1. marts 2017

KEEN KEEN PÅ KIIN KIIN

 Nogle gange har man bare brug for en oplevelse i østen for at overleve den kolde vinter i København. Vi tog en tur tilbage til fantastiske Kiin Kiin i Guldbergsgade/Møllegade.

Loturrod med palmesukker.
Spise pose med nødder med spor af rejer.

 Padan the af citrongræs med palmesukker.
 Cashewmarengs med wasabi yoghurt. En stor bowle af sorte sesamfrø og overskud blev præsenteret ved bordet, sat i omdrejninger og to marengs kom op til overfladen. Magic.
 Cocktail på mango og mørk rum med lycheeskum. Lycheefrugt og mynteblad som garniture.

Salaten blev lavet ved bordet, hvor alle ingredienserne kom ind på en bakke. Marinaden blev mortet ved bordet.
Mien kam salat. En eksplosion af smage: fiskesaucens umami, det syrlige grønne æble, det søde palmesukker, den friske ingefær, jordnøddernes fedme og biddet fra chilien.
Kylling satay - jordnøddesace-is med pickled ingefær, grønt æble på en bund af sprødt sprødt kyllingeskind. Det hører til sjældenhederne, at man kan smage kyllingeskind når man indtager is. Sært, men godt.
 Kao Tom - verdens bedste æg. Intet mindre. Rørt æg i kyllingefond med sprødstegt skive hvidløg med vibrerende dansende flager oven på, da saucen blev hældt over. Levende, smukt og guddommelig smag.
 Nam prik num - fucking stærk - aubergine med ung chili og stærk svær.
Snack fra Chiang Mai: pølse af kylling og citrongræs med pickled kål på toppen. 
 Tom yam suppe på hummer, rejer, chili og ingefær. Sprøjte med tofu. Suppen skulle indtages uden ske for at vi kunne dufte suppen bedst muligt. Den duftede vantittig godt! - men vi havde også hele hovedet nede i den meget runde skål. Vi skulle selv sprøjte nudlerne af tofu ud i skålen. Instant nudler. 
Rejechips - fra nu af skal alle rejechips indtages med mayonaise. 
Lækker meatsy - overraskende grøn - bolle.  

Spicy salat med candyfloss, brøndkarse, grønne æbler, laks og magic. Saucen blev mortet ved bordet.
Magic!
Pad tai - med kammusling, peberfrugtskind og løg og tamarin med sur-sød sauce. 

Red curry - selvfølgelig Kiin Kiin style - frosset med flydende nitrogen, så det blev en red curry-is med hummer og avokado. En dish der står levende og ryger i takt med dit åndedrag. Den gennemsigtige tallerken er halv fuld af vand, hvilket gør retten endnu mere levende. Den duftede himmelsk!
 Oksekød med massaman curry med mere peanutnød i, så den bliver mere sød end stærk, med kartofler og grønkål bagt i ovnen i en time og hurtigt friteret.
Citronsorbet (sygelig sød og sygelig sur) og basilikumsorbet (vidunderlig frisk) med marengs, stegt basilikum og friske urter.
Banankage med kokosflager og saltet kokosis lavet på flydende nitrogen, karamel og rå kakao på siden.
 Detalje for dem der ikke er klar over, hvad battet på toilettet skal bruges til, men døren mangler en lås. Det er låsen. Cultural conventions. Det er ikke til at slå, de der kommer ind.

Vi elsker jer Kiin Kiin. 
Namaste

1. februar 2017

H. C. ANDERSENS VERDEN - KLODSHANS - DEN FLYVENDE KUFFERT

Veganeren havde budt bananerne på en eventur i H.C. Andersens Verden - eller det var fødselsdagsgaven til dem. Vi tror ikke på gaver efter tyve års venskab - oplevelser er langt bedre. Set i bakspejlet: hvis struma fortsætter med at demens'ere undertegnedes hukommelse, varer en fysik gave måske alligevel længst...? Til den tid har undertegnede vel også glemt afsenderen, samt at det var en gave. Husker duuuuu, så glemmer jeg aaaaalt..minderne har jeg åbenbart ikke lov at ha'. Tjah og de dårlige dem kan du bare ta'.
Nuvel. 

Vi tog til teaterparken ved Præstø. Og jeg må indrømme, at sjældent har det været så behageligt at have sine børn med. De fleste kulturelle (jo HC (udtales: José som vinen) er en del af den danske kulturarv) arrangementer, der opfordrer til at tage børn med, de mener det jo ikke. Og hvis de gør, så mener de 'piger' og 'drenge'. De mener de 'stille piger' og ikke 'Pippi Langstrømperne'. De mener de 'stille drenge' og ikke 'Emilerne fra Lønneberg'. Louisiana med deres tegnestue. Arken med deres værksted  og dog er de bedre til at rumme flere sider af børn. Så med mindre man tager i Zoo (resten er logisk), Den Blå Planet (som giver lov til at 'klappe en fisk' én gang - WTF? Og nej gu vil jeg ej selv samle den, søstjernen eller haj-ægget op for at den næsten toårige kan røre det. Der er ingen kø. Han er den eneste her. Giv ham noget at klappe!) - som fungerer godt til små børn, introverte eller særligt sensitive med lyset som på bunden af havet, utallige akvarier og større børn med deres dissektion af dyr i auditorium, men helt børnevenligt er det ikke - eller Gud forbyde det BonBon Land (det er så æstetisk afskrækkende, at det gør fysisk ondt i mine øjne). Tivoli bevarer eventyret og æstetikken for undertegnede - en påfugl hjælper altid. Museum med børn? Glem det. Og dog. Jeg vil super gerne afprøve Brandts visuelle museum i Odense. Det ser sgu lovende ud.  
Men her var der plads. Der var et areal til at børn kunne løbe rundt og lege. Pickinick pladser på plænen. Sandkasse som et skib. En gammeldags hestevogn. Luft.
Eskillio forsvandt hurtigt, da vi kom ind. Han havde spottet en borg og udklædningstøj. Og snart var han ridder med skjold, svær og uniform..
Der var små huse med hver deres eventyr.
 Det var én stor kulisse eller, ja, teaterpark som de kalder det.
Et ret fedt sted.
 Der var værksted med plads til alle udfoldelser. Skulle der saves, hamres eller bygges var der masser af muligheder. Der var flere skuffedarier med korkpropper, kapsler, toiletruller, køkkenruller, papæsker, papkasser, piberensere, perler, propper, stempler, æggebakker - you name it - og pistoler ladet med lim til fri afbenyttelse.

Oven over ses naturlighvis et rumskib under under sidste fernis.
 Ved siden af værkstedet var Den Store Scene, hvor de spillede Klodshans.
Som med få midler fik fortalt historien og havde rekvisitter gemt under publikumpladserne.
 Frokost i det grønne - og face of the day.
Næste teaterstykke, Den Flyvende Kuffert, var på Ungdomsscenen.
 Der var en beskeden lille cantina med mulighed for kaffe, the, kage og is. Veganerne, en af dem højgravid i varmen, tog sig en sodavandsis.
 Ovenstående foto af oplevelsesøkonomi. Dog ikke helt amerikanske standarder med 'Exit Through the Giftshop,' men jeg havde købt magneter, havde der været nogen.
Jeg har svært ved at sige noget negativt om dette sted, hvis det skulle gå ud over deres indtægt og det måtte lukke. De er et lille sted. De er ikke så kendte. Det er lidt noget andet end en stor kulturinstitution, der er godt integreret i Danmark, folks bevidsthed og med en adresse i København.

Men.
Godt gættet.
Der er et men.
Der indgik desværre sexisme i begge stykker - ja vi skrev 2016, og året hvor misogyni, homofobi og racisme vandt et præsidentvalg i Guds eget land - og ligesom racismen lever i bedste velgående i provinsen, så gør sexismen det også.

