25. august 2015

WOODY ALLEN: IRRATIONAL MAN

Hjemvendt fra ferie i Tyrkiet med børn og verdens bedste Bedster. Lettere ved at sprænge i luften over at være taget afsted på, hvad der må siges at være min juleaften. 
Juleaften i august tænker I? Og har I i øvrigt haft en god sommer? Forår?
Ja. Julen faldt tidligt i år. Det plejer forresten også at være ved denne tid på året. Jeg taler selvfølgelig om den årlige Woody Allen film. Manden, der runder det firsenstyvende år dette år, har begået kunst igen! - jeg har vidst egentlig før nævnt en fascination for film fra denne mands dirigentstok. Man befinder sig i verdens bedste stemning fra "rulletekster" (hvad hans film som oftest starter med ) til rulletekster.
En film om held eller tilfældet (ses også i Matchpoint). Lærer/elev-forbudt kærlighed (den enorme aldersforskel også set i You Will Meet a Tall Dark Stranger - den forbudte eller farlige kærlighed er et gennemgående tema for hans film/liv). Hovedrollens (billedet på Allen selv) deprimerede og pessimistiske syn på verden (absolut gennemgående karakter for hans film) er som følge af at have prøvet at redde verden, set sin ven sprængt i stykker af en landmine, oplevet sin kone være ham utro med sin bedste ven og forladt af fruen. Foruden alle de tunge og tyngende filosofiske erkendelsesteorier og tankegange, han arbejder med. 
Hovedrollen Abe's rygte eller "et" rygte er allerede kommet ham i forkøbet, da han starter nyt job på Rode Island College som filosofiprofessor. I sin pessimistiske og dekadente livsstil drikker Abe Single Malt fra sin lommelærke, som han spadserer fra undervisning på campus.
En spændende type, skønt ynkelig for de fleste, for hans unge elev Jill, der begynder at tilbringe mere og mere tid med Abe samt alle hans erindringer fra sit liv. Naturligvis forelsker Jill sig i Abe, selv om hun har en kæreste. 

Abe er blokeret. Hans nye bog er blot kruseduller på en blok. Han kan heller ikke preforme i sengen - trods musiklæreren selv kravler op i den. Hans dystre syn på livet er ved at æde ham op, han har mistet lysten til livet.
Indtil en dag - selvfølgelig - hvor han beslutter sig for at planlægge det perfekte mord, og hans livsglæde begynder at strømme ud i venerne igen. Poesien og potensen vender tilbage. Abe er med sin beslutning om at ende et liv, forvandlet til et helt nyt levende og sansende menneske. 
Og...
Resten må ses i biografen :)

GLÆDELIG JUUUUUUUUL!!!

6. marts 2015

POLITIKENS BOGHAL: FORFATTERTRAPPEN: ROMANTIKKEN OG DRØMMENS DØD

Vi skyder vej over Amagertorv, der altid minder mig om "Polterabend" i krydsilden mellem Café Europa og Norden. - og den gang i nullerne, hvor Sonnergaard var at finde på diverse bæverdinger i indre by. Hverdagens rå realisme sætter ind, når to betjente med maskinpistoler på maven spankulerer forbi det store stygge Storkespringvand.
Er det dét, vi er kommet til?
"Og denne tanke affødte associationen:
Den stærkeste magt af disse må være den, der binder atomerne sam- men i stabile strukrurer - det man i forgangne tider kaldte GUD
- men næst efter er den stærkeste magt den, atombomben frigør, når den spalter atomet og udløser en kolossal sprængning, som netop tilintetgør de før så stabile strukturer."

