CHARLOTTENBORG : BIG ART : THE HOUSE THAT JACK BUILT

Siden jeg så 'RIGET' (1994) rulle over skærmen i 1990'erne, og Lars Von Trier takke af efter hvert afsnit, har jeg elsket LVT. Som et barn der glæder sig til juleaften, havde jeg ventet mig meget af 'The House that Jack Built' (2018). Den kom i kølvandet på METOO, der jo som bekendt kom til Danmark med Björk og Lars Von Trier. Så jeg havde det lidt stramt og ambivalent over at MÅTTE SE DEN, og højst sandsynligt nyde den, og støtte upassende adfærd.. 

Men Trier har altid opført sig upassende. Det er jo nærmest hans varemærke. Men grænseoverskridende adfærd over for kvinder var alligevel ny for mig. Skønt ikke mange kvindelige skuespillere har haft lyst til at lave flere film med ham - jeg har altid tilskrevet det, at han kørte dem for hårdt/brød dem ned som instruktør. Man er ikke fri for at tænke, at måske var der også andre ting til grund for denne beslutning..? Charlotte Gainsbourg, nævnte min ven, har jo lavet flere film med ham. Jo jo. Det sandt. Måske skal man også huske på, hvor vanvittig Serge Gainsbourg, hendes far, var - Filmen om ham, 'Gainsbourg, Vie Heroïque,' belyser det meget godt. Ellers kan man jo se dette interview, hvis man vil. Dermed sagt at hun måske har været mere vant til grænseoverskridende adfærd end Björk.

Det kommer nok til at blive en svær overgang. Jeg får det stadig dårligt, når jeg hører en Michael Jackson-sang spille et tilfældigt sted. Ligesom jeg altid lige synker ekstra en gang, hver gang jeg støder på The Weinstein Company-logoet til starten af en film. 

Og nu havde Geniet begået en film om en seriemorder. Som udgangspunkt tænkte jeg, at jeg var/er ret træt af at se kvinder myrdet, lemlæstet og voldtaget på film. At det var malplaceret oven på det bestialske mord på Kim Wall (læs eventuelt 'Bogen om Kim Wall,' velskrevet af hendes forældre). At det ikke just hjalp på hans omdømme som den, der fik METOO til Danmark med en film om kvindehad - og i øvrigt siden 'Breaking the Waves' (1996) er blevet beskyldt for at være kvindehader med sine film. 

Det var derfor med skepsis og alle disse modstridende tanker, at jeg gik i Grand og så 'The House That Jack Built'. Men jeg må indrømme at efter ti minutter med Uma Thurmans karakter, tænkte jeg nok det samme som hovedpersonen. 

Hovedrollens navn leder naturligvis tankerne hen på morderen Jack the Ripper, men jeg ser flere referencer til andre seriemordere - det skal tilføjes, at Jack også dræber børn (Grumpy) og mænd senere i filmen. 

Selve jagtscenen med Sofie Gråbøl minder om seriemorderen Robert Hansens modus operandi - hvis far var dansk deraf det danskklingende navn. Han kidnappede og fløj kvinder ud i ødemarken i Alaska, hvor han gav dem et forspring (de var nøgne med bind for øjnene og bundede hænder) hvorefter han jagtede dem med skydevåben. Han blev dømt for 17 mord på kvinder mellem 16 og 41 år. Ved ransagning af hans hus fandt man et flykort med 26 krydser, hvilket tyder på flere ofre. Mørkeland har også dækket historien ellers læs mere her. 

På et tidspunkt går Jack med krykke, hvilket minder om Ted Bundys modus operandi til at lokke ofre med sig. Han anvendte ofte slynge om sin arm, plastikskinne på sit ben eller humpede på krykker og bad i fuldt dagslys unge kvinder om hjælp til at bære bøger eller mapper hen til sin bil - en hvid Beetle, hvor forsædet manglede - der var parkeret langt væk. Han tilstod 30 mord på kvinder. 

Lars Von Trier er helt sikkert inspireret af disse seriemordere, og faktisk har han selv inspireret en seriemorder. Tækkemanden Peter Frederiksen var nemlig vild med 'Antichrist,' hvor Gainsbourg klipper sin klitoris af. Podcasten ('I en danskers blodspor' om ham kan høres her, den er ikke for sarte sjæle.

Efter det første drab eskalerer det for Jack, og han prøver at planlægge sit næste drab. Men da han har OCD, har han svært ved at forlade matriklen for tvangstanker om ikke at have gjort rent nok. At der er blodspor bag billedet og under stolbenet. Han må altså ind og skrubbe og skure igen. Da han endelig kører afsted, er det til tonerne af David Bowies 'Fame'. Det er kitsch, morsomt og horribelt på én gang. Det er Trier. 

