BALLERUP : COVID-19 : DRIVE IN KONCERT MED ALTID FANTASTISKE HR. SKÆG

 Disse karantænetider sætter gang i kreativiteten for kreative kulturindslag. Kunstnerne der laver hjemmekoncerter som mega seje Oh Land, geniale Teater Fantasterne Stine Q Pagh og Ditte Ylva Olsen der performede 'Lille Frø' live som mine drenge vred sig af grin til i sofaen, min musik på højniveau gymnasieven Thomas' indslag til karantænelivet med familien eller min ven Uffes patreon med eksklusive ting og optagelser af Palle til les patrons.
Selv har jeg ikke haft den største lyst til at sidde i en bil, høre koncert fra en mand med en guitar på en scene over en frekvens på bilradioen og at afvikle Mads og Monopolet på denne måde virker også som et mærkeligt metaniveau. Men point for kreativiteten og det nytænkende.
Der har også været folk, der har misforstået dette "samfundssind" og skummet fløden. Har du ikke læst anmeldelsen af Cinematekets Drive in oplevelse, så gør dig selv en tjeneste og gør det her. Jeg elsker Cinemateket, men hvordan de - med deres ellers altid lave priser for gamle film - kan vise 'Blinkede lygter' (2000)  til 300,- per passager, er mig en gåde. Det virker  unødvendig grådigt og ja, usmageligt. 

Nuvel.
Jeg havde set opslaget før, og overvejet det, men købte først billetter da The French Connection kontaktede mig. Jeg må indrømme, jeg synes Hr. Skæg er vidunderlig når det gælder om at lave kontakt til børn. Vi har været til to arrangementer med ham før, og mine drenge forguder ham. Så jeg var spændt på, hvordan han ville løfte denne opgave.  

 Det skulle være en overraskelse for drengene, da vi kørte afsted mod Ballerup med Momse og madkurven pakket. Den mindste blev ellevild, da han så scenen med det velkendte bagtæppe - den ældste havde med sine førsteklasses øjne fået et glimt af billetten, og havde selvfølgelig læst destinationen. Vi tunede ind på radiofrfekvensen, Momse satte sig om på bagsædet og vi ventede spændt. Vi havde kaffe på tipoldes kande og vores vandflasker med.

Vandflaskerne er ikke vist her, da bloggens største fan og stalker stadig lever sit liv efter bloggen. Det er både very sad, at hun efter seks år stadig ikke har andet at lave, og samtidigt må jeg jo konstatere at jeg må være så mega sej siden hun tilrettelægger sit liv efter undertegnede. Så tak for din loyalitet gennem seks år Teenageren! Vores besøgstal havde aldrig været det samme uden dig! Men i denne verden bør man give props til de kvinder, man inspireres af eller står på skuldrene af. Det er det eneste seje/anstændige at gøre. At hugge ideer og meninger uden at kreditere den rette for det, er jo bare super dårlig stil. Kildehenvisninger, du ved. Der er så latterligt mange kvinder gennem tiden, der ikke er blevet anerkendt for deres ideer, tanker og arbejde. Søstermentalitet. Jeg bruger hver en mulighed for at tale en anden søster op. 'There's a special place in hell for women, who don't help other women," som  tidligere udenrigsminister og diplomat Madeleine Albright sagde.
Hovedet på bloggen: Stå ved, at du kan lide/elsker/ikke kan leve uden/er besat af Svireliv og vær åben om det!  - eller lev dit eget liv. Det er selvfølgelig også en mulighed.

Det samme gælder for termo-kopperne, de er heller ikke vist her af samme grund. Men jeg aldrig køber to-go kaffe af hensyn til klimaet og ressourceforbrug.
Man kunne bestille mad og drikkevarer på forhånd, og ved indgangen fik man også menukortet. Men hvis man, som jeg, gerne vil sikre sig, at ens børn får økologisk kost så må man pakke maden hjemme fra. 

Sandwiches med cashew-pesto, daterino tomater, ost, pølse pg agurk - drengenes absolutte favorit til madpakken blev hurtigt sat til livs. Hvor jeg havde regnet med én til hver af børnene og to til de voksne, blev det i stedet to til hver af børnene og én til hver af de voksne. Ja ja. De er jo også i voksealderen. 

 Hr. Skægs nærvær kan ikke stoppes af Corona. Med dyt, blinkende lygter, arme ud af vinduet og senere det meste af kroppen, blev det en virkelig interaktiv koncert, som drengene helt sikkert vil huske. "Ih altså det ser ud som om, I vinker med armene med alle vinduesviskerne," udbrød Hr. Skæg, da det begyndte at regne. 