Klodshans.
Kvinden havde ingen problemer med at påtage sig rollerne som bror Klodshans eller prinsessen. Manden havde ingen problemer med at påtage sig rollen som belæst bror (skildret på en meget feminin måde - jeg antager, han skulle forestille at være homoseksuel - gjort så latterlig at var der nogle homoseksuelle eller transkønnede børn blandt publikum, lærte de her at de vil blive til grin hvis de opfører sig således ), fader eller ged. Men prinsesse? Nej det var ikke fedt.
Der er sgu noget galt, når man uden så meget som en grimasse gerne vil spille ged, men IKKE en pige. Folk vil sikkert tænke: "Det var bare for sjov," "han prøvede bare at nå børnene på deres eget niveau" og andre latterlige søforklaringer. HVIS dette var meningen med stykket, skulle kvinden også have nægtet at spille Klodshans. Det gjorde hun ikke. Men han nægtede at spille prinsesse. Hans ansigtsmimik og karikerede kropssprog udlagde det på en måde, som om det var pinligt at spille en pige eller falliterklæring. Jeg ved ikke, hvad der er gået gennem deres hoveder da de har skrevet deres version af Klodshans -havde I overvejet, der ville være piger til stede? Havde I overvejet, der ville være drenge til stede? Homoseksuelle? Transkønnede?

Men han har jo ret!
Hvem fuck gider sgu da at være pige eller kvinde i denne verden?
I den virkelige verden vil der kun være modstand til hende, som en hvid heteroseksuel mand ikke udsættes for (jovist der er også ting en mand vil blive udsat for, men usammenligneligt med hvad en kvinde går igennem). Det ligger i sproget, at det feminine er negativt.
"Kaste som en pige," "gay," "løbe som en pige," "cry like a school girl," "kvindetårer," "tøsedreng," "stærk som en mand," "modig som en mand," "mama's boy," "daddy's girl," "tøsefornærmet," "cunt," "familiefar" ..der findes ikke "familiemor - det hedder bare "mor," "narrefisse," "vær en mand,"  "karrierekvinde," "det kræver nosser" (selv om et sæt nosser er komplet uduelige kontra uterus - "det kræver uterus,"  eller "det kræver livmoder" burde være en talemåde), "homo," "kvindelist," "bøssekarl,""gold digger," "cougar," kælling vs stodder (hvem har man mest lyst til at være? Det er stærkt nedladende at blive kaldt en kælling, hvorimod der ligger noget "sejt" i at være en stodder. I nogens lille verden i hvert fald), "feminist!" (bruges negativt typisk af ignoranter, der ikke har sat sig ind i tingene og deres betydning. Mænd fordi de måske er bange for at blive dømt af andre mænd for at kæmpe kvinders, homoseksuelles, alle køns og alle kulturers kamp for ligestilling - men bare rolig vi kæmper også for jer. Og kvinder fordi de ikke vil udskammes i patriarkatet. "Vi har ikke brug for feminisme." Jo vi har. Og hvor fuck ville du være, hvis ikke det var for feminisme? Ikke deltagende i den offentlige debat i hvert fald. Som Madeleine Albright sagde: "There is a special place in hell for women who don't help other women". Men bare rolig. Vi kæmper også for dig. Det er ikke negativt at være for 'equality for all' - med mindre man er misogynist, racist eller xenofob), "familietragedie" (nej det er faktisk umenneskeligt og brutalt mord. To- eller flerdobbelt mord), "æresdrab" (nej det er koldblodigt mord), "jalousidrab" (nej det er stadig mord).
 Det ligger i, at det er "sejt" at (unge) mænd nedlægger mange "damer," imens (unge) kvinder bliver kaldt billig og udskammet hvis de udviser samme sexuel drift..
Det ligger i "hævnporno," hvor kvinderne klandres for at have taget billeder af dem selv, men ikke gerningsmanden der har delt og krænket.
Det ligger i victim blaming af voldtægtsofre, der enten kunne have klædt sig anderledes, ikke opholdt sig dér, drukket mindre, har ødelagt hans liv, sikkert løj eller andre ting.
Det ligger i gender gap.
Det ligger i, at mænd kan rådne op på tv-skærmen, imens kvinder er passé ved de fyrre.
Det ligger i, at kvinder forventes at bære makeup, gå i hæle (der har fundet fyringer sted, hvor en kvinde nægtede), og generelt klæde sig for andre.
Det ligger i, at der ingen aldersgrænse er for mænd i badebukser, men der er aldersgrænse og udløbsdato for kvinder i bikini.
Kort sagt så er en kvindes krop ikke hendes egen. Den er samfundets.
Det ligger i, at kvinder ikke må amme i offentligheden.
Det ligger i, at en kvinde næsten aldrig vejer neutralt, hun bør enten tabe sig eller tage på i vægt. Også selv om hun har født eller egentlig har det fint nok i den.
Det ligger i, at kvinder skal gemme eller maskere deres alder imens mænd bliver bedre med alderen.
Det ligger i 'alenemor' og 'alenefar,' hvor sidstnævnte er den seje undtagelse og den første er normalen. Kvinder og deres omsorgs-gen altså.
Det ligger i de gule busser, der kører rundt med reklame for "nye bryster," imens de "nye nosser" aldrig har prydet bybilledet.
Det ligger i magasinerne, der fordummende er reklamer og dårlig selvtillid til kvinderne, imens mændenes indeholder eventyr, udstyr og livstil - og dette fodres "det følsomme køn" med helt fra barnsben. Drenge roses for deres evner. Piger for deres udseende.
Allerede her starter forskellen mellem kønnene.

