13. februar 2020

RØNNEBÆKSHOLM KUNSTHAL - TRINE BOESEN - INTO DIMENSION - AUDIO & VISUEL WORKSHOP - MED VEGANEREN & BØRN

 Dagen var den 18. januar, vi tog på Kunsthal Rønnebæksholm for at deltage i lydkunstner og musiker Anders Mathiasen og kunstner Jakoob Mathias i forbindelse med Trine Boesens udstilling 'Into Dimension'.  
 Workshoppen var et samarbejde mellem Kunsthal Rønnebæksholm samt Billedskolen Storstrøm. Der er ikke noget federe end, når man besøger et sted (med børn) for børn og de folk, der er der, er helt gearede til at det rent faktisk ER børn, der kommer. Når alt appellerer til leg og nysgerrighed. Når de voksne er helt i øjenhøjde med børnene. Særligt Anders fik antændt en nysgerrighed og vilje til at udforske de forskellige dele på "lysbordet" i min ældste. Og selv om han fik lavet en vild eller høj lyd - som han selv kunne høre i høretelefonerne, og vi andre kunne høre over højtalerne - så modtog han ros for lyden. Dét er fedt - præcis sådan inspirerer man børn til at blive ved. 
 Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Jeg ELSKER at mine drenge kun er to år fra hinanden. En slags pseudotvillinger. De har et utroligt tæt bånd, og er hinandens bedste venner. 
Kunstner Jakoob satte gang i tegneriet - for hvor henne må man lige tegne på væggene og gulvet?
Veganeren havde de to krøllede piger med, der er toogethalvt år mellem hendes børn, der satte i gang med at tegne My Little Ponys (min mindstes) og Barbie (yes, det er de nye med forskellige kropstyper og ikke den forældede utopiske). Og jeg ved, jeg også har sagt dette før, men jeg siger det igen; jeg ELSKER, en af mine bedste veninder har fået børn på samme alder som undertegnede. Min yngste og hendes ældste, Duponderne, har deres helt egen verden sammen og har kendt hinanden siden for altid. Det kan bare noget. Deres personligheder er meget lig hinandens, hvor min ældste og hendes yngstes personligheder ligner meget hinanden. Sjot. 
 Overheads. Åh hvor har man set mange af disse i folkeskolen (og særligt én lærer brugte den også på universitetet - lyset er også langt mere behageligt end lede powerpoints).


 Dagen før havde vi været til sammenkomst med den ældstes klasse, hvor jeg havde lavet en vegansk ret bestående af:
Hummus på tortilla pandekage med avokadoskiver, lagt som en stjerne, granatæble, cashewnødder og koriander - inspireret af Mahalle i Nansensgade eller Birkegade. Dem havde jeg også med på vores tur. 

14. januar 2020

THE HOUSE THAT JACK BUILT - CHARLOTTENBORG - BIG ART

Siden jeg så 'RIGET' (1994) rulle over skærmen i 1990'erne, og Lars Von Trier takke af efter hvert afsnit, har jeg elsket LVT. Som et barn der glæder sig til juleaften, havde jeg ventet mig meget af 'The House that Jack Built' (2018). Den kom i kølvandet på METOO, der jo som bekendt kom til Danmark med Björk og Lars Von Trier. Så jeg havde det lidt stramt og ambivalent over at MÅTTE SE DEN, og højst sandsynligt nyde den, og støtte upassende adfærd.. 
Men Trier har altid opført sig upassende. Det er jo nærmest hans varemærke. Men grænseoverskridende adfærd over for kvinder var alligevel ny for mig. Skønt ikke mange kvindelige skuespillere har haft lyst til at lave flere film med ham - jeg har altid tilskrevet det, at han kørte dem for hårdt/brød dem ned som instruktør. Man er ikke fri for at tænke, at måske var der også andre ting til grund for denne beslutning..? Charlotte Gainsbourg, nævnte min ven, har jo lavet flere film med ham. Jo jo. Det sandt. Måske skal man også huske på, hvor vanvittig Serge Gainsbourg, hendes far, var - Filmen om ham, 'Gainsbourg, Vie Heroïque,' belyser det meget godt. Ellers kan man jo se dette interview, hvis man vil. Dermed sagt at hun måske har været mere vant til grænseoverskridende adfærd end Björk.
Det kommer nok til at blive en svær overgang. Jeg får det stadig dårligt, når jeg hører en Michael Jackson-sang spille et tilfældigt sted. Ligesom jeg altid lige synker ekstra en gang, hver gang jeg støder på The Weinstein Company-logoet til starten af en film. 

Og nu havde Geniet begået en film om en seriemorder. Som udgangspunkt tænkte jeg, at jeg var/er ret træt af at se kvinder myrdet, lemlæstet og voldtaget på film. At det var malplaceret oven på det bestialske mord på Kim Wall (læs eventuelt 'Bogen om Kim Wall,' velskrevet af hendes forældre). At det ikke just hjalp på hans omdømme som den, der fik METOO til Danmark med en film om kvindehad - og i øvrigt siden 'Breaking the Waves' (1996) er blevet beskyldt for at være kvindehader med sine film. 
Det var derfor med skepsis og alle disse modstridende tanker, at jeg gik i Grand og så 'The House That Jack Built'. Men jeg må indrømme at efter ti minutter med Uma Thurmans karakter, tænkte jeg nok det samme som hovedpersonen. 
Hovedrollens navn leder naturligvis tankerne hen på morderen Jack the Ripper, men jeg ser flere referencer til andre seriemordere - det skal tilføjes, at Jack også dræber børn (Grumpy) og mænd senere i filmen. 
Selve jagtscenen med Sofie Gråbøl minder om seriemorderen Robert Hansens modus operandi - hvis far var dansk deraf det danskklingende navn. Han kidnappede og fløj kvinder ud i ødemarken i Alaska, hvor han gav dem et forspring (de var nøgne med bind for øjnene og bundede hænder) hvorefter han jagtede dem med skydevåben. Han blev dømt for 17 mord på kvinder mellem 16 og 41 år. Ved ransagning af hans hus fandt man et flykort med 26 krydser, hvilket tyder på flere ofre. Mørkeland har også dækket historien ellers læs mere her. 
På et tidspunkt går Jack med krykke, hvilket minder om Ted Bundys modus operandi til at lokke ofre med sig. Han anvendte ofte slynge om sin arm, plastikskinne på sit ben eller humpede på krykker og bad i fuldt dagslys unge kvinder om hjælp til at bære bøger eller mapper hen til sin bil - en hvid Beetle, hvor forsædet manglede - der var parkeret langt væk. Han tilstod 30 mord på kvinder. 
Lars Von Trier er helt sikkert inspireret af disse seriemordere, og faktisk har han selv inspireret en seriemorder. Tækkemanden Peter Frederiksen var nemlig vild med 'Antichrist,' hvor Gainsbourg klipper sin klitoris af. Podcasten ('I en danskers blodspor' om ham kan høres her, den er ikke for sarte sjæle.

