af alt, og forhøre mig om han mente at han (og kun ham) kunne deltage i børnenes fødselsdag i år uden den mindste form for chikanering af undertegnede – og desuden deltage i fødselsdagen som en forælder og ikke som tilfældig gæst. Herved skulle forstås deltagelse i planlægning, fordeling af opgaver/retter og oprydning. Det passede ikke ”Faderen” at svare tilbage på mailen. Den samlede fest blev holdt den 6. marts, da forsamlingshuset var ledigt der. Vi har en aftale fra Statsforvaltningen om, at ”Faderen” skal ringe hver fredag klokken tolv for at spørge ind til børnenes uge. Nu tænker du nok: ”Ej. Må han slet ikke spørge ind til sine børn resten af ugen?” Hertil er svaret: Jo. Det må han i allerhøjeste grad. Om han ville, kunne han ringe hver aften og sige godnat til børnene. Men ved du hvad? Det gør han ikke. He just don’t care. Ude af syne. Ude af sind. Igen. Ingen forbindelse til den frontale cortex. Du skal se på det som en lampe. Der er nogle ledninger, der er forbundet for at pæren lyser. De er ikke forbundet her, og han kerer sig ikke om sine børn. Simple as that.

Da han, som aftalt, ringede på Eskillios fødselsdag klokken tolv, var barnet i børnehave med hjemmelavede æblemuffins (som han selv havde været med at bage aftenen før) og mormors piratskib af vandmelon = bedste bedste (”Faderens” mor vil gerne kaldes ’Bedste’…denne Sviermor nægter at kontakte mig for at se børnene, når de besøger Ønskeøen, skønt jeg har opfordret til det. Hun vil ikke så meget som svare på mine sms'er eller mails. Men jeg er overbevist om, at hun læser dette. Jeg har børnene 365/0, fordi der ingen udvikling er hos hendes søn. It can’t be done. Jeg har blot bedt Sviermor om at vide besked halvanden måned før deres ankomst (de booker lejligheden fem måneder i forvejen, så det er ikke urimeligheder jeg beder om) i stedet for tre dage før som i august 2014, hvor mine forældre, børnene og jeg måtte tage tidligere hjem fra ferie for at de kiggede forbi i en time og et kvarter – i min optik skal Sviermor håbe på et ”farmor,” for ”Bedste” er på alle måder taget, udfyldt og opfyldt. De fandt heller ikke tid til at kontakte børnene eller se dem, da de kom i forrige uge. Det bliver så et år, børnene ikke har set dem i. Året før var det én gang ud af deres fire ugers ferie – det morsomme eller absurde, er nok et rettere ord, er at Sviermor skrev ’tillykke’ til ”Faderen” med Eskillio – men ”Faderen” havde ingen intentioner om at se sit barn på hans fødselsdag), og jeg informerede om at ville hente børnene og nok være hjemme ved firetiden. ”Faderen” ville gerne ringe klokken fire for at sige tillykke med de fire år fordi, og det er her at den manglende forbindelse til den frontale cortex viser sig, han skulle arbejde klokken lidt over fire. I kid you not. Han havde været på druk til langt ud på natten – Teenageren havde været så venlig at smide det på Instagram (hun har åben profil, hun er et barn der tror at drikke sig fuld er det fedeste i verden og derfor poster det i det uendelige (”Sidder med 2 mænd, der bærer hue og kasket indenfor #mændover30 #longisland #rebelrebel #hidingsomething #svialiv (ja den var til mig fra my number one fan, hun er dog endelig holdt op med at tagge svireliv – til gengæld er hun nu begyndt at tage billeder af mine venner når de ikke ved det og lægge op på hendes profil..som i ’I’m still here’ …? Fucking creepy) #derermangedagetilonsdag”)) - ja. Niveauet er lavt, men ellers havde hun nok heller ikke fundet sig i alle hans løgne…

(efter fire måneders forhold, opdager hun at han sgu barn med hans hustru om en måned??? Her burde han bare have været ærlig over for hende og sagt, at han stadig var sammen med undertegnede - som sluttede ved min opdagelse af deres forhold - og at han i øvrigt stadig var gift. Bekende alle løgne med det samme og starte på en frisk. Dette gør sociopaten ikke. Sociopaten gør netop det, han er bedst til. Han lyver videre. Han fortæller hende, at vi er skilt. For i det mindste at holde på hende – eller for at slippe for at være far. Jeg ved det ikke. En sociopat har ingen nære relationer. Kun overfladiske og gerne i forbindelse med at tilfredstillelse af behov = at drikke sig ned. Han fortæller hende, at ægteskabet er noget, jeg bilder mig ind. At han og jeg er skilt – jeg undrede mig gevaldigt over, da jeg mødte pigebarnet ved en af mine venners release koncert, GOOMS, i Angel’s i Thorsgade 67 på Nørrebro – vanvittigt fede lokaler, der ligner noget fra Indien – og hun skreg mig ind i hovedet, at jeg var skilt..? Min ven havde fået for meget at drikke, og svajede så meget at han var ved at støde ind i hende. ”Nej nej. Hende skal du ikke tale med,” sagde jeg smilende og rykkede ham lidt væk fra hipster-retardo-brillen med det debile udtryk i de sammenknebne øjne. ”Nåh? Hvem er det da?” spurgte min berusede ven og vendte sig mod Teenageren. ”Det dér? Ha! Det er min mands kæreste,” grinede jeg, hvorefter Teenageren gik i hak. ”Du er skilt! Stine. Du er skilt!” hakkede pladen. Tænk sig. Hvor langt ude må man ikke føle sig, at stå og fortælle andre om deres civile status..? Gad vide, om hun flovede sig da hun fandt ud af sandheden? Dette har vel været starten af december 2014. Jeg vidste udmærket, hun stalkede min Facebook profil, og da idiot ”Faderen” ikke mødte op i Retten for at blive skilt i august 2015 lavede jeg et offentligt opslag. – han meldte sig syg til lyden af rådhusklokkerne i baggrunden, skønt han boede i Brønshøj, og tog så på arbejde på det elendige sted Sebastopol…

Sebatopol. Jeg nægter at støtte et sted, der udmærket var klar over ”Faderens” utroskab. De vidste, vi havde barn sammen og kunne se at vi ventede næste. Begge ejere vidste besked om ”Faderens” utroskab. Denne ene, der selv er forælder, kiggede kun ned i gulvet og kunne ikke se på mig, da min veninde og jeg gæstede stedet efter scanning den 20. Januar 2014 og scanningsbillederne lå på bordet. Jeg har ikke sat mine ben der, siden at jeg opdagede ”Faderens” utroskab. Desuden fortalte ”Faderen” undertegnede, at de kun tænker på at sælge mere, det vil sige billigt for få penge, og af den grund aldrig ville vælge økologi. Ikke engang deres kaffe er økologisk. Klart der en mange steder, hvor de ikke vælger økologisk som jeg ville støtte. Men et sted der er så moralsk korrupt, at selv ikke en gravid i ottende måned appellerer til deres til en eller anden form for samvittighed – og jeg har været bekendt med dem siden januar 2009 min damer og herrer – skal man fandeme ikke støtte. Så hellere støtte gode mennesker med hjertet på rette sted. Men stedet er flot, og det er ved gud også det de kan. Flot interieur, men ulækre toiletfaciliteter med ildelugtende kloak…

…og faktisk handlede det om, at han ikke kunne komme af med hans ufaglærte tjenervagt som han selv havde taget skønt datoen for Retssagen havde foreligget siden maj (den opmærksomme læser vil måske også hæfte sig ved, at en sociopat ikke kan planlægge ting i fremtiden. Og faktisk var det eneste, man kunne være sikker på i forholdet med ”Faderen” nemlig at han ville på Roskilde Festivalen. Han købte gerne billetten måneden op til eller ugen før og aldrig ville han have sparret op til den uges druk. Men altid have brugt hele den måneds løn på blot en uge. Sin egen økonomi kan en sociopat heller ikke at administrere).

