25. november 2019

BRANDTS : ANTON CORBIJN 1-2-3-4 - SANSEUDSTILLINGEN 2019

 Som altid har Brandts hevet en fandens fed visuel udstilling til sig - og jeg havde lyst til at besøge den så snart, jeg havde mulighed. For nok er Brandts placeret i Odense, men de hiver fandeme nogle vilde udstillinger til sig! - og ja. Jeg mener især udstillingen 'Lars Von Trier - DET GODE MED DET ONDE'. Jeg lover at få lagt det ud på et tidspunkt. 
Herover ses den gamle indgang, men både den, butikken og gaderoben (som i øvrigt er gratis) er rykket rundt i stueetagen. Fordi! De har endelig fået en café eller bare mulighed for at få en kop kaffe på Brandts! Det er et virkelig godt tiltag, der er fint og hyggeligt. Jeg havde dog lige betalt 45kr. for en latte med havremælk på Brød - i Odense?! Der var kun én størrelse på kopperne, og den var vel mellem - så jeg fik ikke prøvet deres kaffe. 
 Eksempelvis har de den årlige Sanseudstilling  - der i år hedder 'Kom hjem og besøg mig en dag' - som vi har besøgt før. I år er den virkelig god.





Kurt Cobain - the who got away - et af de tidlige dødsfald i mit musikalske besættelser. Siden 5. april 1994 blev han et sår, der ikke ville hele.















20. november 2019

BURNING WITCHES PÅ FORBRÆNDINGEN : PRÆCIS SÅDAN FÅR VI FLERE KVINDER PÅ ROCK/METAL SCENEN

Det kan næppe være gået nogens næse forbi, at spillestedet Forbrændingen lavede den største revolution i dansk musikhistorie i år. Særligt webmagasinet Devilution kom på barrikaderne, da Forbrændingens benspænd for 2019's bookinger kom frem. Alt fra boycot til at spillestedet skulle skæres i støtte til "omvendt sexisme" væltede fra deres digitale pen - sjovt nok råbes der ikke lige så højt, når spillesteder eller festivaler næsten kun eller udelukkende booker mænd. Selv kunne jeg ikke få armene ned over, hvor pissesej en beslutning de tog. 

Men hvad handlede disse benspænd egentlig om?
Jo. Det handlede om at lave et musikår med kvindelige artister i fokus. 

- Jamen vil det så sige, der kun måtte være kvinder på scenen? 
Nej. Det handlede om, at der skulle være mindst én kvinde på scenen - og denne skulle have en fremtrædende rolle på scenen uden at gå på kompremis med kvaliteten. For eksempel som forsanger.

Nåh? Er det bare det?
Jeps. Det er bare det. Så kan man jo undre sig over, hvorfor folk fik så ondt i røven over dette. Jeg selv fik udelukkende lyst til at støtte op om deres mega seje initiativ!

De fleste festivaler, eller spillesteder, har en tendens til at bruge udtryk som "jamen der var ikke nogen, der kunne," "der var ikke nogen i den genre, vi var på udkik efter" eller lignende. Forbrændingens jumpstart af musikbranchen har i dén grad bevist, at der er nok bands i alle genrer der kan og vil. 
Jeg tog et smut på Forbrændingen for at se Inferno Steel, Ivy Crown og Burning Witches. 
Inferno Steel var alderspræsidenten blandt de tre bands, og de havde en ro og coolness der kun kommer med alderen. Forsangeren (den eneste kvinde i bandet) var ikke bleg for at nævne, at hun var gymnasielærer og at næste dag skulle en af hendes matematikelever spille på Forbrændingen. 
Ivy Crown bestod kun af kvinder og havde to mandlige gæstegrowlere med på hver sit nummer. De havde måneden før haft releasekoncert på BETA. Da Ivy Crown sprang en basstreng, og måtte låne en bas af Inferno Steel, råbte to ældre mænd fra publikum "vis os jeres patter!" 
"Vis os jeres nosser!" er aldrig blevet råbt af kvinder mod et band kun bestående af mænd. Det er aldrig sket. Hvorfor sker det? Det er tonedøvt og bare dybt nedværdigende. Der er brug for at mænd også slår ned på sådanne røvhuller. I metalgenren er der mangel på kvinder, og man forstår godt hvorfor. Trods den ufrivillige pause klarede Ivy Crown det godt. De kom stærkt igen!