En forfatter på trappen ved Dublineren - en velkendt skikkelse. For ung til sit store jakkesæt. Det samme blå betræk som han bar i Politikens kultursektion sidste uge. Han står i midtergangen mellem bordene udenfor, poserer og blokerer indgangen. Stirrende stift ud i luften. Rygende en smøg. Jaja Hassan vi har set dig. 
Alene. Men alligevel aldrig alene. Tre meter til højre står en mand i hvid skjorte med blå striber og øresnegl dinglende ned i kraven. Han spotter os, som vi går forbi. Plejer der ikke at være to?
Vi slingrer ned af Vestergade for at undgå stimerne på Strøget og ind ad døren til Politikens Boghal til forfattersamtaler på Forfattertrappen. Det er en del af Litteraturfestivalen KBH Læser.
Emnet er kærlighed.
Første samtale er mellem Anna Grue og Anne-Marie Vedsø Olesen om den romantiske kærlighed i krmier. De læser først op fra deres egne bøger. Publikum rummer flest kvinder over fyrre og op efter.
Grues krimier indeholder kærlighed i mange aspekter. Mellem kolleger. Venner. Mor og barn. Hendes egen kærlighed til hendes mand gennem otteogtredive år byder på en mere sjælelig kærlighed. 
Olesen har ikke den romantiske kærlighed med i sine bøger. Hun nævner, at de store kærlighedsdramaer mest rummer den ungdommelige kærlighed. Som i Romeo og Julie der går i døden fordi, deres naive og infantile kærlighed ikke holder i virkelighedens verden. Den slags kærlighed af overdrevet begær der driver folk mod afgrunden. Hvor man smadrer liv, sit eget liv og andres liv på vejen ned.
Dette beskæftiger deres krimier sig ikke med.

Næste samtale skal omhandle sex og kærlighed i en krimi og er mellem Anna Grue og Jesper Stein. Publikum er blevet mere gråhårede end før, og der er langt flere mænd til stede nu.
Som nævnt i første del af Forfattertrappen skildrer Grue ikke det kødelige samleje - det antydes blot, idet hendes engelske krimistil næppe fordrer til det. Det ville virke mærkeligt. Dynen beskrives som en lyserød sky, der løftes. Og det var så sex. Hun bevarer det romantiske forbehold til agten, hvor følelserne spiller den store rolle.
Stein må siges at være den diametrale modsætning. Os der netop har købt en kop kaffe, får den direkte i den gale hals som Stein læser højt fra sin bog om kokain, sprut, "jeg spyttede på pikken og stak den ind i det hul der ikke blev vådt af sig selv." 

Grue nævner, for hende er sex noget privat og romantik noget større - "for Stein, er romanantik en penetreret ringmuskel." Han behersker en sort romantik. En kynisme der understøtter det realistiske syn. "Selv om drifter altid er gode betingelser for mord," smiler hun.
Stein mener ikke, han får "hard on" på af at skrive dette, men at det beskriver hovedpersonen. Han udstiller forfaldet i hovedpersonen, der drikker, tager stoffer og knalder. 

"Den romantiske drøm er død" er næste samtales emne og er mellem Kristian Bjørnkjær og Caspar Eric - og ulig de andre to samtaler er Politikens Karen Dich sat på som interviewer, hvilket desværre punkterede dialogen.
Her er varmt. Rådhusuret slår. Der er kommet et meget yngre publikum blandt os på trappen.
De to forfattere læser op fra hver deres bog. Denne gang stående.
"Der er så mange kærlighedshistorier
nogle er gode,
men ender dårligt" slutter Bjørnkjær poetisk fra sin bog fra 1976. 
Før det har Eric læst op af fra sit udpenslede break up sidste år. 
Dich spørger, hvad der begrunder den store forskel mellem de to forfatteres skrivestil - man tager en dyb indånding, tænker: "kunne det være de otteogtredive års forskel? Kunne det være konteksten eller diskursen? Gu fanden skriver Bjørnkjær ikke om facebook, the World Wide Web var jo ikke  opfundet endnu.." og korser sig. 
Bjørnkjær fortæller om samtidens oprør mod ligusterfascismen. Hvor de hængte det private ud i offentligheden og brød de traditionelle former. At dengang var hans digte udpenslende, for mænd måtte ikke vise følelser.
Eric mener, at forhold handler om at besidde hinanden. "Dette er min kæreste." Men ejer og bestemmer over den anden. Men man kan ikke eje et andet menneske.
Oven i denne ejerskab kommer manien om selvrealisering - "hvor folk plaster facebook til med deres klamme forhold,"som han kalder det. Hvorfor ikke drømme kollektivt? 
Jeg vil give Eric ret i, at den kollektive drøm er død - det er efterhånden en sjældenhed, at folk tilsidesætter deres eget behov for andres skyld. Drømmen om næstekærlighed og omtanken for resten af verden er brast - erstattet af behovstilfredsstillelse og "mig-mig-mig."  X-Factor generationen som undertegnede betegner den.  - ironisk nok favnede hans oplæste digt udelukkende sig selv og sin egen enestående knuste kærlighed... 


Som Rådhusuret slår otte, og arrangementet næppe kan koge mere suppe på Erics fortolkning af Nietzche, bevæger overmennesket her sig op til kassen og køber et nyt eksemplar af Yahya Hassans digte, stryger ned ad Vestergade til Pisserenden forbi Floss og Søde Jan. 

5. marts 2015

ÅBENT HUS: KANDIDAT PÅ RUC...?

Lige siden jeg kan huske, har RUC haft ry for at være ... Hippieagtig...
HippieRUC... Hmmmm...
Jeg tog et smut med en veninde der ned til Åbent Hus, idet hun overvejede en af deres udbudte kandidater. Det kunne vel næppe skade...?
Tjahh...en pæn stor del snak om samarbejde og projektarbejde senere på dagen var det tid til at søge information på egen hånd. 
Jeg gik efter kaffe - en god kop kynisk mokka blev det eneste, jeg satte mig for at undersøge. Udslaget for undertegnede var nok, at da der kom feedback fra gamle elever var "dét der kendetegnede en "RUC'er" i arbejdslivet, at de kun lavede tingene halvfems procent færdigt...idet der skulle være plads til dialog."
Right. Jeg kan godt se ideen..but I never do anything half assed. 
Og dét der virkede useriøst og...hippieagtigt ... Men hellere hippie end hipster!
Den gratis latte var nu ellers god...skønt jeg skam gladeligt også havde betalt for den - det forklarede naturligvis den lange kø - jeg fik min mælkede mokka, og veninden fik svar på sine spørgsmål.
Perfecto.
Sceneskift.

4. marts 2015

TRINITATIS KIRKE: LITTERATURGUDSTJENESTE: HALLELUJA HØXBROE

 Trinitatis Kirke.
Sidste gang jeg havde min gang i dette gejstlige rum, blev min kære veninde smedet sammen med sin kæresten kære veninde smedet sammen med sin kæreste.
Lige nu drejer det sig om en litteraturgudstjeneste. Hvad det så er for en størrelse...?
Andægtighed. Mørke. Levende lys langs midtergangen ned til alteret, hvor rød og gul danser i visuals. Langs stolestaderne ligger folk henslængt på madrasser. En kvinde læser op i kirkens hvælvinger ved skibets begyndelse. Kirkens klang kaster hendes stemme rundt i de mørke kroge. Hun læser definitioner op i digtform, og formår at kvæle interessen for det læste som en degn. 
 Klapsalver i kirken. Dette er ikke kutyme. Og kroppen ved det. 
Et stykke musik af Peter Brandt - det er okay, det er bare ikke lige mig.
Morten Reimer kommer på, bruger beat og rummet på en ny måde. "Facebook jeg gav dig alt - nu er jeg intet." Sjove iagttagelser fra et forhold med facebook, et med Nørreport og et venskab med Dan Turèll der dog døde, før han blev født. Dan the Man døde 15. oktober 1993, og måske derfor handler det fleste af Reimers oplæsning om drukture og at finde hjem fra byen.  
Victor Boy Lindholm kommer på. Og han er på. Han spyer ord i stride strømme ud i rummet. Småhoppende og energisk. Men for omsiggribende til at være fængende og personlig. Meget på tungen, men for lidt livserfaring til at grave et spadestik dybere end blot plasken i overfladen. Forbrugersamfund er skidt, ja, men hvad hjælper det udtalt i nye sneaks og skjorte?

Nadver. 

"Vor Herre Jesus Kristus tog i den nat, da han blev forrådt, et brød, takkede og brød det, gav sine disciple det og sagde: "Tag det og spis det; dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!" Ligeså tog han også bægeret efter måltidet, takkede, gav dem det og sagde: "Drik alle heraf; dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse. Gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!"