Den følgende søndag, hvor ”Faderen” havde overvåget samvær, mødte ”Faderen” op med et kæmpe blåt øje. Til hans arbejde pralede han  med, at det var Teenageren der havde givet ham det. Altså tæt på to år inde i deres forhold finder Teenageren ud af, at han stadig har løjet for hende. Hvem fanden finder sig i det? – her slog det for alvor klik for hende, for hvor man bare burde sande at dette menneske er en opportunist (sådan kaldte jeg ham altid under vores forhold og ægteskab vedrørende hans egoistiske valg, men faktisk var sandheden en hel anden. Han havde ikke mulighed for at tage rette eller omsorgsfulde valg. I know that now), man var bedre tjent uden, så dropper denne Teenager ud af RUC og skifter skole til min skole. (Jeg ved, hun var kommet ind dér, fordi hun yndede at stalke min LinkedIn profil – hvilket man jo får en notifikation om – indtil jeg ved en computer fik spærret hende.) I kid you not. Hun søgte en af de ledige pladser, og starter på min meget meget lille skole). And Hell Broke Luce.

…og hell yeah om jeg tjekkede, når jeg absolut intet havde hørt fra ham omkring børnenes fødselsdag. I modsætning til, hvad Teenageren måske tror, så handler mit liv udelukkende om mine børns bedste og hvordan jeg kan skærme dem bedst - det ”sjove” er, at både ”Faderen” og Sviermor har liked billedet. Altså er Sviermor stadig fan af, at ”Faderen” drikker sig lam op til hendes første barnebarns fødselsdag.

Nåh. ”Faderen” havde altså taget arbejde på den førstefødtes fjerde fødselsdag, været på massiv druk dagen før og natten op til. Og nu nævnte han, at hans moder havde skrevet tillykke med hans barn. Se. Jeg er jo overbevist om, at dette lave menneske komplet havde glemt alt om at det var Eskillios fødselsdag – Elvisio fik heller ingen opringning, sms, brev og slet ikke besøg dagen efter – det gjorde ingen af dem heller ikke ved deres fødselsdag sidste år - og først ved modtagelse af Sviermors sms kom han i tanke om dette. For selvfølgelig tager du ikke en vagt på dit barns fødselsdag. Og ja han vælger selv sine vagter, så det har ikke været tvungent. Men lad os nu sige, at alle på arbejdspladsen var faldet og brækket begge deres hænder. Måske benene med. Også rengøringspersonalet. Så der ingen var til at lave ikke-økologisk cafe latte eller ikke økologisk-smoothie og servere den. Lad os sige, at dét skete, og derfor skulle ”Faderen” på arbejde – dette forklarer naturligvis ikke, hvorfor han ikke har svaret på mail afsendt 8. januar fra undertegnede om hvordan han ønskede at deltage. Ej heller hvorfor jeg intet havde hørt i ugen op til. Eller hvorfor han tog på druk natten op til barnets fire års fødselsdag. Lad os nu se igennem fingre med alle disse ting, det er jeg sikker på at Sviermor gør. Men hvis man under ingen omstændigheder kunne slippe for at tage den cafétjans den aften på førstesønnens fødselsdag, som barnet har talt om i et år, jamen så sørgede man for at kunne være med til at vække fødselaren med sang og morgenbord. Eventuelt være med til at følge ham i børnehave. Men nej. Man tog på druk. Det handlede igen om ”Faderens” behov og ikke barnets tarv.

Jeg er nået der til, hvor jeg ikke vil spilde mere tid på at være ”Faderens” interesse i mine børn (ja der burde stå ”vores,” men sådan er det jo ikke). Han vil aldrig ændre sig, for han kan ikke ændre sig. Udvikling er ikke en mulighed for ham – og netop derfor passer han så perfekt sammen med Teenageren og dét niveau – og faktisk er børnene bedst tjent med at være skånet for ham. Ved optrapning af samvær blev det for meget for ham. Han skrev på mobil, imens lille Elvisio kravlede op på skiftebordet. Dette var han klar over, og tog sin mobil frem. Han gav sig til at skrive på mobil i stedet for at støtte eller stå klar, og mit barn faldt halvanden meter baglæns ned direkte på baghovedet. Jeg kan stadig høre knaldet mod gulvet og skriget der fulgte.

That’s how psychopaths are made.

Samværet efter gav han Elvisio en tung snekugle-lampe i hænderne at lege med i strakt arm, imens han lå på ryggen for at blive skiftet. Derpå gav ”Faderen” sig til at skrive på mobil. Og stakkels Elvisio taber selvfølgelig snekuglen direkte ned i sit ansigt og flækker læben. Se. Enhver vil jo mene, at dette kan man sige sig selv. Men det er fordi, forhåbentlig, at jeres hjerne ER forbundet med den frontale cortex. I kan regne ud, akkurat som jeg, at dette kan gå galt. Af samme årsag har jeg aldrig givet Elvisio den tunge snekugle-lampe i hænderne. Den har kun måtte stå selv. Men ”Faderen” tænker ikke over, at dette kan gå galt. Han tænker, at barnet kan underholde sig selv med at glo på den imens at han svarer på sms fra Teenageren - som sikkert ikke kan cope med, at samværet er blevet sat op med to timer. Dette ved jeg ikke med sikkerhed, naturligvis, men da samværet skulle laves - og jeg hentede ”Faderen” ind i børnenes liv igen efter hans fire måneders forsvindingsnummer af druk og stoffer – måtte ”Faderen” og undertegnede ikke være i rum sammen under hans samvær på grund af Teenageren ikke ville have det. En fucking nittenåring idiot dikterede, hvordan mine børn måtte se deres far. Ved den føromtalte fødselsdag sidste år fuld af chikane fra både ”Faderen” og Teenageren bestod begge hans to timers tilstedeværelse i at skrive på mobil. Han var ikke til stede ved fødselsdagen. Også her kunne han have sagt fra. Det gjorde han ikke. Derfor er jeg ret sikker på, at han skrev sammen med den debile, da mit barns baghoved ramte trægulvet fra halvanden meters højde. Hvem ellers ville han sætte mit barns liv på spil for? Nej. Han sætter ikke bevidst mine børns liv på spil. Det er dét, der er det skræmmende af det hele. Han kan vitterligt ikke se konsekvenserne af hans handlinger. Han har ingen anelse om det. Og han kommer aldrig til at se det.

Samværet efter, og jeg havde raset over hans uansvarlige mobilbrug, stod han på Eskillios værelse (under påskud af at sætte en brandbil op i vinduet. Tre meters afstand fra dør til vindueskarm tog ham fem minutter) og skrev på sin mobil igen. Døren ud til sten-opgangen gik op – en lyd der burde få dig på dupperne. Den fik mig instantly på dupperne. Alene måden håndtaget holdtes længe og derefter blev sluppet, burde fortælle dig at dette var den mindste og du SKAL reagere NU - Det gjorde han ikke. Han stod stadig lydløs inde på Eskillios værelse. ”Elvis går ud på trappen!” råbte og advarede Eskillio. Selv en fireårig vidste, at her skal man reagere. Noget der aldrig sker, er ved at ske. Ingen reaktion. Der hørtes skridt ud i sten-opgangen. Ingen reaktion. Elvisios stemme lød i opgangen. Forestil dig at sidde i sofaen i stuen, prøve at læse lektier og lade denne ”far” lege far og tage sig af dine børn. Du ved, dit toårige barn er i potentiel fare nu. Du vil snildt kunne løbe ud, redde barnet og rase på idioten med mobilen i hånden. Men værst af alt er faktisk; dette menneske, som på ingen måde er i stand til at passe på dine børn skal på et tidspunkt have dem med. Og så vil du ikke bare kunne løbe ud og redde barnet. Du vil kun kunne samle papirer nok sammen til at få de rette i Statsforvaltningen dømt for deres vurdering trods beviserne, imens du overvejer hvilke farver buketterne på barnekisten skal være.

Selvfølgelig ville en friweekend også snart være tiltrængt efter disse to år uden. Men ingen friweekend ville nogensinde kunne opveje tabet af en af mine børn. Jeg holdt øje med Elvisio, og heldigvis skete der ham intet før ”Faderen” fik lagt sin mobil væk igen og løb ud i opgangen.

For en uge siden, efter at jeg har bedt ”Faderen” huske Eskillios cykelhjelm og under alle omstændigheder holde mobilen væk og opmærksomheden på Eskillio, havde ”Faderen” ikke alene ikke taget cykelhjelmen med og drengen cyklede for anden gang i sit liv på den nye cykel. Han havde også talt i telefon, imens mit barn varpå cyklen. Fucking UDEN cykelhjelm.

Det virker jo mest som om, at ”Faderen” ønsker at slå børnene ihjel. Disse ”tilfælde” er ikke enkelttilfælde, de er reglen rettere end undtagelsen for hans samvær. Hvis jeg var den forælder, der var skyld i så mange ”tilfælde” på en blot måned så ville jeg være bange. Jeg ville være rigtig bange for mig selv. Jeg ville ikke turde have ansvaret for mine børn. Ikke før de var gamle nok til at passe på sig selv. Fuck mine ”behov.” Dette her handler om mine børns overlevelse!!

Nåh. Men det er her, vi er. Mine børn og jeg. Håber, du her på side otte er glad for opdateringen. Beklager, hvis du har tabt kæben på gulvet af nogle gange og efterladt med blå mærker af den årsag. Jeg er selv målløs. Som særligt sensitiv kan jeg love læser for, at det er et åbent sår at se mine børn blive mishandlet af deres far på denne måde. Jeg har så svært ved at forstå, hvordan det kan blive ved. Selv når jeg prøver at minimere hans skader på dem. Men jeg ved også, det ikke bliver bedre med ham. Det er han ikke i stand til. Og måske derfor er Sviermor på den måde - hun mangler nok også de ledninger der får lampen til at lyse – og derfor føler de sig som ’bedste forældre,’ når de fravælger at se to ud deres tre børnebørn. Hvor de i vores øjne er til grin med disse handlinger for derefter at tiltænke sig selv titlen som 'Bedste.' (Her skulle man måske hellere lægge beslag på 'Værste,' da den både er fri og langt mere præcis.) Dette forekommer undertegnede absurd. Den eneste relation både ”Faderen” og hans forældre har til børnene er via blodet. Børn knytter sig til dem, der er der. Ikke dem der udebliver. Mine forældre – de bedste bedster – havde om situationen var modsat, slugt al stolthed, gjort ALT for at se deres børnebørn og have en tæt relation til dem.

”Når jeg bliver stor, så vil jeg være morfar,” siger Eskillio altid.

Tyg på den.

Fortsættelse af ’juridisk abort.’

Velkommen tilbage hvis du ikke har hængt på hele tiden.

Jeg spurgte denne type med barnevognen, hvad han mente med ’snydt til at være blevet far.’ Hende han havde haft samleje med, havde sagt at hun var på p-pillen. Men hun blev gravid og ønskede at beholde barnet. Jeg mente, at det jo også var hans ansvar at beskytte sig selv. Især hvis han ikke ønskede børn. Det mente han ikke.

’Han spiste jo heller ikke slik med papir på.’

…om man sidestiller at have samleje og derved risikoen for at blive smittet med kønssygdomme eller at lave et barn med at spise slik med papir på, så ja, så er du sgu blevet snydt. For så er der i dén grad en seksualundervisning, der har fejlet.

For en måneds tid siden skriver en, tåbe efter min mening, mand at han gerne vil vide om, der findes en gruppe for mænd der er blevet snydt til at være far. Jeg orker næsten ikke at besvare, for i mine øjne er det det samme som at ville skride fra sit ansvar.

Men så kommer første sindsyge sammenligning: ”at være blevet snydt til at være far svarer til at være blevet voldtaget.” Og. At jeg siger, han selv bærer en del af ansvaret for graviditeten svarer så til at sige til et voldtægtsoffer at vedkommende selv har været uden om det.

Jeg bliver decideret rasende over udmeldinger som disse.

Og lad mig cementere overfor eventuelle idioter, der skulle ynde at identificere sig med at være blevet udsat for den værste forbrydelse du kan udsætte et menneske for: KUN VOLDTÆGT SVARER TIL VOLDTÆGT.

Og der er gået inflation i vores sprogbrug. Eksempelvis ’Face-raped’ (når du har ladet din Facebook profil stå fri, og andre har skrevet på din status som var det dig) er blandt andet én af mange anvendelser – og jo mere vi bruger det i almindelige sammenhænge, jo mere mister ordet sin betydning og de rigtige voldtægtsofre negligeres.

Hvis du har undladt at beskytte dig selv under samleje, velvidende at du under ingen omstændigheder vil have børn, og du ved den akt blev far. Ja. Så. Too bad. Men du er ikke blevet voldtaget. Du havde samleje af egen fri vilje, og du valgte ikke at beskytte dig OGSÅ af egen fri vilje. Dette har intet med voldtægt at gøre.

HVIS du til gengæld er blevet voldtaget, så er sagen en anden. Om du velvilligt har deltaget i samlejet og undladt ikke at bruge kondom, ja så har du selv taget et valg der om.

Næste sammenligning fra denne var så at ”at blive snydt til at blive far svarede til at blive smittet med Aids uden at smitter havde oplyst om sygdommen.” I kid you not. I en forening for barnets bedste sammenligner dette menneske at blive far med at blive smittet med Aids. Jeg var målløs. I en forening hvor mange begræder ikke at se deres børn mere af forklarlige eller uforklarlige årsager. Og faktisk føjer foreningens administrator dette menneske, selv efter denne sammenligning, og laver en gruppe for disse – I’m sorry to say it – uansvarlige idioter som bare vil fritages for konsekvenserne af deres eget valg. Om de ønskede en gruppe, burde de selv lave en. Med mindre administrator har tænkt sig at holde et vågent øje med dem, og eventuelt blande sig og hive dem tilbage til at ’det hele startede med, at du lagde ansvaret for dit eget liv fra dig.’

