25. februar 2015

WHIPLASH OG VILLA VINO

Allerede ved traileren var min interesse vakt. J.K. Simmons havde før den danske premiere vundet en Golden Globe for Best Surporting Actor for sin rolle i Whiplash, og siden vandt han en Oscar for Best Surporting Actor.
Jeg havde forholdsvis store forventninger til filmen. 

HOLD

DA

KÆFT


Sikke et tempo. 
"Whiplash" passer så udemærket på følelsen i kroppen, når rulleteksterne flyder. 
Piskesmæld. 
Som at være blevet påkørt af en flugtbilist. 
Fuldstændig intens. 
Jeg nærer, trods mine dage med musik på højniveau på Akademiet, ikke den største kærlighed for Big Band Jazz. Men jeg havde musikken helt inde i kroppen under hele seancen. 
Med nikkende hoved og fod. 
Selv om man i den grad hader Fletcher, ønsker man også at Neiman skal fortsætte for at nå sit mål. Man higer efter det. Man higer efter anerkendelsen. 
Der er nu i grunden noget smukt over et menneske, der sætter sig et mål og ikke giver op. Man ønsker så meget for ham, at det lykkes. 
Blod.
Sved.
Og tårer.
Paralyseret som når flugtbilisten har taget flugten, stod jeg mundlam med min Manitou udenfor teatret og prøvede at komme tilhægterne igen. I chok studerede jeg plakaten. En far med teenagedatter talte om filmen bag mig. 
Jeg vendte mig om mod dem. 
"Den er virkelig virkelig god," udbrød jeg.
"Har du set den?" spurgte faderen.
"Jeg har netop lige set den, jeg er stadig i chok - den er så intens," fik jeg fremstammet med overbevisende udtryk.
"Ej! Nu glæder jeg mig bare endnu mere!" jublede faderen. "Tak!"
Jeg smilede imødekommende og slentrede over gaden til stedet, der ellers altid plejer at besøges før biografen. 
Vila Vino. 
En Grüner Veltliner med dertilhørende brændevinsost, peberpaté og røget landspegepølse. 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar