21. marts 2016

TRAUMATISK HJERTERUM I ’ROOM’

Den kvindelige hovedrolleindehaver i ’Room,’ Brie Larson, vandt en Oscar for Best Performance by an Actress in a leading Role – skønt en Oscar, i min verden, ikke er det højeste kvalitetsstempel. Selve filmen, af instruktør Lenny Abrahamson, har vundet 85 ud af 118 nomineringer. Faktisk undres jeg over, den ikke har været nomineret til flere priser. Filmen er baseret på bogen af samme navn af forfatteren Emma Donoghue.
Jeg havde set forfilm til den i sidste uge, og jeg havde faktisk meget høje forventninger. Og den ramte mig. Shit hvor den ramte mig. Måske skal man være mor – eller forælder – for at kunne relatere til både moderen ’Ma’ og hendes utroligt smukke dreng ’Jack.’ Måske. Men alle i biografen græd. Måske ikke det meste af tiden som undertegnede, men der hørtes jævnligt snøft i salen. Den første time af filmen er virkelig god. Og forfærdelig. For hvem har brug for dommedagsfilm, når det mest skræmmende i denne verden faktisk findes inde i mennesker?
Filmen startermed små korte klip af nærbilleder. Defokus til fokus. ”Go back to sleep.”
Disse flygtige nærbilleder symboliserer Jack’s verden, der er utrolig lille og up close. Alt hvad han kender til verden, er i ’Room.’ Jack bliver fem år i dag. Han starter dagen med at sige ’godmorgen’ til til alle ting i rummet – som han ved filmens slutning også går rundt og siger ’godnat’ til. Han fortæller, hvordan han kom til verden altså Room offscreen. Ma og Jack står op, man kunne måske få fornemmelsen af at de bor i en etværelses lejlighed. De bor nusset og fattigt. Med deres morgenmad, motion (der består i af strække ud og løbe frem og tilbage i rummet) og aktiviteter kun i Room, fornemmer man at de ikke forlader rummet. De laver en fødselsdagskage til Jack, som har ønsket sig sådan én siden han har set den i TV. Jack bliver gal, da der ikke er nogle lys i kagen - hmm i Danmark er det en talemåde om et knap så kløgtigt menneske – det kan måske anvendes som ’uvidende’ her om Jack. For han er klog. Han er klog på den verden, han er blevet fortalt om. Mere om det om lidt – og Ma fortæller, at de jo ikke kan få lys. Jack bebrejder sin moder, at hun har ønsket nye bukser til ham ved ’Sunday treat’ af ’Old Nick’ i stedet for lys. De er altså meget fattige, men hvorfor er de kun i dette rum? Hun trøster Jack.
Jack er faldet i søvn, imens hun ammer ham. Hun fortæller Alexandre Dumas’ ’The Count of Monte Cristo’(’Greven af Monte Cristo’ – ’Le Comte de Monte-Cristo’) som godnathistorie. De, der måtte kende til romanen, vil vide, at med denne symbolik er Ma og Jack her ikke af egen fri vilje. Første gang undertegnede stiftede bekendtskab med ’The Count of Monte Cristo’ ((1844-1846) var i biografen til ’The Sleepers’ (1996). Fjorten år gammel blev ’Sleepser’s’ John’s yndlings bog introduceret for mig om den uretfærdige tilfangetagelse af Edmond Dante gennem fjorten år i, hans flugt, ønsket om hævn og i sidste ende opnåelse af dette. Stærk og forbandet film, der mod al fornuft lader én føle den største tilfredsstillelse ved at se et ”menneske” blive skudt ned.
Som i ’The Count of Monte Cristo’ har også Jack lært at læse og skrive, og vil derfor være i stand til at begå sig i den rigtige verden. ”..kommer tilbage og tager hævn over dem, der var onde mod ham,” slutter hun sin lidt anderledes valg af en godnathistorie. I hvert fald for en femårig. Vi ved altså, hun er indespærret mod hendes vilje, af uretfærdige grunde og hun ønsker at bryde fri. Vi ved, at flugten vil foregå ved at spille død. Greven flygter ved at tage sin vens plads, der netop er død og ligger i en ligpose. 
Der siges så utroligt meget med denne fine reference, uden at udpensle det med åndsvag dialog, som punkterer filmen. Filmen har et virkeligt højt niveau ved nemlig ikke at være udpenslende. Men vise det i billeder og fantastisk skuespil.