Hvad fanden er det for en verden, vi lever i?

Vi går i krig, men fandeme nej om vi vil tage flygtningene der udspringer af det.

Vi køber ikke-økologi, og bliver sure når vi erfarer at vores drikkevand pludselig er forgiftet. Det samme gør sig gældende, når børnenes kroppe pludselig går i puberteten i otteårs alderen efter kun at have indtaget kød der er tvangsfodret med foder, der får dyrene til at blive slagtemodne hurtigst muligt.

DET ER EN KONSEKVENS AF DIT EGET VALG FOR FANDEN!!! Det hele er forbundet.

Hvis du ikke vil have børn, må du sgu da være idiot for at lade en anden stå for at håndhæve dette – specielt hvis dette menneskes højeste ønske faktisk at få et barn. Du kan kun regne med dig selv. Med mindre du er sociopat, så er du fucked.

Jeg bliver så rasende, når jeg ser al denne løbe-fra-sit-ansvar-tendens i vores samfund. Der mangler fandeme mennesker, der tager ansvar, haler op i menneskeheden og fører dem på rette vej igen. Obama og jeg kan sgu ikke gøre det hele selv. Hehe. Ej spøg til side.

Lad os se dette tåbelige eksperiment ’juridisk abort’ løst demonstreret.

Godt så. Altså der måtte jo nedsættes en ny slags politi, som kunne analysere alle disse ’snydere’ og ’løgnere.’ Så der skulle en del løgnedetektorer til – men de er jo desværre ikke hundrede procent pålidelige, dersom de fleste psykopater og sociopater ikke ville vise nogle udsving ved løgne.

Skulle alle samlejer først bestå af at begge parter underskrev en kontrakt?

For hvordan ville man ellers bevise, dels at begge parter var enige om samleje og dels at ingen at parterne ville ’snyde.’ Jeg tænker, at der ville blive jagtet kuglepenne på diverse snuskede toiletter i nattens mulm og mørke – måske ville man ligefrem opfinde en app, hvor man kunne underskrive digitalt på at man ikke ville ’snyde.’

Nu tænker du jo, at det kun er kvinden der kan ’snyde.’ Men forkæmperne for juridisk abort mener faktisk, at dette netop er skridt for ligestilling mellem kønnene med den juridiske abort. Men bare rolig. Det er blot et ”retorisk” greb, for spørger man længere ind er ingen af dem interesseret i ’liberal feminisme’ – og skulle man være i tvivl, så ja, jeg er fulkommen liberal feminist (ikke at forveksle med ’rabiat feminist’ = de der hader mænd) (’liberal feminist’ = imod sexisme mod begge køn og lige muligheder for begge køn – og ja hvis du har et problem med ordet ’feminist’ og ønsker, at det burde hedde et ord som ikke refererede til det ene køn, ja, så trøst dig med at ’mennesket’ stadig hedder ’man’ eller ’mankind’ på engelsk).

Disse forkæmpere for ’juridisk abort’ mener, at kvinden (eksempelvis ved en voldtægt) har mulighed for en abort og derfor er manden dårligere stillet end kvinden. Det er kvindens krop. Ikke mandens. Tro mig. Der er stadig ting, der aldrig bliver som før graviditeten. Her tænker jeg ikke kun på mit håbløse forhold til en sociopat, strækmærker, fladere bryster, mærkelige kropsform, halv hørelse på det ene øre (jeg havde mellemørebetændelse ved slutningen af første graviditet, min læge ville ikke give mig penicillin så tæt på fødslen selv om der var væske i mellemøret. Væsken lagde alle hørehårene ned under fødslen uden smertestillende, og jeg har i fire år haft halv hørelse på det øre. Dér røg lydtekniker-uddannelsen for mit vedkommende så) eller vedvarende struma, men ligeså meget som altid at skulle planlægge lang tid ud i fremtiden med barnepige eller aldrig at være alene – og alle de spontane weekendture til udlandet kan også streges.

Manden kan, hvis han undgik at beskytte sig selv under samleje, blot betale sig fra at være far. Det er i sig selv vildt nok. Allerede at kunne betale sig fra at være far for et andet menneske, som man selv har sat i verden, burde være rigelig i form af ansvarsfralæggelse. Og det er så dette som disse ”snydte fædre” gerne vil slippe for. De vil gerne slippe for at bruge kondom, og de vil gerne slippe for konsekvenserne og i sidste ende for at betale for deres egne valg.

Og det er da ærgerligt, som Søren Fauli ofte fabler om, at det kun er kvinden der kan vælge om hun vil have barnet. Jeg ved ikke, om hans bud er at en kvinde skal beholde et barn blot fordi at en mand meget gerne vil være far. Men det er nu engang de omstændigheder, naturen foreskriver. Indtil videre i hvert fald.

Men hvis man indførte ’juridisk abort,’ så måtte den jo også gælde for kvinder. Måske var kontrakten underskrevet før samleje, men (og det kan jeg bevidne sker) manden har sgu fundet sig en kæreste samtidig med ægteskabet og graviditeten. Det er jo kontraktbrud!! Det vil sige, at nu kunne kvinden så frasige sig barnet ved den juridiske abort for hun var jo blevet ’snydt’ af manden. Men manden skal til at starte et nyt liv med – tjah lad os helt hypotetisk (patetisk) sige - en hjemmeboende attenårig gymnasieelev (som ulig mit nylige tvungne stiften bekendtskab med en sådan) nok ikke gider lege pseudo-familie eller pseudo-mor. Altså frasiger manden sig også barnet via juridisk abort. Hvem fanden skal så tage sig af barnet?

Staten?

Det er jo direkte dystopisk vanvid.

Hvor mange, og ja der er et flertal af mandlige, forældre nøjes i forvejen ikke blot med at betale til deres børn og ingen kontakt have med dem? Forestil jer hvor mange, der ville gøre brug af denne juridiske abort? Hvor mange ville så i det hele taget bruge kondom? – det er mine iagttagelser, at kønssygdomme ikke vejer særlig tungt i deres sind. Uhyggeligt nok. Og hvor mange ’juridiske aborter’ måtte et menneske få? Skulle der være loft på dette? Tredive per snude? Hvad ville være passende? 

Når Anne Sophia Hermansen laver sådan et lorteprogram, så ønsker man sig Bitterfissen Bethany tilbage. Jeg ved ikke, hvor mange penge Hermansen har modtaget for det program. Eller om hun blot har påtaget sig rollen for at fedte sig ind hos de mænd, hun mener ikke kan tage ansvar for deres egne handlinger. Men forhåbentlig har hun rullet med øjnene under interviewet, når der sidder en idiot der går ind for ’juridisk abort’ fordi han ikke kan lide at have kondom på. Are you fucking kidding me?!!! Ved du hvad? Sex er ikke en rettighed. Om du knalder tøjbamser, legetøj eller dyr (som vores land åbenbart tillader, hvilket jeg synes burde være ulovligt) er dit valg. Men sex med et andet menneske er ikke en rettighed. Og fandeme nej, om du skal have gennemtrumfet ’juridisk abort’ fordi du ikke kan lide at påføre dig regnfrakken. Hermansen du er idiot. Og tak for at tydeliggøre det. Lad være med at tale ned til det mandlige køn.
Også Hermansen sammenligner det at være ligeså tabuiseret for disse mænd at tale om, som det er for voldtægtsofre at tale om deres voldtægt. Øhhh så er det nok, fordi de ved de har fucked up. Du er en idiot Hermansen. Voldtægt og frivilligt ubeskyttet samleje med barn til følge kan på INGEN måde sammenlignes.
Tilbage til det dystopiske vanvid.