Herefter kommer Claus Høxbroe.
Alderspræsident som han selv bemærker det og indtager rummet med en coolness og karma ungdommen aldrig besad. Efter hvert endt digt leder han efter sit nye våben i hans udgivelser - han har aldrig planlagt på forhånd, hvad han vil læse op. Manden er beat poesiens svar på jazzzzzz. Han serverer det, han føler for i øjeblikket. Dét middagen netop mangler som en anden michelinchef. Beklager billedet, men det er jazzzz.
Jovist. Ungdommen skal også have lov, men hvor er det dog rart at være i favnen på en professionel. Ikke denne higen efter stadfæstelse af selvets ego - ikke denne ustandselige søgen efter anerkendelse eller råben op om; "Jeg er her også!! Jeg findes også!!!"
Bare en tilfredshed og en afbalanceret hvile og ro i det, han gør - og leverer derved et stykke fuldkommenhed, lige meget hvad han serverer.
Kaster ord op i kirkens akustiske kupler eller hvælvinger og tænder ild under edderkoppenes spind. Cool cat svajende i ordenes rytmik iført sixpence og Havana habit. Han mangler bare cigaren.
Skønt dette også er hans egne iagttagelser, er det ikke selvcentreret som de forrige.
Ja ja det hører alderen til. Jeg ved det, og jeg takker for at han tog over.
Mælketænderne erstattet med visdomstænder.
- og hvor er det dog smukt!
Han forholder sig som den eneste til skuddramaet længere henne ad gaden på Krystalgade.
Der er perspektiv. 
Han forholder sig til selve Trinitatiskirken, der skjulte Torahen under Anden Verdenskrig. 
Han fortæller, han altid flytter for hver nye bog han udgiver. På den måde kommer han rundt og får København ind under huden. Det går op for mig, jeg elsker denne mand. 
Han udgyder, han ikke er en ny Ginsberg, Burroughs eller Turèll - og hvem har nogensinde fået noget ud af den sammenligning.
En periode tourede han rundt på de Københavnske hoteller. Han anbefaler det, jeg nikker anerkendende. Jeg selv har gjort det samme - som at være tourist i sin egen by. 
Han åbner op for sluserne med "Jeg fælder tårer.." og jeg glædes over, hvor fedt det egentlig er at høre nogen nævne Turbinehallerne igen - uden at skulle forklare hvad det var.
Jeg stortrives i hans livserfaring og afslappede digte om hverdagens iagttagelser.
Hans indre ro, trods det absorberede tempo, et beat, der får ham til at virke alvidende - skønt han er fra 1980 og altså kun to år ældre end undertegnede.
He could have fooled me.

Det Der eR I HUSETS TEATER

Det Der eR.
Halmtorvets nummer ni er indhegnet med kun én indgang. Der hænger pigtråd over vore hoveder, som vi kravler igennem hullet. De ophængte dinglende gadelamper skiftevis blænder op og ned for lysstyrken. Uhygge og usikkerhed breder sig til tonerne af en høj lyd af en centrifuge i slowmotion i bedste Lynch stil. Foran os står Die Mauer. Ach so!

Vi snubler over brostenene i den vekslende lyssætning hen til døren.
Jeg sender en kær tanke til Blumenbach Instituttet, da vi kommer ind i en helhed af et efterkrigstidshus.
Det Der eR.
Vi gennes ned i kælderen med stadig samme vekslende volume i glødepærerne - jeg glædes et kort øjeblik over gensynet med glødepæren. Her nede står vi stuvet sammen i forvirring og spænding. 
Der ligger gasbeton i blokke. Gamle kufferter med gamle sort/hvid fotografier spredt ud over sig. Toilettet er tapetseret med avispapir på de hvide klinker. Sigtbarheden svigter. Sanserne svigter. Utålmodigheden breder sig.


Klokken er ti minutter over start.
Vi hentes i kælderen og ledes op af trappen til teatret.
Lokalet er sort og skrællet for al inventar.
På nær en stol.
Det er, Det Der eR.
Sindstilstanden fra kælderen er erstattet af forvirringen med at finde sin plads.
Talen er på sit højeste blandt det grå segment. 
Lyset går. 
Stilheden er total.
Scenen antændes.
Karen-Lise Mynster kommer ind og sætter sig på stolen.
Monologen begynder. 

25. februar 2015

WHIPLASH OG VILLA VINO

Allerede ved traileren var min interesse vakt. J.K. Simmons havde før den danske premiere vundet en Golden Globe for Best Surporting Actor for sin rolle i Whiplash, og siden vandt han en Oscar for Best Surporting Actor.
Jeg havde forholdsvis store forventninger til filmen. 