Efter det første drab eskalerer det for Jack, og han prøver at planlægge sit næste drab. Men da han har OCD, har han svært ved at forlade matriklen for tvangstanker om ikke at have gjort rent nok. At der er blodspor bag billedet og under stolbenet. Han må altså ind og skrubbe og skure igen. Da han endelig kører afsted, er det til tonerne af David Bowies 'Fame'. Det er kitsch, morsomt og horribelt på én gang. Det er Trier. 
Jeg grinede mange gange gennem filmen. Ligesom resten af salen. Dog er der et sted, hvor Jack (Mr. Sophistication) taler til en kvinde (hans kæreste) han kalder "Simple," hvor filmen bryder med sig selv. Et sted hvor mange i biografer i USA åbenbart udvandrede. Det er en underlig lang monolog om, hvor hårdt mænd/han har det i vore tider. At mænd per definition er skyldige, imens kvinder er ofre. Jeg ser det som en kommentar til METOO, selv om jeg sikkert tillægger det noget der ikke er der. Jeg har en fornemmelse af, denne scene er kommet på eller er blevet gjort længere efter METOO. Måske er det ikke en direkte undskyldning, men der hen ad samt en latterliggørelse af mænd og ikke mindst ham selv (eller det håber jeg i hvert fald). Dette siger jeg på baggrund af Triers altid gennemsyrede sarkasme i hans værker, der trækker referencer til hans eget liv. Mange har lavet sammenligningen mellem Trier og Jack. Jacks tvangstanker leder tankerne hen på Trier. Ligesom at Verge, som Jack først taler med på lydsiden over hans forskellige byggeprojekter, spilles af Bruno Ganz (der spillede Hitler i 'Der Untergang') tager Jack med ned til Helvede. Verge er repræsentant for romantikkens forestilling om det gode og det onde og må ses som Vergil, der leder Dante gennem helvedes cirkler i 'Den guddommelige komedie'. Her er en direkte reference til 'Persona non Grata-affæren'
Der vises montager fra andre af hans film, og man er ikke fri for at se det hele som en slags opsummering af Triers værker og en afsked. Selv har han sagt, han ikke orkede atter en spillefilm eller at bygge atter et "hus". Men så igen gav han sig selv mundkurv på efter "Jeg forstår Hitler-bemærkningen" i Cannes i 2011 og brød den i 2014 - da han barberede sig skaldet for Politiken og sprang ud som tørlagt.   
 På Kunsthal Charlottenborg (21. september 2018 - 13. januar 2019) løb BIG ART - en udstilling om "samtidskunst i stor skala i Bjarke Ingels Groups arkitektur". Ja. Jeg elsker Bjarke Ingels Group! Jeg har elsket dem lige siden, jeg hev eksmanden med på udstillingen 'YES IS MORE' på DAC i 2009. Men jeg må indrømme, jeg kom her af en helt speciel grund. Jeg kom for at se 'The House that Jack Built' eller havde bygget i samarbejde med BIG. Yderligere blev der vist Lars Von Trier film (og serier) fra den 26. til og med den 30. december. Jeg brugte naturligvis min fødselsdag på 'Riget 1'.







 Hvis man ikke har set filmen, virker det absurd at vise billede af smilende vinkende barn. Det gør det måske også selv om, man har set filmen. Men. Dette er Grumpy. Jacks papbarn der altid var sur. Da han har slået ham ihjel, former han munden på Grumpy i et smil og tændstikker i øjnene og vinkende hånd, inden rigor mortis sætter ind - så han ikke er sur mere. Herunder ses "bagvæggen" på "huset".

19. december 2019

GLORIA - TESTVISNING - LAV MAND PÅ STOLERYG - LISE RØNNE

I onsdags var jeg til testvisning på Zentropas nye biiiiiiip i Gloria. Det stod derfor én fuldstændig frit for, hvor man satte sig - på nær på de reserverede pladser bagerst naturligvis. 


Jeg sætter mig tredie række (talt fra forrest) til venstre midt for.
En lille mand med hans to høje mandlige venner og en kvinde går ind ad rækken foran mig. De diskuterer lidt, om det er for tæt på. 

Det er det.
De beslutter sig for at sætte sig på de fire pladser ved siden af mig, da de spotter dem. 
I stedet for at gå ad samme vej tilbage, begynder den lille mand (med alt for korte ben til dét stunt) at kravle over rækken. Og selv om han træder op på armlænet, sidder han nærmest fast på sædets ryglæn. Jeg kan ikke lade være med at grine af ham - og dem alle sammen - da jeg får øjenkontakt med ham. Han griner tilbage til mig. Som om det er uundgåelig situation, han ikke selv har sat sig i. De er meget højtsnakkende. 

"Hvorfor går I ikke bare uden om? - der er tid jo nok? - her er ikke proppet? Hvem i alverden kravler over ryglæn? - jeg var gået bananas, hvis det havde været min biograf," tænker jeg. 


Da de omsider er kommet om på min række, vurderer de igen situationen og ca. samme handling gentager sig. De får øje på atter fire pladser på rækken bag ved. De begynder at klatre. Den lille mand sidder fast på toppen af et nyt sæde. De fylder hele rummet. 


De sætter sig. Endelig. Måske mest fordi næste række ikke har fire ledige pladser. De snakker stadig meget højt, da produceren prøver at informere om filmen. Hun prøver at overdøve dem uden at skulle bede dem klappe i. Det lykkes til sidst.

Ved en testvisning er der naturligvis ikke reklamer eller forfilm, så filmen starter så snart lyset er blændet ned. 
Da filmen starter, bliver jeg prikket på skulderen. 
Jeg vender mig om: det er den lille mand. 
“Kan du ikke bukke dig?” spørger han.
“Hva’?” hvisker jeg. 
“Du er ret høj. Kan du ikke lægge dig ned i sædet?” spørger han.
“Nej,” svarer jeg og leder efter spor i hans ansigt for bekræftelse af, at det er en joke. 
Det er ikke en joke. Han mener det. 
Mit ansigt ligner helt sikkert ét, der bliver taget gas på. 
"Nej," svarer jeg. Han ser undrende på mig. 
“Det gider jeg altså ikke,” siger jeg uden plads til forhandling og ser bestemt på ham.

“Nåh?” siger han og ser uforstående på mig.

Jeg er egentlig paf over, han beder mig om dette.. 
- i stedet for at bytte plads med en af sine høje venner 
- i stedet for at være blevet på en af de to forcerede rækker 
- i stedet for at han var blevet siddende på en af de to stolerygge, han alligevel ikke kunne komme ned fra 
- stedet for at han hentede et børnesæde (som mine egne drenge på hans højde gør helt automatisk i en biograf)

Jeg er sikker på, han undrede sig over at jeg ikke ville ligge krøllet sammen med en scoliose i sædet i to timer, at jeg “optog” rummet, uden en tanke på selv at have optaget rummet ved at kravle over stolerygge (who does that?).
Jeg er 182 cm høj. Én cm over gennemsnitsmanden i Danmark. SÅ høj er jeg sgu heller ikke. Jeg oplever til gengæld tit til koncerter at blive bedt om at flytte mig. Hvorimod min korte veninde nyder stort set alle koncerter med at glo ind i lænden på folk eller at se brøkdele af storskærme. Hun har aldrig bedt nogen om at dukke eller flytte sig. 
Så flytter hun sig selv. 

Og for de, der måske ikke fik læst Lise Rønnes saglige og rolige (som Berlingske Tidende beskrev som 'oppe i det røde felt' - way to prove a point Berlingske!) appel til Politiken, så tryg på linket neden under. 
Du er SEJ Lise Rønne, dine arme er helt normale - og der er intet småneurotisk eller vimseri over din måde at stå på. 






25. november 2019

BRANDTS : ANTON CORBIJN 1-2-3-4 - SANSEUDSTILLINGEN 2019

 Som altid har Brandts hevet en fandens fed visuel udstilling til sig - og jeg havde lyst til at besøge den så snart, jeg havde mulighed. For nok er Brandts placeret i Odense, men de hiver fandeme nogle vilde udstillinger til sig! - og ja. Jeg mener især udstillingen 'Lars Von Trier - DET GODE MED DET ONDE'. Jeg lover at få lagt det ud på et tidspunkt. 
Herover ses den gamle indgang, men både den, butikken og gaderoben (som i øvrigt er gratis) er rykket rundt i stueetagen. Fordi! De har endelig fået en café eller bare mulighed for at få en kop kaffe på Brandts! Det er et virkelig godt tiltag, der er fint og hyggeligt. Jeg havde dog lige betalt 45kr. for en latte med havremælk på Brød - i Odense?! Der var kun én størrelse på kopperne, og den var vel mellem - så jeg fik ikke prøvet deres kaffe. 
 Eksempelvis har de den årlige Sanseudstilling  - der i år hedder 'Kom hjem og besøg mig en dag' - som vi har besøgt før. I år er den virkelig god.





Kurt Cobain - the who got away - et af de tidlige dødsfald i mit musikalske besættelser. Siden 5. april 1994 blev han et sår, der ikke ville hele.















20. november 2019

BURNING WITCHES PÅ FORBRÆNDINGEN : PRÆCIS SÅDAN FÅR VI FLERE KVINDER PÅ ROCK/METAL SCENEN

Det kan næppe være gået nogens næse forbi, at spillestedet Forbrændingen lavede den største revolution i dansk musikhistorie i år. Særligt webmagasinet Devilution kom på barrikaderne, da Forbrændingens benspænd for 2019's bookinger kom frem. Alt fra boycot til at spillestedet skulle skæres i støtte til "omvendt sexisme" væltede fra deres digitale pen - sjovt nok råbes der ikke lige så højt, når spillesteder eller festivaler næsten kun eller udelukkende booker mænd. Selv kunne jeg ikke få armene ned over, hvor pissesej en beslutning de tog. 

Men hvad handlede disse benspænd egentlig om?
Jo. Det handlede om at lave et musikår med kvindelige artister i fokus. 

- Jamen vil det så sige, der kun måtte være kvinder på scenen? 
Nej. Det handlede om, at der skulle være mindst én kvinde på scenen - og denne skulle have en fremtrædende rolle på scenen uden at gå på kompremis med kvaliteten. For eksempel som forsanger.

Nåh? Er det bare det?
Jeps. Det er bare det. Så kan man jo undre sig over, hvorfor folk fik så ondt i røven over dette. Jeg selv fik udelukkende lyst til at støtte op om deres mega seje initiativ!

De fleste festivaler, eller spillesteder, har en tendens til at bruge udtryk som "jamen der var ikke nogen, der kunne," "der var ikke nogen i den genre, vi var på udkik efter" eller lignende. Forbrændingens jumpstart af musikbranchen har i dén grad bevist, at der er nok bands i alle genrer der kan og vil. 
Jeg tog et smut på Forbrændingen for at se Inferno Steel, Ivy Crown og Burning Witches. 
Inferno Steel var alderspræsidenten blandt de tre bands, og de havde en ro og coolness der kun kommer med alderen. Forsangeren (den eneste kvinde i bandet) var ikke bleg for at nævne, at hun var gymnasielærer og at næste dag skulle en af hendes matematikelever spille på Forbrændingen. 
Ivy Crown bestod kun af kvinder og havde to mandlige gæstegrowlere med på hver sit nummer. De havde måneden før haft releasekoncert på BETA. Da Ivy Crown sprang en basstreng, og måtte låne en bas af Inferno Steel, råbte to ældre mænd fra publikum "vis os jeres patter!" 
"Vis os jeres nosser!" er aldrig blevet råbt af kvinder mod et band kun bestående af mænd. Det er aldrig sket. Hvorfor sker det? Det er tonedøvt og bare dybt nedværdigende. Der er brug for at mænd også slår ned på sådanne røvhuller. I metalgenren er der mangel på kvinder, og man forstår godt hvorfor. Trods den ufrivillige pause klarede Ivy Crown det godt. De kom stærkt igen!

 Burning Witches gik på scenen. Med vindkanoner og det hele. Og jeg er ikke fortaler for, at man skal snakke om folks udseende, men shit hvor var de flotte i deres gear. Herover ses guitaristen Sonia - der headbangende lod tankerne falde på ham med det krøllede garn fra Bæst. 

Herover står den anden guitarist, Romana, der sammen med guitaristen Sonia lavede det vildeste show når de gik rundt på scenen, stod ryg mod ryg og fyrede den af. Den rødhårede bassist, Jay, havde ikke lagt noget op på Instagram, så hun er desværre ikke med her. Jeg gør en ære ud af ikke at tage billeder, når jeg er til koncert - kald det en modreaktion på at mange konstant lægger billeder op  på sociale medier af hele deres liv minut for minut. Jeg tager næsten ingen billeder mere, hvilket er stenet når man er fotograf. 
Ovenover ses trommeslageren, der næsten ikke kunne anes bag det gigantiske trommesæt. 

Ovenover ses den nye forsanger, Laura, der leverede den vildeste koncert. Hun headbangede, slog næven i vejret i takt til musikken og fik publikum med, sang i de vildeste rock-kropspositioner, lod en fra publikum synge en linie  og var bare vild på en scene. 
Man har tit stået på Copenhell og set milliarder af mænd lave alle disse moves. Det er der ikke noget nyt i bevares. Men som jeg stod der i mængden af publikum, så skete der sgu noget i mig. Dér fattede jeg det endelig. At se mit køn repræsenteret på alle instrumenterne, lave den vildeste rockkoncert og se publikum gå amok over showet. Det er da klart, der er så mange mænd i rock og metalgenren - for de har kunne se og spejle sig selv i de personer på scenen. De er blevet inspireret til at starte et band. Hell! JEG havde sgu lyst til at starte et band efter at have set Burning Witches! 
Åbenbart er der en overvægt af mænd, der går til koncert (jeg er undtagelsen, der bekræfter reglen). Men det er måske netop fordi, der ikke er nok kvindelige artister på scenen?

Dygtige og modige Nanna Frank Rasmussen (ja dén Nanna Frank Rasmussen) holdt en talk om repræsentation af kvinder på/i film til Feministisk Soirée på Forbrændingen i starten af november, hvor hun talte om Geena Davis' See Jane initiativ. Grundet X-Files og agent Dana Scully på tv-skærmene i 1990'erne kom der flere piger/kvinder ind på STEM (Science, Technology, Engineering, Mathematics) studierne - for de havde alle set serien. Ligeledes var der en markant stigning af piger/kvinder i bueskydning efter 2012. Hvorfor? Fordi i 2012 udkom 'Hunger Games' samt Disneys (virkelig gode) 'Brave' (på dansk: 'Modig') - hvis ophavskvinde også nævnes i 'Godnathistorier for rebelske piger'. 

Så the final line er, at repræsentation betyder. Derfor bør alle, især alle med pigebørn, tage deres børn med til en Burning Witches koncert. Drenge har også godt af at se en koncert med dem, så alle fremtidens bookere har øjnene åbne for at booke kvinder til spillesteder og festivaler. 

8. marts 2019

8. MARTS : GLÆDELIG KAMPDAG !!!

Jeg har glædet mig virkelig meget til denne dag! Meget mere end jeg gjorde til min fødselsdag - og nej jeg hører ikke til dem, der har nedtur på over at blive ældre. Jeg havde virkelig bare glædet mig så meget til denne dag. Faktisk kunne jeg slet ikke falde i søvn i nat, fordi jeg glædede mig så meget! Ja eller..den sidste måned har den stået på søvnmangel og max. fire timers per nat. Jeg ved ikke, hvad der sker. (Struma much? I don’t want to jinx it)
Jeg havde en aftale med min mor om, at jeg tog børnene op, gjorde dem klar, satte dem til at spise havregrød, hun kom, tog over og jeg løb mod toget mod Politikkens hus og ‘Argumenter mod kvinder’ (af professor emerita Birgitte Possing, som jeg købte for lang tid siden. 1. Udgave. 1. Oplag.).
Men netop denne morgen var de langhårede hankøn ikke det hjælpsomme humør. Råben, skrigen og lettere slåskamp mellem de to - Elvisio havde fået til opgave at sørge for vitaminpiller til dem, men børnesikringen gjorde dette umuligt for ham og derfor mente storebroren at dette gjorde det i orden at prøve at flå det ud af hans hænder. Oh my God. Med serveret havregrød med rosiner og æblestykker var der pludselig fire minutter til togetsafgang, jeg stod stadig i nattøj, de forbistrede bananer tudede nu og jeg var ikke fri for at tænke at selv på kvindernes kampdag er det hankøn der dikterer dagsordenen. Jeg gjorde, hvad enhver anden dødelig ville gøre. Jeg begyndte at tude. Min mor kom således ind ad døren, og mødte os alle tudende.

Jeg tog det næste tog en halv time senere med blodskudte øjne og gennemvædet fjæs. 
Jeg fandt en plads, smed mine ting og nåede akkurat at høre resten af en monolog fra en mand i båsen ved siden af med tre kvinder siddende ved sig: “...det er bare bedre, når det er blandet. Jeg har prøvet det. Når det kun er kvinder på arbejdspladsen, så går der vare hønsegård i den. Der skal ligesom være en mand til at styre dem.”

Den ene af kvinderne, alle havde de passeret 55 år, kiggede op fra sit strikkeren: “Tror du ikke, du er lidt forudindtaget der?”

“Sikke noget sexistisk pis at fyre af!” sagde jeg højt og de tre kvinder skreg af grin og manden krympede sig. 
Back on track. 

Hvordan kan en mand vide, hvordan kvinder er på en arbejdsplads når mænd ikke er der? 

Dagens første dumme kommentar fra en ældre hvid cismand. Det bliver sikkert ikke den sidste, men efter en rask tudetur skulle der være plads til at kæmpe imod. 

Glædelig fucking kampdag der ude til alle køn! 
Så meget kærlighed til alle køn smides afsted her fra! 
Ses til demo på Vor Frue Plads kl. 16.15/16:30!