De næste to billeder er taget af Heidie Lykke Atelier:

 Det har været en mærkelig tid for os alle. Derfor har taknemmeligheden også været stor, når nogen har taget det på sig at gøre noget for andre. Dette vil de blevet husket for længe efter COVID-19's sikkerhedsforanstaltninger. En tur til Hr. skægs Drive In i Ballerup kostede 300,- per bil, hvor nye sange fra Hr. Skægs Hotel blev sunget. Det vil sige, man kunne fylde bilen med fem glade gæster. Dét er samfundssind og vidner om en ægte lyst til gøre noget for andre. 

- til sammenligning havde fem gæster til 'Blinkende Lygter' i Nordhavn havde kostet 1500,- 

SKOLERNE ÅBNER : OG JEG ER HELT TRYG : FØRSTE SKOLEDAG : COOL CORONA

Der skulle alligevel gå seks år, før det for alvor gav mening hvorfor man flyttede til provinsen. Drengenes børnehave har en tønde land/kløvermark, og har således ingen problemer med at genåbne i disse Coronatider. Masser af plads og toiletter uden for. Jeg havde været helt tryg ved at sende mine børn afsted.

Men faktisk skulle min sidstfødte være startet i førskole første april - det bliver så i dag samtidig med storebror. Den sidste måned har stået på konstante opdateringer i Aula, der har ikke ligefrem manglet information. Førskole, 0.-5. klasse starter i dag, og min ældste glæder sig enormt. Den yngste glæder sig mest til at lege med sin storebror, uanfægtet af at de lige har været sammen non stop i en måned. 

Der er rigeligt med plads på skolen her i provinsen, og der er masser af plads uden for til at have undervisning. Jeg forstår sgu godt, folk panikker i hovedstaden hvis ens skole er i en opgang midt i Indre By. Det er jo nærmest umuligt. LilleM sammenlignede indkøb for tiden med en ekspedition for Daryl Dixon på sin motorcykel foran en masse walking dead. Der er ikke meget galt. Hun er både sygeplejerske og i risikogruppen.

Min ældste er meget opmærksom på, han ikke må kramme eller high five. Vi har set filmen fra Sundhedsstyrelsen sammen. Jeg har netop ikke vist den den yngste. Dels ville han have glemt det hurtigt igen, dels skulle han have lov at glæde sig til sin første skoledag - og ikke frygte den eller være bange for at komme i skole. Han undrer sig til stadighed over at skulle vaske hænder hele tiden. Der skal heller ikke være mere fokus end det. Resten må personalet tage sig af - det er ikke en opgave eller et ansvar en seksårig kan tage på sig. Med deres skolestart kommer nu afstand til Olde, som vi har sørget for at se meget op til i dag efter de første fjorten dage af karantænen - bare for at være sikre.

Den ældste havde spurgt mig, om jeg ville vække ham først så vi sammen kunne synge for skolebarnet bagefter. Selvfølgelig ville jeg det. Sammen med Hr. Skæg. Vi tog det obligatoriske polaroid, som han insisterede på skulle være med hjertehænder. Alle kan bruge lidt mere hjerte i disse tider.

På gåturen ned til skolen ringede den yngste til både morfar og farfar for at fortælle dem at det var hans første skoledag. Lille pip. Og som jeg, der ikke havde overtræksbukser på, gik hjem efter at have talt med forældre på legepladsen i halvanden time, bredte der sig en stolthed i min krop. Tænk sig, at jeg fucking helt alene forælder har groet disse to børn op til nu begge at være vidunderlige mennesker og nu skolebørn. - for ikke at tale om den sidste måned med fuldtidsjob fra sofaen, hjemmeundervisning, madlavning, opvask, tøjvask og rengøring. Uden at have et andet voksent menneske at samtale med ansigt til ansigt.

Skud ud til aleneforældre i denne tid!
Du gør det så godt, du kan. Og det er godt nok. 

Glædelig forårsdag i dag. 

Det bliver godt igen.

GL STRAND : LEONARD COHEN : A CRACK IN EVERYTHING

 I dag er sidste dag for den fantastiske udstilling 'Leonard Cohen - A Crack in Everything' på Kunstforeningen GL STRAND - der nemlig løber fra 24.10.2019-13.04.2020. Og det er ærlig talt forfærdeligt, for det er lang tid siden at en udstilling har påvirket mig så meget sanseligt - senest skete det på 'Det Gode med det onde' på Kunstmuseum Brandts. Hvis vi snakker GL STRANDs udstillinger, så skal vi nok helt tilbage til 'Davis Lynch: The Air is on Fire' tilbage i 2010. 

Needless to say it moved me to tears. Many times.

 Udstillingen klæder GL STRAND, idet de mange rum (nogle af dem blev opført til udstillingen), som udstillingen kræver, spiller perfekt i med bygningen. Yderligere foregår dele af udstillingen i Nikolaj Kunsthal, billetten gælder til begge steder. Jeg når så ikke forbi Nikolajkirken fordi: Corona. 

