12. december 2018

HENNE KIRKEBY : HENNE KIRKEBY KRO : VORES HENNE

Turen gik rask afsted mod WAAAAARDE ad motorveje for at inkassere en længe ventet og udsat fødselsdagsgave. Med pitstop et eller andet sted på Fyn hvor vi tog en rasteplads med noget natur vue. Undertegnede havde lavet porre/bacon tærte om morgenen forsejlet i flamingokasse og kolde gule Kinleys til. Hvid dug (arvestykke fra min oldemor), frokosttallerkner og rigtigt bestik til. Man skal altid huske at træne maven op til at indtage otte retters menu, det nytter ikke noget at holde igen hele dagen. Det hævner sig senere. True story. 
Vi nåede Waaaaarde, men ikke eftermiddagskaffen på Henne Kirkeby Kro. Nuvel. Vi fik vores værelse i Staldgården. Der var omtrendt tredive minutter til, vi havde bord. Vi inspicerede og afprøvede alt på værelset, som de spader vi er, og tog en øl med på ryge/spadsertur rundt på matriklen. Gloede ind af de fleste vinduer, mest køkkenvinduerne, hvor visse døre åbner når man står for tæt på.
Papadam med chutney og frisk fra haven. SÅ var vi i gang!
Hennes egen lufttørrede skinke. 
Havens kartofler og porre med friteret Gillardeau østers. Ja den her var klart en af de tre bedste. 
Kyllingelever (som mine øjne nægter at læse på andre måder end "kylling elever") parfait med syltede valnødder og trøfler. Hvabehar! Needless to say this was like touching God. 
Blæksprutte kimchi. 
Han Solo brødet - de har god erfaring med at døbe deres brød, så bliver det bedre. Der har således eksisteret et Helena Christensenbrød også. 

Havesmør. Et kunstværk i sig selv. 
Cannelloni med kammusling og hummer og røget smørsauce. Den var vidunderlig. 

Stegt pighvar med citroncurd, oksehale, baby løg og rødvinssauce. Surf'n'turf. 

Label Rouge and l'orange. And er jo bare altid perfekt.

Brilliant savoring og efterårstrøffel. 
Paul's modnet aftenost, hasselnød og sort honning. 


Æble tarte fine, Calvados karamel og brunet smør is. 

Mørk chokolade Delice.
Kirsebærsorbet. 
Vi var ude og ryge nogle gange. Vi bad vores perfekte tjener, Emil, om lov. Vi ville jo ikke være til besvær - selv om vi spurgte ind til alt - så da ingen havde ænset at vi var kommet ind anden eller tredie gang, fandt vi selv den gemte garderobe og hængte vores overtøj op. Selvfølgelig var der numre på bøjlerne, og selvfølgelig vidste vi ikke hvad vores bordnummer var. Så lidt efter kom Emil hen til os ved bordet, og spurgte diskret hvor vi havde gjort af vores overtøj. Vi undskyldte vores detour. Og at vi grinede eller snakkede for højt - Emil mente, vi godt kunne larme lidt mere. Der var meget stille i restauranten, når der ikke var så mange gæster som i weekenderne. Han mente, det hjalp de andre gæster til ikke at hviske så meget. Der var kun tre par fordelt på tre borde foruden os. Helt klart en perfekt tjener, men vi kommer åbenbart også fra samme by. 
Vores (ekstremt) sødt til kaffen nydt ude i blæsten, hvor der var sat spots op mod trækronerne på alléen skabende et meget dramatisk look på denne årtis og disse kanter. Vores cafébord var dækket med grønt fra haven, rundt om os stod græskar og masser af potter med planter. Det søde bestod  af passionsfrugt og verbena pâte de fruits (den runde), fransk nougat og English country fudge. 
Loungen hvor vi nød (lad os bare sige "drak") ufiltreret øl. Musikken var en playliste, vi ikke kunne gøre noget ved - heller ikke tjenerne - og fra køkkenet stormede Black Sabbath, som vi selvfølgelig meget hellere ville høre i stedet for Lukas Graham. No offense Graham. 
Vores øl. Og jeg må sgu ærligt indrømme, at det føltes som Lokes prøve i Valhalla at drikke den. Lige meget hvor meget vi drak, lige lidt svandt der i glasset. Jeg burde have lagt en tændstiksæske ved siden af, så man forstår størrelsen på glasset bedre. Da vi kom igennem den, havde vi jo lyst til mere. Klokken har vel været midnat eller et. 
"Joh..men vi har egentlig lukket, men vi vil jo heller ikke sige nej," tjenerne nærmest stivnede, da vi spurgte om en mere.  
"Nåh nej men det var til at tage med, tænkte vi. Der er jo ingen bar her ude." 
"Jo selvfølgelig!" responderede de, "men der er også en minibar på værelset."
"jaahhh..dén har vi tømt."
Vi fik et par mere med. Vi spurgte, om vi måtte gå på opdagelse rundt omkring. Drivhuset for eksempel. Det måtte vi endelig. 
Vores fantastiske tjener Emil kom med menuen - han havde nok regnet med, vi for længst var stået af. Good call. Den kom i en rulle - desværre uden champagnen og øllet. Byd gerne ind. 

Det kæmpestore drivhus, hvor vi sad under varmelamper, blandt geranium (ha!), korkpropper og tomatplanter, spillede musik, kværulerede og glemte klokken. Men vi løb tør for øl ved halv fire tiden - hvilket vist var meget passende. Hold kæft en fed aften/nat. Det gav så meget mening at kunne trække her ud efter endt madoplevelse og ikke som på noma, hvor spaderne bagefter prøvede at forlænge og fordøje oplevelsen på Eiffelbar og opfordrede de faste kunder til at tage på noma. "Gør det mand! 2500!" 
Fribløderdrømme i Hästens seng. Hvis billedet er utydeligt, er det fordi at det var vi. 
Morgenstund har Henne i mund - vi havde ikke nået mange timer på langs, men vi blev nødt til at få morgenmaden med. Selv om vi eeegentlig ikke var sultne. Jeg ville hellere have kigget mere på den der Hästens seng, skønt allergipillen så småt var stoppet med at virke og dunpuderne stille begyndte at tage kvælertag om åndedrættet. Her erfarede vi, at vi altså havde haft naboer i Staldgården (hvor morgenmaden også blev serveret). Vi mødte smil fra de andre borde, der helt sikkert har hørt en af spaderne banke på døren (fordi der ingen skraldespande var at finde uden for til smøgpakke fyldt med skoder - og jeg var vidt omkring) og den anden råbe fra det hellige i morges. Breakfast of shame much..? Ej det gik. De har vel også været yngre (bemærk jeg afstår fra at skrive "unge") selv og svagt retarderede.
Tjenerne fra natten løj ikke. Det er virkelig en overdådig morgenmad. Med frugt, båd (?), pålæg, brunsviger og ja alt. Men efter vinmenu, og hvad der nu føltes som min egen kropsvægt i øl, var maven og munden lettere snøret sammen, jeg kunne mærke min puls i hver en åre og havde egentlig mest lyst til at drikke deres æblemost i én køre nogle timer frem og genvinde mig selv og måske livslysten.


Men okay. Når man præsenteres for muligheden for at smage tilberedt æg - og mulighederne syntes i min tilstand uendelige - så må man sgu lige kvinde sig op og huske, hvorfor man var kommet. Jeg var i vildrede. Jeg havde lyst til det hele! When in doubt - gå med trøfler. Så det gjorde jeg. Men jeg havde fandeme ikke regnet (håbet på) med at få hele to æg. Damn. Men jeg gjorde. Madspild du ved. 

Farvel kære Henne. Vi ses helt sikkert igen. Næste gang lover vi at arte os. 

5. december 2018

PARIS : MUSÉE EDITH PIAF, CIMETIÈRE DU PÈRE-LACHAISE & CHEZ MARIE LOUISE


De gange jeg har været i Paris, sidst bryllupsrejsen med ja gæt selv hvem, har det ærgret mig at jeg ikke har nået Musée Edith Piaf. Jeg har hørt hende, siden jeg var seksten år. Ja ja big deal tænker du - og ja det er det sgu, dengang var musik på CD'er og nået man opsøgte på biblioteket eller i pladeforretninger. Det kunne ikke streames, man havde ikke en radio funktion eller "sounds like" på Spotify. Det var en fucking videnskab. En mani. En opdagelsesrejse. Hvor noget førte til noget andet. Og i øvrigt måtte man læse om kunstnere i BØGER, for internettet var ret tomt. Dengang man hørte en her plade. Igen og igen. Jeg ved godt, jeg lyder pissegammel nu - and I'm not even sorry. 
Any way you get it. I was very into La Môme Piaf. Derfor ringede jeg til museet, for det skal man, og manden taler kun fransk. Det er gratis, men det forventes at man lægger nogle "drikkepenge".
Museum er nok så meget sagt. Men en flot gammel lejlighed, Piaf boede her i starten af hendes karriere, hvor to rum er dedikeret til memorabilia af varierende og tvivlsom kvalitet - proppet så meget til randen at det ville få Niels Rydungs lejlighed til at se nærmest minimalistisk indrettet ud. Der er et par kjoler, men det er vidst også det mest autentiske. Der er mange malerier og tegninger af spurven foruden en én til én pap figur af hende - hun havde ca. gået mig til navlen. 
Af en så stor stjerne er det bemærkelsesværdigt, at der ikke findes et offentligt museum til ære for Piaf. Museet drives af 'Edith Piafs venner,' og ligger på 5 rue Crespin du Gast i det 11. arrondissement. Det er åbent fra 13:00-18:00 mandag til onsdag, og man skal som sagt ringe og lave en aftale på forhånd. 