 Burning Witches gik på scenen. Med vindkanoner og det hele. Og jeg er ikke fortaler for, at man skal snakke om folks udseende, men shit hvor var de flotte i deres gear. Herover ses guitaristen Sonia - der headbangende lod tankerne falde på ham med det krøllede garn fra Bæst. 

Herover står den anden guitarist, Romana, der sammen med guitaristen Sonia lavede det vildeste show når de gik rundt på scenen, stod ryg mod ryg og fyrede den af. Den rødhårede bassist, Jay, havde ikke lagt noget op på Instagram, så hun er desværre ikke med her. Jeg gør en ære ud af ikke at tage billeder, når jeg er til koncert - kald det en modreaktion på at mange konstant lægger billeder op  på sociale medier af hele deres liv minut for minut. Jeg tager næsten ingen billeder mere, hvilket er stenet når man er fotograf. 
Ovenover ses trommeslageren, der næsten ikke kunne anes bag det gigantiske trommesæt. 

Ovenover ses den nye forsanger, Laura, der leverede den vildeste koncert. Hun headbangede, slog næven i vejret i takt til musikken og fik publikum med, sang i de vildeste rock-kropspositioner, lod en fra publikum synge en linie  og var bare vild på en scene. 
Man har tit stået på Copenhell og set milliarder af mænd lave alle disse moves. Det er der ikke noget nyt i bevares. Men som jeg stod der i mængden af publikum, så skete der sgu noget i mig. Dér fattede jeg det endelig. At se mit køn repræsenteret på alle instrumenterne, lave den vildeste rockkoncert og se publikum gå amok over showet. Det er da klart, der er så mange mænd i rock og metalgenren - for de har kunne se og spejle sig selv i de personer på scenen. De er blevet inspireret til at starte et band. Hell! JEG havde sgu lyst til at starte et band efter at have set Burning Witches! 
Åbenbart er der en overvægt af mænd, der går til koncert (jeg er undtagelsen, der bekræfter reglen). Men det er måske netop fordi, der ikke er nok kvindelige artister på scenen?

Dygtige og modige Nanna Frank Rasmussen (ja dén Nanna Frank Rasmussen) holdt en talk om repræsentation af kvinder på/i film til Feministisk Soirée på Forbrændingen i starten af november, hvor hun talte om Geena Davis' See Jane initiativ. Grundet X-Files og agent Dana Scully på tv-skærmene i 1990'erne kom der flere piger/kvinder ind på STEM (Science, Technology, Engineering, Mathematics) studierne - for de havde alle set serien. Ligeledes var der en markant stigning af piger/kvinder i bueskydning efter 2012. Hvorfor? Fordi i 2012 udkom 'Hunger Games' samt Disneys (virkelig gode) 'Brave' (på dansk: 'Modig') - hvis ophavskvinde også nævnes i 'Godnathistorier for rebelske piger'. 

Så the final line er, at repræsentation betyder. Og derfor bør alle, især alle med pigebørn, tage deres piger med til en Burning Witches koncert. Drenge har også godt af at se en koncert med dem, så fremtidens bookere har øjnene åbne for at booke kvinder til spillesteder og festivaler. 