HOLD

DA

KÆFT


Sikke et tempo. 
"Whiplash" passer så udemærket på følelsen i kroppen, når rulleteksterne flyder. 
Piskesmæld. 
Som at være blevet påkørt af en flugtbilist. 
Fuldstændig intens. 
Jeg nærer, trods mine dage med musik på højniveau på Akademiet, ikke den største kærlighed for Big Band Jazz. Men jeg havde musikken helt inde i kroppen under hele seancen. 
Med nikkende hoved og fod. 
Selv om man i den grad hader Fletcher, ønsker man også at Neiman skal fortsætte for at nå sit mål. Man higer efter det. Man higer efter anerkendelsen. 
Der er nu i grunden noget smukt over et menneske, der sætter sig et mål og ikke giver op. Man ønsker så meget for ham, at det lykkes. 
Blod.
Sved.
Og tårer.
Paralyseret som når flugtbilisten har taget flugten, stod jeg mundlam med min Manitou udenfor teatret og prøvede at komme tilhægterne igen. I chok studerede jeg plakaten. En far med teenagedatter talte om filmen bag mig. 
Jeg vendte mig om mod dem. 
"Den er virkelig virkelig god," udbrød jeg.
"Har du set den?" spurgte faderen.
"Jeg har netop lige set den, jeg er stadig i chok - den er så intens," fik jeg fremstammet med overbevisende udtryk.
"Ej! Nu glæder jeg mig bare endnu mere!" jublede faderen. "Tak!"
Jeg smilede imødekommende og slentrede over gaden til stedet, der ellers altid plejer at besøges før biografen. 
Vila Vino. 
En Grüner Veltliner med dertilhørende brændevinsost, peberpaté og røget landspegepølse. 

28. januar 2015

BLÆREDE BIRDMAN


 Eksamenerne havde lagt sig, det samme havde den evindelige følelse af aldrig at slå nok til. For en stund i hvert fald. Dette blev fejret med en belønning i biografen. Jeg må tilstå, forventningerne var skruet godt i vejret på grund af den heftige omtale og de mange priser.
Og lad mig understrege; DETTE ER FULDKOMMEN PÅ SIN PLADS.
Den er stadig at finde i biografen, skærmen og oplevelsen den var lavet til. - så gør dig selv den tjeneste og giv dig selv den gave det er at se dette mesterværk. Alle skuespillerne spiller røven ud af bukser mildest talt! Alene Birdmans manipulerede mørke sprøde stemme knasende i højtalerne er værd at se den i biografen for. Som at blive travet i trommehinden.  
Et komisk drama om en falleret ældre mands sidste chance i samfundet med klassiske ødipuskomplekser skudt så glidende og smukt, at den vil blive husket længe. 
 Fra start af er vi i tvivl om, dette er virkelighed, fantasi, drøm eller blot point of view af en sindsyg man. Riggan Thomson ( Michael Keaton ) er en pensioneret superhelt, der prøver at få stablet et Broadway show på benene. Hans forhenværende rolle som superhelten "Birdman" er hans alterego, der fylder i hans hoved, men ikke i praksis. - en sjov rekvisit er den store plakat i Riggans dressing room med Birdman, der tydeligvis er en redigeret version af en gammel Batman plakat med selv samme Keaton bag masken. Det føjer atter et meta lag til filmen.
Filmen flyder i "one shot" scenerne igennem. Der klippes yderst sjældent, og når det sker er det næsten umuligt at se ved overgangen fra et rum til et andet. Jeg var meget optaget af denne meget dansende, glidende og til tider lidt køresyge-fremkaldende kamera føring. I en scene i Riggans dressing room bevæger kameraet rundt og rundt i rummet for at symbolisere, at der er gået tid. De skyder i et forholdsvis lille lokale med spejl, hvor folk forsvinder og dukker op. Jeg fornemmede i den grad den ballet, kamerahold og skuespillere har gennemgået for at disse shots har lykkes så smukt. Det er meget overvældende. Man følger Riggan rundt i rummene i teatrets gange, et sindrigt system af tankegange eller en labyrint, som han flygter gennem.
Kamera føringen giver yderligere også en følelse af, at filmen kører over realtid - før han går ud på gaden på Broadway, hører man stresende trommer, som man ser i næste nu når han går ud på new Yorks gader. Trommerne virker som et tikkende ur eller bombe.
Riggan satser alt på dette spil. Literally everything. Han er en ældre mand, der forsømte sin familie den gang han var Birdman og han mistede dem. Han havde et massivt alkoholmisbrug, og han har aldrig været der for sin hustru eller sit barn Sam. Sam ( Emma Stone ) er vokset op med en far, der aldrig var der og er nu endelig blevet eks-narkoman. Hun arbejder på teatret, hvor Riggan kan holde øje med hende. Riggan omtaler sig selv som en "shitty father," hvilket må siges at være sandt. Hele hans verden drejer sig kun om sig selv.
Ind imellem øvelserne på teatret kommer hans ekskone Sylvia ( Amy Ryan ) forbi og taler med ham i hans Dressing Room. Det er kun her Riggan er åben med sit aller inderste. Hans frygt for ikke at blive husket. Han fortæller hende om en drøm, hvor han og George Clooney er ombord et passagerfly og det styrter ned. Dagen efter i avisen vil det kun være Clooney, der fylder i avisen og intet om ham. Så selvcentreret er manden. Jeg tænkte, nu må der være en erkendelse af, at du aldrig har været der for dit barn. Men nej.
I mangel på faderens opmærksomhed i bedste faderkompleks-stil drives Sam i armene på den lettere sindsyge og meget ældre skuespiller Mike ( Edward Norton ). - Mike er kun sig selv, når han er på scenen siger han. Og spiller således en rolle overfor datteren, når hun kaster sin kærlighed på ham.
Riggan er presset fra start til slut. Få øjeblikke har han ro i sindet.
Hans meget yngre og meget uligevægtige elskerinde/kæreste er muligvis gravid, hvilket han på ingen måde ønsker. - han elsker hende ikke, hvilket nu står klart som hun presser ham. Han har brugt hende, som han bruger alle andre og det er kun i hendes verden at de har været et par. Han både frygter hende og flygter fra hende.
Han efterlader sig alle disse mennesker med uforløste drømme og behov, imens han vælter rundt for at finde en løsning eller stikke af fra dem. 
Egentlig rummer han helst kun sig selv, og selv det er for meget for ham. Når han er alene, presser stemmen i hans hoved ham.
Efter anmelderen Dickinsons udtalelse om sit planlagte nedslagtning af stykket til Riggan, slår han sig på alkoholen igen.

Han veksler mellem virkelighed og sindsyge.
Fortid og fremtid.

"Forget the Times - everybody else has," brøler hans alterego Birdman, der nu har manifesteret sig bag ham på gaden og han selv er forvandlet til en forhutlet bums med en brown bag. Naturligvis menes der avisen, The Times, men der hentydes selvfølgelig også til den tid han prøver at drikke væk: Tiden hvor han havde en familie. Nogen der elskede ham bare fordi, han var ham. Tiden hvor han havde et hjem at komme hjem til. Tiden hvor han var Birdman, og alle så op til ham. Han var en helt. Også i familiens øjne.
"Everybody else has." Er ikke helt fair. For jovist er ekskonen kommet videre, men deres barn kom aldrig videre og famler stadig i blinde efter sin fars kærlighed og opmærksomhed. Hans publikum og beundrere fra hans storhedstid har heller ikke glemt ham - hvilket portrætteres i den absurde scene, hvor Riggan løber forvirret rundt i hvide underbukser på neonfarvede Times Square. Birdman vil gerne have ham til at glemme det, han kæmper for. Stykket. Noget hans barn kan være stolt af, det han har pantsat sit hus for. Hvis stykket fejler, arver hans barn intet. Pengene fra hans glansperiode har han drukket op.
Riggan står på taget af en bygning, nøjagtig som hans barn gjorde, og tager springet. Igen aner man ikke rigtig, om det er virkelighed eller sindsyge. Om manden er død eller ej.
Han flyver ned langs Broadway - og kors hvor jeg dog savnede byen med det smukke overview.

"Hvad taler vi om, når vi taler kærlighed?" spørger et billboard, som han stiger ned på gaden eller ud af en yellow cap og man er stadig ikke sikker på, om manden egentlig HAR fløjet eller blot stået ud af en taxi - eller drømt at han fløj over Broadway, og han havde byen i sin hule hånd.
Riggan taler med hans ekskone Sylvia. De mange indikationer på, at han vil begå selvmord på scenen begynder at samle sig. Han taler som en døende mand.
Han fortæller hende om en aften, den gang de stadig var en familie, hvor han kørte til Malibu og prøvede at drukne sig selv. - hvilket han jo alligevel gjorde dagligt med sit druk.
Han fortæller Sylvia om stemmen i hans hoved.
Han fortæller hende, han gerne ville have været der med hende og deres barn.
Han fortæller hende, at han fortryder sine valg.

Riggan går på scenen med en pistol, der denne gang ikke ligner en legetøjspistol.
Publikum klapper af hans død på scenen. Men han rejser sig ikke op.