Nåh hvis man skulle have lyst til at blive klogere på disse forskelle, stigmatiserende kønsroller, så kan jeg varmt anbefale 'The Guilty Feminist' med Deborah Frances-White og (danske) Sofie Hagen - de gør det en del bedre og en del sjovere end undertegnede.

Og i et eventyr er pigens/kvindens eneste ønske for sit liv at blive gift, hvor drengen/manden oplever et rigtigt eventyr. Sjovt ikke?
Nej.
Hun skulle sikkert også være jomfru, hvis de skulle finde sammen. Sjovt ikke?
Nej.

Manden ville ikke være pige. Han tog rollen som ged på sig uden et muk, men prinsesse var negativt. Han trak dog i kjolen og agerede prinsesse - dejlig overdrevet feminin - fordi prinsesser/piger/kvinder kan jo kun opføre sig som skingre tumper. Noteret tak. Ren mig i stereotyperne. 

Det samme gentog sig sgu ved Den Flyvende Kuffert.
Købmanden i eventyret var på et modigt eventyr, og prinsessen sad i et tårn - og ventede på ikke at blive ulykkelig over en fremtidig kæreste. En ung kvinde og en ung mand udgjorde stykket. Kvinden ville senere i stykket spille den eventyrlystne købmand - and who the fuck can blame her? - og rollerne kunne passende byttes om. Og her var det igen negativt at spille prinsesse/kvinde for manden? Den unge mand ville ikke spille prinsesse. Nej. Hvem gider også at sidde i et røvsygt tårn, imens Købmanden rejser rundt i en FLYVENDE kuffert. Det er der da ingen, der gider.
Men lad nu for helvede være med at lade det være negativt at spille hunkøn, når man er hankøn. Og lad være med at gøre prinsessen latterlig, når du gør det. It's just not funny. Ellers skulle kvinden modsætte sig at spille købmand, og efter overtalelse (der blev lovet, at de kunne bytte igen) spille Købmand på en ligeså latterlig måde. Men det gjorde hun ikke. Hun var normal.
Man kan sige, at drenge/mænd hurtigt lærer at det er negativt at lege pige/kvinde/prinsesse alligevel. Men jeg synes sgu, det er ulækkert at presse stereotype kønsroller ned over små børn der ser et teaterstykke. Og jeg bruger selv tid på, at tale med den ældste om at der ikke findes 'pigefarver' eller 'drengefarver,' som drenge dikterer ham i børnehaven. Han elsker tilfældigvis lilla og rød. De bliver hurtigt indoktrineret i samfundets stereotype kønsroller, og jeg hader det.
Dog var der en "jeg gemmer mig selv til den eneste ene" fantasi fremført af den unge mand, da han spillede Købmand. Denne dydighed plejer altid at være pålagt kvinden, det var befriende, men det skyldes måske mest eventyret selv.

Måske er liberal feminisme ikke nået til Præstø endnu. Men man kunne håbe, de havde en bedre dagsorden til næste års teaterstykker: at det er lige så fedt at være pige som dreng. 

22. januar 2017

WE CAN BE HEROES - JUST FOR ONE DAY - OG HEARTLAND


Undertegnede lever uden tv. Det har jeg egentlig gjort i store dele af mit liv. For lidt over tre år siden havde jeg tv. Det var spild af liv, det man tunede ind og tvang sig selv at se på. Derfor indtraf nyheden om The Thin White Duke’s død lidt op ad formiddagen mandagen den 11. Januar 2016.

”–Ved du godt, David Bowie er død?”

Skønt jeg ikke troede budbringeren, begyndte tårerne med det samme at trille ned ad mine kinder.

”Det’ en joke ikk’?”

Facebooks oversvømmelse af tributes og følelser i form af capital letters, Bowie sange eller punktummer skulle snart bekræfte nyheden. Jeg selv håbede stadig på, at det var en joke.

Guder kan sgu da ikke dø...?
Soundtracket til mit liv?
Hvad fanden skal der blive af os dødelige, når guderne dør?

Jeg græd det meste af dagen. Sorrow. Selv tolv måneder efter er jeg stadig ikke okay med det. Changes. It Ain't Easy. 
Den ene HBO serie efter den anden ærede ham, og tårerne fik frit fald igen.
Både ’Vinyl’ og ’Girls ’lukkede til coverversioner af Bowie.
Undertegnede gæstede i år verdens første Heartland Festival.
En festival bestående af kulinariske oplevelser, kunst, arttalks om bæredygtighed og kunst, musik. 
Den smukkeste og reneste festival, jeg hidtil har gæstet, må jeg sige. Overordnet set spillede det sgu for dem. I min optik var det en succes.
Det var et ældre publikum, der gæstede denne festival. Ingen teenagere væltende rundt i urin, bræk, makrel, skrald eller "smadre-mentalitet" - faktisk var der ingen lugt af urin nogen steder. Der var nemlig udelukkende rigtige toiletter på hele festivalen. Uden timelange køer til dem. 
Der var fri afbenyttelse af bade. Varme som kolde.
Der lå intet skrald.

INTET SKRALD!!!

Hvordan er det muligt?
Tjah. Dels var aldersgruppen ældre end Roskildes rotterede, så folk smed RENT faktisk deres affald i skraldespandene. Dels gik der folk rundt til at fjerne skrald - disse folk stod for det meste uden noget at lave, for folk ryddede sgu op efter dem selv. Og ellers gik folk direkte hen med skraldet til dem. Hvad Roskilde forsøger år efter år for at motivere folk til, det virkede her. Måske fordi publikum var gamle nok til at have en samvittighed? For festivalens fokus om bæredygtighed og ansvar har også været Roskildes fokus i flere år. Dog uden overbevisende succes desværre. Festivalspladsen er måske nogenlunde, men teltpladsen er direkte klam og sundhedsfarlig. Hvis man i opvarmningsdagene er nødsaget til at krydse det almene campingområde for at komme fra Countdown til Rising, eller omvendt, får man hurtigt et antropologisk lynkursus i mentaliteten på Roskilde. Det er som om, at den dannelse man, ligegyldigt alder, måtte have akkumuleret kastes til side.
Ville du smide skrald i dit eget hjem?
Nej.
Ville du kaste dåsemakrel op ad væggene i dit eget hjem?
Nej.
Ville du pisse op af væggene i dit eget hjem?
Nej.
Ville du tænde bål i dit eget hjem?
Nej.
Hvorfor fanden skulle det så være acceptabel adfærd her?
Svaret er, og dette har undertegnede lavet undersøgelser om, fordi det er Roskilde.

Her forblev de grønne plæner grønne. Duften af natur forblev den samme. Folk så sgu godt ud. Afslappede. Der var en uudtalt respekt menneskene imellem. Alle var glade og positivt stemte over festivalen. Der var en sammenhørighed, et sammenhold, over at have rejst hertil og støtte op om det fantastiske initiativ. Folk snakkede sammen - deltagere og medarbejdere - for alle var en del af hjertet på Heartland Festival. Folk sad på tæpper på det grønne græs med solbriller, vin, øl, mad eller drinks og nød musikken. Der var plads. Der var rum. Højt til himmelloftet. Kæmpe lysekroner i alléen af træer. Et wellness område? Morgenyoga. En labyrint. Der var legende og dansende børn (og ikke de kampstive af slagsen som på Roskilde) til koncerterne. Og der var ingen dødsdruknede deltagere.
Selvfølgelig er der betydeligt mange flere mennesker på Roskilde Festival. Uden sammenligning. Men den her festival var bare …smuk? Og det smittede af på os alle - det hjælper selvfølgelig også at have et slot som kulisse til en festival. Indrømmet.
Heartland som helt ny festival kom med lidt startproblemer godt i hus – og der er klart plads til forbedringer. Eksempelvis var der ikke helt styr på teltene, da vi ankom til vores købte telt. Det tog noget tid. Den eneste mand med walkie var gået, og det var vidst også ham med planen...? 
En lettere transport fra Odense Banegård, i stedet for det ene tog i timen, havde også hjulpet betydeligt. Det skal dog nævnes, at der var GRATIS shuttlebusser ved den endelige station Kværndrup (og ikke som Roskilde der malker hver krone ud af sit loyale publikum) til og fra festivalspladsen. Ligeledes om natten til Odense og Svendborg. Super god stil!
Et fysisk kort og spilleplan var desværre ikke leveret, men hører man til den taktile type, som ikke behøver at Instagramme hvert sekund af sin time, kunne man erhverve sig et Politiken Tillæg af de søde og hjælpsomme opryddere – som gerne gik langt for at hjælpe. Applaus til dem! For ja det var Politiken segmentet, der var flest af. Undertegnede inklusiv.
Morgenmadsbussen, Café Doubledecker, lørdag morgen havde enorme problemer. Den lille bager der leverede, havde ingen anelse om hvad der ventede ham. Vi ventede i bussens Skybar i to timer. Men både tømmermændene og mobilerne trængte til gratis opladning, så det gik. Folk der kom en time efter os, fik ikke morgenmad. 
Som før nævnt var medarbejderne utroligt hjælpsomme. Her skal også nævnes Røde Kors, som gjorde alt i deres magt for at hjælpe turisterne hvis luftmadras var punkteret. Man ved ikke, præcis hvor kold jorden i juni måned er i Danmark før end man har tilbragt en nat på den. Vi var stivfrosne helt ind i knoglerne. Man må aldrig gå ned på udstyr! Tjek. Og det dobbelttjekkes fra nu af før afgang, når man ikke har planer om at være i nærheden af Spejder Sport - et privilegie man er alt for forvænt med fra Rosklide. De rare mennesker fra Røde Kors klædte os på med tæpper og tankede kaffe i os, imens de sendte delegationer afsted efter skumgummimadrasser. I var fantastiske!
Næste nat var en drøm!!!
Og så skal al den lækre økologiske mad, og maden i det hele taget, have topkarakter! Jeg er fan af at bruge lokale varer – jeg er bare ikke så udpræget fan af Royal. Heller ikke selv om den er økologisk.

Maden blev serveret af:

Fynsk Frugt og Grønt
Tartaaaaaaaaar! Den vildeste af slagsen - du har muligvis sat tænderne i den på Roskilde 2016 (we sure did) eller stødt på den i Kødbyen på torvet i sommer. Any way så sørg for at finde den denne sommer. Du vil ikke fortryde det - hvis du altså er til rawfood. Dette er, hands down, den bedste tartar, jeg nogensinde har smagt.
Vi nåede også at smage Bar' Sushi, som lavede de bedste tempurarejer jeg nogensinde har smagt. Der var ikke tid til et billede.
Hos Mmoks fik vi wraps med Grambogaard gris og spidskål. Wauw. Også dét var for godt til at nå at tage et billede.
For længere udredning om de kulinariske muligheder læs Politikens spiseseddel.

Festivalen på Fyn er ikke bare ny, men en helt ny art festival: mad, musik, kunst og arttalks. Cirkusteltet for arttalks blev hurtigt fyldt til briste- og kogepunktet. Derfor var det også muligt at overvære de forskellige talks ved storskærmen.

De forskellige talks var mellem:


Musikken var:

Pierce Brothers
Kvamie Liv
Chinah
Sun Kil Moon
Mikael Simpson
Michael Kiwanuka
Love Shop
Flamming Lips
Mark Ronson
Blaue Blume
Ásgeir
Låpsley
Thomas Dydahl
Low
Mercury Rev
Seinabi Sey
Anne Linnet
Editors
WhoMadeWho
(Lydinstallation "The Ship" af Brian Eno på Egeskov Slot under hele festivalen)

Musikken kan helt sikkert opgraderes til større bands, men på en festival med bæredygtighed og kunst i fokus ramte Flamming Lips plet. Man kan mene, at bandet havde sin storhedstid i nullerne – der var jeg selv senest til koncert med dem – dog findes der nok ikke et større arty sceneshow end deres. Taggy og bizart? Jovist. Men det virker. Lange lysende tentakler som baggardin på scenen, hvor lyset blev styret og passede til musikken. Om det var dråber af simuleret regnvejr eller en væg af lys. Det virkede. Selvfølgelig var der de sædvanlige kæmpe bolde i forskellige farver, forsangeren Wayne Coyne konfettikanon af en stok – for ikke at nævne kostumet med påklistrede forskelligfarvede små bolde som en slags underbuks -  regn af sølvkonfetti ud over publikum samt et ”Fuck yeah Kværndrup” af sølvede ballonbogstaver kastet ud over publikum. Og selvfølgelig, som det plejer at være, trådte Coyne ind i en gennemsigtig bold der langsomt blev pustet op. (Dette plejer ellers at være start-stuntet - SÅ ER VI I GANG - da det tager lidt tid at puste op. Hvorefter han løber sig ud over publikum.)
Det passede dog så godt til dette covernummer. 
En tribute til David Bowie.

GROUND CONTROL TO MAJOR TOM
GROUND CONTROL TO MAJOR TOM

Coyne klappede ledsaget af publikum i takt til breaket, KLAP KLAP, det regnede med konfetti og farver, og han styrtede ud over publikum.
Året var 2003. Det var oktober. Den syvende. Koncerten var i Forum. Billetterne havde kostet femhundrede-something kroner stykket, hvilket for én på tyve år var en del penge – desuden var valutaen jo EN HELT ANDEN dengang. MM og undertegnede var blot tyve år og havde sammen i gymnasiet dyrket Bowie i makeup, antræk og betræk. Selv sagt skulle vi sgu da til David Bowie koncert. Der herskede ingen tvivl om dette. Albummet kunne have passet os bedre, men vi blev født først i firserne, og Bowie er tidsløs og alligevel altid med på noderne. 
’Reality’.
Vi havde elendige pladser for at sige det mildt. Dels fordi de ikke blev udsolgt først. Dels fordi vi var på røven. Det var siddepladser, hvilket til en koncert med en mand der direkte opfordrer folk til at danse i gaderne vitterligt virkede malplaceret.
Om jeg smed koncerter til folk, by God, there would be dancing!!! 
Der var helt sikkert nogle, der ville sidde bag os på Terrassen, men de fleste ville blive placeret foran os. Dette slog os, da vi entrerede Forum og fik et overblik. Fuck. Der var titusinde mennesker til koncerten - og de synes alle at skulle sidde foran os. Vi blev enige om at besørge toilettet, før vi kæmpede os op til vores elendige pladser.
På toilettet var der sjovt nok også mange mennesker. Under Pressure. Det tyndede mærkeligt ud lige pludselig? Vi havde regnet med former for opvarmning. Men nej. Bowie åbnede med ’New Killer Star,’ som vi stod forrest i toiletkøen.
’Afraid’ kom lige efter, som vi kom til.
Ved håndvaskene smadrede ’Fame’ løs, vi så på hinanden og styrtede i panik afsted mod scenen. Og Bowie. Se. Havde vi været en anelse mindre fulde, havde vi sikkert fattet at sætte os ned ved vores elendige pladser. Men det var vi ikke. Vi løb mod scenen. Rent instinkt. Og vi ankom til scenen som de eneste. Diamond Dogs. Queen Bitches. Så tæt på at vi kunne se forskellen på Bowies øjne. Sound And Vision. Det var et adrenalinkick uden lige. Om det skyldtes løbeturen, alkoholen eller bare fucking David Bowie lige foran os, er ikke til at sige. Men tiden stod stille. Øjeblikket frøs. Det var magisk – den slags kan naturligvis på ingen lade sig gøre i dag. Alene det at to personer (unge kvinder jovist) styrter frem mod en scene ville i disse terrordage blive tacklet pronto. Men der stod ingen vagter? De stod jo placeret nede foran publikummet ved stolene på Gulvet. Men - og det var jo for godt til at fortsætte - så kom der en vagt.
”Undskyld. Jeg bliver nød til at bede jer om at gå hen til jeres pladser,” henvendte han sig høfligt til de to åbenlyse ignoranter der var til intimkoncert med the Thin White Duke foran titusinde andre.
”Åhhh ja,” sagde MM og skulle til at dreje venstre om for at begynde den lange vej ned til vores egentlige pladser.
”MM,” sagde jeg og greb hende i armen. ”Vi skal GÅ HEN til vores pladser,” sagde jeg med et sigende blik. Jeg havde fået en idé. Jeg hev MM ned ad midtergangen i det forjættede land, efterfulgt af vagten, og vi placerede os ved siden af to ældre dansende herrer i deres Golden Years. Ved række fire. Rebel Rebel. De to herrer tog godt imod os. Let's Dance. Og vi dansede og sang sammen med på sangene. Boys Keep Swinging. Ingen bad om at tjekke vores billetter. Og de to herrer syntes kun, vi bidrog til den gode fest - stik imod dem bag os. Se. Det var dengang, hvor man gerne måtte ryge inden for i Forum. Så det gjorde vi. Det gjorde de to herrer også - og de pulsede vidst også andet end blot tobak. Der var et særligt område nogle rækker længere nede, ved et fint rødt velour-reb (andet skal velour vidst heller ikke bruges til) i midtergangen mellem de to rækker. Dette vidste vi jo intet om. Jeg lagde dog godt mærke til det ikkerygende liiiidt sure unge par bag os, og at manden gik hen til en vagt. John, I'm Only Dancing?
”Spillet er ude!” tænkte jeg, da vagten kom hen til os. Fuck it. Det var dét værd. Også selv om vi blev smidt ud. Hvornår skulle vi nogensinde have fået chancen igen for dette? (ja okay han blev faktisk  booket til at komme på Roskilde året efter, 2004, men manden fik jo en slikkepind i øjet - eller egentlig var det en nerve i klemme i skulderen eller var det en hjerteoperation? - og aflyste koncerten. Og sjældent har Slipnot syntes så tam, som da de blev udnævnt som erstatning for David Bowie dét år) Men til vores overraskelse bad vagten os høfligt om at gå hen til rebet for at ryge, man måtte ikke ryge mellem rækkerne.  
…? ”JA SELVFØLGELIG!!” udbrød vi og adlød. Vores seje ældre herrer brokkede sig enormt. "Til dén pris burde man fandeme få lov at ryge ved sin plads." Hmmm..sandt.
Koncerten igennem stod vi fire personer ved de herrers to stole. Vi var uovervindelige. Vi var helte. Blot for en aften.
Af hjertet tak seje herrer! Uden jeres indstilling havde vi aldrig nydt Bowie så tæt på.