Hvad vil man stille man op med kondomer, der sprang?

Præ-sæd ved afbrudt samleje?

P-piller der ikke virkede?

P-ring?

Pesar?

Spiral?

Er det så her, vi skal sætte det særlige politi ind for at undersøge sikkerheden i henholdsvis måden kondomet sprang på (kunne det være manipuleret?) eller ved p-pille indtaget (var det nu også den præcise tid på dagen, at hun tog den?)? Mon ikke vores mistillids– og overvågningssamfund ville nyde godt af, at folk bare beskyttede deres egen fremtid og ønsker for samme ved selv at tage ansvar for dem?

Disse fortalere for ’juridisk abort’ taler ikke for ligestilling mellem kønnene. Faktisk taler de direkte ned til mændene. Som om mænd ikke er i stand til at tage ansvar for sig selv og sine handlinger? Juridisk abort er at cementere manden som en liderlig idiot, der ikke kan tage vare på sig selv, og derfor har brug for atter en nødudgang. Jeg synes, det er direkte degraderende over for mænd. Manden ER andet end en liderlig stiv diller, der ikke spiser slik med papiret på!!

Og mænd har da i den grad noget at skulle have sagt i en kvindes graviditet. Han har det måske mest afgørende at skulle have sagt! Det kommer bare meget tidligt i graviditeten. Nemlig før der overhovedet er tale om en graviditet.

Som udgangspunkt kan han vælge IKKE at have samleje med kvinden. Han kan også vælge at have beskyttet samleje med kvinden, men så er konsekvenserne ved sex at man kan risikere at blive smittet med en kønssygdom og/eller at kvinden kan blive gravid. Det er konsekvenserne ved sex. Han kan også vælge ikke at beskytte sig – hit ’n’ hope – men så er han også selv komplet ansvarlig for, hvad der end måtte overgå ham af konsekvenser.

As simple as that.

(Den eneste form for fralæggelse af ansvar ved et faderskab er, hvis manden ER blevet voldtaget. Og ikke som den ovenstående idiotiske sammenligning. Ved en voldtægt er det selvfølgelig direkte forrykt derefter at skulle betale for barnet. Akkurat som jeg får kvalme over de stakkels kvindelige voldtægtsofre i kulturer, hvor det kaster skam over familien hvis offeret ikke ægter sin overfaldsmand og faderen til barnet – da abort ikke er en mulighed. Dette er forrykt og skal bare stoppe. Omgående.)

Pas nu på hinanden mennesker.

Og tag for fanden ansvar for dit eget liv.

Klart jeg havde ikke regnet med dette udfald af mine graviditeter, det burde vidst også fremgå af dette samt ældre indlæg. Men jeg kan udelukkende holde mig selv ansvarlig for at stole på det menneske. Og tro mig. Der går ikke én eneste dag, hvor jeg ikke bebrejder mig selv for at lade mig narre af denne sociopat. Men det var mit ansvar. Mit valg. Både for mig selv og mine børn.

Jeg var et godtroende fjols, der troede på hans ord og ikke så på hans handlinger. Når dét er nedfældet, skal det dog siges at jeg her to år efter aldrig har haft det bedre. Han var virkelig alt, hvad der var galt med mit liv. Who would have known?

VIS MIG DIT KØLESKAB

Vores køleskab er prydet med minder fra diverse rejser. I første omgang rejser med den fantastiske Löjhatti! Siden rejser med "manden."

Oven over har vi Pope Innocent af Francis Bacon - en enestående udstilling med ham på Tate i London. Löjhatti og undertegnede drog afsted med udstillingen som eneste mål - den var fuldstændig ALLE pengene værd!! 

BIRTHDAY PÅ BROR OG NYMFOMANIAC

 Undertegnede havde fødselsdag, og bedsteforældrene ville gerne passe Eskillio imens forældrene fik lidt alenetid. Eskillio og manden var listet ud af soveværelset og lod undertegnede sove, imens de lavede kaffe og gjorde klar til gæsterne der kom til morgenmad.
Aftenen bød på et restaurantbesøg på BROR i Sankt Peders Stræde i indre by. Og jeg må indrømme, jeg havde LÆNGE glædet mig til at gæste dem.
Vi lagde ud med paté.

 Krabbe med brøndkarse.

 TARTAAAAAR!!! Med syre. Man må aldrig gå af vejen for rawfood, når det er bedst!

Den sprøde rødspættefilet med syltede glaskål var helt perfekt. Sprød skal og smørsmeltende på tungen indeni. Dette var helt sikkert min favorit!

 Hovedretten var svin med julesalat. Saucen var fantastisk - jeg er bare ikke så meget til julesalat hvor meget, jeg end prøver.

 Til dessert fik vi is af skyr med kvæde.

Bagefter gik turen i Grand mod Von Triers nye komedie. Fire timer i geniets underholdende univers - selv om han ikke ville have sit navn på denne "korte" udgave.

Bagefter var det sidste tog jo selvsagt gået mod provinsen, og vi overnattede i København - til mandens store hjerneblødning - dengang var undskyldningen for udbruddet, at der rodede i hans lejlighed. Nu vides det selvfølgelig, at undertegnede ikke skulle opdage/møde hans teenagekæreste - altså sideløbende forhold. Jeg studsede ikke videre over det den gang, skønt historierne blev ved at ændre sig. Det kan jo også være svært at holde styr på alle løgnene for en på treogtredive.
Sandheden kommer man længst med - løgnen er de svages våben.
Jeg skal kun huske én version.
Men man kan jo undre sig over, hvorfor jeg ville tage "manden" med ud at spise på min fødselsdag - såfremt vi stadig ikke var sammen - det er ikke just et greb i lommen for en på SU.
Og anede jeg, "manden" havde en attenårig kæreste på daværende tidspunkt, så havde jeg taget en alle andre end ham med ud. Selv en perifer én af slagsen havde stået sig bedre end denne løgner - "manden" vælter rundt i søforklaringer, idet han nu prøver at beskære historien så den passer til hans løgne til hans nye kæreste - og hun skal helst tro, at "manden" og jeg ikke var sammen da de mødtes.
Jaja.
Man tror på dét, man vil tro på. Billeder og kvitteringer lyver ikke.
Men jeg ville aldrig have inviteret "manden" ud på en aften til en værdi af 1400,- hvis ikke vi stadig var sammen.

Selvfølgelig burde jeg have tænkt over de parvis parkerede vinglas, de mange tandbørster ved køkkenvasken (bortforklaret med den forrige lejer...ad?) eller det blodige menstruationsbind i spanden på toilettet - ja han havde et forspring på sin cykel, da jeg tog bus, men spanden på toilettet havde han ikke fået tømt eller tænkt over og der må have været rigeligt stres på i de få minutter han kom hjem før mig..og shit hvor må han have hjulet på højtryk på den tur, det morer mig umådeligt. Hans undskyldning var, siden toilettet var på gangen, at jeg skulle holde fast i begge døre da der kunne komme folk ind. Altså var mit fokus på at gøre mit besøg mindre offentligt end det i forvejen offentlige toilet. For fanden. Jeg havde ham allerede dér.

En nat i klamt blåt satin efterlod mig søvnløs. Hele min krop vidste, han havde knaldet én dér. Jeg ventede. Til hans ur ringede. Jeg spurgte ham lige ud. Han spurgte om, jeg havde ventet hele natten på at uret ringede med at spørge. Jeg nikkede.

"Det var sødt af dig," sagde han.

"Ja. Så må du også godt fortælle mig sandheden," sagde jeg stille.

Han fortalte, han havde haft et forhold til en nittenårig fra oktober til december. Karoline. "Karo" blev hun kaldt. Langt mørkt hår. Men de havde stoppet deres forhold igen, fordi vi ventede barn. 

Jeg var målløs. 

Jeg kunne have brækket mig.

Men det var så også kun en halv sandhed. De var på det tidspunkt, 29. december 2013, stadig sammen. Hun var fra oktober til december kun atten år. Havde langt afbleget hår. Gik i tredie G i gymnasiet og boede hjemme hos sin mor...WHAAAAAAAAT?

Hvilken amøbehjerne kommer op med "Karoline" som løgn, når teenagerens mellemnavn er det?

Men til hendes forsvar har hun ikke været klar over, vi stadig var sammen. At vi ventede barn sammen og stadig var gift. Hun var også blevet ført bag lyset. Løjet for.

FØDSEL - HVOR ER FADEREN? - FØDSELSDAG - FØDSEL - DET VILDESTE DØGN IMIT LIV

 Som før nævnt i forrige indlæg havde undertegnede bagt boller og muffins, idet Eskillio rundede to år. Jeg havde højgravid den 28. januar 2014 erfaret, at "manden" havde en kæreste ved siden af og havde haft det i fire måneder...???

Han havde med sine treogtrediveogethalvt år søreme fundet sig en attenårig hjemmeboende gymnasieelev. Og nej dette er ikke en joke. I shit you not. Og ja det er helt Woody Allen - men han er også én af mine yndlingsinstruktører, så jeg anerkender da referencen. Ulækre gamle mand.
Teenageren havde tilsyneladende heller ikke kendt til min eksistens, så han havde jo løjet overfor hende hele deres fire måneders lange forhold. Men dét havde hun det fint med, hun VILLE være sammen med ham. Mere selvrespekt havde hun ikke. "Fra NU af, lyver jeg ikke mere!" har han vel overtalt hende med eller...?
Jeg ville aldrig have fortsat med sådan et udyr. Og når der er børn inde i billedet, så backer man bare the fuck of. Også selv om man er teenager. Vi er fucked med Generation X - factor. Så er det sagt. Han havde nok haft mere til fælles med hendes mor, der kun er fem år ældre end ham.
Jaja det styrer de selv. Jeg sætter min lid til karmaloven. 

Fair nok man bliver forelsket, det kan jo ske - skønt dette mest af alt lignede en udvej, en undskyldning for at skride fra sine børn, en identitetskrise af den mest absurde af slagsen dog ikke helt uden underholdningsværdi ( indrømmet, den må man give ham ) - men så vær dog ærlig omkring det menneske. 

"Jeg har fundet en anden," havde helt sikkert gjort ondt, men det går jo over. Næh det der nager er alle løgnene. Hver evig eneste dag spurgte jeg ham, om han havde en anden. Min mavefornemmelse sagde mig, at noget var fuldstændig galt. Der var for mange ting, der ikke passede. Og hver evig eneste gang sagde han, at min mavefornemmelse tog fejl. Jeg så spøgelser. Sagde han. Hvor forvirrende og opslidende er det ikke at mærke, at noget er galt og man får det modsatte at vide? - til sidst kan man jo ikke engang stole på sig selv længere? Man forbliver mistroisk, drives til at være en anden end den man er - ja til jalousi faktisk fordi man tvivler på sit eget værd. Jovist jeg var blevet ked af sandheden, men løgnene var direkte ødelæggende. Utroskabet er jeg kommet mig over. Løgnene nagede. Længe. 

"Var de fem års forhold ikke den respekt værd? Din viv? Den du valgte som mor til dine børn?" Jeg begyndte at granske hele forholdet igennem, for nu skulle ALT opklares.

STOL på din mavefornemmelse. 

Ringen varede længere end ægteskabet - mit gæt er, at den nok bliver krævet lavet om af teenageren på et tidspunkt - men de fleste mænd eller kvinder har en fortid med en eller anden, det er lidt svært at ændre på.
Nåh. Efter afsløringen gik "manden" under jorden med sit barn, altså teenageren, og Eskillio og jeg var alene til at klare hverdagen. Selvsagt var den måned ikke nem. Jeg aner simpelthen ikke, hvordan jeg overlevede det. 

Jeg måtte holde fokus på at trække vejret.

Breathe. Just keep breathing. Breathe.
Jeg skrev ham en mail om lørdagen op til Eskillios fødselsdag, om onsdagen, hvor jeg fortalte, at han gerne måtte komme til to års fødselsdag og han måtte også gerne deltage i fødslen af vores næste - hvis jeg ombestemte mig under veerne, skulle han selvfølgelig gå ud med det samme. "Manden" skrev ikke tilbage.
Jøden, der just havde været igennem fire dages fødsel, magtede ikke at lade sin veninde gennem femten år gennemgå en fødsel alene og opsøgte derfor "manden" på hans arbejde som caféarbejder på Sebastopol om mandagen. Vi har jo været sammen i fem år, så de har jo selvfølgelig også kendt hinanden i fem år.
Tirsdag var Jøden/Veganeren og jeg på tur. Der skulle købes fødselsdagsgave til Eskillio, som fortjente den bedste fødselsdag! Jeg havde nævnt, jeg kunne fornemme og se at fedmen var sat ind i mit ansigt. Altså vand. Altså var der ikke lang tid igen til baby launch. Og kors hvor fik jeg ret.
Endelig skrev "manden" ( og ja det er meget nærliggende, at kalde ham liiiiige præcis de ukvemsord han fortjener, men jeg tror der er et maksimum af ord per indlæg og undlader derfor ).
Han ville gerne komme til fødselsdag og fødsel.
Okay.
Godt.
Okay.
Jeg besvimede næsten, da jeg erfarede at jeg havde en mail fra ham. Chok.
Jeg læste mailen igen, før jeg lagde mig til at sove og tænkte: "We're okay. We're okay." Satte uret på min telefon og lagde mig til at sove 23:45. For første gang i en måned med en rolig følelse i kroppen.

