16. januar 2017

JEG HUSKER DIG GODT PÅ ROSENBORG SLOT

Sviresøstrene havde gang i ’slå først Frede teknikken,’ hvor én af os skulle være den første til at købe billetter til begge til et givent arrangement. Undertegnede havde købt billetter til Roskilde først til os begge, og Löjhatti svarede stærkt igen med billetter til elskede Leonard Cohen. Der var bare ét men. Koncerten lå lørdag aften midt i Roskilde. Vi tænkte, at det måtte gå som det nu kunne. Vi havde som udgangspunkt i tankerne at tage turen tilbage til urinstanken efter koncerten ved midnat.
Vi var hjemme i normale omgivelser i god tid, og efter en times langt bad (undskyld klima) mødtes vi igen. Foran Kongens Have. Velduftende og rene bestilte vi den første øl, og legenden gik på. Det var en stille koncert. Fra udblæste trommehinder og hjerne ud dagen før, stod vi nu med tilspidsede ører og sagte toner fra velsignende, taknemmelig, lille foroverbøjet mand med lyserøde Rosenborg til højre for os og en brændende solnedgang bag scenen. Halleluja. Respekten fra scenen strømmede ud til publikum, der gavmildt gav plads til alle.
Det var den smukkeste koncertoplevelse at være vidne til. Det føltes som om, vi kun var små tyve mennesker. Tiden stod stille. Den lille jøde der holdte biblen og os i sin hule hånd fik himlens klokker til at ringe. Ring the bells that still can ring. Forget your perfect offering.
There is a crack in everything - That's how the light gets in.

Vi tog naturligvis ikke tilbage til stanken den nat, men flød fra koncerten i den rene luft og ud i nattens København med Cohenvelsignelser i sindet. 
 Vi husker dig, Lenny, med rosenrød himmel og lyserødt slot. 
Tak for musikken. 
Tak for nu.  

I remember you well in the Chelsea Hotel
You were talking so mousy and so scary
Hitting rat’s head from the unmade bed
While the siren’s wailing in the streets
Those were the seasons and that was New York
We were running to get money and the flash
And that was called continental for the workers in song
Probably still is for those of them left
Ah, but you got away, didn't you Mickey?
You just turned your back on the cheddar
You got away, you never once heard me say
I’ll eat you, I don't need you
I’ll eat you, I don't need you
And all of that limping around
I remember you well in the Chelsea Hotel
You were invasive, your rabies was a legend
You told me again you preferred cheesy zen
But for us you would make an exception
And gritting your teeth for the ones like us
Who are oppressed by the figures of physics
You fixed yourself, and said, "Well never mind
You are perfect and you have the music"
And then you got away, didn't you Mickey?
You just turned your back on the cheddar
You got away, you never once heard me say
I’ll eat you, I don't need you
I’ll eat you, I don't need you
And all of that limping around
I don't mean to suggest that I hit you the best
I can't keep track of each fallen rodent
I remember you well in the Chelsea Hotel
That's all, I don't even think of you that often