Ma bærer den sovende Jack ind i ’Skab.’ Jack vågner ved lyden af en kode, der trykkes og døren går op. Man hører en mandestemme og mellem skoderne i Skab kan Jack skimte Old Nick (Sean Bridges). De taler om at Jack er blevet fem år, og Old Nick ville gerne have givet ham en fødselsdagsgave. Der høres knirkelyde fra sengen, og Jack begynder at tælle til han falder i søvn igen. Ma bærer Jack tilbage i sengen hos hende, da Old Nick er gået igen.
Om morgen hiver Ma ’Bad Tooth’ ud af munden. Hun giver den til Jack at se på. I drømmetydning er det at tabe sine tænder et tegn på forandring. Et varsel, om man vil, på at der skal til at ske noget nyt. Et barn der taber mælketænderne, er ikke voksen i seks til fjorten års alderen, men er trods alt mere voksent end et seks måneder til seks år gammelt barn. Jeg ser det som, at Ma taber tanden som et symbol på at hun er blevet voksen. At noget nyt skal ske.
Jacks verdensbillede består af Room, TV og Space som kan ses gennem Tagvindue. Der er, hvad han ved. Pludselig er der en mus i Room, der spiser kagekrummer fra Jacks fødselsdagskage. Jack vil gerne lege med den, men Ma får den ud af Room. Jack forstår ikke, hvor Mus kom fra, og Ma kommer først til at sige ’fra baghaven.’ Men der er jo kun TV uden for Room..?
Jack vågner, og der står en rød elektrisk bil på bordet. Det er den første, han nogensinde har haft og den kører konstant. Ma og Jack råber om kap mod Space. Faktisk som en leg. Men der er ingen, der kan høre dem skrige.
Om aftenen lukker Old Nick sig ind i Room. Han spørger, om Jack blev glad og Ma nikker. ”I know boys,” griner Old Nick tydeligt selvovervurderende. Old Nick fortæller, han har været arbejdsløs i et halvt år, det er derfor svært for ham at holde dem med elektricitet og Ma burde være ham mere taknemmelig. Old Nick skal til at åbne skabet med Jack. Jack sætter sin hånd mod skodderne for at forhindre Old Nick i at komme ind til ham. Ma få Old Nick hen i sengen. Det er vigtigt for Ma, at Old Nick intet har at gøre med Jack. Om natten kralver Jack ud af Skab og ser på Old Nick sove. Old Nick vågner og siger hej til Jack. Ma vågner, og bliver panisk hysterisk med det samme. Jack skriger og flygter ind i Skab. ”Don’t touch him!!” råber hun, indtil Old Nick tager kvælertag på hende og dræber hendes stemme. Old Nick forsvinder ud af Room. 
Næste morgen er der frost på Tagvindue. ”Mor. Jeg er en drage,” vækker Jack Ma og puster luft ud af munden. Old Nick har slukket for elektriciteten, og de må tage ekstra tøj på. Ma fortæller Jack den sande historie om hende og Old Nick. At hun ligesom ’Alice in Wonderland’ ikke altid var i eventyrland, men at hun havde forældre og hun hed Joy Newsome. At Old Nick lod som om, hans hund var syg så hun skulle hjælpe ham og så tog han hende da hun var sytten år. At han spærrede hende inde i Room og har holdt hende fanget i syv år. At der er en verden uden for. At alt dette med Room var noget, hun fandt på da han var lille. At Room er et skur. Men nu, da han er fem, kan han godt tåle at høre sandheden. ”I want to be four again!” græder Jack og bliver gal på sin mor. Det er al for meget information på én gang. Og al for alvorlig information for en femårig at håndtere. Men deres situation er tilspidset, der er iskoldt i Room, og hvordan skal de få mad? Deres liv har hele tiden ligget i en anden mands hænder, men nu for alvor går det op for Ma.
Jack fortæller offscreen, hvad han er god til og hvad Ma er god til. Ma er god til meget, på nær når hun har en ’gone day.’ Her skildres hendes sindsstemning gennem, at hun kun at kan ligge i sengen og ikke er i stand til at være noget for sit barn. Jack ødelægger den røde racerbil fra Old Nick. Der bliver tændt for varmen igen.
