5. december 2018

PARIS : MUSÉE EDITH PIAF, CIMETIÈRE DU PÈRE-LACHAISE & CHEZ MARIE LOUISE


De gange jeg har været i Paris, sidst bryllupsrejsen med ja gæt selv hvem, har det ærgret mig at jeg ikke har nået Musée Edith Piaf. Jeg har hørt hende, siden jeg var seksten år. Ja ja big deal tænker du - og ja det er det sgu, dengang var musik på CD'er og nået man opsøgte på biblioteket eller i pladeforretninger. Det kunne ikke streames, man havde ikke en radio funktion eller "sounds like" på Spotify. Det var en fucking videnskab. En mani. En opdagelsesrejse. Hvor noget førte til noget andet. Og i øvrigt måtte man læse om kunstnere i BØGER, for internettet var ret tomt. Dengang man hørte en her plade. Igen og igen. Jeg ved godt, jeg lyder pissegammel nu - and I'm not even sorry. 
Any way you get it. I was very into La Môme Piaf. Derfor ringede jeg til museet, for det skal man, og manden taler kun fransk. Det er gratis, men det forventes at man lægger nogle "drikkepenge".
Museum er nok så meget sagt. Men en flot gammel lejlighed, Piaf boede her i starten af hendes karriere, hvor to rum er dedikeret til memorabilia af varierende og tvivlsom kvalitet - proppet så meget til randen at det ville få Niels Rydungs lejlighed til at se nærmest minimalistisk indrettet ud. Der er et par kjoler, men det er vidst også det mest autentiske. Der er mange malerier og tegninger af spurven foruden en én til én pap figur af hende - hun havde ca. gået mig til navlen. 
Af en så stor stjerne er det bemærkelsesværdigt, at der ikke findes et offentligt museum til ære for Piaf. Museet drives af 'Edith Piafs venner,' og ligger på 5 rue Crespin du Gast i det 11. arrondissement. Det er åbent fra 13:00-18:00 mandag til onsdag, og man skal som sagt ringe og lave en aftale på forhånd. 

Nåh det var overraskende nok hurtigt overstået, så hvad gør man så på disse kanter? Man tager selvfølgelig på Père-Lachaise for at finde døde - denne gang havde jeg jo ligesom ikke eksmanden med to slow me down - og man kunne jo passende starte med La Môme Piaf. Man kan tage et kort ved en af indgangene for at finde de kendtes sidste hvilested, men på en så stor kirkegård som denne er det ikke den store hjælp. 

Nuvel Edith Piaf. 



Intet besøg her uden at besøge The Lizzard King, hvor teens ironisk nok spillede 'The End' - her er tonerne til 'Break on Through' mere passende efter min mening. 

Ingen akademiker uden at have beskæftiget sig til hudløshed med sociolog og antropolog Pierre Bourdieu, så han skulle selvfølgelig også findes. 
Komedieforfatteren Moliere.
Den amerikanske forfatter Gertrude Stein.
Og ganske uventet, denne er forståeligt nok ikke på kortet, stødte man på denne. Hjertet sank, jeg tabte pusten og trillede et par tårer. Det blev lige lidt for tæt på og ganske virkeligt. Hvis man skulle være helt blank over for, hvem der ligger her, så er det tegneren Tignous der døde under terrorangrebet på Charlie Hebdo. Shit. 
"Tu rêvais d'être libre, et je te continue," kan oversættes med "du drømte om at være fri, og jeg vil fortsætte dig," som var de sidste ord den franske justitsminister Christiane Taubira sagde til Tignous' begravelse citerende den franske poet Paul Élaurd.
Videre til Oscar Wilde hvis gravmonument desværre er dækket af en glasvæg nu. Folk kysser stadig væggen, men det var nu smukkest med en næsten helt rød version. 


Maleren Eugène Delacroix. 
Forfatteren Honoré de Balzac. 
Komponisten Giacchino Rossini (ikke at forveksle med kaviaren). 
Den polske komponist Frédéric Chopin. 
Den tyske maler, grafiker og skulptør Max Ernst var ret svær at finde. 
Den franske filminstruktør, skuespiller, tryllekunstner, illusionist og opfinder George Méliès. 
Kirkegården lukkede og jeg gik mod mit eget kvarter i Belle Ville. Jeg havde ikke nået frokost, og var nu meget sulten, men det var alt for tidligt at spise i forhold til franske tider. Som småbørnsmor er man ret wired til at spise kl. senest seks..jeg satte mig på en bænk og røg en smøg i stedet. Lidt efter kom en lille MEGET krumbøjet ældre kvinde gående, hun bukkede sig så langt ned som min hofte. Hun rakte ud efter bænken, jeg sad på. Aede den. Kiggede på sin hånd. Hun spurgte mig om noget på fransk. Jeg greb det ikke. Hun sagde noget med "peindre," og jeg forstod at hun tjekkede om den var nymalet. Det håbede jeg virkelig ikke. "No, je ne crois pas," sagde jeg og tjekkede mit tøj. Hun kravlede i land på bænken ved mig. "Oh la la," stønnede hun grinende, jeg smilede til hende. Hun havde en fin hat på trukket ned over det farvede sorte hår. Hun havde markant sort streg om øjnene. Og øjne der var placeret dybt dybt inde i dybe dybe øjenhuler. Tynd og afmagret. Gammel og umådelig smuk. Hun mindede mig med det samme om Edith Piaf. Hun spurgte mig, hvor jeg var fra. Hun grinede ved mit svar, og fortalte mig, også ved hjælp af kropssprog, at sidst, hun var i København var da hun tomlede der op med sin mand (mari) på deres bryllupsrejse. Jeg fortalte, at sidst jeg var i Paris var med min mand. På bryllupsrejse. Hun grinede og spærrede øjnene dybt inde overrasket op. 
"Men..han er død nu," sagde hun. 
"Hm. Det er mit ægteskab også," sagde jeg. Hun grinede igen. Og sådan sad vi langt fra lost in translation, men med minder fra hver andens by. Pudsigt. Jeg undlod selvfølgelig at tage et billede af hende, momentet var magisk nok i sig selv. Selv om jeg gerne ville have dokumenteret de øjenhuler. Hun trykkede begge mine hænder og kyssede mine kinder, da hun bød mig farvel. Jeg tog min telefon og tændte for Via Michelin app'n.  
Via Michelin trak mig hen til Chez Marie Louise, da de havde åbentfor servering. Godt mættet af indtryk er det nogle gange rart, at man har ting man ikke kan gå forbi. Kyllingelever (hjernen læser "kylling elever") naturligvis med kirsebær med Griottine (franske dessertkirsebær  i kirsch), sæde blade og honning.
Andebryst med grønkål, verdens bedste sauce og sorte spanske hvidløg.

64% chokolademousse med marengs og vanilje is. 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar