27. maj 2017

BANKERÅT - DØD - OG EN NY START

 De fleste kender nok til BankeRåt. Jeg selv frekventerede der, netop da jeg var kommet hjem fra højskoleophold, boede i kollektiv med veganeren i Nørre Søgade, gik på teknisk skole, lavede dyster kunst og interieuret her passede til den stemning (ikke som den Bo Bedre stil, der synes at regere og ligegyldiggøre diverse københavnske cafeer nu - dog bedre end 90'er svampen, indrømmet, der stadig er at finde hist og pist på provinsens malede vægge). Der var en rå æstetik - og det må alligevel høre til sjældenhederne, at man bliver skræmt af interieuret. Nuvel. Her var lamper af kropsløse dukkehoveder. Og udstoppede dyrehoveder med mannequinkroppe i menneskestørrelse af kunstneren Filip Jensen.
Jeg havde ikke været her i flere år, da jeg kom forbi. Der var sgu noget mærkeligt ved det hele. Som om det var helt skævt. Manden bag disken, ejeren, forklarede, at Filip året før havde taget sit eget liv (mental illness er sgu så forbandet ubarmhjertig og trist) og derfor var hans værker blevet taget tilbage for at opgøre dødsboet. 

Jeg ved ikke, hvorfor sådan noget altid rammer mig. Særligt sensitiv much? I en verden der bliver mere og mere kold og upersonlig med sociale medier, hvor folk ytrer ting (de måske aldrig ville have sagt, havde der været en direkte facial reaction - det gør det stadig ikke okay) som dødstrusler, voldtægtstrusler, videresender nøgenbilleder uden accept (jeg bryder mig ikke om ordet "hævnporno," da porno ikke behøver at være negativt, og ofte har disse usle individer intet at hævne - det kan ligeså godt være en fra samme by, der søger eller deler nøgenbilleder af piger eller kvinder de ikke kender - og må jeg benytte lejligheden til AT SKAMROSE PULTERKAMMERETS AKTIVISTER for deres pissefede indsats!! Ikke som den gængse victimblaming som blandt andet DR har bidraget til med "Pigernes eget ansvar?" - programmet havde nuancer, men shit for en titel - ville man bebrejde et offer, der var blevet udsat for røveri? Nej. Gerningspersonen. Hvorfor er det så, man gør det i sager om "hævnporno" eller voldtægtssager, hvor påklædning, at opholde sig alene, indtag af alkohol pludselig er en del af offerets eget ansvar for forbrydelsen?) eller stalker andre, er det måske okay stadig at have sine følelser? Hvor alle har pissetravlt med at være spindoktorer i deres eget liv og udstille hver en ting, de laver. Alt det smukke. Alt det fede. Jagte likes. Who the fuck cares? Det mangler nerve. 
Jeg selv har altid ment, at mit liv var så tilpas kedeligt at ingen kunne eller burde for den sags skyld interessere sig for det. Alligevel har jeg stadig en stalker. Om jeg begriber hvorfor. Her spiller sociale medier også en rolle. Måske havde hun bare levet sit eget liv i stedet for at forfølge mig, om de ikke eksisterede? Jeg ville/vil gerne åbne for en dialog med dette menneske, så hun kan komme videre. Men hun var åbenbart ikke minded for det den aften. Tilbuddet står stadig. Fair nok at man kan være betaget af et andet menneske. Men når man forfølger dette menneske på de sociale medier og in real life opsøger de steder jeg befinder mig så grænser det til sygelighed. Jeg tænker, hun/du må bruge umådelig meget tid på det. Hvorfor? Jeg vil gerne forstå det. Det må være super hårdt at opretholde det - i over tre år. Måske det kunne hjælpe dig til at komme videre at tale om det? Jeg er faktisk bare et menneske. Der sveder, bløder en gang om måneden, prøver at gøre de rigtige ting (såsom ikke spise sukker, minimere indtag af kød, kun købe økologisk fordi min samvittighed i forhold til dyrene og jorden ikke tillader andet, genbruge, købe genbrug frem for nyt, stoppe forbrugermentaliteten,  minimere mit forbrug af Manitou cigaretter, minimere mit alkoholindtag, være en god ven, en overskudsagtig og fantasifuld mor for mine børn), laver mad fra bunden, drømmer og føler ligesom alle andre. Hvorfor bruge tid på mig? Vil du gerne være min ven? Vil du gerne VÆRE mig? Ved du selv, hvorfor du forfølger mig? Har du prøvet at stille dig selv disse spørgsmål? Har du prøvet at besvare dem? 