Jack begynder at stille spørgsmål, da han ser Tv i forhold hvad der er rigtigt i det. Ma forklarer, at ’Dora the Explorer’ ikke er virkelig og videre ved de andre kanaler. Jack begynder at begribe verden uden for Room så småt. Ma fortæller, at hun en dag prøvede at slå Old Nick ned med låget på cisterne på WC. At hun gemte sig, og angreb ham da han lukkede døren op. Men Old Nick overlevede og overmandede hende. Han skadede hendes hånd, og siden har den gjort ondt.
Sammen forbereder de et flugtforsøg. Med kogt vaskeklud opvarmer Ma Jacks pande og simulerer feber. Planen er, fortæller Ma, at Old Nick skal tro at Jack er dødssyg og derfor tage ham på hospitalet. Her skal han fortælle sygehuset, hvad der virkelig foregår og bede om hjælp. Jack er bange. Han ser rundt i Room, som vitterligt er ALT han kender til. Som tager han afsked ved at se på alt en sidste gang, og huske det bedre. (Jeg græd så meget her. Det var en direkte frygtelig scene.) Stakkels lille dreng. Han kender kun to mennesker. Den ene er hans mor. Den anden er et ondskabsfuldt menneske, der har fanget hans mor og få dage før har forsøgt at kvæle hende. Den eneste verden, han kender er kun få kvadratmeter. Stakkels stakkels barn. Ma stikker to fingre i halsen på sig selv, kaster op og smører brækket ud i Jacks lange flotte hår. For at han skal lugte syg. Old Nick lukker sig ind i Room. Ma skriger op. At Jack er blevet syg, fordi Old Nick slukkede for varmen. Jack ligger med ryggen til dem. Old Nick mærker på hans pande. Jack skriger. Ma skriger. Hun råber, at Old Nick ikke må kigge på ham. Ma prøver at få Old Nick til at tage Jack på hospitalet, men Old Nick stormer i stedet ud af døren for at købe medicin.
Planen slog fejl.
Ma udtænker en ny plan.
(Gennem at de øver denne plan, stortudede jeg. Jeg følte så meget med denne lille dreng, hvor horribelt og forvirrende det måtte være for ham. Og jeg følte så meget med moderen og hendes forsøg på at redde sit lille barn.) Den nye plan er, at Jack rulles ind i et gulvtæppe, spiller død som Greven, Old Nick tager ham med for at skaffe sig af med liget. Jack skal vrikke sig ud af gulvtæppet, når han ligger på ladet og bilen stopper fuldt op for tredie gang. Dernæst skal han springe af bilen, løbe hen til en person og give denne brevet. Ma har skrevet en forklaring og nødråb ned i dette brev. Jack har Bad Tooth med sig, som han gemmer i sin mund, for at have sin mor med sig.
”I don’t want to be dead!” skriger Jack inde i tæppet, som Ma ryster til det sammenrullede gulvtæppe i for at simulere ladvognens rystelser. Det er mildest talt hjerteskærende. ”Stiff like a robot,” hjælper Ma ham. ”I hate you!” skriger Jack til Ma. Og hans angst og fortvivlelse er total. Jeg følte den. Jeg var så ramt, og jeg græd som pisket. Stakkels stakkels barn.

”Truck.
Wriggle out.
Jump.
Run.”
        


Pludselig kan lydene til at døren åbnes høres. Ma skynder sig at rulle Jack ind i gulvtæppet, før døren går op. Old Nick kommer ind i Room, Ma begynder at skrige hysterisk at drengen er død.
