HAVE MEDLEY : BLOMSTER OG RABABER : SAFT OG CRUMBLE

 

Sommeren er endelig landet! Haven ændrer sig dag for dag - det grønne er på bare få uger fuldstændig eksploderet, og nye blomster springer ud i fuld flor. Det er gaven, der bliver ved med at give at flytte ind i en have om vinteren. Jeg har helt sikkert ikke set alt, hvad den kan endnu. Men hver dag er en ny fornøjelse. Eksempelvis er det krogede og kravlende træ op ad udhuset sprunget ud som en blåregn. Den dufter vidunderligt, og er så smuk. Hellooo wisteria!!

Græsplænen bugner af bellis og dandelions. 

Kæmpstenbræk, de også er et andet sted i Have 1.

Laurbærkirsebær - duften er fantastisk, selv om buske optager så meget af haven at den burde betale husleje. 

Clematis er på en uge gået amok. Slap af, hvor er det flot!

Forglemmigej. De er både i Have 1 og Have 2. Jeg elsker dem.

Altså jeg elsker jo kornblomster. Så at opdage denne bjergknopurt under en af rosenbuskene - jeg er egentlig okay ligeglad med roser. Olde har én, der dufter helt berusende, men jeg finder helt klart andre blomster smukkere roser. 

I Have 1 og i Have 2 er disse skudt i vejret, og sørme så om ikke det er bonderoser. De er klart en af mine favoritblomster. 

Klokkeskilla - Blue Bells - og resterne fra fastelavnstønderne brugt som snor i nyttehaven. 

Egne jordbær og ikke bare de svedne skovjordbær fra altanen. 

Radiser pibler op.

Solbærbuskene varsler mange bær. 

Firkløvere i håndfulde. True. Vi har håndfulde af lykke. 

Guldregn. Giftig ja. Men gudesmuk.

Vild kørvel.

Skovjordbærene fra altanen kom på græs. Jeg har plantet dem rundt omkring i haverne, så drengene kan blive glædeligt overrasket når de finder dem. 

Nerie. 

Det her bliver åbenbart til en væg af tobakspibeplante - bladene bliver ret store. Før den skød blade, satte jeg kulørte lamper op. Jeg glæder mig til at se, når den står i fuld flor. Måske er det genialt - måske skal lamperne rykkes fordi, de ikke kan ses. Vi får se. 

Rabarberne her er kæmpe. Jeg så en pose rabarber i brugsen den anden dag. 20kr. for posen. Der skulle tre af de stængler til én af mine, og så er længden ikke engang taget med. Any way jeg lavede saft, isterninger, is og frøs noget ned af mine rabarber i dag. Den mængde har kostet 200kr. Jeg skar stænglerne i små stykker. Lod dem koge i rigeligt vand og sukker - smag selv til. Man kan også søde senere. Hvis man bruger saften til drinks, har man måske ikke lyst til at søde alt for meget. Til de hjemmelavede is, lagde jeg noget frisk timian fra haven i. 

Papadelle med brokkoli og parmesan. Rabarbersaft. 

Rabarber crumble med creme fraiche. 

STRESS : LANDE I SIG SELV OG SIN KROP IGEN : GROUNDED I EGET VIDUNDERLIGT HUS OG FORTRYLLENDE HAVE

Jeg havde fornøjelsen af at gå ned med stress i august 2021 - som så mange andre i kølvandet på COVID-19. Jeg havde ignoreret min krops signaler i så lang tid, at alt slukkede da jeg endelig knækkede. Det var blevet normalen at sove to-fire timer om natten - eller det vil sige, jeg kom op på seks-otte timer om natten i sommerferien. Samme dag, jeg var tilbage på job, ville min krop ikke lade mig sove igen. Jeg havde ugentlige galdestensanfald, skønt jeg fik fjernet min galdeblære i 2016. Også det skød jeg hen som ingenting. Det var blevet så normalt, at jeg rejste mig fra mig computer, meddelte resten af kontoret at jeg lige gik ud og fik et galdestensanfald - skulle de undre sig, hvor jeg blev af. Ja. Det er sgu sandt.

Jeg kunne heller ikke mærke sult. Jeg skød det ene sukkerholdige efter det andet for, jeg var fuldstændig tør for energi. Min krop ville ikke lade mig sove, og den ville ikke stoppe med at græde.

Så da jeg endelig knækkede, så var det midt over. 

Dagen efter ringede ejendomsmægleren for, at vi skulle komme og se på et hus. Mit ansigt var opløst af dages gråd, og jeg orkede helt ærligt ikke at se nogen eller at blive set. 

Min ældste og jeg har før været ude for at se på hus. Men billederne har været flottere end virkeligheden.  Hver gang har det været en skuffelse for, det føltes forkert. Men da jeg satte mine ben i dette hus, og kom inden for, så blev der helt stille i min krop. Her var stilhed. "Det her er mit hus. Dét hér er MIT HUS. Det her er mit hjem!" skreg mit hjerte og jeg kunne mærke det med hele min krop - hvilket var en vild oplevelse, når man ikke havde kunne mærke sig selv i halvandet år.

Mine forældre bad mig slå koldt vand i blodet - intet var sikkert endnu jo. Men jeg vidste, jeg ville få det. Jeg vidste det. 

Tre måneder gik der, før vi kunne flytte ind. Jeg havde ugentlig kontakt med min læge, der gav mig kuren:

Gå lange ture. Lav udstræk. Mediter. Spis sundt. 

Jeg begyndte at gå seks km, der snart blev til ti km og nogle gange femten-atten km. Jeg travede ud over marker og krat i vind og vejr, gennem skove og stier. Jeg sørgede for at gå en ny rute hver dag. Jeg skulle fra hovedet og ned i kroppen. Væk fra rankemylderet. Jeg skulle give slip. Jeg skulle køres så træt, at jeg nærmest besvimede på hovedpuden ved midnat. Jeg måtte ikke lægge mig før, ellers ville jeg vågne om natten og spekulere indtil daggry igen. 

Tiden kom, hvor vi rykkede i hus. Det var kaos, selv om vi gik fra 91m2-117km2 foruden et kæmpe udhus og "sommerhus" med fire sovepladser. Huset er fra 1908, og trænger til en kærlig hånd. Helt klart. Men det må komme stille og roligt. Vi elsker vores hus - og vores rescue kat - og vidunderlige to haver. Jeg er blevet så grounded med vores nye hjem. Altså jeg er jo opvokset i et hus med kæmpe have lige op ad skoven, så det giver selvfølgelig mening at det føles som at komme hjem. Haven Hul nr. 7 var også vidunderligt efter så mange år i byen. 

Foruden at rense huset, og undertegnede, som billederne indikerer, så har jeg i den grad givet slip. Som min læge sagde, så er arbejdet pisselige meget om ti år. Men hvad der til gengæld er spildt om ti år, er mine børns barndom. 

Mit vidunderlige barn der laver en cheesecake til sin mor på hendes fødselsdag.

Mine fabelagtige børn, hvis barndom jeg skal huske at være til stede i, og min fantastiske mormor, hvis alderdom og vise historier jeg skal at være med imens de er. 

Min ældste blev ti år i februar. Hvor er det vildt at tænke ti år tilbage til, han kom til verden. Hvor har vores verden dog forandret sig. Og jeg har brugt mine tredivere på mine brødrene løvehjerte. Det synes, at hver gang, jeg er noget der ender på 8 eller tæt på 9, så sker der en massiv forandring i mit liv. Jeg blev gravid som 28-årig, og jeg fødte som 29-årig. Vi rykkede i hus, da jeg var 38 (okay, 24 dage før jeg blev 39). Og nu som 39-årig handler mit liv endelig om mig selv. Jeg har kigget efter karriere, familie, uddannelse, karriere og endelig har jeg vendt blikket hjem. Det føles ret vildt. 

Som de fleste måske ved, så har den mindste fødselsdag dagen efter den ældste. Og denne ønskede at have hele klassen på besøg. Jeg har altid holdt det et andet sted, idet jeg ikke har orket at have en hel klasse spillopper oppe i en lejlighed. Og ja, årstiden gør lidt, at man ikke kan holde det uden for. Nuvel. Jeg lavede skattejagt på matriklen og derefter tøndeslagning om morgenen - om eftermiddagen kom familie og venner til fastelavn nemlig. Ja. 3 fødselsdage på én weekend - for ikke at tale om frugtskibene som uddeling i hver deres klasse. 

I sommer var drengene og jeg i Sverige i Astrid Lindgrens Verden - vi havde læst 'Ronja Røverdatter' op til, set 'Brødrene Løvehjerte' og var i gang med 'Vi på Krageøen'. Jeg håber, jeg får lavet et opslag om det - det var nogle magiske dage med mine børn, der levede sig helt ind i universet. Verdens bedste venner og verdens bedste brødrene Løvehjerte. I disse lyse forårsaftner ligger de under mine vinger, imens vi læser og snakker om teaterstykkerne i Sverige i sommer. Jeg kan kun anbefale ALV!

Jeg har skabt nogle dejlige drenge. Det vidste jeg jo godt og at se dem blomstre op her i huset, komme hjem fra skole og rende i haven, er en uventet fryd. Særligt når de har plukket en buket blomster. Jeg må indrømme, jeg bliver helt høj af at starte dagen med fuglefløjt for dernæst at gå i haven og udvælge dagens buket. Jeg har jo ikke vidst, hvad der ville komme op. Winter is over. Snetæppet blev afløst af et gult tæppe af erantis. Så kom vintergækkerne. Dernæst kom krokus i fersken, lilla og orange. Nu skyder blå og lilla hyacinter op. Tulipanblade vrider sig op af jorden. Det gule tæppe har skiftet farve til blåt af snepryd og lilla og hvide violer. Det er et bombardement af farver, og jeg nyder det i fulde drag. Og ja, der er så mange, at jeg kan lave en buket hver dag uden at løbe tør. Ovenstående buket er selvfølgelig forårsbebuderen - dog den hvide og ikke den blå anemone.

Dagens buket bestod af violette og hvide lærkespore samt snepryd. 

HENNE KIRKEBY : HENNE KIRKEBY KRO : VORES HENNE

Turen gik rask afsted mod WAAAAARDE ad motorveje for at inkassere en længe ventet og udsat fødselsdagsgave. Med pitstop et eller andet sted på Fyn hvor vi tog en rasteplads med noget natur vue. Undertegnede havde lavet porre/bacon tærte om morgenen forsejlet i flamingokasse og kolde gule Kinleys til. Hvid dug (arvestykke fra min oldemor), frokosttallerkner og rigtigt bestik til. Man skal altid huske at træne maven op til at indtage otte retters menu, det nytter ikke noget at holde igen hele dagen. Det hævner sig senere. True story. 

Vi nåede Waaaaarde, men ikke eftermiddagskaffen på Henne Kirkeby Kro. Nuvel. Vi fik vores værelse i Staldgården. Der var omtrendt tredive minutter til, vi havde bord. Vi inspicerede og afprøvede alt på værelset, som de spader vi er, og tog en øl med på ryge/spadsertur rundt på matriklen. Gloede ind af de fleste vinduer, mest køkkenvinduerne, hvor visse døre åbner når man står for tæt på.

Papadam med chutney og frisk fra haven. SÅ var vi i gang!

Hennes egen lufttørrede skinke. 

Havens kartofler og porre med friteret Gillardeau østers. Ja den her var klart en af de tre bedste. 

Kyllingelever (som mine øjne nægter at læse på andre måder end "kylling elever") parfait med syltede valnødder og trøfler. Hvabehar! Needless to say this was like touching God. 

Blæksprutte kimchi. 

Han Solo brødet - de har god erfaring med at døbe deres brød, så bliver det bedre. Der har således eksisteret et Helena Christensenbrød også. 

Havesmør. Et kunstværk i sig selv. 

Cannelloni med kammusling og hummer og røget smørsauce. Den var vidunderlig. 

Stegt pighvar med citroncurd, oksehale, baby løg og rødvinssauce. Surf'n'turf. 

Label Rouge and l'orange. And er jo bare altid perfekt.

Brilliant savoring og efterårstrøffel. 

Paul's modnet aftenost, hasselnød og sort honning. 

Æble tarte fine, Calvados karamel og brunet smør is. 

Mørk chokolade Delice.

Kirsebærsorbet. 

Vi var ude og ryge nogle gange. Vi bad vores perfekte tjener, Emil, om lov. Vi ville jo ikke være til besvær - selv om vi spurgte ind til alt - så da ingen havde ænset at vi var kommet ind anden eller tredie gang, fandt vi selv den gemte garderobe og hængte vores overtøj op. Selvfølgelig var der numre på bøjlerne, og selvfølgelig vidste vi ikke hvad vores bordnummer var. Så lidt efter kom Emil hen til os ved bordet, og spurgte diskret hvor vi havde gjort af vores overtøj. Vi undskyldte vores detour. Og at vi grinede eller snakkede for højt - Emil mente, vi godt kunne larme lidt mere. Der var meget stille i restauranten, når der ikke var så mange gæster som i weekenderne. Han mente, det hjalp de andre gæster til ikke at hviske så meget. Der var kun tre par fordelt på tre borde foruden os. Helt klart en perfekt tjener, men vi kommer åbenbart også fra samme by. 

Vores (ekstremt) sødt til kaffen nydt ude i blæsten, hvor der var sat spots op mod trækronerne på alléen skabende et meget dramatisk look på denne årstid og disse kanter. Vores cafébord var dækket med grønt fra haven, rundt om os stod græskar og masser af potter med planter. Det søde bestod  af passionsfrugt og verbena pâte de fruits (den runde), fransk nougat og English country fudge. 

Loungen hvor vi nød (lad os bare sige "drak") ufiltreret øl. Musikken var en playliste, vi ikke kunne gøre noget ved - heller ikke tjenerne - og fra køkkenet stormede Black Sabbath, som vi selvfølgelig meget hellere ville høre i stedet for Lukas Graham. No offense Graham. 

Vores øl. Og jeg må ærligt indrømme, at det føltes som Lokes prøve i Valhalla at drikke den. Lige meget hvor meget vi drak, lige lidt svandt der i glasset. Jeg burde have lagt en tændstiksæske ved siden af, så man forstår størrelsen på glasset bedre. Da vi kom igennem den, havde vi jo lyst til mere. Klokken har vel været midnat eller et. 

"Joh..men vi har egentlig lukket, men vi vil jo heller ikke sige nej," tjenerne nærmest stivnede, da vi spurgte om en mere.  

"Nåh nej men det var til at tage med, tænkte vi. Der er jo ingen bar her ude." 

"Jo selvfølgelig!" responderede de, "men der er også en minibar på værelset."

"Ja. Den har vi tømt."

Vi fik et par mere med. Vi spurgte, om vi måtte gå på opdagelse rundt omkring. Drivhuset for eksempel. Det måtte vi endelig. 

Typisk Paul Cunningham kunst, som man husker den. 

Vores fantastiske tjener Emil kom med menuen - han havde nok regnet med, vi for længst var stået af. Good call. Den kom i en rulle - desværre uden champagnen og øllet. Byd gerne ind. 

Det kæmpestore drivhus, hvor vi sad under varmelamper, blandt geranium (ha!), korkpropper og tomatplanter, spillede musik, drak, røg, kværulerede og glemte klokken. Men vi løb tør for øl ved halv fire tiden - hvilket vist var meget passende. Hold kæft en fed aften/nat. Det gav så meget mening at kunne trække her ud efter endt madoplevelse og ikke som på noma, hvor spaderne her bagefter prøvede at forlænge og fordøje oplevelsen på Eiffelbar og opfordrede de faste kunder til at tage på noma. "Gør det mand! 2500 kroner! Det er billet for at spise på verdens bedste restaurant!" Morons. 

Fribløderdrømme i Hästens seng. Hvis billedet er utydeligt, er det fordi at det var vi. 

Morgenstund har Henne i mund - vi havde ikke nået mange timer på langs, men vi blev nødt til at få morgenmaden med. Selv om vi eeegentlig ikke var sultne. Det var ikke fordi, vi trængte, men vi havde lyst. Jeg ville hellere have kigget mere på den der Hästens seng, skønt allergipillen så småt var stoppet med at virke og dunpuderne stille begyndte at tage kvælertag om åndedrættet. Her erfarede vi, at vi altså havde haft naboer i Staldgården (hvor morgenmaden også blev serveret). Vi mødte smil fra de andre borde, der helt sikkert har hørt en af spaderne banke på døren (fordi der ingen skraldespande var at finde uden for til smøgpakke fyldt med skoder - og jeg var vidt omkring) og den anden råbe fra det hellige i morges. Breakfast of shame much..? Ej det gik. De har vel også været yngre (bemærk jeg afstår fra at skrive "unge") selv og svagt retarderede.

Tjenerne fra natten løj ikke. Det er virkelig en overdådig morgenmad. Med frugt, båd (?), pålæg, brunsviger og ja alt. Men efter vinmenu, og hvad der nu føltes som min egen kropsvægt i øl, var maven og munden lettere snøret sammen, jeg kunne mærke min puls i hver en åre og havde egentlig mest lyst til at drikke deres æblemost i én køre nogle timer frem og genvinde mig selv og måske livslysten.

Brunsviger. 

Men okay. Når man præsenteres for muligheden for at smage tilberedt æg - og mulighederne syntes i min tilstand uendelige - så må man sgu lige kvinde sig op og huske, hvorfor man var kommet. Jeg var i vildrede. Jeg havde lyst til det hele! When in doubt - gå med trøfler. Så det gjorde jeg. Men jeg havde fandeme ikke regnet (håbet på) med at få hele to æg. Damn. Men jeg gjorde det. Madspild du ved nok. 

Farvel kære Henne. Vi ses helt sikkert igen. Næste gang lover vi at arte os.