Nåh det var overraskende nok hurtigt overstået, så hvad gør man så på disse kanter? Man tager selvfølgelig på Père-Lachaise for at finde døde - denne gang havde jeg jo ligesom ikke eksmanden med to slow me down - og man kunne jo passende starte med La Môme Piaf. Man kan tage et kort ved en af indgangene for at finde de kendtes sidste hvilested, men på en så stor kirkegård som denne er det ikke den store hjælp. 

Nuvel Edith Piaf. 



Intet besøg her uden at besøge The Lizzard King, hvor teens ironisk nok spillede 'The End' - her er tonerne til 'Break on Through' mere passende efter min mening. 

Ingen akademiker uden at have beskæftiget sig til hudløshed med sociolog og antropolog Pierre Bourdieu, så han skulle selvfølgelig også findes. 
Komedieforfatteren Moliere.
Den amerikanske forfatter Gertrude Stein.
Og ganske uventet, denne er forståeligt nok ikke på kortet, stødte man på denne. Hjertet sank, jeg tabte pusten og trillede et par tårer. Det blev lige lidt for tæt på og ganske virkeligt. Hvis man skulle være helt blank over for, hvem der ligger her, så er det tegneren Tignous der døde under terrorangrebet på Charlie Hebdo. Shit. 
"Tu rêvais d'être libre, et je te continue," kan oversættes med "du drømte om at være fri, og jeg vil fortsætte dig," som var de sidste ord den franske justitsminister Christiane Taubira sagde til Tignous' begravelse citerende den franske poet Paul Élaurd.
Videre til Oscar Wilde hvis gravmonument desværre er dækket af en glasvæg nu. Folk kysser stadig væggen, men det var nu smukkest med en næsten helt rød version. 


Maleren Eugène Delacroix. 
Forfatteren Honoré de Balzac. 
Komponisten Giacchino Rossini (ikke at forveksle med kaviaren). 
Den polske komponist Frédéric Chopin. 
Den tyske maler, grafiker og skulptør Max Ernst var ret svær at finde. 
Den franske filminstruktør, skuespiller, tryllekunstner, illusionist og opfinder George Méliès. 
Kirkegården lukkede og jeg gik mod mit eget kvarter i Belle Ville. Jeg havde ikke nået frokost, og var nu meget sulten, men det var alt for tidligt at spise i forhold til franske tider. Som småbørnsmor er man ret wired til at spise kl. senest seks..jeg satte mig på en bænk og røg en smøg i stedet. Lidt efter kom en lille MEGET krumbøjet ældre kvinde gående, hun bukkede sig så langt ned som min hofte. Hun rakte ud efter bænken, jeg sad på. Aede den. Kiggede på sin hånd. Hun spurgte mig om noget på fransk. Jeg greb det ikke. Hun sagde noget med "peindre," og jeg forstod at hun tjekkede om den var nymalet. Det håbede jeg virkelig ikke. "No, je ne crois pas," sagde jeg og tjekkede mit tøj. Hun kravlede i land på bænken ved mig. "Oh la la," stønnede hun grinende, jeg smilede til hende. Hun havde en fin hat på trukket ned over det farvede sorte hår. Hun havde markant sort streg om øjnene. Og øjne der var placeret dybt dybt inde i dybe dybe øjenhuler. Tynd og afmagret. Gammel og umådelig smuk. Hun mindede mig med det samme om Edith Piaf. Hun spurgte mig, hvor jeg var fra. Hun grinede ved mit svar, og fortalte mig, også ved hjælp af kropssprog, at sidst, hun var i København var da hun tomlede der op med sin mand (mari) på deres bryllupsrejse. Jeg fortalte, at sidst jeg var i Paris var med min mand. På bryllupsrejse. Hun grinede og spærrede øjnene dybt inde overrasket op. 
"Men..han er død nu," sagde hun. 
"Hm. Det er mit ægteskab også," sagde jeg. Hun grinede igen. Og sådan sad vi langt fra lost in translation, men med minder fra hver andens by. Pudsigt. Jeg undlod selvfølgelig at tage et billede af hende, momentet var magisk nok i sig selv. Selv om jeg gerne ville have dokumenteret de øjenhuler. Hun trykkede begge mine hænder og kyssede mine kinder, da hun bød mig farvel. Jeg tog min telefon og tændte for Via Michelin app'n.  
Via Michelin trak mig hen til Chez Marie Louise, da de havde åbentfor servering. Godt mættet af indtryk er det nogle gange rart, at man har ting man ikke kan gå forbi. Kyllingelever (hjernen læser "kylling elever") naturligvis med kirsebær med Griottine (franske dessertkirsebær  i kirsch), sæde blade og honning.
Andebryst med grønkål, verdens bedste sauce og sorte spanske hvidløg.

64% chokolademousse med marengs og vanilje is.