Jeg tænker, livet er for kort til at leve andres liv. Du er ikke en del af mit liv, hvis det er den reaktion du ønsker for mig med din stalking. Dette er for din skyld. For i mine og mine venners øjne, må jeg fylde ret meget i dit liv. Og det er sgu da tåbeligt. Smid mig en mail, hvis du har lyst til at komme videre. Eller lad være. 
Jeg synes, det kunne være fedt med en udstilling omkring stalking - og det ville være fedt, hvis du ville deltage. Måske ville det hjælpe dig til at komme videre. Måske du ville få forståelsen af, hvordan jeg har oplevet din stalking? Jeg formoder, det er stukket helt af for dig og er blevet en slags...syge? Giver det mening? Tro mig. Jeg om nogen ved, hvordan det er at leve med en sociopat. Jeg ved godt, hvordan man mister sig selv med ham. Hende før mig sagde som det første til mig:
"Han ødelagde mig. Fuldstændigt."
Det var en lettelse at høre. Og vi havde nogenlunde de samme historier at fortælle. Havde jeg kendt hende før, havde jeg vidst at han aldrig ville ændre sig. Ikke fordi han ikke vil, for det skal der nok være øjeblikke hvor han vil, men simpelthen fordi han ikke kan.
Se ikke på hvad han siger, men hvad han rent faktisk gør.
Jeg ved, at der er stor succes (for det meste) med at ofre møder deres gerningspersoner under optimale forhold og begge parter faktisk får noget ud af det. Hvem ved, måske får jeg en forståelse af hvorfor du har stalket mig i over tre år? Men du skal vide, at jeg ikke gør det for min skyld. Det er faktisk kun for din skyld. Så DU kan komme videre. Jeg er fireogtredive, og du fylder ikke i mit liv. Jeg er helt og helt alenemor, så mine dage æder hinanden op i gøremål og stærk demonstration af simultan kapacitet. Du eller andre tænker måske: "Jamen hvis du bruger tid på det nu, må det jo fylde hos dig?" Ja det kunne man sagtens argumentere for. Og jeg ville også gerne berette præcis hvor omfangsrigt, stalkingen har været. Men løser det noget for dig/hende eller bidrager det til endnu mere selvretfærdigende grænseoverskridende adfærd? Jeg tror det sidste, og så kommer du aldrig videre. Du ved godt selv, hvor meget tid du bruger på mig, og hvor konfliktoptrappende du har været. Selv om det måske ikke er noget, du indrømmer overfor dine venner eller kæreste. Men du ved det. Og jeg ved det. Jeg medgiver, et forhold med ham kan drive én mod sindsyge. Men det er stadigvæk kun dig, der kan drages til ansvar for dine handlinger. 
Som sagt så blev jeg venner med hende før mig, da du overtog. Vi var blevet spillet ud mod hinanden, erfarede vi hurtigt. Hvorfor? Hvis vi ikke talte sammen, kunne vi ikke sammenligne historier og opklare de løgne vi var blevet fodret med. Vi er ret tætte i dag. Er det dét, du ønsker? At få svar? At sammenligne historier? At være tæt? Så må du lægge taktikken om. Du får ikke en konflikt. Men du bestemmer selv, hvor længe jeg skal fylde i dit liv. 
Jeg har intet udestående med dig. I don't care. Du fik besked om mig samme dag, jeg opdagede din eksistens. Du var på dét tidspunkt lige så uvidende som jeg. Det er tre år og fire måneder siden. Det er lang tid siden nu. Og jeg har aldrig været lykkeligere end, jeg er nu. Jeg er tilbage til den, jeg var før ham, and then some! Så vi har ikke noget udestående. Det er ikke for min skyld, jeg her giver dig den opmærksomhed, jeg formoder, du higer efter. Jeg synes måske bare, du burde gå op i dit eget liv i stedet for mit. Giver det mening?