20. december 2018

NØRREBRO : POLITIMUSEUM & PLANT POWER FOOD MED LILLE M


Den lille havde i et stykke tid haft dette sted i tankerne, så vi besøgte PLANT POWER FOOD på Fælledvej 15 på Nørrebro. Et udemærket tiltag når tarmene skal sættes i gang igen oven på den kødfestival, julen som regel rummer for danskerne. Det var ikke december, da vi gæstede stedet, faktisk kom vi direkte fra Politimuseet på den anden side af vejen. Det var nemlig noget, jeg havde villet i lang tid. Særligt med deres særudstilling om 'Trusler,' som trods sagernes alvor er meget underholdende. Eksempelvis:

"KUN STORE SEDLER - HURTIGT! JEG ER BEVÆBNET OG HAR TØMMERMÆND"


TRIGGER WARNING: Hvis du ikke vil læse om mord, lemlæstelse eller voldtægt, så spring ned til under næste billede.



I øvrigt havde én af mine yndlingspodcasts pudsigt nok også nævnt stedet om mandagen. Podcasten hedder 'Mørkeland,' og jeg venter nærmest kun på at det bliver mandag når det nye afsnit udkommer. Det er to kvinder, det burde ikke være nødvendigt at nævne deres køn, men det spiller faktisk en rolle her i forhold til formidlingen. De er altid 100% inde i stoffet - det skal man jo være som kvinde, når man går offentligt med noget - og så hul i, at de ikke kender hele retsloven. Det er der seriøst én, der har skrevet i sin anbefaling af dem. Really? "I får topkarakter, meeen!" Det skal være spotless, hvis kvinder laver noget der offentliggøres. Det er en podcast om mord for fanden! Ikke jura. 
De tager udgangspunkt i offeret, hvor mordet formidles på en respektfuld måde. Der er så meget empati og sympati i deres vinkling af sagerne, undren og "hvis nu..". Nogle sager tages op netop for at skabe opmærksomhed på glemte og uopklarede sager. Jeg elsker deres perspektiv, hvor ofrene ikke bare er ofre, men mennesker.  Og luk nu røven med hvordan de taler. Who cases? Jeg ved godt, man altid må kommentere eller korrigere en kvinde - gu må man ej, men det gør man - men hør den nu bare. Det er en pissefed podcast. De er pisseseje! 

En anden podcast, der afsluttede anden sæson i går - hvilket jeg faktisk er lettet over, for jeg irriteres grænseløst over den. Alligevel kan jeg ikke lade være med at høre den, hvilket irriterer mig endnu mere - 'Myrdet' af de der to mænd, tales der om seriemordere. Og i dækningen af eksempelvis Fred West, en virkelig virkelig klam satan, jokes der ligefrem over at West voldtager sin datter og der grines...? 
Og så snart offeret er slået ihjel, bliver det til "liget". Og altså ikke længere nogens liv eller krop. Jeg er indforstået med, at den ene er forhenværende politibetjent og måske derfor er farvet med denne labelling. Det er nok en måde at håndtere så grelle hændelser i sin hverdag på. Det bliver dog en anelse for klinisk, kynisk og for tingsliggørende for mig. Vi har trods alt § 139. i Straffeloven, der straffer "Den, som krænker gravfreden eller gør sig skyldig i usømmelig behandling af lig".
Jaja "boys will be boys" (og nej "boys will grow up to be responsible and respektable men), men det er ikke just et ajour værdisæt man tillægger dem. Piger og/eller kvinder der voldtages eller myrdes på brutal vis får ikke den store reaktion. "Så er vi ligesom i gang," fornøjes der. Måske er man bare for vant til misogyni og kvindedrab? Det fik mig til at tænke på denne mand, der prøvede at få mænd til at sætte sig ind i kvinders situation.  For det eneste der egentlig får nogen reel form for reaktion er, hvis seriemorderne skærer i drengebørns kønsdele. Yup. Og det ér frygteligt, men det er en meget meget lille brøkdel af, hvad de ellers fortæller om. Grunden til, der overhovedet kommer en reaktion omend lille, er, at den ene har fået børn. Og mit gæt er, at han kun har fået drenge. Som når mænd kan forstå noget af kvinders utryghed eller liv begrundet med: "nu har jeg selv fået piger" - fordi du har fået en datter, kan du nu sætte dig ind i kvinders situation...? Man spekulerer på, om de i deres lange liv slet ikke har været "udsat" for hunkøn før..? Mor? Mormor? Søster? Veninde? Nabo? Kollega? Kæreste? Anyone? No?

Any way støt op om 'Mørkeland,' de er fandeme gode. De er ulønnede, de gør det i deres fritid og de hæver i den grad niveauet af podcasts. Jeg ville ønske, der var flere kvinder på banen dér - som når man har set 'Girls,' 'Insecure,' 'The Handmaid's Tale,' 'Pose,' 'No Offence,' 'Killing Eve,' 'Divorse,' 'Big Little Lies,' 'Better Things,' 'Orange is the new Black,' 'Sharp Objects,' 'Heathers,' 'She's Gotta Have It' eller 'The Deuce' og endelig fatter, hvor rart det er at se sit eget køn repræsenteret. Og ja sådan må POC, homoseksuelle, transkønnede og alle de andre køn have det hele tiden. Selvfølgelig. Men det er ligesom først, når man præsenteres for noget andet at man egentlig lægger mærke til "det normale" udbud. 
I de fleste film spiller kvinden blot en mor - for det meste uden navn - eller er et stykke kød. Der er overrepræsentation af mænd i film, og det er ikke homoseksuelle roller. I øvrigt sørg for at se 'Call Me by Your Name' (2017), den er ret god. Og har du ikke set 'Ditte og Louise' (2018), så gør det! Jeg var målløs over, hvor mange pointer de får med - uden at mange nok lægger mærke til det. Og så er den virkelig sjov. Som i, jeg havde regnet med at smile, men jeg grinede ufrivilligt højlydt så tårerne trillede. Og ja jeg var alene. Tænk sig, hvis 'Klovn' kunne andet end "drengerøvshumor," men faktisk ændrede verden til det mere positive? Og tænk sig hvis mænd også gik ind og så en film med to kvinder i hovedrollen? (en skidegod artikel, ikke at det sexistiske Ekkokammer fortjener hits, men Laura Dyhrcrone gør det sgu godt her.) Desværre har ikke så mange set dygtige Ditte og Louise, som man kunne ønske sig, men den barnlige 1990'er agtige 'En frygtelig Kvinde' kunne trække fulde huse...? Åhh Danmark hvor har vi dog langt igen...siger jeg med nedslået blik (ja jeg har set den - da jeg ligesom havde vagt og skulle vise den. Den var så dårlig, at jeg var mere interesseret i dens  locations. Og hep hey! Der var sgu da Gravens Rand?) 
Få set 'Ditte og Louise' - også selv om du er en mand eller måske netop derfor. Den handler ikke om at sable mænd ned, men om samfundets normer. Og ja måske nogle mænd ikke tør, fordi "hvad nu hvis de blev tvunget til at se indad!!" eller, gud forbyde det, "vise hensyn fremover!? GISP!" - som de lige nu flyder over med på facebook af krænkelser over, at nogen er blevet krænket. Det er sgu da ironi, der vil noget. De skriger og råber op om "krænkelseskultur," hvilket de er så krænkede over at der kommer det ene opslag efter det andet. Gerne hvide mænd. 'nuff said. En Grundtvig sang "..den danske sang er en ung blond pige.." - for det første hvad er det for noget nationalistisk pis at forsvare og insistere på at synge? - for det andet ad. I øvrigt er jeg PISSETRÆT af, at al respekt over for andre mennesker skal latterliggøres med "svenske tilstande" tihihihi. Denmark - you should only be so lucky. Dét er præcis, hvad vi burde stræbe efter. Og at blive lige så ligestillede som Island. 

Man kan undre sig over, hvorfor Mofibo støttede de to mænd frem for 'Mørkeland'. Var det grundet "kendisfaktoren"? Eller var det noget andet? 
'Mørkeland' har lavet 41 episoder, foruden 'minimord' en slags digitalt postkort, de har været i luften siden 20. februar 2018  ('Myrdet' har lavet to sæsoner på i alt tyve episoder siden 7. juni 2018). 
Hver  fucking mandag? Det er ret vildt.
Raw og dehydrerede snack.

Vi valgte brunchtallerken med ruller af rispapir med spirer og agurk. Patè af champignoner. Karrysalat. En halv avokado med tahindressing, ristede nødder og sfærer af balsamico. Bagte svampe med rosmarin. Raw kiks med kul.
Alene æstetikken er værd at komme efter.