8. marts 2019

8. MARTS : GLÆDELIG KAMPDAG !!!

Jeg har glædet mig virkelig meget til denne dag! Meget mere end jeg gjorde til min fødselsdag - og nej jeg hører ikke til dem, der har nedtur på over at blive ældre. Jeg havde virkelig bare glædet mig så meget til denne dag. Faktisk kunne jeg slet ikke falde i søvn i nat, fordi jeg glædede mig så meget! Ja eller..den sidste måned har den stået på søvnmangel og max. fire timers per nat. Jeg ved ikke, hvad der sker. (Struma much? I don’t want to jinx it)
Jeg havde en aftale med min mor om, at jeg tog børnene op, gjorde dem klar, satte dem til at spise havregrød, hun kom, tog over og jeg løb mod toget mod Politikkens hus og ‘Argumenter mod kvinder’ (af professor emerita Birgitte Possing, som jeg købte for lang tid siden. 1. Udgave. 1. Oplag.).
Men netop denne morgen var de langhårede hankøn ikke det hjælpsomme humør. Råben, skrigen og lettere slåskamp mellem de to - Elvisio havde fået til opgave at sørge for vitaminpiller til dem, men børnesikringen gjorde dette umuligt for ham og derfor mente storebroren at dette gjorde det i orden at prøve at flå det ud af hans hænder. Oh my God. Med serveret havregrød med rosiner og æblestykker var der pludselig fire minutter til togetsafgang, jeg stod stadig i nattøj, de forbistrede bananer tudede nu og jeg var ikke fri for at tænke at selv på kvindernes kampdag er det hankøn der dikterer dagsordenen. Jeg gjorde, hvad enhver anden dødelig ville gøre. Jeg begyndte at tude. Min mor kom således ind ad døren, og mødte os alle tudende.

Jeg tog det næste tog en halv time senere med blodskudte øjne og gennemvædet fjæs. 
Jeg fandt en plads, smed mine ting og nåede akkurat at høre resten af en monolog fra en mand i båsen ved siden af med tre kvinder siddende ved sig: “...det er bare bedre, når det er blandet. Jeg har prøvet det. Når det kun er kvinder på arbejdspladsen, så går der vare hønsegård i den. Der skal ligesom være en mand til at styre dem.”

Den ene af kvinderne, alle havde de passeret 55 år, kiggede op fra sit strikkeren: “Tror du ikke, du er lidt forudindtaget der?”

“Sikke noget sexistisk pis at fyre af!” sagde jeg højt og de tre kvinder skreg af grin og manden krympede sig. 
Back on track. 

Hvordan kan en mand vide, hvordan kvinder er på en arbejdsplads når mænd ikke er der? 

Dagens første dumme kommentar fra en ældre hvid cismand. Det bliver sikkert ikke den sidste, men efter en rask tudetur skulle der være plads til at kæmpe imod. 

Glædelig fucking kampdag der ude til alle køn! 
Så meget kærlighed til alle køn smides afsted her fra! 
Ses til demo på Vor Frue Plads kl. 16.15/16:30!

20. december 2018

NØRREBRO : POLITIMUSEUM & PLANT POWER FOOD MED LILLE M


Den lille havde i et stykke tid haft dette sted i tankerne, så vi besøgte PLANT POWER FOOD på Fælledvej 15 på Nørrebro. Et udemærket tiltag når tarmene skal sættes i gang igen oven på den kødfestival, julen som regel rummer for danskerne. Det var ikke december, da vi gæstede stedet, faktisk kom vi direkte fra Politimuseet på den anden side af vejen. Det var nemlig noget, jeg havde villet i lang tid. Særligt med deres særudstilling om 'Trusler,' som trods sagernes alvor er meget underholdende. Eksempelvis:

"KUN STORE SEDLER - HURTIGT! JEG ER BEVÆBNET OG HAR TØMMERMÆND"


TRIGGER WARNING: Hvis du ikke vil læse om mord, lemlæstelse eller voldtægt, så spring ned til under næste billede.