”Poor girl,” siger Old Nick og viser rendyrkede psykopatiske træk ved at være komplet uanfægtet over, at det også er hans barn der er dødt. Han spørger, om hun er sikker på at Jack er død. Ikke af bekymring, men fordi det er besværliggør tingene for ham. Liget skal væk, for det vil komme til at lugte. Ma beder ham begrave liget, men uden at kigge på ham. Old Nick lover ikke at se på Jack. Fra Jacks P.O.V. ser vi skræmte Ma ud gennem det sammenrullede gulvtæppe, der løftes op og bæres ud. Ma spærres inde. Udenfor kan han ikke fokusere. Lyset er for skarpt. En verden han aldrig har mødt, introduceres for ham i glimt. Hele denne nye verden, disse nye indtryk, nysgerrigheden ved den nye verden, frygten for hvad der må komme og smerten ved ikke at have sin mor med sig i dette må på alle måder være uudholdeligt. (Ja. Jeg græd og græd. Stakkels stakkels lille barn. Mine kinder var helt opløste af gråd.) Han bliver lagt på ladet af bilen. ”Truck.” Bilen begynder at køre. Ved tredie fulde stop: ”Wriggle out.” Hele himmelen åbenbares for Jack, der indtil nu kun har set små glimt af denne gennem Tagvindue. Musikken hamrer for fuld klimaks. (Jeg opgav at tørre tårer væk, det var jo vandfald fra tårekanalerne) Han kommer på benene og gør klar til at springe ved næste stop. (Jeg havde ondt i maven af håb for dette lille barn!) Han prøver, men det går galt. Old Nick opdager ham. Jack kommer på benene og prøver at nå hen til en mand med brevet fra Ma. Manden tror, Jack er en pige på grund af det lange hår. Old Nick når hen til Jack, tager fat i ham og slæber ham hen mod ladvognen. Manden med hunden spørger, hvad det er Jack vil give ham. ”Help” hvisker Jack som han slæbes væk. (Det var ulideligt at overvære denne scene) HELDIGVIS undrer dette manden med hunden så meget, at han nævner at ringe til politiet. Old Nick slipper Jack med det samme, tager brevet ud af hans hånd og kører væk. Jack ligger i fosterstilling. Det sner på ham. Manden med hunden bliver ved hans side, indtil politiet kommer. Det må siges at være en genial politibetjent, da hun gætter hvad der er galt – selv ud fra Jacks problemer med hukommelsen. Han er i chok og med god grund. Ud fra ”tredie stop” kan betjenten lokalisere ”skuret” som Jack kalder Room. Jack venter i politibilen, imens politiet løber om i baghaven for at befri Ma. (Også her hylede jeg. Jeg vidste fra traileren, at de ville blive genforenet. Men sympatien for hvad stakkels lille Jack gennemgik, som han så inderligt håbede på at gense sin mor var ren tortur. Kald mig ’særligt sensitiv.’ Kald mig mor. Og ja hormonerne efter første graviditet ændrede så afgjort noget ved min måde at opfatte film på. Jeg opfatter ikke kun film længere. Jeg oplever dem. Helt ind under huden. Helt ind i hjertet. Det er både godt og skidt. Jeg kan heller ikke længere bare læse en overskrift ved scrolling på Facebook om et vanrygtet barn uden at begynde at græde. Tænk sig, hvis alle havde det sådan? Så ville der ikke være flere lidende børn i verden. Jeg har ladet mig forstå, at hormonerne igen går amok når overgangsalderen sætter ind. Momse demonstrerer det dagligt, hvor rørstrømsk det kan blive. Jeg har måtte anstrenge mig ved hilsner for ikke at være for dyb og værdsættende af hendes fantastiske væsen. Hun kan simpelthen ikke tåle det – også dette ville får hendes tårer til at flyde. Så jeg forestiller mig, jeg må investere i ’beskyttelses-kinder’ når jeg selv rammer den gyldne epoke for at undgå at ligne et drypstens-arrangement i ansigtet.  Eventuelt må jeg have et konstant tilsluttet drop for at undgå at tørre ind i de vågne timer.)
Old Nick kunne have slået Ma ihjel eller taget hende med efter, han stak af. Men de genforenes. (Og faktisk. Ja hun fik en Oscar for sin præstation, men mit ansigt var langt mere opløst af gråd end moderens ved denne genforening. Mit var langt mere troværdigt, vil jeg bare sige. Faktisk er jeg sikker på, der var flere kandidater i salen. Der hørtes filmen igennem snøft mellem rækkerne og pudsen af næser.)    
Næste morgen vågner Jack i en hospitalsseng med sin mor. Jack har tisset i sengen. Loftet er fuld af hvide firkanter. Ingen Tagvindue. Der er meget lyst, og det skærer i øjnene. Han sænker sine fødder ned på linoleumsgulvet. Der er noget ’månelandingen’ over det. ”That’s one step for man, one giant step for mankind.”  Og i en alder af fem prøver Jack den helt nye verden af. Hvordan virker et brusebad? I et spejl ser han sig selv for første gang. En læge spørger ind til dem. Ma vil ikke blive der. Hun vil hjem. Hun huskes på, at de skal huske solbriller, solcreme og at Jack nok stadig vil være skrøbelig over for de nye bakterier.