 00:05 vågnede jeg pludseligt med en følelse af at tisse i sengen!
Jeg væltede ud på badeværelset og kunne konstatere, at det var ikke tis.
Vandet var gået.
PIS!
Sgu da ikke samme dag???
Fjorten dag før termin???
Ved fødslen af Eskillio tog de vandet på ham på Hvidovre, og han blev født femogtyve minutter efter. Jeg sad nu lækkende på toilettet og fandt oplysninger på Hvidovre og nummeret til Hvidovre.
Jeg ringede til dem. Damen var meget munter, og hun bad mig komme ind ved en 07:00 tiden til tjek. "Ja, kan det blive lidt senere? Jeg har lige en, der bliver to år i dag..eller nu og skal have morgenfødselsdagsbord..." spurgte jeg. Damen svarede klukkende af grin, at det kunne selvfølgelig godt lade sig gøre. Vi aftalte kl. 10:00 og lagde på.
PIS!
Nu begyndte jagten på "manden," der i sin sindsyge havde skiftet telefonnummer og undladt at give mig det i sin mail. - man kan selvfølgelig argumentere for, at det var nyttigt for mig at have dersom jeg havde ansvaret for vores toårige og at jeg var gravid med vores næste. Det kunne man sagtens argumentere for, men det ville kun rationelle, normalt velfungerende mennesker kunne begribe.
Jeg lod en del facebookbeskeder gå hans vej. Mails. Jeg skrev til hans venner og familie. Jeg skrev endda til ham via Myspace...og ja jeg havde veer. Jeg var i fødsel og skulle bruge tid på at finde faderen i stedet for at finde hvile. Velvidende at jeg ville føde indenfor et døgn. Panik. Og alligevel så typisk for den taber at være uden for kontakt...
Kl. 02:00 ringede hemmeligt nummer til min telefon...?
Jo jo den er god nok. Det var ham. ( Indsæt selv eder og forbandelser )
"Hallo?" sagde jeg.
"Hej det er mig," sagde han i den anden ende.
"Hvorfor ringer du fra hemmeligt nummer?" spurgte jeg.
"Skal vi tale om det nu?"
"Du synes ikke, det er relevant at jeg har dit nummer når jeg har Eskild i min varetægt? Og nu er i fødsel med vores andet barn?"
Hans undskyldning for at ringe fra hemmeligt nummer var, at han ikke var sikker på om det var rigtigt nok at jeg var i fødsel - Som om det er noget at joke med..? - som om jeg nogensinde har joked med alvorlige ting omkring mine børn. Og jeg havde stadig det fulde ansvar for vores toårige...?
"Manden" lovede at sende mig sit nummer, når vi havde lagt på.
Det gjorde han ikke. Selvfølgelig.
Hvad der kunne have været en mulighed for mig at lade op ved at få noget søvn, henholdt mig i stedet i panik indtil kl. 05:00 hvor jeg endelig faldt i søvn. Heller ikke dette kunne han være behjælpelig med. Heller ikke denne respekt undede han mig.
Jeg havde skrevet til hans mor, at vi havde talt sammen og at han havde sagt at han ville sende sit nummer, men ikke havde gjort det endnu. Jeg var i fødsel, og om hun gad at sende mig hans nummer. Jeg følte selv, det var relevant.
 Kl. blev 06:30, uret ringede og veerne var der stadig. Op og lave klar med flag, boller, kakao og boller. Mormor kom. Som den engel hun er. Og hjalp til.
Vi vækkede Eskillio. Så var dagen i gang.

Ved morgenbordet fik jeg en "held og lykke" sms fra "mandens" mor - min indtil for en måned siden svigermor gennem fem år. Intet telefonnummer. Hun ville sikre sig, at det var okay med hendes søn før hun sendte det...??? - så havde han sagt nej, havde hun gerne sendt mig i fødsel alene? Mange tak - dette menneske skulle så til fødselsdag hos mig og Eskillio senere på dagen. Det gør sig vidst gældende for både "manden" og dennes mor, at de absolut ingen tanke har for tiden bagefter og kun har hjerne til at vurdere ting direkte i nuet. Det er fødslen af dit barnebarn? Og ønsker du ikke, din søn er med til sit barns fødsel? Jeg rykkede igen for at få nummeret. Og endelig sendte hun det. - fordi hun havde fået grønt lys fra sin søn. I fucking Guder.
Hvis mine drenge nogensinde laver sådan noget svineri, vil det ALDRIG være op til dem om deres børns mor har deres nummer. Yderligere havde jeg nok spurgt til kørslen til hospitalet eller om der var andet jeg kunne være behjælpelig med. Nu er der så heller ingen chance i livet for, at mine børn skal ende op som sådan et ynkeligt menneske. Det har jeg alt for stærke værdier til.

Eskillio kom i vuggestue med en pose hjemmebagte boller, som jeg havde lavet sent aftenen før - skønt det føltes som samme døgn, idet jeg næsten ingen hvile havde fået.

Vi skulle mødes kl. 10:00 på Hvidovre.

Min mor og jeg ventede. Med veer.

"Manden" havde ville købe en fødselsdagsgave til sin på daværende tidspunkt eneste søn, men han havde jo "glemt" at butikkerne først åbnede kl. 10:00. Ja de er jo luskede på den måde, de butikker, pludselig åbner de først samme tid som de altid har gjort. Derfor kom han først 10:30. Uden gave. - det havde han jo heller ikke haft en hel måned til at købe. Eller et år for den sags skyld. Næhh det var nok bare atter en løgn. 

Gensyn med det mest gemene menneske jeg nogensinde har mødt. Og sidste gang var ikke kønt..jeg erfarede rivemærkerne på hans ryg i badet. 

Gensynet med dette ulækre ulækre menneske...det var urealistisk..

Min mor græd som pisket. Måske på grund overgangsalderen, krammets lange varighed, min tudetur i tre uger, den uvisse fremtid eller håbet om, at idioten var kommet på bedre tanker.

Jeg blev undersøgt. Dette gav os lidt tid at snakke med hinanden. Det var SÅ surrealistisk.

Her sad jeg overfor et menneske, jeg havde været sammen med i fem år. Fem fucking år?!!! Gift med på hans initiativ og overtalelse. Fået et barn med på hans overtalelse. Rejst verden rundt med på min regning. Delt mit hjerte, sind, sorg, glæder, seng, krop og æggestokke med. Dét menneske jeg kendte aller bedst i denne verden, og efter den sidste måned havde jeg ingen anelse om hvem helvede dette menneske var? En skal af noget velkendt og bundrådden inden i. 

Han havde løjet for mig i et år? 

Han havde haft et forhold til et barn på atten i fire måneder? Han havde undladt at bruge kondom, så jeg havde fået urinvejsbetændelse - jeg begyndte at bløde i januar, og de var bange for at jeg var ved at miste eller føde barnet i uge 32. Sådan hang det ikke sammen. Det var hans værk. Hans løgne. Hans svigt. Min svie.

Dét menneske jeg troede, jeg skulle være sammen med resten af mit liv havde prøvet at slå mig ihjel? Mit livs kærlighed var i virkeligheden min morder??? Ganske vidst en super dårlig én af slagsen, siden jeg jo stadig var i live. Det er klart. Men hvordan kan man knalde med sin gravide hustru, efter man har knaldet en grønlandsk transvistit i kanalen (his words) uden kondom på den knap så cosy Cosybar? Dette var bare én af hans mange bedrifter i år 2013. Listen er lang. Sikke en helt. 

Jeg sad altså overfor dette menneske, jeg havde kendt i fem år. Et halvt årti.