Cohen blev født i 1934 i Montreal, hvor udstillingen åbnede for første gang i 2017 og siden Jewish Museum i New York. Det er sgu ret sejt at København lander så vild en udstilling to år efter premieren. Han døde i 2016 - året der tog elskede og enestående David Bowie, fucking Prince, George Michel, Else Marie Pade, Signe Anderson og Trille med sig. 

Særligt dette rum virkede meget stærkt på mig. Man behøver ikke have den største kendskab til Leonard Cohen, men man får helt klart mere ud af udstillingen hvis man kender hans sange. Jeg græd, som jeg tænkte tilbage på gymnasietiden og vores trip med Jeff Buckley. Eller da vi en otte år senere lå bænket til en dobbeltseng og plejede vores Roskilde-blues med dokumentaren 'I'm Your Man' (2005) og 'Lord of the Rings' (2001) lejet fra Blockbuster på Amagerbrogade. 

Alle burde have eller i det mindste prøve 'Depression Chamber'. Man ligger på en briks i et sort rum. I loftet ligger ens spejlbillede. Teksten dukker op på de tre vægge, hvorefter bogstaverne bliver til figurer der svømmer op i loftet på ens krop. Det er så smukt. 

 Mange af os har årskort til forskellige steder. Mange af os har koncertbilletter ude og svømme i disse Corona-karantænetider. Jeg selv har otte koncertbilletter. Hvis vi skal støtte spillesteder og festivaler, så behold jeres billetter! Og ja. Det er nederen, du ikke kan komme på museum i disse tider og at du har betalt for et helt år, men hør her: Det er faktisk ikke kulturstederne, der har opfundet det her karantæne. Og hvor vil livet efter Corona være kedeligt, hvis der ingen kultursteder er at besøge. 

Jeg ville selvfølgelig gerne have set den del af 'A Crack in Everything,' der bliver vist i Nikolaj Kunsthal. Men det bliver godt igen. Stay safe.  

KØBENHAVN : THORVALDSENS MUSEUM : NU KUN PÅ SOFAEN

 Tante Øst havde sat mig i stævne ved kanalen med the og hjemmelavede sandwiches en kold onsdag i januar. Dette lyder som et stille og roligt rendez-vous, men efter femten år ude i verden var hun vendt hjem til fødelandet og Memsahib stod nu uden maid - hvilket frokosten af forkullede rodfrugter (læs: gone grillbriket) fjorten dage før, havde lidt under. Nuvel al forandring tager tid. 

Nu havde hun dagen før haft fornøjelsen af at hente 'too good to go' hos Emmerys, og det havde ført disse, foruden et mindre forråd i fryseren, sandwiches med sig. 

Selvsagt begyndte det øjeblikket efter at regne, og vi begav os videre på Thorvaldsens Museum som planlagt.

 Et lille stykke af Italien. Nydt i regnvejr inden døre. Med tusinde dråber dansende ned og op i vandpytter i gården afhængig af vandets dybde. Et meditativt scenarie. Nu er Italien bandlyst. Corona har lukket grænserne. Verden, set fra Danmark, her to måneder efter ser nu helt anderledes ud.   Menneskeheden viser sider af sig selv, der ikke er mennesker værdige. De sociale medier oplever kronede dage, som deres platforme bliver den nye nærhed. Dronningen skaber historie med sit opråb på tv. Kulturlivet tvinges i knæ. Alt over tusinde mennesker. Alt over hundrede mennesker. Alt over ti personer er en fare for overlevelse. Panikken har spredt sig, og efterlader sig brødflove brødhylder. Afklædte kødkølediske. Tomme toiletpapirspaller. Der hænger store plastikvægge mellem mig og kassepersonen. Mit Coopkort scannes i min hånd. Personalet har svedperler på panden, og jeg roser dem for deres arbejde. For at holde hjulene i gang. Med disse dommedags-varslende hamstringer  svømmer en ny finanskrise i farvandet. Frygten for at blive syg og ikke kunne handle er jo det, der efterlader de tomme hylder. Gader ligger øde. København ligner juletid, når jydernes vender hjem - eller København under Roskilde Festival. SPOT er aflyst. Det samme er Glastonbury. Hvor mange flere festivaler vil falde? Hvor længe vil lockdown vare? Foråret er her, men det bringer ikke håbet. Som det plejer. Fuglene kvidrer, før dagen gryr, men de spreder ikke følelsen af frihed. Som de plejer. Det virker som om, det kun er gamerne der nyder denne karantæne. Det minder mig om 'Melancholia'. Det minder mig om folk med angst, og hvordan deres sind tager et dyk i disse tider. 

Vi her i hjemmet tager situationen seriøst, og forholder os hjemme. Selvtvunget karantæne. Nu er det kun muligt at nyde Thorvaldsens Museum fra sin sofa med Google Arts & Culture.