Ma’s mor og far bryder ind på stuen. ”I’m sorry, we just couldn’t wait any more,” mesterspiller mormoren (og så startede kanalerne igen. Fuld styrke). ”Hello Jack. Thanks for saving our little girl,” græder mormoren. (Her lød der også høje snøft i salen. Men tidspunktet henvender sig i særdeleshed også til bedsteforældre-segmentet. Ja og så undertegnede.) Jacks stille og tilbageholdne adfærd er forholdsvis troværdig. Men jeg ville tro, der måtte komme udbrud af raseri og forvirring over denne nye verden. Han hvisker, og henvender sig til sin mor. De ankommer til Mormors hus. Mormor og Morfar er blevet skilt i mellemtiden, og Mormor har en ny mand. Ma genser sit værelse, som stadig står uberørt af tidens tand. Teenageidolet Leonardo DiCapro pryder væggene. Ma har svært ved at cope med den nye situation. Hun finder billeder taget lige før, hun blev taget. Ma’s far kan ikke se på Jack. Han vil ikke se på ham. Han kan ikke se på Jack, der er hans barnebarn, men også søn af kidnapperen. Og resultatet af overfaldsmandens voldtægter. Jack er en evig reminder om, hvad der er overgået hans barn. Han bliver nød til at tage hjem. Det er for meget for ham. Her viser filmen igen, uden at være udpenslende, hvilke kæmpe følelser der er på spil. Hendes far kan ikke se på sit barnebarn, fordi det vækker syv års smerte som barnebarnets far har forvoldt. Igen er det stakkels lille uskyldige barn. Han bærer jo ingen skyld i hans faders forbrydelser.
Pressen er naturligvis meget opmærksomme på deres befrielse. Derfor bliver de i Mormors hus. Jacks verden er gået fra et rum til et hus. Gelænderet ved trappen laver gitre i billedet, og giver en følelse af tremmer. Nok er Ma og Jack befriet, men de er stadig ikke frie.
Ma har svært ved at finde sig selv i den nye tilværelse. Det var meningen, at hun skulle være glad når hun kom ud i friheden. Hendes navn er Joy, men hun har ingen glæde tilbage ved livet. Og hun kan ikke kapere det. Det var hendes mors ’be nice,’ der var skyld i at hun ville hjælpe Old Nick og han kidnappede hende. Joy indvilliger i at lade sig interviewe til TV. Hun regner med, at det kan give hende noget at få talt ud offentligt. Men hun har ikke regnet med, at intervieweren stiller hende så modbydelige spørgsmål. Da spørgsmålet falder på, om ikke Jack fortjener at se sin far - psykopaten Nick som holdt dem fanget. ”Jack is mine,” siger hun.
”A father is a man, who loves his child,” slutter hun.

Jeg kan kun anbefale ’Room.’ Den er absolut årets bedste film indtil nu. Er man gravid, skal man måske overveje om man magter følelsesrutsjebanen. Men den er fandeme godt skruet sammen. Selv om delen op til hospitalet fungerer bedre end den følgende. Jeg vil ikke sige, den mister grebet. Men den falder i intensitet, hvilket måske synes fornuftigt nok, men hverdagen i den nye verden kunne sagtens være mere intenst. Det er trods alt stadig nyt, utrygt og uroligt. Jeg elsker, Jack bygger et hus i LEGO som et billede på at hans verden rummer et hus i stedet for blot et rum. Hans livsverden er blevet udvidet. Og jeg elsker, han ødelægger det. Det er et sagte symbol på, at det går for hurtigt. Men dette er også det eneste ”udbrud,” der kommer fra dette lille individ hvis verden er totalt forandret. Jeg elsker, han gerne vil beholde sit lange hår for det giver ham styrke. Ligesom Samson. Og han er det smukkeste barn med den hårpragt. 


’Room’ lader tankerne falde på ’La Vita è bella’ (1997) både af og med Roberto Benigni (’Down by Law’ (1986) – guddommelig god film og soundtrack, ’The Tiger and the Snow’(2005)) og hans hustru både i og uden for filmen Nicoletto Braschi (’Down by Law’ (1986), ’The Tiger and the Snow’ (2005)) om en far, der digter en skønnere verden for hans søn end de rædsler de i virkeligheden befinder sig i. De er jøder 1930’ernes Italien i en koncentrationslejr. Det kan faktisk ikke blive meget værre. Faderen Guido digter og bilder sønnen ind, at det hele er et spil og førstepræmien er en tank. Benigni har som sjældent set lavet en komedie i en koncentrationslejr...

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar