ALBERTSLUND : FORBRÆNDINGEN : BURNING WITCHES : PRÆCIS SÅDAN FÅR VI FLERE KVINDER PÅ ROCK/METAL SCENEN

Det kan næppe være gået nogens næse forbi, at spillestedet Forbrændingen lavede den største revolution i dansk musikhistorie i år. Særligt webmagasinet Devilution kom på barrikaderne, da Forbrændingens benspænd for 2019's bookinger kom frem. Alt fra boycot til at spillestedet skulle skæres i støtte til "omvendt sexisme" væltede fra deres digitale pen - sjovt nok råbes der ikke lige så højt, når spillesteder eller festivaler næsten kun eller udelukkende booker mænd. Selv kunne jeg ikke få armene ned over, hvor pissesej en beslutning de tog. 

Men hvad handlede disse benspænd egentlig om?

Jo. Det handlede om at lave et musikår med kvindelige artister i fokus. 

- Jamen vil det så sige, der kun måtte være kvinder på scenen? 

Nej. Det handlede om, at der skulle være mindst én kvinde på scenen - og denne skulle have en fremtrædende rolle på scenen uden at gå på kompremis med kvaliteten. For eksempel som forsanger.

Nåh? Er det bare det?

Jeps. Det er bare det. Så kan man jo undre sig over, hvorfor folk fik så ondt i røven over dette. Jeg selv fik udelukkende lyst til at støtte op om deres mega seje initiativ!

De fleste festivaler, eller spillesteder, har en tendens til at bruge udtryk som "jamen der var ikke nogen, der kunne," "der var ikke nogen i den genre, vi var på udkik efter" eller lignende. Forbrændingens jumpstart af musikbranchen har i dén grad bevist, at der er nok bands i alle genrer der kan og vil. 

Jeg tog et smut på Forbrændingen for at se Inferno Steel, Ivy Crown og Burning Witches. 

Inferno Steel var alderspræsidenten blandt de tre bands, og de havde en ro og coolness der kun kommer med alderen. Forsangeren (den eneste kvinde i bandet) var ikke bleg for at nævne, at hun var gymnasielærer og at næste dag skulle en af hendes matematikelever spille på Forbrændingen. 

Ivy Crown bestod kun af kvinder og havde to mandlige gæstegrowlere med på hver sit nummer. De havde måneden før haft releasekoncert på BETA. Da Ivy Crown sprang en basstreng, og måtte låne en bas af Inferno Steel, råbte to ældre mænd fra publikum "vis os jeres patter!" 

"Vis os jeres nosser!" er aldrig blevet råbt af kvinder mod et band kun bestående af mænd. Det er aldrig sket. Hvorfor sker det? Det er tonedøvt og bare dybt nedværdigende. Der er brug for at mænd også slår ned på sådanne røvhuller. I metalgenren er der mangel på kvinder, og man forstår godt hvorfor. Trods den ufrivillige pause klarede Ivy Crown det godt. De kom stærkt igen!

 Burning Witches gik på scenen. Med vindkanoner og det hele. Og jeg er ikke fortaler for, at man skal snakke om kvinders udseende, men shit hvor var de flotte i deres gear. Herover ses guitaristen Sonia - der headbangende lod tankerne falde på ham med det krøllede garn fra Bæst (begge bands opstod i 2015). 

Herover står den anden guitarist, Romana, der sammen med guitaristen Sonia lavede det vildeste show når de gik rundt på scenen, stod ryg mod ryg og fyrede den af. Den rødhårede bassist, Jay, havde ikke lagt noget op på Instagram, så hun er desværre ikke med her. Jeg gør en ære ud af ikke at tage billeder, når jeg er til koncert - kald det en modreaktion på at mange konstant lægger billeder op  på sociale medier af hele deres liv minut for minut. Jeg tager næsten ingen billeder mere, hvilket er stenet når man er fotograf. 

Ovenover ses trommeslageren, der næsten ikke kunne anes bag det gigantiske trommesæt. 

Ovenover ses den nye forsanger, Laura, der leverede den vildeste koncert. Hun headbangede, slog næven i vejret i takt til musikken og fik publikum med, sang i de vildeste rock-kropspositioner, lod en fra publikum synge en linie  og var bare vild på en scene. 

Man har så tit stået på Copenhell og set milliarder af mænd lave alle disse moves. Det er der ikke noget nyt i bevares. Men som jeg stod der i mængden af publikum, så skete der sgu noget i mig. Dér fattede jeg det endelig. At se mit køn repræsenteret på alle instrumenterne på scenen - ikke bare som sanger, kor eller som ene kvinde i te mandeband -  lave den vildeste rockkoncert og se publikum gå amok over showet. Det er da klart, der er så mange mænd i rock og metalgenren - for de har kunne se og spejle sig selv i de personer/bands på scenen HELE DERES LIV. Mænd er blevet inspireret til at starte et band ved alle koncerter, de har gået til. 

Hell! JEG havde sgu lyst til at starte et band efter at have set Burning Witches! 

Åbenbart er der en overvægt af mænd, der går til koncert (jeg er tilsyneladende undtagelsen, der bekræfter reglen). Men det er måske netop fordi, der ikke er nok kvindelige artister på scenen?

Dygtige og modige Nanna Frank Rasmussen (ja dén Nanna Frank Rasmussen) holdt en talk om repræsentation af kvinder på/i film til Feministisk Soirée på Forbrændingen i starten af november, hvor hun talte om Geena Davis' See Jane initiativ. Grundet X-Files og agent Dana Scully på tv-skærmene i 1990'erne kom der flere piger/kvinder ind på STEM (Science, Technology, Engineering, Mathematics) studierne - for de havde alle set serien. Ligeledes var der en markant stigning af piger/kvinder i bueskydning efter 2012. Hvorfor? Fordi i 2012 udkom 'Hunger Games' samt Disneys (virkelig gode) 'Brave' (på dansk: 'Modig') - hvis ophavskvinde også nævnes i 'Godnathistorier for rebelske piger'. 

Så the final line er, at repræsentation betyder. Derfor bør alle, især alle med pigebørn, tage deres børn med til en Burning Witches koncert. Drenge har også godt af at se en koncert med dem, så alle fremtidens bookere har øjnene åbne for at booke kvinder til spillesteder og festivaler. 

CPH:DOX : ÅBNINGSAFTEN PÅ CHARLOTTENBORG KUNSTHAL : AN EVENING WITH JENNY WILSON : EXORCISM

Dette års CPH:DOX blev i går skudt i gang med en kunstfilm tidssvarende debat og koncert med Jenny Wilson. Der var udsolgt. Jeg havde egentlig ikke billet. Egentlig startede mit kendskab til Jenny Wilson med børnenes far på vores andet møde. Det startede med 'Love and Youth' albummet, der blev skamhørt ud på de tidlige røgfyldte og berusede morgentimer. 'Let my Shoes lead me Forward,' 'Bitter? No I just love to Complain,' 'Would I play with my Band?,' 'Love ain't just a four letter Word,' 'Hey, What's the Matter?' Senere kom albummet 'Hardships!' der fik ægteparret til at danse til 'The Path,' 'Like a fading Rainbow,' 'The Wooden Chair,' 'Pas me the Salt,' 'Motherhood,' 'Hardships. Med albummet 'Demand the Impossible' fængede kun 'The Future' og 'Pyramids (Rose out of our Pain)' os. Men ved et lyt nu er der nok flere. Med det kommende album 'Exorcism' er hun blevet langt mere club. Man kan indtil videre høre to af numrene fra albummet på Spotify. Nemlig 'RAPIN*' der beskriver voldtægten og temposkiftene er symbolsk ekspressive og 'LO'HI'' der med sit lydspor af klamme støn fylder en med kvalme koblet til et fedt beat. De er bestemt et lyt værd. 

En mulighed åbenbarede sig, og jeg tog der hen. 

Åbningsaftenen på Kunsthal Charlottenborg var mest besøgt af kvinder. Seancen foregik både kl. 18:00 og kl. 20:00. Hvor fucking hardcore af Wilson. At blive interviewet af to gange om ens voldtægt. Hun blev selvsagt også lidt medtaget et par gange. CPH:DOX har nok ment det i en god mening - og Jenny Wilson VIL gerne tale om det - men det må nærmest føles som atter et overgreb at berette om den situation foran en hel sal af mennesker. Jeg følte mig som krænker i hvert fald ved at sidde som publikum, hvor det blev forudindtaget at jeg havde lyst til at sætte hende i den situation.  Det havde jeg ikke. Slet slet ikke. Det gjorde mig sgu oprigtigt ked af det. Denne oplevelse. Hendes oplevelse med voldtægten. Denne verden. 

Wilson sagde, det var én ting at optræde med sangene. Noget andet var at sidde og skulle udpensle hver følelse hver sang havde i hende. Jeg forstår hende til fulde. 

Vi lyttede en sang ad gangen. De sidste på albummet 'Exorcism'. Og Wilson blev interviewet omkring hver sang. Det var så stenet at følge beatet i hver sang om voldtægt. Rocke med, imens teksten flår dine indvolde itu. Og samtidig. Har man gjort det en million gange før, når mænd har sunget om at “tage en kvinde” og overgreb i evigheder. Eksempelvis min helt og feministen Kurt Cobain ('Rape Me' - for the less fortunate).

Det her var anderledes. En blanding af mange følelser. Og modtaget med mange blandede følelser. Selvfølgelig glæde på hendes vegne over, hun "er kommet videre". Stolthed over, hvor stærk hun er ved at vise os dette. Respekt. Taknemmelig og ydmyghed over hun ville dele dette med os. Så forbandet meget vrede over, det har fundet sted i hele taget. Frustration. Sorg. Tristhed. Sadness. Kvalme over det mindset, den hersker-mentalitet og ulækre menneskesyn. At mene at man har ret til at bestemme over en andens krop, ødelægge livet for dette menneske i denne krop - nutid og fremtid - og efterlade evige spor af sit svineri hos dette menneske i denne krop. 

Mange tænker, hun har udlevet det gennem musikken. Tjah? Det er jo ikke et 'Lemonade'-album (som jeg i øvrigt ikke kan få armene ned over - dét 'visual album' burde have vundet alt, der var at vinde dét år. Hands down.), som "blot" handler om ens mands utroskab. 

Det er en fucking voldtægt. 

Nogen har taget din krop. Krænket den og dig. Det bliver ikke værre end det. Hun har ikke udlevet det gennem musikken. Hun har tvunget sig selv til at lave musik om den umenneskelige oplevelse (og dog så hverdagskost-agtigt for så mange kvinder verden rundt - her tager jeg også "femogtyve år gamle klask i røven" med (Bornedal din negligerende idiot) for det handler om selve mentaliteten bag de overgreb. Det handler ikke om at gradbøje i overgreb (som jeg har oplevet så forbandet mange mænd gøre, jeg selv er nået til (når sætningen lyder "jeg synes, at metoo er vigtig, men..") bare at begynde at råbe "NEJ!"). Det handler ikke om at gradbøje overgreb, det handler om mindsettet bag disse overgreb. Mindsettet der legimiterer klamme bemærkninger, forklædte "komplimenter" om ens kvindelige kendetegn (luk røven - hvad fuck rager det dig?), at se på kvinder som et stykke kød, "nogens ret," klap i røven, blive raget på, "tilfældige" strejf af ens bryster eller røv i køer eller under offentlig transport, blive humpet i takt med bussens rytme når den er fyldt til randen og man ikke ved om det er ens fantasi eller..? (lad mig cementere: det er det aldrig), at ens tøj fordrer til andres upassende adfærd, overgreb, voldtægter mod kvinder) for at prøve at leve med den oplevelse. Tage tempoet af oplevelsen ved at tale om den. Prøve at få den til at fylde mindre i ens hoved ved at lukke den ud i det åbne rum. Denne skamfyldte oplevelse. Prøve at tage magten fra den. Prøve at generobre lidt kontrol over sin egen krop, som det umenneske tog kontrol over hendes krop. Ens krop der hele livet har været din. Men ikke i dét øjeblik. Og nu har man en anden krop. Der er ude af kontrol. Der ryster. Der græder. Der skælver. Der ikke lystrer. 

Kroppen husker, hvad hovedet prøver at fortrænge. 

Wilson fortalte, hun måtte tvinge sig selv til at lave musik. For at prøve at gøre et eller andet. Hun fortalte, hun startede med at lave musikken først. Teksterne kom først langt senere. Fordi det var så pissesvært for hende at sætte ord på episoden. Normalt finder hun teksterne via litteratur, film eller kunst. Her stod hun tilbage med kun hende selv. Hun skulle selv sætte ord på. Det var hårdt. Og det er også forbandet hårdt at lytte til. 'RAPIN*' er virkelig klam. Og det stikker i alle retninger i ens krop at lytte til det, og rocke med til beatet.   

Et mærkeligt spørgsmål fra en mand iblandt publikum kom med en helvedes lang mansplaining, cirkulerende rundt om hvordan hun finder på tekster...øhh har du hørt, hvad hun har sagt. Og slutteligt er der grænser for, hvad meget personligt der må komme ind i teksterne. "Langt spørgsmål - kort svar - NEJ," svarede Wilson og fik en støttende klapsalve fra publikum. 

Efter koncerten med de fire første numre fra albummet, berettede Jenny Wilson at hun giver koncert i Vega den 12. maj. 

"...det er jo ikke det, Jenny vil. Jeg er så træt af metoo, Jenny vil ikke sættes i den forbindelse," brægede en yngre kvinde bag mig som man iklædte sig sit overtøj. Are you fucking kidding? Hun har netop lige fortalt at metoo reddede hende. Som hun mente, den har gjort med så mange andre. Med metoo følte hun, at hun ikke var alene om sine oplevelser. Og der var en platform for hendes oplevelser. Her fandt hun styrken. 

CPH:DOX - please lad være med et kalde det "girl power," når det handler om en kvindes power - da det falder ind i den forestilling om, at hun ikke er voksen. Og at kvinder helst skal være unge - at gamle damer/kvinder er utiltrækkende for the male gaze. Deraf en hel makeup industri, der vil have kvinder til at købe deres yngrende produkter, give dem dårlig selvtillid og få dem til at gemme sig bag lag af makeup. "Girl Power" kom frem i halvfemserne, mon ikke vi er rykket videre til "Women Power"? Jeg anser i hvert fald ikke mig selv som en "pige" og ville aldrig referere til mig selv som en. 

Og seriøst lyserød..? 

ROSKILDE : STAGE DINING - TARTAR - OG DEN BEDSTE MUSIKOPLEVELSE PÅ DETTE ÅRS FESTIVAL: LORENZO WOODROSE

STAGE DINING. Jovist stod der FORAN Orange Stage. Men derfor blev jeg alligevel skuffet over, det ikke var PÅ Orange Stage. Desuden henvendte arrangementet sig, set i bakspejlet, nok mere til folk, der ikke har dyrket deres egne grøntsager eller spist på noma - hvilket jeg erfarer, ikke er så mange alligevel. Nuvel. Vi skulle sidde på klapstole med vores egne knæ som bord. Ikke alene skulle vi anvende vores egne knæ som bord, vi skulle også sidde i rundkreds med en del andre mennesker – hvilket måske havde været mere tåleligt, om vi havde haft et rigtigt bord. 

På vores klapstol var placeret et stykke papir med ens opgave. Denne opgave kunne bestå i at hente mad – ja – til hele kredsen, holde tale – ja – eller andre ting. Skønt klokken kun var elleve, og vi havde været i mavepuster-pitten til Justice om natten, sovet i tenthouse, været i bad og benyttet rigtige toiletter, var vi ikke gearet til denne velmenende selskabssjov. Tre ud af os fem skred mod tartar i Foodcourt i stedet. Det der gjorde udslaget var en kurv af urter, der blev tilbudt at smage på. Are you kidding? Vi kan nok nævne flere af de urter, end du kan. Og nej. Det kan ikke skrives uden, at vi fremstår som snobber. Men det er vel også ved at være ti år siden, jeg første gang blev kaldt en snob. De sidste to af vores crew var så tilpas tømmermændsramte, at vi blev siddende. De ved vores kreds var til gengæld helt med på konceptet. De tog det sprøjtede dug af ”personalet” til sig som en oplevelse. De smagte sødskærm fra kurven for første gang og var i det hele taget meget med på ideen. Jeg der ikke havde sagt en skid fornuftigt hele morgenen (eller natten med for den sags skyld) byttede min-holde-tale-stol ud med en hent-mad-stol. Mere omløb var der ikke. Depoterne var tomme. Jeg kørte på pumperne. 

Først et par syltede radiser, en rå radise og en grov ærtemos. En smoothie der blev opgivet af næsten alle – appelsinskræl? 

Brød (sendt rundt til alle så de kunne brække et stykke af, hvilket jo altid er det man ønsker på Roskilde – at så mange som muligt rører ved ens mad. Jeg siger ikke, folk er klamme. Men jeg siger heller ikke, at folk ikke er det.) med pesto og olie. 

Vi var variationer af kartoffelmos igennem. Dernæst en kartoffelkage (billede mangler) med glasur og kold kaffe til. Jeg fik min nabos kombucha, idet kaffen såvel som alt det andet ikke rigtig smagte mig. Jeg har altid haft det pænt stramt med kombucha. Hvis jeg har lyst til en øl, så tager jeg en øl. Ellers har jeg det okay med vand. Men nu var der ligesom ikke noget vand, og tog derfor en stor tår af det der var. Det gik også fint, indtil jeg mærkede et fremmedlegeme i min mund og per refleks spyede det ud – dette bidrog kun til medspisernes totale oplevelse. ”Du fik ”the mother,”” grinede Jolie (fransk udtale). What? Næppe. Den er dårlig den der. Og så var der ikke rigtig mere at hente der.

Vi gik der fra, efter at have pakket alt sammen (why?) som påskrevet og direkte i Food Court. Fra Food Court og tartar (som billedet viser en del mere nærig end sidste års og dette års version på Heartland - bollen er blevet skiftet ud med en mere brioche agtig bolle) og ind på Gloria – som fandeme er og bliver min yndlingsscene. Helvedes hedt når Roskilde sveder over af sommervarme. Tørt når Roskilde regner derudaf. Intens som ingen af de andre scener næsten lige meget, hvad musikken er. Dagens første koncert. Lorenzo Woodrose. Jeg har så meget kærlighed til overs for den mand. En uddøende race. Et brændende 68’er hjerte midt i en krigsliderlig og forbrugersvins verden. Rødere end Rød Første Maj. Her var fyldt. Ikke overfyldt. Tilpas.

”Sikke mange I er. Regner det?” trådte han på scenen og tog os med. Hvordan én mand med en guitar alene på en scene kan favne alle i teltet i ét stort kosmisk kram og opsang, er mig en gåde. Jeg stod oppe foran. Ingen skubbede. Ingen masede. Alle respekterede hver andres plads. Vi blev hele tiden af vagterne bedt om at samle os tættere, fordi der var så mange der gerne ville ind. Mange af de foran stod med lukkede øjne og flød med musikken og ordene.

Om det var grundet Uffes tekster og formidling, de få timers søvn eller tømmermændenes tag eller det evigt forandrede sind efter to graviditeter, ved jeg ikke, men teksterne og intensiteten fik tårerne til at trille ned ad mine kinder. Hårene på armene mine stod strittende hele koncerten igennem særligt, da Uffe lavede sin version af Røde Mors ’Lil’ Johnnys mund’ - ”Det var dengang, der var noget der hed ”fredsbevægelser”. Det findes ikke mere. Nu er der kun ”krigsbevægelser”. Der er sgu penge i lortet.”

 Min veninde Jolie, der intet kendskab havde til Uffe, Baby Woodrose eller Spids Nøgenhat – hun har boet i udlandet de sidste seks år- blev også ramt af hans røst, revet med og græd ved min side. Flere sange igennem måtte jeg forsøge at blokere teksten ude, for at komme til hægterne igen. 

Det var absolut dette års bedste og smukkeste koncert og øjeblik på Roskilde for mig.

Af hjertet tak kære Uffe. 

– jeg ved ikke, hvor fuck Gaffas Keld Broksø befandt sig, men det er tydeligt med hans præmierende ligegyldige fire stjerner for denne sammenknytning-af-hoved-og-hjerte-seance at han må have stået med hovedet oppe i røven på sig selv frem for at være til stede. Når nu han selv vælger at bringe teksten til ’Sang om merværdi,’ som Uffe havde bøjet fra dur til mol (selvfølgelig), må det sgu også kommenteres her.

”Hør lige:

”Jeg står op om mor’nen/og går hen på mit job/og jeg laver noget/og jeg får min løn./Men det jeg laver/ er mere værd/end det jeg får./Hvordan sku nogen men'sker ellers blive rige uden at lave no'et?”

Mine damer og herrer:

Mage til støvet verdensopfattelse her i 2017 skal man nok lede længe efter (med mindre man tilhører en lille klike af uddøende, faste abonnenter på Socialistisk Arbejderavis). Og spørg lige en selvstændig tømrermester med et par svende, hvor mange timer han arbejder om ugen.” skrev BROKsø i Gaffa.

Tjah. Nu ER min far tilfældigvis tømrermester. Han har været selvstændig, hvilket ikke kunne løbe rundt til sidst. For det han laved,’ var mere værd end det han fik. Og selv som leder af et sjak er det, han laver mere værd end det han får. I januar skar han sin ene pegefinger på en rundsav. Hvad gør man så? Man tager resten af dagen med naturligvis, rydder op og besøger skadestuen når man har fri. Man får en stiv finger ud af det, efterfølgende operationer med en trediedel af den løn, man ville få – hvilket svarer til det rene ingenting – hvis man var på job. Man bliver ødelagt i en alder af femoghalvtreds, før man overhovedet kom i nærheden af den alder der kunne påråbe sig efterløn før den målstreg også blev fjernet. Knæene er ødelagte. Ryggen er ødelagt. Et arbejdsliv der startede som fjortenårig. Op klokken fire om morgenen, og hjemme igen klokken tre om eftermiddagen.

 Næh det lugter mere af, du får mere end det du laver, er værd. Og derved er netop dette spildt på dig. Mit råd til dig: prøv at se dig omkring. Hvordan oplever de omkring mig koncerten? ER jeg helt off? I dette tilfælde : Fuldstændig. Og undlad for alles skyld at omtale Uffe som "en bamse," blot fordi han ikke er petit. 

Det er muligt, ordene, teksten, opråbet, håbet og energien var spildt på dig Broksø. For dét har jeg ondt af dig. Du gik glip af noget sublimt her. En ophøjet oplevelse. Et håb. For menneskeheden og den verden den er søsat i. Et håb som igen trækker tårer, når ens treårige i sin leg synger:

"Mere lys - mere kærlighed - mere lys - mere frihed!"

BLIV NU VOKSEN DR

Shit hvor er det vildt, hvad DR udretter for licensen.

Lad os tage et oprids af deres såkaldte "public service" - eller hæmmende udvikling. 

- Sangen fra DR 3 som var én lang voldtægts og sexistisk taben-kæben-på-gulvet-klam video om Pernille Blume (Voldtægtskultur much?) - jeg nægter at linke til den, da det er mig komplet imod. 

- #gunnargate - Gunnar lavede en kage i Den Store Bagedyst til temaet "mandehørm," hvor opgaven hed "polterabend". Han blev afskediget, da dommerne vurderede at hans kage var simpelthen ikke maskulin nok. Og ja Gunnar var homoseksuel. 2016 var året, da DR opridsede kønsstereotyper for seerne og afskar en homoseksuel mand fra at være maskulin nok. Eller hans kage i hvert fald. I det hele taget var temaet elendigt - det må simpelthen høre fortiden til hva'? Var det fordi, det ofte er kvinder der bager og to mandlige "værter" kontra én kvindelig ikke var nok, og så prøvede I at gøre det mere maskulint ved et sådant tema?  

- DR Radio ville lave et program om hævnporno - det handlede ikke om victimblaming, men om, og hold nu fast, "hvad pigerne selv kunne gøre for ikke at blive udsat for hævnporno" (altså handlede det jo KUN om victimblaming - Heeeello voldtægtskultur!). 

- X-Factor (som min femårige megagerne ville se og derfor også finalen) hvor Gulddreng synger "Ja du var mig utro, ja du var en møgso" i et familieprogram - hvor to af de tre finalister var under atten og unge kvinder. Jeg var målløs! Selvsagt slukkede jeg med det samme efter at have spyet kaffe ud på computeren.

Og nu kan to hvide mænd (selvfølgelig) så fremelske racistiske og sexistiske jokes fra hele landet - hvor kun de groveste bliver arkiveret. Public service? 

Jeg kan fandeme godt forstå, Mary virkelig er vred. Det er jeg også. Det burde alle sgu være. På egne, alles og landets vegne.
Hvorfor bruges licenspenge ikke til at vise vejen frem? Alle de gode værdier man gerne vil give sine børn, som samfundet ikke afspejler. Hvorfor reproducere voldtægtskultur og racisme for borgernes licenspenge? DR really?
Når vi tager så få flygtninge ind, ER det måske ikke racisme der er mindst af i dette land.
Når DR i forvejen er sygt sexistisk, så var dette måske heller ikke nødvendigt..?
Eller.
I stedet for to hvide mænd i programmet, så skulle man måske have haft minoriteter til at tage imod de jokes?
En sort mand til at tage imod en af de to omtalte jokes i artiklen - eller endnu bedre FILM DET!
Lad et barn tage imod den næste omtalte joke og film den taber, der mente at verden blev et bedre sted med den joke i den. Dét ville være underholdning, lærerigt og værd at se. Selv racister og sexister ville få noget ud af at se det. Det nytter fandeme ikke at føle sig bedre end Trump, når man på et eller andet niveau selv bedriver det samme. Fremelsker racisme, sexisme og voldtægtskultur. 

Hvordan fanden kan I slippe afsted med det? Her burde racismeparagraffen træde i kraft - desværre findes der ikke en sexismeparagraf (og hvorfor mon?).

Roskilde Festivalen tager i det mindste et skridt imod at komme det til livs. De prøver at komme det til livs. Men. Hvis konsekvensen for at crowdsurfe er at armbåndet klippes, hvorfor er overgreb så ikke? Hvor må det være ødelæggende at finde overgrebspersonen på festivalen senere, efter at have gennemlevet et overgreb, gennemlevet det igen ved at fortælle det videre til politiet med alt hvad det medfører af rapekits tests for så at støde på umennesket senere fordi man ikke turde være alene og alle vennerne var stadig på festivalen. Få overgreb meldes og hvorfor mon? 

Sidste år var "temaet" "sexisme" - skønt det vidst var gået speakeren ved basket banen forbi, idet de mandlige spillere fik kammeratlige og joviale jokes med på vejen og de kvindelige fik flirtende og degraderende råb. Jeg skred af raseri. 

I år var temaet "equality". Roskilde prøver at tage ansvar. Og jeg synes, deres samarbejde med Politiken i år var en fantastisk start. Og ja der sker overgreb dér som andre steder. Desværre. Men jeg har endnu ikke oplevet seks mænd i klapstole siddende ved toiletterne i byen i København graduerende de kvinder, der kommer ud. Måske kommer jeg de rigtige steder. Alkohol blandet med den der Roskilde-løssluppenhed er en dårlig kombi. Oplevelserne om overgreb bliver italesat og offentliggjort. Det er en start. De prøver at tage ansvar. Så hvorfor gør DR ikke? - jeg har, som sikkert sagt, ikke tv. Hvis jeg ser DR er det på computer. Det sker sjældent. Men noget siger mig, jeg ville have haft meget mere at nedfælde, hvis jeg havde tv. 

Bliv nu for helvede voksen DR.