I øvrigt havde én af mine yndlingspodcasts pudsigt nok også nævnt stedet om mandagen. Podcasten hedder 'Mørkeland,' og jeg venter nærmest kun på at det bliver mandag når det nye afsnit udkommer. Det er to kvinder, det burde ikke være nødvendigt at nævne deres køn, men det spiller faktisk en rolle her i forhold til formidlingen. De er altid 100% inde i stoffet - det skal man jo være som kvinde, når man går offentligt med noget - og så hul i, at de ikke kender hele retsloven. Det er der seriøst én, der har skrevet i sin anbefaling af dem. Really? "I får topkarakter, meeen!" Det skal være spotless, hvis kvinder laver noget der offentliggøres. Det er en podcast om mord for fanden! Ikke jura. 
De tager udgangspunkt i offeret, hvor mordet formidles på en respektfuld måde. Der er så meget empati og sympati i deres vinkling af sagerne, undren og "hvis nu..". Nogle sager tages op netop for at skabe opmærksomhed på glemte og uopklarede sager. Jeg elsker deres perspektiv, hvor ofrene ikke bare er ofre, men mennesker.  Og luk nu røven med hvordan de taler. Who cases? Jeg ved godt, man altid må kommentere eller korrigere en kvinde - gu må man ej, men det gør man - men hør den nu bare. Det er en pissefed podcast. De er pisseseje! 

En anden podcast, der afsluttede anden sæson i går - hvilket jeg faktisk er lettet over, for jeg irriteres grænseløst over den. Alligevel kan jeg ikke lade være med at høre den, hvilket irriterer mig endnu mere - 'Myrdet' af de der to mænd, tales der om seriemordere. Og i dækningen af eksempelvis Fred West, en virkelig virkelig klam satan, jokes der ligefrem over at West voldtager sin datter og der grines...? 
Og så snart offeret er slået ihjel, bliver det til "liget". Og altså ikke længere nogens liv eller krop. Jeg er indforstået med, at den ene er forhenværende politibetjent og måske derfor er farvet med denne labelling. Det er nok en måde at håndtere så grelle hændelser i sin hverdag på. Det bliver dog en anelse for klinisk, kynisk og for tingsliggørende for mig. Vi har trods alt § 139. i Straffeloven, der straffer "Den, som krænker gravfreden eller gør sig skyldig i usømmelig behandling af lig".
Jaja "boys will be boys" (og nej "boys will grow up to be responsible and respektable men), men det er ikke just et ajour værdisæt man tillægger dem. Piger og/eller kvinder der voldtages eller myrdes på brutal vis får ikke den store reaktion. "Så er vi ligesom i gang," fornøjes der. Måske er man bare for vant til misogyni og kvindedrab? Det fik mig til at tænke på denne mand, der prøvede at få mænd til at sætte sig ind i kvinders situation.  For det eneste der egentlig får nogen reel form for reaktion er, hvis seriemorderne skærer i drengebørns kønsdele. Yup. Og det ér frygteligt, men det er en meget meget lille brøkdel af, hvad de ellers fortæller om. Grunden til, der overhovedet kommer en reaktion omend lille, er, at den ene har fået børn. Og mit gæt er, at han kun har fået drenge. Som når mænd kan forstå noget af kvinders utryghed eller liv begrundet med: "nu har jeg selv fået piger" - fordi du har fået en datter, kan du nu sætte dig ind i kvinders situation...? Man spekulerer på, om de i deres lange liv slet ikke har været "udsat" for hunkøn før..? Mor? Mormor? Søster? Veninde? Nabo? Kollega? Kæreste? Anyone? No?