7. januar 2017

MIG OG CHARLIE

Da jeg januar 2014 fik flået mit hjem fra hinanden, og selve formen på min familie var for evigt forandret (efter at være kommet ud på den anden side, er alt uden tvivl udelukkende for det bedre), fandt jeg et nyt hjem. Et hjem der emmede af kærlighed, respekt og tryghed.
Next Door Café.
Et sted hvor jeg kunne være.
Nyde min kaffe.
Et safe space.
Men ligegyldigt hvor godt man klarer sig, så kan man altid degraderes til kun at være kvinde.
’Markeringen af årsdagen af massakren på Charlie Hebdo’.
Jeg havde egenhændigt skaffet Flemming Rose til at tale før den første film ’It’s Hard Being Loved by Jerks’. Aftenens næste film, ’Je Suis Charlie,’ blev introduceret af den franske ambassadør François Zimeray. Bagefter var der debatpanel bestående af Flemming Rose, Nazila Kivi og Mads Brügger.
 Idet Flemming, det dejlige menneske, havde begavet mig med sit selskab hele aftenen indtil midnat, var naturligvis det vilde skyts til stede i form af PET, livvagter, bombehunde, politi, detektorer, kropsvisitering, maskinpistoler, patruljer rundt om hele bygningen. Yes. I did this. For jeg synes, det er en fucking vigtig sag. Skønt folk har trukket deres støtte tilbage, så stod Charlie Hebdo fast trods terrortrusler. Og Flemming Rose ikke mindst, og må jeg sige at det er på høje tid alt det der tilfalder ham af priser og hæder nu. Ti år med livvagter. Hans frihed for ytringsfriheden. For at stå fast mod terrortrusler.
For ti år siden var jeg imod tegningerne. Jovist vi havde ytringsfrihed. Men en lærerinde i en børnehaveklasse, ville ikke bede Herta om at tørre sine øjne, når Peter kaldte hende fed – for her i landet har vi ytringsfrihed. Lærerinden ville bede Peter sige undskyld og snakke pænt. Dette var mit ræsonnement for ti år siden – til mit forsvar var jeg kun treogtyve og havde altså ikke mere forstand.
Men dette handler netop ikke om børn i en børnehaveklasse. Dette er voksne mennesker.

Jeg fortalte om mit arrangement til forstanderen i mine børns institution. Han er ræverød. Og havde underligt nok meget imod tegningerne. ”Man skal ikke sparke til folk, der ligger ned i forvejen,” sagde han.

Hvem helvede har bildt folk ind, at muslimer ligger ned? Under bøn på knæ ja, men ligger ned?
At afstå fra at gøre grin med én religion er netop diskriminerende. Religionskritik er en del af et demokratisk samfund. At afstå fra at gøre grin med én religion på grund af frygt er terrorens tyranni. Censur. Hvis Charlie Hebdo ikke havde vundet retssagen i 2008, ville det være et signal om, at vi ikke må tale frit, ikke kan tale frit, ikke må skrive frit og at en avis ikke må skrive frit heller.
Ud af femhundredeogtreogtyve forsider på Charlie Hebdo var der syv med Islam. Anklageren mod Charlie Hebdo ytrede, at de bare ønskede at være en del af et demokratisk samfund og ikke blive hængt ud! Forsvareren fandt da de værste tegninger, lavet af Charlie Hebdo’s redaktion, af katolicismen frem. Mord, sodomi, pædofili. Derefter tog han kristendommen. Jødedommen. Budismen.
”I ønsker ikke at være en del af demokratiet. Hvad I ønsker, er særbehandling,” sluttede forsvareren.
I øvrigt er Islam ikke en minoritet i Frankrig – det er faktisk den næststørste religion i Frankrig. Det er den næststørste religion i verden.
Og som Kivi ytrede, så var ingen af hverken Jyllandspostens eller Charlie Hebdos tegninger lige så grove som dem hun selv havde set i Iran.
Faktisk var disse tegninger et pusterum for nogle muslimer, der endelig kunne definere en afstand mellem dem og dem der begik terror i deres religions navn.

Aftenen sluttede. PET konstaterede, at aftenen var en succes: Der var ingen døde. Det tyndede ud i metaldetektorer, maskinpistoler, kampuniformer, TV2 NEWS, undercover cops, livvagter og mine tilspidsede nerver. Med stolthed i blodet og rank ryg blev en velfortjent smøg nydt uden for. Mother Mary grinede over, at undertegnede havde bare arme – som altid – midt i januarkulden.

Som med sikkerhed nævnt før, har jeg struma. Jeg fik det som følge af min første graviditet og igen efter den anden. Jeg skal tage tre piller mod forhøjet stofskifte hver dag. Højst sandsynligt resten af mit liv. Det normale stofskiftetal ligger mellem nul og seks. Da min struma blev opdaget i 2012 lå mit tal på tooghalvtreds. En forstørret skjoldbruskkirtel er vel at mærke ikke til at se, når man står frontalt mod spejlet. Massiv træthed og ingen hukommelse af min dag, uge eller måned måtte være på grund af ammehjerne. Min voldsomme hjertebanken måtte skyldes cigaretterne. Svimmelhed når jeg havde bundet min sko, frygtede jeg, var en graviditet igen og købte straks tests. Negativ. Voldsom rysten på hænderne? – måske træthed og stres som nybagt mor, studiestart og et afløserforhold? Enorm appetit, skønt vægten gik ned og tøjet sad løsere og løsere. Ondt i halsen, synkebesvær, hvilket undrede mig for jeg har ingen mandler og det føltes ikke helt som halsbetændelse. Det strammede mere, end det gjorde ondt. Ufattelig varmefølsomhed. I mine forældres hjem havde jeg svedperler på panden under hele besøget trods bare ben og arme. Eksempelvis befandt jeg mig som den eneste med bare arme og ben i oktober måned. Når man har forhøjet stofskifte, arbejder hele din krop på højtryk. Dine organer arbejder så stærkt, at du er sulten hele tiden, men det er ikke al næring der når at blive optaget i kroppen. Kroppens største organ, huden, arbejder også på højtryk og producerer konstant varme. Af alle symptomer må hukommelsessvigt siges at være den værste. Jeg kan ikke huske, hvad jeg læser (og nyder derfor skriftlige opgaver langt mere end mundtlige), jeg kan ikke huske ansigter længere og slet ikke navne. Det er meget skræmmende. Bonusinfo – flere kvinder end mænd får det. Og der er et flertal i Irland med struma, det regnes for at ligge til rødhårede. Nailed it.


”De kalder dig også ’det lange lys’ på caféen,” grinede hun.

What?

De?

Hvem gør det?

Hun ville ikke sige det, men efterhånden fik jeg presset det ud af hende. Lad os kalde ham C. Et menneske som åbenbart er enten dum nok eller ulækker nok til at kalde mig ’hende med de stive brystvorter’ til en af mine bedste veninder. Og han har en relation til hende, og er derfor udmærket klar over at Mary og undertegnede er tætte. Folk vil måske tænke, at Mary ikke skulle have fortalt mig det. Det mener jeg nu, hun gjorde ret i. Og det med den viden af hvad det gjorde ved mig det følgende år. Jeg kunne selvfølgelig have ønsket, at hun havde irettesat ham på stedet. Slået ned på hans sexisme på stedet. Men det er ikke sådan, vi kvinders hverdag er. Vi er så van til at smile, når vi verbalt overfaldes. Grine når vi eller medkvinder udsættes for sexisme. Når vores mandlige kolleger roses for deres kunnen og vi kun roses for vores tøj eller ydre, når vi får et klap i numsen, når vi overbeglos eller nedstirres i toget – for under en måned siden satte en mand sig til at onanere over for mig i et fyldt dobbeltdækkertoget klokken otte om morgenen på en tirsdag – når nogen lægger an på en og man prøver at afværge høfligt eller når nogen degraderer os til at være et stykke kød. Vi er opdraget af kulturen til at tage det med et smil – for vi vil jo nødig have at vide, at vi ingen humor har – og enten flytte os fra samtalen eller føre den over på noget andet. Det ”sjove” er, at vi, forhåbentlig, ville reagere, hvis det var en racistisk kommentar der faldt. Men det er i orden at degradere kvinder. Det er en del af kulturen. For et virkelig godt indblik i en kvindes hverdag vil jeg anbefale dette indlæg. Til kvinder og til mænd. – så slipper jeg for at udpensle. Men jeg vil gerne understrege, at det er et pissevigtigt indlæg. Der både kan give kvinder et rygklap, for nej det er ikke kun dig. Eller kvinder der er blevet så van til det, at de ikke lægger mærke til det længere. Men især mænd der ikke aner, hvad det vil sige at være kvinde selv i vesten og dagens Danmark – eventuelt om I måtte have døtre, søstre, mødre, kæreste eller blot interesserer jer for næsten halvdelen af jordens befolkning. Jeg forstiller mig, at transkønnede eller homoseksuelle oplever endnu værre opmærksomhed.


Naturligvis tændtes jeg af vrede, hver gang jeg så C på caféen. Jeg blev selvbevidst, og gemte mig. Når C begyndte at tale til Mary og undertegnede, kunne jeg kun tænke på at han vel stod og klædte mig af inden i. Kvalme. Jeg fik det direkte ubehageligt. Jeg havde lyst at beholde jakken på. Vende mig væk fra folk. For hvis han havde refereret til mig på den måde overfor min veninde, havde han sikkert også gjort det over for andre på caféen. Det sagde min logik mig. Mit andet hjem. Mit safe space var blevet befængt af hans sexisme. Og jeg hadede at jeg ikke havde fået sagt fra.
Et sted jeg havde besøgt dagligt på grund af det hjerterum, jeg følte stedet og menneskerne besad, fyldte mig nu med ubehag og utryghed. Så jeg gjorde, hvad enhver kvinde gør, når vi føler sig truede. Jeg undlod at komme der. Simpelthen for at undgå den følelse af utryghed og klump i maven det gav mig.

I starten af december var jeg til min venindes fødselsdag i Blågårdsgade. Et dejligt selskab af skønne mennesker. Vi gik videre til Escobar. Vi var netop kommet ind, da en kaldte mit navn. Et behageligt bekendtskab mødte mine øjne, som jeg vendte mig mod stemmen. K. Vi krammede, og talte om sidst.
Desværre sad han sammen med C, der jublede mit navn. Jeg gav hånd til denne, men blev trukket ind til et kram. Det føltes særligt grænseoverskridende at kramme én, der havde fået mig til at føle så lavt. Og jeg tænkte, at han kun hev mig ind til et kram for at mærke mine bryster. For han så mig jo ikke som et menneske, men som en kropsdel. Ja eller to kropsdele. Ad. Jeg gik tilbage til mine venner.
Efter en smøg uden for tænkte jeg alligevel, at nu ville jeg sgu have det ud af verden. Hvis min kaffe nogensinde skulle smage af kærlighed igen og ikke af verbalt overgreb, så måtte jeg have klumpen ud af min mave. Jeg måtte sige fra.
Jeg sagde, jeg havde følt det meget ubehageligt da jeg havde fået dette at vide.
C grinede.
Der var intet smil på mine læber.
Vi fortsatte samtalen uden for over en smøg. Først benægtede han grinende. Da jeg ikke gav mig, sagde han, at jeg skulle tage det som et kompliment.
Ikke alene havde han fået mig til at få det ubehageligt med hans reference til mig, føle mig udsat og utryg, nu fortalte han mig også at mine følelser ikke var valide og hvordan jeg i stedet skulle føle. Lad os antage, at manden ikke har ment det så nedsættende som det blev opfattet. Men hvis et menneske fortæller dig, at din adfærd eller ytring har fået hende til at få det dårligt, så giv hende en undskyldning. Og i hvilken verden er det et kompliment at blive degraderet fra menneske til et sæt brystvorter? Lad være med at belære et andet menneske om dets følelser – det har du faktisk intet belæg for. Lyt.
Han gik ind igen. Jeg var målløs over ikke at kunne nå ind til ham. Jeg gav det et sidste forsøg inden for. Jeg sagde, at jeg havde fået det så ubehageligt af den måde, han havde omtalt mig på, at det havde gjort mig utryg og at jeg havde undladt at komme dagligt på caféen. Han blev vred, og bad mig skride hen til mine venner. Jeg havde ødelagt hans aften – han havde til sammenligning ødelagt min kaffe i København i et år. Og læg især mærke til her, hvordan offer-rollen forsøges at blive indtaget af krænkeren selv. Pludselig havde jeg ødelagt hans aften - fordi jeg havde gjort ham opmærksom på hans sexistiske udtalelse, hvad det havde gjort ved mig og at jeg ønskede en undskyldning – som om det nogensinde kunne sidestilles med det verbale overgreb, han havde udsat mig for. Jeg sagde, det gjorde jeg når jeg havde fået en undskyldning. C rejste sig op, og med sin fulde højde er han vel halvandet hoved højere end undertegnede, og pustede sig op. Han råbte, at han aldrig ville give mig en undskyldning og nu skulle jeg skride hen til mine venner. Ellers! 
Den frygt han prøvede at indgyde i mig, frygten for at blive overfaldet, frygten for at være fysisk underlegen over for en mand, er sådan set en frygt der altid er til stede. Og fandeme nej om hans trusler skulle rokke mig ud af stedet. Selv ikke da han fik crazy eyes på, stillede sig truende helt op i ansigtet på mig og trak vejret vredt.
Jeg måtte fjerne mig fra mit safe space på kaffebaren, jeg ville ikke flygte mere. 
Jeg stod fast.
K bad C gå, og de gik.
Var det en sejr?
Tjah både og. En undskyldning havde været bedre, for så havde næste møde været mere behageligt. Men jeg bukkede ikke under for hans trusler. Dét var en sejr. Fra degradering af menneske til kun at være fungerende brystvorter, til at få negligeret sine følelser, til at få at vide at degradereingen skulle tages som et kompliment, til at blive kommanderet til at skride (for blot at ville have en undskyldning – og HVIS han ikke havde ment ”noget” med det, så ville en undskyldning vel ikke være så uoverkommelig), til at blive truet fysisk.  
Jeg har fået at vide, det ikke var ondt ment – tværtimod! – af Mary. Og ja vi opdrages til at finde os i at blive degraderet til kød og kønsdele og tage det som et kompliment og smile. Men det er lige præcis her, vi skal speake up og fortælle at det fandeme ikke er okay.
K mente, det var ment som et kompliment. Men er det et kompliment at blive refereret til på denne måde? Dette er ikke et kompliment. Det er en del af en rape kultur, hvor kvinden skal overhøre sig selv og smile – selv om hun græder indvendig. Hvis mænd og omverdenen skal forstå, hvordan det føles så må det sgu italesættes.
"Det siger mere om ham end om dig," var bemærkningerne fra kvinderne den aften. Ja det gør det. Men det gør det da stadig ikke okay? Og hvis den idiot tænker sig om, før han degraderer og krænker et andet menneske næste gang må det være en sejr. Men tænk sig hvor almindeligt denne adfærd er? At lade som ingenting, ignorere at blive behandlet ubehageligt og skulle smile af det?
We need to change this.
Det er ikke kvinden, der skal acceptere dette som en hverdagsting. 
Det er selve samfundet, der må stramme op. 
Jeg har selv to drenge. Og de skal opdrages med respekt for kvinder. 
De skal lytte, når nogen er blevet stødt over deres ytringer eller adfærd. 
De skal skride ind, når de hører sexistiske bemærkninger om kvinder flyve i det frie rum – akkurat som jeg forventer, de slår ned på racisme. 
This will not stand.
Jeg har to drenge. Og ja jeg græd, da Trump vandt valget. Det tog mig flere dage at kunne rumme det. Hvordan skal man fortælle sine børn at en misogynist, racist, homofob og xenofob har vundet valget?
Når vesten peger fingre af østens kvindesyn, og en mand der åbenlyst opfordrer til at forgribe sig på kvinder, (og i denne sammenhæng bør nævnes, at han også vil forbyde aborter), smide homoseksuelle i fængsel og kalder poc for voldtægtsforbrydere, hvor langt er vi så?

Jeg græd. 
Jeg græd for alle de, der kastes i fængsel for at elske, de der skal smides ud af landet og de der bliver mødre efter voldtægter. For alle de uønskede børn af junkier, fattigdom eller af teenageforældre. Jeg følte mig tom og skuffet. Jeg var vred. 
Og ”sjovt” nok var alle de, der ikke rasede over valgresultatet på de sociale medier, men bad os andre ”slappe af” og ”lad os nu se, hvad der sker” de var hvide heteroseksuelle mænd.