Tilbage til BankeRåt. 
Jeg så mig om. Det var dét! Den store isbjørn i kjole og hvidt (ja ret mig endelig Mads Christensen - here's zero fucks to you and your patriarchy)!! Den var væk! Og strudsen skulle jeg senere erfare. 
Ejeren havde pludselig fået travlt med at udfylde de steder, værkerne havde stået. Det tror jeg gerne. Ikke et ligetil job. 
Jeg husker at have set en video med Filip engang, hvor han fortalte om sin kunst. Han sagde noget om, at han ikke så sin kunst som makaber. At det da var mere makabert at fjerne dyrs hoveder fra deres krop. True. Så det var det, han gjorde. Han gav dyrene en krop igen. 
Jeg fandt det ret fint.
Menukortet var i den grad også blevet forenklet. Fra at have en kæmpe brunchtallerken (jeg husker mest deres suppe, - som til tider fik liiiiiidt for meget fløde - cappuccinos og croissanter) hvor folk ikke spiste alt, og de derfor måtte smide en del mad ud, var de nu gået over til at folk bestilte hvad de ønskede at spise. Enkelt og uden madspil. Bedre for miljøet og deres budget. 
Jeg lystede hummus (den kunne sagtens trække meget mere hvidløg og smag), røget laks rillette og avokado med citron og sesam.
Den nye menu spiller fuldstændigt! 
Men der vil stadig gå noget tid, før jeg kommer forbi igen. Det gør simpelthen for ondt i hjertet ikke at se BankeRåts trademarks stå og byde velkommen, og grunden til manglet gør endnu mere ondt.   

26. maj 2017

'SPRINGTUR I TOSCANA' OG INDLÆGGELSE TIL FROKOST PÅ AAMANNS

Det regnede, og vi tog forskud på foråret og sommeren og smuttede i Grand for at se 'Springtur i Tascana' ('La pazza gioia' 2016) instrueret af Paolo Virzì ('Human Capital') med Valeria Bruni Tedeschi og Micaela Ramazzotti. Et kig på plakaten vil formentlig få beskuer til at tænke 'Thelma and Louise'. Det er måske ikke helt forkert. Jeg tænkte selv tanken i filmen. Disse kvinder bor dog på et sindsygehospital. Og hvor 'Thelma And Louise' er et drama og en roadmovie, er denne en komedie med flere nuancer.  Måske er det fordi, begge film handler om to kvinder, der ikke er i tyverne, der tager hånd om deres egen skæbne og trodser omgivelserne? Hvor mange film findes der, om to mænd der stikker af fra deres liv sammen? Jeg kan nævne de første fem. Men hvor er det befriende, at se en film om kvinder oppe i årene og kvinder der taler om andet end mænd. Jeps. Den består Bechtdel-testen. Jeps. Det var der, jeg ville hen. Der er ikke noget værre end, når kvinder passeret en vis alder kun kan spille mor- eller bedstemorroller. Hvorimod mændendes roller aldrig dør ud. Samtidig er det vidunderligt at se, disse kvinder sammen. De spiller pissegodt! Fra vanvid til følsom og ja jeg græd. Det er umuligt for mig ikke at græde, når det har noget at gøre med børn.
Mange har givet filmen fire stjerner, jeg synes nu godt den kan svinge sig op på fem (ud af seks mulige).
 Fra hurtigtalende italiensk til stille omgivelser hos Aamanns.
 Al den vegetarkost, jeg prøver at finde mig til rette i, havde efterladt en ubændig craving for råt kød hos undertegnede. Og siden jeg hørte Radiofortællingers 'To smørrebrødsdramaer,' havde jeg drømt om en frokost på Aamanns hver nat. Så jeg tog forsmag på sommerens (læs: Roskildes eller Kødbyens TARTAR bod) fristelser. 
 Tartaaaaaaaaar!!! - af okseinderlår fra Grambogård med løvstikke-emulsion, syltede beder, gelé og sprøde kartoffelchips.
 Medspiser og medsammensvorne LilleM fik en hønsesalat af kylling fra Gråsten med selleri, syltede roer, spinat, kyllingeskind, sennep og honning.
 Medsammensvorne insisterede på en fadøl - undertegnede mente, at det var voldsomt meget øl for en frokost - og fik sin vilje. Jeg er ved gud ikke vant til at drikke alkohol. Det sker højst et par gange om måneden eller slet ikke. Givet det ikke er så svire-agtigt, men man bliver jo ældre. 
"Hvordan var øllen," spurgte vores super søde tjener. 
"Den var...der var meget!" konstaterede jeg og forudsagede en latter hos ham.  
 Beklager stængerne. Deres restroom er meget begrænset, og jeg ville så gerne vise de fine fliser.
Signing off.

25. maj 2017

JAGTEN PÅ 'DEN BLÅ ANAMONE' OG GEO CENTER MØNS KLINT

 Sidste år gik jagten på Oldes minde fra barndommen om den blå anemones beliggenhed, og vi endte med at den blå balkan anemone ved tipoldernes grav. I år satte vi ud for at finde den ægte vare. Denne gang gik vi efter undertegnedes barndomsminde. Møns Klint. Og vi skulle ikke mere end halvtreds-hundrede trin ned mod vandet, før den var at finde.



 Akkurat så betagende som jeg huskede og forestillede mig den. Og ja. Jeg plukkede den. Det må man så ikke. Jeg erfarede, efter den lange rejse ned ad trapperne til vandet med en treårig på armen og op ad trapperne, at alle planter i området var fredet. Så jeg beklager. Dybt. Men eftersom de var plukket, ville det være åndsvagt ikke at presse dem. Jeg havde for en gangs skyld undladt at medbringe kalender - idet tasken skulle være så let som muligt - så det måtte blive i undertegnedes pung. Dette gav naturligvis bagslag, hybris, da der skulle betales i Geo Centerets café Sommerspiret og rødderne  sladrende stak ud af pungen. Kassérens formanende blik mødte mit skyldige og undskyldende blik. Jeg nikkede. I know. Han nikkede. Don't do it again. Og så snakkede vi ikke mere om det.
 Frokosten bestod af nedenstående. Ungerne fik hver en Dino Madpakke. Jeg tænker, det ville klæde cafeen at gøre al mad økologisk. Ja vi er i Udkantsdanmark, og det er måske ikke københavnere der benytter stedet mest, men nærmere tyskerne. Derfor vil jeg nu alligevel give denne opfordring videre. Der MÅ simpelthen være økologisk landbrug i lokalområdet. For vegetarer (her findes en vegetartærte med grøn salat og pesto) eller veganere vil jeg anbefale at medbringe en madpakke, og der er masser af betagende steder at indtage denne i området. Det er ikke gastronomi på højt plan og ikke værd at rejse efter. Men kombineret med en klatretur til vandet og en dag i Geo Centeret går det an. 

 Mormor og undertegnede delte denne oven på den grusomme stigning både ned og op fra vandkanten. Måske ikke økologisk, men i det mindste lokal. Og ja. Jeg har hypermobile led. Den er ikke brækket. 

Og nu til det fede! Fra interesseret til nørdet eller en børnefamilie med børn i alle aldre er Geo Centeret i den grad et oplevelsescenter, der henvender sig til alle. - hjemmesiden tager sig ikke lige så godt ud på computer som på mobil (eller Iphone i hvert fald). Den er virkelig flot! Fuld af lækre indbydende farver i stil med vandets farver på kalkgrunden. 
Indgangen for en voksen koster 140,- og 95,- for et barn. Men billetten er fungerer faktisk som et årskort, og man kan derfor benytte samme billet resten af året. Se dét er sejt! Tag den Den Blå Planet og ZOO!!
 Vi blev ved udstillingens start mødt af en formidler, der spurgte om vi havde lyst til den lange eller den korte introduktion. Det er bare så fedt, når man møder folk der bare ELSKER deres arbejde!! Vi tog den korte, idet bananerne allerede var strøget afsted. Udstillingen rummer mange stenfostre og fosiler, men der er i den grad også meget interaktivt at give sig i kast med. Der er  vand, is, ild, grus, luftblæsende montre (jeps elementerne er godt i spil), klatrevæg, tegneborde, skattejagt, 3D film, løbemaskine hvor man løber foran en skærm som en dinosaur eventuelt konkurrende mod en ven. 

 Her over ses eksempler på, hvad der indeholder kalk. Disse ting hænger i loftet, spændt fast med reb, der kan trækkes i nede på væggen.



Geo Centeret Møns Klint er bestemt værd at besøge!! Værd at rejse til og at besøge skulle man feriere i Danmarks sydspids og Knuthenborg ikke kan udfylde en hel uge. 
- men vogt jer for at jeres børn ikke rører ved legetøjet i butik Orkidé! Selv det i tyve centimeters højde er ikke til at lege med. 
Måske man så skulle fjerne det fra børnehøjde..? Eller sætte det i montre? 
Det var dog kun én af de arbejdende i butikken, der fik en hjerneblødning over at den treårige satte to dinosaurusser af træ (ikke pakket ind) til at kysse med hinanden og skældte ham ud. 
Chiiiiill woman. 

24. maj 2017

FORSMAG PÅ KVINDERNES KAMPDAG PÅ TATE MODERN OG UNION STREET CAFÉ

 Gennem forsinket fly (hvor det mest feministiske læsestof geniet her fandt i udvalget, var Herbjørg Wassmos 'Disse øjeblikke' - jeg VIL SÅ GERNE læse litteratur af kvindelige forfattere, men jeg falder sgu altid i Dostojevskij i stedet) og frostgrader i det ganske danske land fandt jeg frem til femten grader i London til hundrede grader i tuben med galoperende struma og stadig summe på østerskortet - has it really been seven years..? Eight? - gennemstegt uden stank ankom undertegnede til hotellet. Først næste dag startede det stramme skema, så jeg strollede mod Tate Modern. Skønt den røde nederdel lå i kufferten, ville dette jo ikke være nok at foretage sig på kvindernes kampdag. Ikke for mig i hvert fald. Og et hashtag på dagen med #kvinderneskampdag eller #feminisme for likes får det helt ærligt til at vende sig i mig. Men sådan er det vel med alle vigtige ting, som folk bruger til at få likes? Som om kæden er hoppet helt af. #børnebrud efterfulgt af peacetegns-emoji. #voldsudsattekvinder og skålende øl emoji. What the fuuuuuuuck...? 
"There's a special place in hell for all women who don't help each other," som Albright sagde det. Og dette citat dukker især op i dette forår, hvor diverse aviser prøver at kridte en krig op mellem feministerne og feminismen. Og ja der er forskellige kampe at kæmpe inden for feminismen, men derfor virker det ikke at sparke ud mod andre inden for feminismen. That's not feminism.
Click-bate - og det er lige så ulækkert, som de der bruger vigtige sager til at høste likes.  
For dem der mener, vi kun skal hylde fordums tids kæmpere denne dag og ikke stadig kæmpe for uligheden - wake the fuck up. 
Equality for all. 
 Arrangementet bestod af talerne vist på billedet oven for - tjek det ud. Blandt publikum var det så tydeligt at se forskellen på fantastiske smeltedigel-London og den opdelte verden Købehavn lever i. Nu tænker du sikkert, hvorfor skriver hun ikke noget om det de kvindelige kuratorer talte om? Fordi det ligger på lydfiler, som måske - måske ikke kommer op her. Kvinderne talte om deres eget liv og viste billeder fra forskellige udstillinger. Som sagt kan du læse om dem på billedet oven over. Lige så vel som der skal flere kvindelige kunstnere på banen, udstillingerne, museerne, så skal der også flere kvinder ind som kuratorer. Ja kvinder besidder mange af stillingerne på diverse museer og udstillingssteder, men det er stadig et voldsomt højt antal mandlige kunstnere der udstiller der (for slet ikke at tale om brune, sorte, homoseksuelle, transkønnede, handicappede etc.). 
Billedet under er et screenshot af intet mindre end verdens fedeste rejse app. Via Michelin. Den kan, som alle andre, hentes på App Store. Jeg er forestiller mig, den er også er god om man er i bil, leder efter hotel eller seværdigheder. Til at finde restauranter i nærheden er den genial! Den fungerer således, at du slår den til hvor du står, og så dukker de restauranter op du er i nærheden af som er nævnt af Guide Michelin. Den bruger naturligvis internet, hvilket alle måske ikke har i udlandet. Find i så fald wi-fi. Det er dog et minus så lidt, der står om den givne restaurant udover den korte anmeldelse og at man linkes videre til restaurantens hjemmeside. Det tager både ekstra tid og data. Men det er klart det værd. 
Jeg fandt frem til Gordon Ramsays Union Street Café, da den var blandt de nærmeste. Se det gode ved at rejse alene og at spise alene er, at man stort set altid kan få plads. De havde fuldt hus, men der var plads i baren. Perfekt. Og perfekt udsyn til hele restauranten. Klokken nærmede sig ni, og undertegnede havde sidst spist en bolle i Lufthavnens Lagkagehuset. 
Lou Reed sang sagte ud af højtalerne, som jeg parkerede mig i siden af baren for det bedste vue. "Lookin' for soul food and a place to eat". Indeed. Hyggelig belysning, sidespejle og vejspejle på væggen. Og væggen under udsnittet til køkkenet fuld af polaroidbilleder. Forbandet rart at høre italiensk igen. 
Så hvad skulle man så vælge..?
Naturligvis truffle salame som antipasti...
og lardo med ...honning? Akkompagneret med et glas Pomino fra Toscana.
Fedt og sødt? Tjah den grottelagrede fedt smeltede på tungen som forventet, men honningen virkede næsten for stærk - jeg havde helst set lardoen kædet sammen med søde dadeltomater - men det var måske for oplagt...? Olie ristede brød croutoner satte tekstur på tallerkenen og mundfulden. 
Til primi blev det linguine med muslinger, oliven, toppeskud fra broccoli og chili. Flot grøn og velduftende af havets frugter. Knas af bitte brødstykker. Olivene var et saltbittert break. Fantastisk og fuldendt! Og jeg kunne ikke færdiggøre min tallerken.. 
Når man spiser alene, får man (oftest) samtaler med personalet. Da overtjeneren havde været forbi et par gange for at høre mig i retternes noter og prøve at lokke mig til at prøve flere retter, hvor jeg  beklageligt måtte kapitulere, bad jeg om regningen. Han kom med den og et krus med sorbet - han nægtede at sende mig ud i verden uden dessert. Han havde ret. Den var virkelig god. Citronsorbet med salvie. Wow.
Jeg bevægede mig tilbage over Blackfriars Bridge. 
Hjem til hotellet. 
Gik i seng med Herbjørg Wassmo og opdagede til min store genkendelses glæde, at hun skrev om Dostojevskijs Raskalnikov fra 'Forbrydelse og straf'. Den nok lettest fordøjelige af hans historier. 