Jeg grinede mange gange gennem filmen. Ligesom resten af salen. Dog er der et sted, hvor Jack (Mr. Sophistication) taler til en kvinde (hans kæreste) han kalder "Simple," hvor filmen bryder med sig selv. Et sted hvor mange i biografer i USA åbenbart udvandrede. Det er en underlig lang monolog om, hvor hårdt mænd/han har det i vore tider. At mænd per definition er skyldige, imens kvinder er ofre. Jeg ser det som en kommentar til METOO, selv om jeg sikkert tillægger det noget der ikke er der. Jeg har en fornemmelse af, denne scene er kommet på eller er blevet gjort længere efter METOO. Måske er det ikke en direkte undskyldning, men der hen ad samt en latterliggørelse af mænd og ikke mindst ham selv (eller det håber jeg i hvert fald). Dette siger jeg på baggrund af Triers altid gennemsyrede sarkasme i hans værker, der trækker referencer til hans eget liv. Mange har lavet sammenligningen mellem Trier og Jack. Jacks tvangstanker leder tankerne hen på Trier. Ligesom at Verge, som Jack først taler med på lydsiden over hans forskellige byggeprojekter, spilles af Bruno Ganz (der spillede Hitler i 'Der Untergang') tager Jack med ned til Helvede. Verge er repræsentant for romantikkens forestilling om det gode og det onde og må ses som Vergil, der leder Dante gennem helvedes cirkler i 'Den guddommelige komedie'. Her er en direkte reference til 'Persona non Grata-affæren'. 

Der vises montager fra andre af hans film, og man er ikke fri for at se det hele som en slags opsummering af Triers værker og en afsked. Selv har han sagt, han ikke orkede atter en spillefilm eller at bygge atter et "hus". Men så igen gav han sig selv mundkurv på efter "Jeg forstår Hitler-bemærkningen" i Cannes i 2011 og brød den i 2014 - da han barberede sig skaldet for Politiken og sprang ud som tørlagt.   

 På Kunsthal Charlottenborg (21. september 2018 - 13. januar 2019) løb BIG ART - en udstilling om "samtidskunst i stor skala i Bjarke Ingels Groups arkitektur". Ja. Jeg elsker Bjarke Ingels Group! Jeg har elsket dem lige siden, jeg hev eksmanden med på udstillingen 'YES IS MORE' på DAC i 2009. Men jeg må indrømme, jeg kom her af en helt speciel grund. Jeg kom for at se 'The House that Jack Built' eller havde bygget i samarbejde med BIG. Yderligere blev der vist Lars Von Trier film (og serier) fra den 26. til og med den 30. december. Jeg brugte naturligvis min fødselsdag på 'Riget 1'.

 Hvis man ikke har set filmen, virker det absurd at vise billede af smilende vinkende barn. Det gør det måske også selv om, man har set filmen. Men. Dette er Grumpy. Jacks papbarn der altid var sur. Da han har slået ham ihjel, former han munden på Grumpy i et smil og tændstikker i øjnene og vinkende hånd, inden rigor mortis sætter ind - så han ikke er sur mere. Herunder ses "bagvæggen" på "huset".

ALBERTSLUND : FORBRÆNDINGEN : BURNING WITCHES : PRÆCIS SÅDAN FÅR VI FLERE KVINDER PÅ ROCK/METAL SCENEN

Det kan næppe være gået nogens næse forbi, at spillestedet Forbrændingen lavede den største revolution i dansk musikhistorie i år. Særligt webmagasinet Devilution kom på barrikaderne, da Forbrændingens benspænd for 2019's bookinger kom frem. Alt fra boycot til at spillestedet skulle skæres i støtte til "omvendt sexisme" væltede fra deres digitale pen - sjovt nok råbes der ikke lige så højt, når spillesteder eller festivaler næsten kun eller udelukkende booker mænd. Selv kunne jeg ikke få armene ned over, hvor pissesej en beslutning de tog. 

Men hvad handlede disse benspænd egentlig om?

Jo. Det handlede om at lave et musikår med kvindelige artister i fokus. 

- Jamen vil det så sige, der kun måtte være kvinder på scenen? 

Nej. Det handlede om, at der skulle være mindst én kvinde på scenen - og denne skulle have en fremtrædende rolle på scenen uden at gå på kompremis med kvaliteten. For eksempel som forsanger.

Nåh? Er det bare det?

Jeps. Det er bare det. Så kan man jo undre sig over, hvorfor folk fik så ondt i røven over dette. Jeg selv fik udelukkende lyst til at støtte op om deres mega seje initiativ!

De fleste festivaler, eller spillesteder, har en tendens til at bruge udtryk som "jamen der var ikke nogen, der kunne," "der var ikke nogen i den genre, vi var på udkik efter" eller lignende. Forbrændingens jumpstart af musikbranchen har i dén grad bevist, at der er nok bands i alle genrer der kan og vil. 

Jeg tog et smut på Forbrændingen for at se Inferno Steel, Ivy Crown og Burning Witches. 

Inferno Steel var alderspræsidenten blandt de tre bands, og de havde en ro og coolness der kun kommer med alderen. Forsangeren (den eneste kvinde i bandet) var ikke bleg for at nævne, at hun var gymnasielærer og at næste dag skulle en af hendes matematikelever spille på Forbrændingen. 

Ivy Crown bestod kun af kvinder og havde to mandlige gæstegrowlere med på hver sit nummer. De havde måneden før haft releasekoncert på BETA. Da Ivy Crown sprang en basstreng, og måtte låne en bas af Inferno Steel, råbte to ældre mænd fra publikum "vis os jeres patter!" 

"Vis os jeres nosser!" er aldrig blevet råbt af kvinder mod et band kun bestående af mænd. Det er aldrig sket. Hvorfor sker det? Det er tonedøvt og bare dybt nedværdigende. Der er brug for at mænd også slår ned på sådanne røvhuller. I metalgenren er der mangel på kvinder, og man forstår godt hvorfor. Trods den ufrivillige pause klarede Ivy Crown det godt. De kom stærkt igen!

 Burning Witches gik på scenen. Med vindkanoner og det hele. Og jeg er ikke fortaler for, at man skal snakke om kvinders udseende, men shit hvor var de flotte i deres gear. Herover ses guitaristen Sonia - der headbangende lod tankerne falde på ham med det krøllede garn fra Bæst (begge bands opstod i 2015). 

Herover står den anden guitarist, Romana, der sammen med guitaristen Sonia lavede det vildeste show når de gik rundt på scenen, stod ryg mod ryg og fyrede den af. Den rødhårede bassist, Jay, havde ikke lagt noget op på Instagram, så hun er desværre ikke med her. Jeg gør en ære ud af ikke at tage billeder, når jeg er til koncert - kald det en modreaktion på at mange konstant lægger billeder op  på sociale medier af hele deres liv minut for minut. Jeg tager næsten ingen billeder mere, hvilket er stenet når man er fotograf. 

Ovenover ses trommeslageren, der næsten ikke kunne anes bag det gigantiske trommesæt. 

Ovenover ses den nye forsanger, Laura, der leverede den vildeste koncert. Hun headbangede, slog næven i vejret i takt til musikken og fik publikum med, sang i de vildeste rock-kropspositioner, lod en fra publikum synge en linie  og var bare vild på en scene. 

Man har så tit stået på Copenhell og set milliarder af mænd lave alle disse moves. Det er der ikke noget nyt i bevares. Men som jeg stod der i mængden af publikum, så skete der sgu noget i mig. Dér fattede jeg det endelig. At se mit køn repræsenteret på alle instrumenterne på scenen - ikke bare som sanger, kor eller som ene kvinde i te mandeband -  lave den vildeste rockkoncert og se publikum gå amok over showet. Det er da klart, der er så mange mænd i rock og metalgenren - for de har kunne se og spejle sig selv i de personer/bands på scenen HELE DERES LIV. Mænd er blevet inspireret til at starte et band ved alle koncerter, de har gået til. 

Hell! JEG havde sgu lyst til at starte et band efter at have set Burning Witches! 

Åbenbart er der en overvægt af mænd, der går til koncert (jeg er tilsyneladende undtagelsen, der bekræfter reglen). Men det er måske netop fordi, der ikke er nok kvindelige artister på scenen?

Dygtige og modige Nanna Frank Rasmussen (ja dén Nanna Frank Rasmussen) holdt en talk om repræsentation af kvinder på/i film til Feministisk Soirée på Forbrændingen i starten af november, hvor hun talte om Geena Davis' See Jane initiativ. Grundet X-Files og agent Dana Scully på tv-skærmene i 1990'erne kom der flere piger/kvinder ind på STEM (Science, Technology, Engineering, Mathematics) studierne - for de havde alle set serien. Ligeledes var der en markant stigning af piger/kvinder i bueskydning efter 2012. Hvorfor? Fordi i 2012 udkom 'Hunger Games' samt Disneys (virkelig gode) 'Brave' (på dansk: 'Modig') - hvis ophavskvinde også nævnes i 'Godnathistorier for rebelske piger'. 