Any way støt op om 'Mørkeland,' de er fandeme gode. De er ulønnede, de gør det i deres fritid og de hæver i den grad niveauet af podcasts. Jeg ville ønske, der var flere kvinder på banen dér - som når man har set 'Girls,' 'Insecure,' 'The Handmaid's Tale,' 'Pose,' 'No Offence,' 'Killing Eve,' 'Divorse,' 'Big Little Lies,' 'Better Things,' 'Orange is the new Black,' 'Sharp Objects,' 'Heathers,' 'She's Gotta Have It' eller 'The Deuce' og endelig fatter, hvor rart det er at se sit eget køn repræsenteret. Og ja sådan må POC, homoseksuelle, transkønnede og alle de andre køn have det hele tiden. Selvfølgelig. Men det er ligesom først, når man præsenteres for noget andet at man egentlig lægger mærke til "det normale" udbud. 
I de fleste film spiller kvinden blot en mor - for det meste uden navn - eller er et stykke kød. Der er overrepræsentation af mænd i film, og det er ikke homoseksuelle roller. I øvrigt sørg for at se 'Call Me by Your Name' (2017), den er ret god. Og har du ikke set 'Ditte og Louise' (2018), så gør det! Jeg var målløs over, hvor mange pointer de får med - uden at mange nok lægger mærke til det. Og så er den virkelig sjov. Som i, jeg havde regnet med at smile, men jeg grinede ufrivilligt højlydt så tårerne trillede. Og ja jeg var alene. Tænk sig, hvis 'Klovn' kunne andet end "drengerøvshumor," men faktisk ændrede verden til det mere positive? Og tænk sig hvis mænd også gik ind og så en film med to kvinder i hovedrollen? (en skidegod artikel, ikke at det sexistiske Ekkokammer fortjener hits, men Laura Dyhrcrone gør det sgu godt her.) Desværre har ikke så mange set dygtige Ditte og Louise, som man kunne ønske sig, men den barnlige 1990'er agtige 'En frygtelig Kvinde' kunne trække fulde huse...? Åhh Danmark hvor har vi dog langt igen...siger jeg med nedslået blik (ja jeg har set den - da jeg ligesom havde vagt og skulle vise den. Den var så dårlig, at jeg var mere interesseret i dens  locations. Og hep hey! Der var sgu da Gravens Rand?) 
Få set 'Ditte og Louise' - også selv om du er en mand eller måske netop derfor. Den handler ikke om at sable mænd ned, men om samfundets normer. Og ja måske nogle mænd ikke tør, fordi "hvad nu hvis de blev tvunget til at se indad!!" eller, gud forbyde det, "vise hensyn fremover!? GISP!" - som de lige nu flyder over med på facebook af krænkelser over, at nogen er blevet krænket. Det er sgu da ironi, der vil noget. De skriger og råber op om "krænkelseskultur," hvilket de er så krænkede over at der kommer det ene opslag efter det andet. Gerne hvide mænd. 'nuff said. En Grundtvig sang "..den danske sang er en ung blond pige.." - for det første hvad er det for noget nationalistisk pis at forsvare og insistere på at synge? - for det andet ad. I øvrigt er jeg PISSETRÆT af, at al respekt over for andre mennesker skal latterliggøres med "svenske tilstande" tihihihi. Denmark - you should only be so lucky. Dét er præcis, hvad vi burde stræbe efter. Og at blive lige så ligestillede som Island. 

Man kan undre sig over, hvorfor Mofibo støttede de to mænd frem for 'Mørkeland'. Var det grundet "kendisfaktoren"? Eller var det noget andet? 
'Mørkeland' har lavet 41 episoder, foruden 'minimord' en slags digitalt postkort, de har været i luften siden 20. februar 2018  ('Myrdet' har lavet to sæsoner på i alt tyve episoder siden 7. juni 2018). 
Hver  fucking mandag? Det er ret vildt.
Raw og dehydrerede snack.

Vi valgte brunchtallerken med ruller af rispapir med spirer og agurk. Patè af champignoner. Karrysalat. En halv avokado med tahindressing, ristede nødder og sfærer af balsamico. Bagte svampe med rosmarin. Raw kiks med kul.
Alene æstetikken er værd at komme efter.