1. marts 2017

KEEN KEEN PÅ KIIN KIIN

 Nogle gange har man bare brug for en oplevelse i østen for at overleve den kolde vinter i København. Vi tog en tur tilbage til fantastiske Kiin Kiin i Guldbergsgade/Møllegade.

Loturrod med palmesukker.
Spise pose med nødder med spor af rejer.

 Padan the af citrongræs med palmesukker.
 Cashewmarengs med wasabi yoghurt. En stor bowle af sorte sesamfrø og overskud blev præsenteret ved bordet, sat i omdrejninger og to marengs kom op til overfladen. Magic.
 Cocktail på mango og mørk rum med lycheeskum. Lycheefrugt og mynteblad som garniture.

Salaten blev lavet ved bordet, hvor alle ingredienserne kom ind på en bakke. Marinaden blev mortet ved bordet.
Mien kam salat. En eksplosion af smage: fiskesaucens umami, det syrlige grønne æble, det søde palmesukker, den friske ingefær, jordnøddernes fedme og biddet fra chilien.
Kylling satay - jordnøddesace-is med pickled ingefær, grønt æble på en bund af sprødt sprødt kyllingeskind. Det hører til sjældenhederne, at man kan smage kyllingeskind når man indtager is. Sært, men godt.
 Kao Tom - verdens bedste æg. Intet mindre. Rørt æg i kyllingefond med sprødstegt skive hvidløg med vibrerende dansende flager oven på, da saucen blev hældt over. Levende, smukt og guddommelig smag.
 Nam prik num - fucking stærk - aubergine med ung chili og stærk svær.
Snack fra Chiang Mai: pølse af kylling og citrongræs med pickled kål på toppen. 
 Tom yam suppe på hummer, rejer, chili og ingefær. Sprøjte med tofu. Suppen skulle indtages uden ske for at vi kunne dufte suppen bedst muligt. Den duftede vantittig godt! - men vi havde også hele hovedet nede i den meget runde skål. Vi skulle selv sprøjte nudlerne af tofu ud i skålen. Instant nudler. 
Rejechips - fra nu af skal alle rejechips indtages med mayonaise. 
Lækker meatsy - overraskende grøn - bolle.  

Spicy salat med candyfloss, brøndkarse, grønne æbler, laks og magic. Saucen blev mortet ved bordet.
Magic!
Pad tai - med kammusling, peberfrugtskind og løg og tamarin med sur-sød sauce. 

Red curry - selvfølgelig Kiin Kiin style - frosset med flydende nitrogen, så det blev en red curry-is med hummer og avokado. En dish der står levende og ryger i takt med dit åndedrag. Den gennemsigtige tallerken er halv fuld af vand, hvilket gør retten endnu mere levende. Den duftede himmelsk!
 Oksekød med massaman curry med mere peanutnød i, så den bliver mere sød end stærk, med kartofler og grønkål bagt i ovnen i en time og hurtigt friteret.
Citronsorbet (sygelig sød og sygelig sur) og basilikumsorbet (vidunderlig frisk) med marengs, stegt basilikum og friske urter.
Banankage med kokosflager og saltet kokosis lavet på flydende nitrogen, karamel og rå kakao på siden.
 Detalje for dem der ikke er klar over, hvad battet på toilettet skal bruges til, men døren mangler en lås. Det er låsen. Cultural conventions. Det er ikke til at slå, de der kommer ind.

Vi elsker jer Kiin Kiin. 
Namaste