Jeg er glad for at være kvinde. Men hvor ville jeg dog give alt for en dag at kunne gå ind i et rum og bare være et menneske. Ikke være mit køn. Ikke mit røde hår. Ikke mine kønsdele. Og samtidig er jeg fuldt ud bevidst om, at jeg er meget privilegeret i forhold til andre. Jeg er ikke en person of color. Jeg er ikke homoseksuel. Jeg er ikke transkønnet. Derfor er det fandeme vigtigt at gøre noget. Det har vi alle et ansvar for at gøre. Speak up når du overværer racisme udtalt eller udøvet. Speak up når du overværer sexisme udtalt eller udført. 
Det starter med dig. 
Det starter med mig.  

Jeg blev stående. 
Trods den oppustede trussel foran mig.
Jeg holdt stand.
For at citere Charb så foretrækker jeg også at dø stående frem for at leve på knæ. 

22. november 2016

'HJERTEANFALD I BEOGRAD'

Hjemvendt fra Barcelona bekræftes liggepladserne på næste års Roskilde af Löjhatti over sms før et langt bad indtages. Opfølgende sms brummer på terrazzoen bag badeforhænget.
”Har du for resten set, at Søde Jan er død?” vibrerer forlængelsen af højre hånd på badeværelsesgulvet.

Sonnergaard død?

"Hjerteanfald i Beograd (det lyder næsten Sonnergaardsk)" vibrerer terrazzogulvet igen. 

Jeg erindrede straks første møde med ham gennem ’Radiator’ og senere resten af trilogien. Og mine tænder føltes løse. At han tog sin egen vin med på Noma og gav pot i drikkepenge. At SorteM havde stødt på ham på Jernbanecaféen, og han havde været betaget af hende fra første øjeblik. - det kunne i grunden være et hvilken som helst brunt værtshus, så var Søde Jan tilpas. Dette møde førte til flere møder, men aldrig til gengældt kærlighed skønt han fløj Europa rundt for den rette chokolade, nødder og likør – han var den fødte vært.

Disse historier fra disse møder bredte smil på mine læber, når jeg stødte på Søde Jan på eftermiddage på Floss. Det var i sig selv et kapitel, når Søde Jan holdt hof i baren. Han serverede sine små medbragte fine kager fra enten La Glace eller Dessertdragen for sine gæster på barstolene ved sin side. Den naturlige del af Floss nemlig Kim og de andre tørstige stamgæster sad fint med hver en lille fin kage foran dem samt et lille fint glas med væske, hvad der nu måtte passe med kagerne, af brunlig substans.  
Hele scenariet, og i det hele taget at Kim kunne balancere oprejst på en barstol i så lang tid, på dette falmede fantastiske sted, var en novelle i sig selv. Faktisk tror jeg, det er det eneste føde jeg nogensinde har set Kim indtage. Jan var den fødte opvarter. Og han kastede et særligt lys over stamgæsternes ansigter og de gulmalede, men bruntilrøgede vægge på Floss med hans tilstedeværelse. Nogle gange var der flere munde end antallet af kager, og med kniv delte værten kagerne så det passede med antallet af munde. Som Jesus delte brødet. 
Og her sad de. Her sad de ellers usynlige i samfundet og smagte i stilhed på tilværelsen. De var blevet set. De var blevet opvartet. Der var noget ganske smukt og ømt over dette scenarie. Som en radiator varmede han stedet op til et ophøjet niveau for en stund.
Bag mig fra min udkigspost til dette lille teaterstykke hang det store lærred med ordene ’Søde Jan’ opkaldt efter værten selv. En værtensmand i denne verden. ’Søde Jan’ som er titlen på cocktailen, Floss har opkaldt efter Sonnergaard selv. Om den serveres efter den egentlige opskrift vides ikke. Men opskriften forlyder således: grappa, rom, vodka, marchino, cointreau, angustura, isterninger, et cocktailbær samt en knivspids kokain.

Jeg, Floss og - som Claus Høxbroe skrev – alfabetet vil savne Søde Jan.  
I verden og i litteraturen.


Nu skal folk seriøst stoppe med at dø i år.