Og Bowie? 
Thin White Duke. Ziggy. Halloween Jack. Goblin King. Starman. Spaceboy. Rebel. Hero.
Tusinde tak for soundtracket til mit liv.
Det er stadig dig, der har lavet den bedste sang i min verden. Mit hjerte dykker stadig, når jeg hører den. 

Earth to earth. 
Ashes To Ashes. 
Dust to dust.

Setlisten som Gaffa refererede den – jeg må indrømme, jeg var var alt for starstrucked til at ihukomme den og årene siden den sublime oplevelse har sikkert også spillet ind – men han havde heller ikke tid til andet med hans udtalte dårlige placering. Måske derfor var hans koncert kun en femmer, hvorimod vores sprang barometeret. Og måske undrede han sig over, hvorfor der var to ledige pladser ved siden af ham hele seansen igennem? - til en ellers udsolgt koncert.

‘New Killer Star’
‘Afraid’
‘Fame’
‘Cactus’
‘Battle of Britain’
‘Fall Dog Bombs’
‘Breaking Glass’
‘Reality’
‘Changes’
‘The Man Who Sold the World’
’Hallo Spaceboy’
’Under Pressure’
‘Sunday’
‘Bring Me the Disco King’
‘She'll Drive the Big Car’
‘Ashes to Ashes’
‘Never Get Old’
‘Pablo Picasso’
‘Fantastic Voyage’
‘I'm Afraid of Americans’
‘Rebel Rebel’
‘Heroes’
‘Heathen’

Ekstranumre:
‘Slip Away’
‘Hang on To Yourself’
’Let's Dance’

’Ziggy Stardust’