Så the final line er, at repræsentation betyder. Derfor bør alle, især alle med pigebørn, tage deres børn med til en Burning Witches koncert. Drenge har også godt af at se en koncert med dem, så alle fremtidens bookere har øjnene åbne for at booke kvinder til spillesteder og festivaler. 

PARIS : MUSÉE EDITH PIAF, CIMETIÈRE DU PÈRE-LACHAISE & CHEZ MARIE LOUISE

De gange jeg har været i Paris, sidst bryllupsrejsen med ja gæt selv hvem, har det ærgret mig at jeg ikke har nået Musée Edith Piaf. Jeg har hørt hende, siden jeg var seksten år. Ja ja big deal tænker du - og ja det er det sgu, dengang var musik på CD'er og nået man opsøgte på biblioteket eller i pladeforretninger. Det kunne ikke streames, man havde ikke en radio funktion eller "sounds like" på Spotify. Det var en fucking videnskab. En mani. En opdagelsesrejse. Hvor noget førte til noget andet. Og i øvrigt måtte man læse om kunstnere i BØGER, for internettet var ret tomt. Dengang man hørte en her plade. Igen og igen. Jeg ved godt, jeg lyder pissegammel nu - and I'm not even sorry. 

Any way you get it. I was very into La Môme Piaf. Derfor ringede jeg til museet, for det skal man, og manden taler kun fransk. Det er gratis, men det forventes at man lægger nogle "drikkepenge".

Museum er nok så meget sagt. Men en flot gammel lejlighed, Piaf boede her i starten af hendes karriere, hvor to rum er dedikeret til memorabilia af varierende og tvivlsom kvalitet - proppet så meget til randen at det ville få Niels Rydungs lejlighed til at se nærmest minimalistisk indrettet ud. Der er et par kjoler, men det er vidst også det mest autentiske. Der er mange malerier og tegninger af spurven foruden en én til én pap figur af hende - hun havde ca. gået mig til navlen. 

Af en så stor stjerne er det bemærkelsesværdigt, at der ikke findes et offentligt museum til ære for Piaf. Museet drives af 'Edith Piafs venner,' og ligger på 5 rue Crespin du Gast i det 11. arrondissement. Det er åbent fra 13:00-18:00 mandag til onsdag, og man skal som sagt ringe og lave en aftale på forhånd. 

Nåh det var overraskende nok hurtigt overstået, så hvad gør man så på disse kanter? Man tager selvfølgelig på Père-Lachaise for at finde døde - denne gang havde jeg jo ligesom ikke eksmanden med to slow me down - og man kunne jo passende starte med La Môme Piaf. Man kan tage et kort ved en af indgangene for at finde de kendtes sidste hvilested, men på en så stor kirkegård som denne er det ikke den store hjælp. 

Nuvel Edith Piaf. 

Intet besøg her uden at besøge The Lizzard King, hvor teens ironisk nok spillede 'The End' - her er tonerne til 'Break on Through' mere passende efter min mening. 

Ingen akademiker uden at have beskæftiget sig til hudløshed med sociolog og antropolog Pierre Bourdieu, så han skulle selvfølgelig også findes. 

Komedieforfatteren Moliere.

Den amerikanske forfatter Gertrude Stein.

Og ganske uventet, denne er forståeligt nok ikke på kortet, stødte man på denne. Hjertet sank, jeg tabte pusten og trillede et par tårer. Det blev lige lidt for tæt på og ganske virkeligt. Hvis man skulle være helt blank over for, hvem der ligger her, så er det tegneren Tignous der døde under terrorangrebet på Charlie Hebdo. Shit. 

"Tu rêvais d'être libre, et je te continue," kan oversættes med "du drømte om at være fri, og jeg vil fortsætte dig," som var de sidste ord den franske justitsminister Christiane Taubira sagde til Tignous' begravelse citerende den franske poet Paul Élaurd.

Videre til Oscar Wilde hvis gravmonument desværre er dækket af en glasvæg nu. Folk kysser stadig væggen, men det var nu smukkest med en næsten helt rød version. 

Maleren Eugène Delacroix. 

Forfatteren Honoré de Balzac. 

Komponisten Giacchino Rossini (ikke at forveksle med kaviaren). 

Den polske komponist Frédéric Chopin. 

Den tyske maler, grafiker og skulptør Max Ernst var ret svær at finde. 

Den franske filminstruktør, skuespiller, tryllekunstner, illusionist og opfinder George Méliès. 

Kirkegården lukkede og jeg gik mod mit eget kvarter i Belle Ville. Jeg havde ikke nået frokost, og var nu meget sulten, men det var alt for tidligt at spise i forhold til franske tider. Som småbørnsmor er man ret wired til at spise kl. senest seks..jeg satte mig på en bænk og røg en smøg i stedet. Lidt efter kom en lille MEGET krumbøjet ældre kvinde gående, hun bukkede sig så langt ned som min hofte. Hun rakte ud efter bænken, jeg sad på. Aede den. Kiggede på sin hånd. Hun spurgte mig om noget på fransk. Jeg greb det ikke. Hun sagde noget med "peindre," og jeg forstod at hun tjekkede om den var nymalet. Det håbede jeg virkelig ikke. "No, je ne crois pas," sagde jeg og tjekkede mit tøj. Hun kravlede i land på bænken ved mig. "Oh la la," stønnede hun grinende, jeg smilede til hende. Hun havde en fin hat på trukket ned over det farvede sorte hår. Hun havde markant sort streg om øjnene. Og øjne der var placeret dybt dybt inde i dybe dybe øjenhuler. Tynd og afmagret. Gammel og umådelig smuk. Hun mindede mig med det samme om Edith Piaf. Hun spurgte mig, hvor jeg var fra. Hun grinede ved mit svar, og fortalte mig, også ved hjælp af kropssprog, at sidst, hun var i København var da hun tomlede der op med sin mand (mari) på deres bryllupsrejse. Jeg fortalte, at sidst jeg var i Paris var med min mand. På bryllupsrejse. Hun grinede og spærrede øjnene dybt inde overrasket op. 

"Men..han er død nu," sagde hun. 

"Hm. Det er mit ægteskab også," sagde jeg. Hun grinede igen. Og sådan sad vi langt fra lost in translation, men med minder fra hver andens by. Pudsigt. Jeg undlod selvfølgelig at tage et billede af hende, momentet var magisk nok i sig selv. Selv om jeg gerne ville have dokumenteret de øjenhuler. Hun trykkede begge mine hænder og kyssede mine kinder, da hun bød mig farvel. Jeg tog min telefon og tændte for Via Michelin app'n.  

Via Michelin trak mig hen til Chez Marie Louise, da de havde åbentfor servering. Godt mættet af indtryk er det nogle gange rart, at man har ting man ikke kan gå forbi. Kyllingelever (hjernen læser "kylling elever") naturligvis med kirsebær med Griottine (franske dessertkirsebær  i kirsch), sæde blade og honning.

Andebryst med grønkål, verdens bedste sauce og sorte spanske hvidløg.

64% chokolademousse med marengs og vanilje is. 

CPH:DOX : ÅBNINGSAFTEN PÅ CHARLOTTENBORG KUNSTHAL : AN EVENING WITH JENNY WILSON : EXORCISM

Dette års CPH:DOX blev i går skudt i gang med en kunstfilm tidssvarende debat og koncert med Jenny Wilson. Der var udsolgt. Jeg havde egentlig ikke billet. Egentlig startede mit kendskab til Jenny Wilson med børnenes far på vores andet møde. Det startede med 'Love and Youth' albummet, der blev skamhørt ud på de tidlige røgfyldte og berusede morgentimer. 'Let my Shoes lead me Forward,' 'Bitter? No I just love to Complain,' 'Would I play with my Band?,' 'Love ain't just a four letter Word,' 'Hey, What's the Matter?' Senere kom albummet 'Hardships!' der fik ægteparret til at danse til 'The Path,' 'Like a fading Rainbow,' 'The Wooden Chair,' 'Pas me the Salt,' 'Motherhood,' 'Hardships. Med albummet 'Demand the Impossible' fængede kun 'The Future' og 'Pyramids (Rose out of our Pain)' os. Men ved et lyt nu er der nok flere. Med det kommende album 'Exorcism' er hun blevet langt mere club. Man kan indtil videre høre to af numrene fra albummet på Spotify. Nemlig 'RAPIN*' der beskriver voldtægten og temposkiftene er symbolsk ekspressive og 'LO'HI'' der med sit lydspor af klamme støn fylder en med kvalme koblet til et fedt beat. De er bestemt et lyt værd. 

En mulighed åbenbarede sig, og jeg tog der hen. 

Åbningsaftenen på Kunsthal Charlottenborg var mest besøgt af kvinder. Seancen foregik både kl. 18:00 og kl. 20:00. Hvor fucking hardcore af Wilson. At blive interviewet af to gange om ens voldtægt. Hun blev selvsagt også lidt medtaget et par gange. CPH:DOX har nok ment det i en god mening - og Jenny Wilson VIL gerne tale om det - men det må nærmest føles som atter et overgreb at berette om den situation foran en hel sal af mennesker. Jeg følte mig som krænker i hvert fald ved at sidde som publikum, hvor det blev forudindtaget at jeg havde lyst til at sætte hende i den situation.  Det havde jeg ikke. Slet slet ikke. Det gjorde mig sgu oprigtigt ked af det. Denne oplevelse. Hendes oplevelse med voldtægten. Denne verden. 

Wilson sagde, det var én ting at optræde med sangene. Noget andet var at sidde og skulle udpensle hver følelse hver sang havde i hende. Jeg forstår hende til fulde. 

Vi lyttede en sang ad gangen. De sidste på albummet 'Exorcism'. Og Wilson blev interviewet omkring hver sang. Det var så stenet at følge beatet i hver sang om voldtægt. Rocke med, imens teksten flår dine indvolde itu. Og samtidig. Har man gjort det en million gange før, når mænd har sunget om at “tage en kvinde” og overgreb i evigheder. Eksempelvis min helt og feministen Kurt Cobain ('Rape Me' - for the less fortunate).

Det her var anderledes. En blanding af mange følelser. Og modtaget med mange blandede følelser. Selvfølgelig glæde på hendes vegne over, hun "er kommet videre". Stolthed over, hvor stærk hun er ved at vise os dette. Respekt. Taknemmelig og ydmyghed over hun ville dele dette med os. Så forbandet meget vrede over, det har fundet sted i hele taget. Frustration. Sorg. Tristhed. Sadness. Kvalme over det mindset, den hersker-mentalitet og ulækre menneskesyn. At mene at man har ret til at bestemme over en andens krop, ødelægge livet for dette menneske i denne krop - nutid og fremtid - og efterlade evige spor af sit svineri hos dette menneske i denne krop. 

Mange tænker, hun har udlevet det gennem musikken. Tjah? Det er jo ikke et 'Lemonade'-album (som jeg i øvrigt ikke kan få armene ned over - dét 'visual album' burde have vundet alt, der var at vinde dét år. Hands down.), som "blot" handler om ens mands utroskab. 

Det er en fucking voldtægt. 

Nogen har taget din krop. Krænket den og dig. Det bliver ikke værre end det. Hun har ikke udlevet det gennem musikken. Hun har tvunget sig selv til at lave musik om den umenneskelige oplevelse (og dog så hverdagskost-agtigt for så mange kvinder verden rundt - her tager jeg også "femogtyve år gamle klask i røven" med (Bornedal din negligerende idiot) for det handler om selve mentaliteten bag de overgreb. Det handler ikke om at gradbøje i overgreb (som jeg har oplevet så forbandet mange mænd gøre, jeg selv er nået til (når sætningen lyder "jeg synes, at metoo er vigtig, men..") bare at begynde at råbe "NEJ!"). Det handler ikke om at gradbøje overgreb, det handler om mindsettet bag disse overgreb. Mindsettet der legimiterer klamme bemærkninger, forklædte "komplimenter" om ens kvindelige kendetegn (luk røven - hvad fuck rager det dig?), at se på kvinder som et stykke kød, "nogens ret," klap i røven, blive raget på, "tilfældige" strejf af ens bryster eller røv i køer eller under offentlig transport, blive humpet i takt med bussens rytme når den er fyldt til randen og man ikke ved om det er ens fantasi eller..? (lad mig cementere: det er det aldrig), at ens tøj fordrer til andres upassende adfærd, overgreb, voldtægter mod kvinder) for at prøve at leve med den oplevelse. Tage tempoet af oplevelsen ved at tale om den. Prøve at få den til at fylde mindre i ens hoved ved at lukke den ud i det åbne rum. Denne skamfyldte oplevelse. Prøve at tage magten fra den. Prøve at generobre lidt kontrol over sin egen krop, som det umenneske tog kontrol over hendes krop. Ens krop der hele livet har været din. Men ikke i dét øjeblik. Og nu har man en anden krop. Der er ude af kontrol. Der ryster. Der græder. Der skælver. Der ikke lystrer. 

Kroppen husker, hvad hovedet prøver at fortrænge. 

Wilson fortalte, hun måtte tvinge sig selv til at lave musik. For at prøve at gøre et eller andet. Hun fortalte, hun startede med at lave musikken først. Teksterne kom først langt senere. Fordi det var så pissesvært for hende at sætte ord på episoden. Normalt finder hun teksterne via litteratur, film eller kunst. Her stod hun tilbage med kun hende selv. Hun skulle selv sætte ord på. Det var hårdt. Og det er også forbandet hårdt at lytte til. 'RAPIN*' er virkelig klam. Og det stikker i alle retninger i ens krop at lytte til det, og rocke med til beatet.   

Et mærkeligt spørgsmål fra en mand iblandt publikum kom med en helvedes lang mansplaining, cirkulerende rundt om hvordan hun finder på tekster...øhh har du hørt, hvad hun har sagt. Og slutteligt er der grænser for, hvad meget personligt der må komme ind i teksterne. "Langt spørgsmål - kort svar - NEJ," svarede Wilson og fik en støttende klapsalve fra publikum. 

Efter koncerten med de fire første numre fra albummet, berettede Jenny Wilson at hun giver koncert i Vega den 12. maj. 

"...det er jo ikke det, Jenny vil. Jeg er så træt af metoo, Jenny vil ikke sættes i den forbindelse," brægede en yngre kvinde bag mig som man iklædte sig sit overtøj. Are you fucking kidding? Hun har netop lige fortalt at metoo reddede hende. Som hun mente, den har gjort med så mange andre. Med metoo følte hun, at hun ikke var alene om sine oplevelser. Og der var en platform for hendes oplevelser. Her fandt hun styrken. 

CPH:DOX - please lad være med et kalde det "girl power," når det handler om en kvindes power - da det falder ind i den forestilling om, at hun ikke er voksen. Og at kvinder helst skal være unge - at gamle damer/kvinder er utiltrækkende for the male gaze. Deraf en hel makeup industri, der vil have kvinder til at købe deres yngrende produkter, give dem dårlig selvtillid og få dem til at gemme sig bag lag af makeup. "Girl Power" kom frem i halvfemserne, mon ikke vi er rykket videre til "Women Power"? Jeg anser i hvert fald ikke mig selv som en "pige" og ville aldrig referere til mig selv som en. 

Og seriøst lyserød..? 

H. C. ANDERSENS VERDEN : EN DAG TILBAGE!!!

Det lille vindue i hele juli måned, hvor dette fantasifulde og fantastiske sted har åbent, er en perle i det danske land. H. C. Andersens Verden. Danmarks første teaterpark. Tæt på Præstø - og desværre en mindre dagsrejse for folk på offentlig transport - ligger dette fortryllede og fortryllende sted, hvor tiden står stille og alt kan ske. Som før nævnt er der åbent fra klokken 11:00 til 15:00 og lukket om mandagen. - sørg for at være der klokken 11:00, for der er masser af ting at lave og man kunne sagtens bruge ti timer der. 

 Tommelise. Med pissefede kostumer som altid.

 Sidste år fik stedet en bemærkning om sexisme med i anmeldelsen. I år lagde den ene af skuespillerne i Tommelise ud med at ønske en dreng, der skulle spille fodbold etc. Men ønskede sig så en pige, der også skulle spille fodbold. "For piger kan nemlig også godt spille fodbold!" Ja tak! Stor klapsalve her fra!

Nu er Tommelise jo et eventyr om en lille pige, der tages af folk. Skruptudsen tager hendes til at giftes med hendes søn - holder hende fanget på et åkandeblad, indtil brudesengen er klar. Oldenborren tager hende op flyver hende op i et træ (rape culture much..?), men lader hende gå da andre ikke finder hende smuk nok. Og markmusen arrangerer hendes ægteskab med muldvarpen. Hun flyves til andre breddegrader. Et sted hvor der findes små mennesker i blomster. Nuvel hun får øje på en og finder ham smuk. Derpå gør han hende til dronning, da han tilfældigvis er konge over folk-i-blomster-folket. Eller han giver hende sin krone. Men hun giftes alligevel - jovist det var vel, hvad en kvinde kunne opnå dengang omkring 1835. Men...han ændrer hendes navn fra Tommelise til Maja..? Ja det er de færreste eventyr, der består en Bechdel test, eller et feministisk (equality for all) kvalitetstjek. Men for fuck sake. Jeg får rape culture chills. Og især da Cirkus H. C. Andersen havde en scene med fra Tommelise, hvor skruptudsen, oldenborren og markmusen eller muldvarpen skriftevis stjal Tommelise rundt på scenen, slutteligt flåede voldsomt i hende (her tænkte undertegnede omgående på gruppevoldtægten af den syttenårige pige, som Retten i Roskilde frifandt sidste år), hvorefter hun blev reddet af svalen. Det var ret barskt. Men jeg fandt det fedt, at hun blot blev reddet væk fra den voldelige situation. Uden at ende i et ægteskab.

Jeg er med på, alle eventyr nok er mere eller mindre misogyne. Kvindens højeste mål var at blive gift.  

(her må jeg indskyde, at jeg fucking ELSKER 'Modig' fra Disney når der skal vises noget for drengene som jeg kan stå inde for. Jeg er også glad for 'Mulan,' men tanken med at gøre familien ære er i starten at kunne gøre en mand glad. Giftemål. Og filmen slutter med, at hun finder en mand. Så der knækker filmen lidt for mig. Men alt op til, er fedt. Desuden er det rart at se andre ansigter end blot white people i Disney regiet. 

'Modig'. Og nej det er ikke på grund af de røde krøller, at jeg er fan af den. Merida elsker at skyde med bue og pil på sin hest, bestige bjerge, være fri og kort sagt tage på eventyr - noget der i Disney univers ellers kun er manden forundt. Hendes mor plager hende konstant med, hvad en prinsesse bør - og her afspejler hun udemærket samfundet - gøre og hvordan hun skal klæde sig. Imens hendes tre brødre bare for lov til at være drenge. "Boys will be boys". Hendes mor, og samfundet, ønsker hende gift med en af de tre bejlere. Men dette er under ingen omstændigheder noget, Merida vil. Summa summarum Merida redder hendes mor og hendes brødre, bryder en forbandelse, får samfundet til at tænke anderledes - ved at der ikke kan være tvangsægteskaber længere - og får lov til at vælge sig selv frem for ægteskabet med en mand - der går sågar rygter om, at hun kunne være homoseksuel. Men siden det stadig ER en Disney film, er dette måske at strække den. Jovist hun har stadig smal talje, store øjne og lille næse, så der er stadig lang vej igen. Men indholdsmæssigt er filmen en af de mest interessante feministisk set.)

Jeg ville sådan ønske, at man moderniserede Andersens eventyr, så de passede til nutidens håb for børn. Find jer selv! Eksempelvis kunne hun have nøjedes med at blive bedste venner med prinsen, i stedet for at de blev gift. Alene det at have fundet et hjem, blevet voksen, slubbet væk fra dårlige mennesker, er vel en sejr. 

Nuvel. Det var en super fed forestilling. Og min treårige dreng var fuldstændig opslugt under hele seancen. Han sad hele tiden med tre fingre i munden, og fandt tudserne meget farlige. Så det hjalp at han måtte røre ved kostumet bagefter og se, at den slet ikke var så farlig alligevel.  

Og for de kreative og skabende talenter kunne man gå i krig med at kreere fantasidyr, robotter eller rumskibe med de mange materialer og limpistoler.  

 Lidt Frokost i Det Grønne, inden uvejret kom.

 Bowie var også med.

Der er to teaterforestillinger på den store scene - eller den udendørs scene. I går var der 'Prinsessen på ærten' og 'Der var engang'...? (undertegnede er fuldt ud bevidst om, det er titlen på et stykke af Drachmann fra 1884, men jeg mener at det var det det blev kaldt..jeg er åben for rettelser) med hjælp, instruktion og fortæller af en af skuespillerne. Alle børn der havde lyst, kunne klæde sig ud og medvirke i stykket. Den ældste var klædt ud som drage i begge stykker - skønt jeg ikke husker en drage i 'Prinsessen på ærten'...? 

 Cirkus H. C. Andersen opført af unge. En forestilling, af et potpourri af H.C.'s værker, der ændrer sig lidt fra dag til dag. De var mega seje.

Altid smilende Grethe (86 år) fortalte eventyr i Tommelises Univers, hvilket var super hyggeligt. Også selv om det ikke regnede på det tidspunkt. Og selv om stedet er en park, er der masser at lave hvis det regner. Det meste er overdækket. Græsplænen til skovtur er naturligvis ikke. Og gederne heller ikke.

 I har i morgen med til at få besøgt stedet, inden der går elleve måneder igen før dette magiske sted åbner på ny. Jeg giver H. C. Andersens Verden min varmeste anbefaling. Alle aldre vil finde sig godt tilpas her. Både for de der bare vil underholdes, eller spille teater, føle, være kreativ, lytte, udforske, opleve og være en del af stedet. Om man kan sidde stille eller skal bevæge sig. - der er også geder, uldne grise, katte og kaniner hvis det skulle have interesse.

Som nedenstående billede viser, så var der en forklaring på, hvorfor den treårige havde siddet så dårligt i trækvognen. Så kunne vi se, det var en rigtig prins, da han gennem de tyve madpapirer fra Änglamark og de tyve tæpper havde mærket ærterne. Så ømskindet kunne der ingen være, uden en virkelig prins.