H. C. ANDERSENS VERDEN : EN DAG TILBAGE!!!

Det lille vindue i hele juli måned, hvor dette fantasifulde og fantastiske sted har åbent, er en perle i det danske land. H. C. Andersens Verden. Danmarks første teaterpark. Tæt på Præstø - og desværre en mindre dagsrejse for folk på offentlig transport - ligger dette fortryllede og fortryllende sted, hvor tiden står stille og alt kan ske. Som før nævnt er der åbent fra klokken 11:00 til 15:00 og lukket om mandagen. - sørg for at være der klokken 11:00, for der er masser af ting at lave og man kunne sagtens bruge ti timer der. 

 Tommelise. Med pissefede kostumer som altid.

 Sidste år fik stedet en bemærkning om sexisme med i anmeldelsen. I år lagde den ene af skuespillerne i Tommelise ud med at ønske en dreng, der skulle spille fodbold etc. Men ønskede sig så en pige, der også skulle spille fodbold. "For piger kan nemlig også godt spille fodbold!" Ja tak! Stor klapsalve her fra!

Nu er Tommelise jo et eventyr om en lille pige, der tages af folk. Skruptudsen tager hendes til at giftes med hendes søn - holder hende fanget på et åkandeblad, indtil brudesengen er klar. Oldenborren tager hende op flyver hende op i et træ (rape culture much..?), men lader hende gå da andre ikke finder hende smuk nok. Og markmusen arrangerer hendes ægteskab med muldvarpen. Hun flyves til andre breddegrader. Et sted hvor der findes små mennesker i blomster. Nuvel hun får øje på en og finder ham smuk. Derpå gør han hende til dronning, da han tilfældigvis er konge over folk-i-blomster-folket. Eller han giver hende sin krone. Men hun giftes alligevel - jovist det var vel, hvad en kvinde kunne opnå dengang omkring 1835. Men...han ændrer hendes navn fra Tommelise til Maja..? Ja det er de færreste eventyr, der består en Bechdel test, eller et feministisk (equality for all) kvalitetstjek. Men for fuck sake. Jeg får rape culture chills. Og især da Cirkus H. C. Andersen havde en scene med fra Tommelise, hvor skruptudsen, oldenborren og markmusen eller muldvarpen skriftevis stjal Tommelise rundt på scenen, slutteligt flåede voldsomt i hende (her tænkte undertegnede omgående på gruppevoldtægten af den syttenårige pige, som Retten i Roskilde frifandt sidste år), hvorefter hun blev reddet af svalen. Det var ret barskt. Men jeg fandt det fedt, at hun blot blev reddet væk fra den voldelige situation. Uden at ende i et ægteskab.

Jeg er med på, alle eventyr nok er mere eller mindre misogyne. Kvindens højeste mål var at blive gift.  

(her må jeg indskyde, at jeg fucking ELSKER 'Modig' fra Disney når der skal vises noget for drengene som jeg kan stå inde for. Jeg er også glad for 'Mulan,' men tanken med at gøre familien ære er i starten at kunne gøre en mand glad. Giftemål. Og filmen slutter med, at hun finder en mand. Så der knækker filmen lidt for mig. Men alt op til, er fedt. Desuden er det rart at se andre ansigter end blot white people i Disney regiet. 

'Modig'. Og nej det er ikke på grund af de røde krøller, at jeg er fan af den. Merida elsker at skyde med bue og pil på sin hest, bestige bjerge, være fri og kort sagt tage på eventyr - noget der i Disney univers ellers kun er manden forundt. Hendes mor plager hende konstant med, hvad en prinsesse bør - og her afspejler hun udemærket samfundet - gøre og hvordan hun skal klæde sig. Imens hendes tre brødre bare for lov til at være drenge. "Boys will be boys". Hendes mor, og samfundet, ønsker hende gift med en af de tre bejlere. Men dette er under ingen omstændigheder noget, Merida vil. Summa summarum Merida redder hendes mor og hendes brødre, bryder en forbandelse, får samfundet til at tænke anderledes - ved at der ikke kan være tvangsægteskaber længere - og får lov til at vælge sig selv frem for ægteskabet med en mand - der går sågar rygter om, at hun kunne være homoseksuel. Men siden det stadig ER en Disney film, er dette måske at strække den. Jovist hun har stadig smal talje, store øjne og lille næse, så der er stadig lang vej igen. Men indholdsmæssigt er filmen en af de mest interessante feministisk set.)

Jeg ville sådan ønske, at man moderniserede Andersens eventyr, så de passede til nutidens håb for børn. Find jer selv! Eksempelvis kunne hun have nøjedes med at blive bedste venner med prinsen, i stedet for at de blev gift. Alene det at have fundet et hjem, blevet voksen, slubbet væk fra dårlige mennesker, er vel en sejr. 

Nuvel. Det var en super fed forestilling. Og min treårige dreng var fuldstændig opslugt under hele seancen. Han sad hele tiden med tre fingre i munden, og fandt tudserne meget farlige. Så det hjalp at han måtte røre ved kostumet bagefter og se, at den slet ikke var så farlig alligevel.  

Og for de kreative og skabende talenter kunne man gå i krig med at kreere fantasidyr, robotter eller rumskibe med de mange materialer og limpistoler.  

 Lidt Frokost i Det Grønne, inden uvejret kom.

 Bowie var også med.

Der er to teaterforestillinger på den store scene - eller den udendørs scene. I går var der 'Prinsessen på ærten' og 'Der var engang'...? (undertegnede er fuldt ud bevidst om, det er titlen på et stykke af Drachmann fra 1884, men jeg mener at det var det det blev kaldt..jeg er åben for rettelser) med hjælp, instruktion og fortæller af en af skuespillerne. Alle børn der havde lyst, kunne klæde sig ud og medvirke i stykket. Den ældste var klædt ud som drage i begge stykker - skønt jeg ikke husker en drage i 'Prinsessen på ærten'...? 

 Cirkus H. C. Andersen opført af unge. En forestilling, af et potpourri af H.C.'s værker, der ændrer sig lidt fra dag til dag. De var mega seje.

Altid smilende Grethe (86 år) fortalte eventyr i Tommelises Univers, hvilket var super hyggeligt. Også selv om det ikke regnede på det tidspunkt. Og selv om stedet er en park, er der masser at lave hvis det regner. Det meste er overdækket. Græsplænen til skovtur er naturligvis ikke. Og gederne heller ikke.

 I har i morgen med til at få besøgt stedet, inden der går elleve måneder igen før dette magiske sted åbner på ny. Jeg giver H. C. Andersens Verden min varmeste anbefaling. Alle aldre vil finde sig godt tilpas her. Både for de der bare vil underholdes, eller spille teater, føle, være kreativ, lytte, udforske, opleve og være en del af stedet. Om man kan sidde stille eller skal bevæge sig. - der er også geder, uldne grise, katte og kaniner hvis det skulle have interesse.

Som nedenstående billede viser, så var der en forklaring på, hvorfor den treårige havde siddet så dårligt i trækvognen. Så kunne vi se, det var en rigtig prins, da han gennem de tyve madpapirer fra Änglamark og de tyve tæpper havde mærket ærterne. Så ømskindet kunne der ingen være, uden en virkelig prins. 

VORDINGBORG : FARMORHUSET

Som før nævnt var Veganeren stukket af fra Vesterbro - en fucking fed toetagers lejelejlighed - og bosat sig i provinsen. Jeg havde jo været så glad for at rykke på landet, begrundede hun det med. "Men det er sgu da kun fordi, jeg altid kan crashe hos dig når jeg er i København?! You selfish bastard!!!" 

Og sådan gik det til, at hun også rykkede på landet. I starten var mit eksil kun på en periode på fire år, så var Eskillio klar til at starte skole og vi ville rykke tilbage til mit elskede København. 

Dét var planen. 

Hvis du tænker, vi rykkede på landet nærmere familie og flere hænder (læs: andre til at hente og passe bananer end kun undertegnede) grundet dramaet for lidt over tre år siden? Så er det fuldstændig korrekt. 

Efter et halvt til et helt år begyndte planen så småt at smuldre. Vi kom fra Vanløse af. Kvarteret med villahusene. Smukke velduftende haver og hvor man dog kunne glædes, når vi gik hjem fra S-toget med barnevognen efter at have været en tur i Haven og kirsebærtræerne og syrenerne kæmpede om kap om om ens olfaktoriske opmærksomhed. Haven var også et nødvendigt pusterum for at kunne ånde i byen efter at have boet i den i ti år. Og før Vanløse boede vi på Amager. Jeg elskede og elsker Amager. Men der sker ikke en skid. Det er så stenet, at Amager er så tæt på byen og så alligevel så langt fra byen som man kan komme. Butiks- og restaurantmæssigt er det som at befinde sig i provinsen. Der findes dog et par Irmaer heldigvis. 

Det fede ved Amager er, at det aldrig bliver hipster. Det bliver aldrig Nørrebro. Det er dét sted i København, selv om det ikke anerkendes som København (hvilket folk på den ene side af broen flittigt fortæller én, og ægte ama'rkanere vil heller ikke kaldes københavnere), hvor der er mest forskellighed. Ramsløg i Kongelunden. Ja og det skal vel nævnes Amager Strandpark - ikke at jeg nogensinde befandt mig dér. Jeg har en veninde, der bor i hus på Amager Strandvej. Lige så fedt der er om sommeren, lige så nederen er der om vinteren. Men direkte udsigt ud til vandet er sgu altid optur. Der er BIG's flotte højhuse i den øde Ørestad. Der er Amager Fælled. Halvvandet og snart skibakken. Der er betagende Dragør. Og resten af verden er forbundet med Amager. Jeg selv elskede, at tage hjemme fra en halv time før, check-in lukkede og stadig være i god tid. Der er stadig huse, jeg gerne ville eje på Amager rundt omkring Dyvekes Allé. Men det er også små grønne villaveje akkurat som dem i Vanløse.  

Så behovet for natur var åbenbart blevet større og større, uden at jeg egentlig havde bidt mærke i det. Haven var et åndehul. En frodig oase væk fra byens triste grå bygninger, veje, trafik, vejarbejde og at skulle kæmpe om en grøn plet i parker med masser af andre. Som det første år gik, begyndte jeg at holde af årstiderne igen. Mærke og se forskellen i stedet for (fristende at skrive fifty shades of grey, men da jeg ikke har læst eller gidet at se filmene virker det malplaceret) gråt i gråt. Mine store vinduer bød på brusende grøn udsigt og min kæmpe altan ligeså. Naturligvis var huslejen (med boligsikring på 2600,- for 91m2 om måneden) også værd at tage med i beregningerne. Når det blev december, kunne man uden betænkning vælge det største juletræ og slæbe med hjem. For den enorme stue kunne sagtens rumme det. Børnene havde hver deres værelse, så legetøjet i stuen kunne begrænses. 

Man skulle ikke rejse til grønne åndehuller. De var der så snart, man gik ud. Børnene kunne i børnehaven i Vanløse løbe rundt om bygningen på fliser. Hvilket stadig var mere end andre institutioner havde at byde ind med. Nu havde de en tønde lands (jeg ved ikke, hvad det er i m2) kløvermark med geder og stor bålhytte, hvor de lavede mad året rundt samt varm kakao når sneen dalede. It grew on me. 

Fra at være et eksil blev det stille og roligt til et hjem. Et hjem der ganske vidst var uden for Roomservices leveringsradar, men som til gengæld var på Oldes pandekage ekspresrute. Et sted hvor butikkerne lukkede klokken syv om aftenen, men hvor Meyers Almanak gav mening og blev taget i brug til at finde spiselige planter i årets gang. Og ikke som i København, hvor man måske nok fandt spiselige planter, men bestemt ikke havde lyst til at indtage dem i forhold til forureningen. Det samme med ramsløgene i Kongelunden med al flytrafikken i bagklogskabens lys, men på dét tidspunkt tænkte vi ikke så langt (flyene og alt hvad der måtte falde ned af forurening fra dem bekymrede mig en del, da jeg boede i otte år på Amager. Det kan sgu ikke være sundt...). Som alenemor til to små bananer kunne man i starten savne at købe take away med hjem. Til gengæld købte vi nu kun økologisk mad, og lavede alt for bunden. Pros and cons. 

Alt i alt blev livet her mere ægte og lettere end livet i København. Måske handler det også om prioteringer, eller hvor man er i livet. Og er man vokset op på stenbroen, så har man måske ikke et behov for natur. Undertegnede er vokset op ved siden af en skov, og har alle dage leget i den, bygget huler, bygget bivuakker og sovet i dem, bygget broer over store åer, sneget mig ind på rådyr og harer og forårsskreget i trætoppene. Nogle gange alene, men for det meste med min bedste ven Kasper. 

Faktisk var den eneste grund til, at jeg begyndte til spejder for at måtte bruge min dolk som min far havde købt til mig. Den blev konfiskeret første dag, da den dels var alt for stor til min lille hånd (det syntes hverken jeg eller min far) og at der skulle tages en centimeter af spidsen da den var alt for spids. Jeg havde allerede snittet adskillige spyd, træmænd og fældet træer med den - bare for at teste den selvfølgelig - så jeg forstod ikke helt, hvad de mente. Nuvel. Jeg fik mit dolkebevis, og jeg fik dolken igen. Men måtte under INGEN OMSTÆNDIGHEDER fælde flere træer med den. Ej heller snitte i dem. Hvordan man så skulle skrive beskeder til hinanden, det var før mobilen, anede jeg ikke. 

Kort sagt. Der er mange gode ting ved byen, men landsbyen kan sgu også noget. 

Nåh. Vi var taget til Vordingborg, jeps den med Gåsetårnet, for at mødes med Veganeren. Hvilket er sært, for på en måde startede Veganerens og undertegnedes forhold egentlig her. Det vil sige, vi mødtes på en efterskole her for nu nitten år siden. Vi rykkede begge til København. Hun før mig, da jeg havde en studenterhue at få fat på, imens hun var blevet pitched "den fri ungdomsuddannelse". Denne hørte jeg først om, da jeg gik på Akademiet. Jeg rykkede fra højskolen og næsten direkte ind til Veganeren og hendes kollektiv på Nørre Søgade. Men for jer, der aldrig har hørt om "den fri ungdomsuddannelse," så indebar det at det kreative blev fremelsket hos de unge. Jovist der blev måske drevet rov på det, sækkepibespilleri i Skotland, men shit hvor var ideen fed. Da jeg ramte højskolen, var der stadig en del der var under "den fri." Det drejede sig om to til tre års varighed (eller otte hvad jeg har mødt), hvor unge enten kom på højskoleophold, udlandsophold eller enkeltfag som ville godskrives ved senere uddannelser. Uddannelserne blev desværre nedlagt i 2002. Og hvilket tab for dansk kunst og kultur. Alene det at man nu er gået bort fra (ifølge Bertel Haarder) "fjumreår," - undertegnede havde et "fjumreårti" - hvor den unge finder sig selv og sin retning er helt håbløst. In my opinion. Dannelse før uddannelse tak. Om jeg var chef, ville jeg til hver en tid tage en med livserfaring der havde oplevet verden i stedet for én, der havde gået i skole siden fem-seks års alderen. Og ja. Det er måske strengt at tænke på den måde, men kom nu ud i verden! Bo der! Lev der! Ikke fordi livet er forbi, når man har fået fast job, børn og kernefamilien er gået i stykker - eller ikke - men det har sgu sine begrænsninger. 

Nuvel. Vordingborg. Hvis du stadig er med. Vi gik en tur rundt i byen. Der udfoldes i én lang gågade, og ellers er mærkelig øde. Det er en ting i provinsen. Folk bruger konstant deres biler. Folk tager bilen hen til hallen, hvor de skal motionere. Er det kun mig, der finder det ironisk? Alle har biler. Det er lige før, hundene eller kattene også har biler. Jeg er måske bosat i provinsen, men mine principper er københavnske. Jeg har hverken kørekort eller bil, og får det heller ikke. Grøn energi!! 

Som vi kom gående, stødte vi på Farmorhuset. Vi gik nærmere. Et opstillet "oplevelseshus" og "legecafé". Jeg har måske ikke det bedste fohold til ordet "farmor," idet min egen er mærkelig at blive klog på. Børnenes er komplet ligeglad med dem, vil ikke besøge dem eller svare på mine mails eller beskeder. Og jeg har tit tænkt på, hvorfor det er? Er det fordi, deres barn ikke har leveret andet end en klat for at lave det barnebarn? Æg dannes jo i fosteret. Så æggene, mine børn er blevet skabt i, er jo blevet lavet (i mig ja) i min mors mave. De er blevet dannet i min mors mave, i mig, da min mor var gravid med mig. Så de er forbundet. Kan det have noget at gøre med det? 

Min mor og jeg blev først rigtig tætte, da jeg blev gravid. Hun kunne pludselig huske alt, fra da hun ventede mig. På en måde følte hun også, at hun ventede sig. Et barnebarn. Der egentlig var startet i hende. Og samtidig er det stenet at tænke på, at mit æg, altså mig, er blevet lavet i min mormor. 

Men mænd (og jeg er ligeglad med hvor sensitive og gode de, måtte være til at sætte sig ind i en graviditet. Det er IKKE det samme som at mærke et menneske gro i sig, mærke sin krop opføre sig mærkeligt. Følelserne er helt fucked. Man skal tisse hele tiden. Træthed. Usandsynlig træthed. Vand i kroppen. Hævede dunkende fødder. Ondt i lænden. Ondt i brysterne. Intet tøj sidder okay længere. Man kan ikke kende sig selv i spejlet - bliver jeg nogensinde normal igen? Bekymringerne. Blive vækket flere gange om natten. Og så de øjeblikke hvor en fod eller hånd presses ud mod maven, man sætter hånden på og kan mærke liv. Det lille væsen. Det lille levende væsen. Som vokser og syret nok lever inde i én. Ja det er naturligt. Men det føles fandeme også unaturligt.) oplever jo ikke alt det. Samhørigheden med deres mor som kan genkende alt, hvad du kan mærke i din krop. Det er ikke oplevet på første hånd. Og ja der findes fantastiske farmødre, det ville undre mig andet. Men også Veganeren oplevede en større ligegyldighed for børnebørnene hos hendes svigermor. Hvor hendes egen mor helst vil se sine børnebørn en gang om ugen. Akkurat som mine forældre ville det, da vi boede i Vanløse, og de kom hver weekend. De var på et tidspunkt på ferie i fjorten dage og missede derfor en weekend. De kørte direkte fra lufthavnen, gennem byen til Vanløse for at se deres barnebarn. De havde næsten tårer i øjnene, så meget havde de savnet ham. De havde ikke bedrevet andet på ferien end at savne ham, tænke på hvad han dog lavede nu og ellers tælle ned til de kunne se ham igen. 

Nuvel. Farmorhuset. 

Eskillio gik med det samme i gang med at grave efter guld. 

 Når man havde fundet så meget guld, man gad, vejede Farmor det på vægten. Herefter fik man et diplom samt en pose, som man skulle lægge i vindueskarmen. Når det så blev fuldmåne skulle man sige en remse. Så gik ens ønsker i opfyldelse. Hun var ganske enkelt fantastisk. 

 Farmor holder stort set fødselsdag hele tiden. Så naturligvis var der fødselsdagsboller med syltetøj. Veganeren havde majskager og knækbrød med til hende og Veganerbarnet.

 Selv om der stod "nitte" på, var der gevinst. Børnene kunne da gå ind i huset og selv vælge en af de tusinder af bamser, der var der. Se dét er fandeme fedt.

 Inde i garagen var der teaterforestilling. Med farmor, klovne, saftevand, kaffe og brunsviger. Mine børn var ellevilde, idet de ikke var vant til hverken saftevand eller så sukkerholdig kage.

JAGTEN PÅ 'DEN BLÅ ANAMONE' OG GEO CENTER MØNS KLINT

 Sidste år gik jagten på Oldes minde fra barndommen om den blå anemones beliggenhed, og vi endte med at den blå balkan anemone ved tipoldernes grav. I år satte vi ud for at finde den ægte vare. Denne gang gik vi efter undertegnedes barndomsminde. Møns Klint. Og vi skulle ikke mere end halvtreds-hundrede trin ned mod vandet, før den var at finde.

 Akkurat så betagende som jeg huskede og forestillede mig den. Og ja. Jeg plukkede den. Det må man så ikke. Jeg erfarede, efter den lange rejse ned ad trapperne til vandet med en treårig på armen og op ad trapperne, at alle planter i området var fredet. Så jeg beklager. Dybt. Men eftersom de var plukket, ville det være åndsvagt ikke at presse dem. Jeg havde for en gangs skyld undladt at medbringe kalender - idet tasken skulle være så let som muligt - så det måtte blive i undertegnedes pung. Dette gav naturligvis bagslag, hybris, da der skulle betales i Geo Centerets café Sommerspiret og rødderne  sladrende stak ud af pungen. Kassérens formanende blik mødte mit skyldige og undskyldende blik. Jeg nikkede. I know. Han nikkede. Don't do it again. Og så snakkede vi ikke mere om det.

 Frokosten bestod af nedenstående. Ungerne fik hver en Dino Madpakke. Jeg tænker, det ville klæde cafeen at gøre al mad økologisk. Ja vi er i Udkantsdanmark, og det er måske ikke københavnere der benytter stedet mest, men nærmere tyskerne. Derfor vil jeg nu alligevel give denne opfordring videre. Der MÅ simpelthen være økologisk landbrug i lokalområdet. For vegetarer (her findes en vegetartærte med grøn salat og pesto) eller veganere vil jeg anbefale at medbringe en madpakke, og der er masser af betagende steder at indtage denne i området. Det er ikke gastronomi på højt plan og ikke værd at rejse efter. Men kombineret med en klatretur til vandet og en dag i Geo Centeret går det an. 

 Mormor og undertegnede delte denne oven på den grusomme stigning både ned og op fra vandkanten. Måske ikke økologisk, men i det mindste lokal. Og ja. Jeg har hypermobile led. Den er ikke brækket. 

Og nu til det fede! Fra interesseret til nørdet eller en børnefamilie med børn i alle aldre er Geo Centeret i den grad et oplevelsescenter, der henvender sig til alle. - hjemmesiden tager sig ikke lige så godt ud på computer som på mobil (eller Iphone i hvert fald). Den er virkelig flot! Fuld af lækre indbydende farver i stil med vandets farver på kalkgrunden. 

Indgangen for en voksen koster 140,- og 95,- for et barn. Men billetten er fungerer faktisk som et årskort, og man kan derfor benytte samme billet resten af året. Se dét er sejt! Tag den Den Blå Planet og ZOO!!

 Vi blev ved udstillingens start mødt af en formidler, der spurgte om vi havde lyst til den lange eller den korte introduktion. Det er bare så fedt, når man møder folk der bare ELSKER deres arbejde!! Vi tog den korte, idet bananerne allerede var strøget afsted. Udstillingen rummer mange stenfostre og fosiler, men der er i den grad også meget interaktivt at give sig i kast med. Der er  vand, is, ild, grus, luftblæsende montre (jeps elementerne er godt i spil), klatrevæg, tegneborde, skattejagt, 3D film, løbemaskine hvor man løber foran en skærm som en dinosaur eventuelt konkurrende mod en ven. 

 Her over ses eksempler på, hvad der indeholder kalk. Disse ting hænger i loftet, spændt fast med reb, der kan trækkes i nede på væggen.

Geo Centeret Møns Klint er bestemt værd at besøge!! Værd at rejse til og at besøge skulle man feriere i Danmarks sydspids og Knuthenborg ikke kan udfylde en hel uge. 

- men vogt jer for at jeres børn ikke rører ved legetøjet i butik Orkidé! Selv det i tyve centimeters højde er ikke til at lege med. 

Måske man så skulle fjerne det fra børnehøjde..? Eller sætte det i montre? 

Det var dog kun én af de arbejdende i butikken, der fik en hjerneblødning over at den treårige satte to dinosaurusser af træ (ikke pakket ind) til at kysse med hinanden og skældte ham ud. 

Chiiiiill woman. 

BRÆNDEGÅRDSHAVEN PÅ BORNHOLM BORNHOLM BORNHOLM

 Vi tog en tur i smukke frodige Brændegårdshaven. - jeg er fuldt ud bevidst om, at stedet nu kaldes Joboland, men jeg har på ingen måde i sinde at lade mig rive med. Hvor der modsat Tivoli er en masse ting at prøve for selv de mindste. Ovenfor ses de vildeste rutsjebaner, der var så hurtige at Bedstefar fik brandsår på benene.

 Det var, på den manglende folkemængde, nemt at se, vi kom uden for sæsonen. Den første time var vi næsten de eneste i den flotte have med dyr rundt omkring. Okser, aber, påfugle, kaniner, lamaer, æsler, miniponyer, høns, geder og får var et sandt slaraffenland for Eskillio, der er en hund efter dyr.

 På grund af det lave besøgstal var der også skåret ned på bemandingen og enkelte spisesteder var helt lukkede ned. Vi besøgte den største åbne café eller grillbar, hvor der var tre medarbejdere bag grillen til i alt femten spisende gæster. Det burde kunne lade sig gøre. Indtil videre havde standarden på øen været ganske dårlig, og jeg sansede at dette ikke ville være vendepunktet. Derfor bestilte jeg en Joboburger Menu - ja mackie d's effekten har også ramt Bornholm. Den var udemærket, man kan diskutere om den var de fyrre minutters ventetid værd. - det var den bestemt ikke. Mine forældre fik hver en club sandwich. Et smagsløst stykke kylling med en gul dressing - der vidst nok skulle smage af karry, men på ingen måde gjorde - serveret i den knastørre udgave af en trekantsbolle. Jovist der er også turistfælder i Tivoli, men du skal næsten også ville finde dem så. For det ER fandeme muligt at få god mad til overkommelige priser i Georg Carstensens have.   

 - i Tivoli har de samlet en masse af Danmarks specialiteter, som selvfølgelig også koster derefter. Kvalitet koster, sådan er det bare. Desuden handler det jo ligeså meget om at brande Danmarks delikatesser til turisterne.
I Brændegårdshaven skulle man så tro, at man benyttede sig af lækker hjemmelavet bornholmsk is som Boisen Is eller Svaneke Is? Men nej. Is fra Frisko. Til overpris.
Hvorfor kan man ikke nyde saft fra Bornholms Mosteri på caféen/grillen i stedet for maskinesodavand?
Charcuterie platte fra Hallegård og ostetallerken fra Gourmet Bornholm?
Karamel Kompagniet skulle også være repræsenteret.
De har yderligere LAKRIDS fra Johan Bülow - hvorfor ikke gøre oplevelsen til noget unikt bornholmsk og få repræsenteret Bornholm bedre i Brændegårdshaven?
De har så flotte og hyggelige omgivelser, for slet ikke at nævne historien, med sig, så jeg vil anbefale at de kigger efter inspiration mod det kvalitetsbevidste Tivoli frem for Hansa Park.