12. december 2018

HENNE KIRKEBY : HENNE KIRKEBY KRO : VORES HENNE

Turen gik rask afsted mod WAAAAARDE ad motorveje for at inkassere en længe ventet og udsat fødselsdagsgave. Med pitstop et eller andet sted på Fyn hvor vi tog en rasteplads med noget natur vue. Undertegnede havde lavet porre/bacon tærte om morgenen forsejlet i flamingokasse og kolde gule Kinleys til. Hvid dug (arvestykke fra min oldemor), frokosttallerkner og rigtigt bestik til. Man skal altid huske at træne maven op til at indtage otte retters menu, det nytter ikke noget at holde igen hele dagen. Det hævner sig senere. True story. 
Vi nåede Waaaaarde, men ikke eftermiddagskaffen på Henne Kirkeby Kro. Nuvel. Vi fik vores værelse i Staldgården. Der var omtrendt tredive minutter til, vi havde bord. Vi inspicerede og afprøvede alt på værelset, som de spader vi er, og tog en øl med på ryge/spadsertur rundt på matriklen. Gloede ind af de fleste vinduer, mest køkkenvinduerne, hvor visse døre åbner når man står for tæt på.
Papadam med chutney og frisk fra haven. SÅ var vi i gang!
Hennes egen lufttørrede skinke. 
Havens kartofler og porre med friteret Gillardeau østers. Ja den her var klart en af de tre bedste. 
Kyllingelever (som mine øjne nægter at læse på andre måder end "kylling elever") parfait med syltede valnødder og trøfler. Hvabehar! Needless to say this was like touching God. 
Blæksprutte kimchi. 
Han Solo brødet - de har god erfaring med at døbe deres brød, så bliver det bedre. Der har således eksisteret et Helena Christensenbrød også. 

Havesmør. Et kunstværk i sig selv. 
Cannelloni med kammusling og hummer og røget smørsauce. Den var vidunderlig. 

Stegt pighvar med citroncurd, oksehale, baby løg og rødvinssauce. Surf'n'turf. 

Label Rouge and l'orange. And er jo bare altid perfekt.

Brilliant savoring og efterårstrøffel. 
Paul's modnet aftenost, hasselnød og sort honning. 


Æble tarte fine, Calvados karamel og brunet smør is. 

Mørk chokolade Delice.
Kirsebærsorbet. 
Vi var ude og ryge nogle gange. Vi bad vores perfekte tjener, Emil, om lov. Vi ville jo ikke være til besvær - selv om vi spurgte ind til alt - så da ingen havde ænset at vi var kommet ind anden eller tredie gang, fandt vi selv den gemte garderobe og hængte vores overtøj op. Selvfølgelig var der numre på bøjlerne, og selvfølgelig vidste vi ikke hvad vores bordnummer var. Så lidt efter kom Emil hen til os ved bordet, og spurgte diskret hvor vi havde gjort af vores overtøj. Vi undskyldte vores detour. Og at vi grinede eller snakkede for højt - Emil mente, vi godt kunne larme lidt mere. Der var meget stille i restauranten, når der ikke var så mange gæster som i weekenderne. Han mente, det hjalp de andre gæster til ikke at hviske så meget. Der var kun tre par fordelt på tre borde foruden os. Helt klart en perfekt tjener, men vi kommer åbenbart også fra samme by. 
Vores (ekstremt) sødt til kaffen nydt ude i blæsten, hvor der var sat spots op mod trækronerne på alléen skabende et meget dramatisk look på denne årstid og disse kanter. Vores cafébord var dækket med grønt fra haven, rundt om os stod græskar og masser af potter med planter. Det søde bestod  af passionsfrugt og verbena pâte de fruits (den runde), fransk nougat og English country fudge. 
Loungen hvor vi nød (lad os bare sige "drak") ufiltreret øl. Musikken var en playliste, vi ikke kunne gøre noget ved - heller ikke tjenerne - og fra køkkenet stormede Black Sabbath, som vi selvfølgelig meget hellere ville høre i stedet for Lukas Graham. No offense Graham. 
Vores øl. Og jeg må ærligt indrømme, at det føltes som Lokes prøve i Valhalla at drikke den. Lige meget hvor meget vi drak, lige lidt svandt der i glasset. Jeg burde have lagt en tændstiksæske ved siden af, så man forstår størrelsen på glasset bedre. Da vi kom igennem den, havde vi jo lyst til mere. Klokken har vel været midnat eller et. 
"Joh..men vi har egentlig lukket, men vi vil jo heller ikke sige nej," tjenerne nærmest stivnede, da vi spurgte om en mere.  
"Nåh nej men det var til at tage med, tænkte vi. Der er jo ingen bar her ude." 
"Jo selvfølgelig!" responderede de, "men der er også en minibar på værelset."
"Ja. Den har vi tømt."
Vi fik et par mere med. Vi spurgte, om vi måtte gå på opdagelse rundt omkring. Drivhuset for eksempel. Det måtte vi endelig. 
Vores fantastiske tjener Emil kom med menuen - han havde nok regnet med, vi for længst var stået af. Good call. Den kom i en rulle - desværre uden champagnen og øllet. Byd gerne ind. 

Det kæmpestore drivhus, hvor vi sad under varmelamper, blandt geranium (ha!), korkpropper og tomatplanter, spillede musik, drak, røg, kværulerede og glemte klokken. Men vi løb tør for øl ved halv fire tiden - hvilket vist var meget passende. Hold kæft en fed aften/nat. Det gav så meget mening at kunne trække her ud efter endt madoplevelse og ikke som på noma, hvor spaderne her bagefter prøvede at forlænge og fordøje oplevelsen på Eiffelbar og opfordrede de faste kunder til at tage på noma. "Gør det mand! 2500 kroner! Det er billet for at spise på verdens bedste restaurant!" Morons. 
Fribløderdrømme i Hästens seng. Hvis billedet er utydeligt, er det fordi at det var vi. 
Morgenstund har Henne i mund - vi havde ikke nået mange timer på langs, men vi blev nødt til at få morgenmaden med. Selv om vi eeegentlig ikke var sultne. Det var ikke fordi, vi trængte, men vi havde lyst. Jeg ville hellere have kigget mere på den der Hästens seng, skønt allergipillen så småt var stoppet med at virke og dunpuderne stille begyndte at tage kvælertag om åndedrættet. Her erfarede vi, at vi altså havde haft naboer i Staldgården (hvor morgenmaden også blev serveret). Vi mødte smil fra de andre borde, der helt sikkert har hørt en af spaderne banke på døren (fordi der ingen skraldespande var at finde uden for til smøgpakke fyldt med skoder - og jeg var vidt omkring) og den anden råbe fra det hellige i morges. Breakfast of shame much..? Ej det gik. De har vel også været yngre (bemærk jeg afstår fra at skrive "unge") selv og svagt retarderede.
Tjenerne fra natten løj ikke. Det er virkelig en overdådig morgenmad. Med frugt, båd (?), pålæg, brunsviger og ja alt. Men efter vinmenu, og hvad der nu føltes som min egen kropsvægt i øl, var maven og munden lettere snøret sammen, jeg kunne mærke min puls i hver en åre og havde egentlig mest lyst til at drikke deres æblemost i én køre nogle timer frem og genvinde mig selv og måske livslysten.
Brunsviger. 

Men okay. Når man præsenteres for muligheden for at smage tilberedt æg - og mulighederne syntes i min tilstand uendelige - så må man sgu lige kvinde sig op og huske, hvorfor man var kommet. Jeg var i vildrede. Jeg havde lyst til det hele! When in doubt - gå med trøfler. Så det gjorde jeg. Men jeg havde fandeme ikke regnet (håbet på) med at få hele to æg. Damn. Men jeg gjorde det. Madspild du ved nok. 

Farvel kære Henne. Vi ses helt sikkert igen. Næste gang lover vi at arte os.