Og jeg var ved at føde vores barn nummer to. Jeg havde lyst til at læne mig tilbage i sædet med popcorn og nyde denne forestillingen, lige indtil det gik op for mig at det var MIT LIV der udspillede sig på nethinden. Havde der været en nødbremse, havde jeg trukket den. Jeg havde lyst til, at han skulle skride hjem til sin teenager og bare blive væk. Samtidig frygtede jeg fødslen. Og han havde jo faktisk været en solid støtte ved første fødsel. Breathe. Just keep breathing. Breathe.

Vi fik lov at tage hjem og afholde Eskillios fødselsdag.

"Manden" kørte med min mor og jeg hjem i bilen. Han sad på bagsædet og sms'ede med sin teenager.  Måske var/er det alligevel godt, han ingen situationsfornemmelse har? For så havde han set, hvor ynkelig og sørgeligt et syn vi andre så/ser. Så ville han vide, hvor meget til grin han var/er.

Manglende fortand og fremskydende isse med en teenager i hånden. Verdens mindste knold til at holde hentehåret på plads, så de nye venner i form af gymnasielever ikke åbenlyst bemærker de FEMTEN ÅRs aldersforskel.

- men han passer også bedre sammen med en teenager med druk og bytur hver dag. Det er lige ham. Og hvor er jeg glad for ikke at skulle slås med hans druk mere.

Men sad jeg med et bord fuld af studenterhuer, hvis kors i kokarderne skinnende i bodegaens skær, og det eneste der skinnede hos én selv var ens fremtrædende måne - så burde man simpelthen få et klarsyn, se sig selv udefra, og tænke: "Hvad fanden har jeg gang i?" - og så luske pænt væk fra bordet, inden kommentarerne om "far," "onkel klam" eller "pædofil" begyndte at svire på Karrussellen - og ja studenterbordet og "manden" som eneste halvskaldede, øldunk-havende og i øvrigt fortand-manglende påhæng skete. Til stor morskab for mine veninder i tyverne som hurtigt spottede ham i mængden uden studenterhue, men med fremtrædende isse. Igen ikke helt uden underholdningsværdi. Det må man sgu gi' ham.

Herover ses den ellers forsvundne fader og hans mor med brillerne lige ved siden af ham.
De bedste bedsteforældre er ikke med på billedet.
Veganeren og solstrålen Bjørg nåede heller ikke med.
Opskriften på muffins kan til gengæld findes lige HER.
Herunder ses min søde fødselar og undertegnede.

Bemærk: Vand i ansigtet hos den ene og kage i ansigtet hos den anden.

 Vi nåede lige et smut forbi en dagens ret bestående af fiskefrikadeller, rødkålssalat og hjemmerørt remoulade. Veerne trak til. Og kæmpe tak til Smertefri Fødsel. Kl. 20:00 kørte min far os til Hvidovre Hospital.

 Hvem der bare havde så meget tid til at afprøve alle de stillinger under en fødsel. Det tog to timer.
Elvis has left the building!!!
Ikke så meget pjat. Intet smertestillende denne gang heller. Denne gang var det dog et valg.
"Manden" huskede at ae lænden under veerne - når han altså ikke sad og sov - og come on TO TIMER??? - så kan man vidst godt holde sig vågen.
Nedenunder et billede efter fødslen, hvor vandet har forladt ansigtet. Det er jo helt vildt, så stærkt det går!

 Morgenmad/brunch på Hvidovres regning. Makrelguf til morgenmad? Hmmm...

 Og herunder ses det lille vidunder. Perfekt helt ud til fingerspidserne.

Hvis læser håber på en happy ending, kan jeg hermed indfri læsers håb:

"Manden" skred fra sit kun et døgn gamle spædbarn og hjem til sin teenager.

Vi blev et døgn mere.

Jeg tvang "manden" til at tage tre måneders barsel, så jeg kunne gøre mit semester færdigt. Det sagde han skoleret også til min mor, at han skyldte mig efter alt hvad han havde gjort. At det var det mindste, han kunne gøre. Damn straight! (hvis man altså regner transvestitten fra) 

Selvsagt var det de værste tre måneder i mit liv. Et fuldstændigt selvdestruktivt projekt at indlede. 

Min logik var, at dette skulle ikke være året hvor dét udyr tog alt fra mig. Jeg skulle ikke gå på barsel, sumpe ned i tårer over tabet af vores tabte familieliv og dø lidt for hver dag. Nej jeg skulle bestå dét semester på universitetet, bibeholde en hverdag og sikre børnenes fremtid. 

Forestil dig det menneske, du elskede højere end livet. Efter fem år en del af dig selv. I har været alt igennem sammen. I blev forældre sammen for første gang. Pludselig finder man ud af, dette menneske har bedraget én i et år. Dét menneske man stolede aller mest på i denne verden, har bedraget dig. Din tillid er smadret. Din forvirring er komplet. Din og dine børns fremtid er uvis. Din selvtillid er ikke til stede. Og du skal til at finde dig selv som person igen - og nu alenemor til to små børn. Og dét menneske der smadrede din verden og verdensbillede, som du aller helst aldrig så igen, befinder sig i dit hjem. Dit køkken. Din stue. Dit badeværelse. Dit bad. Du fisker lange sorte hårlokker op af risten i badet og væmmes. 

Du konfronteres konstant med hans nyvalgte livsstil i form af bideSÅR i hans pande, rivemærker og bidemærker på hans arme og sugemærker ( oh yes ) på hans hals og arme - en usikker hilsen eller territorieafmærkning fra teenageren jovist, men bestemt ikke bidragende til en forsøgt bedste stemning i hjemmet. Mit hjem blev mit fængsel. Med en fængselsvogter jeg havde delt mit, bogstavelig talt, aller inderste med i fem år. Han havde misbrugt min tillid. Smadret min selvtillid. Og hånet min værdighed med sine altødelæggende løgne. Dette menneske skulle jeg se på dagligt. Et sandt levende helvede. Jeg aner ikke, hvordan jeg overlevede den dødsdrone. Men fokus måtte være børnenes fremtid. Det holdt hårdt. 

Masochismen stoppede den første juli, da semesteret sluttede.

Og ja gu fanden bestod jeg! Wuhuuuuu!!! Jokeren ville sige "klap dig selv på skulderen."

"Manden" forsvandt heldigvis ud af vores liv ( og sig selv og af sig selv ) og sank ned i druk, stoffer og teenager. Blev fyret fra sit caféjob, var ved af at blive smidt ud af "sin" lejlighed på grund af ikke betalt husleje og måtte tage imod teenagerens insisteren på at flytte hjemmefra fra sin mor.

Elvisio er startet, lidt tidligt, i vuggestue. Den samme som storebror Eskillio går i, og det kører super godt. Jeg er tilbage på universitetet fra en fantastisk lækker sommerferie med verdens bedste drenge. Vi har det fantastisk sammen! Og jeg er taknemmelig for hvert sekund af vores liv!

Alt kan lade sig gøre med verdens bedste familie og verdens bedste og dejligeste venner!

Det er en happy ending at være fri for sådan et egoistisk "menneske" - man skal sgu holde sig for god til dét. 

 - måske har de mere held sammen, hende har han jo allerede været utro. Hun skal være velkommen til at se sms'erne, der bekræfter hans løgne. Jeg havde selv værdsat sandheden i hvert fald. Så havde det måske ikke taget et helt halvt år at hele - så lang tid skulle der gå, før jeg fandt ind til mig selv igen.